I den ældre romerske jernalder var Danmark tættere befolket end nogensinde før. Landsbyerne lå tæt, selv de mindste morænebakker var beboede. Det antages, at afstanden mellem landsbyerne var 1-2 km. Landet var delt mellem krigeriske og intenst rivaliserende stammer, som byggede omfattende befæstninger som forsvar mod hinanden. Ptolemæus nævner Sabalingii og Fundusii, og Tacitus nævner Kimbrer, Haruder, Eudoses og Angler. Hundredvis af faldne krigere og tusindvis af erobrede våben blev ofret til de gamle vanlige guder i de hellige moser. Midt i perioden kom Danene fra Asien med deres Aseguder og fordrev Herulerne fra Skåne og Sjælland.
1. Med Romerriget som nabo
Tidslinie fra bondestenalder til historisk tid.
Romersk jernalder betegner tiden mellem år 0 og 400 e.Kr. Navnet beskriver den store indflydelse, som Romerriget havde på udviklingen i Skandinavien i denne periode.
Kopier af to Romerske sølvkopper fra det berømte Hoby fund på Lolland udstillet på Museum Lolland-Falster. De originale kopper blev fundet i en stormandsgrav i Hoby mellem Rødby og Nakskov i 1920. Motivet på koppen til venstre forestiller Kong Primaos af Troja, som tigger den græske helt Achilleus om at få sin søns lig udleveret. Motivet på koppen til højre er den græske helt Filoktet, som ejede Herakles bue uden hvilken Troja ikke kunne erobres. Filoktet er blevet gammel og syg og den snedige Odysseus lister buen fra ham uden at han bemærker det. Foto Leif Plith, Museum Lolland-Falster Wikipedia.
Kernen i den Romerske hær kom til at bestå af Germaner rekrutteret fra det frie Germanien, og alle disse unge mænd vendte hjem efter endt militærtjeneste fyldt med viden om Romersk kultur, militær organisation, taktik og strategi. De kom tilbage til deres Germanske landsbyer med Romerske kostbarheder, våben og mønter, som hurtigt blev gangbar valuta også på markederne i det fri Germanien.
Fundsteder for Romerske genstande i det frie Germanien. Kortet er fra 1951, men selvom mange nye fund blev tilføjet, vil mønsteret sandsynligvis være det samme. De er spredt over hele Germanien, der er ikke specielt mange fund nær grænsen. Der er nogle områder, hvor fundene ligger tæt, medens andre områder er mere eller mindre tomme for fund. Der er ikke taget hensyn til om de Romerske genstande er fra Førromersk Jernalder eller fra Romersk jernalder, men langt de fleste er nok fra Romersk jernalder.
Det ses at Vestjylland, Himmerland, Slesvig-Holsten, det nordlige Holland og Skåne-landene er ret tomme for romerske fund. Derimod er der mange fund i Øst Jylland, på de Danske øer, Bornholm, Øland og Gotland, desuden er der fundet romerske genstande i Norge, Västergötland og Östergötland.
Vi kan mene at mange af de Romerske genstande er hjembragte af yngre sønner af fornemme familier, som har været i Romersk militærtjeneste.
Vi kan forestille os at nogle germanske stammer havde tætte forbindelser til Romerriget, de boede i de fundtætte områder, medens andre stammer havde et mere køligt forhold til imperiet, og de boede i de fundtomme områder. Fra H.J. Eggers Der Römische import im freien Germanien, Hamburgisches Museum 1951.
I de første århundreder efter Kristi fødsel var Danmark tættere bebygget og mere skovfattig end landet nogensinde havde været før, der lå landsbyer og gårde i næsten hver en krog af landet. I de efterfølgende århundreder bredte skoven sig igen mange steder; først i middelalderen, tusind år senere, fik det åbne land igen samme omfang som i Romersk jernalder.
Romerriget og det frie Germanien i kejsertiden, det vil sige omkring Romersk jernalder i Danmark. Mela, Plinius, Ptolemæus, Cæsar og Tacitus nævner mange Germanske stammer, her er kun anført nogle få af dem. Foto Wikipedia.
Mange fund af omfattende volde og andre befæstninger og mængder af slagne hæres våben ofret til guderne vidner om at Romersk jernalder var en urolig og voldelig tid med intense kampe om de knappe ressourcer.
Nogle mener at Romerne førte en del og hersk politik i forhold til stammerne i det fri Germanien. Nogle germanske folk stemplede de som foragtelige slyngel-nationer, medens andre modtog rige gaver med forsikringer om at de var venner med det mægtige Romerrige.
2. Den romerske varmeperiode
Den Romerske varmeperiode startede ret pludseligt omkring 250 f.Kr. og sluttede omkring 350-400 e.Kr. De gamle Romere levede i et ret behageligt klima, hvilket man også kan se på de luftige gevandter, som de antikke statuer ofte er iklædt. I størstedelen af Romersk jernalder må klimaet i Skandinavien have været ret tæt på nutidens klima, sikkert endda varmere.
Da klimaet mildnedes efter istiden og isen smeltede vandrede rensdyrene vandrede mod nord fulgt af rensdyr-jægerne.
Temperaturen steg hurtigt og Danmark blev fuldstændig dækket af urskov, i hvilken Maglemose-jægerne jagede og fiskede efterfulgt af Kongemose og Ertebølle jægerne. Først i bonde-stenalderen begyndte man at holde husdyr og dyrke jorden. Omkring 500 f.Kr. blev bronzealderen afløst af jernalderens tre perioder, nemlig Keltisk (Førromersk), Romersk og Germansk jernalder. Vikingetiden startede med angrebet på klosteret St. Cuthbert på øen Lindisfarne i England 793 e.Kr. og sluttede med drabet på Knud den Hellige i 1086 e.Kr. Middelalderen sluttede i 1536 med borgerkrigen Grevens Fejde og den Lutherske reformation.
I 60% af Danmarks historie har hovederhvervene været jagt og fiskeri. I 75% af tiden har hersket en form for stenalder.
Nogle studier i en mose i Penido Vello i Spanien har vist, at gennemsnits-temperaturen var omkring 2-2,5 grader varmere end i moderne tid. Vi må tro at også i Skandinavien har vejret i Romersk jernalder gennemgående været varmere, end det er i moderne tid.
Den Romerske varme er rigeligt dokumenteret af mange analyser af sedimenter, træringe, pollen og iskerner - især fra den nordlige halvkugle. Studier fra Kina, Nord Amerika, Venezuela, Syd Afrika, Island, Grønland og Sargassohavet har alle eftervist varmeperioden. Desuden er den dokumenteret af antikke forfattere og historiske begivenheder.
Ruiner af Romerske broer i Syrien, hvor de floder, som de spænder over for længst er udtørrede.
Til venstre: Ruin af en Romersk bro i Syrien mellem landsbyerne Ayyash og Ain Abu Jima i den nordvestlige del af Jebel Bishri.- Foto: Minna Lönnqvist.
Til højre: Ruin af Romersk bro i Uthma i Syrien - Foto: arminhermann.
Hannibal bragte en hel hær, udstyret med 37 krigselefanter over Alperne i 218 f. Kr. - om vinteren. Der findes mange ruiner af Romerske broer især i Syrien, som fører over floder, der for længst er udtørrede på grund af svigtende monsunregn. Nord Afrika var Roms kornkammer, hvilket er svært at forestille sig i vore dage. Der voksede oliventræer i Rhindalen i Tyskland, og citrus og vindruer blev dyrket i England så langt nord som ved Hadrians mur nær Newcastle. Man har fundet oliven presser i Sagalassos på det Anatolske højland i det nuværende Tyrkiet, som er et område, hvor det i dag er for koldt til at dyrke oliven.
Derfor er det rimeligt at antage at også i Skandinavien har det været relativt varmt i Romersk Jernalder.
3. Landsbyerne
Den Romerske forfatter Plinius den Ældre havde ikke store tanker om folkene ved det nordlige hav: "Der, den elendige race bor på høje eller platforme (tribunalia), bygget med deres egne hænder efter deres erfaring af det højeste tidevand, og de sætte huse på toppen af dem - og de jager fiskene, der flygter med havet omkring deres hytter. Det sker ikke for dem at de har flokke, at de bliver næret med mælk, som deres naboer, de kæmper ikke engang med vilde dyr, da ethvert krat for længst er fjernet. De fletter fiskenet af tang og siv, og med hænderne samler de mudder op, som de tørrer mere ved vind end sol. Med dette varmer de deres mad og deres af nordenvinden stivnede indvolde. De drikker udelukkende regnvand, som opbevares i gruber foran hytterne." - "Og disse folk hævder at hvis det romerske folk besejrede dem, ville de derved blive slaver. Sandelig, det er et folk, som skæbnen skåner, men til deres egen ulykke!"
Som ung mand deltog Plinius i en militær kampagne mod Friserne øst for Rhinen, og der så han med egne øjne, hvordan de levede. Den Romerske hær allerede fået fodfæste i området, da kejser Tiberius befalede dem at trække sig tilbage til vest for Rhinen. Romere kom meget sjældent helt til Skandinavien, og sandsynligvis havde de ikke nogen klar idé om, hvordan folkene der levede.
Måske var de Skandinaviske folk fattige, men der var mange af dem. I Romersk jernalder var Danmarks befolkning større, end den nogensinde før havde været.
Jernalderlandsbyen i Lejre forsøgscenter - Foto Krestenklit Wikipedia
Nær Marslev nordøst for Odense er det lykkedes at kortlægge jernalder-bebyggelsen. Landsbyerne var placeret på morænebakker, og deres jorder var afgrænset mod nabolandsbyernes på andre bakker af naturlige skel, såsom bække og moser, som strakte sig i lavninger mellem bakkerne. Således var landsbyerne også placeret i 1700-tallet før udskiftningen. Men overraskende nok har det vist sig at i jernalderen lå landsbyerne tættere, end de kom til at gøre senere i historien; selv de mindste morænebakker var bebyggede i jernalderen. I middelalderen og senere var det kun de største.
Det antages at afstanden mellem landsbyerne i begyndelsen af Romersk jernalder var 1-2 km. På god jord som den fynske lå de endog endnu tættere. I løbet af 300 til 400-tallet opgav man dog de helt små bebyggelser og samlede sig i større, centrale landsbyer. Det var urolige tider, og man kan tænke sig at det var af sikkerhedsgrunde eller mere sandsynligt på grund af befolkningsnedgang.
Ved landsbyen Galsted syd for Vojens har Sønderjyllands Museum udgravet en landsby, som eksisterede gennem ældre Romersk jernalder i varierende former.
Landsbyen ved Galsted således som den opstod omkring år 0 omkring bronzealder-højen. Husene er nogenlunde lige store og hele landsbyen er omgivet af et fælles hegn. Man kan forestille sig at beboerne har ment at de nedstammede fra den berømte gamle konge, som lå i højen. Måske hed landsbyen noget med -ninge.
Til højre: Hundrede år efter blev landsbyen fuldstændig omstruktureret. Det fælles landsby-hegn blev opgivet, gårdene blev færre, men imidlertid større og med særskilte indhegninger om hver gård. Nogle bønder var rigere og mere fornemme end de andre og boede for sig selv med særskilte gravpladser. Billeder: Sønderjyllands Museum.
Den ældste landsby fandtes fra omkring år 0 til omkring 100 e.Kr. Den bestod af 13 huse opført omkring en bronzealder-gravhøj. Landsbyen var omgivet af en fælles indhegning, og de enkelte huse var også afgrænset indbyrdes med hegn. Husene har været omkring 5,5 m. brede og 20-25 m. lange. Foran har huset har hegnet dannet en indhegning, en tofte, hvor der har været læ og solskin. Det er nemt at forestille sig at landsbybeboerne har betragtet sig selv som efterkommere af den gamle konge, som lå i bronzealder-højen. Måske har de nedsat asken af deres afdøde i højen efter gammel skik.
Den rekonstruerede jernalderlandsby ved Stavis Åen i Odense, Foto Odense - Jernalderlandsbyen
Omkring 75-100 e.Kr. blev landsbyen fuldstændig omstruktureret. Fælleshegnet blev opgivet og antallet af gårde blev reduceret fra 13 til 9, og hver gård fik sin egen meget større indhegning. Øst for landsbyen blev anlagt en gravplads, som var fælles for de otte almindelige gårde. Her blev almindelige bønder og krigere begravet i urnegrave.
Den niende gård var imidlertid noget særligt og lå for sig selv og delte ikke hegn med nogen af de andre. Den havde sin egen lille gravplads, hvor en af de afdøde var blevet begravet med en fingerring af guld. I lidt længere afstand fra de almindelige gårde lå en gruppe på tre gårde. Her boede sandsynligvis storbonden, eller endog måske adelsmanden. Hver gård havde sin egen lille gravplads med cirkulær gravhave i romersk design. I en af gravene fandtes et hængesmykke af guld.
Sporer fundet i ryttergrav ved Dollerup. De består af en hård kerne af jern, pålagt et overfladelag af bronze med sølv-indlægning. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Bronzealderen var en aristokratisk periode med stor forskel mellem høj og lav. Keltisk jernalder synes at have været det stik modsatte. Men som tiden gik blev der stadig større forskel i husenes størrelse og det fælles hegn blev opgivet. Den udgravede Galsted landsby fra sen Romersk jernalder demonstrerer tydeligt at der nu var forskellige lag i samfundet. De ledende bønder havde endog deres egne eksklusive gravpladser adskilt fra de almindelige gravpladser.
Hæren, hvis våben blev ofret i Ejsbøl Mose har talt omkring 200 infanterister og ryttere, samt et ukendt antal bueskytter. Der har været en rytter for hver cirka tyve infanterister.
I nogle krigergrave er de afdøde gravlagt med deres sporer, hvilket viser at de har været krigere på hesteryg. Disse ryttergrave indeholder rige gravgaver med en grav fra Dollerup ved Kolding som den fornemste. Meget tyder på at militære ledere, altså officererne, har været beredne, det har gjort det nemmere at fastholde overblikket og komme hurtigt omkring.
Jernalderens landsbynavnes alder. -løse, -inge og -um er de ældste. -lev og -sted er lidt yngre idet de indikerer personligt ejerskab til jorden.
Man har fundet sporer i graven hos ældre mænd, der ude over deres våbenføre alder. De havde ikke fået våben med i graven, men de havde deres sporer med. Det viser at sporerne var blevet et værdighedstegn, et tegn på en høj position i samfundet eller særligt embede. Var en mand en gang blevet ophøjet til ridder, så havde han denne titel til sin dødsdag.
Landsbyen Sinding nord for Slagelse.
Våben og sporer er også fundet i grave hos helt unge mænd. Det må betyde at de ikke havde tjent deres sporer ved en særlig tapper indsats i kamp, men at de havde arvet retten til at bære sporer.
Den kan have været sådan en adelsfamilie, som boede i landsbyen Galsted i gruppen med de tre huse i nogen afstand af de almindelige gårde og med deres egen fornemme gravplads designed efter romersk mønster.
Alle disse tusinder af små landsbyer, som lå spredt over hele landet, har sikkert heddet noget med endelserne -løse -inge, -um, -lev og -sted, hvilke stednavne-endelser alle antages at stamme fra jernalderen eller måske endda fra tidligere tider. Stednavne er utroligt sejlivede. Så længe, som der kontinuert har levet mennesker i et bestemt område, har stedets navn levet videre.
Hjallese hed Hielløse i middelalderen.
-løse navnene - som i Stenløse (Middelalder: Stenløsæ), Vanløse (Wandløse), Værløse (Hwærløsæ) eller Tølløse (Thølløsæ) - anses for at være meget gamle. De er ofte blevet reduceret til navne med endelsen -else som i Hjallese (Hielløse) og Slagelse (Slauløsæ). Ordet løse er gået af brug i det danske sprog, men ved sammenligning med det Angelsaxiske ord "læs", som betyder eng, har nogle konkluderet at -løse betyder enge og lavtliggende marker, kort sagt gode græsgange, gerne langs åer. Forbindelsen til ordets moderne betydning kan måske have været at på disse frugtbare enge kunne kvæget gå løst, og man behøvede ikke at indsamle foder. Man kan også forestille sig at endelsen -løse henfører til at i disse vigtige byer var indbyggerne - måske mange håndværkere og købmænd - løst fra ellers sædvanlige troskabsbånd.
Plan over begravelsesplads fra Førromersk Jernalder ved Årupgård mellem Ribe og Gram. Den store cirkel foroven til højre repræsenterer en bronzealder gravhøj. Signaturerne bolle, kryds og firkant med videre forneden repræsenter fund af dragtnåle af forskellig type, som er vist over hver signatur. Det vides fra andre fund at forskellige dragtnål-typer tilhører forskellige perioder - moden skiftede også i keltisk jernalder. Det kan eftervises at de ældste dragtnål-typer er fundet nærmest bronzealdergravhøjen. Derfor kan man konkludere at landsbyens første begravelser fandt sted i siden på selve bronzealderhøjen eller i dens umiddelbare nærhed, de følgende begravelser fandt sted nær disse men lidt længere væk, og således har begravelsespladsen langsomt spredt sig udover marken med udgangspunkt i den oprindelige bronzealderhøj.
Derved får hele gravpladsens lay-out karakter af et familietræ med den oprindelige stamfader øverst repræsenteret ved den mytiske konge fra bronzealderen, som lå i højen. Efter E. Jørgensen, Haderslev Museum 1975.
Stednavne med endelsen -løse findes ikke i Jylland bortset fra enkelte undtagelser.
Da Visigoterne oprettede deres kongerige i Sydfrankrig i 413 e.Kr. kaldte de deres hovedstad for Tølløse, hvilket senere er blevet til Toulouse.
Forleddene i -løse stednavne hører til de ældste i landet og er derfor ofte vanskelige at tolke. De er aldrig personnavne. En gammel skrivemåde for Sengeløse var Siængeløse, hvilket viser hen til sø-enge. Nogle mener at Vanløse betyder græsgange, hvor planten hvan, angelika, voksede.
-inge navnene - som i Mesinge (Mesing), Revninge (Ræffninge), Hjørring (Hiøringh), og Herning (hørningh) - er også meget gamle. Vi kender "ning" i betydningen person eller personer, som i hedning, usling, nidding, færing, islænding, flygtning og slægtning. Det forekommer sandsynligt at betydningen af endelsen har udviklet sig op gennem historien, således at den i en fjern fortid har været søn, som jo er afledt af faderen, senere efterkommere, som jo er afledt af en forfader, dernæst personer afledt af et sted eller andet særpræg, og til sidst som navneord afledt af en aktivitet.
Herning kaldtes Hørningh i middelalderen.
Snorre fortæller i sin fortale til Kongssagaerne om Tjodolv fra Kvine, som var skjald hos Harald Hårfagre og digtede et kvad om kong Ragnvald Heidumhære, kaldet Ynglinge-tal, der opregnede 30 af hans forfædre, hvori der fortælles om hver enkelts død og gravsted. "Efter hans navn (Yngve) er Ynglingerne kaldt" skrev Snorre. Dette viser at efterkommere efter en berømt forfader i vikingetiden stadig blev kaldt -ningerne og sikkert i ental -ning eller forkortet til -ing.
Grundplanen af en begravelsesplads fra Keltisk jernalder ved Årupgård mellem Ribe og Gram demonstrerer tydeligt at beboerne i denne landsby anså sig selv som efterkommere efter den gamle konge, som lå i højen. De kan have kaldt sig selv for noget med -ning, hvor den første stavelse var navnet på den gamle konge i højen.
Til venstre: Landsbyen Kertinge syd for Kerteminde hed Kyrtinge i middelalderen.
Til højre: Landsbyen Mesinge vest for Kerteminde.
Nogle mener at i en sådan landsby fra ældre jernalder og begyndelsen af Romersk jernalder, hvor beboerne anså sig selv for at nedstamme fra en fælles forfader, ejede de jorden i fællesskab som en stor familie.
Man kan nemt forestille sig at de første beboere i for eksempel landsbyen Mesinge anså sig selv for at være efterkommere efter gamle kong Mes.
Vi kalder folk fra Mols for Molsinger, personer fra Samsø for Samsinger og mennesker fra Als for Alsinger.
Kertinge, Kertinge Nor og Kerteminde.
Store naturformationer har ofte navne, som er givet dem af oprindelige indbyggere. For eksempel har mange bjerge og floder i USA indianske navne, fordi bjergene og floderne hed jo allerede sådan, da nybyggerne ankom. På samme måde har man søgt at forklare meget korte danske stednavne, herunder navne på øer som for eksempel Samsø, Ærø, Sprogø og så videre, på den måde at oprindelige indbyggere, måske de gamle jægere, kaldte øerne for Sams, Ær og Sprog, hvilke navne blev accepteret af senere tilkomne, dog med tilføjelsen -ø for at beskrive, hvad det drejede sig om.
Landsbyen Kertinge (Kyrtinge) nær Kerteminde (Kertenemunde) kan oprindeligt have heddet noget i retning af "Kert-ninge", det vil sige "Kert-personerne", altså de mennesker, som boede ved "Kert", som sikkert var det oprindelige navn for naturformationen Kertinge Nor. Kerteminde vil så komme til at betyde Kerts munding.
Landsbyen Dalum nær Odense.
Betydningen af -ning blev med tiden udvidet til at omfatte ting eller tilstande afledt af en aktivitet, som oftest et udsagnsord, som for eksempel terning, hæmning, hældning, beslutning, klædning, holdning, saltning, gnidning, tegning og så videre.
-um navnene - som i Borum (Bardhom), Dalum (Dalum), Farum (Farum), Nissum (Næswm) og Åsum (Aasum) - findes i alle de gamle danske landsdele, men med flest i Jylland og på Fyn og meget få i Skåne. Nogle er blevet afrundet af daglig tale til for eksempel Rom, som tidligere hed Runnum. Det antages almindeligvis at -um endelsen oprindelig har lydt -hjem, som den stadig gør det i Gudhjem på Bornholm. Endelsen svarer til det Engelske -ham som i Birmingham og Nottingham, og det tyske -heim som i Hildesheim og Mannheim. I Norge findes mange landsbyer med endelsen -um, og det kan eftervises at de i Middelalderen blev stavet som -heim. De danske landsbyer Gudum, Kornum, Maarum, og Smørum blev i middelalderen skrevet Guthemæ, Kornhæm, Martheme og Smørhem.
Landsbyen Farum nær København.
Nogle mener dog at i det mindste en del af -um navnene indeholder en gammel dansk dativ endelse. I Eriks Sjællandske Lov kan man for eksempel læse: "mæth vapnum" (med våben) og "æt logum" (efter loven). Således kan man mene at for eksempel Åsum kommer af "i Åsum", hvor "i" er et forholdsord, som styrer dativ, Ås- er en ås (bakke) eller å (flod), og -um er en dativ-endelse. Med tiden er forholdsordet glemt, og blot "Åsum" er blevet tilbage. I moderne dansk har vi faktisk stadig nogle få af sådanne dativ udtryk, som for eksempel fordum, løndom og stundom. Hvis -um altid stod for -hjem vil Husum, hus-hjem, blive et mærkeligt dobbelt udtryk.
Dalum kan således have udviklet fra enten "Dal-hjem" eller "ved Dalen".
-lev navnene - som i Brønderslev (Brummersløff), Særslev (Sersløff), Haderslev (Hadersleff) og Tinglev (Tingløff) - findes overalt i det gamle danske område, dog er de sjældne i Vest Jylland. De eksisterer næsten ikke i Sverige, Norge og Holsten.
Fjerritslev i Thy.
Første led i disse navne er altid et personnavn - Brummer i Brønderslev, Sers i Særslev, Hader i Haderslev og Ting i Tinglev. Endelsen -lev (-lef) indikerer en persons besiddelse. Ordet -lef findes i konung-lef, som beskriver jordegods, der tilhørte kongemagten. Man kaldte ogsaa gods, som gennem lange tider var nedarvet i en slægt, for dens oldeleve. I Angelsaksisk digtning kunne man tale om sværdet som smedens lev. Lev synes således at betyde det nedarvede, hvad der stammer fra en bestemt mand, eller hvad der i sin tid havde været overladt ham. Man brugte dog aldrig -lev om arv i almindelighed.
Lev findes stadig i det danske sprog med en lidt forskudt betydning. Vi genkender det i "at levne" og i "levning" samt i udtryk som "et levn fra gamle dage", "han levnede intet til sine efterkommere", eller når vi belærer børn om at de ikke må levne.
-sted navnene - som i Allested (Alistæth), Ringsted (Hringstada), Gelsted (Gielsted), Fjelsted (Fiælstedh), Thisted (Tystath), Herrested (hærmæstath, Hærrigstath),- findes over hele landet, men der er flest i Jylland og navnlig mange i Sønderjylland. Nogle gange er de i daglig tale reduceret til sådanne navne som Gamst og Sest, som imidlertid i gamle kilder viser sig som Gamsted og Seested. -stednavnene har i mange tilfælde et personnavn fra jernalderen som første led. Skibsted ved Ålborg har således intet med skibe at gøre, men kommer fra personnavnet Skef.
Hyllested ved Næstved hed i middelalderen Hyldæstathæ og første led antages at komme fra mandsnavnet Hildir.
Allested på Fyn indeholder mandsnavnet Alvar eller Alli; Ringsted indeholder formentlig mandsnavnet Ring; Gelsted er opkaldt efter enten Gjaldi eller Gjalli. Thisted skriver vi med Th-, og vi forstår uvilkårlig navnet som Thys stad eller hovedby, men alle gamle optegnelser viser, at landskabet altid er blevet stavet som Thyth, byen blev derimod stavet Tisted, det vil sige på samme måde som flere landsbyer kaldet Tisted, der ikke ligger i Thy, og som hverken i tidligere tid eller nu er blevet skrevne med Th-; de er alle sammensatte med det mandsnavn, som også forekommer i landsbynavnet Tistrup. Navnet Herrested er speciel derved at nogle mener at det i Valdemars Jordebog indeholder navnet på folket Herul, men det er ikke helt nemt at se.
4. Religion i romersk jernalder
Typisk mosepotte fundet på Ringkøbing egnen. Fra Danmarks Oldtid af Johs. Brøndsted.
I Romersk jernalder fortsatte den oldgamle skik at ofre til guderne i mosen. Gennem hundreder af års tørvegravning i moderne tid har det været ret almindeligt at finde de såkaldte "mosepotter". Det drejer sig om grove simple lerkrukker, som undertiden indeholder dyreknogler; helt sikkert hensat i moserne med et mad-offer til guderne.
Desuden er der fundet enkelte guldsmykker, særskilt nedlagte våben og knogler i forbindelse med tøjrepæl og reb. Men generelt er der ikke fundet særlig mange individuelle offerfund i moserne, der kan henføres til Romersk Jernalder. Måske var almindelige mennesker gået over til at ofre mere forgængelige ting, som for eksempel mad.
Men de kollektive ofringer i moserne er overvældende. Hundredvis, ja tusindvis af våben erobret fra besejrede fjender blev nedlagt i godt tyve danske moser navnlig i Jylland og på Fyn. De overvældende fund af store mængder spyd, sværd og skjolde i Nydam Mose, Ejsbøl Mose, Vimose, Thorsbjerg Mose, Illerup Ådal, Vingsted Sø og mange andre steder bevidner med al ønskelig tydelighed at man stadig troede fuldt og fast guderne i mosen.
Våben fra stort våbenoffer i Illerup Ådal - Foto myarmoury.com.
Den ældste skriftlige kilde til religionen i det frie Germanien er Julius Cæsar. I hans "Commentarii de Bello Gallico" sammenligner han de indviklede keltiske skikke med de efter hans opfattelse meget primitive germanske traditioner.
"Germanerne afviger meget fra disse skikke, for de har ikke druider til at stå i spidsen for de hellige ceremonier, ej heller lægger de stor vægt på ofre", skrev Cæsar. "De regner kun med sådanne guder, som de kan se, og hvis funktioner de naturligt nyder fordel af, nemlig solen, ild og månen; de har ikke hørt om andre guder, heller ikke gennem andres beretninger."
Noget selvmodsigende fortæller han andetsteds at "de tilbeder Merkur i særdeleshed, og har mange billeder af ham, og betragter ham som opfinderen af alle kunstarter, de anser ham som vejleder på deres rejser og marcher, og tror at han har stor indflydelse på erhvervelse af profit og handel-transaktioner." Da Merkur senere bliver erstattet med Odin i ugedagenes navne, må det være Odin, som han talte om.
Ifølge Vølvens spådom i Edda blev krigen mellem Aser og Vaner udløst af Asernes drab på vølven Gullveig:
Det første Mord,
hun i Verden mindes,
var, da de på Spydsodd
Gullveig spidded,
og i den højes
Hal hende brændte.
Tre Gange brændtes
den tre Ganges bårne,
atter og atter;
dog end hun lever.
Oversat af Mjodvitnir og tegnet af Lorenz Fröhlich.
Cornelius Tacitus levede lidt senere end Cæsar. Han skrev om nogle nordøstlige Germanske stammers religion: "Derimod udmærker Langobarderne sig ved at være få i antal. Omgivet af mange mægtige folk, beskytter de sig selv ikke ved underdanighed, men ved kamp og dristighed. Ved siden af dem kommer Ruedigni, Aviones, Anglii, Varini, Eudoses, Suarines og Huitones beskyttet af floder og skove. Der er ikke noget særligt bemærkelsesværdigt at nævne om disse stater individuelt, men de er kendetegnet ved en fælles tilbedelse af Nerthus, det vil sige, Moder Jord, og de mener, at hun griber ind i menneskelige anliggender og kører omkring iblandt deres folk."
Tacitus' Germanske stammer placeret efter bedste skøn i henhold til hans noget usikre angivelser. Tacitus levede omkring 100 e.Kr. Vi genkender Kimbrerne i Cimbri, Anglerne i Angli, Langobarderne i Langobardi, Friserne i Frisii, Burgunderne i Burgundion, Helveterne i Helveti, Teutonerne i Teotorum, Goterne i Gotones og Haruder fra Hard syssel i Charuder. Eget arbejde.
Tacitus beskrev meget detaljeret dyrkelsen af Nerthus: "Der er en hellig lund på en ø i havet, på hvilken der er en indviet vogn, draperet med stof, som alene præsten må røre. Han fornemmer tilstedeværelsen af gudinden i den inderste helligdom, og med stor ærbødighed eskorterer han hende i hendes vogn, som er trukket af køer. Da er der dage med glæde og festlighed på de steder i landet, hvor hun vælger at lade sig underholde og ære med sin tilstedeværelse. Ingen drager i krig, ingen drager et våben, alle genstande af jern lægges bort. Da og kun da værdsætter de fred og ro, indtil gudinden, træt af menneskers selskab, føres af samme præst tilbage til sit tempel. Bagefter bliver vognen, klædet, og hvis man kan tro det, guddommen selv vasket i en skjult sø. Slaverne, der udfører dette hverv, bliver straks opslugt i samme sø."
Frugtbarheds-ritual fra jernalderen malet af ukendt kunstner. Måske forestiller det dyrkelsen af Nerthus, som Tacitus beskrev den.
Det er ikke nemt at genkende noget fra Skandinaviske kilder i denne historie. Nogle mener da også at Tacitus har ladet sig forlede til at beskrive den ægyptiske Isis-dyrkelse, som netop havde en ceremoni som beskrevet.
Ifølge Tacitus ofrede germanerne både dyr og mennesker til deres guder, som han identificerede med Herkules og Mars. Han fortalte også at den største stamme, Sveberne ofrede romerske krigsfanger til en gudinde, som han identificerede som Isis.
Ugedagenes navne og de tilknyttede guder. De Germanske stammer overtog syv-dages ugen fra Romerne men erstattede de Romerske gude navne med deres egne, som de mente passede. Dog ikke for lørdag, dens navn kommer af vaskedag.
Romerne opkaldte ugens syv dage efter guderne: Sol, Måne, Mars, Merkur, Jupiter, Venus og Saturn - i denne rækkefølge.
De Germanske folk overtog ideen om ugens syv dage, men erstattede de romerske guder med deres egne - med undtagelse af lørdag. Ugedagene blev således, som vi kender dem - opkaldt efter Sol, Måne, Tyr, Odin, Thor og Frigg eller Freja. Lørdag faldt udenfor systemet, den kom til at hedde laugardagr, som betyder "vaskedag".
Illustration af krigen mellem Aser og Vaner som beskrevet i Vølvens spådom:
Da slyngede Odin
spyddet ud
og voldte det første
drab i Verden.
Brudt var væggen
om Asers borg.
Stridslystne Vaner
over sletterne skrede.
Tegning af Lorenz Fröhlich og oversættelse af Mjodvitnir.
De Germanske folkevandrings-folk blev kristne temmelig tidligt. Visigoterne omvendte sig således til den Arianske kristendom allerede i 376 e.Kr. og Angel-Saxerne blev kristne omkring 600 e.Kr.
Derfor må man tro at ugedagene fik deres hedenske navne mellem 200 og 350-600 e.Kr. På dette tidspunkt må troen på guderne Tyr, Odin, Thor og Frigg have været dybt rodfæstet overalt hos de Germanske stammer.
Indledning af Snorres Ynglinge Saga.
Ifølge den Danske Ordbog er vane "en adfærd eller handlemåde som en person, ofte ubevidst, har tillært sig ved stadig gentagelse og derfor kan have svært ved at ændre". En oldnordisk gudeslægt blev også kaldt Vaner. De omfattede frugtbarhedsguderne Njord, Frej og Freja. Vaner og Vanir minder om ordet for vand (H2O).
Det ligger lige for at disse tre betydninger af "vane" har noget med hinanden at gøre. Gudeslægten hed Vanerne, fordi det var dem, som man gennem umindelige tider havde haft for vane at tilbede, og det gjorde man sædvanligvis ved vand.
Men hvis man understreger at man havde for vane at tilbede særlige guder, altså ikke alle guder, så må det ligge i kortene at man ikke havde for vane at tilbede andre guder, for eksempel Aserne, som omfatter Odin, Thor og Frigg, der optræder i ugedagenes navne.
I Snorres Ynglingesaga ligger Asernes bolig, Asgaard, i Asien øst for Tanakvissel: "Landet østenfor Tanakvissel i Asia blev kaldt Åsaland eller Åsaheim, men hovedborgen i landet kaldte de Åsgard. I borgen var der en høvding, som hed Odin." Ifølge Snorre boede Vanerne langs floden Tanakvissel (Dons nedre løb).
Saxo lader dog Odin holde til i Byzans sammen med sin hustru Frigg.
I den tidlige middelalder mente man at Verdens kontinenter dannede en cirkel. Heimskringla betyder Verdens kreds eller Jordskiven.
Vi må tro at Asatroen kom fra øst, fra Asien, måske omkring 200 e.Kr. og det er derfor disse guder kaldtes Aserne. Eller kontinentet kaldes Asien, fordi det var derfra Aserne kom. Asalæren udbredte sig til alle Germanske folk, sandsynligvis i forbindelse med en begrænset indvandring. Der var strid mellem tilhængere af Aserne og af Vanerne, men der blev etableret et forlig - både blandt guder og mennesker.
I Ynglingesaga antyder Odin selv at han kom et andet sted fra: "Odin gjorde det til lov i landene sine, som det før havde været lov hos Æserne; således bød han at de skulle brænde alle døde og bære deres ejendele på bålet med dem. Han sagde at så stor rigdom skulle hver komme til Valhal med, som han havde med sig på bålet, og det skulle han også have nytte af, som han selv havde gravet i jorden. Asken skulle de bære ud på havet eller grave end i jorden; til minde om gæve mænd skulle de gøre en høj, og efter alle de mænd, som der havde været noget mandfolk ved, skulle de rejse bautastene, og den skik holdt sig længe efter."
5. Gravene
I Romersk jernalder skete det epokegørende at man gik væk fra ligbrænding, som ellers havde været den fuldstændig enerådende begravelsesform i Danmark gennem tusind år siden midten af bronzealderen.
Venstre: Typisk storstensgrav udgravet ved Sønderholm mellem Nibe og Aalborg. Dækstenene er taget af. Af skelettet er der intet tilbage men fadene, som indeholdt mad til den afdøde, er bevarede. Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Til højre: Typisk gravurne fra Romersk jernalder fra gravpladsen ved Tislund øst for Toftlund i Sønderjylland. Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Tusindvis af grave over hele landet vidner om, hvor tæt bebygget landet var i Romersk tid. Gravene er meget forskellige. De fleste af de fundne grave er jordfæstegrave, hvilket betyder at de afdøde blev begravet ubrændte. Det var dog ikke alle, som var med på den moderne måde at forlade Verden på. Den oldgamle skik med at brænde liget og begrave de brændte knogler i en urne eller endog uden urne var stadig vidt udbredt. Det var stadig almindeligt at nedsætte urner med de brændte ben hos forfædrene i eksisterende høje.
Våben er meget sjældne i jordfæstegrave, men de findes hyppigt i forbindelse med brand-grave. Der kan være tale om spyd, skjolde, sværd, økse eller sporer.
Jordfæstegrav fra Romersk jernalder ved Hjadstrup vest for Otterup. Den er smal og uden sten. I alle jordfæstegrave ligger den afdøde på siden med let bøjede ben og ansigtet mod syd. Skåle og fade med mad er placeret foran ham indenfor rækkevidde. Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
I øvrigt var der meget stor forskel på begravelses-skikkene fra landsdel til landsdel, hvilket vidner om forskelle i kultur og religion mellem forskellige stammer.
I Nordjylland var ligbrænding trængt ret stærkt tilbage. Der er fundet ret få brandgrave. Den dominerende gravtype er blevet navngivet som "Jernalderens storstensgrave"; de er bygget op af store kampesten efter noget lignende princip som bonde-stenalderens jættestuer. De findes især i Vendsyssel og noget svagere repræsenteret i Himmerland og Thy. De er oftest nedgravet i flad mark og er blevet fundet ved mark- eller anlægsarbejde. Det antages at disse grave var bestemt for flere personer, for eksempel et ægtepar eller en families medlemmer, som blev nedlagt til forskellig tid. De afdøde fik medgivet krukker, fade og bægre sikkert oprindeligt fyldt med mad og drikke.
Jordfæstegrav fra Østjysk gravplads ved Bulbjerg nord for Aarhus. Den er temmelig rummelig og opbygget uden sten. Mad i kar og fade er placeret indenfor den afdødes rækkevidde. Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
I Østjylland holdt ligbrændings-skikken sig bedre end i Nordjylland, men jordfæstegrave er dog i overtal. Begravelserne er udført under flad mark. Nyere grave forstyrrer meget sjældent ældre grave, og derfor må man formode at de har være markeret over jorden med en sten, planke eller lignende. Gravkamrene er udført i planker samlet uden søm eller jern-nagler. Også her har de afdøde fået rigeligt med mad og drikke med sig i graven i forskellige lerkar. Der er tegn på at de efterlevende har hensat nye lerkar med mad og drikke på graven lang tid efter begravelsen.
Under en fodboldbane i Torslunde i Ishøj kommune udgravede Kroppedal Museum i 2007 en fyrstegrav. Den gravlagte var en mand på omkring 40 år og 175 cm. høj. Han døde omkring 250 e.Kr. Hans guldfingerring og det kostbare gravgods indikerer at tilhørte samfundets elite. Der er ingen tvivl om at han døde i kamp, han har tre skader på kraniet og en på venstre skinneben. Man kan gætte på at han kæmpede til hest, idet kavalerister ofte fik den slags skader på skinnebenet, siges det. Man kan forestille sig at han faldt i de hårde kampe i Jylland. Han blev lagt i et gravkammer opført af tømmer flere meter under niveau, og over graven blev opkastet en høj dækket med store sten. Bemærk den Romerske glasskål og bronzespand samt hans militære signalhorn. Foto: Kroppedal Museum.
En plankegrav i Store Vildmose viser tegn på at den har været opført som et tag- eller telt-formet gravkammer, en type, som var ret almindelig i Romerriget.
De fleste fundne grave i Vestjylland har været brand-grave.
Eksempler på nordjysk keramisk fra Romersk jernalder. Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Også gravene i Syd- og Sønderjylland udtrykker en vis konservatisme. Ligbrænding har så afgjort holdt stillingen i ret lang tid. De Sønderjyske jordfæstegrave er smalle med ringe brug af sten. De er gravet dybt ned under jordoverfladen, undertiden op til to meter.
På Fyn og Langeland er fundet talrige grave fra Romersk jernalder. De er langt overvejende brandgrave nedsat under flad mark.
På Sjælland, Lolland og Falster er gravene i Romersk jernalder fordelt ligeligt mellem brandgrave og jordfæstegrave. Ved Hoby på Lolland blev en fyrreårig mand begravet med et overdådigt udstyr i sølv og bronze, som overgår selv de bedste kunstneriske frembringelser fundet indenfor Romerrigets grænser.
Begravelses-skikke har næsten altid deres oprindelse i religion. Det forhold at der gennem hele jernalderen var mindst tre forskellige måder at forlade denne verden på indikerer at der i hele perioden har må have været flere rivaliserende religioner.
Malede Romerske glasskåle fra Østsjællandske grave. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Der er plads til mange slags gisninger. Men lad os nu antage at ligbrænding var den oprindelige, gennem tusind år rodfæstede måde at begrave sine kære på. Den kan vi associere med Vanerne, de vante oldgamle frugtbarhedsguder, som man har dyrket i forbindelse med vand - i moserne.
I næsten hele den romerske kejsertid bestod legionerne i de egentlige Romerske kamptropper næsten udelukkende af germanske og andre barbariske soldater. Tusinder af stormænds yngre sønner må have tilbragt år i Romerriget, hvor det efter det andet århundrede blev stadig mere almindeligt at begrave sine afdøde ubrændte. Soldaterne er kommet hjem med hovederne fulde af nye ideer, blandt andet om hvordan begravelser skulle finde sted; og derfor blev stadig flere i Danmark begravet uden at blive brændt. Imidlertid vandt troen på Ase-guderne efterhånden fodfæste i hele det frie Germanien, og vi ved fra Ynglinge Saga at Odin selv bød at alle skulle brænde deres døde, så måske har de nye guder givet den trængte ligbrændings-skik en renæssance.
Sønderjyllands Museum har identificeret et kulturområde fra Romersk jernalder karakteriseret ved den særlige Over Jerstal keramik. Man kender ikke det gamle folks navn, og det er derfor navngivet efter et af keramikkens vigtige fundsteder, nemlig Over Jerstal. Vi kan foreslå at kalde dem for Sigulones efter Ptolemæus eller Syegas efter det Angelsaksiske Widsith digt. Fra oldtidsglimt.dk.
Men måden at begrave sine ubrændte døde varierede fra egn til egn. I Vendsyssel og Himmerland brugte man storstens-grave, i det vestlige Jylland blev mange grave bygget op med planker, i det østjyske område blev de døde lagt til hvile i en egentlig plankekiste, i Sønderjylland og på Fyn var gravene smalle og dybe, og på Bornholm holdt ligbrænding stand i meget lang tid. Lertøjet, som blev medgivet som gravgaver, udviser tilsvarende egns-variationer.
Man må konkludere at disse forskelle i begravelses-skikke og kunstnerisk stil på lertøj afspejler både forskellig religion og de politiske forhold, nemlig at landet var delt op mellem intens rivaliserende stammer og i grunden altid havde været det. Det er, hvad de antikke forfattere fortæller, og det er også det indtryk, som man får, når man overvejer Romersk jernalders omfattende forsvarsværker og de enorme fund af ofrede våben i moserne.
Det synes som om at Himmerland og Vendsyssel var et område for sig, det kan have været Kimbrernes område. Måske var den vestlige Limfjords-egn også et særskilt politisk område, da Ptolemæus' Sabalingii kan minde om Salling. Charudes kan associeres til Hard syssel i Vestjylland. Østjylland var et tæt befolket område med særlige ret ensartede begravelses-skikke, måske var det her at Tacitus' Eudosos boede, men det er selvfølgelig rent gætværk.
Karakteristisk Over Jerstal urne fundet på en gravplads ved Galsted øst for Toftlund. Foto Peter Ethelberg. Fra grænseforeningen.dk.
Anglerne har helt sikkert boet i den østlige del af det nuværende Slesvig, medens Ambroner muligvis har beboet vadehavskysten også i Holsten, idet navnet kan associeres til øen Amrun i Vadehavet. Første led af Ptolemæus' Fundusii kan minde om Fyn. Det er alt sammen et emne der er åbent for mange gæt og gisninger, desuden er Romersk Jernalders varighed, 400 år, ret lang tid; meget kan have ændret sig igennem hele denne periode.
6. Danernes gravhøje ved Tryggevælde Å
Ikke langt fra Køge Bugt, ved Tryggevælde Å på Sjælland, ligger gravpladserne ved Himlingøje, Valløby og Varpelev. I en tid, hvor begravelser under flad mark havde været fuldstændig enerådende siden bronzealderen, fremkom gravhøjene ved Tryggevælde Å omkring 200 e.Kr. så at sige uden varsel.
To Sølvbægre fra Himlingøje. Bemærk de karakteristiske løbende bånd rundt om kanten med figurer, som forestiller dyr og mennesker. Det er ikke et Romersk design. Foto Asernes Æt Verasir.dk
De er Danmarks fornemste gravpladser fra jernalderen og overskygger langt bronzealder-højene i størrelse og i gravenes rigdom på gravgaver. Der har oprindeligt været adskillige gravhøje, men da området er blevet stærkt udnyttet ved grusgravning, og en jernbane er ført tværs igennem området, er kun en række på fire høje kaldet Baghøjene bevarede. Området rummer også adskillige grave under flad mark. Den ældste af Baghøjene indeholdt en urnegrav, medens de øvrige indeholdt jordfæste-grave.
To sølvbægre og en armring af guld fra Valløby kun tre km. fra Himlingøje ved Tryggevælde Å. Det ses let at bægrene er lavet i helt samme stil som dem fra Himlingøje. Foto Kulturjagt i Køge Bugt.
Området har gennem generationer været brugt som begravelsesplads af mægtige herskerslægter - men hvem?
Jordanes skrev om Danerne i sin historie om Goterne, "Getica sive De Origine Actibusque Gothorum", eller blot "Getica": "Suetiderne er kendt for at være større end alle de andre af dette folk, selvom også Danerne, der er udgået af deres æt, har fordrevet Herulerne fra deres landområder. For mere end nogen anden stamme i Scandza stræber de efter berømmelse på grund af deres legemes-størrelse." - Det antages almindeligvis at Suetiderne betyder Sveaerne.
Til venstre: Swastika-Fibula fra Himlingøje. Fra "Danmarks Oldtid" af Johannes Brøndsted.
Til højre: Swastika-fibula fra det 3-4 århundrede e. kr. udgravet på Engbjerg-gravpladsen i Sengeløse af Kroppedal Museum.
Denne passage hos Jordanes er ofte blevet udlagt som om at Danerne kom fra Sverige og nedstammede fra Suetiderne, men det er mere sandsynligt at det blot betyder at Danerne har samme oprindelse som Suetiderne. Når vi ved at Sverige i jernalderen var et tyndt befolket land, som hovedsageligt var opfyldt af skove og bjerge, så er det også vanskeligt at tro at der derfra pludseligt skulle være kommet et talrigt og mægtigt folk med en sofistikeret kultur.
Budda med swastika i et tempel i en landsby nær den kinesiske by Dalian. - I Asien bruges swastikaen stadig som et religiøst symbol. Eget foto.
I alle tilfælde er det vanskeligt at afvise at et sådant pludseligt skift i begravelses-skikke repræsenterer en form for indvandring, sikkert fra Asien. Snorre fortæller jo at Aserne kom fra Asien.
I Norden havde man ikke opført gravhøje i tusind år, men i Eurasiens indre var det ikke noget nyt. Hele vejen over steppen fra Kina over Sibirien og det sydlige Rusland ligger utallige gravhøje, blot tænk på Qin Shi Huangs enorme gravhøj ved Xian. Gravhøjene ved Gammel Uppsala og Himlingøje var efter al sandsynlighed en skik, som nye herskere havde medbragt fra deres oprindelige hjem i Asien.
7. Våbenofre og forsvarsværker
Der findes omkring 25 søer og moser i Danmark, som kan betegnes som "våbenoffermoser"; de største og mest kendte er Illerup Ådal, Nydam Mose, Vimose, Ejsbøl Mose og Thorsbjerg Mose. Desuden er fundet våbenofre fra jernalderen i Kragehul på Fyn, Fuglsang og Trinnemose i Vendsyssel, Vallerbæk ved Viborg, Ille Mose på Fyn, Tranebjerg ved Vejle, Vingsted Sø nær Vejle, Dollerup Sø ved Horsens, Porskær ved Aarhus, Hedelisker nord for Århus, Knarremose og Balsmyr på Bornholm, Hassle Bosarp i Skåne, Dalby og Skedemosse på Øland, Finnestorp i Vester Gøtland og mange andre steder. I Alken Enge er fundet mange døde krigere - men få våben.
Der blev bygget adskillige lange forsvarsvolde i Danmark, imidlertid kun i Jylland. Ved indløbet til Haderslev fjord opførtes to imponerende søspærringer. Desuden fandtes mindst 3 ringborge - også i Jylland - dog langt mindre end de senere vikingeborge. Eget arbejde.
I Romersk jernalder var Danmark tættere befolket, end det nogensinde havde været før. Fra gammel tid var landet opdelt mellem rivaliserende stammer, som efter alt at dømme udkæmpede talrige indbyrdes krige om de knappe ressourcer. De besejrede hæres våben og udrustning, og somme tider fjenderne selv, blev ofret til guderne i de hellige moser. De exceptionelle mængder af spydspidser, sværd, skjolde, ringbrynjer, seletøj, redskaber og personligt udstyr, som er fundet i de Danske offer-moser, vidner om at Romersk jernalder var en urolig og voldelig tid - efter fundene at dømme især i Jylland og på Fyn.
Store og uhyre arbejdskrævende forsvarsvolde og sø-spærringer fortæller ligeledes om en tid fyldt med kamp og strid.
Lange forsvarsmure og volde var ret populære for nogle tusind år siden. Tænk blot på den store Kinesiske Mur. I Europa fandtes de både i England, Germanien og Skandinavien. I England byggede Romerne Hadrians Mur eller mure, og i Sydtyskland byggede de Limes; da Anglerne havde etableret sig i Britanien opførte de Offa's Dike som beskyttelse mod Waliserne. I Sverige fandtes Gøtavirket i Øst Gøtaland, og Jylland opførtes i Romersk jernalder mindst fem lange forsvarsvolde.
Til venstre: Hovedskal af kriger fra Alken Enge. Foto Pinterest.
Til højre: Der blev fundet et skjold i Alken Enge. Det er af den aflange type, som også kendes fra Hjortspring fundet, hvilket er med til at datere de faldne til ret kort efter år 0. Foto: Skanderborg Museum.
I Alken Enge, som ligger ved Skanderborg nogle få kilometer vest for den jydske motorvej, udgravede Skanderborg Museum i 2009 og i årene frem en massegrav, som er dateret til omkring år 0 e.Kr. Indtil nu har man fundet knogler fra 240-250 personer, overvejende unge mænd.
Kranie fra Alken Enge. Foto: Bensozia.
Teorien er at en fremmed hær blev overvundet, og sejrherrerne efterlod fjendernes lig på slagmarken, hvor de lå i lang tid - mindst seks måneder - som føde for ræve, ulve og andre rovdyr. Først derefter blev de spredte knogler samlet sammen og smidt i Mossø. Nogle få skeletter var nogenlunde anatomisk sammenhængende, og man kan tro at de er fra overlevende krigsfanger, som er blevet tvunget til at samle knoglerne sammen; derefter er de blevet henrettet og også smidt i søen.
Efter det omtrent samtidige Varus-slag mellem de Germanske stammer og Romerske legioner nær Osnabruck lod Germanerne også de faldne Romerne ligge på valen i lang tid som føde for vilde dyr.
Fundet i Alken Enge står i fuldstændig modsætning til andre store fund fra jernalderen, hvor man kun har fundet våben og ingen døde krigere. I Alken Enge har man næsten kun fundet døde krigere og meget få våben. Der er fundet nogle få korte lansespidser, som man må tro har siddet i de dræbte, og en skæftet jernøkse. Der var et næsten helt skjold af samme aflange type som dem, der blev fundet i Hjortspring Mose.
Våben og udstyr fundet i Illerup Ådal. Oprindeligt var alt systematisk ødelagt og det har været en stor udfordring at passe stumper sammen til hele objekter. Man kan sige at det har været et gigantisk puslespil med 15.000 brikker. Foto myarmory.
Illerup Ådal ligger ved Skanderborg V nogle få kilometer vest for den Østjyske Motorvej. Ved dræningsarbejde blev der i 1950 fundet store mængder bøjede sværd, spyd, lanser og pilespidser, som i jernalderen var blevet ofret til guderne ved at blive nedsænket i den sø, som dengang dækkede området. Der er indtil nu fundet mere end 15.000 genstande. Det drejer sig først og fremmest om våben og krigernes personligt udstyr.
Sværd fra Illerup Ådal. Der er fundet mere end 150 sværd af romersk fabrikat i Illerup Ådal. Foto myarmory.
Udgravningen forestås af Moesgård Museum i Aarhus. Der graves stadig, idet man tror at der er mindst lige så meget tilbage i søen. Nogle genstande er blevet dateret, og det er påvist at de stammer fra henholdsvis 200, 225, 375 og 450 e.Kr. Vi må tro at søen har været den Østjyske stammes hellige offersted, hvor de ved mindst fire lejligheder har overgivet besejrede fjenders våben og udstyr til guderne. Måske var stammen Tacitus' Eudoses.
Den første ofring i 200 e.Kr. var langt den største. Mere end 150 personlige genstande, næsten 1.000 spyd- og lansespidser, omkring 100 sværd, mere end 300 skjolde samt buer, pile, økser, værktøj og mere end 10 seletøj til heste blev ofret i søen.
Alle genstande var med stor grundighed blevet ødelagt, inden de blev nedsænket i søen. Sværd var bøjet, skjolde hugget itu, spydstager knækket, læderremme skåret over og så videre.
For hvert sværd fundet i Illerup, er der fundet 3-4 sæt spyd og lanser. Et spyd kunne anvendes både i nærkamp og som kastevåben. En enkelt af lanserne havde hele sin stage bevaret; den var næsten tre meter lang. Spyd- og lanse-stagerne var lavet af flækket og høvlet kerneved.
Ældre udstilling på nationalmuseet af spydspidser og skjoldbuler af jern fundet i Vimose på Fyn. Ældre foto af ukendt oprindelse.
Det passer - næsten - med Tacitus' beskrivelse af Germanernes bevæbning: "kun ganske enkelte bruger sværd eller større lanser. De har nemlig spyd - på deres sprog kaldet framea - hvis blad er så smalt og kort, men så skarpt og anvendeligt, at de med dette ene våben kan kæmpe i nær- eller fjern-kamp. Også deres ryttere nøjes med skjold og framea. Fodfolket har også kastevåben - hver mand flere - som han slynger enormt langt, nøgen eller kun iført en let kappe."
Sværdklingerne var alle, i modsætning til lanserne og spyddene, importeret fra Romerriget, idet de er mærket med latinske bogstaver eller symboler, som kan henføres til Romerske producenter, måske i Gallien.
Nydam Mose ligger 5 km. nord for Sønderborg på Sundeved-siden af Als Sund. Mosen blev første gang udgravet af arkæologen Conrad Engelhardt i 1859-63. Ved senere undersøgelser 1989-97 er der fundet mere end 14.000 genstande, fortrinsvis våbenudstyr, som kan henføres til mindst fem forskellige ofringer. Fem gange har stammen, som boede på Als og Sundeved, besejret deres fjender og ofret de erobrede våben til guderne i mosen.
Til venstre: Pragtskjold fra Illerup Ådal. Foto Wikipedia.
Til højre: Detalje af romersk sværd fra Illerup med indlagt billede af krigsguden Mars i guld. Foto forums.totalwar.org.
Det, som gør fundet i Nydam Mose til noget helt særligt, er at det også omfatter skibe. En sønderhugget egetræsbåd blev lagt i mosen som en del af den første ofring omkring 250 e.Kr. Desuden blev ofret spyd, lanser, sværd, dupsko, rembøjler fra sværdskeder, remspænder og kamme. Alt sammen systematisk ødelagt. Så fulgte ofringen af en fyrretræsbåd omkring 300-320 e.Kr. Langs med båden lå store mængder af skjolde, buer og pile, spyd og lanser, 70 sværd med træskeder og dupsko og remspænder. Det var altsammen blevet bevidst og systematisk ødelagt, før det blev lagt ud i søen.
Nydambåden udstillet på Gottorp Slot. Foto Andree Stephan Wikipedia.
Øverst: Midtskibs tværsnit af det senere Gokstad vikingeskib.
Nederst: Midtskibs tværsnit af Nydam skibet.
Først: Tegningerne er ikke i skala - Gokstad skibet er meget bredere end Nydam skibet og dermed langt mere stabilt. Desuden havde Gokstad skibet en stærk og stiv køl, og dermed en langt større langskibs styrke end Nydam skibet. På Nydam skibet var klædnings-plankerne naglet sammen med jernnagler, og desuden var plankerne hver især bundet til hvert spant. På Gokstad skibet var kun plankerne under vandlinjen bundet til spanterne. Bemærk desuden Gokstad skibet en mere bred og fyldig afrundet form, som giver bedre stabilitet, medens Nydam skibet er mere rundt under vandlinien, den kan have haft tilbøjelighed til at rulle i søen. Årerne på Gokstad skibet var stukket ud gennem huller i en høj ræling, således at roerne sad beskyttet mod bølger. På Nydam skibet var roerne temmelig ubeskyttede.
Bådens er bygget af egetræ, som er fældet ca. 310-20 e.Kr.
Vi bemærker at Nydam skibet blev roet frem og ikke padlet som Hjortspring Båden blev det.
I 1997 fandt man to 1,3 meter lange træpæle med udskårne mandshoveder i området, hvor stævnen af Nydambåden havde ligget. Hovederne er cirka 40 cm høje. Man antager, at de har siddet i stævnen på Nydambåden.
- Tegninger fra "Constructional parrallels in Scandinavian and oceanic boat construction" by James Hornell.
Det, som gør fundet i Nydam Mose til noget helt særligt, er at det også omfatter skibe. En sønderhugget egetræsbåd blev lagt i mosen som en del af den første ofring omkring 250 e.Kr. Desuden blev ofret spyd, lanser, sværd, dupsko, rembøjler fra sværdskeder, remspænder og kamme. Alt sammen systematisk ødelagt. Så fulgte ofringen af en fyrretræsbåd omkring 300-320 e.Kr. Langs med båden lå store mængder af skjolde, buer og pile, spyd og lanser, 70 sværd med træskeder og dupsko og remspænder. Det var alt sammen blevet bevidst og systematisk ødelagt, før det blev lagt ud i søen.
Kam med indridset swastika fra Nydamfundet. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Båden fra Nydam Mose er en meget stor, helt sammenlignelig med de senere vikingeskibe. Den er klinkbygget med fem planker i hver side, som er sammenføjet med jernnagler. Kølplanken er imidlertid ret flad og har ikke samme styrke og stivhed, som de senere vikingeskibes køl. Den havde ingen mast, men den blev roet frem med rigtige årer i åretolde af 15 mand i hver side.
Der er fundet enkelte dele af et lignende skib fra samme tid ved Gredstedbro syd for Esbjerg.
Nydambåden er 22,8 m. lang. De langt senere vikingeskibe fra Oseberg og Gokstad er henholdsvis 21,5 m. og 20,1 m. lange. Imidlertid er de Norske vikingeskibe meget bredere og dermed mere stabile. Nydambåden er kun 3,26 m. bred imod vikingeskibenes 5 m.
Enægget sværd fra Lynghøjgård i Salling, dekoreret med et hjulkors - Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
I Vimose på Fyn mellem Otterup og Odense fandtes i 1850-60'erne i forbindelse med tørvegravning tusindvis af våben og andet hær-udstyr. Gennem hele oldtiden har man ofret mennesker, dyr, smykker og mad til guderne i mosen. Fra år 0 til det 7. århundrede e.Kr. er der foretaget mindst otte større ofringer. Imidlertid er hele offerstedet domineret af en meget stor nedlæggelse af tusindvis af våben og andet udstyr, som fandt sted i 200-tallet e.Kr.
Vi kan gætte på, at folket har været Ptolemaios' Fundusii, da Fun- minder om Fyn.
Ringbrynjen fra Vimose. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Man mener at der ved denne lejlighed blev ofret våben og udstyr tilhørende en hær på omkring 1.000 mand, heraf 40 officerer. Der er fundet 300 ens skede beslag, hvilket viser at de er blevet masseproduceret som udstyr til en professionel hær.
I Vimosen er fundet den ældste, fuldstændig bevarede ringbrynje i hele Nordeuropa. Den er samlet af flere tusind små ringe; alligevel vejer den ikke mere end omkring 10 kg. Den minder om de ringbrynjer, som blev brugt af Romerske soldater, sikkert også Germanere. Brynjerne kan genkendes på Trajan søjlen og på Romerske gravsten.
Der er fremdraget mere end 1.000 spydspidser i Vimose; de er langt mere talrige end sværd, hvilket igen viser at spyd og lanser var tidens hovedvåben. Stagerne var af ask, og nogle få kunne rekonstrueres til deres fulde længde, omkring 2,5 m.
I Romersk jernalder var det uden tvivl på mode at have et pænt og velkæmmet hår. Der blev fundet omkring 50 kamme i Vimose, heraf en med en indridset swastika.
Specielt for Vimosen er også at der blev fremdraget en del langbuer og pile. Langbuerne var mandshøje forsynet med hak i enderne til fastgørelse af buestrengen. Der er fundet en stor mængde pile. Pilespidserne er af jern eller ben undertiden med indskrifter eller motiver som for eksempel swastikaer.
Kjortlen fra Thorsbjerg mose var båret løsthængende, men har været holdt sammen i livet med et bælte. Den er et fornemt klædningsstykke, idet stoffet er fint vævet i et rudemønster, og den har brikvævede bånd syet på ved håndlinningen. Foto Bullenwächter - Photographed at Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum Schloss Gottorp, Germany Wikipedia.
Thorsbjerg Mose ligger i landskabet Angel 5 km. nord for Slien i nærheden af landsbyen Sønder Brarup nordøst for byen Slesvig. De første fund i mosen blev gjort under tørvegravning allerede midt i 1800-tallet, og mosen blev udgravet i 1858-1861 af Conrad Engelhardt.
Det var et overordentligt rigt fund. Våben og udstyr lå i mosen i tykke lag, og Engelhardt konstaterede at "skjoldbrædder, lansestager og mangfoldige andre træsager fandtes i de forskellige stillinger mellem metalsager, sandaler og klædningsstykker."
Det specielle ved mosen i Thorsbjerg, som adskiller sig fra andre offermoser, er at den er meget sur, hvilket har været årsag til at de fleste jerngenstande er tæret bort. Men i modsætning til andre mosefund er flere dele af organiske materialer bevaret, såsom beklædning, dragt-tilbehør, smykker, værktøj, vogndele, landbrugsredskaber og lerkar.
Rekonstruerede bukser fra Thorsbjerg mose - Det er første gang at bukser viser sig i Danmark. Det er en slags snævre gamachebukser. De er syet sammen af ikke mindre end 10 forskellige enkeltdele. Snitmønster og vævning har tilsammen gjort stoffet elastisk, og man har opnået en god pasform, der var nødvendig, når bukserne skulle sidde ganske tæt til kroppen. Foto Bullenwächter - Photographed at Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum Schloss Gottorp, Germany Wikipedia.
Ganske som ved de andre store mosefund er alt blevet ødelagt med stor nidkærhed. Skjoldbuler og massive metalbøjler er sønderhuggede, buer og spydstager knækkede, klædningsstykker og ringbrynjer er blevet flænget itu.
Thorsbjerg Mose synes at have været Anglernes hellige offermose. De første ofringer fandt sted allerede i Keltisk jernalder. Men fundet er domineret af en meget stor våben-nedlæggelse, som fandt sted omkring 200 e.Kr. I tiden omkring 300 e.Kr. fandt endnu en ofring sted.
Størrelsen af den hær, hvis udstyr blev ofret i mosen ved Thorsbjerg, kan kun estimeres indirekte, fordi jern-genstande som spydspidser er rustet bort. Men omkring 30 skjoldbuler af bronze var bevaret fra nedlæggelsen omkring 200 e.Kr. I Illerup Ådal var et tilsvarende antal buler af bronze bevaret, men hertil kom mere end hundrede skjoldbuler af jern. Så hvis vi antager at fordelingen mellem skjoldbuler af bronze og jern har været den samme som i Illerup, kan man estimere at den overvundne hær i Thorsbjerg har været af omkring samme størrelsesorden som dem, hvis våben blev ofret i Illerup Ådal og Vimose, altså omkring 1.000 mand.
Spydspidser og et enægget sværd med rekonstrueret skede fra Ejsbøl eller Illerup. Foto TWC.
Bæltespænder, sværdskeder, rembeslag, sværd-bandolerer og personlig udrustning udviser mange indbyrdes ligheder fundene i Vimose, Thorsbjerg Mose og Illerup Ådal imellem. Desuden fandt disse ofringer sted omtrent samtidigt indenfor nogle årtier.
Som noget særligt blev i Thorsbjerg Mose fundet nogle få meget specielle hjelme. I ingen andre moser er fundet hjelme. Det passer meget godt med Tacitus' udsagn: "Der er intet prangende over deres udrustning, blot smykker de deres skjolde i de muntreste farver. Kun få af dem bærer brystpanser, og højst et par stykker har hjelm af nogen art".
Ejsbøl Mose i udkanten af Haderslev havde været offermose for den lokale stamme siden kort efter Kr. fødsel. Måske stammen var Ptolemæus' Sigulones eller Syegas, som er nævnt i det Angelsaksiske Widsith digt.
Sværdgreb fra Ejsbøl mose. Foto TWC.
Offergenstandene blev opdaget i 1950 og udgravet i 1955-64 og 1997-99. Der blev optaget omkring 3.000 genstande i form af våben, remspænder og beslag. De var i vid udstrækning blevet udsat for bevidst ødelæggelse før de blev nedlagt.
Omkring 300 år e.Kr. fandt en meget stor våbenofring sted.
Hundrede år senere fandt endnu en nedlæggelse sted, som imidlertid ikke omfattede hele hærens udrustning, men kun de mest fornemme ting, som for eksempel kostbare pragtsværd med skede og tilhørende bælte, forgyldte sølvspænder og rembeslag alt af meget høj kvalitet, men altså også systematisk ødelagt.
Det er blevet anslået at den slagne hær fra den første ofring in 300 AC bestod af omkring 200 infanterister ledet af 9 beredne officerer. Deres våben bestod mest af kastespyd, lanser og skjolde. Lanserne har haft 2-3 m lange træstager fremstillet af kerneved. Skjoldene havde en diameter på 60-80 cm.
I Ejsbøl Mose fandtes omkring 1.000 skibsnagler fundet i fire dynger tæt på hinanden. Foto: Museum Sønderjylland.
Der blev fundet 6-700 pilespidser, som var mellem 9 og 15 cm lange, hvilket indikerer at bueskytter også var en vigtig del af hæren.
Der blev også fundet en åretold, dele af tre årer og omkring 1.000 jernnagler til en båd, sikkert af samme type, som blev funden i Nydam Mose.
Olmerdiget nær Tinglev antages at have været Anglernes forsvar mod fjender fra nord. Det er opført mellem 40 og 50 e.Kr, udbygget og repareret mellem 80 og 90 e.Kr. og igen udbygget mellem 100 og 110 e.Kr. Det er mere end tolv km. langt, og strækker sig groft set mellem Tinglev og Aabenraa. Digets funktion har været at danne en spærring, som udfyldte mellemrum mellem naturlige spærringer i form af vådområder. Det bestod af palisadehegn, grav og vold.
Til venstre: Olmerdiget nær Tinglev - Foto Kulturarv.dk.
Til højre: Vendersvold også kaldet Æ vold ved Øster Løgum. Foto Erik Moldrup - Along the old Military Road in Jutland, April 2002.
Vendersvold også kaldet Æ vold kan stadig spores i landskabet syd for Øster Løgum mellem Åbenrå og Haderslev. Den er bevaret over en strækning på 2-3,5 kilometer mellem to moseområder nogle få kilometer vest for den jyske motorvej. Den strakte sig ind i landet i forlængelse af et vådområde, som ligger i bunden af Genner Bugt. Volden har været forsynet med palisader af eg og en 1,5 m. dyb voldgrav på nordsiden. I dag er det meste af volden jævnet, mens andre dele ikke ser ud af mere end et almindeligt markdige. Det menes at Anglerne udvidede deres område mod nord, og derfor opgav de Olmerdiget og opførte i stedet Vendersvold. I 1988-89 blev den udgravet af Haderslev Museum, som daterede den til 279 e.Kr.
Trældiget ved Vojens kommunegrænse. Foto: Andst.info.
Trældiget vest for Kolding strakte sig fra Jordrup-Egtved-området i nord til sydvest for Lunderskov - måske helt til Vamdrup. En strækning på mindst 12 km. er påvist med sikkerhed, men i hovedsagen er diget i dag næsten udjævnet og kan kun påvises ved arkæologiske udgravninger. Ifølge Annaler for Nordisk oldkyndighed fra 1841 kaldte bønderne diget for Alverdensdiget, fordi det efter sigende gik igennem hele landet lige til Rendsborg. Desværre er Trældiget ikke nøjagtig dateret, men nogle gætter på det stammer fra begyndelsen af Romersk jernalder.
Grafisk rekonstruktion af Trældiget, som det oprindelig så ud. Tegnet af Svend Aage Knudsen. De andre jyske forsvarsvolde har formentlig været konstrueret på lignende måde.
Digets forløb var kun afbrudt af naturlige forhindringer, såsom moser og søer. Som de andre forsvarsdiger bestod det af en godt 2,5 meter høj vold forsynet palisader og med en 1,5-2 m. dyb voldgrav foran. Voldgraven lå på vestsiden, og således kan man konkludere at volden var opført som forsvar mod fjender mod vest. Dens forløb må have markeret en stammegrænse fra jernalderen. Digets forløb skærer Esbjerg-motorvejen ved Gejsing.
Til venstre: Dandiget midt mellem Randers og Hobro. Foto: panoramio.com.
Til højre: Dandigets forløb skærer den Nordjyske Motorvej lige nord for afkørsel 38 Purhus. foto Google Maps.
Dandiget ligger ved Purhus mellem Randers og Hobro. Digets forløb skæres af flere veje, blandt andet den Nordjyske motorvej. Diget kan ses fra motorvejen, men er svær at skelne fra almindelige markskel. Oprindeligt har det været omkring 1,5 km. langt. En optegnelse fra 1894 fortæller at diget var medtaget, men imod sydøst var det knap 2 m. højt og mod nordvest 1,15 m. højt. Tværmålet skulle oprindeligt have været omkring 9 m. med en jævn, flad skråning mod sydvest. Dette indikerer at diget blev bygget som forsvar mod fjender fra nord. Der er ikke fundet noget spor af palisader, men det må antages at de har været der. Desværre har det ikke været muligt at datere anlægget, men mange tror at det er opført i Romersk jernalders begyndelse. Sagnet fortæller at den legendariske kong Dan faldt i kamp på diget.
Rammedige med vold og grav december 2009. Foto: Holstebro Museum.
Ved Fjaltring syd for Lemvig ligger Rammedige. Diget forløber nord-syd og har oprindeligt været 2-2,5 km lang og forbundet to vådområder. I dag kan rester af volden ses på en 400 m. lang strækning. Der er ingen sikker datering, men forsvarsværket antages at være bygget mellem 100 og 400 e.Kr. Diget har uden al tvivl været højere end det fremstår i dag, og man må også antage at det har været udstyret med palisadeværk på toppen. På østsiden af diget findes en grav, som er 6 m. bred og 1,7 m. dyb. Man må således antage at diget blev bygget som forsvar mod fjender fra øst.
Da H. C. Andersen besøgte stedet på sin Jyllandsrejse 1859, fik han fortalt at prins Amled faldt i et slag ved Rammedige, og han ligger begravet der.
Rekonstruktion af fjordspærringen Æ Lei ved indsejlingen til Haderslev Fjord. I baggrunden fjordmundingen. Tegning: Jørgen Andersen.
Ved indsejlingen til Haderslev fjord opførtes i 370-418 e.Kr. to meget store søspærringer, som kaldes Æ Lei og Margretes Bro. Begge spærringer er opbygget som et bredt bælte af nedrammede pæle, nogle steder forstærket af flydere, som var kløvede egeplanker med udstemmede huller, der har været sat ned over pælene, og har flydt i vandoverfladen. Formålet med anlægget har været at forhindre eller forsinke fjendtlige skibe i at komme ind i fjorden; en slags jernalderens minefelter.
Man har fundet rester af lignende - men mindre - pælespærringer i Nakkebølle Fjord på Sydfyn og ved Jungshoved Nor på Sydsjælland.
Troldborg Ring ved Ravning lige nord for Vejle Ådal. Foto Poul Krogsgård Wikipedia.
Der findes i Danmark rester af tre ringborge, som man mener stammer fra Romersk jernalder. Troldborg Ring vest for Vejle, Hagenshøj nord for Skive og Smøl Vold nord for Broager. De kan ikke måle sig med de senere vikingeborge, men det er interessant at ringborge har haft en vis tradition i Danmark. De måler alle knap 60 m. i udvendig diameter; Troldborg Ring er stadig omgivet af en 0,5 m. dyb grav, som er 2,5 m. bred.
8. Kultur og samfund
Den Romerske officer Gaius Cornelius Tacitus skrev i 98 e.Kr. et lille værk om Germanerne hinsides Rhinen, som kaldes "Germania". Det udgør den største og og mest pålidelige kilde til forståelsen af Germansk kultur og samfund i Romersk jernalder. Desuden har Cæsar beskrevet Germanerne i hans bog om Gallerkrigen.
Der har sikkert været mange forskelle i kultur og sædvaner mellem for eksempel stammerne i Skandinavien og stammerne ved den Romerske grænse ved Rhinen, som Cæsar og Tacitus var i kontakt med, men der var helt sikkert endnu flere ligheder, og derfor er de Romerske forfattere, især Tacitus de bedste kilder, vi har.
Germansk ting rekonstrueret efter motiv på Marcus Aurelius søjlen i Rom. Den originale søjle er desværre ikke i så god stand på dette sted. Søjlen blev rejst til ære for kejserens sejre over Markomannerne og Sarmaterne omkring 170 e.Kr. Foto Medievalists.net
Allerede grækeren Poseidonos fortalte ifølge hans landsmand Athenaios om Germanernes spisevaner: "Som Poseidonios beretter i 30. bog spiser Germanerne til morgenmad stegte stykker kød, hvortil de drikker mælk og ublandet vin."
Cæsar berettede: "Agerbrug interesserer de sig ikke for, og deres føde består overvejende af mælk, ost og kød. Ingen af dem besidder noget bestemt stykke jord eller har land, han kan kalde sit eget, men øvrigheden og lederne bestemmer år for år, hvilken og hvor megen jord, der skal tildeles de enkelte slægter og grupper af beslægtede, der har fundet sammen."
"Konger vælger de ud fra ædel byrd" fortæller Tacitus, "hærførere ud fra tapperhed. Kongerne har dog ikke uindskrænket og vilkårlig magt, og hærførerne er anførere mere i kraft af det eksempel, de giver, end den magtbeføjelse, de har, kort sagt i kraft af den beundring, de vækker, hvis de er dristige, hvis de er fremtrædende, hvis de kæmper forrest i geleddet."
Motiv på Marcus Aurelius søjlen, der viser romerske legionærer, der tvinger Germanerne til at halshugge deres egne. De fangne germanere er iklædt snævre bukser og kjortel ganske som dem, der er fundet i Thorsbjerg Mose. Foto Wikimedia Commons.
Om de Germanske stammers politiske system hedder det videre: "I mindre sager træffer lederne alene afgørelsen, i større er de fælles derom, dog er det således at lederne også forbehandler de sager, hvis afgørelse ligger hos folket. De mødes, medmindre noget uforudset pludselig indtræffer, på bestemte tidspunkter, nemlig ved ny- eller fuldmåne. - Som følge af deres individualisme har de den uskik at de ikke kan møde på samme tid, eller som det var påbudt. Derfor spildes både anden og tredjedagen som følge af deres forsinkede fremmøde. Når så massen finder det passende, indtager de deres pladser- bevæbnede! Ro påbydes, af præsterne, som da endog har ret til at straffe. Dernæst lytter de til deres ledere efter hver enkelts alder, byrd, krigsry eller talegaver, og det mere ud fra den myndighed, der ligger i den enkeltes forslag end i hans magtbeføjelse. Forkaster de et forslag afviser de det med en brummende lyd. Godtager de det, slår de deres framea (spyd) sammen. Det er hos dem den fornemste form for bifald at give sit tilsagn med våben."
Tacitus beretter om sammensætningen af de Germanske hære og deres motivation: "og det er dem en særlig spore til tapperhed, at det er slægten og familien, altså ikke en ganske tilfældig skare, der udgør ryttereskadronen eller kilen af fodfolk. Og deres allerkæreste står i deres umiddelbare nærhed, hvorfra kvindernes skrigen og spædbørnenes hylen høres: De er hver mands helligste vidner og største lovtalere. Til mødre og hustruer kommer de med deres sår, og kvinderne viger ikke tilbage for at tælle og måle sårene. De bringer også mad og opmuntringer og formaninger til de kæmpende mænd."
Det forlyder, at germanske kvinder har motiveret deres mænd til at fortsætte en vanskelig
kamp ved at vise dem deres nøgne bryster, for at gøre dem klart, hvad de kæmpede for. Tacitus fortæller: "Tradition siger, at hære, som allerede var begyndt at vakle og vige er blevet motiveret til at presse på igen af kvinder, som, med alvorlige bønner og deres bryster, der er nøgne, levende har illustreret rædslerne i fangenskab, som Germanerne frygter med sådan ekstrem skræk på vegne af deres kvinder, at den stærkeste bånd, hvorved en stat kan være bundet, er det at være forpligtet til at give jomfruer af ædel fødsel blandt andre gidsler. De har endda den tro, at kvindekønnet har en vis hellighed og fremsynethed, og de foragter ikke deres råd, heller ikke ser de bort fra deres svar."
Motiv på Marcus Aurelius søjlen, der viser de romerske legionærer, som plyndrer en Germansk landsby, dræber mændene og leder kvinder og børn bort som slaver. Den Germanske kvinde er iklædt en ærmeløs kjole, som tilsyneladende er søndereven og viser et blottet bryst. De Germanske mænd og drengen er iklædt bukser, som dem der er fundet i Thorsbjerg Mose. Det ser ud som om Romerne er iklædt en slags ringbrynjer. Foto Wikimedia Commons.
"Kvindernes påklædning er ikke forskellig fra mændenes, udover at de oftere ifører sig klæder af linned, som de farver med en purpur rød farve og ikke lader dragtens overdel løbe ud i ærmer. Hele armen er således bar, men også det stykke af brystet, der er nærmest armene, er blottet og bart."
Tacitus var helt klart af den opfattelse at de Germanske kvinder var mindre løsagtige end de Romerske: "Alligevel omfattes ægteskabet med alvor, og der er ingen sider af deres sæder, der fortjener større ros. For de er næsten de eneste af alle barbarfolkene, der nøjes med kun en kone."
Germanerne lagde stor vægt på gæstfrihed: "Intet folk er mere ødselt, når det gælder festlighed og gæstebesøg. For at formene nogen dødelig adgang til sit hus, anser de for at være en syndig handling overfor guderne. Enhver tager imod den fremmede med så stort et måltid, som hans midler tillader det. Når måltidet er til ende viser værten altid selv sin gæst et nyt logi og gør ham følge derhen. Og skønt de ikke er indbudte, begiver de sig afsted til den nærmeste gård. Det spiller imidlertid ingen rolle, for der bliver de modtaget med den samme gæstfrihed. Ingen skelner nemlig mellem frænde og fremmed, når det gælder gæstens rettigheder, men vært og gæst deler maden imellem sig."
To typiske Germanske drikkehorn af uroksehorn fundet i en grav for en Anglisk prins fra det 6. århundrede ved Taplow i Buckinghamshire vest for London. Foto: Wikipedia.
Allerede Plinius beskrev vore forfædres skik med at drikke af horn: "Barbarerne nordpå drikker af uroksens horn, og de fylder hornene parvis to og to fra det sammen dyrehoved."
Han bliver suppleret af Cæsar, som skrev om Germanien: "Der findes en tredje slags dyr, de såkaldte urer. De er lidt mindre end elefanter, men minder af udseende, farve og skikkelse om en tyr. De er meget stærke og meget hurtige og skåner hverken dyr eller mennesker, de møder på deres vej. Germanerne jager dem ivrigt og fanger dem ved hjælp af faldgruber og dræber dem. - Hornenes vældige omfang, form og udseende afviger stærkt fra dem, vi kender fra vore okser. Disse horn, der er eftertragtede jagttrofæer, besættes randen rundt med sølv og anvendes som drikkebægre under vældige gilder."
Brudgommens danske onkel og en slægtning af bruden drikker dus på den traditionelle måde ved et bryllup i Georgien. - Fra Bryllup i Tbilisi og ture i Georgien - s8.dk/camp/
Sædvanligvis finder man kun hornenes beslag i gravene, fordi materialet horn ikke er meget bestandigt. Det var tilfældet i en grav ved Dollerup, hvor kun små kohoveder af bronze, som havde dekoreret hornspidserne, var bevaret. Dog fandt man i 1890 i en mose ved Skrydstrup vest for Vojens et par bevarede drikkehorn med bronzebeslag, som nu er udstillet i Berlin. En biokemisk analyse af organiske rester på hornenes inderside fastslog at det ene horn havde været fyldt med mjød, og det andet havde indeholdt øl, som var brygget på emmer.
Ingen fund har givet indikationer af at hornene skulle have haft fødder. Efter alt at dømme skulle de tømmes på en gang af to personer samtidig. Vi kan forestille os at skikken at "drikke dus" er en levn fra denne ceremoni.
I en grav ved Dollerup nær Kolding fandtes metaldelene til et sæt af drikkehorn, men selve hornene var væk. Her er metaldelene monteret på et moderne horn. Fra Danmarks Oltid af Johannes Brøndsted.
Tacitus fortæller at Germanerne drøftede vigtige sager, også når de var godt fulde, idet de mente at når mænd var godt berusede sammen, kunne de ikke skjule deres inderste tanker og deres følelser, og dette skabte et godt grundlag for vigtige beslutninger: "Dernæst tager de afsted til dagens gøremål eller mindst lige så gerne til fest - bevæbnede! For en germaner er det ingen skam at drikke dag og nat. Der forekommer, som almindeligt blandt drikfældige, hyppige skænderier, som kun sjældent afsluttes med mundhuggeri, oftest med drab og sår. Men også fjenders indbyrdes forsoning, indgåelse af nye ægteskabsalliancer og om at knytte nye ledere til sig i venskab, ja om krig og fred, drøfter de gerne under festerne. De mener nemlig at sindet på intet tidspunkt er mere opstemt til enkle overvejelser, eller mere opstemt til store. Og da Germanerne ikke er et snedigt og udspekuleret folkefærd, røber de selv deres lønligste tanker under indflydelse af den løslupne stemning. Så alles tankegang ligger blottet og bar. Men dagen derpå forhandles sagen igen. Og der er sund fornuft bag begge dispositioner: De gør sig overvejelser, når de ikke evner at forestille sig, men de træffer deres afgørelser, når de ikke kan begå fejl."
Eric Wentling drikker Minnesota øl af et horn - Når man drikker af horn er det vigtigt at holde spidsen af hornet i niveau med vædskens overflade, så godt som muligt. Holder man hornspidsen højt, vil det hydrostatiske tryk give en ubehagelig overraskelse, og holder man spidsen lavt, vil øllet komme skvulpende. Eric Wentling fra Minnesota griber det helt rigtigt an på - JABlog: A Minnesota-Centric Beer Blog.
Seneca skrev: "Hvem er hidsigere end Germanerne? Hvem stormer hurtigere frem? Hvem griber lettere til våben?"
Tacitus er den første til at beskrive hvorledes de Germanske folk er delt i tre kaster, nemlig: de frie, de frigivne og trælle: "I hver eneste familie skyder børnene, nøgne og snavsede, vejret og får de lemmer og de kroppe, vi forbløffes over. En Germansk moder nærer selv sit barn ved eget bryst, og det overlades ikke til slavinder eller ammer. Man vil dog ikke kunne skille den vordende herre fra den vordende slave ud fra nogen forkælelse i opdragelsen. De lever nemlig begge blandt det samme kvæg og på det samme lergulv til alderen skiller den fribårne ud, og tapperheden anerkender ham som sin ægte søn."
De Germanske trælle var ikke slaver i Romersk forstand, de kan bedre beskrives som en slags livegne: "For i øvrigt har deres slaver - modsat vore - ikke bestemte opgaver at udføre i herrens husholdning. For alle er de herrer i eget hus og har egen husholdning. De pålægges kun i lighed med vore forpagtere - at svare herren et vist mål korn, kvæg eller klæde - og der går grænsen for deres lydighed. De huslige pligter udføres af husbondens kone og børn. Det forekommer kun sjældent, at de straffer deres slaver med pisk, fængsel eller arbejde. Derimod hænder det ofte at de dræber dem - ikke for at opretholde en streng hustugt, men i et pludseligt vredesudbrud."
Men kun i de Germanske nationer, som var ledet af konger, kunne frigivne gøre sig håb om opstigning i samfundet: "De frigivne rangerer ikke meget over trælle, og er sjældent af nogen vægt i familien, aldrig i staten, dog med undtagelse af de stammer, der er regeret af konger. Der stiger de faktisk over fribårne og adelige; andre steder markerer de frigivnes underlegenhed statens frihed."
Udsnit af møntskat fra Romersk jernalder bestående af femogtyve romerske Denarer fundet af Steen Agersø ved Kallehave på Ærø. Den ældste mønt er fra 69 e.Kr. og den yngste er fra 185 e.Kr. Bemærk mønten nederst til højre, som er udsendt under Vespasian 69-70 e.Kr; den er godt slidt, sikkert fordi den har været i cirkulation i flere hundrede år i det frie Germanien før den blev begravet i jorden på Ærø måske omkring 200- 250 e.Kr. - Foto Steen Agersø se link nedenfor.
Meget tyder på at stammerne i det frie Germanien havde en udbredt pengeøkonomi baseret på romerske mønter. Tacitus skriver: "Men alligevel har de, som bor nærmest Rhingrænsen, gennem handelssamkvem med os lært at sætte pris på guld og sølv, og de godkender og foretrækker derfor kun mønter med den bestemte prægning. (stammerne i landets indre derimod driver stadig den mest enkle og oprindelige tuskhandel) Germanerne anerkender kun gammelkendte mønter, såsom serrater og bigater. De vil også hellere have sølv end guld - ikke af nogen lidenskabelig trang, men fordi sølvmønter nu engang er mere praktiske og bekvemme, når de køber deres simple og billige sager."
Den Romerske denar var oprindeligt af rent sølv. Under kejser Nero (54-68 e.Kr.) blev sølvindholdet reduceret med 15% og de følgende kejsere fortsatte i dette spor, således at under Marcus Aurelius havde denaren et sølvindhold på kun 15%. Omkring 200 e.Kr. var denarens lødighed kun 50%.
I selve Romerriget var det forbudt at opbevare de gamle mønter, fordi man derved unddrog kejseren den fortjeneste, som han ellers ville have fået ved omsmeltningen og devalueringen. Men i det frie Germanien var gamle mønter i brug i flere hundrede år efter at de var taget ud af cirkulation i selve Romerriget. Man vidste godt at de gamle mønter var mest værd.
I forbindelse med udgravninger i Seden Syd ved Odense fandt arkæologer fra Møntegården dele af vognhjul fra jernalderen. Det mens at have været et solidt køretøj med en lastevne på 300-400 kg. Man kan godt se slægtskabet med de keltiske pragtvogne som Kimbrere og Teutoner bragte med sig hjem 100 f.Kr. Mads Runge fra Møntegården har udført denne tegning i Aasum Sogneblad nr. 11 2004.
Ved Smørenge nær Aakirkeby på Bornholm fandtes en møntskat, som indeholdt 484 romerske denarer, et par sølvbarrer og en Romersk guldmønt. Denarerne var alle fra de to første århundreder, medens guldmønten var fra slutningen af 400-tallet. Der er således 200-300 år mellem sølvmønterne og guldmønten. Denarerne er meget slidte, hvilket vidner om et langt liv i cirkulation i det frie Germanien.
Der er fundet dele af en vogn fra Romersk jernalder i Tranebær Mose ved Vejle. Det er blevet anslået at den oprindelige vogn havde en egenvægt på godt 100 kg. og en lastevne på 300-400 kg. Vi må tro at sådanne vogne er en videreudvikling af de keltiske pragtvogne, som de hjemvendende Kimbrere og Teutoner bragte med sig. De er gjort stærkere og mere terrængående med store solide hjul med eger.
Hornkam fra Vimose med indskriften Harja, som er et personnavn. - Der blev fundet omkring 50 kamme i Vimose.
Ingen ved hvor og hvornår runerne blev skabt. De tidligste runeindskrifter er fra 1. og 2. århundrede e.Kr. Der findes omkring 30 runeindskrifter fra denne tid, og de er næsten alle fundet på gammelt dansk område, navnlig på kriger-udrustning i Illerup Mose, Thorsbjerg Mose og Vimose. I Romersk jernalder bestod runealfabetet af 24 tegn, som kaldes ældre futhark.
Den første runeindskrift er fundet på en kam fra en krigsbytteofring i Vimose, som er dateres til ca. 160 e.Kr. På kammen står navnet "Harja". I det hele taget er runeindskrifter fra denne tidlige del af jernalderen mest navne, skrevet på våben og smykker.
Øverst til venstre: Hornkam fra Vimose med indskriften Harja, som er et personnavn. - Der blev fundet omkring 50 kamme i Vimose.
Der skete det ejendommelige at i den senere Skandinaviske vikingetid blev de 24 tegn reduceret til 16, som kaldes yngre futhark, hvilket alt andet lige har gjort indskrifterne vanskeligere at fortolke.
Anglerne tog det gamle runealfabet med til England, hvor de bibeholdt de oprindelige 24 tegn og endda tilføjede nye tegn, således at deres rune-alfabet fik 32 tegn.
Tacitus fortæller om Germanernes kampform :"Deres heste er hverken særlig smukke eller hurtige, men de dresseres heller ikke som vore til at gå kreds. De rider kun ligefrem eller i en sluttet, bue højre om, således at ingen er bagerst."
Lanseskaft med runer fra Kragehul på Sydfyn. Tegnet af Stephens i 1884. Der står: Jeg Asgisls eril hedder (muha)- kraft - vier(?).
"Alt i alt har fodfolket den største slagkraft. Derfor kæmper de sammen, idet fodfolket, som nøje udvælges blandt de unge og anbringes foran slaglinjen, har en hurtighed, der svarer til rytteriets kampform."
"Slagordenen stilles op i kileform. At vige posten, blot man atter rykker frem, opfatter de mere som et tegn på taktik end et udtryk for frygt. Selv i slag, de står til at tabe, fører de deres faldne med sig på tilbagetoget. Det er særligt vanærende at efterlade sit skjold på slagmarken."
9. Hvordan så jernalderfolket ud?
Strabon mente at Gallere og Germaner var ret lig hinanden, blot var Germaner lidt vildere større og lysere: "Områderne på den anden side af Rhinen- bag Kelterne - vender især mod øst og bebos af Germanerne, som skønt de kun er lidt forskellige fra Kelterne, dog er vildere, højere og mere blonde end disse, men ellers ligner de dem meget. For hvad legemsbygning, skikke og levevis angår, er de ganske, som jeg har beskrevet Kelterne. Derfor er det, mener jeg at Romerne har navngivet dem Germani for at angive, at Germanerne er ægte Gallere: Germani betyder nemlig på latin - de ægte."
Danskernes højde i forskellige historiske perioder beregnet på basis af de fundne skeletter i hver periode. Fra vikingetidenskonger.dk.
Pomponius Mela skrev at Germaner førte krig mod deres naboer, ikke for at de ønskede at herske eller for udvide deres territorium, men fordi de elskede kamp: "Beboerne er vilde af væsen og vældige af krop, og i overensstemmelse med deres medfødte vildskab hærder de begge dele i usædvanlig grad: deres væsen ved at slås, deres kroppe med strabadser og især på grund af kulden. De går nøgne omkring indtil de bliver voksne, og barndommen varer overordentlig længe hos dem. Mændene ifører sig kun en kappe eller bast fra træer, hvor barsk vinteren end er. De er ikke blot udholdende svømmere, men de svømmer også gerne. De fører gerne krig med deres naboer. Anledningen hertil skaffer de sig, fordi de kan lide at slås, og ikke fordi de ønsker at herske eller udvide deres områder - for det, de har, dyrker de ikke særlig flittigt, men for at landet rundt om dem kan ligge øde hen. Den stærkestes ret råder der, og det i en sådan grad at de end ikke skammer sig over røvertogter. De er kun godmodige overfor gæster og kun eftergivende overfor underlegne."
Langskallet mandskranium fra Hjadstrup nær Otterup på Fyn. Bemærk hans let skrånende øjenhuler, som Johannes Brøndsted nævner. Sådanne let skrånende øjenhuler ses også på flere af istidens Cro Magnon kranier. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Tacitus mente at befolkningen i Germanien var en oprindelig ublandet race: "Personligt er jeg enig med dem, som mener at Germanien befolkning ikke er degenereret som følge af opblanding med fremmede, men fremstår som en raceren folkeæt med individuelt særpræg uden lighed med andre. Det er også forklaringen på, at de alle, deres store befolkningstal til trods, har det samme fremtoningspræg: Truende blå øjne, rødblondt hår og store kroppe, der kun har styrke til en kort fremstormen. Overfor arbejde og strabadser er de ikke tilsvarende udholdende, og de er helt uvante med at udholde tørst og hede, hvorimod klimaet og jordbunden har vænnet dem til at udholde sulten og kulden."
Langskallet kvindekranium fra Almager vest for Kalundborg på Sjælland. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Dog ingen regel uden undtagelser, Tacitus fremhæver en enkel Germansk stamme fremfor de andre: "Derfor har Chatterne (fordi de lever i bjerge) mere hærdede kroppe, muskuløse lemmer, et truende blik og deres intellektuelle evner er større. De er - af Germanere at være - ganske fornuftige og dygtige."
Johannes Brøndsted skrev i "Danmarks Oldtid - Jernalderen" at - opgjort på grundlag af skeletter fundet indtil omkring 1930 - er gennemsnitshøjden for mænd i Romersk jernalder beregnet til 174,7 cm. og gennemsnits-højden for kvinder til 159,7 cm. Det skal sammenlignes med højden af moderne mænd og kvinder i 2005, som var henholdsvis 179,5 cm. og 166,5 cm. Siden da er der fundet mange skeletter fra Romersk jernalder, tænk blot på Alken Enge, så måske skal tallet korrigeres.
Langskallet mandskranium fra Vestre Egesborg syd for Næstved på Sjælland. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Ikke desto mindre var de mænd og kvinder fra Romersk jernalder i Danmark, hvis skeletter man har fundet, ret høje sammenlignet med både stenalder og vikingetid. Men som Palle Lauring skriver: "Men højden siger ikke alverden, den er nemlig varierende og afhængig af levevilkår og ernæring. Hovedformen derimod ændrer sig så vidt man ved ikke ved klimaomslag og kostforandringer, og her er billedet værd at lægge mærke til" - "Men fra yngre stenalders grave er materialet til gengæld rigt og viser os 23% kortskaller og 30% langskaller, de resterende 47% er mellemformer. Det lyder besnærende at det er næsten præcis det samme forholdstal, som vi har i Danmark i dag (1972), og det lader sig læse derhen at der ingen ændringer er sket i befolkningen i de mellemliggende årtusinder. Men ældre Romersk Jernalder, der ligger omtrent midt imellem den yngre stenalder og dagen i dag, har 3% kortskaller, 84% langskaller og kun 13% mellemformer, altså en næsten rent langskallet befolkning, skulle man tro "
Langskallet kvindekranium fra Varpelev på Stevns syd for Køge på Sjælland. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
"Man må ganske vist ikke glemme," fortsætter Palle Lauring, "at gravene næsten udelukkende er landets overklasse, altså et meget snævert udsnit af befolkningen, og endda ofte af samme æt. Men det forklarer alligevel ikke alt, for der må være en grund til at just overklassen er langskallet, og man må ikke tro at en kraniemåling har stået i forbindelse med anerkendelsen af høvdinger, storbønder, handelsfyrster og rige skippere. Der foreligger heller intet om at de langskallede skulle være de kortskallede overlegne i åndelig henseende. Adskillige meget primitive negerstammer er udprægede langskallede, og de har ikke i deres hjemland bragt det til alverden."
Langskallede personer er ofte ret ranglede typer med lidt smalle ansigter. Jeg vil tro at Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og forhenværende udenrigsminister og folketingsmedlem Villy Søvndal ville være faldet godt ind i de herskende kredse i Romersk Jernalder.
"Den indvandring, der kan være tale om, samler sig om at Danerne på den tid måske skulle være kommet til landet, altså i ældre romersk jernalder", konkluderer Palle Lauring.
Lad os blive ved Palle Lauring et sidste øjeblik, medens han reflekterer over moderne etniske danskeres højde: "Danskernes højde er ikke så stor som Svenskernes og Nordmænds, og Hollænderne slår os også, hovedsagelig fordi der er i Danmark en blanding af en høj type, og så en lavstammet race, som man ikke rigtig ved, hvor man skal finde oprindelsen til."
Siden Palle Laurings tid er fundet mange skeletter og bopladser fra jægerstenalderen, og vi kan supplere ham med at de gamle jægere var faktisk nogle ret brede og lavstammede typer, og deres gener er efter alt at dømme stadig iblandt os."
