På et oprindeligt indoeuropæisk sprog i oldtiden betød "dana" flod, idet de tre bælter, som udspyede brakvand, blev opfattet som en flodmunding. Det har givet navn til Danmark.
Herulerne var et overlevende bronzealderfolk, som helt op i jernalderen boede på Sjælland, indtil de blev fordrevet af Dani, som kom fra Asien.
I tidsrummet fra Hengest og Horsa's ankomst til Britanien, 136 år, til dannelsen af det sidste Angliske kongedømme, Mercia, sivede Angler, Sakser og Jyder ind i Britannien, sikkert på lignende måde og i samme tempo, som muslimerne idag ankommer til Europa.
Jyderne var et fåtalligt folk, beslægtet med Dani og Sveaerne, som i folkevandringstiden ankom til det område, som nu kaldes Slesvig. De underlagde sig hele den Kimbriske halvø i vikingetiden og gav den navnet Jylland. Slesvig blev kaldt hertugdømmet "Jylland", indtil dronning Margrete I udnævnte de Holstenske grever til hertuger, og de ændrede hertugdømmets navn til "Slesvig".
1. Dana betød flod eller flodmunding
"Danu" er et oldgammelt proto-indoeuropæisk ord for flod.
Romerne brugte for det meste det græske Ister for Donau, men Tacitus skrev Danubius. Plinius skrev: "Magnum est stare in Danubii ripa", som betyder: "Det er storslået at stå ved bredden af Donau". På engelsk og fransk hedder floden stadig Danube.
Floden Dana gennem Klaipeda i Lithauen. Foto curiositu.ru.
I "Sagaen om Hervarar og Kong Heidrek" hedderGoternes hovedstad Arheimar og ligger ved Danpar elven, som er Dnieper, som også blev kaldt Danapris eller Danaper af Grækerne og Romerne.
Dniester hed i oldtiden Danastius eller Danaster.
I omtalen af Sclaweni folket, Anterne, som levede i det sydlige Ukraine mellem floderne Dniestr og Dniepr, kalder Jordanes de to floder for henholdsvis Danastro og Danaprum (a Danastro extenduntur usque ad Danaprum).
Floden Don kaldtes Tanais, blandt andet af Strabo, og således hedder den også i Heimskringla af Snorre. Procopius fortæller at floden Po i Nord Italien blev kaldt enten Po eller Eridanos. Den Franske flod Rhone kaldes Rodanus af adskillige antikke forfattere, således for eksempel i "Historia Langobardorum" af Paulus Diaconus, hvor der fortælles om nogle plyndrende Saksere, der kom til Rodanus floden.
Floden som løber gennem Klaipeda i Lithauen hedder slet og ret Dana, og der siges at være seks floder Storbritannien, som hedder Don. Det siges også at på Jacob Langebeks kort fra omkring 1755 kaldes Ejderen for Døne.
Et relief på Trajan søjlen som forestiller guden Danubius, som betragter romerske legionærer - Wikipedia.
Plinius (23-79 e.Kr.) skrev i sin Naturalis Historia: "Saevo Bjergene, som er enorme og ikke mindre end den Ripaeanske bjergkæde, danner en enorm bugt, der kaldes Codanus, som strækker sig hele vejen til det Kimbriske forbjerg, en bugt fuld af øer, hvoraf den mest berømte er Scatinavia, som er af ukendt størrelse." På næsten samme tid skrev Pomponius Mela (død omkring 45 e.Kr.) om Codanus Sinus og Codannovia, som var en stor ø i Codanus Sinus. De fleste antager at "sinus" betyder bugt - som en sinuskurve.
Den samme Plinius den ældre skrev: "Pytheas siger, at Gutonerne, et folk i Germanien, bebor bredden af en flodmunding i Oceanet kaldet Mentonomon." Da Goterne med stor sandsynlighed virkelig boede i det sydlige Skandinavien, må vi tro at han mente at de Danske stræder og Østersøen var en stor flodmunding.
Pytheas siger, at Gutonerne, et folk i Germanien, bebor bredden af en flodmunding i Oceanet kaldet Mentonomon. Deres område strækker sig over en afstand af seks tusinde stadier (1.100 kilometer). Foto Wikipedia.
Umiddelbart forestiller vi os at Codanus nok var latin, for det lyder latinsk og Plinius og Mela skrev jo på latin; men det er det ikke. En online latin-dansk ordbog giver svaret at codan betyder "på dansk", og det var nok ikke meningen.
Det er temmelig sandsynligt at Codanus var navnet på de indre Danske farvande forstået som en flod eller flodmunding på et oprindeligt proto indoeuropæisk sprog, ganske som Eridanos, Rodanos og alle de andre flodnavne, som kan føres tilbage til udtrykket "dana" for "flod" på et oprindeligt sprog, som sikkert blev talt fra det sydlige Rusland og Rumænien til Frankrig og Skandinavien, sandsynligvis helt tilbage i bronzealderen.
Når Plinius og Mela skrev at bugten eller flodmundingen hed Codanus, så var det ikke et latinsk navn, som de havde givet den, men som Plinius siger, et navn som indbyggere i området kaldte den.
Endelsen -us i Codanus er efter al sandsynlighed blot en køn- og kasus-endelse.
Det antages at de indoeuropæiske sprog udspringer fra et oprindeligt proto-indoeuropæisk sprog. Fra Site for Language Management in Canada.
Mange mener at Lithausk er det moderne sprog, som har mest tilfælles med et oprindeligt proto-indoeuropæisk sprog. Lithauerne tilføjer -as til mandsnavne for at indikere at der er tale om mænd, helt lignende som Romerne tilføjede -us til mandsnavne, som i Julius, Crassus, Augustus og så videre.
Jeg husker en tidligere kollega, som bestræbte sig på at lære lithausk; han mente at det var ikke så vanskeligt, fordi mange ord minder om tilsvarende danske.
Men når dana, danu, dan, danos eller danus betød flod, hvad betød så Co-?
Vi genkender co- i mange moderne ord som betegner samarbejde eller samvirke mellem flere agenter, for eksempel company, coordinate, corperation - hvor "c" på dansk er erstattet med "k". Codanus kunne således have betydet sådan noget som "samvirkende floder", hvilket ikke er nogen dårlig beskrivelse for de tre danske stræder, som udspyr brakvand i det Vestlige Ocean.
En traditionel lokalisering af Plinius' stednavne.
I "Naturalis Historia's" afsnit om Østersøen, det sydlige Skandinavien, og Vesterhavet, giver Plinius den ældre yderligere eksempler på navne, som kan have deres oprindelse i et oprindeligt proto indo-indoeuropæisk sprog, som blev talt i disse egne: "Med henvisning til det Septentrional eller Nordlige Ocean; som Hecatæus kalder det, efter at vi har passeret mundingen af floden Parapanisus, hvor den skyller mod de Skythiske kyster, er Amalchian havet, ordet "Amalchian" som på sproget hos disse racer betyder "frossen". Philemon igen siger, at det kaldes "Morimarusa" eller "Døde Hav" af Kimbrerne så vidt som til forbjerget Rubeas, over hvilket det har navnet "Cronian" Havet. Xenophon af Lampsacus fortæller os, at i en afstand på tre dages sejlads fra bredden af Skythien, er der en ø af enorm størrelse kaldet Baltia, som af Pytheas kaldes Basilia. Nogle øer, som kaldes Oönæ siges at eksistere." Disse navne er ikke latinske navne, som Romerne har givet øer og have, men navne, som beboerne i disse egne selv brugte. Bortset fra "Oönæ", som minder om det danske "øer", ligner de heller ikke gotiske eller germanske navne.
Saxo skrev: "Dudo vil vide at Danskerne stammer ned fra Grækerne eller, som de også kaldes, Danaerne, og har fået deres navn fra dem." Men Grækenland minder geografisk om Danmark, idet det består af en halvø og et utal af øer, hvor imellem flyder strømme af mindre salt vand fra de mange floder, som flyder ud i Sorte Havet; og derfor var dette lands indbyggere i en fjern oldtid også kaldt Danaerne på et oprindeligt indoeuropæisk sprog.
Homer kaldte Grækerne for Danaans eller Danai. Da Grækerne havde forladt Trojas mure og efterladt deres trojanske hest, sagde præsten Laocoon: "Jeg frygter Dana'ans, selv de, der frembærer gaver."
2. Jordanes om Herulos og Dani
I Konstantinopel omkring 550 e.Kr. skrev både Jordanes og Procopius om Daner og Heruler i Skandinavien. Jordanes skrev på latin, og Procopius skrev på græsk.
Jordanes fortalte om stammerne på øen Scandia i det Nordlige Ocean: "I den nordlige del af øen er racen Halogians (AlogiR) - Der er Scrithifinni - Men stadig en anden race dvæler der, Sweans, der ligesom Thuringi har pragtfulde heste. - Derefter kommer et mylder af forskellige nationer."
Stammerne på øen Skandia efter Jordanes - ret tilfældigt placeret af forfatteren. Vi kan placere Halogi, Scrithfinni, Finn Haith og Finni Mitissimi mod nord efter deres navne. Sweans og Switheudi omkring Malern - da vi tror at de er Sveerne. Gautigoths og Ostrogoths i Gøta landene og nogle folk, som minder om moderne norske stednavne, Raumarici og Agadii, så godt som muligt i Norge. Resten har jeg placeret temmelig tilfældigt.
Senere efter Jordanes: "Switheudi, cogniti in hac gente reliquis corpore eminentiores: quamvis et Dani, ex ipsorum stirpe progressi, Erulos propriis sedibus expulerunt (quibus non ante multos annos Hrodwulf rex fuit, qui contempto proprio regno ad Theodorici Gothorum regis gremium convolavit et, ut desiderabat, invenit),- " som i Theedrich Yeats oversættelse til engelsk - og derefter min til dansk - lyder: "Switheudi er af denne afstamning og overgår resten i statur. Men Dani, som sporer deres oprindelse til den samme afstamning, fordrev Herulos fra deres hjem, som gør krav på forrang blandt alle nationer i Skandia på grund af deres højde." - og videre: "- og over hvem Hrodwulf var konge for ikke mange år siden. Men han foragtede sit eget rige og flygtede til omfavnelse af Theodorici, kongen af Goterne, idet han fandt der, hvad han ønskede."
"Denne afstamning" må henføre til "anden race" ovenfor, "Sweans, der ligesom Thuringi har pragtfulde heste"; og Dani, "som sporer deres oprindelse til den samme afstamning", har en særlig stor legemeshøjde - hvilket Switheudi også må have haft - og sikkert også Thuringos, som de forbindes med. Øjensynlig mente Jordanes blot at Switheudi og Dani havde fælles afstamning, som var forskellig fra Halogians, Goters og Finners afstamning.
For at få forbindelsen til Thuringi med de pragtfulde heste, må vi må tro at Sweans og Switheudi er det samme folk, eller i hvert fald meget tæt beslægtede.
Latinen er noget uklar, og det er blevet fremført at det også kan betyde at Herulerne fordrev Danerne fra deres bopladser. Men siden Heruler ikke nævnes i nogen nordiske historiske kilder, og Danerne vides at have beboet disse egne siden da, må vi tro at sætningen betyder at Dani fordrev Herulos.
Langskallet mandskranium fra Vester Egesborg på Stevns på Sjælland fra Romersk jernalder. Langskallede personer er ofte nogle forholdsvis høje lemmedaskere - Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Det er heller ikke helt klart om det var Dani eller Herulos, der gjorde krav på overhøjhed på grund af deres legemeshøjde, men da skeletter fra Danmark fra denne tid temmelig pludseligt indikerer ret stor legemshøjde, må man gå ud fra at det var Dani, som var de høje; desuden fortæller Jordanes jo at Dani har samme afstamning som Switheudi, som var høje - så er det nærliggende at Dani også var det.
Det er også uklart om Hrodwulf var konge over Herulos eller Dani, men kongenavnet Rodulf bliver senere flere gange forbundet med Heruler, så vi må tro at han var konge af Herulos.
Det fremgår ikke direkte, hvor Herulernes bopladser var; men da Jordanes udtrykkeligt taler om indbyggerne på øen Scandia, altså den Skandinaviske halvø, må vi umiddelbart tro at Herulerne eller nogle af dem oprindeligt boede i Skåne, Halland eller Blekinge og blev fordrevet derfra.
Jordanes fortæller heller ikke, hvornår denne fordrivelse fandt sted.
3. Procopius om Heruler og Daner
I slutningen af Procopius' beretning om den Gotiske krig i Italien mister han interessen for krigens gang og skriver i stedet om Herulerne, som var en del af Belisarius' hær. Han beretter blandt andet om et afgørende slag mellem Heruler og Langobarder, som fandt sted nord for Donau - muligvis ret langt mod nord:
Rekonstruktion af Langobardernes vandringer - Langobarderne har givet navn til egnen omkring Milano, Lombardiet - Paulus Diaconus nævner at Langobarderne kom fra Scandia, men et et andet sted skriver han at de var ikke så mange, fordi de blot kom fra en lille ø, og det passer jo ikke med Scandia. Foto Wikimedia Commons.
"Og da de to hære kom tæt på hinanden, hændte det, at himlen over Langobarderne blev tilsløret af en slags sky, sort og meget tyk, men over Eruli var det overordentlig klart. Og at dømme efter dette ville man have troet, at det var Eruli, som kom ind i konflikten til deres egen skade; for der er ikke mere afskrækkende varsel end dette for barbarer, når de går i kamp. Men Eruli gav ingen agt på dette, men i absolut strid med det, avancerede de mod deres fjende med foragt, idet de vurderede udfaldet af slaget blot ved deres overlegenhed i antal. Men da kampen blev tæt, omkom mange Eruli, og Rodolphus selv omkom også, og resten flygtede i fuld fart, idet de glemte alt om deres mod. Og da deres fjende forfulgte dem, faldt de fleste af dem på slagmarken, og kun få havde held til at redde sig."
"Da Herulerne var blevet besejret af Langobarderne i ovennævnte kamp, udvandrede de fra deres forfædres hjem, nogle af dem, som det er blevet fortalt af mig ovenfor, slog sig ned i landet Illyrien, men resten var utilbøjelig til at krydse Ister floden, men slog sig ned i det yderste af verden; i hvert fald ledet af mange af kongeligt blod drog disse mænd gennem alle Slavernes nationer, den ene efter den anden, og efter at have krydset et stort stykke goldt land, kom de til Varnierne, som de er kaldet. Efter disse passerede de Danernes nationer uden at lide overlast fra barbarerne der. Derfra kom de til havet, de rejste over havet, og gik i land på Thule, og forblev der på øen."
Procopius var Belisarius' sekretær gennem tre krige, nemlig mod Perserne i Syrien, mod Vandalerne i Afrika og mod Goterne i Italien. I alle tre krige havde Heruler været en del af den Romerske hær. Vi må tro at Prokopius havde et ganske fortroligt forhold til dem, og at han havde sine oplysninger fra Herulerne selv. Det antages at han offentliggjorde sine beretninger om kejser Justinians krige omkring 550 e.Kr. i Konstantinopel.
Det vides fra den Gotiske kansler Cassiodorus' breve at Goterne i Italien prøvede at skabe en alliance med Herulerne, Thuringerne og Varnierne mod Frankerne. Da han ikke nævner Sakserne, som man ellers skulle forvente, må vi tro at Varni var et tidligt navn for Sakserne. Vi kan tænke os at Sakserne oprindeligt hed Varnierne og senere fik navn efter deres foretrukne våben, det korte enæggede sværd, saxen; på samme måde som Langobarderne oprindeligt hed Vinilerne, men senere fik navn efter deres foretrukne våben, den lange økse, langobarden - bard, som i hellebard.
Lokalisering af Germanske stammer efter Tacitus. Han tegnede ikke selv noget kort, men mange forfattere har søgt at placere stammerne på et kort efter hans beskrivelse. Som det ses bliver Jylland og Nord Vest Tyskland noget overbefolket på bekostning af andre egne. Tacitus nævner Varini efter Anglii, og det er formentlig en fejl hos Tacitus, som havde alle oplysninger på anden hånd. Varini må være Sakserne. Vi må også tro at det er en fejl at nævne Eudoses to gange. Fra "The Spoils of Victory. Foto The North in the Shadow of the Roman Empire". Edited by L. Jørgensen, B. Storgaard and L.G. Thomsen. Nationalmuseet, Copenhagen.
I så fald har det Herulske rejseselskab rejst op langs Rhinen eller mere sandsynligt langs Elben, krydset "et stort stykke goldt land", måske Lüneburger Heide, og derefter rejst igennem Varniernes land, som sikkert er Saksen, og derfra gennem "Danernes nationer" - bemærk at de er i flertal - hvilket må have været Jylland. Derefter rejste de over havet og gik i land i Thule, som den Skandinaviske halvø også kaldes. Da de rejste op gennem Jylland gennem flere af Danernes nationer, må vi tro at de rejste et godt stykke op i Jylland, før de sejlede over til Halland eller Skåne.
Den tidligste omtale af Varni er hos Tacitus i "Germania", hvor han skrev: "Derefter følger i rækkefølge Reudignians og Aviones, og Angles, og Varinians og Eudoses og Suardones og Nuithones; alle forsvaret af floder eller skove." Det vil sige at Varinians var naboer til Anglerne, hvilket passer meget godt med ideen om at de var Sakserne og boede syd for "Danernes nationer". Det er alternativt blevet foreslået at Varni boede ved floden Warnow og byen Warnemünde, det ville i så fald medføre at de hjemvendende Heruler sejlede fra Nordtyskland til måske Blekinge eller Skåne, og at de ikke - som berettet - "passerede Danernes nationer" før de "rejste over havet".
Mønt med portræt af Odovacar udstedt i Ravenna i 477 e.Kr. Han har moustache efter barbarisk skik og måske håret sat op i en pude. Han var efter al sandsynlighed en Scirii, et gotisk talende folk, men Consularia Italica kalder ham konge af Herulerne. Consularia Italica er en samling dokumenter udsendt af Theodore Mommsen i 1892. Andre kilder mener at han var af Gotisk herkomst. Men Heruler udgjorde en stor del af hans mænd, og han var Rex af Italia, derfor var han faktisk konge af Herulerne, selvom han ikke selv var en Herul. Desuden, Scirii var en slags Goter, som Procopius beskriver, og da Odovacar var en Scirii, kan man også sige at han var en Got. Således er alle udsagn sande. Odovacar afsatte den sidste Vest Romerske kejser Romulus Augustulus i 476 e.Kr. Jordanes skrev om Odovacar: "Nu da Augustus var udnævnt kejser i Ravenna af sin far Orestes, varede det ikke længe før Odoacer, konge af Torcilingi (Thuringi), invaderede Italien, som leder af Sciri, Herulerne og allierede af forskellige racer" - Foto Wikipedia.
I Procopius beretning om Herulerne bedyrer de ham flere gang at de boede i deres oprindelige hjemland, da de udkæmpede deres skæbnekamp mod Langobarderne.
Ifølge Paulus Diaconus blev Rugierne, som boede nord for Donau, overfor den Romerske provins Noricum, overvundet af Odoacer, som herskede i Italien. Dette skete 487-88 e.Kr. Han fortæller at sejrherren førte Rugierne væk i store mængder, og at Langobarderne rykkede ind i det nu næsten folketomme Rugiland, som må have været det nordlige Østrig, nogle mener Mähren. Her blev de angrebet af Herulerne, som imidlertid tabte det skæbnesvangre slag, der fulgte, således at de blev tvunget til at forlade deres eget land, som de fortalte Procopius. Dette slag må da have fundet sted omkring år 500 e.Kr. - og ifølge Paulus i et område umiddelbart nord for Donau.
Som ovenfor fortalt er det sandsynligt at nogle Heruler blev fordrevet fra Skandinavien af Dani måske omkring år 200-300 e.Kr. De hjemvendende Heruler kom således tilbage gennem "Danernes nationer" 200-300 år efter at de var blevet fordrevet første gang.
4. Herulerne
Herulerne indtager en fremtrædende plads i folkevandringstidens historie. Men deres navn forekommer ikke i skrifter fra de to første århundreder e.Kr. og det forekommer heller ikke i sagaer, hos Saxo eller andre Skandinaviske kilder. Imidlertid, de er nævnt i de allerførste linjer af digtet Beowulf.
Man kan forestille sig at skjalde ved Dani hoffet ikke fandt det opportunt at besynge landets tidligere herskere, som Dani havde fordrevet, og dette kan meget vel være grunden til fraværet af Heruler i sagaer og skjaldevers.
Hjulkors er et symbol fra bronzealderen, som findes i hundredvis som helleristninger. De fleste helleristninger med hjulkors i Danmark findes ved Lille Strandbygård i Nylars på Bornholm.
Som sagt omtales Heruler hos mange antikke forfattere, men de findes ikke i nogen skriftlige kilder fra Skandinavien, hverken hos Snorre eller Saxo. Det må derfor antages at de var kendte i Skandinavien under et andet navn. Ingen ved med sikkerhed, hvem de var, og der er således stort spillerum for gæt og gisninger.
Men det er nærliggende at tro at Herulerne i Danmark var efterkommere efter herskerfoket i den gamle bronzealder kultur, som stadig holdt ud på Sjælland og muligvis i Skåne, indtil de blev fordrevet af Dani.
Arkæologen Johannes Brøndsted undrede sig over manglen på fund fra ældste jernalder på Sjælland og i Skåne. Han foreslog at bronzealderen varede længere i denne del af landet end i Jylland og på Fyn, således at forstå bronzealderkulturen her bestod langt ind i jernalderen. Dog sikkert sådan at de i vidt omfang brugte våben af jern.
Jordanes nævner i sin beskrivelse af folkene på øen Scandia at Dani fordrev Herulos fra deres bopladser - måske i Skåne, Halland, Blekinge eller på Sjælland, muligvis omkring 200-300 e.Kr. Procopius fortæller at efter et katastrofalt nederlag til Langobarderne vandrede en meget stor del af Herulerne tilbage til Skandinavien, hvor de bosatte sig på den Skandinaviske halvø "nær Goterne" eller "overfor Goterne". Derfor må vi tro at nogle Heruler kom fra Skandinavien.
Men de indledende strofer af "Beowulf" nævner kong Skjolds undertrykkelse af den "frygtindgydende herul" og andre stammer hinsides "Hval-vejen":
"Lyt! Vi - Spyd-danerne i de fortidsdage,
af disse klan-konger har hørt om deres herlighed.
hvordan disse ærværdige udførte modige bedrifter.
Ofte Scyld, Scef's søn, fra fjendernes skarer
fra mange folkeslag, greb deres mjød-bænke;
og terroriserede de frygtindgydende Heruler (egsode Eorle)
efter at han først var fundet hjælpeløs og nødlidende,
så vidste han derefter at kompensere for dette,
at: - han voksede under skyerne, trivedes i ære,
indtil ham hver af de tilgrænsende stammer
hinsides hval-vejen måtte underkaste sig,
og betale tribut: - det var en god konge!"
Imidlertid, senere i digtet bliver "Eorle" brugt på en måde, som kan forstås som en titel.
I Alvismal fra Ældre Edda fortælles at Elverne kaldte solen for Fager-hjul. Der findes tusinder af helleristninger, som forestiller hjulkors, som vi tror er solsymboler, som vi kan kalde fager-hjul, der alle er indridset af bronzealderfolket. De kan have været Elverne eller Alferne. Da bronzealder-kulturen sikkert eksisterede længere tid på Sjælland og i Skåne end i resten af landet, kan vi tro at Herulerne i begyndelsen af Romersk jernalder var kendt som Elver eller Alfer, og de blev fordrevet af Dani.
Man kan også se på det således at Elver er den eneste navne-etikette fra den Nordiske mytologi, som er ledig, udover jætter og dværge, og derved spekulativt kan hæftes på Herulerne i Norden.
Enægget sværd fra Lynghøjgård i Salling prydet med et hjulkors. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Plinius opregner nogle navne på have, bjerge og øer omkring Skandinavien: Amalchian havet, Morimarusa, Rubeas, Cronian Havet, Baltia; hvilke navne de blev kaldt på "sproget hos disse racer". Disse navne lyder ikke som Gotiske eller Germanske navne. Hvis ikke de antikke forfattere udtrykkeligt havde skrevet at således hed det på de indfødtes eget sprog, ville vi nok tænke at de kom fra latin. Derfor kan vi tro at sproget hos nogle af "disse racer" var et sprog tæt på et oprindeligt proto Indoeuropæisk sprog, der mindede om latin, som bronzealderfolket alias Elverne alias Herulerne kan have talt. Og det var på dette sprog at de indre danske farvande blev kaldt Codanus.
Antikke kilder, blandt andet Zosimus og Dexippo, fortæller at Goter og Heluroi fra Krim i 200-tallet sejlede over Sorte Havet og indtog den store by Trebizond, hvorfra de bortførte et stort bytte og en stor mængde fanger. Samme skæbne overgik store og pragtfulde byer i Bitynien som Chalcedon og Nicomedia.
Det fortælles også at Goter og Heruler i kejser Gallienus' regeringstid, 260-268 e.Kr. sejlede med en stor flåde gennem Bosperus og Hellespont. De plyndrede Athen og mange andre byer. De gik i land i Grækenland, hvor togtets ledere begyndte at skændes indbyrdes, og en af Herulernes ledere, Naulobatus, gik i Romersk tjeneste sammen med alle sine mænd. Han blev meget vel modtaget af kejseren, som gav ham rang af konsul.
Jordanes fortalte om Herulerne ved Sorte Havet omkring 360 e.Kr.: "Men selv om han (Hermanaric, konge af de østlige Goters) er berømt for sin erobringer af så mange racer, gav han ikke sig selv fred, før han havde dræbt nogle i kamp og derefter reduceret den resterende del af Herulernes stamme (gentem Erulorum) til sine undersåtter, hvis leder var Alaric. Nu førnævnte race, som historikeren Ablabius fortæller os, boede i nærheden af Lake Maeotis på sumpede steder, som Grækerne kalder ele; derfor blev de navngivet Eluri. De var et folk hurtigt til fods, og af den grund var det mere opblæste af stolthed, for der var dengang ingen race, der ikke valgte dem som let-bevæbnede tropper i kamp. Men selvom deres hurtighed ofte reddede dem fra andre, der førte krig mod dem, blev de overvundet af de sindige og stabile Goter; og en lykkelig skæbne bragte det til at ske, at de, såvel som andre stammer, måtte tjene Hermanaric, konge af Goterne. Efter nedslagtningen af Herulerne, førte samme Hermanaric også våben mod Venethi."
Thor i dialog med dværgen Alvis. Illustration til Alvismal tegnet af W. G. Collingwood.
Forfatteren tror at Goter var en samlebetegnelse for forskellige grupper, som dog forstod hinanden indbyrdes på grund af deres fælles Gotiske sprog og kultur. Men hvis Heruler blot var et andet Germansk eller Gotisk folkevandringsfolk, hvorfor skrev de antikke kilder så: "Goter og Heruler". De kunne have nøjedes med at skrive "Goter". Der må have været kvalitative forskelle mellem Goter og Heruler, for eksempel forskelligt sprog, kultur og fysisk fremtoning.
I sin beretning om den Vandalske krig opregnede Procopius de Gotiske nationer: "I tidligere tider var der mange Gotiske nationer, ligesom også på nuværende tidspunkt, men de største og vigtigste af alle er Goterne, Vandalerne, Vestgoterne, og Gepaedes. I oldtiden blev de imidlertid kaldt Sauromatae og Melanchlaeni, og der var også nogle, som kaldte disse nationer Getic." Procopius var general Belisarius' sekretær gennem tre krige nemlig mod Perserne, Vandalerne og Goterne, og i alle kampagner havde Heruler været en del af den Romerske hær. Han må have haft et ganske godt kendskab til Heruler, og når han ikke medregner dem blandt de Gotiske nationer, så må det have været fordi at de netop ikke var Goter.
Sidonius Appollinaris skrev om Herulerne: " - her vandrer Herulen med stålblå kinder, der lever ved havets tangfyldte afkroge langs Oceanets fjerneste kyster".
Claus Deleurans fremstilling af det berømte slag på de Kataluniske marker i 451 e.Kr. hvor der ifølge Jordanes deltog Heruler på Attilas side. Fra "Danmarkshistorie for Folket".
Herulerne kæmpede under Attila i slaget på de Kataluniske marker. Efter Attilas død og opgøret med hans sønner i slaget ved Nedao i 454 e.Kr., rev de sig løs fra Hunnerne, etablerede deres egne riger og nogle sluttede sig til Odoacer i Italien. Odovacar var en Sciri, som var øverstbefalende for de kejserlige tropper, der afsatte den sidste Vestromerske kejser Romulus Augustus i 476 e.Kr.
Jordanes fortæller om opgøret med Hunnerne ved floden Nedao: "For da tror jeg, en mest bemærkelsesværdig forestilling må have fundet sted, hvor man kunne se Goter kæmpe med lanser, Gepidae rase med sværd, Rugi brække spyddene af i deres egne sår, Suavi kæmpe til fods, Hunnerne med deres buer, Alani opstillet i en tungt bevæbnet kamplinie og Herulerne som let-bevæbnede krigere."
Paulus Diaconus fortæller at Herulerne var en del af Odovacar's hær i Italien: " - da han (Odovacar) havde samlet de nationer, der var genstand for hans suverænitet, hvilket var Turcilingi (Thuringer) og Heroli og den del af Rugiere, han allerede var i besiddelse af, og også befolkningen i Italien, kom han til Rugiland og kæmpede mod Rugiere."
Videre fortæller Paulus i sin Historia Langobardorum at Herulernes konge hed Rodolf. Den Heruliske konges broder gæstede Langobarderne for at aftale en fred. Efter endt mission var han i færd med at vende hjem, men blev inviteret til et glas vin af en Langobardisk prinsesse, som imidlertid så ned på ham fordi han var så lille: " - og fordi han var lille af vækst, så pigen ned på ham i ringeagtende stolthed og tiltalte ham med spottende ord." Hun arrangerede at hendes tjenere dræbte puslingen med et spyd bagfra gennem et vindue, medens han drak vin.
Rolf Krakes hirds sidste kamp. Hrodwulf, Rodulf, Rodolf og Rodolphus optræder som navne på Heruliske konger; det er nærliggende at tro at Rolf var et traditionelt Herulsk kongenavn, således som vi i dag har Frederik og Christian som traditionelle danske kongenavne. Filologen Niels Lukman foreslog i 1943 at Rolf Krake kunne have været en herulkonge ved navn Rodulf. Sagnet om Rolf Krake bliver derved en slags Skandinavisk kong Arthur legende elsket af skjalde. Tegning af Louis Moe.
Kong Rodolf sendte sine hærdede veteraner mod Langobarderne. Paulus fortæller: "Heroli var dengang veluddannede i krigeriske øvelser, og allerede meget berømte for deres mange sejre. Og enten for at kæmpe mere frit eller for at vise deres foragt for sår påført dem af fjenden, kæmpede de nøgne, idet de kun dækkede de skamfulde dele af kroppen." Kong Rodolf selv deltog ikke i kampen; han afventede slagets udfald i skyggen af et træ, idet han følte sig sikker på Herulisk sejr. For sent fik han at vide at Langobarderne havde fremgang, og han faldt sammen med største delen af sin hær."
Paulus fortæller kun at kongens bror var lille af vækst, men den slags ligger til familien, så kongen selv har sandsynligvis heller ikke været nogen kæmpe. En Herulisk konge, som forlod sit folk og søgte tilflugt i Konstantinopel, hed også Rodolphus, hvilket indikerer at det har været et traditionelt navn for Heruliske konger. Dette bringer tanken hen på sagnet om Rolf Krake, som også var lille af vækst.
Paulus Diaconus fortsatte: "- og siden da var al Heroli's mod så nedbrudt, at de derefter overhovedet ikke havde nogen konge over dem."
Kejser Justinian og hans følge som mosaik i Basilica of San Vitale i Ravenna. Den skæggede herre ved kejserens højre side menes at være Procopius' foresatte, general Belisarius. Han stod i spidsen for Justinians forsøg på at generobre det Vestlige Romerske Rige. Manden på kejserens venstre side menes at være eunukken Narses, som efterfulgte Belisarius som øverstkommanderende i Italien. Foto Archaeology Wiki.
Som general Belisarius sekretær deltog Procopius i det Østlige Romeriges krig mod Perserne i 531 e.Kr., mod Vandalerne i 532 e.Kr., og mod Goterne i Italien 535 e.Kr. Han nedskrev en meget beskrivende beretning om krigenes gang. Sammen med mange andre barbariske folk var Herulerne en del af den kejserlige hær i alle tre krige, og Procopius nævner dem mange gange.
Forud for et vigtigt slag i den Persiske krig hedder det: "Det yderste venstre af den lige grøft, som var forbunden med den krydsende grøft, så langt som til bakken, som rejser sig her, blev holdt af Bouzes med en stor styrke ryttere og Herulen Pharas med tre hundrede af hans nation." Øjensynligt var Herulerne her let infanteri til støtte for rytterne. Procopius bruger udtrykket "hans nation", hvilket viser at Herulerne virkelig var et folk, en race, med deres egen kultur og sikkert eget sprog.
Forud for slaget den følgende dag fik Pharas en kreativ ide: "Så trådte Pharas frem for Belisarius og Hermogenes og sagde: Det synes mig ikke, at jeg vil gøre fjenden nogen stor skade, hvis jeg bliver her med Herulerne; men hvis vi skjuler os bag denne bakke, og hvis vi så, når perserne er begyndt kampen, klatrer over bakken og pludselig kommer over deres bagtrop, idet vi beskyder dem bagfra, vil vi efter al sandsynlighed gøre dem størst skade."
Hvilket de gjorde: "Men først angreb de tre hundrede Eruli under Pharas fjendens bagtrop fra højtliggende terræn og gav en vidunderlig opvisning i tapre bedrifter imod dem alle og især Cadiseni."
Herulerne var blot et af mange barbariske folk i den Romerske hær. Om forberedelser til et andet slag hedder det: "Og han arrangerede soldaterne som følger. På hver side af teltet var Thrakerne og Illyrerne, derefter Goterne, og ved siden af dem Herulerne og endelig Vandaler og Maurer. Og deres linje strakte sig over en stor længde på sletten."
Maleri, som forestiller Procopius og Belisarius. Måske er det kunstnerens mening at Procopius er den ældre skæggede mand, men forfatteren tror at Procopius var en ung mand, ivrigt men lidt naiv, da han fulgte hærene og nedskrev sin beretning. Kun en ung mand kunne have haft fysik til at arbejde som krigskorrespondent gennem så lang tid. Ukendt kunstner. Foto Mikeaztec.wordpress.com.
I et slag blev Herulerne for ivrige og trængte for langt frem: "Og så ansporede Narses sine mænd til at gå frem og pressede endnu hårdere på fjenden, og resten af Romerne tog del i handlingen. Men de mænd, der var i baghold, som det er blevet sagt, kom pludselig ud fra kabinerne langs de smalle gyder, og idet de uventet faldt over dem, dræbte de nogle af Eruli" - "Og Perserne, idet de skød ind i de store masser af fjender i de smalle passager, dræbte et stort antal uden besvær, og især Herulerne, der som de første havde angrebet fjenden med Narses og kæmpede for det meste uden beskyttelse. For Heruler har hverken hjelm eller korselet eller andet beskyttende rustning, undtagen et skjold og en tyk jakke, som de binder om sig, før de går i kamp. Og faktisk Herulske slaver går i kamp endog uden et skjold, og når de viser sig som modige mænd i krig, så vil deres herrer tillade dem at beskytte sig selv i kamp med skjolde. Sådan er det skik hos Herulerne."
I 532 e. Kr. brød den såkaldte Nika Revolte mod kejser Justinian ud i Konstantinopel. Procopius fortæller at tusinder af oprørere havde samlet sig i Hippodromen for at krone en modkejser. De blev alle hugget ned af professionelle soldater under ledelse af generalerne Belisarius og Moundos. Belisarius rådede over sin livgarde, som også omfattede Thrakiske Goter, og Gepide prinsen Moundos "havde nogle Eroulian Barbarer med sig". De to generaler angreb den dårligt bevæbnede mængde fra hver sin ende af Hippodromen og huggede ned for fode. Det var den mest blodige revolte nogensinde i Konstantinopel, nogle historikere antager at 30.000 til 35.000 mennesker mistede livet inden oprøret var nedkæmpet.
Herulerne deltog også i Romernes følgende krig mod Vandalerne i Nord Afrika: "Og der fulgte med dem også fire hundrede Heruler, ledet af Pharas".
Romerne og Procopius havde ikke de helt store forventninger til Herulerne, men Pharas overraskede positivt ved tilfangetagelsen af den Vandalske konge, Gelimer: " - og så udvalgte han soldater, med Pharas som deres leder, og satte dem til at opretholde belejringen af bjerget. Nu, denne Pharas var energisk, grundigt, seriøs og på enhver måde retskaffen, selv om han var født som Herul. Og for en Herul er det ikke nogen let sag at stræbe efter retskaffenhed og ikke hengive sig til forræderi og drukkenskab, og dette fortjener masser af ros, men det var ikke kun Pharas, der opretholdt ordentlig opførsel, men også alle de Heruler, der fulgte ham. Altså, denne Pharas havde Belisarius befalet at etablere sig ved foden af bjerget i vinterperioden og holde omhyggelig vagt, så det ville ikke være muligt for Gelimer at forlade bjerget eller at bringe forsyninger til ham. Og Pharas handlede derefter."
Kejser Konstantin overvåger at Arianske kættere tvinges til at brænde deres bøger. Fra MS CLXV, Biblioteca Capitolare, Vercelli, 9th century. - Wikimedia commons.
Kejser Justinian var en meget ivrig katolik og tillod ingen afvigelser fra den kristne tro, og dette var en medvirkende årsag til et mytteri blandt de Romerske tropper efter sejren over Vandalerne: "I den romerske hær var der, da det skete, ikke mindre end et tusinde soldater af den Arianske tro; og de fleste af disse var barbarer, nogle af disse var af den Herulske nation." Måske var det specielt Herulerne, som var Ariansk kristne.
I Procopius' afsnit om den Gotiske krig nævnes Heruler først noget sent i krigens gang. Måske var der Heruler i Belisarius' hær fra begyndelsen, men vi hører ikke meget om dem. Men i den hær, som kejseren sendte 538 e.Kr. ledet af Narses var en stor gruppe: "Og omkring to tusinde af den Herulske nation fulgte ham også, under kommando af Visandus og Aluith og Phanitheus."
Procopius beretter om Narses' angreb på Caesena (Cesena), i hvilket der deltog Heruler: "Men da barbarerne forsvarede sig mandigt, faldt mange i kampen og blandt dem Phanitheus, lederen af Eruli".
"Nu, hvem i Verden Herulerne er, og hvordan de indgik i alliance med Romerne, skal jeg straks forklare." skrev Procopius i de afsluttende kapitler i "History of the Wars - Book V":
"Fordum var de vante til at bo på den anden side af Ister floden, idet de tilbad en stor mængde guder, hvem det syntes helligt at formilde ved menneskeofringer. Og de havde mange skikke, som ikke lignede andre menneskers. For de fik ikke lov til at leve, når de enten blev gamle eller syge; så snart en af dem blev overvundet af alderdom eller sygdom, var det nødvendigt for ham at bede sine slægtninge om at fjerne ham fra verden så hurtigt som muligt. Og disse pårørende ville ophobe en mængde træ til stor højde og lægge manden på toppen af træet, og så ville de sende en Herul, men ikke denne mands slægtning, til hans side med en dolk; for det var ikke lovligt for en frænde at være hans drabsmand. Og når deres familiemedlems' drabsmand var vendt tilbage, ville de straks brænde hele bunken af træ, idet de begyndte ved kanterne. Og efter at ilden var ophørt, ville de straks indsamle knoglerne og begrave dem i jorden. Og når en Herulsk mand døde, var det nødvendigt for hans kone, hvis hun gjorde krav på dyd og ønskede at efterlade sig et anstændigt navn, at dø ikke længe efter ved at hænge sig med et reb ved siden af sin mands grav. Og hvis hun ikke gjorde det, var resultatet, at hun derefter fik et dårligt omdømme og blev en krænkelse mod hendes mands familie. Sådan var de skikke, som blev fulgt af Heruler i oldtiden."
Brandpletgrav ved Storup på øen Mors. Graveskeen giver en idé om størrelsen. Udgravet af Mors Arkæologisk Forening. En brandpletgrav fremkommer at efter ligbrændingen har de efterladte skrabet de brændte knogler og resterne fra bålet sammen i et hul i jorden, og dækket det til. Graveskeen giver en ide om størrelsen. Udgravet af Mors Arkæologisk Forening - Hvis dette har været gravskikken i det østlige Danmark i den tidlige jernalder vil det forklare den påfaldende fundtomhed på Sjælland og i Skåne. I opdyrkede områder, hvor bønder har sået og pløjet gennem halvandet årtusinde siden da, vil sådanne grave være blevet fuldstændig usynliggjort.
En sådan begravelsesmetode ville kun efterlade nogle meget simple brandplet grave, som det ville være nærmest umuligt at finde efter halvandet tusinde år; og det kan forklare at man har fundet så få grave på Sjælland og Skåne fra den tidlige jernalder.
Vi må tro at Procopius havde sine oplyninger fra de nyankomne Heruler selv. Måske fordi de nyligt var omvendte til kristendommen synes de at have haft en ret kritisk, nærmest ironisk holdning til deres egen hedenske forhistorie: "Men som tiden gik, blev de overlegne i forhold til alle de barbarer, der boede omkring dem, både i magt og i antal, og som noget helt naturligt, blev de ved med med at angribe og besejre dem alvorligt og plyndre dem for deres ejendele med magt. Og endelig gjorde de Langobarderne, der var kristne, sammen med flere andre nationer til deres undersåtter og satte dem i skat, selvom barbarerne i denne region ikke var vant til den slags; men Herulerne blev fristet til at tage denne kurs af kærlighed til penge og af en lovløs ånd. - Men selve folket, idet de blev overordentlig misfornøjede, begyndte at håne deres leder Rodolphus uden mådehold, idet de hele tiden henvendte sig til ham og kaldte ham fej og kvindagtig, og skældte ham ud på den mest ustyrlige måde, derudover hånede de ham med visse andre navne. Og Rodolphus, idet han var ude af stand til at bære denne fornærmelse, marcherede mod Langobarderne, der ikke havde gjort noget forkert, uden at forlange af dem at bøde nogen fejl eller beskylde dem for nogen krænkelse af deres aftale, men at bringe dem en krig, der ikke havde nogen reel årsag."
Den hellige præst og martyr Maximus og mere end 50 kollegaer hænges i Salzburg i det moderne Østrig af Heruler under kong Odovacer måske omkring 480 e.Kr. Odovacer var en Ariansk kristen, men det siges at han sjældent intervenerede i religiøse anliggender, men tilsyneladende har han gjort det en enkel gang - Kobberstik fra 1716 i "Bavaria Sancta".
Det følgende slag blev et katastrofalt nederlag for Herulerne.
"Derfor var Herulerne ikke i længere stand at blive i deres oprindelige hjem, men rejste væk derfra så hurtigt som muligt, og idet de uden ophør bevægede sig fremad, gennemrejste de hele landet, som er hinsides Ister floden, sammen med deres koner og børn. Men da de nåede det land, hvor Rogi fordum boede, et folk, der havde sluttet sig til de Gotiske masser og draget til Italien, bosatte de sig på dette sted. Men da de blev presset af hungersnød, fordi de var i et goldt land, rejste de derfra ikke længe efter, og kom til et sted tæt på Gepaedes' land."
"Og først tillod Gepaedes dem at bo der og være naboer med dem, da de kom bønfaldende. Men bagefter uden god grund begyndte Gepaedes at praktisere uhellige gerninger på dem. For de krænkede deres kvinder og beslaglagde deres kvæg og anden ejendom, og afholdt sig ikke fra nogen ondskab uanset hvilken, og til sidst begyndte de et uretfærdig angreb på dem. Og Herulerne, ude af stand til at udholde alt dette længere, krydsede Ister floden og besluttede at leve som naboer til Romerne i regionen".
Kong Odovacer lader heruler dræbe de 55 martyrer fra Salzburg måske omkring 480 e.Kr. - Kobberstik fra 1716 i "Bavaria Sancta".
Indledningsvis hilste kejseren dem velkomne, men inden længe kom det til kampe mellem Heruler og Romere. "Men da Justinian blev kejser anviste han dem god jord og overbeviste dem til at blive kristne." Vi husker at Heruler tog del i det Arianske mytteri i Belisairus' hær i Afrika, så nogle Heruler var Arianere. Men Justinian var fanatisk katolik, og må have omvendt dem til den katolske kristendom. Der kan have været en religiøs splittelse blandt Herulerne, således at nogle var katolikker, og andre var Arianere, og dette kan have medvirket til deres endelige opløsning som et folk.
Procopius var meget betaget af beretningerne om midnatssolen og den mørke vinter på øen Thule (Skandinaviske halvø), hvilket viser at han var en nysgerrig og videbegærlig ung mand: "Og selvom jeg var ivrig efter at rejse til denne ø og blive et øjenvidne til de ting, jeg har fortalt, har ingen mulighed nogensinde vist sig. Men jeg spurgte dem, der kom til os fra øen, hvordan i alverden de er i stand til at udregne længden af dagene, da solen aldrig står op eller går ned på de fastlagte tider. Og de gav mig en forklaring, som er sand og troværdig."
De Skandinaviske soldater fortalte Procopius om den Nordiske jul: "Men når nætternes tid kommer, betragter de månen og stjernernes gang, og kan dermed beregne dagenes forløb. Og når en tid svarende til femogtredive dage er gået i denne lange nat, bliver visse mænd sendt til bjergtoppene - for dette er skik blandt dem, og når de fra dette punkt er i stand til at skimte solen, bringer de budskabet tilbage til folket om at inden fem dage vil solen skinne på dem. Og hele befolkningen fejrer en festival for den gode nyhed, og dette også i mørket. Og dette er den største festival, som de indfødte i Thule har."
Hjulkors helleristning som meget ligner et hjul med fire eger fra Fossum i Skien - Foto Telemark Fylkeskommune.
Fyrre dages mørke vil placere stedet et godt stykke nord for polarcirklen, og det er ikke sandsynligt at der levede andre end spredte jægere og renhyrder der i jernalderen. Der må have været nogle, som har haft Procopius til bedste. Men det fortæller alligevel at der var mænd i hæren, som antoges at være kommet fra Skandinavien. I bronzealderens religion, som sikkert også oprindeligt havde været Herulernes, spillede Solen en stor rolle, og vi fejrer jo stadig jul (hjul) så mange år efter.
Men - et sidespring - vi lægger mærke til at det ikke er en midvinter fest, som de beskriver, idet mørket varer 40 dage, og efter 35 dage vil de spejde efter solen, hvilket vil være midt i januar, og først derefter kommer selve festivalen, som man må antage fandt sted sidst i januar. Den bringer mere tanken hen på det kinesiske nytår, som også kaldes forårsfestival, og finder sted i slutningen af Januar eller begyndelsen af Februar. Oprindelsen til det Kinesiske nytår fortaber sig i fortidens tåger, men det kan meget vel være en oprindelig indo-europæisk begivenhed med samme urgamle rødder som buddhismen.
Hele den lange og detaljerede beretning om naturen og folkene på øen Thule i forbindelse med hans beretning om Herulerne indikerer at i hvert fald nogle af Herulerne virkelig kom fra Skandinavien - selvom han ikke skriver det direkte og entydigt.
Procopius var også en noget enfoldig ung mand, som loyalt nedskrev hvad Herulernes fjender havde at sige om dem: "De er dog stadig troløse imod dem (Romerne), og da de er tilbøjelige til griskhed, er de ivrige efter at gøre vold på deres naboer, de føler ingen skam ved en sådan adfærd. Og de parrer på en uhellig måde, især mænd med æsler, og de er de nedrigste af alle mænd og aldeles håbløse slyngler." Måske var det et indskud fra hans foresatte, Belisarius, som ikke brød sig om Heruler.
Manden på kejserens højre side på en mosaik i kirken San Vitale i Ravenna menes at være Belisarius. Han var Procopius' foresatte gennem tre krige. I alle disse var Heruler en del af hæren. Han menes at være født i 505 e.Kr. i moderne Bulgarien i en familie med Gotiske aner. Allerede 527 e.Kr., da han var først i tyverne, blev han udnævnt til øverstkommanderende for hæren i Syrien i krigen mod Perserne. Hans success i mange felttog vakte kejserens jalousi, og han blev trukket tilbage fra krigen i Italien i 540 e.Kr. og senere erstattet af eunukken Narses. Foto Petar Milosevic Wikipedia.
Procopius fortæller at da kejseren hørte hvad Goterne havde udrettet i Milan - nemlig at ødelægge byen, dræbe mændene og give kvinderne til Burgunderne - trak han Narses tilbage fra Italien og gjorde Belisarius til øverstkommanderende: "Men da Eruli erfarede, at Narses skulle forlade Italien, nægtede de at blive der længere, selv om Belisarius lovede, at de ville modtage mange fordele fra både ham selv og fra kejseren, hvis de blev; men de pakkede alle deres bagage og drog først til Ligurien. Der stødte de på Uraias' hær, og de solgte alle slaver og alle de dyr, som de havde med dem til fjenden, og fik dermed en stor sum penge, de aflagde en ed, om at de aldrig mere ville stille op mod Goterne eller kæmpe mod dem. Således foretog de deres tilbagetrækning i fred og kom til Veneternes land. Men da de mødte Vitalius der, begyndte de dog straks at angre de forkerte ting, som de havde gjort mod kejser Justinian. Og idet de søgte at frigøre sig for anklager mod dem, efterlod de der Visandus, en af deres ledere, med hans styrker, men alle de andre begav sig til Byzans under ledelse af Aluith og Philemuth, idet sidstnævnte have taget kommandoen efter Phanitheus, som blev dræbt ved Caesena."
Men det gik de tilbageblevne Heruler i Italien dårligt: "Mens de andre ledere holdt sig passive (i kampene) på grund af denne situation (ankomsten of kejserlige skatteopkrævere), havde Vitalius alene (for han havde tilfældigvis i Venetia en talrig hær blandt andet bestående af en stor skare af barbariske Eruli) modet til at tage kampen op med Ildibadus af frygt for, som det faktisk skete, at de på et senere tidspunkt, når hans magt var vokset kraftigt, ikke længere ville være i stand til at kontrollere ham. Men i den hårde kamp, som fandt sted nær byen Tarbesium (Treviso) blev Vitalius fuldstændig besejret og flygtede, idet han frelste nogle få mænd, men mistede de fleste af dem der. I denne kamp faldt mange Eruli og blandt dem blev Visandus, lederen af Eruli, dræbt."
Herulerne boede på Balkan nær byen Belgrad: "Også andre byer i Dacia omkring byen Singidunum (Belgrad) var blevet overtaget af Eruli som en gave fra kejseren, og her bor de på nuværende tidspunkt, idet de meget generelt overfalder og plyndrer byer i Ilyricum og Thracian. Nogle af dem er endda blevet romerske soldater, idet de gør tjeneste som foederati, som
de kaldes. Så når som helst udsendinge fra Eruli sendes til Byzans, repræsenterer de selve de mænd, som plyndrer romerske undersåtter, de indsamler hele deres bidrag fra kejseren uden den mindste vanskelighed og bærer det afsted med sig mod til deres hjem."
Kejseren sendte Narses til Herulerne for igen at rekruttere dem til krigen i Italien: "Kejseren sendte også eunukken Narses til Eruli's herskere, med henblik på at overtale de fleste af dem til at marchere til Italien. Og mange af Eruli fulgte ham, under kommando af Philemuth og visse andre, og de kom med ham ind i landet Thrakien. - Og ved et tilfælde i løbet af denne rejse skete det at de uventet gjorde Romerne en stor tjeneste. For en stor skare barbariske Schlaveni, havde for nylig krydset floden Ister, idet de plyndrede de tilstødende landskaber og tog et meget stort antal Romerne som slaver. Nu kom Eruli pludselig over disse barbarer og holdt slag med dem, selv om de var langt i undertal besejrede de dem uventet, og de dræbte nogle, og frigav fangerne alle som en og lod dem drage til deres hjem."
Manden på kejserens venstre side på mosaikken i San Vitale i Ravenna menes at være eunukken Narses. Da han i 551 e.Kr. ankom til Italien i spidsen for den største hær, som kejseren nogensinde havde sendt mod Goterne, var han efter sigende omkring 80 år gammel, men stadig åndsfrisk. Hæren inkluderede en stor gruppe Heruler. Manden på billedet ligner dog ikke en firsårig. Foto Vahan.hovh Wikipedia
Procopius fortæller også historien om hvordan Herulerne, dræbte deres konge og sendte bud til Skandinavien efter en ny: "Herulerne viste deres dyriske og fanatiske karakter mod deres egen konge, som hed Ochus, pludselig dræbte de manden uden god grund overhovedet, og mod ham havde de ingen andre anklager, end at de ønskede at være uden konge derefter. Og dog selv før dette, mens deres konge havde titlen, havde han næsten ingen fordele i forhold til en hvilken som helst privat borger. Men alle hævdede deres ret til at sidde med ham og spise med ham, og alle, som ønskede at fornærme ham, gjorde det uden at holde sig tilbage; for ingen mænd i verden er mindre bundet af konventioner eller mere ustabile end Herulerne. Nu da den onde gerning var blevet gennemført, angrede de straks. For, sagde de, de ikke var i stand til at leve uden en hersker og uden en general; så efter mange overvejelser forekom det dem på enhver måde bedst at sende bud efter en af deres kongelige familie fra øen Thule. Og grunden til dette vil jeg nu forklare."
Han tog tråden op igen efter en beskrivelse af øen Thule: "Ved denne lejlighed, efter at Herulerne, som boede blandt Romerne, havde begået mordet på deres konge, sendte de nogle af deres notabiliteter til øen Thule til at udsøge og bringe tilbage, hvem de var i stand til at finde der af det kongelige blod. Og da disse mænd nåede øen, fandt de mange der af det kongelige blod, men de valgte den mand, der behagede dem mest og startede hjemrejsen med ham. Men denne mand blev syg og døde, da han var kommet til Danis' land. Disse mænd rejste derfor endnu en gang til øen og sikrede sig en anden mand, Datius ved navn. Og han blev fulgt af sin bror Aordus og to hundrede unge Heruler fra Thule. Men da meget tid gik, mens de var fraværende på denne rejse, gik det op for Herulerne i nærheden af Singidunum at det ikke var i deres interesse at importere en hersker fra Thule imod kejser Justinians ønske. De sendte derfor udsendinge til Byzans, som tiggede kejseren om at sende dem en hersker efter hans eget valg. Og han sendte dem straks en af de Heruler, som længe havde tjent i Byzans, Suartuas ved navn. Først bød Herulerne ham velkommen og viste ham respekt og viste den sædvanlige lydighed mod hans befalinger; men ikke mange dage senere kom en budbringer med efterretninger om at mænd fra øen Thule var ganske nær. Og Suartuas befalede dem at drage ud for at møde disse mænd, hans hensigt var at ødelægge dem, og Herulerne, som godkendte hans formål, gik straks med ham. Men da de to styrker var i en afstand af en dags rejse fra hinanden, forlod alle kongens mænd ham om natten af sig selv og sluttede sig til de nyankomne, mens han selv tog flugten og drog mod Byzans uden ledsagere. Der påtog kejseren sig alvorligt med al sin magt at genindsætte ham i hans embede, og Herulerne idet de frygtede Romernes magt, besluttede at underkaste sig Gepaedes. Dette var altså årsagen til Herulernes oprør."
I de følgende kampe ser ud som om Heruler kæmpede mod Heruler: "De (Romerne) tog også femtenhundrede Eruli med dem som allierede, under kommando af Philemuth og andre. For bortset fra disse havde hele nationen af Eruli op til antallet af tre tusind allieret sig med
Gepaedes, da de havde gjort oprør fra Romerne ikke længe forinden."
"Nu skete det at en afdeling af Romerne, som var på march for at slutte sig til Lombarderne som allierede, uventet stødte på nogle af Eruli med Aordus, bror til deres hersker. Og en hård kamp fulgte, hvor Romerne sejrede, og de dræbte både Aordus og mange af Eruli."
Claus Delurans fremstilling af den sidste Herul i historien. En afdeling Heruler under Fulkaris faldt i et baghold i byen Parma. Beskrevet af Agathias af Mirineas i Om Justinians Regeringstid og af Gibbons. Foto Danmarkshistorie for Folket.
Nogle Romerske enheder, som inkluderede Heruler, under en general John hvilede på laurbærrene på et sted kaldet Lucania i Italien efter en let sejr over en deling Goter. De undlod at holde effektiv vagt og blev løbet over ende i et efterfølgende natligt Gotisk angreb: "Og da de først var uden for lejren løb de op i bjergene, hvoraf mange rejser sig tæt ved, og dermed blev de reddet. Blandt disse var John selv og Arufus, leder af Eruli. Af Romerne omkom omkring hundrede".
Kejseren sendte den ene hær efter den anden mod Goterne i Italien, herunder en deling Heruler under Verus: "Senere sendte han (kejseren) Verus med tre hundrede Eruli, og Varazes en
Armener af fødsel, og han tilbagekaldte Valerian fra hans post som general for Armenien og beordrede ham til at tage til Italien med sine ledsagere, spydmænd og vagter, som talte mere end et tusinde. Nu var Verus den første til at lægge ind i Dryus, og han forlod sine skibe der og var helt uvillig til at forblive på dette sted, hvor John's hær var, og drog fremad på hesteryg med sin hærstyrke. For denne mand var ikke af et alvorlig temperament, men han var fuldstændig afhængige af sygdommen drukkenskab, og derfor var han altid opfyldt af en ånd af hensynsløst vovemod. Og da de kom tæt på byen Brundisium, slog de lejr og forblev der."
"Og da Totila hørte om dette, sagde han: "Verus har en af to ting, enten en magtfuld hær eller et meget dumt hoved. Lad os gå imod ham med det samme, for enten at teste denne mands hær, eller for at lade ham indse sin egen dumhed ". Med disse ord marcherede Totilla imod ham med en talrig hær; og Eruli, som erfarede at fjenden var allerede nær, tog tilflugt i en skov, som var tæt ved. Og fjenden omringede dem og dræbte mere end to hundrede, og var ved at lægge hænderne på Verus selv og resten af styrken, som skjulte sig blandt tornebuskene, men lykken kom dem til hjælp og reddede dem uventet. For de skibe, som Varazes og Armenerne under ham sejlede med, løb pludselig op på stranden der. Nu, da Totilla så dette, antog han at den fjendtlige hær var mere talrig, end den virkelig var, trak han sig straks tilbage og marcherede væk derfra, mens Verus og hans mænd var glade for at nå deres skibe på deres flugt."
En af de sidste gange i historien, vi hører noget om Heruler, var da de kæmpede på Romersk side i det afgørende slag i den Gotiske krig i Italien, som var slaget ved Gualdo Tadino i 552 e.Kr., der også kaldes slaget ved de Galliske gravmæler. Det stod mellem den Romerske hær under Narses og Goterne under deres unge konge, Totila. "Tre tusind Heruler kæmpede på hesteryg under Philemuth, deres egen høvding, og den ædle Aratus"; på Romersk side kæmpede desuden 5.000 Langobarder og 400 Gepider," siges det.
Gibbons og Agathias af Mirineas fortæller om Heruler, som omkring 553 e.Kr. optrådte i den skrevne historie: "Fortroppen af den romerske hær var udstationeret nær Po under ledelse af Fulkaris, en tapper Herul, der overilet mente at personlig tapperhed var en kommandørs eneste pligt og kvalifikation. Da han uden orden eller forsigtighed marcherede henad Æmilian vejen, brød et baghold af Frankere pludselig frem fra Parmas amfiteater, hans tropper blev overraskede og fordrevet, men deres leder nægtede at flygte idet han til sidste øjeblik erklærede, at døden var mindre forfærdelig end at møde Narses' vrede."
Slaget ved Gualdo Tadino mellem den Romerske hær under Narses og Goterne under deres unge konge, Totila i 552 e.Kr. Det bliver også kaldt slaget ved Busta Gallorum (De Galliske Gravmæler) Antageligt af græsk oprindelse. Foto Carlos Marcelo Shaeferstein Qoura.
John Bagnall Bury bekræfter at der kunne være grund for Heruler at frygte Narses: "Forløbet af slaget ved Capua 554 e.Kr. blev bestemt af et tilfælde. En af de Heruliske ledere dræbte sin tjener for noget kriminalitet, og da Narses kaldte ham til ansvar, hævdede han at herrer havde magten over deres slavers liv og død og at han ville gøre det samme igen. Han blev henrettet efter Narses' ordre til stor forargelse for Herulerne, der trak sig ud af lejren, og sagde at de ikke ville kæmpe. Narses udarbejdede sin slagplan for kampen uden dem."
Det lyder som om Narses lavede en Cannæ på Frankerne, hvilket viser svinefylkningens begrænsning: "I mellemtiden var to Heruler deserteret til fjenden, og de overtalte Buccelin (Frankernes leder) om at hans chance var at angribe straks, medens Romerne var i bestyrtelse over Herul troppernes frafald. Buccelin opstillede sin hær, som udelukkende bestod af infanteri, i form af en dyb kolonne, som skulle trænge ligesom en kile gennem de fjendtlige linjer. I denne opstilling ankom Frankerne, bevæbnet med kastespyd, lanser, sværd og økser, overbeviste om, at de ville feje alle foran sig til side ved det første stormløb. Da trængte de ind i den centrale del (af Romernes linjer), der skulle have været besat af Heruler, idet de fortrængte de ydre rækker af det romerske infanteri på begge sider. Narses udstedte roligt ordrer til sine fløje om at angribe i en anden retningt, og fjenden blev fanget i krydsild fra kavaleriet, der alle var bevæbnede med buer" - "Deres rækker blev gradvist mejet ned, og derefter optrådte Sindual og hans Heruler på scenen." John B. Bury angiver Agathias som kilde.
5. Dani, Switheudi, Thuringi, Jyder og Aser
Dani, Switheudi, Thuringi, Jyder og Aser var efter al sandsynlighed fire fåtallige grupper af beslægtede folk, som oprindeligt kom fra Asien.
Ved Tryggevælde Å nær Himlingøje, Valløby og Varpelev i det østlige Sjælland har man udgravet en række store gravhøje og fundet mange objekter, som afviger markant fra den samtidige jernalderkultur's andre fund. Desuden var høj-begravelser ikke set i Skandinavien siden første halvdel af Bronzealderen; de var et markant brud på traditionen. Disse høje er dateret til omkring 200 e.Kr. og man må antage at de repræsenterer Dani. Man kan forestille sig at de først ankom til Skåne og fordrev Herulerne derfra. Dette kunne i så fald have fundet sted omkring 200-300 e.Kr. eller endog senere.
Fornemme mænd og kvinder er gennem generationer blevet begravet i de store gravhøje ved Tryggevælde Å sammen med kostbarheder, som for eksempel enestående sølvpokaler, halsringe, perlekæder, spillebrikker og Romersk fremstillede bægre og drikkehorn af glas og meget mere - men ingen våben. Rundt om højene har man fundet deres trælles og tjenestefolks mere beskedne grave - med få eller ingen gravgaver.
Kvindegrav fra Himlingøje fra omkring 200 e.Kr. fundet i 1949 og udstillet på Nationalmuseet. Foran kvinden ses hendes guldsmykker og lange halskæde med forskelligt farvede perler. Foto: Kulturjagt i Køge bugt.
Der er konstateret en slående lighed mellem gravene ved Tryggevælde Å og grave og gravgaver i Thüringen og det sydlige Saksen fra samme tid. Det er også foreslået at det danske -lev i landsbynavne svarer til -leben i landsbynavne i Thüringen. Det er temmelig sikkert at Dani og Thuringi var beslægtede folk.
Hvis Switheudi og Dani var af samme afstamning, og Dani og Thuringi var nært beslægtede folk, så har alle tre folk været belægtede. Det er lidt utilfredsstillende for denne teori at Jordanes også omtaler Sweans, som er af en anden race. Forfatteren har ingen sikker viden, men han tror at Switheudi og Sweans er identiske eller beslægtede.
Ynglinge Saga fortæller: "Sveigde tog rige efter sin far. Han gjorde løfte om at lede efter Gudehjem og Odin den Gamle. Han for med 12 mand vidt omkring i Verden; han kom til Tyrkland og til Store Svitjod og fandt der mange frænder. På denne færd var han fem år, så kom han tilbage og blev hjemme en stund. Han havde ude i Vanaheim fået en hustru, som hed Vana; deres søn hed Vanlande."
Fund fra Hågerup Fyn (1) sammenlignet med fund fra Leuna i Thuringen (2). I guldfingerringen fra Hågerup sidder en onyx-sten og i ringen fra Leuna sidder en carneol, men begge er prydet med et Merkur motiv. Den fynske er af Romersk oprindelse, medens den sydtyske er fremstiller uden for Romerriget. Som andre eksempler på ligheder kan nævnes sølvskeer, glas og sølvskåle - Tegning Eva Kock Nielsen. Foto Gyldendals og Politikkens Danmarks Historie 2 af Lotte Hedager.
I Gammel Uppsala i Sverige ligger tre store gravhøje og flere mindre gravhøje fra yngre jernalder af lignende størrelse, som højene ved Tryggevælde Å oprindelig må have været. To af de store høje indeholdt meget rige brandgrave med kongelige magtsymbolerfra 500-tallet e.Kr. Østhøjen rummede en 12-årig dreng og en kvinde; drengens udstyr omfattede bl.a. en krigerhjelm, et gulddekoreret enægget sværd og et bronzespejl. I Vesthøjen lå en mand og en kvinde; mandens udstyr omfattede bl.a. en krigerhjelm dekoreret med udskårne stene, et tveægget sværd med guldfæste og sandsynligvis et scepter. Ifølge Ynglingesaga var Ynglingeætten Sveernes kongeslægt, og Gammel Uppsala var deres gravplads.
Men når de svenske gravhøje er fra omkring år 500 e.Kr. og de Danske er fra omkring år 200 e.Kr. lyder det ikke sandsynligt at Dani nedstammer fra Sveerne, som det siges. Man må jo forvente at stamfædrene levede før efterkommere.
Rekonstruktion af grav ved Valløby syd for Køge. Den afdøde er en mand, som er stedt til hvile med et rigt udstyr af sølvpokaler, glas og bronzekar. Udgravningen i attenhundrede tallet viste at graven har været dækket af en stenomkranset høj, som er vist på tegningen henover den eksisterende høj med en stiplet linje. Tegnet af Magnus Petersen i 1873.
Snorre fortæller i indledningen til Ynglingesaga at "i landet østen for Tanakvisl lå en borg, som kaldtes Asgaard. Høvdingen i borgen hed Odin, og den var et stort blotsted. Odin var en stor hærmand, som for viden om og vandt sig mange riger." - "Men fordi Odin var fremsynet og troldkyndig, vidste han at hans efterkommere skulle bo og bygge i den nordlige del af verden. Derfor satte han sine brødre Ve og Vilje til at styre Asgaard, men selv for han bort med alle sine diane med ham, og mange andre folk. Først for han mod vest til Gardarige og så mod syd til Saxland; han havde mange sønner, han vandt sig et rige over en stor del af Saxland og satte sine sønner til at styre landet. Så for han mod nord til havet og slog sig ned på en ø, den hedder nu Odinsø på Fyn", hvilket må være Odense, som jo også bærer Odins navn.
Gravhøjene i Gamla Uppsala - Foto Wikimedia.org
Der er ingen direkte efterretninger om at Asia mændene, som slog sig ned på Fyn, var beslægtede med Switheudi, Dani og Thuringi. Men dette at Snorre lader Odin fortsætte til Sverige, hvor han bliver Ynglinge-ættens egentlige stamfader, tyder på at der var et slægtskab.
Spillebrikker af ben fundet i en mandsgrav i Varpelev nær Køge fra slutningen af 200-tallet. Foto: Kulturjagt i Køge bugt.
Det er alt sammen ret spekulativt, men man kan mene at Thuringi betyder efterkommere efter Thor, Thorninger så at sige, på samme måde som Ynglingene var efterkommerne efter Yngve. Snorre opregner Odins forfædre i hans fortale til Eddaen. "Hans berømte forfader var Thror, som vi kalder Thor, hans søn var Loridi, hans søn var Ejnridi, hans søn Vingethor, hans søn Vingener, hans søn Moda, hans søn Magni, hans søn Seskef, hans søn Bedvig, hans søn Atra, hans søn Itrmann, hans søn Heremod, hans søn Skjaldun, som kaldes Skjold, hans søn Bjaf, hans søn Jat, hans søn Gudolf, hans søn Finn, hans søn Frallaf og han havde sønnen Vodin, som var Odin." Hvilket må betyde at han mente at Odin og hans mænd, som slog sig ned på Fyn, også regnede sig selv som efterkommere efter Thor, som man også kan tro om Thuringi og sikkert også Dani og Switheudi.
Langskallet kvindekranie fra Varpelev på Stevns. Fra "Danmarks Oldtid" af Johannes Brøndsted.
Mange skeletter i grave i Danmark fra netop omkring 200-300 e.Kr. viser at de afdøde var ret høje og langskallede. Således havde en af de gravlagte i Himlingøje været tæt på 180 cm høj. Historikeren Palle Lauring skrev om Danis etniske særpræg: "De påfaldende mange langskallede kranier i gravene er sat i forbindelse med Danernes komme, og det er værd at slå fast, at det udprægede langskallede ret hurtigt forsvinder af gravene igen og afløses af omtrent samme situation som før. Det er udprægede overklasse grave, og vi må ikke glemme, at det netop med Danernes erobring af landet drejer sig om deres overklasse, det vil sige en ganske snæver kreds af ætter, måske kun ganske få familier, der sandsynligvis har været så sam-giftede at et enhedspræg lader sig forstå."
To sølvbægre fra Valløby ved Tryggevælde Å på Stevns. Dette er ikke Romersk stil, bægrenes design må repræsentere en kultur, som Dani har haft med sig, da de kom - fra Asien. Foto: verasir.dk.
Snorres fortale til Eddaen fortæller os, hvorfor dette særpræg ret hurtigt forsvandt igen: "Aserne tog sig hustruer der i landet; nogle giftede deres sønner med indenlandske kvinder. Alle disse slægter blev saa talrige, at rundt omkring i Saksland og over alle de nordlige lande spredtes de, saa at deres, Asiamændenes, tunge blev disse Landes egenlige tungemaal. Deraf, at deres forfædres navne er optegnede, mener man at kunne skønne, at disse navne har fulgt med denne tunge, samt at Aserne har bragt den med sig til de nordlige lande, til Norge og Sverrig, til Danmark og Saksland." - Snorre overdriver utvivlsomt Asernes sproglige indflydelse, da Skandinavisk og Tysk stadig idag er Germanske sprog, som minder om Gotisk, men det er sikkert rigtigt at Aserne har ydet et vigtigt bidrag til de Nordiske landes sprog.
Thuringia blev ret hurtigt erobret af Frankerne. Gregory of Tours fortæller hvordan: "Så kaldte han (kong Theodoric) Frankerne sammen og sagde til dem: "Vær vrede, jeg beder jer, både på grund af udåd mod mig og på grund af jeres frænders død, og husk, at Thuringi engang gjorde et voldsomt angreb på vore frænder og påførte meget skade på dem. Og de gav gidsler og var villige til at indgå fred med dem, men Thuringi dræbte gidslerne med forskellig tortur, og udførte et angreb på vore frænder, røvede al deres ejendom, og hang unge op i træer ved senerne i deres lår, og grusomt dræbte mere end to hundrede jomfruer, ved at binde deres arme til halsen af heste, som derefter blev ledt i modsatte retninger, idet de blev startet af et meget skarpt værktøj, rev de jomfruerne i stykker."
Uppåkra bægeret fra Uppåkra syd for Lund i Skåne. Bægeret er 165 mm. højt. Det er dekoreret med seks relief bånd af guld i Nordisk dyreornamentik stil I. Det menes at dekorationerne på bægeret er en videreudvikling af dekorationerne på bægrene fundet ved Tryggevælde Å på Sjælland. Foto: Bengt Almgren, Lund.
"Og andre blev lagt udstrakt på byens veje og pæle blev rammet i jorden, og de forårsagede lastede vogne at passere over dem, og efter at have brudt deres knogler, gav de dem til hunde og fugle som mad. Og nu har Hermenfred bedraget mig i, hvad han lovede, og nægter at udføre det. Se, vi har et almindeligt ord. Lad os med Guds hjælp gå mod dem." De hørte det og blev vrede over en sådan udåd, og med hjerte og sind angreb de Thuringia."
Men Thuringi fulgte ikke nogen regler for fair krigsførelse: "Og Thuringi forberedt krigsliste mod de angribende Frankerne. For de gravede grøfter i sletten, hvor kampen skulle finde sted, og shjulte dem med tykke græstørv, der gjorde at det syntes som en almindelig plan slette. Så da de begyndte at kæmpe, faldt mange af de Frankiske ryttere i disse grøfter, og det var en stor forhindring for dem."
Men Frankerne vandt som altid: "Da endelig Thuringi indså, at de blev voldsomt skåret i stumper og stykker, og da deres konge Hermenfred havde taget flugten, vendte de ryggen til og kom til floden Unstrut. Og sådan en nedslagtning af Thuringi fandt sted at flodsengen blev fyldt med dynger af lig, og Frankerne krydsede over dem, som på en bro til den anden bred. Efter at de havde vundet sejr, tog de landet i besiddelse og bragte det under deres kontrol."
Udvalg af gravgaver fundet i en kvindegrav på kirkebakken i Aarslev på Fyn i 1820. Foruden adskillige bronzefade, bronzespande og sølvskeer havde den afdøde kvinde fået en mængde enestående smykker med sig i graven, heriblandt syv hængesmykker i guld med uddreven løvemaske og halvædelstene og en dragtnål af sølv. Det er interessant at de vidste hvordan en løve ser ud, selv om der ikke har levet løver i Europa i de sidste 100.000 år. Foto Lennart Larsen - Gyldendal og Politikkens Danmarkshistorie 2.
I Ynglingesaga får vi nogle oplysninger om Switheudi's eller Sweaernes kultur: "Odin gjorde det til lov i landene sine, som før havde været lov hos Æsene, således bød han at de skulle brænde alle døde og bære deres ejendele på bålet med dem, han sagde at så stor rigdom skulle hver komme til Valhal med, som han havde med sig på bålet, og det skulle han også have nytte af, som han selv havde gravet ned i jorden. Asken skulle de bære ud på havet eller grave ned i Jorden; efter tapre mænd skulle de bygge en høj til hans minde, og efter alle de mænd, som der havde været noget mandfolk ved, skulle de rejse bautastene, og den skik holdt sig længe efter. Ved vinterdag skulle de blote for godt år, ved midvinter for grøde, men ved sommerdag var det sejrblot. Over hele Svitjod gav folk skat til Odin, en penning for hver næse, men han skulle værge landet for ufred og blote for dem til godt år." - "Odin døde sottedøden i Svitjod, men da han var nær døden, lod han sig mærke med spydod og tilegne sig alle våbendøde mænd."
6. Aserne kom fra Asien
Den islandske sagaforfatter Snorre Sturlason skrev udtrykkeligt at Aserne kom fra Asien. Asiemændene kaldte han dem.
Qin Shi Huangs gravhøj ved Xian - Foto: chinawhisper.com.
I Norden havde man ikke opført gravhøje i tusind år, men i Asien var det ikke noget nyt. Hele vejen over steppen fra Rusland til Kina ligger der utallige gravhøje, blot tænk på Qin shi Huangs monumentale gravhøj ved Xian. Gravhøjene ved Himlingøje, Gammel Uppsala og til sidst i Jelling repræsenterede sandsynligvis en skik, som de nye herskere havde medbragt fra deres tidligere hjem.
Det kan forekomme vidtløftigt at påstå at Dani, Switheudi, Thuringi og Asiamændene kom fra Asien. Men prøv at overveje: De medbragte efter al sandsynlighed en ret høj kultur; som ikke kan genkendes fra nogen områder indenfor Romerriget; hvor skulle de så komme fra, hvis ikke fra Asien?
"Cherchen Manden" blev fundet i Cherchen i Tarim Bækken nogle hundrede kilometer vest for Dun Huang. Foto Mummipedia Wiki.
Til højre: "Cherchen Kvinden" døde også omkring 1.000 BC som en ung kvinde. Hun var 1,9 meter høj. Foto kinesisk internet.
Dana betød flod på et oprindeligt proto-indoeuropæisk sprog, som taltes i Europa længe før de havde hørt om Aserne. Men Indoeuropæiske sprog var også vidt udbredte i Asien; indo- står for eksempel for Indien. Indoeuropæiske folk, som boede ved floder i det ellers ret tørre centrale Asien, kan meget vel have kaldt sig selv for noget med Dan eller Dana.
Tarim Bækken set fra rummet. Foto kinesisk internet.
Hvor finder vi da høje ranglede personer af kaukasisk type i Asien? Det gør vi i Tarim Bækken i den nuværende kinesiske provins Xin Jiang. En af de mest kendte er "Cherchen Manden", som blev fundet i Cherchen nogle hundrede kilometer vest for Dun Huang. Han var 2 meter høj, havde lysebrunt skæg og bar hvide hjorteskindsbukser med filt indlæg og uldne bukser og jakke. Han døde da han var 55 år gammel i 1.000 BC.
En anden er "Cherchen Kvinden", som også var fra Cherchen og også døde i 1.000 BC som en ung kvinde. Hun var 1,9 meter høj. Hun bar hjorteskinds støvler og rød ulden kjole.
Optegning af øst væggen af sogderen Wirkaks Sarkofag i Xian. Sogderne var et kaukasisk folk, som drev omfattende handel i Kina. Desuden boede de i de Sogdiske bystater omkring moderne Usbekistan. I Kina blev de fordrevet og ødelagt i forbindelse med den såkaldte An Lushan revolution 763 e.Kr. og i Uzbekistan blev de overvundet af Arabiske muslimer i 700-tallet.
Wirkak og hans hustru døde i en høj alder, efter et langt liv fyldt med fredelige gerninger, handelsrejser og vigtige forhandlinger. På hans sarkofag er ingen antydning af kamp og strid. Og derfor kom de i Paradiset, kan man formode.
Øverst til venstre svæver solguden Mithra over Verden sammen med nogle "apsaras", som er en slags engle, og vingede heste. En synder syntes at være i frit fald ned mod vandet. Under broen lurer monstre på de syndere, som vil blive afvist af broens vogtere. På broen antages de afdøde at møde en ung lys kvinde, som vil være personificeringen af deres livs gerninger.
Den Skandinaviske mytologi indeholder et helt lignende motiv, men så at sige med modsat fortegn: Efter Balders død påtog Hermod sig at ride til de dødes rige, "Hel", for at udvirke, at han kunne komme tilbage til de levendes Verden. Hermod kom til Gjallar Broen, som de afdøde skal passere for at komme til de dødes rige. Her bliver han råbt an af møen Modgun, som vogter broen. Hermod fik udvirket, at hvis alle i hele Verden ville græde over Balders død, ville han blive løsladt fra underverdenen.
Det syntes som om Aserne engang i fortiden har dyrket den samme ariske religion som Sogderne. Men at de har forkastet den som blødsøden overtro og ændret den. De har degraderet det Sogdiske Paradis til en mørk og skummel underverden. Måske har de skiftet tro, tvungen af tidens barske nødvendighed. Foto Kinesisk internet.
Adskillige kaukasiske folkeslag i Asien angav deres oprindelige hjem som Tarim bækken. Måske var det et slags refugium under den sidste del af istiden, som hulerne i Spanien og Frankrig var det i Europa. Et kinesisk dokument fra Han Dynasty, "Hou Han Shu", beskriver Central Asien vest for Kina i de første par århundreder AC. Det opregner 36 kongedømmer, heriblandt de fleste i Xin Jiang, men også en del vest for Pamir. Området blev senere opdelt i 55 kongedømmer, siges det.
Den buddhistiske munk Fa-xian rejste igennem oasebyerne i Tarim Bækken ca. 400 AC, han skrev: "Alle kongedømmerne havde i tusindvis af munke, og hvert kongedømme talte deres eget barbariske sprog."
Den firearmede Sogdiske gudinde Nana med solen i den ene hånd og månen i en anden - siddende på en løve - optegning fra et udgravet Sogdisk hus i Uzbekistan. For Sogderne var Nana en meget vigtig gudinde. I den Skandinaviske gudeverden har hun en mere tilbagetrukken rolle som Balders hustru. Foto kinesisk internet.
De tidlige opdagelsesrejsende i Central Asien, Przhevalskii, Svend Hedin, Stein, Le Coq, Pelliot, Kozlov og andre indsamlede en mængde gamle dokumenter i Tarim Bækken, som var bevaret gennem mere end tusind år i det ekstremt tørre klima. En stor del var skrevet på et hidtil ukendt sprog, som blev kaldt Tokharian. Det viste sig at være et indoeuropæisk sprog med ligheder til navnlig tysk og keltisk sprog, siges det. Det blev fundet i to varianter, Tokharian A og B.
Tocharin A har mange ord til fælles med dansk, som for eksempel "ko", "malke", "nu" og "samme". "Søn" hedder "se" på Tocharian A, det minder om det sidste led "-sen" i traditionelle danske efternavne, Han-sen, Niel-sen, Mad-sen og så videre. Det afsluttende "n" kan være en bøjningsendelse, dem er der jo mange af i Indoeuropæiske sprog. På dansk tilføjer vi -n eller -en for at gøre et navneord bestemt, så måske betød "-sen" oprindeligt "sønnen".
Figur fra Khotan i Tarim Bækken fra Tang dynasty perioden - Foto Hong Kong Heritage Museum.
Øst for Tarim Bækken - i den nordlige del af den moderne kinesiske provins Gansu - boede for mere end to tusind år siden Yuezhi folket, således kaldt af kineserne. De udøvede agerbrug, kvægavl og avlede heste. De brændte deres døde. Hos kineserne var de kendt for deres hårvækst, deres hvide hud, deres forkærlighed for stegte påfugle og for deres store ølforbrug.
Nogle efterkommere efter Yuezhi kaldte sig senere i historien for Kushans og var et af de Indoeuropæiske folk, som invaderede Indien og blev en årsag til Indernes indoeuropæisk sprog. Sogderne regnede sig også som efterkommere efter Yuezhi.
Yuezhi blev angrebet af Xiongnu folket, måske hunnernes eller tyrkernes forfædre. I Xiongnu kongen Moduns budskab til den kinesiske kejser hedder det: "Den udvalgte hellige prins blev drevet vestpå til "Yue-te" (udtales "Jye-te"), (Yuezhi) landet. Der imidlertid, himlen støttede vores sag: Vore officerer og tropper var loyale og trofaste, vore heste var stærke og ædle, og ved nedslagtning, halshugning, underkuelse og pacificering, gennemførte vor hær den komplette reduktion af Yue-te." Som oversat af Daniel C. Waugh i "The Han Histories".
Bogstaverne Y og J kan i forskellige sprog repræsentere samme lyd og det samme gælder for Y og U, og derfor er det ikke urimeligt at tro at Jat eller Jætte er afledt af Jye-te, der af Kineserne blev kaldt Yue-zhi.
I Indien findes omkring 30 millioner mennesker, som identificerer sig selv som "Jat", hvilket sil sige efterkommere efter Kushans, Massagetes og andre indoeuropæiske erobrere. En typisk "Jat" har efter Indiske forhold ret lys hud, han er høj og stærk med kaukasiske ansigtstræk. I Indien bliver de opfattet som flittige og ret hurtige i opfattelsen.
Mange saltsøer i Centralasien hedder noget med "nor", som for eksempel Koko Nor, Orku Nor, Ebi Nor, Ubsa Nor, Ayar Nor, Ulungur Nor, Durga Nor, Kara Nor og den nu forsvundne Lop Nor, hvilket er ganske tilsvarende betegnelsen for lavandede indsøer med brakvand i Skandinavien for eksempel Kertinge Nor, Korsør Nor, Stege Nor, Hedeby Nor og Vindeby Nor og så videre.
Typer på hulemalerier i Mogave Caves ved Dun Huang fra Northern Wei perioden - Nogle barske mænd, var de konger? Foto kinesisk internet.
I Justin's prologue til Pompejus Trogus' bog XLII, nævnes Aserne som en slags elite gruppe eller slægt: "Reges Tocharorum Asiani interitusque Saraucarum", som betyder: "Asiani blev konger af Tochari og udslettede kongen af Saka."
Der boede mange folkeslag omkring Codanus bugten. Dani må have haft deres navn, før de ankom til de nordlige egne. Måske har de set som et tegn fra guderne at de skulle herske over dette land at bugten eller flodmundingen hed Codanus.
7. Anglerne
Anglerne var et Gotisk folk som oprindeligt levede i Slesvig nord for Ejderen og senere udvandrede til Britanien, hvor de gav landet navnet, Angleland - England.
De blev først nævnt af Tacitus: "Derefter (efter Langobarderne) kommer Reudigni, Aviones, Anglii, Varini, Eudoses, Suardones og Nuithones; hvilke alle levede beskyttet bag volde af floder og skove." Det betyder at de levede nær Sakserne, som var Varini. Men, som sagt, Tacitus siger ikke noget om jyder, fordi de var der formentligt ikke.
Den ærværdige Bede bekræfter fem hundrede år senere at Anglii boede på den Kimbriske halvø før de kom til Storbritannien, i et land kaldet Angulus, "som ligger mellem Jydernes og Saksernes områder, og er forblevet ubefolket indtil den dag i dag." Men Bede nævner Jyderne.
Ottars rejsebeskrivelse, som er tilføjet i Alfred den Stores oversættelse af Orosius' Romerske Historie fra omkring 850 e.Kr, bekræfter også at Anglerne i England kom fra det nuværende Sønderjylland og Slesvig: "- to dage før han kom til Hedeby, havde han til styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I disse egne boede Anglerne, før de kom her til landet."
Anglerne var et folk, som ikke var bange for store projekter, herunder store forsvarsanlæg og den omfattende udvandring til Britanien.
Olmerdiget nær Tinglev antages at have været Anglernes nordlige forsvarsværk. Det er opført mellem 40 og 50 e.Kr, udbygget og repareret mellem 80 og 90 e.Kr. og igen udbygget mellem 100 og 110 e.Kr. Det er mere end tolv km. langt, og strækker sig groft set mellem Tinglev og Aabenraa. Digets funktion har været at danne en spærring, som udfyldte mellemrum mellem naturlige spærringer, som udgjordes af vådområder. Diget var opbygget af palisadehegn, grav og vold.
Uffe med sværdet Skræp. Der kom bud fra Sakserne at de ønskede at overtage Anglernes rige, da kong Vermund var gammel og affældig. Hvis Anglerne ønskede det, ville den Saksiske kongesøn møde Anglernes kongesøn i en tvekamp på en holm i Ejderen og der afgøre sagen. Prins Uffe, som var stor og stærk men aldrig før havde gjort sig bemærket, trådte frem og erklærede at han var rede, desuden kunne Saxerne stille med deres stærkeste kæmpe til hjælp for deres prins, sagde han. Vermund gravede sit gamle rustne sværd, Skræp, op fra jorden og med det i hånd overvandt Uffe begge Saxerne - ukendt kunstner. Fra fortidensjellling.dk.
Det menes at Anglerne udvidede deres område mod nord, og derfor opgav de Olmerdiget og opførte i stedet Vendersvold, som er dateret til 279 e.Kr. Volden kan stadig spores i landskabet syd for Øster Løgum mellem Aabenraa og Haderslev. Den strakte sig ind i landet i forlængelse af et vådområde, som ligger i bunden af Genner Bugt. Den var forsynet med palisader af eg og havde en 1,5 m. dyb voldgrav på nordsiden.
Det er temmelig sikkert at Ejderen var Anglernes sydgrænse mod Sakserne. I Widsith digtet fortælles:
Offa regerede Anglerne, Alewih Danerne.
Han var den tapreste af alle de mænd,
men kunne ikke besejre Offa i våbendåd,
og den ædle Offa, mens han stadig var en dreng
vandt i kamp den største af kongeriger.
Ingen i denne alder har nogensinde opnået
mere ære, end han gjorde. Med sit sværd alene
markerede han grænsen mod Myrginger
ved mundingen af Ejderen (Fifeldore).
Saxo beretter om holmgangen mellem den Angliske kongesøn Uffe og to Saksiske kæmper: "Da den aftalte tid kom, begav de sig til kamppladsen. Det var en holm i floden Ejderen, som man kun til skibs kunne komme over på." - "På begge flodens bredder var der fuldt af mennesker." Han skrev ikke at den ene bred tilhørte Sakserne og den anden Anglerne, men det ligger implicit i selve situationen.
Anglerne under Hengest og Horsa lander i Britannien og bydes velkommen af den Britiske kong Vortigern, som selv havde inviteret dem som hjælp mod Picterne. Den Walisiske munk Nennius skrev at Vortigern bad Sakserne om hjælp, men det kan have været både Anglere og Saksere - Tegning ukendt kunstner. Foto Tourism and Local History qsl.net.
I Anglo Saxon Chronicle for året 449 e.Kr. står: "I dette år overtog Marcian og Ventinian riget, og herskede i syv vintre. I deres dage landede Hengest og Horsa, inviteret af Wurtgern, konge af Briterne til hans hjælp, i Storbritannien på et sted, der hedder Ipwinesfleet; først og fremmest for at støtte Briterne, men bagefter kæmpede de imod dem. Kongen instruerede dem at kæmpe mod Pikterne; og de gjorde det; og fik sejr, hvor som helst de kom. Derefter sendte de bud hjem til Anglia, og bad dem om at sende mere hjælp. De beskrev Briternes uduelighed, og landets rigdom. Derefter sendte de dem mere støtte. Så kom mænd fra tre nationer i Germanien; Gammel Sakserne, Anglerne og Jyderne. Fra Jyderne nedstammer mænd fra Kent, Wightwarianerne (dvs. den stamme, der nu bor i Isle of Wight), og deres slægtninge i Wessex, som mænd endnu kalder Jydernes slægt. Fra Gammel Sakserne nedstammer folk i Essex og Sussex og Wessex. Fra Anglia, som lige siden har ligget øde mellem Jyderne og Sakserne, kom East Anglians, Middle Angles, Mercians, og alle dem, nord for Humber. Deres ledere var to brødre, Hengest og Horsa; der var sønner af Wihtgils; Wihtgils var søn af Witta, Witta af Wecta, Wecta af Woden. Fra denne Woden opstod hele vor kongelige Slægt og også Southumbrians."
De Angel-Saksiske kongeriger i Britanien. Foto Wikimedia Commons.
Det siges at Anglerne i samlet flok udvandrede til Britannien og efterlod deres oprindelige land øde, men det ville have været en logistisk umulighed. Det må have drejet sig om mere end hundrede tusinde mennesker. De må have sejlet i skibe, som muligvis kan have lignet Nydambåden eller de samtidige Romerske skibe fra Middelhavet, det vil sige lidt uelegant byggede, lidt mindre end vikingeskibe, muligvis med et enkelt råsejl. De ville kun kunne have sejlet om sommeren, kun i godt vejr og kun i gunstig vind.
Fra Hengest og Horsa's ankomst til Britanien i 449 e.Kr. til dannelsen af det sidste Angliske kongedømme, Mercia, i 585 e.Kr. hengik 136 år. Angler, Saxer og Jyder må have sivet ind i Britannien, sikkert på lignende måde og i samme tempo, som muslimerne i dag ankommer til Europa.
Sankt Gildas var en munk, som levede omkring 500 e.Kr. i det sydlige Wales. Han skrev: "de bad om at få forsyninger, idet de falskt fremstillede sig selv som soldater, klare til at gennemgå ekstreme farer for deres fremragende værter. Leverancerne blev givet, som i lang tid "lukkede hundens mund". Så klagede de igen over, at deres månedlige godtgørelse var utilstrækkelig - og svor, at de ville bryde deres aftale og plyndre hele øen, hvis ikke flere overdådige betalinger blev dynget på dem. Der var ingen forsinkelse, de omsatte deres trusler til handling med øjeblikkelig virkning."
"Hævnens ild, retfærdigt tændt af tidligere forbrydelser, spredtes fra hav til hav, fodret af hænderne på vore fjender i øst, og ophørte ikke før de omkringliggende byer og landområder var ødelagt. Den nåede den anden side af øen, og dyppede sin røde og brutale tunge i det vestlige ocean" - "De har nedbrændt helligdommen med ild; de har forurenet Tabernaklet på jorden i dit Navn. Og igen: Gud, hedningerne er kommet ind i din arv; dit hellige Tempel har de besmittet, så alle søjlerne blev jævnet med jorden af de hyppige slag af rambukke, alle bønder er fordrevet, sammen med deres biskopper, præster og folket, mens sværdet glimtede, og flammerne knitrede omkring dem på alle sider. Sørgeligt at se, midt i gaderne lå toppen af høje tårne, tumlet til jorden, sten fra høje mure, hellige altre, fragmenter af menneskekroppe, dækket med gustent koaguleret blod, det ser ud som hvis de var blevet presset sammen i en presse."
Henrik af Huntingdon skrev i Historia Anglorum: "Grundlæggeren af riget Øst-Anglia, som omfatter Norfolk og Suffolk, var Uffa, fra hvem Kongerne af East Anglia blev kaldt Uffingas."
Offa's Dyke nær Clun, Shropshire, England. Anglerne havde ikke glemt, hvordan man laver store forsvarsværker. I deres nye land opførte de endnu længere og større forsvarsvolde, end de havde gjort i deres Sønderjyske hjem. Offa's Dyke er 240 km. langt og følger groft set grænsen mellem England og Wales, som dengang var grænsen mellem det Angliske kongedømme Mercia og det Walisiske kongedømme Prowys. Foto: Ghmyrtle - Wikipedia
Munken Roger of Wendover skrev: "I 527 regerede Justinian Romerriget i 38 år indtil 565. - Hedninge kom fra Germanien og besatte East Anglia, der er Øst Anglernes land; og nogle af dem invaderede Mercia og førte krig mod Briterne. Men da deres lederne var mange, er deres navne gået tabt. I dette år blev Øst Saksernes Rige grundlagt, som nu kaldes Essex. Det blev først regeret, siges det, af Erkenwine."
Anglo Saxon Chronicles fortæller om året 552 e.Kr. at "I dette år kæmpede Cynric med Briter på det sted, som kaldes Sarum, og jog dem på flugt. Cerdic var far til Cynric, Cerdic var søn af Elesa, Elesa af Esla, Esla af Gewis, Gewis af Wye, Wye af Frewin, Frewin af Frithgar, Frithgar af Brand, Brand af Balday, Balday af Woden. I dette år blev Ethelbert, søn af Ermenric, født, som i det toogtredivte år af sin regeringstid modtog dåbsritualet, den første af alle konger i Storbritannien."
På højdedraget Sutton Hoo 12 km øst for Ipswich fandt man i 1938 en uforstyrret Anglisk skibsgrav fra det tidlige 600-tal. Det antages at kong Rædwald af the East Angles blev begravet i skibet. Skønt praktisk talt intet af det oprindelige træ er bevaret, er skibets form perfekt bevaret. Aftryk i sandet har erstattet selve træet og viser mange konstruktionsdetaljer. Næsten alle jern nitter var i deres oprindelige positioner. De vigtigste genstande fra skibs-begravelsen er udstillet i British Museum, herunder en rustning dekoreret med guld og ædelstene, en ceremoniel hjelm, skjold og sværd, en lyre, og mange genstande fra Byzans fremstillet af sølv.
Roger af Wendover skrev: "I året 585 AD begyndte Kongeriget Mercia, hvis første konge var Credda. På dette tidspunkt var da alle Anglernes og Saksernes riger dannet, idet de var otte i alt."
Anglernes og Saksernes herredømme i Britannien var fuldstændigt. Det er ret sandsynligt, at erobrerne holdt mange keltere som trælle, og at mange af angelsakserne giftede sig keltiske kvinder. Mange keltere flygtede til Wales, Cornwall og Bretagne.
Oprørsforsøg blev skånselløst undertrykt. Anglo-Saxon Chronicle beretter om året 490 e.Kr.: "I dette år belejrede Ella og Cissa byen Andred og dræbte alle, der var deri; ikke en eneste Brite fandtes der bagefter."
Hjælmen fra Sutton Hoo skibet - Den blev fundet rusten og i mange små stykker, som det er lykkedes arkæologer at samle.
Mange stednavne i England kan føres tilbage til Keltisk, som for eksempel Kent, som kommer fra det Keltiske "Canti", Devonshire indeholder det Keltiske stammenavn "Dumnonii", og Canterbury kommer fra det Keltiske "Durovernum". Men i selve det Engelske sprog er Keltisk indflydelse nærmest ubetydelig. Den begrænser sig til ganske få sjældent brugte ord, som for eksempel "binn" for kurv, "crag" for bjergtop og "luh" for sø.
Anglernes og Saksernes sprog, som smeltede sammen til Old English, var alle nært beslægtede gotiske sprog, som var langt nærmere de skandinaviske sprog end moderne engelsk, for eksempel hellig hed "hælig", ben (knogle) hed "bæn", reb hed "ræp" og båd hed "bæt".
I begyndelsen af 800-tallet blev de Angliske kongedømmer angrebet af vikingehære under Lodbrog sønnerne Ivar og Ubbe. Nye hære under Svend Tveskæg og hans søn Knud fuldendte erobringen af Anglernes riger i det nordøstlige England 1003-1004 e.Kr.
8. Jyderne
Første gang Jyder optræder i den skrevne historie er i Anglo Saxon Chronicle for året 449: "Så kom mænd fra tre nationer i Germanien; Gammel Sakserne, Anglerne og Jyderne. Fra Jyderne nedstammer mænd fra Kent, Wightwarianerne (dvs. den stamme, der nu bor i Isle of Wight) og deres slægtninge i Wessex, som mænd endnu kalder Jydernes slægt."
Den Ærværdige Bede fastslog ganske klart, hvor Jyderne oprindeligt boede. De boede nord for Anglerne. I den samme periode og også flere hundrede år efter havde halvøen navnet Gotland, hvilket antyder at Jyderne blot var et af flere folk, som beboede halvøen Gotland. Foto eget arbejde.
Det gentages af Den Ærværdige Bede omkring år 700, og han fortæller desuden hvor Jyderne oprindeligt boede: "Fra landet Anglian, der er mellem Jydernes og Saxernes riger, som kaldes Angulus, og er forblevet øde indtil denne dag, kom East Angles, - "
Men stadig, da købmanden Ottar - næsten to hundrede år efter Bede - sejlede fra Norge til Hedeby, hed halvøen ikke Jylland. Den blev kaldt Gotland: "Ottar sagde: Syd for Skiringssal skærer et stort hav sig ind i landet. Det er bredere end nogen mand kan se over. Og på den anden side er først Gotland og siden Sillende. Dette hav går mange hundrede mil ind i landet." Han gentager budskabet: " - og så, to dage før han kom til Hedeby, havde han til styrbord Gotland og Sillende og mange øer."
Det skal efter al sandsynlighed forstås således at halvøen, som vi i dag kalder Jylland, i tidsrummet for Britanniens erobring fra 449 e.Kr. til dannelsen af det sidste Angliske kongedømme, Mercia, i 585, var beboet af Anglere og andre gotiske stammer, og desuden af de nyligt ankomne Jyder - som sikkert ikke engang var den største stamme.
Alle tidligere beretninger bekræfter at flere forskellige folk oprindeligt boede på den halvø, som vi idag kalder Jylland.
Kejser Augustus, som døde år 14 e.Kr. beretter i sit politiske testamente at hans flåde sejlede til Kimbrernes land, hvor hans repræsentanter traf flere forskellige folk: "Min flåde sejlede over Oceanet i østlig retning fra Rhinens munding helt til Kimbrernes landområder, hvor ingen Romer før den tid nogensinde havde været, og Kimbrerne, Charyderne og Semnonerne samt andre Germanske stammer i samme område anmodede gennem gesandter om mit og Romerfolkets venskab." Men ikke et ord om hverken Jyder eller Daner.
Monumentum Ancyranum, som er kejser Augustus' politiske testamente. Heri berettes om den romerske flådes besøg på den Kimbriske halvø. Pladen blev fundet i Ankara i det moderne Tyrkiet i 1555 e.Kr. Foto Wikimedia Commons.
Tacitus, som levede 100 år senere, havde de fleste af sine geografiske oplysninger fra anden hånd. Han nævner adskillige germanske stammer, og vi kan antage at nogle af dem boede på halvøen: "I det samme fjerne hjørne af Germanien der grænser op til havet bor Cimbri." - "Semnones giver sig ud for at være Suevis ældste og berømteste gren." - "Herefter kommer Anglii, Varini, Eudoses, Suardones, Nuithones, som er beskyttet af floder eller skove." - Heller ikke han nævner Jyder eller Daner.
Men Procopius beretter at en del af Herulerne omkring år 500 e.Kr. drog op gennem en del af den Jyske halvø på deres rejse tilbage til deres gamle land i Skandinavien: " - drog disse mænd gennem alle Slavernes nationer, den ene efter den anden, og efter at have krydset et stort stykke goldt land, kom de til Varnierne, som de er kaldet. Efter disse passerede de Danernes nationer uden at lide overlast fra barbarerne der." Varnierne var sandsynligvis Sakserne. Han taler om Danernes nationer i flertal, måske en af dem var Jyderne.
Rimbert, forfatteren af Vita Anskarii, fortæller om en kong Erik af Jylland, som angreb og afbrændte Hamburg i 845: "I samme år blev byen Hamborg angrebet og plyndret af en hær af Normanner ledet af Eric, Jyllands Konge, der plyndrede hele landet og ødelagde næsten alle kristne kirker."
Imidlertid, få år efter blev Erik og næsten alle hans nærmeste mænd dræbt: "- og i en kamp, der varede i tre dage, blev han og næsten alle hans ledende mænd dræbt, og hans eneste efterkommer, Eric II, blev tilbage som regent over en lille del af Jylland."
Roskilde Krøniken fortæller at det var hjemvendende vikinger, som dræbte kong Erik.
Vi kan tro at Erik II herskede i det oprindelige Jyske kongedømme, som lå nord for det tidligere Angliske område som beskrevet af den Ærværdige Bede, og syd for de gotiske stammer på den nordlige del af halvøen.
Rimbert beretter at i året 854 var hjemvendende vikingeskarer igen på spil: "I mellemtiden skete det ved guddommelig dom, at kong Horic blev dræbt i krig i en forstyrrelse forårsaget af pirater, mens hans slægtninge forsøgte at invadere hans rige. Sammen med ham omkom ved sværdet alle de ledende mænd i dette land".
Imidlertid, i 917 eller 918 blev overmagten for stor. Hele den Jyske halvø blev angrebet og i løbet af nogle år erobret af vikinger ledet af en "Hardegon søn af en vis Svein", som kom fra "Normandiet", som var Normannisk område i Europa, sandsynligvis i England. Adam af Bremen refererer til sin samtale med Svend Estridsen: "Noget har den berømte danske konge forelæst for os, da jeg spurgte ham om det. Efter Olaph, sagde han, Sveonernes fyrste, som regerede i Danmark sammen med sine sønner, blev Sigerich sat i hans sted. Og da han havde regeret i kort tid, kom Hardegon Sueins søn fra Northmannia og berøvede ham riget." Svend var et meget brugt navn i Knytlingeslægten, mange senere Danske konger hed Svend, heriblandt Svend Estridsen selv, derfor kan vi tro at invasionshæren var ledet af en stamfader til den Danske kongeslægt, Knytlingernes.
Olav Tryggvarsson Saga bekræfter Knytlingernes erobring af den Jyske halvø, som rummende adskillige flere oprindelige kongedømmer: "Kong Gorm trængte med sin hær ind i det rige i Danmark, som kaldtes Reidgoteland, men nu kaldes Jylland, imod den konge, som da rådede derfor; han hed Gnupa. De havde nogle kampe sammen, men således endte det at Gorm fældede den konge og tilegnede sig hele hans rige. Dernæst for Gorm mod den konge, som hed Silfraskalli og havde ufred og kampe med ham, og kong Gorm fik stadig sejr, og omsider fældede han den konge, derpå gik han længere op i Jylland og for således med hærskjold at han ødede alle konger helt sydpå til Sli, og ligeledes vandt han et stort rige i Vendland. Mange kampe havde Gorm med Sakserne, og han blev den mægtigste konge." Netop fra omkring dette tidspunkt skiftede halvøen navn fra Gotland til Jylland.
Mange historikere mener at skjaldeversene i de Islandske Sagaer er det oprindelige, og prosaen i Sagaerne blot er Islændingenes skønlitterære forklaringer til versene. Derfor er det vigtigt at notere at mange skjaldevers besynger Knytlinge-kongerne som "Jyders konge" - herunder nogle eksempler:
For eksempel Thorleifr Jarlsskjald Raudfeldarsons drapa om Svend Tveskæg lyder:
Heid gav Himmelstrålers
Høvding ofte Jyders
Konning til på England
Sværde røde at farve
Da Sigvat Skjald søgte Knud den Store om tilladelse til at drage til Norge, kvad han:
Inden Jydernes konge
jeg fik i tale, udenfor
-
Gorms ætling vort erend'
svare ville.
Markus kvad om Erik Ejegods rejse til Rom:
Fyrsters Ven med god Udrustning
Hele Veien, indtil Jyders
Herre kom til Cæsars Bolig.
I 1798 undrede historikeren og bogsamleren Peter Frederik Suhm sig over at Erik Ejegod i 1060 kaldte sig Erik 3. "Vita Anskarii" fra år 875 forklarer som nævnt, hvor vi kan finde de to første Erik: "Medens Ansgar opholdt sig i Sverige svandt udsigterne til et vellykket missionærarbejde i Danmark. Erik, Jyllands Konge, der tidligere havde støttet Anskar, var blevet upopulær hos sine hedenske undersåtter, og i en kamp som varede i tre dage blev han og næsten alle hans ledende mænd dræbt, og hans eneste efterkommer, Erik 2. sad tilbage som regent over blot en lille del af Jylland." Erik Ejegod må have regnet disse konger som sine forfædre.
Den herostratisk berømte kong Abel fra år 1250 var ikke hertug af Slesvig eller Sønderjylland, han var "Hertug af Jylland". Han skrev: "Abel, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge, Hertug i Jylland, til alle, der ser dette brev, Hilsen med Gud", og alle hans efterkommere som hertuger i denne landsdel havde alle titlen som hertug af "Jylland", indtil dronning Margrete udnævnte de Holstenske grever til hertuger, og det var dem, som ændrede hertugdømmets navn til "Slesvig".
Den nordlige del af den Kimbriske halvø blev logisk nok kaldt Nørrejylland, da den lå nord for "Jylland", således i Ryd Kloster Krønikes omtale af drabet på Erik Klipping: "Kong Erik Christoffersøn blev i Finderup ved Viborg i Nørrejylland myrdet af dem, han anså for sine mest betroede venner."
Hvilket alt sammen indikerer at det, som vi i dag kalder Sønderjylland eller senere Slesvig, var Jydernes oprindelige hjemland - at regne fra et tidspunkt efter kejser Augustus' død og Tacitus' beretning og før Herulernes hjemrejse i følge Procopius.
Hvilket alt sammen gør det sandsynligt, at de danske kongeslægt virkelig nedstammer fra Jydernes konger, som herskede en lille del af den Cimbriske halvø nord for Anglernes område i meget tidlig vikingetid.
Sveaerne vidste godt at det var deres arvefjende, Jyderne, som gemte sig bag Danerne.
En folkevise fortæller at da Valdemar Sejrs søster, Regitze, blev gift med en Svensk prins beklagede hun sig over at hun skulle ride og ikke blev kørt i vogn:
Var jeg i min faders land,
da fik jeg karm og køresvend.
Dertil svared de svenske fruer:
"I føre os hid ingen Jyske sæder!
saddel af sølv og forgyldte mile,
Så plejer de Svenske fruer at ride." (Troels Lund)
På svensk udviklede "Jute" sig til en krænkende betegnelse for en Dansker. I en nidvise, som kong Gustav lod forfatte i 1523, den berømte Dalavise, forhånes Danskerne groft og kaldes Juter: "Herregud nåde os Juter, vi se ej Jylland mere". Det meget store Svenske krigsskib i 1564, "Magelös", blev således kaldt "Jutehaderen". I en svensk nidvise om Danskerne fra Kalmarkrigens tid, 1611, hedder det om Svensken at "den Jute han vil gæste."
9. Gregor af Tours om Dani
Slag mellem Frankere og Daner i 515 e.Kr. - Jean Fouquets illustration i "Grandes Chroniques de France" fra omkring 1455-1460.
Gregor af Tours skrev i slutningen af 500-tallet - altså næsten samtidig med Jordanes og Procopius - i sin "Historia Francorum": "Da dette var overstået, satte Danerne med deres konge ved navn Chlochilaicus (Dani cum rege suo nomen Chlochilaichum) kurs over havet mod Gallien med en flåde. Efter at være kommet i land plyndrede og erobrede de et område tilhørende kong Theodorik, og læssede en mængde fanger så vel som andet bytte og ønskede at vende hjem til deres eget land. Men kongen sad fast på stranden, og først da dybere vand ville få skibet til at flyde igen, ville han indhente dem. I mellemtiden sendte Theodorik, havende hørt at hans land blev lagt øde udefra, sin søn Theudobert til det område med en stærk hær og en stor beholdning af våben. Først dræbte de kongen, så slog de fjenden i et søslag, undertvang dem alle og generhvervede byttet til landet." Dette antages at være sket mellem 511 og 533 e.Kr. som var kong Theuderiks regeringstid.
I det Angliske katalog "Liber Monstrorum" fra 600 tallet kaldes Chlochilaicus konge af Getae (rex getarum) , og i "Liber Historiae Francorum", som er en anonym krønike fra 700 tallet, kaldes han konge af Goterne (Rege Gotorum).
Grundtvig identificerede Chlochilaicus som Geaternes kong Hygelac fra Beowulf digtet, hvilket daterer - i hvert fald oprindelige dele af Bjovulf digtet - til 500 tallet - ikke længe efter Jordanes' og Procopius' beretninger.
10. Daner i Oldengelske Digte
Beowulf et gammel engelsk episk digt, der består af flere tusinde linjer. Det er et af de vigtigste værker i Old English litteratur. Det blev nedskrevet i England imellem 700-tallet og det tidlige 1000-tal. Nogle mener at det blev endeligt nedskrevet under det Danske herredømme i England, og det er derfor, det nævner Daner så mange gange. Digtet handler om hvordan den Gotiske kongesøn Beowulf rejser til Danernes land og der dræber uhyret Grendel, som havde plaget landet.
Beowulf modtages af Danernes dronning Wealtheow. Gammel tegning af ukendt oprindelse.
Spyd-daner var øjensynligt kong Skjolds folk: "Lyt! Vi Spyd-daner i fortids dage", som referer til - "Ofte Scyld, Scef's søn, fra fjendens værter - fra fjendernes skarer - fra mange folkeslag beslaglagde mjød-bænke; og terroriserede den frygtsomme Herul"
Kong Skjold fik sønnen Beowulf, som fik sønnen Halfdan, som havde tre sønner nemlig Hjorgar, Helge og Hrodgar, hvilken sidste blev konge efter sin fader og havde hersket i 50 år, da Geateren Beowulf ankom til hans kongesæde, Hjort, for at befri ham for trolden Grendel.
Ring-danerne var det samme folk, nu ledet af kong Rhodgar, som var plaget af trolden Grendel: "Han gik derefter for at besøge og se - når natten kom - det høje hus, som Ring-Danerne efter øl-festen havde besat" - "det forbandede væsen, grimt og grådigt, blev snart rede, brutalt og grusomt og fra deres leje greb tredive thegne; derfra gik han tilbage"
Vest-danerne var også kong Hrodgars folk, idet kongen siger om Beowulf og hans mænd: "ham den Hellige Gud, i sin gavmildhed, har sendt til os, til Vest Danerne, i dette har jeg
håb mod Grendels terror."
Kong Hrodgars mjødhal "Hjort" kunne have set således ud - Rekonstrueret Nordisk hal efter Valtyr Gudmundson: Den Islandsk bolig i Fristatstiden. Aus Olrik, Nordiches Geistleben. Verlag von Carl Winter, Heidelberg.
Øst-danerne er ligeledes en betegnelse for kong Hrodgars folk, idet kystvagten Ulfgar tiltaler Beowulf, efter han er kommet tilbage fra sin konge: "Til dig er jeg befalet at sige ved min tapre herre, lederen af Øst-Danerne, at han kender din ædle historie, og du er til ham, over hav-dønninger, - tapper i tanke - velkommen hid."
Nord-danerne er også en betegnelse for Hrodgars folk. Forud for opgøret med Grendel opholdt kun Beowulf og hans mænd sig i mjød-hallen Hjort, hvor kampen stod. Hrodgars mænd sov i nogen afstand fra hallen: "Lyden forstærkedes, nye, i nærheden: Nord-Danerne stod i skrækkelig rædsel, i hver enkelt af dem, som grædende fra væggen hørte frygtelige skrig, Guds fjende, en sejrløs sang, jamrede over sine sår, Hel's fange."
Det står ikke klart, hvor kong Hrodgars Daner boede, og over hvilke områder han herskede, men Geaternes land - måske Vest Gøtaland eller Jylland - hørte ikke til Danernes områder, for da Beowulf rejste hjem over havet: "Han tog afsked med ham på skibet som stævnede ud på dybt uroligt vand; han forlod Danernes land (Dena Land); derefter var på masten et mægtigt sø-klæde, sejl fastgjort med reb."
Brage, skjaldekunstens gud og søn af Odin. Tegning Carl Wahlbom 1810-1858 - Carl Wahlbom - Wikipedia.
Det er blevet foreslået at det Angel-Saxiske digt "Widsith" fra 500 til 600-tallet betyder "Den Vidfarne", ider forfatteren beretter at han har rejst vidt omkring som skjald hos talrige af folkevandrings-tidens konger og folk.
Widsith digtet nævner også "Syd-daner", så man må tro at navnet trods alt har haft en reel betydning i forhold til blot "Daner":
"Og så kan jeg synge og fortælle en historie,
deklamere for gæsterne i mjød-hallen
hvordan ædle herskere belønnede mig med gaver.
Jeg var med Hunnerne og de glorværdige Goter,
med Sveaerne og med Geater og med Syd-daner."
Digtet nævner også Sø-Daner: "I mange år herskede Sigehere over Sø-Danerne,"
Angler and Daner nævnes som sideordnede kongedømmer: "Hringwald blev kaldt konge af Herefaran. Offa herskede over Anglerne, Alewih over Danerne."
I Widsith nævnes for første gang vikinger i forbindelse med mjød-hallen Hjort:
Hrodulf og Hrodgar holdt den længste
fred sammen, onkel og nevø,
siden de slog tilbage Viking slægten (wicinga cynn)
og Ingeld med spyd-spids og bue,
slog ved Hjort Headobards hær.
Teksten er ikke ganske entydig, men "wicinga cynn" antyder at der var tale om et specifikt folk med fælles afstamning og måske ikke sø-pirater i almindelighed.
11. Nord Daner og Syd Daner i Alfreds Orosius
I en tilskrift til Alfred den stores oversættelse af Orosius' Roms Historie findes en forklaring på Nord Daner og Syd Daner:
" - vest for Gammelsaxserne er floden Elbens munding og Frisland. Og derfra mod nordvest er det land, som hedder Angel, og Sillende og til en vis grad, Danerne (en del af Dene); og nord for dem bor Abodriterne og mod nordøst de Wilxer, der kaldes Heveller. Og øst for dem er de Venderes land, som hedder Siusler, og sydøst, noget længere væk, Mæhrerne." - og videre: "Vest for Syd Danerne er den arm af verdenshavet, som flyder omkring landet Britannien, og nord for dem er den havarm, der hedder Østersøen; og mod øst for dem og mod nord bor Nord Danerne, både på fastlandene og på øerne; og øst for dem bor Abodriterne; og syd for dem er floden Elben og en del af Gammelsaxerne. Norddanerne har mod nord den samme havarm, som hedder Østersøen, og øst for dem bor folket Osti, og Abodriterne mod syd. Osti har mod nord den samme havarm, og også Venderne og Bornholmerne; og syd for dem bor Hevellerne. Bornholmerne har den samme havarm mod vest, og Svenskerne har de nord for sig, og øst for dem bor Sarmaterne og syd for dem Sorberne. Svenskerne har syd for sig havarmen (uklar tekst) - Osti (uklar tekst), og mod øst Sarmaterne, og nord for dem hinsides ødemarkerne er Kvenernes land; og mod nordvest er Skridfinnerne; og mod vest er Nordmændene."
Kong Alfred havde ikke noget kort og det tjener til hans undskyldning, desuden sejlede man ikke efter kompas på hans tid. Ingen forskere har fået hans verdenshjørner til at passe. Men hvis vi antager at Nord Danerne boede på Sjælland, andre danske øer, Skåne og Halland, så ville det passe at når man kom sejlende i sydlig retning, ville man først komme til disse Daner, som boede "både på fastlandene og på øerne", når man derefter fortsatte med at sejle videre mod syd, kom man logisk nok til Syd Danerne. Hvis man antager at disse boede i Hedeby og omegn eller i hele Sillende, hvilket navn betegner, hvad der senere kom til at hedde Slesvig, så ville det passe at "Vest for Syd danerne er den arm af verdenshavet, som flyder omkring landet Britannien" og "og mod øst for dem og mod nord bor Nord Danerne"
12. Daner hos den Anonyme Kartograf fra Ravenna
Også den anonyme kartograf fra Ravenna fra omkring 700 e.Kr. nævner Daner i forbindelse med at han beskrev beliggenheden af Mauringa, som er landet øst for Elben: "Maurungani synes at være et andet navn for det Elbens store land, der ligger - foran Danerne, strækker sig til Dacia og omfatter Baias, Baiohaim."
Desuden skrev han et sted: "Ved Nattens fjerde Time er Normannernes Land, som af de gamle kaldes Dania, ved hvis begyndelse er Elben (I:11) - og kaldes dette Dania nu Normannernes Land" (IV:13) - (fra verasir.dk). Øjensynligt mente man at Dania var en ældre betegnelse for området, som startede ved Elben.
13. Den Angelsaksiske Krønike om Daner
Den Angelsaksiske Krønike er en samling af årbøger på gammel engelsk, der i kronologisk rækkefølge beretter om Angelsaksernes historie. Krøniken nævner Daner første gang i året 833 e.Kr.: "Dette år kæmpede kong Egbert med femogtredive pirater ved Charmouth, hvor en stor nedslagtning fandt sted. Danerne forblev herrer på slagmarken."
Illustrationer i den Angelsaksiske Krønike fra Parker Library.
Allerede to år efter var de på spil igen: "835 e.Kr. I dette år kom en stor væbnet flåde til West Wales, hvor de fik følgeskab af folket der, som havde påbegyndt krig mod Egbert, den West-saksiske konge. Da han hørte dette, gik han med sin hær mod dem og kæmpede mod dem på Hengeston, hvor han jagede både Waliser og Daner på flugt."
"Danes" nævnes omkring 60 gange i krøniken. Det var en generel betegnelse for alle de hedenske stammer, som boede i Skandinavien og Østersø området. Ingen steder nævnes Nordmænd, Goter, Svenskere, Vender eller vikinger. Dog nævnes at Harald Hårderåde var Norsk konge, da kong Harold mødte ham i 1066 i slaget ved Stamford Bridge.
I et digt i krøniken for 942 AD, som besynger kong Edmund af Mercia, bruges udtrykker "Norman Danes":
I Trældom længe
hos Norman Daner
de bøjede sig af tvang
og slæbte lænkerne
for hedenske mænd.
Hvilket udtryk også blev brugt af Frankeren Felibien i "Histoire de la Ville de Paris", hvor han omtaler en bro, som blev bygget over Seinen nær Paris i 861 e.Kr.: " - for at forhindre Danerne eller Normannerne i at gøre sig til herrer over Paris så let, som de allerede havde gjort så mange gange."
14. Oldnordiske skrifter om Daner
I hele ældre Edda nævnes ordet Daner kun to gange; nemlig i Gudrunskvæde i omtalen af Valdar, Danernes konge, og i Brynhilds Hel Ridt i udtrykket "Danernes fyrste".
Illustration til ældre Edda fra 1760.
I Yngre Edda omtales Daner kun en gang, nemlig i Snorres forord: "Så fortsatte Odin sin rejse mod nord og kom ind i det land, som blev kaldt Reid-gotaland, og af dette land erobrede han alt, hvad han ønskede. Han etablerede der sin søn, der hed Skjold; sin søn, som hed Fridleif; fra ham nedstammer den race, som hedder Skjoldunger; disse er Dan konger, og dette land hedder nu Jylland, som dengang blev kaldt Reidgotaland."
I tiden efter folkevandringstiden og den tidlige vikingetid er de fleste udenlandske kilder enige om at kalde indbyggere fra det sydlige Skandinavien og Østersøområdet for "Daner", medens denne betegnelse kun er brugt meget overfladisk i Nordiske kilder. Den ældre og yngre Edda beskæftiger sig mest med mænd, guder, vaner, aser, alfer og dværge, medens interessen for daner er påfaldende lille. Man kan tro at daner slet ikke eksisterede på denne tid andet end i udenlandske beretninger. Måske var der en periode, hvor man foretrak betegnelsen Nordmannernes Land, som nævnt af den anonyme kartograf fra Ravenna: "- som af de gamle kaldes Dania, ved hvis begyndelse er Elben - og nu kaldes dette Dania Nordmannernes Land."
Tacitus beskrev en mængde små uafhængige Germanske stammer i det nuværende Tyskland som for eksempel Ampsivarii, Baetasi, Bructeri, Chatti, Cherusci og så videre. Alle disse forsvandt som dug for solen i løbet af 300-tallet og blev afløst af to store stammeforbund, nemlig Alemaner og Franker, hvilke sidste Procopius skiftevis kalder Germaner og Franker. På lignende måde sluttede de Gotiske folk sig sammen i to store grupper, nemlig de Vestlige og de Østlige Goter. Det var en trend i tiden at søge styrke i større sammenslutninger.
Vi kan tænke os at lignende udvikling fandt sted i Skandinavien og Østersø området med Dani som det dominerende folk, og at denne sammenslutning kaldtes Daner, fordi den omfattede folk, som boede omkring udløbene fra Østersøen med det oldgamle navn Codanus, og fordi Dani var det dominerende folk; Derfor kunne Procopius skrive om de hjemvendende Heruler, som rejste gennem Jylland: "Efter disse passerede de Danernes nationer uden at lide overlast fra barbarerne der."
Helmold af Bosau fra Lubeck, som levede ca. 1120 - 1177, brugte i sin Vender Krønike i almindelighed udtrykket Danerne (Danorum, Dani og lignende former) som betegnelse for de folk, som bor i Danmark. Men i hans indledende afsnit om forskellene mellem Venderne skriver han: "Det Ungarske folk var en gang overmåde tappert, energiske krigere, frygtindgydende selv for Romerriget. Thi efter at Hunnerne og Danerne havde raset, brød Ungarerne hærgende ind og knuste og sønderslog alle tilgrænsende riger." Helmold synes i denne forbindelse at forstå Daner som en slags samlebetegnelse for alle folkevandringsfolk, som ikke var Hunner, måske mente han Goterne og Herulerne, hvoraf nogle jo også oprindeligt kom fra disse egne.
15. Daner og Danmark
Ottar's og Wulfstan's rejser.
Et land, som kaldtes Danmark, dukker først frem af historien i Ottars og Wulfstans rejseskildringer fra måske omkring 850 - 899. Ottar rejste fra Skiringssal i Norge til Hedeby i Slesvig, og Wulfstan rejste fra Hedeby til handelsbyen Truso i Wislas delta.
Så vidt Danerne, men hvornår kom landet til at hedde Danmark?
Handelsskib fra den tidlige vikingetid. Foto Pinterest.
Ottar sagde: Syd for Skiringssal skærer et stort hav sig ind i landet. Det er bredere end nogen mand kan se over. Og på den anden side er først Gotland og siden Sillende. Dette hav går mange hundrede mil ind i landet.
Og han fortalte, at han "fra Skiringssal på fem dage sejlede til den handelsby, som hedder Hedeby. Den ligger mellem Venderne, Sachserne og Anglerne og hører til Danerne."
Da han sejlede dertil fra Skiringssal, havde han "til bagbord Danmark (Denemearce), til styrbord det åbne hav i tre dage; og så, to dage før han kom til Hedeby, havde han til styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I disse egne boede Anglerne, før de kom her til landet. Og i disse to dage havde han til bagbord de øer, som hører til Danmark."
"Wulfstan sagde, at han rejste fra Hedeby, og at han var i Truso på syv dage og nætter, og at skibet hele vejen gik under sejl.
Vendland var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skåne. Disse lande hører alle til Danmark (Denemearcan).
Så havde vi Bornholm til bagbord, og de har deres egen konge.
Så efter Bornholm havde vi de lande, som hedder først Blekinge, Møre, Øland og Gotland til bagbord, og disse lande tilhører Sveerne.
Og vi havde Vendland til styrbord hele vejen til Wislas munding. Wisla er en meget stor flod, som adskiller Witland fra Vendland. Witland hører til Esterne."
Det er åbenbart at Danmark på Ottars og Wulfstans tid bestod af Halland, Skåne, Sjælland, Lolland og Falster, de Sydfynske øer og Hedeby. Ottar nævner Gotland og Silende, men siger ikke noget om at de hører til Danmark. Alt efter om vi tror at han sejlede gennem ned gennem Store Bælt eller Lillebælt, vil Gotland bestå af Jylland og Fyn eller blot Jylland. Silende er også i andre kilder brugt som betegnelse for Sønderjylland og Slesvig. Også Bornholm var et selvstændigt kongedømme.
Den store Jellingsten. Foto Erik Christensen Wikipedia.
Næste gang vi træffer udtrykket "Danmark" er på den store Jelling sten: "Haraldr kunungr bød gørva kumbl thøsi æft Gorm, fathur sinn, ok æft Þorve, mothur sina, sa Haraldr es ser vann Danmork alla ok Norveg ok dani gærthi kristna," som oversat til nutidsdansk betyder: "Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder - den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne."
Så kan vi overveje, hvad dette " -mark" i Danmark betyder.
Hvad er en mark? Joh, det et fladt stykke dyrkbar jord - ifølge almindelig forståelse af ordet. Men så må Danmark betyde: "Det flade dyrkbare område omkring Dana-flodmundingen" eller "Danernes flade dyrkede område".
Ottars og Wulfstans beretninger og Haralds erklæring på Jelling stenen kan røbe lidt forskellig opfattelse af Danmark. Ottar og Wulfstan opfattede helt klart Danmark som en politisk enhed, medens Harald kan have forstået Danmark som et geografisk område, idet han "vandt sig hele Danmark", underforstået at han allerede havde en del af Danmark, måske Fyn og Jylland, og nu vandt han resten; ellers kunne han jo have nøjedes med at skrive at han vandt sig Danmark.
