Valdemar afsluttede borgerkrigens kaos og samlede danskerne til angreb mod de slaviske stammer i Nordtyskland, som længe havde haft frit spil til at røve og plyndre på de sydvendte kyster og de små øer, hvorfra de havde bortført tusindvis af danskere som slaver. Han erobrede Rügen, som fra gammel tid tilhørte Danmark.
Nominelt eksisterede det oldgamle valgkongedømme stadigt, men han indførte Valdemarernes skik med at regerende konger fik deres ældste sønner valgt til medkonger og efterfølgere, medens de stadig var i live. Der kan næppe være tvivl om at Valdemar mente at det åbne princip i valgkongedømmet var skyld i de 26 års borgerkrig.
Valdemar glemte i det hele taget aldrig borgerkrigen. Han slog nidkært ned på enhver spire til opposition, hvilke var hans tidligere støtte i borgerkrigen, Buris Henrikssøn, Erik Lams søn, Magnus Erikssøn, og ikke mindst ærkebiskop Eskil.
Valdemar foretrak Absalon som ærkebiskop, fordi han havde kendt ham hele sit liv, og han vidste at når blot han fik indtægter nok, ville han være loyal og ikke skabe teologiske eller politiske problemer i forhold til kongen, som andre ærkebiskopper havde gjort.
1. Valdemar, alene, grusom og tapper
Knud Magnussøn fandt døden i blodgildet i Roskilde. Svend faldt i slaget på Grathe Hede i 1157. Derefter var Valdemar ene-konge af Danmark.
Valdemar den Store regerede som ene-konge fra 1157 til sin død i 1182. Tegnet af en ukendt kunstner i 1685. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling. Der er formentlig ingen portrætlighed.
Den engelske Krønikeskriver Radulfus Niger siger om situationen efter slaget på Grathe Hede: "Derefter herskede Valdemar alene, grusom og tapper, men god til at udbrede den kristne tro. Han tvang Rygboernes Rige og konge til at lade sig kristne og lagde dem under sig."
I løbet af de 26 år, der var hengået siden det katastrofale drab i Haraldsted Skov i 1131, havde de slaviske stammer i nutidens Nordtyskland, som kaldtes venderne, det meste af tiden haft frit spil til at dræbe og plyndre på øerne og langs de sydvendte kyster, hvor de bortførte tusinder af danskere som slaver.
Erik Emune erobrede Arkona, men opgav byen igen. Erik Lam gjorde nogle halvhjertede togter mod Venden uden stor effekt. Som den eneste af de tre konger i de stridende kongers tid bekæmpede Svend Grathe venderne, især på Fyn og nærliggende øer. Desuden gennemførte han nogle spredte hævntogter mod deres hjemlande i Nordtyskland.
Kampen mod venderne dominerede Valdemars tid som konge. I vikingetiden blev der kun udbudt leding under ekstraordinære omstændigheder, men Valdemar den Store udbød leding hvert eneste år.
Situationen i Venden var som udgangspunkt at hertug Henrik Löwe af Saksen og grev Adolf af Holsten uøvede en form for overhøjhed, blandt andet opkrævede de skatter, hvilket nævnes mange gange i Helmolds Venderkrønike. Venderne hentede deres rigdomme i Danmark, hvilket alle må have vidst, men det tog Henrik og Adolf ikke så alvorligt.
En tidslinje som beskriver Danmarkshistorien - De fleste af kongerne er efterkommere af "Hardegon, søn af en vis Sven", der erobrede dele af Jylland i år 917 e.Kr. som fortalt af Adam af Bremen i kapitlet om biskop Hoger. Men det er en pædagogisk fordel at opdele kongerækken og dermed historien i dynastier, da det gør den langt mere overskuelig. Det er nemt at få øje på indlysende grupper, som de tidlige vikingekonger, som her kaldes Knytlingerne, men som også kaldes Jelling dynastiet, der adskilles fra Svend Estridsen og hans sønners periode af Magnus den Godes tid. Borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar skiller ganske klart Svend Estridsen og hans sønner fra Valdemarerne. Den kongeløse tid skiller Valdemarerne fra Valdemar Atterdag og unionskongerne. Kalmarunionens endeligt med det Stockholmske Blodbad, Christian 2's fald, Grevens Fejde og Reformationen var en helt afgørende milepæl i Danmarkshistorien. Det oldgamle valgkongedømme blev fjernet med et kup i 1660 og erstattet af et kongeligt diktatur, nemlig enevælden. Frederik 7. afskaffede enevælden i 1848 til fordel for det konstitutionelle monarki, ifølge hvilket kongemagten bkiver defineret i grundloven som arvelig. Eget arbejde.
Valdemarerne. Det er almindeligt kun at henregne Valdemar den Store, Knud 6. og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men derved bliver deres mindre succesfulde efterkommere pædagogisk hjemløse, fordi de ikke bliver henregnet til nogen gruppe eller dynasti, på trods af at de er direkte efterkommere efter de første Valdemarer, og de er ikke adskilt fra disse af nogen naturlig transformationsperiode. Derfor vil jeg foreslå at hele gruppen af konger indtil den kongeløse tid bliver benævnt Valdemarerne.
Knud 6. og Valdemar Sejr efterfulgte deres fader, Valdemar den Store. Erik Plovpenning, Abel og Christoffer var alle sønner af Valdemar Sejr og efterfulgte hinanden som konger. Christoffers søn, Erik, med tilnavnet Klipping, blev konge kun 10 år gammel, støttet af sin moder Margrete Sambiria. Efter hans død for morderhånd i Finnerup lade ved Viborg blev han efterfulgt af sin søn, Erik Menved, som skabte en stor gæld. Han blev efterfulgt af sin broder Christoffer 2. som måtte overtage hans store gæld, samtidig med at mulighederne for at forøge kronens indtægter blev blokeret af en håndfæstning. Da han døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny dansk konge, og landet var for en periode uden konge. Eget arbejde.
Valdemar forenede de splittede og modløse danskere og motivererede dem til modstand mod de vendiske pirater. Hvert eneste år i hans regeringstid udbød han leding mod Venden og andre sørøverreder i Østersøen. Han lod bygge forter og vagttårne og organiserede vagtskibe, som patruljerede i de danske farvande.
I hele sin kongetid bekæmpede han konsekvent andre mulige kongsemner. Disse var Buris Henrikssøn, som var en søn af Henrik Skadelår, Erik Lams uægte søn, Magnus Erikssøn, og brødrene Karl og Knud, som var sønner af Ærkebiskop Eskils datter og regnede sig som efterkommere af Knud den Hellige. Karl blev dræbt i et slag, de fleste andre endte deres liv i Søborgs fangekælder.
Som tidligere konger før og efter ham, havde han problemer med ærkebiskoppen i Lund, som i hans tid var Eskil. Valdemar fandt det politisk opportunt at støtte kejserens foretrukne pave, Oktavian, som stod i modsætning til Alexander, som var støttet af andre europæiske magter. Men Eskil støttede kompromisløst den rivaliserende pave, Alexander.
Valdemar bekæmpede med held et oprør i Skåne, som udbrød, fordi bønderne ikke ville betale bispetiende.
2. Valdemar den Store
Svend Aggesen, som levede samtidig med kong Valdemar, har mange gode ting at sige om kongen: "Han var en mand, hvis livsførelse på alle måder fortjente ros. Han var velskabt og smuk, vittig, taktfuld, klog, overmåde skarpsynet i forhandling, kraftfuld i handling, glimrende som kriger, fin i sit væsen, sejrrig, afholdt af alle, altid til overflod fulgt af lykke. Kun var han over for sine egne (sine kongelige slægtninge) noget mere grusom end rimeligt var.
Valdemar var en høj og smuk mand. "Han var tidlig både smuk og stor og udmærket i de fleste ting", som det siges i Knytlinge Saga.
Statue af Valdemar den Store i Ringsted. Foto Wikimedia Commons ved Nico-dk/Nils Jepsen.
Det bliver bekræftet af Saxo i hans beretning om forhandlingerne med kejseren: "Man hørte Tyskerne udtale deres beundring over Kongens skabning og vækst; de var så begærlige efter at få ham at se, at, da de ikke kunne komme til, når de sad ned, kravlede den ene op på skuldrene af den anden og strakte halsen frem for rigtig at tage ham i øjesyn. Det var en konge, det var en herre, det var en mand, der var værdig til at være kejser, sagde de; kejseren var en småkonge, en pusling at se til ved siden af ham. Så meget væsen gjorde disse fremmede af Kongens herlige legemsskabning."
Men hans helbred var ikke perfekt. Ved flere lejligheder fik han høj feber, således i hans første år som konge, hvor han havde besluttet at straffe falstringerne for deres samarbejde med venderne. Saxo siger: "Da Kongen nemlig ville give sig på vej med en stor stridsmagt, fik han pludselig feber i Ringsted." Biskoppen, som bad for ham fik efter nogen tid også feber: "Bispen, som endnu ikke var vis på, at han ville komme sig, begyndte nu som følge af den bekymring, han havde gået i, selv pludselig at føle sig syg og afmægtig, og havde Himlen ikke ladet sin nåde lyse over ham, ville det store håb, han allerede havde vakt, være blevet kvalt i selve fødslen." Hvilket antyder at der var tale om en infektionssygdom, måske influenza.
I Saxos beskrivelse af belejringen af Arkona kan man også godt få indtrykket af at kongens helbred ikke var det allerbedste. Han skriver: "Medens Kongen på grund af den stærke hede, det var om dagen, holdt sig i ro i sit telt.", og han "satte sig straks på en stol uden for lejren for at se på kampen." Det er en magelighed, som man ikke ville forvente af en 37 årig, som kun ti år tidligere deltog aktivt i kampene.
Han var personlig modig og kæmpede i ofte slaget sammen med sine hirdmænd. Saxo fortæller om hans andet leding togt mod egnen omkring Arkona, hvori han i et slag styrtede med sin hest under fremstormen: "Under denne danskernes fremstormen tørnede to af Kongens hirdmænd så voldsomt sammen med deres heste, at de begge to faldt af." Kongen fulgte umiddelbart efter og styrtede også: "Han faldt så voldsomt oven på dem, at han stødte sin venstre albue igennem skjoldet og langt ned i jorden."
Kong Valdemar således som Louis Moe forestillede sig ham.
Han var en ledertype. Mange steder beskriver Saxo at han ønskede at høre sine mænds råd før han besluttede sig. Da den stærkt formindskede flåde gik i land i Venden i Valdemars første togt, sammenkaldte han straks flådens styrmænd for at diskutere, hvad de skulle gøre: "Derpå gik han i land på øen og sammenkaldte skibs-styrismændene for at høre, hvad de mente, der burde gøres."
Alt tyder på at han i daglig omgang var en venlig og omgængelig mand, som ikke førte sig unødigt brysk frem, således som det for eksempel siges om Henrik Löwe. Valdemar spiste sammen med sine hirdmænd - som alle danske konger før ham havde gjort siden Rolf Krakes tid, ja sikkert før. I forbindelse med episoden om Magnus Erikssøns sammensværgelse, fortæller Saxo: "Da Valdemar få dage efter, at han var kommen til Fyn, sad i en åben gård og spiste med sine hirdmænd."
Valdemar havde ikke elskerinder over hele landet, som nogle tidligere konger, men han kunne godt lide kvinders selskab. Saxo siger: "Han havde for skik, efter han havde sendt sine riddere forud ned til havet at sidde sammen med kvindfolkene på strandbredden for selv at være en af de sidste til at gå om bord.
Når han virkelig havde besluttet sig for noget vigtigt, svarede han kun kort og knapt, hvis nogen rejste sagen igen.
For eksempel, da Eskil på skåningernes vegne undskyldte sig med mangel på skibe for ikke at indlade sig på togt til Venden, sagde kongen at "han var så opsat på at få sit forehavende sat i værk, at han hellere ville drage af sted med et eneste skib end opgive togtet".
Under rejsen gennem Tyskland til kejserens hof bad Esben Snare mindeligt Valdemar om at vende om for ikke at sætte Danmarks frihed på spil. Saxo fortæller: "Kongen, som aldrig brugte mange ord, når han blev vred - han plejede altid at udtrykke sig kortfattet, når hans sind var ophidset - sagde: "Selv om du er sådan en Kryster, at du ikke tør gøre mig følgeskab, skal du dog ikke tro, at jeg også er ræd. Jeg er bedre tjent med at have tapre mænd i mit følge end mænd, der står mig nær, og jeg agter at udføre mit forehavende uden dig og lader mig ikke overtale til at give efter for dine forestillinger, der har deres rod i led fejghed".
Da Absalon i forbindelse med oprøret i Skåne bad ham hellere at bruge knipler end våben imod bønderne, svarede han kort at "han sloges med mænd og ikke med hunde".
Men Valdemar bar nag, mener Saxo. Hvis han først en gang havde følt uvilje mod en mand, glemte han det aldrig. For eksempel i sagen om Buris Henrikssøn, som i første omgang afviste at sværge troskab mod Valdemars syv-årige søn, Knud: "Ved Absalons bistand opnåede han at få største delen af Jylland og gik så til gengæld ind på at hylde Knud. Men Kongens venskab vandt han aldrig mere igen fuldt ud, thi Kongens sind var således, at når han en gang for alvor var bleven vred på nogen, blev han ham ingen sinde helt god igen."
3. Vendernes hærgen
Venderne havde specialiseret sig i at plyndre i Danmark, som var rigt og frugtbart og lå, så at sige, lige uden for deres dør.
Danmarks geografi muliggjorde et tag-selv-bord for venderne. Vort land er et ørige med meget lange lavvandede kyststrækninger, som meget vanskeligt kan bevogtes effektivt hele tiden.
Sejr eller nederlag i krig er meget ofte et spørgsmål om troppe-koncentration eller mangel på samme. Bønder må i følge sagens natur nødvendigvis bo og arbejde spredt ud over landskabet, men pirater kunne når som helst slå til langs kysterne og på øerne koncentreret i grupper på måske 20-30 bevæbnede mænd eller endog mange flere. Helmold skriver: "Thi Danmark er for størstedelen delt op i øer, der omskylles af havet. Og det er ikke let for Danerne at tage sig i agt for sørøvernes bagholdsangreb, for der er fremspringende næs, som giver Venderne gode skjulesteder, og hvor de kan trænge frem og fra deres baghold nedslå de intetanende ofre."
Rekonstruktion af to vendere i Walmuseum i Oldenburg i Holsten. Foto Morgenwacht.
De små øer havde været beboet siden stenalderen, men i første halvdel af 1100-tallet var beboerne formentlig enten dræbt, ført bort som slaver eller flygtet. Således var Lyø ubeboet helt frem til Valdemar Sejrs tid, og det var derfor at han kunne holde sin skæbnesvangre jagt her.
Mange kystnære områder i det sydlige Danmark lå ligeledes forladte og ubeboede hen. Saxo giver en dramatisk - men efter manges mening overdreven - beskrivelse af den sørgelige situation: "Alle landsbyer i den østlige del af Jylland er forladte, fra Vendsyssel helt ned til Ejderen, og markerne lå udyrkede hen. Den østlige og sydlige del af Sjælland lå også gold og øde hen, thi bønder var der ingen af, og sørøverne holdt til der, som om de var hjemme. På Fyn var der også kun få indbyggere tilbage. Falstringerne, hvis tapperhed er større end deres land, bødede ved kækhed på landets lidenhed, thi de ville ikke vide af at betale fjenden skat, men holdt ham borte med det gode eller med magt. Lolland, som dog er større end Falster, skaffede sig derimod fred ved at betale for den. Resten af øerne lå øde hen.
Langt de fleste af vendernes trælle syntes at være hentet i Danmark. Helmond fortæller at en biskop ved navn Gerold havde holdt en formaningstale til en forsamling af vendere og opfordret dem til at lade sig kristne og "opgive deres onde gerninger". Venderfyrsten Pribizlav svarede under almindelige bifaldsytringer at det var skam ikke deres egen skyld: "Dine ord, ærværdige bisp! er Guds ord og viser os på rette vej i vor saligheds sag. Men hvorledes kan vi slå ind på denne vej, medens vi trindt omkring er omspændte af så store ulykker." - "Thi vore fyrster går frem imod os med slig strenghed, at vi under trykket af vore afgifter og det jernhårde trælleåg, vi bærer, hellere må ønske at dø end at leve. Se! I år har nu vi, der bor her i denne smule afkrog, måttet bøde tusinde mark til hertugen og så mange hundrede til greven; men dermed er vi endnu ikke komne på det tørre, thi vi snydes og klemmes dag for dag og bliver til sidst helt afklædte. Hvorledes skulle vi så kunne lade os døbe til denne ny religion, og begynde at bygge kirker, vi, som hver dag må være belavede på at tage flugten?" - "Går vi over Travena, er elendigheden næsten lige så stor der, og kommer vi hen ad Penefloden til, bliver det ikke et hår bedre. Hvad skal vi da til sidst gribe til uden at vende landjorden ryggen, gå til søs og bo og bygge på bølgerne! Eller hvad kan vi gøre for, at vi, når man fordriver os fra vort fædreland, nødes til at forstyrre freden på havet og tage vor rejsekost hos Danerne eller hos de kræmmere, der ror om på søen?" Vi bemærker at de nævner danerne som deres foretrukne ofre.
Rekonstruktion af vendisk Tempel i Gross Raden. Foto Morgenwacht.
Helmold har flere beretninger om bortførte daners skæbne. Han lader biskop Gerold fortælle fra sin rejse i Altenburg, som må være landet mellem Kiel og Lübeck: "Derpå bøjede vi af til Thessemars gæstfri hus, hvor vi blev modtagne på det prægtigste. Men Sklavernes bægre kunne hverken trøste eller glæde os, al den stund vi der måtte se på de fodlænker og mange slags marterredskaber, som man havde for skik at bruge imod de fra Danien hidbragte Kristusdyrkere. Tillige havde vi de Herrens præster for øje, som var udmagrede af det langvarige fangenskab, hvori man havde ladet dem lide, uden at bispen enten med det gode eller med det onde kunne udrette noget for dem."
Helmold fortæller at omkring 1158: "I de samme dage slog Sklaverne en daner op på korset. Men da præsten Bruno havde underrettet greven derom, lod denne dem kalde for retten, idømte dem en pengebøde og afskaffede ganske denne art dødsstraffe i landet."
Nogle år efter vendernes nederlag til Henrik og Valdemar, rejste Niklots sønner Pribizlav og Wertizlav oprørsfanen, fordi de ikke var tilfredse med det land, som de havde fået tildelt. De blev let besejret af Hertug Henrik ved hjælp af de avancerede belejringsmaskiner, som han havde fået kendskab til ved belejringen af Milano. På grund af dette nederlag vandt en stor mængde tilfangetagne daner deres frihed. Helmold fortæller: "at de af Danerne, der holdtes fangne inde i borgen, igen skulle nyde deres frihed. En mægtig skare af disse strømmede ud og nedbad velsignelse over deres kække redningsmand, hertugen." Helmold skriver explicit at der var tale om daner, ikke blot slaver i almindelighed. Langt de fleste vendiske trælle var efter al sandsynlighed hentet i Danmark.
4. De første ledingtogter mod Venden
Da Valdemar blev ene-konge i 1157 efter mange års borgerkrig, overtog han et hærget land og et kuet og demoraliseret folk. Saxo siger: "at det (Danmark) i så mange år var blevet hærget af sørøvere, så at næsten en tredjedel lå øde og udyrket hen". og andetsteds at almuen "var langt mere bange for Venderne end for at være ulydig imod Kongens bud."
Det var også en fattig konge, som kom til magten. Valdemar havde end ikke sit eget skib, før kong Inge af Norge forærede ham et.
Venderne var meget aktive i 1157-58 "Samme år skal Aarhus være bleven skrækkelig medtagen af sørøverne", fortæller Saxo. Han fortsætter: "På Falster, hvor indbyggerne var så fåtallige, måtte på samme tid alle gribe til våben for at forsvare sig imod en umådelig stor Vendisk flåde." - Kongens mundskænk var tilfældigvis til stede på øen: "En af bønderne skal da for at bebrejde Kongens rådgivere deres sendrægtighed have sagt, at de tidligere Konger plejede at bære sporer på hælene, men den, de nu havde, bar dem nok på tæerne."
Typiske vendiske smykker, således om de er fundet i grave. Foto Morgenwacht.
Valdemar ville have danskerne til at gå til modstand for at "hævne al den overlast, der var blevet tilføjet Riget". En af hans første regeringshandlinger var derfor at forlange leding mod Venden. Knytlinge Saga siger:" Kong Valdemar sendte bud over hele sit rige vinteren efter slaget på Grade Hede, at der skulle leding ud om våren, og han agtede at drage til Vindland."
Men ængstelige og forsagte lokale ledere havde mange indvendinger. Saxo fortsætter: "Da han nu på tinge talte til almuen til desangående, erklærede de ældste, som plejede at føre ordet, at der var fare ved at lade flåden rykke ud, thi både skortede det på levnedsmidler, og fjenderne havde fået nys om, hvad Kongen havde for, så de blev nødt til at bie på bedre lejlighed," - "Det var for resten også temmelig letsindigt, sagde de, at prøve krigslykken imod folk, der var forberedte og havde taget deres forholdsregler, og desuden var hele kernen af det danske folk samlet på denne flåde, så blev den ødelagt, ville venderne i kraft af en eneste sejr bemægtige sig hele Danmark." De fremførte mange flere argumenter af samme slags. "og Kongen blev da nødt til at bøje sig for deres mening og straks opgive togtet, hvor nødigt han end ville."
Indbyggerne på Falster var kommet i vane med at samarbejde med venderne for at afværge de mange angreb. Mundskænken rapporterede til kongen: "at de havde for skik at røbe Venderne alle de foretagender, der sattes i værk imod dem; det venskab, de undertiden plejede med fjenderne for at skaffe sig fred, tydede han som en forbrydelse, og den tjenstagtighed, de viste dem, mere af frygt end af venskab, tilskrev han troløshed. De plejede nemlig gerne at holde de fanger i forvaring, som venderne overgav til dem, og det hændte også jævnlig, at de, snarere af frygt end af velvilje, lod dem vide, når danskerne ville fejde på dem."
Typisk vendisk gud, sikkert Svantevit. Som andre slaviske gudebilleder er han en slags siamesisk firling. Det menes at de fire ansigter, som skuer mod hvert sit verdenshjørne, symboliserer at guden ser alt. Rekonstruktion i Wallmuseum i Oldenburg i Holsten. Foto Morgenwacht.
Kongen var besluttet på at straffe Falstringerne for deres forræderi. Saxo siger at da "besluttede Kongen med våbenmagt fuldstændig at ødelægge, hvad der var tilbage af Falster, og til at iværksætte det mente han, at Sjællandsfarernes hjælp var tilstrækkelig." Men så "fik han pludselig feber i Ringsted og sendte bud til Absalon, at han skulle give folkene hjemlov og skynde sig til ham."
Men han kom sig af sin sygdom og besluttede sig til i stedet at angribe Venden (måske året efter, 1158-59), "Absalon, Peder, Sune og Esbern var nu hovedmændene i Kongens Råd, og efter deres forstandige tilskyndelse besluttede han at drage imod fjenden med en hær, ved hvilken det mere gjaldt om, at den kunne komme hurtig af sted, end om størrelsen, og hellere at komme hemmelig over ham end at gå åbenlyst imod ham med hele flåden."
Men ærkebiskop Eskil og skåningerne var modvillige og fulde af undskyldninger: "De havde ikke skibe rede til så pludselig at efterkomme hans bud. Da lod Kongen dem vide, at de, der adlød ham, skulle have hans nåde, men dem, der værgede sig, skulle hans vrede komme over, og var så opsat på at få sit forehavende sat i værk, at han hellere ville drage af sted med et eneste skib end opgive togtet." Dette fik Eskil og skåningerne til at skifte mening.
Saxo skrev: "Da flåden var samlet ved Landøre," - "mønstrede han her omhyggelig hele hæren, thi han ville hellere ved at se med egne øjne danne sig et sikkert skøn om hvor stor den var, end gøre overslag derover i blinde. Derhos beskikkede han folk, som skulle vejlede og øve de ganske ukyndige i krigsvæsenet. Denne mønstring af hæren optog dem i fjorten dage, og medens de således lå ledige, gik største delen af deres levnedsmidler med."
Endelig kom de af sted. Flåden søgte havn ved Møn for natten, for, som kongen sagde: "Dagen er jo nemlig bestemt til arbejde, natten til hvile." - "Om natten brød der en storm løs, og havet kom i sådant oprør, at kongsflåden til trods for havn og ankre drev til søs og splittedes ad, og i fire dage holdt det uvejr sig uden i nogen måde at tage af."
Dernæst mente de at bølgerne havde lagt sig så meget at det var muligt at ro, og de afsejlede mod Venden. Hæren havde endnu proviant til tre dage. Knytlinge Saga siger syv dage: "Der fik de et hårdt modvejr, og blev derfor liggende der, indtil de ikke havde flere levnedsmidler tilbage til hele hæren end for syv dage".
I det første vendertogt lagde flåden sig i læ ved Møn for natten, og blev der overrasket af en storm, som varede i 4 dage. Derefter roede de mod Venden i modvind og høj sø. Storme kommer sjældent fra syd, så måske var den fra sydvest, og det kunne også være slemt nok. De gik i land på Hiddensø, og sejlede derefter ind i Barke fjorden. Foto Google Maps.
Saxo fortsætter: "Til at begynde med, gik sejladsen for sig med stor glæde og ivrighed, og folkene trak på årerne i det bedste håb om, at alt ville gå vel, thi inde i bugten, hvor de havde land på begge sider, kunne vinden ikke piske bølgerne således op som ude i rum sø; landet, de på alle sider var omgivne af, hindrede dem nemlig i at bryde så voldsomt på. Men da skibene begyndte at komme ud på dybet, blev de modtagne af en næsten uudholdelig storm." Knytlinge Saga siger "Sejladsen gik imidlertid langsomt og vanskelig for sig og var egentlig næsten umulig"
Imidlertid, Kongen sejlede med Eskils skib, og det kunne ikke tåle den hårde sø, derfor besluttede han at skifte skib: "Som følge af at bølgerne brød så voldsomt imod Kongens skib, medens stormen stod så hårdt på, løsnedes det i fugerne, så det var ved at skilles ad. Da Kongen så det, ville han, dels for at undgå den truende fare, dels også for at føre sejladsen til ende, over på et skib, hvor han kunne være tryggere, og han bød derfor Ingemar Skåning lægge sit skib nærmere op til hans, og med sværdet i højre og banneret i venstre hånd gjorde han så et lige så heldigt som dristigt spring og bød så Ingemars folk ro til af alle kræfter." Knytlinge Saga siger: "De roede da ud i en meget stærk storm, og Kongen var på skib med Erkebiskop Askel; det søndersloges i stormen, og Kong Valdemar svang sig da op på Ingemars skib med sit sværd og banner, det blev anset for et meget godt spring."
Eskil blev til sidst nødt til at vende om "dels fordi faren blev så overhængende, og dels fordi Kongen befalede ham det." Adskillige andre greb "i deres fejhed lejligheden til ligeledes at vende om, idet de lod, som de misforstod, hvad der gik for sig," fortsætter Saxo. "Nogle måtte også imod deres vilje vende om med deres hårdt medtagne skibe, som gik fra hinanden i fugerne, så de ikke kunne stå sig imod det oprørte havs brådsøer."
Absalon lod den navnkundige søkriger Vetheman udspejde Venden. Tegning Louis Moe.
Saxo fortæller: "En liden del af flåden, som var særlig opsat på at vise sig tapper og indlægge sig hæder, trodsede sig med Absalon i spidsen igennem den usædvanlige storms raseri, arbejdede sig igennem det oprørte hav ved utrættelig at bruge årerne og lagde ved daggry ind under Hiddensø." Knytlinge Saga bruger det gamle navn Hedinsø.
Absalon sendte den berømte fribytter Vetheman ind for at udspejde landet. Han kom tilbage og fortalte "at der ingen fjendtlige skibe var i havnene, og at Rygboerne ikke frygtede noget fjendtligt angreb, thi deres kvæg vankede om på strandbredden uden vogtere." - Resterne af flåden, der sammen med ham (Kongen) var nået over til Rygen, talte kun tresindstyve skibe."
Men nogle besætninger havde allerede fået nok. En besætning fra Halland sagde "at deres skib var ilde tilredt, det skortede dem på levnedsmidler, og de havde en lang vej hjem, og nu havde de den bedste lejlighed med god bør, thi modvinden, der havde gjort udfarten så besværlig, var medvind nu og ville gøre dem rejsen let, når de sejlede hjem." - "De ville hellere benytte sig af disse gunstige omstændigheder end blive ved med dette mislykkede og unyttige togt, hvorved de ufejlbarlig ville sætte livet til enten ved skibbrud eller ved at dø af sult. Medens kongen stadig sov efter anstrengelsen, sejlede de straks hjem.
Da kongen var vågnet "gik han i land på øen og sammenkaldte skibsstyrismændene for at høre, hvad de mente, der burde gøres. Adskillige fandt, at det var rådeligst at vende hjem, da man ikke uden fare kunne give sig i kast med fjenden. Kongen sagde, at det råd kunne være godt nok, hvis man ikke ved at følge det satte en plet på Fædrelandets ære og gjorde fjenderne over al måde kry. Sporene af lejren ville nemlig røbe for venderne, at danskerne havde været der, og grunden til det hemmelige tilbagetog ville de udelukkende søge i, at de var bange."
Rügen plyndres. Tegning Louis Moe.
Saxo fortsætter: "Så rådede Vetheman, som nylig havde udspejdet Rygboerne og vidste, at de ikke var belavede på noget angreb, til at lade folkene gøre landgang; hvis landsens folk så intet anede, kunne de uden selv at lide nogen skade slå dem ihjel og gøre bytte; viste det sig derimod, at de var forberedte, kunne de uden fare straks trække sig tilbage igen." Dette forslag brød Valdemar sig heller ikke om, da det indebar at en dansk konge muligvis skulle flygte for venderne.
Det blev Genner Falstring, som fremkom med det afgørende forslag: "Han sagde nemlig, at det ville være letsindigt med en ringe styrke at indlade sig i kamp med en overlegen fjende, men landskabet Barke, som var skilt fra Rygen ved et kort sund, ville det på grund af dets lidenhed være en overmåde let sag at hærge, om folkene der end var nok så forberedte."
Saxo fortsætter: "Kongen gik med begærlighed ind på dette råd, og om aftenen gav han tegn til opbrud, og flåden stævnede ind i sundet. - Ved daggry rykkede han frem igennem skovene, plyndrede marker og landsbyer med så meget større voldsomhed, som det skete hemmeligt, og overrumplede, og fældede landsens folk, som lå og sov trygt. Adskillige af dem troede, da de blev skræmmede op af lyden af hestenes hovslag, at det var deres egne høvdinger, der kom, men den vildfarelse kom de snart ud af, da de fik spyddene i kroppen. Flere af dem stak hovederne uden for døren og spurgte, om det var Cazimar eller Bugislav, der var kommen, og som svar på deres spørgsmål huggede danskerne dem så ned. Da de mente, at de havde gjort tilstrækkelig rigeligt bytte, begav de sig på tilbagevejen til deres skibe."
I det andet togt mod Venden kom danskerne for første gang i et egentligt slag mod venderne. De blev næsten alle hugget ned bortset fra nogle enkelte, som søgte tilflugt i vandet. Esbern Snare opdagede en vender i vandet, som stod på en sten. Han vadede ud og gjorde ham et hoved kortere, men da han gik ind igen, faldt han og på grund af sin rustning, kunne han ikke rejse sig. Hans kammerater halede ham op, og efter at have spyttet vand, kom han til sig selv igen. Tegning Louis Moe.
Venderne prøvede at gentage deres succes fra belejringen af Dubin i 1147, hvor de angreb og erobrede de danske skibe. Men ved Barke nåede de ikke at samle skibe nok, og de danske skibe blev energisk forsvaret af en høvding ved navn Skjalm Skæggemand, som også forsvarede det smalle indløb til landskabet Barke.
Efter nogle skærmydsler i rum sø med vendiske skibe, kom de sidste skibe i flåden hjem til Danmark med mange fanger og stort bytte.
Allerede om efteråret samme år angreb Valdemar egnen omkring Arkona med en hær af mange sjællændere og skåninger og få jyder og gjorde stort bytte. De mødte for første gang venderne i et egentligt slag, her var moralen allerede blevet betydelig bedre: "Danskerne, som var overmåde hidsige og opsatte på at holde slag, opløste imod sædvane deres slagorden og begyndte at gå løs på fjenderne, så snart de så dem. De fik da også sejr straks ved første angreb, thi venderne tog flugten, førend kampen ret var begyndt."
Slaget endte med en overbevisende Dansk sejr: "Barbarerne blev nemlig overvundne uden kamp og huggede ned, uden at danskerne led nogen skade. En stor del af dem ilede over hals og hoved ned til den bugt, de havde sat over, og satte livet, som de søgte at bevare, til i bølgerne, og der druknede lige så mange, som der faldt for sværd."
Året efter blev et planlagt togt mod Venden aflyst på grund af dårligt vejr.
5. Samarbejde med Henrik Löwe
Valdemar besluttede at søge forbund med hertugen af Saxen, Henrik Löwe: "Skønt Kongen hidtil havde haft held med sig, når han angreb venderne, indså han dog, at det var en vanskeligere sag at få bugt med dem, end at han kunne overkomme det med egne kræfter. Han bad derfor Hertugen af Sachsen om at slutte våben- og krigsforbund med sig og lovede ham en stor sum penge derfor. Hertugen lovede at deltage i togtet, dels fordi den store løn lokkede ham, og dels tilskyndet af håbet om at underlægge sig sine naboer."
Begivenheder omkring hertug Henrik Löwes og grev Adolfs deltagelse i kejserens belejring og erobring af Milano i 1158 blev et vendepunkt i hertugens og grevens forhold til venderne. Henrik og Adolf ønskede at sikre sig mod uroligheder i deres fravær. Helmold siger: "Omtrent i de samme dage opbød den heltemodige kejser Fretherik alle fyrsterne i Saxonien til angreb på byen Mediolanum. Vor hertug måtte derfor på embeds vegne først tage sig ad rigens tarv; til den ende begyndte han at bilægge alle stridigheder i sit hertugdømme samt søgte omhyggelig at forebygge, at der skulle udbryde uroligheder i fyrsternes og de øvrige højtstående personers fraværelse. Han skikkede ligeledes bud for at indbyde Danernes konge, Waldemar, til et møde og knyttede venskabsbånd med ham. Kongen anmodede igen hertugen om at skaffe ham fred for Sklaverne, der uafbrudt hjemsøgte hans kongerige, og lovede ham til gengæld over tusind mark sølv. Thi hertugen bød Sklaverne, nemlig Niklot og de øvrige, at give møde hos ham og forpligtede dem ved befaling og ed til at vedligeholde det fredelige forhold både til Daner og Saxonere, lige indtil han var vendt tilbage igen. Og for at de ikke skulle bryde deres løfter, bød han, at Sklaverne skulle føre alle deres sørøverfartøjer til Lubike (Lübeck) og forevise dem for hans der værende sendemand. Sklaverne bragte imidlertid med deres vante dumdristighed, som endog var stegen derved, at hertugens togt til Italien var umiddelbart forestående, kun nogle ganske få og tilmed oldgamle skuder for dagens lys, medens de var snedige nok til at holde hele resten, som var i kampdygtig stand, tilbage."
Niklots død ved borgen Werle. Fra "Chronic der Sachsen von Georg Spalatin". Maleri fra Lucas Cranach den Yngres værksted.
Som Svend Grathe tidligere havde gjort, søgte Valdemar også at skabe gode relationer til Grev Adolf af Holsten, sikkert med den bagtanke at motivere ham til at gøre noget ved venderne i hans område. Helmold siger: "Tillige knyttede Waldemar venskab med grev Adolf og viste ham hæder, ligesom hans kongelige forgængere havde gjort før ham."
Imidlertid, i hertugens fravær plyndrede venderne som sædvanligt i Danmark, hvilket fik resten af folket til frygte for Danernes hævn: "Både klerkene og folket i vort land var såre bedrøvede over deres brave beskytters lange fraværelse. Thi Sklaverne fra Aldenburg og Mikilinburg, der kunne råde for sig selv, medens fyrsterne var borte, brød freden i Danernes land, så vort land måtte skælve for Danernes konges hævn." Det lykkedes dog biskop Gerold at overtale Valdemar til at holde sin hævn tilbage: "Imidlertid stræbte vor biskop Gerold bade personlig og ved at sende andre at formilde kongens vrede og udvirkede en foreløbig våbenhvile, indtil længe hertugen og de andre fyrster igen indfandt sig."
Da fyrsterne kom tilbage efter den vellykkede, men langvarige, belejring af Milano, indkaldte hertug Henrik Löwe til en landdag på et sted kaldet Berenvorde. Kong Valdemar kom også tilstede for at beklage sig over de vendiske plyndringer i hertugens fravær: "Også Danernes konge Waldemar kom hen til Ertheneburg og beklagede sig til hertugen over al den skade, som Sklaverne ved at overtræde det offentlige forbud havde tilføjet ham." Men venderne kom ikke til mødet: "Sklaverne turde heller ikke vise sig for hertugen, eftersom de havde en ond samvittighed, hvorfor hertugen erklærede dem i akten og lod alle sine mænd holde sig færdige til krigstogt ved høstens tid."
Den danske flåde og den saksiske hær mødtes ved øen Poel. Saxo siger: "Efter at han (Absalon) var stødt til Kongen ved Masnedø, sejlede de med flåden til øen Poel, og danskerne og Tyskerne faldt nu i fællig, men hver fra sin side, ind i Venden; undertiden var danskernes og Tyskernes hære hinanden så nær, at de kunne se hinanden."
De saksiske riddere vender hjem til lejren med venderkongen Niklots hoved på en stage. Tegning Louis Moe.
I de efterfølgende krigshandlinger mellem venderne og Henrik Löwe, prøvede venderne indledningsvis at få initiativet ved at angribe Lübeck, men de blev hurtigt fuldstændig nedkæmpet af hertug Henrik og danskerne. Helmold fortsætter: "Derefter trængte hertug Henrik med en stærk hær ind i Sklavernes land og hærgede det med ild og sværd." - "Hertugen ryddede desårsag hele landet".
Det var under dette felttog at nogle saksiske krigere ved fæstningen Werle forklædte sig som trosknægte. Den gamle venderfyrste Niklot angreb dem ubekymret for at skaffe forsyninger, men blev selv dræbt. Saxo siger: "Nuklets hoved hug de af og satte det på en stage og førte det således til lejren, til gammen og glæde for begge hære."
En af Niklots sønner havde sluttet sig til danskerne, som kaldte ham Prislav. Saxo fortæller at da han "fik det at vide (Niklots død), just som han sad ved sit måltid, holdt han en liden stund op med at spise, støttede hånden til kinden og sagde, at det var ret og billigt, at en gudsforagter fik et sådant endeligt, og så tænkte han ikke mere på det".
Dette blev den foreløbige ende på størstedelen af vendernes magt vest for Peene, bortset fra Rügen. De ny kristne magthavere delte landet imellem sig og åbnede op for en massiv indvandring fra Holland og Flandern. Henrik fordelte resten af vendernes land mellem sine krigere og tilhængere. Han inddelte landet i bispedømmer og udnævnte biskopper. Helmold siger: "Senere blev Niklots sønner atter tagne til nåde af hertugen, som skænkede dem Würle med hele det tilhørende land. Obotriternes land skænkede han derimod sine krigere og fordelte det imellem dem." - "I Milikov anbragte han Ludolf af Pajna, men overgav Zverin og llinburg til Guncelin. Mikilinburg overdrog han derimod til en fornem mand fra Skathen, Henrik, som tillige bragte en mængde folk med sig fra Flandrien, som han lod nedsætte sig i Mikilinburg og hele det dertil hørende land." Niklots søn Pribislav lod sig døbe og blev senere udnævnt til Prins af Mecklenburg.
Danskerne brænder en vendisk gud i byen Rostock. Tegning Louis Moe.
Den østlige del af vendernes land blev på samme tid erobret og koloniseret af en markgreve Adelbert. Helmold fortæller: "På samme tid stod det østlige Sklavenland under markgrev Adelbert med tilnavnet Bjørn, som endogså ved Guds nåde lykkeligt udvidede grænserne for sin arvelod såre betydeligt. Thi hele det land, der tilhørte Brizanerne, Stoderanerne og mange andre folkeslag, der havde bopæle ved Habela og Albia, lagde han under sit åg og tøjlede de genstridige iblandt dem. Til sidst, da Sklaverne lidt efter lidt gjorde sig usynlige, skikkede han bud til Trajektum og de strøg, der grænser op til Renus, samt derhos til dem, der bor ved Oceanet og idelig måtte døje overlast fra søen, Hollandrere, Selandrere og Flandrere, han fik en overvættes mængde mennesker af disse folk trukne derhen og lod dem tage bolig i Sklavernes stæder og byer."
Biskoppernes og formentlig også fyrsternes indtægter blev mærkbart forøget ved indvandringen, Helmold siger: "Tienderne i Sklavernes land flød nu også rigeligere ind, eftersom Tevtonere strømmede til fra deres forrige hjem for at bosætte sig i dette vidstrakte land, der var et frugtbart kornland, indbydende ved sine græsganges frodighed og i overflod forsynet med fisk, kød og alt andet godt."
Helmold forklarer at undertvingelsen og fordrivelsen af venderne var historisk berettiget: "Det var alt sammen lande, hvor Saxonerne tidligere pa Ottonernes tid skal have været bosatte, som man endnu kan se af de fortidsdæmninger, som de havde opkastet ved bredderne af Albia i Balsamernes sumpland; siden efter fik Sklaverne imidlertid overhånd, ryddede Saxonerne af vejen og ejede landet lige indtil vore dage. Men for tiden er Sklaverne overalt knuste og fordrevne, efterdi Vor Herre i rigt mål har skænket vor hertug og de øvrige fyrster held og sejr; og fra landene ved Oceanet har man hentet utallige masser af kække folk, som er komne og har taget Sklavernes forrige område i besiddelse, opført byer og kirker og forøget deres velstand uberegneligt."
Dernæst angreb danskerne området længere mod øst omkring det nuværende Warnemünde og Rostock: "Derpå sejlede de til Gudagerfloden, hvis indløb var så grundt, at store skibe ikke kunne gå derind" - "Det snævre indløb til denne havde venderne spærret med en talrig flåde for at hindre fjenden adgangen. danskerne søgte at splitte den ad, men da de ikke kendte farvandet eller vidste, hvor dybt eller lavt der var, løb de på grund." Besætningerne gik ud i vandet og trak skibene af grunden under vendisk beskydning. Til sidst fik de så mange skibe igennem at de kunne nedkæmpe venderne.
"Danskernes flåde fulgte nu efter og bemægtigede sig de fjendtlige skibe, da Venderne rømmede dem og tog flugten, og derpå stak de ild på landsbyerne, der lå på bredden af søen" - "Han (kongen) sendte Sune ud med to skibe for at hærge rundt om i alle bugterne. Han opbrændte også byen Rostock, uden at det kostede ham nogen umage, eftersom byfolkene fejt havde rømmet den. Han brændte ved denne lejlighed også en billedstøtte, som folket i sin hedenske overtro viste guddommelig ære, som om det var en himmelsk gud."
Knytlinge Saga siger at hæren på dette togt kæmpede mod venderhøvdingen Mjuklat: "og holdt der et Slag med en vendisk Høvding, som hed Mjuklat. Dennes søn hed Fridleif; han blev fangen af de danske på det første togt, og han var da hos Kongen, og var kristnet. De sloges ved Byen Urk; Kong Valdemar sejrede, men Mjuklat flyede og faldt siden. De danske tog hans hoved, og opsatte det på en stage udenfor Byen."
Rekonstruktion af vendisk hus. Som det ses er det bygget udelukkende af brændbart materiale. Foto Morgenwacht.
"Imidlertid udbredte der sig pludselig et rygte om, at den Rygiske og Pommerske flåde havde forenet sig og agtede at spærre danskerne inde i floden. Henrik forestillede da Kongen, at han nødvendigvis måtte lægge ud af floden for ikke at komme galt af sted i dens snævringer, hvilket han da også straks gjorde."
Noget fantasiløst søgte venderne endnu engang at gentage suceseen fra belejringen af Dubin, hvor de erobrede de danske skibe, medens hæren belejrede byen: "Venderne havde i virkeligheden lagt sig på lur i skjulte bugter og spejdede efter lejlighed til at angribe Kongens flåde, i fald han gav sig til at hærge landet. For nu at lokke dem frem ved at bilde dem ind, at der var lejlighed til at fuldbyrde deres forsæt, lod han en mand ved navn Magnus stikke ild på landsbyerne på strandbredden, men bød krigsfolkene holde sig skjult om bord på skibene, idet han gik ud fra, at venderne ville tro, at det var hele danskernes hær, der skændte og brændte, og som følge deraf ville være dristigere til at sætte deres anslag i værk." Imidlertid, nogle danskere sprang frem for tidligt, og venderne nåede at vende om og flygte.
Derefter hærgede danskerne i nogle dage "øens sydside" og sejlede til et sted kaldet Valung, som vi heller ikke ved hvor er. Rygtet gik dernæst at Rügen-beboerne ville rykke ud til slag. Den danske moral var høj. Krigerne havde erfaret at når de blot gik hårdt og beslutsomt frem, ville venderne flygte. Saxo siger: "En af danskerne, som i sine staldbrødres påsyn huggede et stykke af sin spydstage for bekvemmere at kunne bruge den i slaget; de andre gjorde ligeså, og da de afhuggede stumper blev sankede sammen, var der snart en hel dynge af dem." Knytlinge Saga fortsætter: "og gik der i land med deres heste, og brændte der hele fylket, som ligger ovenfor Stræla, og blev liggende der om natten; men om morgenen derefter droge de til Falong og brændte herredet, og agtede sig dernæst hjem."
Kort med de vigtigste stednavne i krigen mod venderne. Foto Google Maps
Men, beretter Knytlinge Saga: "Kong Valdemar lagde sine skibe til havnen Skaparød på Rygen, og de ginge der i land med hele hæren op til staden Arkun. Denne Stad havde Erik Emun indtaget, som forhen er berettet i bogen. Der kom Rygierne imod Kong Valdemar med en utallig hær, og holdt et slag med ham, i hvilket Kong Valdemar sejrede, men af Rygierne faldt tre hundrede tusinde, men de overblevne flyede. De danske sejlede dernæst til Hedinsø, og da de lå der, kom Rygierne til dem, og satte dem fire gidsler, og tilstode alt, hvad de forlangte."
Saxo siger om samme episode: "Imidlertid var fjenderne bleven mere opsatte på at få fred end på at føre krig, og Dombar blev sendt til danskerne for at underhandle." - Han indrømmede at Rügen fra gammel tid tilhørte den danske konge. Saxo lader ham sige: "Indtil I lagde freden i Eders land øde med borgerkrige, viste vi stadig Daneriget huldskab og troskab, men da I begyndte at fejde på hinanden indbyrdes og med væbnet magt at støtte dem, der stræbte efter Kronen, blev vi mere opsatte på at vinde vor frihed." - "som tegn på deres underkastelse lovede han at stille gidsler." - "Kongen tog imod gidslerne og drog hjem til Danmark."
6. I alliance med kejseren
Nogle historikere har påpeget at den danske krigsførelse i Venden havde karakter af isolerede gengældelses-ekspeditioner og ikke var ledsaget af kolonisering og opførelse af militære støttepunkter, således som den saksiske ekspansion var det. Men det har ganske givet været farligt for Danmark at prøve at sætte sig i besiddelse af land, som kejseren anså for sit område - i hvert fald så længe Kejserriget var så stærkt, som det var under Frederik Barbarossa. Men med Rügen kan det have forholdt sig anderledes, idet det fra gammel tid havde været underlagt de danske konger.
Kong Valdemar besluttede at søge nærmere kontakt med kejseren, han sendte en Englænder ved navn Radulf til kejserens hof under påskud af at udforske striden mellem de to paver Oktavian - kejserens favorit - og Alexander, som var støttet af andre europæiske magter. Radulf, vendte tilbage til Danmark med et brev fra kejseren. I anledning af striden mellem de to paver, ønskede han "at tale med den så overmåde forstandige danske Konge, hvis dom han helst ville rette sig efter, eftersom såvel hans dydige sind som hans helgenbyrd gjorde ham særlig skikket til at være voldgiftsmand i så vigtig en sag." - "Til overflod ville Kejseren, dersom han ville påtage sig de besværligheder, der var forbundne med denne fromme rejse, til løn for hans møje overlade ham en provins i Italien og herredømmet over hele Venden."
Valdemarsmuren i Dannevirke. Valdemar mente at det var nyttigt for Danmark at samarbejde med Henrik Löwe og sværge troskab mod kejseren. Men for en sikkerheds skyld forstærkede han Danevirke som værn mod både saksere og vender. "Til værn for hele riget lod han Danevirke forstærke med en "mur af bagte sten" Foto Wikimedia Commons ved Jens Cederskjold.
Det lød jo forjættende. Valdemar besluttede sig til at besøge kejseren. Men han ønskede at biskop Absalon skulle rejse med, hvilket Absalon ikke var meget for, sikkert fordi hans foresatte, ærkebiskop Eskil, var fanatisk modstander af paven Oktavian. Men Valdemar udtrykte sig bestemt: "at hidtil havde han gjort mere af ham end af nogen anden, men hvis han nu nægtede ham sin hjælp og bistand, ville han for fremtiden ikke vente sig noget godt af ham mere." Derefter accepterede Absalon at rejse med. Saxo fortsætter: "Derpå tog Kongen ham med og foruden ham en del lige så højbårne som retskafne mænd, nemlig fra Sjælland Sune og Esbern, fra Fyn Tage og Esger; af sine frænder tog han kun Buris med, for at han ikke skulle stifte oprør i landet, medens han var borte."
Saxo fortæller at selskabet rejste gennem Holsten, hvor de fik en venlig modtagelse af grev Adolf. De rejste gennem Bremen, hvor ærkebiskoppen modtog dem "venligt og gavmildt". "Adskillige Sachsiske fyrster sluttede sig nu til kongens følge for så meget tryggere at kunne rejse til kejserhoffet, så man troede, at de hørte med til den danske Konges hofsinder og følge." - "Da han kom til Byen Metz, skruede byfolkene priserne på alt, hvad der skulle købes, op som følge af de mange fremmede, men Kongen klagede til byrådet og fik sat igennem, at hvad han og hans følge havde behov, skulle overlades dem til rimelig pris." - "Da han kom til kejserhoffet, overlod Hertug Henrik, i ihukommelse af deres gamle venskab, ham og hans følge største delen af sin lejr og beværtede ham der på egen bekostning."
Kejser Frederik Barbarossa med to sønner i Welfenchronik.
Den danske delegation fik indledningsvis en kølig velkomst hos kejseren: "Kejseren besværede sig, til at begynde med, over, at Kongen havde ladet vente på sig og tøvet så længe;" fortsætter Saxo, "det var en fornærmelse, at han ikke havde indfundet sig før, eftersom han skyldte ham hørighed og lydighed på sit Riges vegne, som han havde til len af det Romerske Rige." - Absalon indvendte - ifølge Saxo - "at det havde sømmet sig bedre og været ærligere, om Kejseren havde ladet Kongen det vide, inden han begav sig på denne rejse, som han havde lokket ham ud på med fagre ord og løfter."
Men efter nogen tid tøede stemningen op: "Han (kejseren) nødte nemlig alle de Tyske fyrster til at aflægge ed på, at de ville lægge Venden under den danske krone, og i fald de ikke mægtede det, lovede han, at han selv ville gøre det, så snart han vendte hjem fra Italien. Dette underfundige tilbud tog Kongen imod med begge hænder og lovede ham hørighed og lydighed, dog skulle han ikke, som fyrsterne ellers plejede, være forpligtet til at give møde ved Kejserens hof eller stille krigsfolk til det Romerske Riges tjeneste, så det var kun tilsyneladende og ikke i virkeligheden, at han blev Kejserens undergivne."
Det var i det hele taget en vellykket rejse. På hjemvejen nød selskabet biskoppen af Manz' gæstfrihed. Hertug Henrik forsynede løbende selskabet med levnedsmidler, og kongen sluttede venskab med Adolf af Holsten "som straks svor Kongen troskab og blev hans håndgangne mand", siger Saxo.
7. Togt mod Norge
Norge var stadig hærget af borgerkrig og kaos, som var startet allerede i Erik Emunes tid. Her følger Saxo's redegørelse, som må indeholde nogen sandhed, da han var en samtidig.
Sigurd Slumpedegn hudflettes.
Tegning W. Wetlesen i Snorres Heimskringla Nationaludgaven.
Harald Irlænder, som kom fra Irland, havde blindet, invalideret og kastreret kong Magnus og sat ham i kloster, derfor fik Magnus tilnavnet den Blinde. Som før fortalt, dræbte Sigurd Slumpedegn - som han hedder i kongesagaen - Harald Irlænder, medens han lå og sov i sin elskerindes arme. Sigurd tog Magnus den Blinde ud af klosteret og gjorde ham igen til konge.
Harald Irlænders tre sønner, Inge, Sigurd og Ejsten, angreb Sigurd med en hær. I det følgende slag faldt Magnus den Blinde og Sigurd blev taget til fange, selvom han søgte at flygte ved at svømme under vandet. Derefter henrettede de ham: "Først blev han hudflettet og derpå sønderknust med hamre led for led".
Af Harald Irlænders tre sønner var kun Inge ægtefødt af Haralds hustru, Ingerid, som var enke efter danske Henrik Skadelår, som faldt ved Fodevig. Imidlertid var Inge invalideret fra barnsben: "Som følge af sin ammes uforsigtighed var han faldet ned af hendes skød, så at han knækkede ryggen og for resten af sin levetid var skrutrygget". Inges krigsfolk dræbte broderen Sigurd i en kirke i Bergen efter et skænderi, som kom af at Sigurd havde skændet deres hustruer. Den anden broder, Ejsten, frygtede for sit liv og prøvede at flygte, men da han "formedelst sin førhed ikke kunne komme hurtig nok af sted" blev han indhentet og dræbt på en strand.
Imidlertid synes nogle Norske stormænd at nu kunne det være nok: "Det tyktes også adskillige uværdigt, at en mand, der havde sådan en latterlig legemeslyde at trækkes med, skulle herske frit og uhindret over Riget, blot fordi hans ugudelige krigsfolk havde spillet det i hænderne på ham." - "De valgte derfor den omtalte Hakon til anfører og gav ham Kongenavn". Imidlertid, Hakon havde ingen militær erfaring og tabte adskillige slag. Han og hans mænd måtte flygte til Sjælland, hvor de gik i land og forsvandt ind i en skov. Kong Inge forlangte dem udleveret, hvilket Absalon ikke reagerede på. Den følgende vinter drog Hakon og hans mænd tilbage til Norge og holdt slag på isen mod kong Inge. Her faldt "Gregorius, den mand, som, dygtig til råd og dåd, næst efter Kongen nød den største anseelse, og ved hvem alt Inges håb og mod hang." I et følgende slag - også på isen - faldt kong Inge selv "tillige med næsten alle sine krigsfolk". Det hedder om dette slag: "I dette slag, det største og blodigste, der er blevet holdt i Norge, gik næsten hele landets kongestamme til grunde."
Enkedronning Ingerid og Gregorius taler med kong Inge. Tegning Erik Wehrenskiold i Heimskringla Nationaludgaven.
Saxo beretter videre: "Dog undslap Erling med sin søn Magnus, som den gang endnu var et barn, fra blodbadet og begav sig til Jylland, thi gennem sin moder var Magnus i nær slægt med Valdemar." Valdemar tog sig godt af sin slægtning.
Efter nogen tid vendte Erling og hans søn Magnus tilbage til Norge: "Han lod nemlig straks sin førnævnte søn, der på mødrene side stammede ned fra Norges gamle konger, udråbe til konge og gjorde vitterligt, at han ville støde Hakon fra tronen og hævne Inge." Kong Hakon faldt i et slag mod Erling og Magnus. Hans mænd udråbte derefter "en håbefuld yngling, der opfostredes af en mand ved navn Marcus, til konge." Men de blev igen overvunden af Erling og Magnus i et slag, hvori også deres ny konge faldt.
Hakons mænd flygtede derefter til kong Karl i Sverige og bad ham om at føre an i krigen mod Erling, men han var ikke interesseret. Derefter "skikkede de sendemænd til Valdemar og bad ham om hjælp, og da han omsider gav dem gunstigt svar og indbød dem til sig, drog de selv til ham."
Gregorius falder gennem en våge i isen og drukner. Tegning af Louis Moe.
Valdemar "sendte derfor først nogle folk til Norge for i al hemmelighed at forhøre, hvorledes landsens folk der var til sinds." De kom tilbage og sagde at de var sindede som Hakons mænd sagde. Derefter drog Valdemar til Norge med en hær.
Erling flygtede straks "til Norges fjerneste egne, idet han holdt det for rådeligere at fly til landets yderste grænser end at værge den del af det, fjenden først måtte komme til." Valdemar "drog derpå gennem en stor del af landet, hvor han alle vegne blev modtagen med glæde af folket, og da han kom til Sarpsborg, lod han sig der af Vigboerne tildele Kongenavnet og holdt i største endrægtighed ting med almuen." Derefter drog han til Tønsberg, hvor nogle af Erlings tilhængere var flygtet op på en høj klippe. Kongen ønskede ikke at hærge og brænde deres hjemby nedenfor klippen for at tvinge dem ned. Ingen Norske bisper opsøgte Valdemar, og derfor skønnede kongen at en stor del af folket ikke var ham venligt stemt.
I Magnus Erlingsøns Saga siger Valdemar: "Let er det at skønne på folket her i landet at alle står imod os. Nu har vi to ting at vælge imellem; enten kan vi fare med hærskjold over landet og ikke skåne nogen, hverken folk eller fæ, eller vi kan fare sørover igen uden at vi har fået noget resultat af togtet. Og jeg har større lyst til at fare til de hedenske lande i Østerled, som der er nok af, end at dræbe kristne folk her, selvom de godt nok har fortjent det."
Erling Skakke og hans mænd går i land i Randaros og opsøger kongen og tilbyder forlig. Erling Skakke var en Norsk stormand under den Norske borgerkrig. Han havde besøgt Det Hellige Land, Konstantinopel og Rom. Under en kamp mod arabere ud for Sicilien fik han et hug i halsen, så han kom til at holde sit hoved på skrå, deraf tilnavnet Skakke. Han søn Magnus var efterkommer efter de gamle Norske konger efter sin moder, og Erling gjorde ham til konge.
Tegning W. Wetlesen i Snorres Heimskringla Nationaludgaven.
Saxo skriver: "Omsider måtte Kongen opgive togtet som følge af den mangel på levnedsmidler, der opstod, fordi det trak så længe ud. En mængde af de Nordmænd, der havde sluttet sig til ham, fulgte med ham, fordi de var bange for straf, og levede længe i landflygtighed i Danmark, dels på Kongens og dels på andre stormænds bekostning." Han kan have tænkt at Norge er et stort og øde land, og det kunne have gået ham, som det gik Svend Grathe i Sverige, hvis han havde ført krig mod landet.
Magnus Erlingsøns Saga fortæller videre at siden rejste Erling Skakke til Danmark og opsøgte kongen i Randaros. Her blev de enige om at Valdemar skulle herske i Viken, som mange danske konger før ham, og Erling ville være hans lensmand, og "siden var han jarl så længe han levede".
8. Venderne gør oprør
Knytlinge Saga beretter at danskerne erobrede byen Valagust: "Da red Biskop Absalon op i landet, og holdt ting med bønderne; Biskoppen bød dem at drage til Valagust med Kongen, og give ham hjælpetropper. Rygierne gjorde, som han bød, og droge med Kongen, og de havde betydeligt mandskab, og lagde sig i Kuaviz. Der kom de fra Valagust (Volgast, som synes at være en hovedby ved den Pommerske indsø) imod dem, og satte Kongen gidsler, og tilstode ham lydighed, hvorefter hæren igen drog hjem.
Men Henrik Löwe var ikke tilfreds med at danskerne havde sat sig i besiddelse af en vigtig by: "På det næste togt, som Kong Valdemar gjorde, drog han til Grønnesund, thi Rygierne ville da bryde forliget, som de forhen havde sluttet med Kong Valdemar, hvortil grunden var, at de i dette mellemrum havde underkastet sig Hertug Henrik af Brunsvig og sat ham gidsler, thi Henrik erklærede hele Landskabet omkring Valagust for sin ejendom, og han havde også hærget på Rygierne. Men da Rygierne spurgte, at Kong Valdemar var kommen til Grønnesund, og agtede at hærge på deres land, droge de til Kongen, og overgav sig da på ny til ham. - og videre: "Men da Hertug Henrik spurgte dette, gjorde han Kongen beskyldning for, at han havde taget gidsler af Valagust og hærget på Rygierne, som han påstod at være hans undersåtter. Han sendte da mænd til Kong Valdemar, og bad ham om erstatning for at han havde hærget på hans land, og lod tilføie at han i modsat fald ville tage hævn og drage med en hær til Danmark.
Krucifikset fra Tryde Kirke i Skåne fra omkring 1150 udstillet i Historiska Museet i Stockholm. Jesus har stadig kongekrone, som han har på de tidligere krucifikser, men han har ikke længere det samme barske og trodsige udtryk som tidligere tiders Jesus på korset. Hovedet er faldet lidt ned, og han har fået et mere lidende apatisk udtryk.
Foto Wikimedia Commons.
Men, imidlertid, venderne på fastlandet var ikke tilfredse med deres liv efter at de havde anerkendt Henrik Löwe og Adolf af Holsten som deres overherrer, og hjælpeløse så den massive indvandring af nybyggere fra Flandern og Holland, som disse fyrster havde iværksat. Knytlinge Saga skriver: "Men medens de udsendte vare på rejsen, havde Øst-venderne en utallig hær ude, og droge mod det landskab, som hertugen ejede i Vindland, og brændte bygderne og dræbte alt folket."
Valdemar fornyede sit samarbejde med Henrik. Saxo siger: "Da Kongen derefter fik at vide, at de østlige Vender stolende på deres styrke var faldne fra og havde gjort oprør, sluttede han krigsforbund med Hertug Henrik af Sachsen" - "Medens Henrik nu lavede sig til at angribe til lands med sin krigshær, sejlede Valdemar til Venden med sin flåde, og da han var kommen til Rygen, lod han Absalon samle forstærkning der blandt landsens folk, på hvis venskab han ikke ret stolede."
De oprørske vendere angreb sakserne i fortet Dimin. Nogle trosknægte, som var på vej efter forsyninger så dem først. Helmold siger: "Men se! Ret som disse ved første daggry havde givet sig på vej, viste Sklavernes talløse horder af folk både til hest og til fods sig på skrænten af en høj. Ved dette syn vendte knægtene om og vakte med høje skrig den slumrende hær, der ellers havde sovet sin sidste søvn. Nu modtoges fjenderne under deres nedstigning fra højen af de herlige krigshelte Adolf og Rejnold, der, skønt de kun havde nogle få tilfældig opskræmte og hurtig tililende Holzatere og Thetmarsiere hos sig, dog oprev Sklavernes forreste række og kastede den helt midt ud i en sump. Men lige i hælene på Sklavernes forreste række fulgte deres anden og væltede sig med bjergevægt ind over Saxonerne; grev Adolf og grev Rejnold dræbtes og alle de tapreste mænd faldt der. Og Venderne indtog Sachsernes lejr og plyndrede dens forråd."
Nærbillede af den apatiske og lidende Jesus på Krucifikset fra Tryde Kirke i Skåne fra omkring 1150.
Foto Wikimedia Commons.
Dagen efter kom hertugen til stedet. Helmold siger: "Da han fandt borgen afsveden, lod han en del af hæren blive på stedet for at nedbryde volden og jævne den med jorden samt tage sig af de sårede, der trængte til pleje. Men selv drog han kong Waldemar i møde med resten af hæren; og disse to fyrster begav sig nu videre for med samlet styrke at hærge Pomeranerland i hele dets vidde og kom til et sted, Stolpe kaldet, hvor Kazemar og Bugezlav allerede for rum tid siden havde grundet et abbedi til deres samme steds dræbte og begravede fader Wertizlavs minde."
Valdemar og hans mænd havde ingen medlidenhed med de sultne og desperate vendere. Helmold fortsætter: "Og skønt Sklavernes yderste rester endnu holdt sig, var de dog som følge af kornmangel og markernes hærgning så medtagne af hunger, at nøden drev dem til skarevis at tage deres tilflugt til Pomeranerne og Danerne, der uden barmhjertighed solgte dem til Polaberne, Soraberne og Boemerne."
De undertrykte og desperate vendere dræbte alt af hankøn, som de kunne finde i de erobrede borge, og slæbte kvinder og børn med sig som slaver. Men oprørerne blev igen slået ned af hertug Henrik, som også sørgede for at de ikke kunne undslippe ad søvejen ved at hidkalde Valdemar og den danske flåde: "Men også Danernes konge Waldemar fik han til at indfinde sig med en krigsflåde, for at han således kunne tugte dem både til lands og til vands."
Danskerne sejlede ind i Peene, hvor Valdemar "lod også sine skibe lægge sig tæt sammen, så at de dannede en bro, på hvilken Henrik gik over med hele sin hær."
Rekonstruktion af vendisk skib. Ikke blot denne rekonstruktion, men også andre, giver indtrykket af at de vendiske skibe var forholdsvis små, velegnede til flodsejlads, og de var mindre end vikingeskibe. Det ses også at de havde en mere flad form under vandlinjen. Det kan forklare hvorfor venderne i hovedsagen plyndrede på øerne syd for Fyn og Sjælland og på de sydlige kyster. Der havde de kun en kort sejlads over Østersøen, sikkert uden at de på noget tidspunkt mistede landkending. Venderne brugte trænagler i modsætning til vikingeskibe, som var samlet med jernnagler.
Foto Pinterest.
Danskerne erobrede uden problemer byerne Volgast og Gutzkov. Valdemar ønskede at kolonisere området, således at det for evigt ville forblive dansk, men ingen havde rigtig mod på projektet. Saxo skriver: "For at Volgast nu ikke lige så let skulle gå tabt igen, som den var bleven indtaget, og falde i fjendens hænder, når han var draget bort, og i den tanke, at danskerne bestandig ville have herredømmet over Venden, når de var i besiddelse af denne by, besluttede Kongen, at Absalon, Buris og Svend, som på den tid var biskop i Aarhus, skulle tage bo i den, og til yderligere sikkerhed for, at de kunne vente pålidelig støtte af ham, gav han dem sin søn Kristoffer med. Han bød dem derhos at søge at få deres venner og pårørende til at være med, men kun Sjællænderne lovede Absalon at blive sammen med ham i byen, de andre havde på grund af den store fare, der var forbunden dermed, hverken mod til selv at blive der eller kunne få nogen til at være med." Efter alt at dømme var der rigelig med udyrket jord i Danmark, som man mere risikofrit kunne opdyrke.
9. Buris Henriksøns endeligt
Knytlinge Saga beretter at "Valdemar havde en søn udenom, ved navn Christopher; hans moder hed Tofa." Vi må tro at han var en del ældre end hans halvsøskende, som Valdemar fik med Sofie, idet han tilbyder Absalon, Buris og biskop Svend at få selskab af hans søn Christoffer, hvis de vil bosætte sig i Volgast og pleje danske interesser der, omtrent samme tid som Sofie nedkommer med sønnen Knud. Kort tid efter Knuds fødsel "overdrog Kongen Absalon, Kristoffer og Magnus anførselen over et mindre togt mod Venderne, thi flåden var kun bemandet med Østdaner og Fynboer. Kristoffer havde anførselen over skåningerne, men den, som egentlig rådede for det hele, var Absalon. De angreb landskabet Tribsees, og da Kristoffer var så ung, fik han sin plads anvist imellem Absalons og Magnus' folk, for at han som Kongens søn kunne have pålidelige mænd at støtte sig til." Hvilket alt sammen indikerer at Kristoffer var betydelig ældre end sine halvsøskende og sikkert født flere år før, Valdemar ægtede Sofie.
Hedared trækirke og Serritslev stenkirke nord for Brønderslev. Heared Kirke er Sveriges eneste bevarede trækirke. Oprindeligt, det vil sige i vikingetiden og tiden lige efter, må mange Skandinaviens kirker have lignet denne. I Danmark blev de i løbet af 1100-tallet erstattet af stenkirker, som lignede de oprindelige trækirker, som for eksempel den i Serritslev. Grundlæggende var der to bygningsdele nemlig et skib, som er det største rum, hvor menigheden sad eller stod, og et kor, hvor alteret stod. Således må mange kirker have set ud i 11 til 1200-tallet. Først senere blev de fleste kirker udstyrede med flere tilbygninger såsom tårn, våbenhus, apsis og annekser.
På Svend Estridsens og Erik Ejegods tid ville det ikke have betydet noget at en prins var født udenfor ægteskabet, han ville som kongens ældste søn være et kongsemne uanset. Men tiderne var skiftet. Den udvalgte prins skulle være ægtefødt som søn af både kongen og dronningen. Det indskrænkede antallet af kandidater i det traditionelle valgkongedømme en hel del.
Valdemar besluttede - med stormændenes accept - at forbigå Kristoffer og lade sin lille søn, Knud, hylde som medkonge. Knud var da ifølge Saxo "syv år gammel". Saxo skriver: "Da Valdemar var kommen hjem, besluttede stormændene i betragtning af de farer, der truede Danmark, og de vanskelige tider, der var for hånden, at overdrage Knud Valdemarssøn kongenavnet, ikke blot som den, der skulle være sin faders efterfølger på tronen, men også for at han allerede nu kunne dele hans værdighed med ham." Saxo skriver udtrykkeligt at Knud blev hyldet "som konge på tinge".
Fire ansigter i Romansk granit relief i muren på Vestervig Kirke. Foto Gunnar Bach Pedersen Wikipedia.
Men kongens grandfætter Buris Henrikssøn stemte ikke ved valget af den syv-årige konge. Saxo skriver: "Da han mærkede, at Kongen som følge heraf nærede mistanke til ham, erklærede han, at hans tavshed var et vidnesbyrd om hengivenhed og ikke om uvilje, thi han mindedes ikke, at Daneriget i venskabelighed var blevet delt imellem flere Konger, men vel at der fra Arilds tid var talrige eksempler på, at der havde rejst sig strid om herredømmet imellem fader og søn." Desuden var han ikke på forhånd blevet orienteret om planerne om Knuds kongehyldning.
Buris afslog efterfølgende at sværge troskab mod barnekongen: "Da Kongen efter tilendebragt togt i Roskilde bød ham sammen med de øvrige danske stormænd højtidelig at tilsværge Knud huldskab og troskab, hvilket alle de andre straks var rede til, undslog han sig og pådrog sig derved stor mistanke om, at han tragtede efter kronen." Han begrundede sin holdning. Saxo forklarer: "Idet han som grund til sin vægring anførte, at så længe den, han først havde svoret huldskab og troskab, var i live, ville han ikke træde i nogen andens tjeneste, at intet skulle få ham til at give sig under en ny herre i den gamles sted, og at dette stred imod, hvad der var sæd i Danmark, og var utilbørligt for en ærlig mand, thi ingen dansk mand havde for skik at tjene to herrer, det var noget, kun Tyskerne plejede at gøre, fordi de var opsatte på at få så megen sold som muligt."
Romansk granit døbefont i Nørre Snede Kirke midtvejs mellem Horsens, Herning og Skanderborg. Motivet med den dobbeltkroppede løve kan genfindes i andre kirker. Foto Hideko Bondesen Wikipedia.
Det er ret tydeligt at denne forklaring var en slet skjult hentydning til Valdemars fader, Knud Lavard, som netop højtideligt var blevet ophøjet til helgen, i hvert fald i Danmark. Han var netop meget glad for alt tysk, og han havde faktisk svoret troskab mod to herrer, idet han som Jarl af Slesvig havde svoret troskab mod den danske konge, og som Obodriternes Knes havde han svoret troskab mod kejseren. Det bliver aldrig udtalt, men det er meget vel muligt at det var netop dette forhold, som motiverede Magnus den Stærke og hans sammensvorne til at dræbe ham - og dermed starte 25 års borgerkrig.
Saxo fortsætter: "Kongen var lige så snild som han og skjulte sin vrede under milde ord og et venligt ansigt, men da Buris siden fulgte med Kongen til Halland, gav denne ham stiltiende at forstå, at han mente, han pønsede på svig imod ham." Saxo antyder at Buris benyttede lejligheden til slå en handel af med kongen: "For at fri sig for denne mistanke lovede Buris, at han ville gøre, hvad Kongen ønskede, hvis han ville øge hans magt ved at give ham nogle flere len og give sine frænders børn arveret til den værdighed og ringere vælde, som deres fædre havde, ligesom han selv søgte at gøre Danmark til et arverige, medens det før havde været et valgrige." Boris mente at de fyrstelige len skulle være arvelige til fyrsternes børn og videre efterkommere, således som det senere blev tilfældet - i modsætning til Vikingetidens jarler, hvilken titel ikke var arvelig.
"Ved Absalons bistand opnåede han at få største delen af Jylland og gik så til gengæld ind på at hylde Knud. Men Kongens venskab vandt han aldrig mere igen fuldt ud." skriver Saxo.
Romansk stenkunst i sydportal i Rydaholm kirke i Rydaholm i Småland i Sverige. Rytteren har et karakteristisk spidst "tveskæg" Det skal formentlig forestille Sankt Jørgens kamp mod dragen. Foto Michael Ullen.
Der kan ikke være tvivl om at Valdemar ønskede at afskaffe det oldgamle valgkongedømme, måske mente han at det var dette system, som var skyld i 25 års ulykkelig borgerkrig. Han lod sin lille søn salve og sætte på tronen af Guds repræsentant på Jorden. Saxo skriver: "Ærkebispen af Lund" - "salvede hans søn Knud, som da var syv år gammel, til Konge og satte ham på tronen iført purpurkåben." Det synes at Valdemars ambition var at kongerne skulle ikke være konger ved folkets vilje - men ved Guds nåde.
I virkeligheden kunne Valdemar i stort omfang takke Buris for sin position som konge. Saxo skriver: "Buris, der ikke blot var i slægt med ham, men også var ham tro og hengiven og havde været ham til stor nytte i hans kamp med Svend". Under borgerkrigen var Knud støttet af de jyske stormænd, og da Buris øjensynligt havde en ret stor del af Jylland, må han have været en af dem, endda en af de vigtigste. Således må Buris også have været med til at beslutte at invitere Valdemar over på Knuds parti med et fordelagtigt ægteskabstilbud. Under borgerkrigen havde Buris loyalt støttet Valdemar. Sammen med en mand ved navn Saxe overtalte han sjællænderne ved Djurså til at svigte Svend og sejle hjem og derved efterlade ham stærkt svækket forud for slaget på Grathe Hede.
Buris kæmpede i hæren og blev hårdt såret i et angreb på Arkona. Saxo skriver lidt distanceret: "Buris søgte også at øve tapre manddomsgerninger, der kunne svare til hans høje byrd, og angreb med lignende tapperhed dem, der forsvarede porten, men blev også ramt så voldsomt af en sten i hovedet, at han næsten livløs segnede af hesten."
Tilsyneladende havde Henrik Löwe på en eller anden måde opsnappet information om Buris Henrikssøn. Saxo skriver at da Valdemar var på togt i Venden "fik han et brev fra Henrik, der rådede ham til at tage sig i agt for en af sine frænder, der pønsede på svig og tragtede efter kronen; det var Buris, som han kunne lade ham vide havde lagt råd op med Nordmændene om at rydde ham af vejen; de havde lovet at drage Kongen i møde, når han drog hjem fra togtet, og fange ham eller skille ham ved Riget. Det bedste bevis for, at det forholdt sig, som han sagde, ville være, om han mødte den norske flåde på hjemvejen fra sit togt til Venden."
Rester af Valdemars borg på Sprogø.
Foto Tripadvisor.
Saxo fortsætter: "Næsten samtidig fik Kongen et brev fra Norge, der ligeledes meldte ham, at der var forræderi i gære. Da Kongen havde åbenbaret sagen for nogle få af sine rådgivere, dog uden at nævne sine hjemmelsmænd, bestyrkedes hans mistanke og hans tro på, at det forholdt sig, som brevene meldte, yderligere ved, at Vendelboernes Biskop Toke forsikrede, at Buris havde nødt sine krigsfolk til at sværge på, at de ville gå med til alt, hvad han fik i sinde at foretage sig. Kongen holdt ikke des mindre sagen hemmelig, sejlede i al hast til landskabet Ostrusna, som han hærgede, og begav sig så med hele flåden til Vordingborg." Han mødte ikke den norske flåde på hjemturen, og det fremgår ikke hvem, der havde sendt ham brev fra Norge.
Vi noterer at det var ikke første gang at Valdemar legimenterede sine afgørende handlinger med breve, hvis afsendere han ikke røbede. I forbindelse med sit brud med Svend fremviste han også breve uden afsendere, som han sagde beviste Svends plan om at efterlade ham som fange i Tyskland.
Da kongen kom tilbage til Vordingborg "stævnede han Buris til sig tillige med Rigets andre stormænd, åbenbarede, hvad der var kommet til hans kundskab angående hans rænker, og beskyldte ham for forræderi. Da Buris nægtede at have pønset på sligt imod ham, bød Kongen ham blive hos sig, til man kunne forfare, om angivelserne havde nogen grund, hvis det så viste sig, at det forholdt sig anderledes, end der var blevet meldt ham, skulle han få lov at drage bort, uden at der skete ham nogen overlast."
Men Buris havde ingen tillid til kongens hensigter, Saxo fortsætter: "Dertil svarede Buris, at det ville være ganske urimeligt at sætte sit liv på spil ved at give det til pris for uvisse vidnesbyrd, og ved at føre sådan tale vakte han yderligere mistanke, ikke blot hos Kongen, men også hos hans rådgivere. Det blev derfor ikke engang tilladt ham at se til sine skibsfolk, men han blev nødt til at følge med Kongen til Lejre, hvor han blev holdt i mild, men sikker forvaring."
Et dobbelt gravsted på Vestervig Kirkegård som ifølge traditionen indeholder Liden Kirsten og Prins Buris. I folkevisen er Liden Kirsten Valdemars søster. Engang da Valdemar var på togt, gjorde Prins Buris Kirsten gravid. Da kongen erfarede, hvad der var sket i hans fravær, blev han så rasende, at han dansede sin søster ihjel og lod øjnene stikke ud på prins Buris, som han kastede i fængsel. Efterhånden mildnedes hans vrede, og han lod prinsen indsætte i et tårn ved Vestervig med en jernlænke om livet; lige lang nok til, at han kunne nå hen til liden Kirstens grav, "den han dagligt besøgte" hedder det i visen. Efter sin død tolv år senere blev Buris gravsat sammen med Liden Kirsten under en fælles sten.
Foto Vestervig Kirke.
Men det skulle vise sig at Buris muligvis havde forbindelse med nordmændene. Buris' halvbroder havde allieret sig med den Erling, som Valdemar forgæves søgte at finde og besejre på sit første Norgestogt. Saxo fortæller: "Imidlertid kom Erling og Buris' Broder, Orm - sikkert halvbroder, da Buris moder Ingerid giftede sig igen i Norge - med en flåde ned til Danmark, traf Jydernes flåde i Djurså og overvandt den med lethed, da den ingen styrismænd havde. De tog der Buris' eget skib og begav sig hurtig til landsbyen Kjøbinghavn (Dette er første gang denne uanseelige landsby nævnes i historien). Der mødte Absalon dem med Sjællandsfarerne og formente dem at gå i land." Kongen påstod at dette beviste at Buris havde kontakt med Rigets fjender: "Da Kongen nu anså det for bevist, at Buris havde pønset på svig imod ham, lod han ham straks lægge i lænker som skyldig i majestætsforbrydelse."
Nogle forfattere skriver at Buris blev blindet og henslæbte resten af sit liv i Søborgs fangekælder, men den oplysning kan forfatteren ikke finde i nogen kilder. Vi må stille os tilfredse med at han blev lagt i lænker og derefter for evigt forsvandt fra offentlighedens søgelys.
10. Rügens erobring
Gennem meget lang tid syntes Valdemar at have haft et godt samarbejde med Henrik Löwe. Det hedder hos Helmold: "Også med Danernes konge Waldemar stod hertugen på fredsfod, så at de til begge landes tarv havde sammenkomster både ved Egdora og i Lubike, ligesom kongen overlod hertugen en rund sum, for at han skulle skaffe hans land fred for Sklavernes hærgningstogter. Og alle de øer i havet, som hører under Danernes rige, begyndte at blive befolkede, eftersom sørøverne nu forsvandt, og fribytternes skibe blev tilintetgjorte. Endelig kom kongen og hertugen overens om indbyrdes at dele skatten fra alle de folkeslag, som de måtte underlægge sig både til lands og til vands."
Men Valdemar var dog ikke tilfreds med at Henrik fik udvirket at Rügen-boerne fik deres gidsler tilbage, idet det også fik dem til at gøre oprør. Saxo skriver: "Senere begyndte Rygboerne, efter at Henrik havde skaffet dem deres gidsler tilbage, åbenbar fejde mod danskerne, og Kongen, som fandt, at hans ven viste sig lige så troløs, som fjenderne viste sig upålidelige, gjorde da om foråret et togt til egnen om Arkona og hærgede der med ild og sværd. Derfra begav han sig til en havnestad, som indbyggerne kaldte Por."
Romansk døbefont i Malt kirke nær Vejen. Motivet er en kamp mellem en kentaur og en bueskytte. Foto Niels Elswing - Fornevennen 2017.
Saxo fortsætter: "Henrik kunne nu ikke få bugt med Venderne uden at genvinde Kongens venskab, som han havde vraget, og han skikkede derfor Henrik af Ratzeburg og Biskoppen af Lybek som sendemænd til ham for at tilbyde hans søn sin yngste datter til ægte; den ældste, som havde været trolovet med ham, var nemlig død."
"Hertugen begav sig til Demmin, Kongen til Volgast, som han dog opgav at storme, hvorimod han hærgede omegnen. Også byen Osne, som knapt var bleven bygget op igen, efter at han for kort tid siden havde ødelagt den, lod han atter gå op i luer. Adskillige andre steder der på egnen blev ødelagte på samme måde."
"Medens dette stod på, hedder det videre hos Saxo, "var Rygboerne faldne fra; trygge ved, at Kongen var optagen så langt borte, havde de taget mod til sig." - "Kongen angreb nu Rygen på forskellige steder og gjorde alle vegne bytte, men fandt ingen steds lejlighed til kamp, og opsat på at udgyde fjendeblod gav han sig da til at belejre byen Arkona."
Vendernes forsvar af byporten var slapt og halvhjertet, porttårnet var end ikke besat, og de bemærkede overhovedet ikke at nogle drenge stablede halm ind i et hulrum ved porten. Saxo siger: "Imidlertid fyldte Arkona-boerne byporten med en mægtig hob jord, for at det skulle falde fjenden vanskeligere at angribe den, og spærrede adgangen til den med en mur af græstørv, og det gjorde dem så trygge, at de undlod at holde tårnet oven over porten besat, men blot plantede nogle bannere og faner der."
Kap Arkona, som også kaldes Jaromarburg. Menneskene på stranden giver en ide om størrelsesforholdet. Det meste af det plateau, som byen lå på er styrtet i havet, men der er lidt tilbage sammen med volden, som beskyttede byen mod vest. Saxo beskriver byen: "Denne by ligger på toppen af en høj klint og er mod øst, syd og nord stærkt befæstet, ikke ved kunst, men af naturen, idet klintens stejle sider danner ligesom mure, så høje, at intet blidekast kan nå op over dem. På disse tre Sider skærmes den også af havet, men på Vestsiden omgærdedes den af en halvtredsindstyve alen høj vold, hvis nederste del var af jord, medens den øverste bestod af tømmerværk med græstørv imellem. På den nordre side er der et kildevæld, som byfolkene kom til ad en forskanset sti, som Erik Emun i sin tid spærrede for dem, så at han lige så meget kuede de belejrede ved vandmangel som ved våbenmagt."
Foto Lapplaender på Wikipedia.
"Imidlertid havde hæren givet sig i lag med de forskjellige arbejder, belejringen krævede," fortsætter han; "nogle byggede skure til hestene, andre rejste telte og traf andre nødvendige foranstaltninger. Medens Kongen på grund af den stærke hede, det var om dagen, holdt sig i ro i sit telt, begyndte nogle danske drenge, som i kådhed havde vovet sig helt hen til volden, med slynger at kaste sten op på fæstningsværkerne."
En af drengene bemærkede at græstørvene i porten var sunket sammen, og han så straks hvilke muligheder dette tilbød. Saxo siger: "Jorden, porten var opfyldt med, var imidlertid sunket sammen og havde dannet en hule eller revne, så der var opstået et stort gab imellem tårnet og græstørvene. Det lagde en overordentlig modig ungersvend, som man for resten ellers ikke ved noget om, mærke til, og han skønnede da, at her var en gunstig lejlighed til at sætte det i værk, de pønsede på; han bad da sine staldbrødre om at hjælpe sig derop, gjorde de det, skulle byen straks blive indtaget og sejren vundet." - "han sagde, at de skulle stikke deres spyd ind imellem græstørvene, så at han kunne klatre op ad dem som ad en stige. Da han på denne måde var kommen derop og så, at han inde i hulen kunne være sikker på, at fjenderne ikke fra nogen side kunne komme til at gøre ham nogen fortræd, forlangte han noget halm, han kunne stikke ild i." - "Der kom nemlig en kørende med et læs halm, der skulle bruges til et eller andet; det tog de nu, kastede negene fra den ene til den anden og langede dem med deres spyd op til den unge mand, og snart var den brede åbning stoppet helt fuld." - "Da ilden fængede, og tårnet pludselig kom i brand, steg han, som havde antændt ilden og således gjort det første skridt til at skaffe sine staldbrødre sejr, med deres bistand ned igen."
Rekonstruktion af slavisk Ringborg ved Gross Raden. Palisaderne på toppen af jordvolden på vestsiden af Arkona kan have være konstrueret på lignende måde, og det var dem, som nedbrændte, fordi venderne havde meget lidt vand til deres rådighed: "Da vandet omsider slap op for Arkona-boerne, gød de mælk i ilden," som Saxo skriver. Foto Morgenwacht.
Danskerne kæmpede ikke alene. Helmold fortæller: "På den tid samlede Waldemar, Danernes Konge, en stor hær og mange skibe for at drage til Rygboernes land og underlægge sig det. Og Kazimierz og Bugislaw, Pomoranernes fyrster, kom ham til hjælp, foruden Pribislaw, Obodriternes knes, fordi hertugen havde befalet Venderne at bistå Danernes konge, hvor som helst han ville føre krig for at undertrykke fremmede folk. Saxo siger: "Pommerinkerne, som anså det for en ære at kæmpe i Kongens påsyn, lagde også under deres Høvdinger Kazimar og Bugislav udmærket tapperhed for dagen ved dristig at storme løs på byen."
Saxo beskriver hvorledes danskerne og deres allierede angreb byvolden med de brændende palisader: "Da Ryg-boerne således var udsatte for dobbelt fare, bukkede adskillige af dem under for ilden, medens mange faldt for fjendernes spyd, og ingen vidste, om man skulle være mest bange for ilden eller for fjenden, men nogle satte alt hensyn til deres egen velfærd til side og forsvarede byen så udholdende og hårdnakket, at de først bukkede under, da den brændende vold sank i grus, og de, liggende på deres bymure, fortæredes af de samme flammer som på et fælles ligbål."
Kristus figur fra Domkirken i Lund fra omkring 1050, som er meget anderledes end vikingetidens barske beslutsomme Jesus figurer. Udstillet i Domkirke museet. Foto Lunds Universitets Historiske Museum.
Men Arkona-boerne bad meget hurtigt om forhandling, og de accepterede Valdemars betingelser, Saxo siger: "Kongen sluttede fred med Arkona-boerne på de vilkår, at afgudsbilledet skulle udleveres tillige med alle de til templet hørende skatte, at de skulle sætte alle de kristne fanger i frihed uden løsepenge og indføre kristen gudstjeneste, som den øvedes i Danmark. Alt det jordegods, der var henlagt til afguderne, skulle anvendes til bedste for den kristne kirke. Når som helst omstændighederne krævede det, skulle de følge danskerne i leding og måtte ingen sinde undlade at møde ved hæren, når Kongen opbød dem. Derhos skulle de årligt udrede en skat på fyrretyve sølvpenge af hvert par øksne og stille lige så mange gidsler som sikkerhed for, at de ville overholde disse vilkår."
Saxo fortæller at de danske krigere blev rasende: "De begyndte højt og lydeligt at klage over, at man røvede dem sejrens løn, nu, da de var lige ved at vinde den, så de ikke fik andet end sår og vunder ud af deres store anstrengelser, og over at de ikke fik lov til, som de selv fandt for godt, at hævne al den fortræd, der var tilføjet dem af en fjende, de nu næsten havde fået bugt med" - de ønskede at "tage den herligste hævn over for alle deres røvertogter og alle de ulykker, de havde udrettet hjemme i Danmark. De truede med, at de ville forlade Kongen, fordi han ikke tillod dem at indtage byen og foretrak en ussel sum penge for en stor sejr"
"Dagen efter bød Kongen Esbern og Sune at omstyrte gudebilledet," skriver Saxo. "Qg da det ikke lod sig gøre uden sværd og økser, lagde de, efter at tjeldingerne, der hang i templet, var revet ned, de folk, der skulle gøre dette arbejde, omhyggelig på sinde, at de skulle tage sig i agt, når den tunge støtte faldt, at det ikke, når de knustes under dens vægt, skulle hedde sig, at det var en straf, den vrede gud havde ladet komme over dem."
Imidlertid havde der samlet sig en umådelig mængde af byens folk omkring templet, i håb om, at Svantevit i sin harme og guddomsmagt ville straffe dem, der tilføjede ham sådan overlast. Da billedstøtten var bleven hugget over ved fødderne, faldt den over imod den nærmeste væg; Sune bød da, for at få den bort, sine folk rive væggen ned, men lagde dem på sinde, at de ikke i deres iver efter at få den væltet måtte glemme den fare, de løb, og uforsigtig udsætte sig for, at billedstøtten i sit fald knuste dem. Den styrtede til jorden med et brag."
Valdemar lader Svantevit omstyrte. Udsnit af maleri af Lauritz Tuxen fra 1894. Maleriet befinder sig på Frederiksborg Museum.
"Byfolkene fik nu befaling til at slå reb om afgudsbilledet og slæbe det ud af byen," fortsætter Saxo, "men de turde ikke selv gøre det formedelst deres gamle overtro og pålagde derfor fanger og fremmede, der var komne til byen for at tjene penge, at gøre det i deres sted, idet de holdt for, at de gjorde bedst i at lade gudens vrede komme over sådanne usselige menneskers hoveder." - "Da det lakkede ad aften, gav alle kokkene sig til at slå løs på gudebilledet med deres økser og huggede den i så små stykker, at de var tjenlige til brug på ildstederne." - "Derpå opbrændte danskerne også templet og byggede i dets sted en kirke af det tømmer, der var lavet krigsmaskiner af."
Guderne Rygievit, Porevits og Porenuts i nabobyen Karenz fik en lignende medfart, Knytlinge Saga fortæller videre: "En femte gud hed Pizamar; han var i en stad ved navn Åsund, også han blev brændt. Desforuden var der een, ved navn Tjarnaglofi, som var deres seiersgud, og drog i kampen med dem; han havde en Knevelsbart af sølv; han holdt sig længst, men dog fik de ham det tredie år derefter." Hele Rügen gav sig ind under den danske konge og forblev dansk flere hundrede år herefter til omkring 1438, da Erik af Pommern tog øen med sig da ham flyttede til Gotland.
Helmold siger: "Han (Valdemar) afholdt udgifterne ved opførelsen af kirke-bygninger, og en tylvt af kirker rejste sig i Rugianernes land, ligesom man ved ansættelsen af præster sørgede for folkets gudelige tarv. Kongen fandt understøttelse hos biskop Absalon fra Roskilde og Berno fra Magnopolis, der begge var tilstede og viste den største nidkærhed for at få grundlagt Guds-hus tjeneste iblandt et vanartigt og omvendt folk. Fyrste over Rugianerne var på samme tid den højbårne Jaremar." Hvilken sidste var venderkongen Niklots søn, der havde ladet sig døbe og sluttet sig til danerne.
Rygboerne overbragte kongen "syv lige store kister fulde af penge, der var bleven skænkede til deres afguder." Derefter gav kongen flåden lov til at vende hjem.
11. Kampe mod venderne og hertug Henrik
Men Henrik Löwe ville have del i de rigdomme, som Valdemar havde vundet på Rügen. Han slap venderne løs på Danmark. Helmold siger: "Men efter at Herren genskabte freden, sendte hertugen straks bud til Danernes konge og krævede gidsler og halvdelen af den skat, som Ranerne betalte, fordi det var bestemt ved aftaler og bestyrket med eder, at når Danernes konge ville gå i krig mod andre folk, skulle hertugen yde ham hjælp dertil, og for hans deltagelse skulle han have del i byttet. Og da kongen sagde nej hertil, og budbringerne vendte tilbage med uforrettet sag, blev hertugen vred og kaldte Vendernes fyrster til sig og bød dem hævne sig på Danerne. De blev altså tilkaldt og sagde så: "Her er vi!" - Og de adlød med glæde ham, der sendte dem." - "Og røvernes skibe blev gjort i stand, og de besatte de rige øer i Danernes land. Og Venderne blev mætte af Danernes rigdomme, efter at de havde sultet længe; de blev fede, ja jeg vil sige tykke og mæskede! Jeg har hørt af nogle, at i Meklenborg talte man på en torvedag syvhundrede sjæle af de tilfangetagne Daner, der var til salg, hvis der ellers havde været købere nok."
Det var kong Valdemars stolthed at han havde ladet bygge et tårn af brændte sten på Sprogø. Foto: forsidebillede på bogen "Valdemar den Stores Borg på Sprogø" af Niels Engberg og Jørgen Frandsen.
For at imødegå vendernes fornyede angreb blev det besluttet at en fjerdedel af ledingflådens skibe skulle krydse på havet hele året "så længe årets tid tillod det". Saxo skriver: "Til den tjeneste bestemte man, at der især skulle udtages unge mænd, som ikke var gifte, for at ikke længsel efter konerne skulle svække krigsfolkenes mod og iver. De fik Absalon og Kristoffer til høvidsmænd, og de nøjedes ikke med at holde sig inden for landets egne farvande, men besøgte også Rygens kyster og bugterne ved Leutz."
Det var ikke kun vender, der begærede danskernes rigdom. Bønder på Øland fortalte Absalon og Kristofer om nogle estere og kurer, som drev sørøveri fra en havn i nærheden. Knytlinge Saga skriver: "Da de vare løbne ud med flåden, spurgte de, at Kurerne havde en flåde i søen og hærgede på Blekinge."
Saxo fortæller: "Da de andre sørøvere opdagede, hvad der var på færde, trak de deres skibe på land og begyndte straks på skrømt at søge skjul i en nærliggende skov. Svend Skøling og Niels Vendelbo troede ikke, at det var et krigspuds, men roede til af alle kræfter og sprang i land med alle deres folk, og da barbarerne så straks kom løbende tilbage, måtte de, efter længe tappert at have kæmpet med dem, bøde med livet" - " og da Tove Lange og Esger, to ypperlige riddere i Absalons Tjeneste, ville komme dem til undsætning, faldt de sammen med dem, hvis liv de ville frelse." - "Da Kristofer så det nederlag, der således blev anrettet blandt danskerne, stoppede han op i farten og holdt sig borte fra land, men skibet slingrede således, at det kom til at ligge med siden ind imod kysten, og han blev da angreben af fjenden med en sådan stenregn, at skibsfolkene måtte nøjes med at skærme sig selv og ikke kunne angribe andre." - "Da Esbern så det, ville han ikke have, det skulle hedde sig, at Kongen lige så godt kunne have ladet være at betro sin søn til hans varetægt, og han lod derfor sit skib af alle kræfter ro ind under land, kastede sig midt ind i stenregnen og frelste den hårdt truede ungersvend fra døden ved at lægge sit skib imellem hans og fjenden." Alle Esberns mænd sprang overbord. Det lykkedes til sidst Kristoffer at redde Esben mere død end levende.
Dagen efter gik danskerne i land noget fra sørøverhavnen og angreb dem fra landsiden: "De anrettede sådant et blodbad blandt barbarerne, at der af hele den store mængde ikke blev en eneste tilbage, der kunne bringe bud om det nederlag, de havde lidt. Efter at have delt byttet og gjort skibene i stand begrov danskerne de faldne menige der på stedet, men adelsmændenes lig lagde de i salt for at føre dem hjem til Danmark."
Leding organisationens oprindelse fortaber i fortidens tåger. Hele landet var inddelt i "skiben", som hver skulle stille med et fuldt bemandet og udrustet skib anført af en styrismand. Hvert skiben var atter delt i et antal havne, og hver havne skulle, når der blev udbudt leding, sende en mand med passende våben og proviant til ledingsskibet. Omkring år 1200 blev det almindeligt at erstatte nogle skiben med et antal ryttere. Senere blev det muligt at erstatte leding pligten med en pengeydelse. Med tiden blev ledingpligten udelukkede en skat, som kun bønderne var pligtige at betale. Den samlede danske leding i vikingetiden og tidlig middelalder var antagelig på 600-800 skibe.
Henrik Löwe og Mathilde af England fra Henrik Löwes Evangeliebog. Foto Wikimedia Commons.
Efter at Henrik Löwe havde sendt sine vendere mod Danmark igen, var Valdemar igen at finde i Venden. Saxo siger: "Imidlertid havde Kongen forstærket sig med den Rygiske flåde og var gjennem Svineflodens mundinger trængt ind i Pommeren og hærgede omegnen af Julin, idet han dog lod byen selv urørt. Derpå sejlede han med kongsflåden til den flod, som, skønt den kun har et udspring, deler sig i to mundinger og løber både forbi Julin og Camin."
Nogle danskere var beyndt at bruge armbrøst: "Da Sune kom roende bag efter den, var der en af Julinerne, som løb på flodbredden og spottede ham med stort overmod, hvorfor han afskød en pil med sin armbrøst og dræbte ham, og en anden, som søgte at komme ham til hjælp, fældede han på samme måde."
Danskerne brændte, dræbte og hærgede på sædvanlig vis: "Derfra sejlede danskerne til øen Gristow, som Kongen forbød at hærge med ild, for at kornet, som de havde brug for til foder for hestene, kunne blive sparet. Derpå sejlede de gennem floden til Camin, og efter at de havde hærget landskabet nord for denne by med ild og sværd, kom det til et slag med byfolkene på broen. Venderne listede sig ad lønlige vadesteder ind under den, stak med deres spyd op igjennem sprækkerne og sårede således danskerne, men dette svigagtige påfund fik disse dog straks forpurret ved hjælp af en mængde både. Broen var imidlertid så brøstfældig, at de var nok så bange for, at den skulle styrte sammen, som for den fortræd, fjenderne kunne gøre dem. De opgav derfor at storme byen og vendte tilbage til Gristow."
"Der blev hæren i højeste grad betænkelig med hensyn til, hvorledes man skulle slippe hjem igen, og holdt råd om, ad hvilken vej man skulle søge at nå ud til havet. Den Pommerske Sø har nemlig tre udløb til havet, nemlig ved Pene, Swine og Camin, og da det var en lang og kedsommelig vej om ad Pene og Swine, var man mest stemt for at benytte udløbet ved Camin, der var kortere. Men imidlertid viste det sig at dette udløb mod Østersøen var fuld af sand bragt der til med strømmen."
Især jyderne gik i panik, skriver Saxo, men en mand ved navn Skorre Vagnsøn tog til orde og sagde: "Og som det tilkommer høvdingerne at føre an, så sømmer det sig de menige at følge dem" - "skyd hjertet op i livet og hvæs det sløvede mod, til det atter bliver til den gamle tapperhed". Løsningen blev at lette skibene ved at lade heste og ryttere gå fra borde, sejle tilbage til Julin, tage dem ombord igen og derefter sejle ud af den Pommerske sø gennem Swinemünde. De få vendiske skibe, som ventede her, spredtes let.
Den Pommerske Søs tre udløb: Peene, Swine og Camin. Foto Google Maps.
Helmold skriver et sted: "Thi fyrsterne plejer at holde hånden over Venderne for at forøge skattebetalingerne." Det gjaldt også for Valdemar.
Danskerne angreb byen Stettin, "en meget gammel by i Pommern", skriver Saxo. "Stettin udmærker sig ved sine overmåde høje volde og er derhos i lige så høj grad befæstet af naturen som ved kunst, så at den næsten kan betragtes som uindtagelig."
Danskerne fandt dog ud af at byens volde var gjort af et brændbart stof og forberedte at sætte ild på dem. "Høvidsmanden i byen hed Vartislav, og det hed sig, at han var en frænde af Bugislav og Kazimar." - "Da han så, at hans folk var mødige og matte af kampen, og at byen var lige ved at blive indtagen, og han var bange for, at fjenderne skulle fare grumt frem imod den, begærede han våbenstilstand for at tilbyde overgivelse, og da han havde fået lejde, lod han sig straks af andre, der delte hans frygt, hisse ned i et reb og begav sig til Kongens lejr."
Saxo siger: "Da danskerne så det, kæmpede de med langt ringere lyst og beklagede sig over, at de skulle skaffe Kongen penge ved at udsætte sig for fare, og at de som følge af hans vindesyge skulle narres både for sejr og bytte. Da Kongen fik det at vide, red han, for at gøre ende på den klaffer, rundt omkring byen og opmuntrede folkene til at blive ved, men da han, efter at de havde gjort sig al mulig umage, så, at det ville være vanskeligt og til ingen nytte at forsøge en storm, vendte han tilbage til lejren og lod Vartislav stede for sig. Af hans bønner lod han sig bevæge til at tillade byfolkene at overgive sig; de skulle betale så mange penge, som knapt det hele Venden kunne udrede, og give gidsler, og derhos bestemte han, at Vartislav skulle tage byen til len af ham som kongelig gave, så at den ikke længer stod under vendisk herredømme." Der er dog ingen efterretninger om at den danske konge besad Stettin ret længe.
Absalon anlagde en borg ud for den lille landsby "Kjøbinghavn". Resterne af Absalons borgs mure findes under det nuværende Christiansborg. Foto Wikimedia Commons ved Christian Bickel.
Helmold skriver: "Længe var Danernes konge tavs, han ville ikke vide af sit folks trængsler. Thi Danernes konger er blødagtige og ikke rede til kamp, de sidder altid til bords og drikker og bryder sig kun sjældent om de ulykker, der kommer. Men endelig, som vakt af en dvale, samlede Danernes konge en hær og hærgede en lille del af Circipanerlandet. Og en søn af kongen ved navn Christoffer, som var født af en frille, kom til Oldenborg, som på Dansk kaldes Brandes Huse, efter sigende med et tusind harniskklædte, og de hærgede de egne, der lå ud til havet. Men kirken, hvor Bruno var præst, ødelagde de ikke, og de rørte ikke præstens ejendom."
Videre skriver Helmold: "Da Danernes konge så sit folks ulykke og omsider forstod, at det ville være godt at få fred, sendte han bud til den såre tapre hertug og foreslog at de mødtes til en fortrolig samtale ved Ejder. Og hertugen kom til det aftalte sted, på den hellige Johannes den Døbers fødselsdag. Og Danernes konge kom ham i møde og viste sig rede til at gøre alt, hvad hertugen ønskede, og han indrømmede ham halvdelen af de skatter og gidsler, som Ranerne havde givet, og en lige andel af tempelskatten, og kongen gik fromt ind på alt, hvad hertugen mente, han måtte kræve, og venskabet mellem dem blev fornyet. Venderne blev tvunget til at afstå fra at angribe Danmark for fremtiden; de havde bedrøvede miner, for fyrsterne havde indgået et forbund. Hertugen sendte sine egne sammen med kongens bud til Ranernes land, og Ranerne gjorde tjeneste for ham og lovede at betale ham skat. Danernes konge spurgte hertugen, om han ville give sin datter, der var enke efter Frederik, den såre ædle fyrste af Rothenburg, til hans søn, som allerede var udpeget til konge. Ved de store fyrsters indgriben gik hertugen med hertil og sendte sin datter til Danernes Rige."
Men Henrik Löwe nåede ikke at nyde sine skatter ret længe, inden længe afviste han at deltage i kejserens felttog til Italien, og dette varslede enden på hertugens magt: "Hertug Henrik var imidlertid kommen i en farlig krig med Kejseren, fordi han havde værget sig ved at yde ham hjælpetropper imod Italienerne."
12. Magnus Eriksøns sammensværgelse
Erik Lam havde en frillesøn ved navn Magnus. Han kæmpede på Svends side i borgerkrigen. Efter slaget på Grathe Hede blev han taget til nåde af Valdemar og blev hans mand. Men af ukendte årsager fattede han den hemmelige plan at dræbe sin grandfætter, kongen, måske fordi denne havde omgået det oldgamle valgkongedømme ved at lade sin mindreårige søn krone til medkonge, og derved frataget andre prinser i den kongelige familie muligheden for at blive konge - som Brutus dræbte Cæsar.
Rekonstruktion af beliggenheden af Absalons borg og Københavns befæstning i Middelalderen. Foto Roskilde Historie.
Magnus Erikssøn allierede sig med brødrene Knud og Karl, som var dattersønner af Ærkebiskop Eskil, den hellige mand. Gennem deres fader regnede de sig som efterkommere efter Knud den Hellige. Deres halvbroder, Benedikt, tog også del i sammensværgelsen.
Saxo skriver: "Magnus Erikssøn var nemlig ikke fornøjet med den lykkens gunst, han nød, og fik Knud og Karl, der på fædrene side var i slægt med Valdemar og havde Eskil til morfader, samt adskillige andre til at gå med til en skammelig sammensværgelse, der havde til mål lumskelig at tage Kongen af dage. Magnus var bleven fanget af Valdemar på Grathe Hede, da han kæmpede på Svends side, og Kongen havde ikke blot skænket ham livet, men også optaget ham blandt sine venner og fortrolige og fra ringe kår hævet ham til stor ære og værdighed, så i stedet for at straffe ham, som han havde fortjent, havde Kongen vist ham stor kærlighed. Han kunne så meget tryggere arbejde på sit forræderiske anslag, som ingen ville tro ham i stand til sligt, thi det kunne ikke let falde Kongen ind, at den, han i sin tid havde skænket livet, pønsede på hans død."
Saxo fortæller hvorledes sammensværgelsen blev afsløret: "Dette anslag blev længe holdt skjult, men så blev det opdaget på følgende måde. Nogle Tyskere, som tjente i Magnus' hird og var indviede i anslaget, kom en gang, da de i hans ærinde rejste igennem Holsten, til at ligge natten over hos en eneboer. De vidste ikke af, at hans sovekammer stødte lige op til det, de lå i, så der kun var en væg imellem dem, og om natten lå de så og talte sammen og udbredte sig vidtløftigt over, hvor mærkværdigt det var, at Kongen endnu var i live, så mange ting som Magnus og Karls sønner havde udpønset for at overrumple ham og hemmeligt berøve ham livet; det kunne ikke skyldes tilfældigheder, men måtte tilskrives forsynets stadige beskyttelse, sagde de."
I nattens løb gennemgik de mange planer, som de sammensvorne havde søgt at iværksætte, såsom at dræbe kongen under en jagt, at dræbe ham når han havde sendt sine livvagter ombord og blev tilbage og talte med kvinderne, hans falkoner skulle dræbe ham under falkejagt, hvilke alle sammen mislykkedes på grund af nogle helt tilfælde hændelser, som ikke kunne forudses. De mente at anslagenes mangel på succes "ingenlunde skyldtes noget menneskes råd, men udelukkende Himlens nådige styrelse."
Grundplan af Absalons Borg under grundplanen af det nuværende Christiansborg. Foto Roskilde Historie.
Eneboeren fortalte en abbed, hvad han havde hørt, og bad ham gå til kongen og fortælle det. Kongen kom i tvivl om hvad han skulle gøre. Hvis han slog til med det samme "ville man sige om ham, at han på grundlag af opdigtede beskyldninger havde skilt uskyldige mennesker ved livet". Det var også farligt blot at se tiden an, fordi de kunne jo have succes med deres planer og så "ville der straks blive anrettet et ynkeligt mandsslæt blandt hans børn og venner, der ville straks udbryde borgerkrig, og udenrigs fjender ville falde ind i landet og med den største grumhed lægge det øde." Kongen enedes med Absalon om at det bedste var at vente på at de sammensvorne afslørede sig selv og i mellemtiden indskærpe sine livvagter om at være yderst påpasselige.
Det var Karls og Knuds halvbroder Benedikt, som også tjente i Kongens gård, der fik begivenhederne til at udfolde sig. Saxo fortæller: "Da Valdemar få dage efter, at han var kommen til Fyn, sad i en åben gård og spiste med sine hirdmænd, sad Benedikt, hvad enten det nu var, fordi han var ked af at skjule svigen, han pønsede på, eller det var hans rasende mordlyst, der var skyld deri, og spiste slet ingenting, men knugede kniven, han havde taget frem for at bruge den ved måltidet, i hånden og svang den hid og did, som om han øvede sig på at støde med den." - Prins Knuds fæstemø, Gjertrud, så det og begyndte at græde. Kongen bad en mand ved navn Niels holde øje "med Benedikts sære fagter". - "Da Benedikt så, at både Kongen og hans staldbrødre stirrede på ham med stor forbavselse, blev han nødt til at stikke kniven i skeden igen."
Søborg Slotsruin syd for Gilleleje i Nordsjælland. Engang lå Søborg i en sø, som nu er væk. Der er forhandlinger om at genetablere Søborg Sø. Nogle forfattere, måske Ingemann, siger at Buris sad i Søborg fangekælder sammen med Magnus Erikssøn og Eskils datters søn, Knud. Men kilderne siger ikke noget om at Buris blev sat i Søborg. Foto ukendt oprindelse.
Saxo fortsætter: Kongen "kaldte da sine hirdmænd, deriblandt også Benedikt, ind i sit sengekammer og sagde, at han havde noget sørgeligt at meddele dem," - "men han havde pålidelige udsagn fra medvidere at støtte sig på samt sikre tegn og spor, og i spidsen for denne sammensværgelse stod folk, som han havde betroet at vogte over sit liv. Han ville imidlertid ingen navne nævne, thi han ville hellere give de skyldige tid til at komme til besindelse end styrte dem i fordærvelse af iver efter at anklage dem." - "Benedikt tænkte imidlertid, at nogle af medviderne i sammensværgelsen måtte have røbet den for Kongen, og at han nu med snedig forstillelse lovede dem tilgivelse, som han pønsede på at tage af dage, når de mindst anede det; han lod derfor de fleste af sine våben i stikken og begav sig, så hurtig han kunne, over til Jylland, hvor han sendte bud til Magnus, at sammensværgelsen var opdaget." - "Følgen heraf blev, at Magnus næste nat sejlede til Lybæk for at tage tjeneste hos Hertug Henrik. Knud og Karl fik ligeledes bud fra Benedikt, hvorpå de hemmelig forlod Ribe, gik om bord på et skib i Randers og tyede over til Birger Jarl i Götland i tillid til deres frændskab med ham."
Karl og Knud var Eskils dattersønner, og dette forhold kastede en skygge af mistanke på ham. Som Valdemar en gang havde udtrykt sig "Eskil havde haft for skik at drikke de tidligere kongers blod, og at han nu også tørstede efter hans". Saxo siger: "Deres bortrejse voldte Eskil den største sorg, og han klagede ynkelig såvel over sin egen som over sine dattersønners kranke skæbne; så stor var hans kummer, at den næsten berøvede ham mælet. Da han kom til Kongen i Viborg, modtog denne ham med et mildt ansigt for at han ikke skulle tro, at han fandt noget mistænkeligt ved, at han kom. Ærkebispen gjengældte denne sagtmodighed med lige så stor klogskab, thi han lagde ikke så meget som et godt ord ind for sine dattersønner, for at der ikke skulle falde ringeste mistanke om delagtighed i forræderiet på ham."
Grundplan af Søborg Slotsruin fra Roskilde Historie. Blåt repræsenterer et kampestenstårn, som er ældre end både Eskil og Valdemar. Brunt repræsenterer den del af borgen, som formentlig er bygget af Eskil, og gråt repræsenterer senere udvidelser, sikkert bygget af kongerne, som overtog borgen efter Valdemar havde erobret borgen fra Eskil.
Foto Roskilde Historie.
"Magnus skammede sig imidlertid over den misgerning, der havde drevet ham i landflygtighed, og turde ikke åbenbare den for Hertug Henrik, hvorfor han blot bad ham om at hjælpe sig til at blive forsonet med Kongen. Henrik syntes, det ville være en skam ikke at opfylde en sådan bøn fra en landflygtig, og sendte derfor Valdemar et brev, hvori han bad ham om at tilgive Magnus hans forseelse."
Valdemar svarede ikke per brev, men sendte sin staldmester til Henrik for at forklare sagen. Han fremførte at landets love foreskrev at anklagede i den slags sager skulle bevise sin uskyld ved jernbyrd. Magnus troede ikke på at dette var en objektiv test og ønskede ikke at deltage. Det fik Henrik til at overveje om han dog kunne bruge Magnus i sin tjeneste. Saxo siger: "Så spurgte Hertugen ham alvorlig, hvad hjælp han vel kunne håbe at få af ham, når han selv ikke ville gendrive så svar en beskyldning på den måde, hans Fædrelands love foreskrev." Derefter accepterede Magnus frivilligt at komme tilbage til kongen.
På tinget i Aarhus blev han konfronteret med nogle breve med hans segl, som opfordrede til oprør. Han forsvarede sig med at han havde mistet sin signetring, og den var blevet brugt af hans fjender til at lave falske breve. En biskop Tyge mente dog at kunne genkende Magnus' brevskriver, Lamberts, ordvalg og stil. Nu valgte Magnus at tilstå overfor Sune og Esben, samtidig med at han udpegede "Eskil Asserssøn og Kristjern Svendssøn som medskyldige i hans forbryderiske anslag, medens Kristjerns broder, Asser, der var Domprovst i Lund, havde vidst besked om deres forehavende, om han end ikke havde billiget det."
Asser var ærkebiskop Eskils sandsynlige kandidat som efterfølger, så man kan tro at Absalon og sikkert også Valdemar var ganske tilfredse med denne afsløring.
På grund af hans anger og fuldstændige tilståelse tilgav kongen ham på visse betingelser: "han tilgav ham på grund af hans tilståelse," - "Han forbød ham også al hemmelig forbindelse med Knud og Karl og lagde ham på sinde, at han aldrig mere måtte indlade sig på en forbrydelse, som han gang efter gang havde fået at mærke, at forsynet hindrede."
Den døende Karl efter angrebet på Halland. Tegning Louis Moe.
Imidlertid, ikke længe efter blev et sendebud fra Magnus opsnappet ved Store Bælt. Han kom fra Karl og Knud i Gøtaland medbringende: "et stykke træ hos sig, hvis tilsvarende anden halvdel Knud og Karl havde, således som det i Danmark er skik mellem venner, når de ikke vil sende deres segl"
Magnus blev lagt i lænker og tilbragte resten af sit liv i Søborgs fangekælder: "Kongen sendte ham til Søborghus og satte Thorbern til at passe på ham, thi han ville hellere straffe ham med fængsel end med døden."
Nogle år efter angreb Knud og Karl Halland i spidsen for en hær af begejstrede, men mindre militært erfarne, formentlig unge mennesker. De blev slået af bønderne i Halland, Karl faldt og Knud blev taget til fange og sat i Søborg fangekælder, hvor Magnus allerede opholdt sig. Saxo siger: "Siden, medens Kongen opholdt sig i Jylland, faldt Knud og Karl med en mere hidsig end udsøgt skare folk ind i Halland for at hævne sig på deres Fædreland for den landflygtighed, de selv havde pådraget sig ved deres forbryderiske færd. De havde ventet, at Hallænderne ville tage imod dem med åbne arme, men de drev dem tilbage, og de ville da hellere lade livet end fly og stillede sig i slagorden ved den skov, der danner grænseskellet imellem Halland og Gøtland. Lykken var dem imod, og de måtte bøde hårdt, fordi de bar avindskjold imod deres Fædreland. Knud fik nemlig en mængde sår, faldt i hænderne på bønderne og blev sat i det samme fængsel, hvor Magnus sad, så han kom til at dele straf med den, hvis forbrydelse han havde været medskyldig i. Karl blev dødeligt såret og nåede kun et lidet stykke bort, før han udåndede sin stærke sjæl under træernes spæde løv, og man må vel prise ham lykkeligere, fordi han døde, end hans broder, fordi han slap derfra med livet."
13. Eskil
I slaget ved Fodevig i 1134 faldt fem bisper, og derfor måtte sejrherren, Erik Emune, foretage et tilsvarende antal nyudnævnelser. Ved denne lejlighed blev Eskil udnævnt til biskop af Roskilde, valget var helt naturligt, da Eskil var brodersøn af ærkebiskop Asser, som havde finansieret Eriks sejr med ærkebiskop sædets midler.
Eskil var veluddannet, intelligent, levende interesseret i teologiske spørgsmål og en karismatisk forkæmper for kirkens interesser. Ind imellem havde han vanskeligt ved at styre sine heftige følelser.
Som ung biskop af Roskilde anførte han i sin tid et oprør på Sjælland mod Erik Emune, som imidlertid blev slået ned. Som nyvalgt ærkebiskop af Lund anførte han et oprør i Skåne mod Svend Grathe, som imidlertid også blev slået ned. Valdemar kan således have haft god grund til at sige "at Eskil havde haft for skik at drikke de tidligere kongers blod, og at han nu også tørstede efter hans."
I forbindelse med sagen om Magnus Eriksøns sammensværgelse er det også svært at ignorere at så mange af de sammensvorne og deres medvidere befandt sig i Eskils nærhed, for eksempel hans dattersønner og hans nære medarbejder, Asser, domprovsten i Lund. Saxo skriver i forbindelse med pavens godkendelse af Eskils nedlæggelse af sit embede som ærkebiskop: "Disse ord vakte Kongens mistanke om, at det var hans agt at vælge Asser til sin eftermand, og da han på den anden side ikke tvivlede om, at Knud og Karl, i fald de yderligere ville foretage sig noget imod ham, ville finde megen støtte hos deres morfader, sagde han, efter længe at have talt tilsyneladende venskabelig med ham om sagen, omsider, at så måtte han jo føje sig efter hans ønske, da han jo ikke kunne modsætte sig Pavens vilje, der var den højeste myndighed i alt, hvad der angik kirken."
Både Eskil og Valdemar var opmærksomme på de spændinger, som fandtes imellem dem. Eskil deltog i Valdemars leding togter, og Valdemar viste - i hvert fald udadtil - Eskil behørig respekt som ærkebiskop.
Eskils sendebud drikker af guldbægeret. På vej hjem fra Frankrig med noget guld, tog Eskils sendebud et guldbæger frem i en kro og drak af det. Tegning Louis Moe.
I forbindelse med sagen om det stjålne guldbæger tog Eskils heftige følelser noget magten fra ham. Han havde sendt nogle munke til Frankrig for at hente noget guld, som han ejede der, blandt andet et bæger af guld. På vejen hjem tog en af munkene bægeret frem på et overnatningssted og drak af det for morskabs skyld. Men nogle så det, fulgte efter munkene, og da de kom til Holsten røvede de guldet fra dem.
Eskil forlangte at kongen skulle skaffe ham guldet tilbage. Modstræbende indvilligede kongen i at hjælpe ham, og i den anledning rejste de begge til Slesvig: "Her sad han en gang og skæmtede med sine gode mænd, og det gik da blandt andet også ud over den pralhans, der havde drukket af guldbægeret og som følge deraf sat det til. Nu var der nogle af de tilstedeværende, som tog Kongens ord i en vrang mening og troede, at han lønlig havde skoset ærkebispen, og som følge af deres klaffer brød Eskil sit venskab med Kongen, ja han gik endog så vidt i sin vanvittige hidsighed, at han sagde, at han nok troede, at Kongen havde fået de penge, han havde mistet, og at han var medvider i det røveri, der var blevet øvet imod ham, og ved at udslynge sådanne falske beskyldninger imod Kongen åbenbarede han, hvilke vanvittige tanker han bar på."
Saxo siger: "I de samme dage opstod der strid imellem kardinalerne om Pavestolen, det ene land stemte på en, det andet på en anden pave. Frankrig holdt med Alexander, Tyskland efter Kejserens tilskyndelse med Octavian." Kongen mente at det ikke var gavnligt for Danmark at gå stærkt imod kejseren ved kun at støtte Alexander, men Eskil betragtede tilhængere af Oktavian som frafaldne. I Slesvig var biskoppen der, Okke, bleven afsat af Eskil, fordi han var indsat af Oktavian. Men kongen bestemte at han skulle have sin position tilbage. "I sin nidkærhed for religionen, lyste Eskil nu en dag midt under gudstjenesten ham og hans tilhængere i band, og det blev kongen i højeste grad opbragt over."
Saxo fortæller at Eskil i denne anledning betroede Absalon at han ønskede at bekæmpe kongen: "Da trætten imellem kongen og ærkebispen således efterhånden mere og mere udartede til had og fjendskab, kaldte ærkebispen Absalon til sig på Sjælland og kærede for ham over, at kongen ikke blot ingen hensyn tog til hans besværing, men også drev gæk med den, thi han havde ingenlunde nogen ren samvittighed med hensyn til de penge, han havde mistet og kunne godt give ham dem tilbage, i fald han blot ville. Og så havde han oven i købet givet sig i strafværdigt ledtog med Okke, der hørte til de frafaldne, og gav ved at pleje samkvem med ham dem, der forstyrrede kirkens fred og ro, et skammeligt påskud, hvorfor han da også brændte af den største begærlighed efter at yppe krig med ham; den slags ting havde han tit og mange gange vovet sig i lag med, sagde han, og han var ikke vant til at lystre kongerne, men til, at kongerne lystrede ham. Han havde også fuldt op af mægtige venner, der ville stå ham bi ved det vovestykke."
Eskils mænd overgiver sig og forlader borgen. Tegning Louis Moe.
Saxo beretter: "Valdemar belejrede nu den by, ærkebispen havde bygget på en holm i Leira Mose (det senere Søborg Slot), og som var vanskelig at indtage, da den både var stærkt befæstet af naturen og rigelig forsynet med levnedsmidler. Dens forsvareres mod var imidlertid ringere end dens mures styrke, og i deres iver efter hellere at overgive byen end udholde en belejring, lovede de at overgive den, hvis Eskil ikke hurtigst muligt sluttede fred med kongen." - Kongen fik fat på et gidsel, en af Eskils søstersønner. Han rejste en galge ud for borgen og lovede at hænge den unge mand, hvis ikke forsvarerne overgav sig. Derefter kom der et brev - tilsyneladende fra Eskil, men imidlertid var det falsk - som udtrykte at Eskil satte større pris på den unge mand end på borgen. Munkene fra et nærliggende kloster bad grædende forsvarerne om at overgive sig, hvilket de gjorde.
Sagen med hans søstersønners deltagelse i Magnus Erikssøns sammensværgelse slog yderligere Eskil fuldstændig ud: "Deres bortrejse voldte Eskil den største sorg, og han klagede ynkelig såvel over sin egen som over sine dattersønners kranke skæbne; så stor var hans kummer, at den næsten berøvede ham mælet." Og videre: "den store sorg og græmmelse, han følte over sine dattersønner, der var ham kærere end hans eget liv, blev han aldrig kvit." Måske vidste han dybt i sit sind at det var ham selv, der havde inspireret dem til de holdninger, som førte til deres fordærv.
Eskil valgte at trække sig tilbage fra ærkebispesædet i 1177 - sikkert diskret tvungen af kongen og omstændighederne - og det blev derpå overdraget til Absalon, der helt ekstraordinært kom til at besidde både bispestolen i Roskilde og ærkesædet i Lund. Eskil rejste derpå til cistercienserklosteret i Clairvaux, hvor han blev munk. Han døde i 1181 og blev begravet tæt ved alteret i klosterkirken samme sted.
14. Absalon
Det er i hovedsagen Absalons skriver, Saxo, som har givet ham det udødelige ry som leder og hærfører, men Knytlinge Saga holder sig heller ikke tilbage med at prise ham som militær leder. Derfor må vi tro at det er sandt at biskop Absalon virkelig var en modig og initiativrig hærfører, som ydede et stort bidrag til nedkæmpningen af venderne.
Venderne flygter ind i skoven i slaget ved Boeslunde. Saxo fortæller at Absalon holdt sit første slag mod venderne dagen før palmesøndag ved landsbyen Boeslunde mellem Skælskør og Korsør. Mandskabet fra 24 skibe var faldet ind i landet. Kun fulgt af sine atten tjenere jagede han adskillige af fjendens ryttere på flugt og fældede næsten alle fodfolkene. Han mistede kun en eneste mand. Nogle få af fjenderne kastede deres våben fra sig og flygtede ind i en nærliggende skov. Tegning Louis Moe.
Helmold og hans efterfølger Arnold af Lübeck er de eneste kilde udenfor Norden, som nævner Absalon. I forbindelse med erobringen af Rügen siger Helmold: "Kongen fandt understøttelse hos biskop Absalon fra Roskilde og Berno fra Magnopolis, der begge var tilstede og viste den største nidkærhed for at få grundlagt Guds huses tjeneste iblandt et "vanartigt og forvendt folkefærd". Arnold priser hans engagement i præsternes cølibat: "Kraftigt udrustet af Herren med mangfoldige gaver og dyder, havde han dog sin egentlige hovedstyrke i det kyskhedens smykke."
Udover disse bemærkninger hos Helmold og Arnold nævner hverken Saxo eller Knytlinge Saga, noget om hans virke som en kristen biskop. Hans store berømmelse hviler næsten udelukkende på hans militære bedrifter for Danmark. Arnold bemærker således at Knud den Sjette "greb lejligheden til at påføre dem (Slaverne) krig, men fulgte i sin kamp mod dem ærkebiskop Absalons råd og blev således deres overmand ved kløgt snarere end ved magt.
Absalon var søn af Asser Rig, en af Danmarks absolut mest magtfulde mænd, som ejede store jordområder på Sjælland, og hans hustru Inge, som var svensk kongedatter. Hans var broder til Esbern Snare og fosterbroder til Valdemar. Han siges at være født omkring 1128 og således måske 3 år ældre end Valdemar.
Allerede i 1157 blev han valgt til biskop af Roskilde. Der var oprindeligt tre kandidater, men klerkene tilføjede Absalon "for hans store tapperheds skyld" sikkert på grund af Valdemars tilstedeværelse under valget. Kongen bestemte yderligere "at de hemmelig skulle skrive deres stemmer hver på sit blad i en og samme bog, således at hver af de fire fik sit blad i den, thi han mente, at det var den ærligste måde at stemme på." - "Udfaldet blev, at alle enstemmig tilkendte Absalon det kirkelige højsæde"
Portræt af Absalon i Roskilde Domkirke. Vi kan nok ikke regne med portrætlighed. Historikeren Palle Lauring skriver at da hans skelet blev taget op af graven i Sorø Klosterkirke i 1947, kunne man se at han var en høj og bredskuldret mand. Malet af Hans Hansen 1769–1828, Koromgangen, Roskilde Domkirke. Foto Orf3us Wikimedia Commons.
Saxo fortsætter med at beskrive at Absalon ikke var meget interesseret i teologiske detaljer: "Da Absalon således var bleven biskop, optrådte han straks som søkriger ikke mindre end som bisp, thi han holdt for, at det kun havde lidet at sige, at han vogtede over religionen indenlands, når den stadig truedes af fare ude fra; det hører nemlig ikke mindre ind under det hellige embede at bekæmpe troens fjender end at tage vare på kirketjenesten."
Utrættelig beskriver Saxo Absalons bedrifter. Rigtig mange steder i hans beretning om Valdemar den Store har han indlagt beretninger om episoder, hvor Absalon har gjort sig særligt bemærket ved sit mod, veltalenhed og skarpsindighed. Han lader mange gange Absalon tale på kongens vegne og endog irettesætte kongen. Absalon er ofte sammen med kongen i fortrolige forhandlinger, således med Svend Grathe i Albani Kirke i Odense og med hertug Henrik Löwe i hans lejr nær øen Poel. Absalon leder ofte små enheder på særlige missioner, eller som som udspejder fjenden og egnens geografi forud for hovedhæren. Han er i mæglerens rolle mellem Valdemar og Eskil. Han forhandler direkte med kejseren på Valdemars vegne. Men Absalons samtidige, Svend Aggesen, finder ikke grund til at nævne ham i sin historie. Absalon var uden al tvivl en fremragende hærfører, men måske har Saxo været ivrig efter at prise sin arbejdsgiver.
På grund af de mange lovprisninger fra hans tjener, Saxo, kan man få den opfattelse at Absalon må have været temmelig forfængelig.
Da den danske flåde troede at de var indesluttede i den Pommerske Sø, kritiserede krigerne Absalon. Knytlinge Saga siger: "Kongen sejlede ind i et lille sund, og da han igen agtede at sejle derud af, sagde de danske, at de syntes at de var komne ind i en sæk, og tilføjede at dette igen var Biskop Absalons råd og forsorg, og at han nu havde kommet dem i en sæk, og ført dem ind et sted, hvorfra ingen af dem kunne slippe bort: "Thi nu er der en hær på landet indenfor os," sagde de, "og en flåde udenfor; men det er jo ikke gået her værre end man kunne vente, da du ikke tænker på andet end ved fremfusenhed at vinde berømmelse, og du tænker bestandig, at alt skal gåe efter dit vink; men skønt du er en stor kriger og kæmpe, er det dog ikke sikkert, at stole på dig i alt, og ikke på andre, skønt det nu en tid er gået således med dig."
Straks efter at Absalon havde opnået at blive ærkebiskop af Lund, stillede han krav til bønderne i Skåne om at betale en særlig bispetiende og fremprovokerede derved et oprør. Kong Valdemar sammenlignede - meget tankevækkende - Absalon med Knud den Hellige: "han burde vogte sig vel, sagde han, for at det ikke skulle gå ham, som i sin tid Kong Knud i Odense, da han søgte at indføre tienden." Men Absalon stod uforsonligt fast på sine krav om øgede betalinger: "Absalon anså det imidlertid både for uhæderligt og ugudeligt at gøre skår i kirkens rettigheder og vægrede sig standhaftig derved. Selv om Kongen holdt med almuen, sagde han, skulle det ikke afholde ham fra at blive ved at kræve den for den tiende, det var dens skyldighed at udrede, uden at opfordre nogen til at dele den fare med ham, som han udsatte sig for derved." Absalon var uden tvivl intelligent, modig og veltalende, men han var sandsynligvis også selvretfærdig, arrogant og uforsonlig - som Knud den Hellige.
Absalon som Louis Moe forestillede sig ham.
I forbindelse med oprøret i Skåne siger kongen til Absalon, at han skulle "for en gangs skyld lægge mere vægt på, hvad der var nyttigt, end på hvad der tog sig anseligt ud." Hvilket tyder på en vis narcissisme.
Man kan tænke at "Gesta Danorum" var Saxos projekt mere end det var Absalons. I Absalons testamente udviser han ikke stor bekymring for at Saxo skal have mulighed for at fuldende projektet. Der står blot: "Sin klerk Saxo overlod han de 2 1/2 mark sølv, som han havde givet ham. Saxo er pligtig at tilbagelevere Sorø Kloster de to bøger, som ærkebispen havde overladt ham." Det vil sige at Saxo får lov til at beholde de penge, som han allerede havde fået, og han skal huske at aflevere de bøger, som han havde lånt. Man må tænke at det er nok mere Saxo, som har overtalt Absalon til at lade ham skrive "Gesta Danorum", end det er Absalon, som i kærlighed til fædrelandet har bedt ham om at gøre det.
Siden ærkebispesædet i Lund blev oprettet i Erik Ejegods tid havde Danmark haft store problemer med fanatiske og oprørske ærkebisper. Asser pustede liv i Erik Emunes hendøende oprør ved at finasiere en tysk rytterhær, som sejrede ved Fodevig og derved blev årsag til 26 års borgerkrig. Eskil gjorde oprør mod to konger, og desuden konspirerede han formentlig mod Valdemar og gjorde også åbent oprør. Saxo skriver et sted: "Kongen (Valdemar) belejrede nu den by, Ærkebispen havde bygget på en holm i Leire Mose, og som var vanskelig at indtage, da den både var stærkt befæstet af naturen og rigelig forsynet med levnedsmidler."
Diktatorer rundt omkring i Verden foretrækker ofte korrupte og grådige peroner som generaler og guvenører i deres provinser fremfor personer, som er interressede i nationaløkonmi, frihed og lighed med videre, fordi den første slags ved de, hvor de har - når blot de har indtægter nok, vil de være loyale - medens den anden slags er mere uberegnelige. Valdemar foretrak sikkert Absalon som ærkebiskop, fordi han havde kendt ham hele sit liv, og fordi han formentlig vidste at når blot han fik tilstrækkelige indtægter, ville han ikke skabe teologiske eller politiske problemer i forhold til kongen.
15. Oprør i Skåne
Helt undtagelsesvist tillod paven at Absalon kunne blive ærkebiskop i Lund i 1178 samtidig med at han beholdt sin post som biskop af Roskilde.
Romansk skulptur i muren på et hjørne i Øster Starup Kirke mellem Kolding og Vejle. En løve har godt fat en i en mand. Foto Arnold Mikkelsen - Fornevennen 2017.
Straks ved sin tiltrædelse udnævnte han familie og venner til vigtige indbringende poster i Skåne. Ældre Sjællandske Krønike siger: "Ærkebiskop Absalon lod Sjællænderne bestemme over ærkebiskoppelige ejendomme og opkrævninger, nemlig Esbern Snare, der var ærkebiskoppens bror, og hr. Sune, som var søn af hans farbror Ebbe, ligeledes Saxe, søn af Thorbern tillige med andre, der stod ham nær. Disse forhold ærgrede Skåningerne."
Kort tid efter sin tiltrædelse krævede Absalon yderligere at præsterne skulle leve i cølibat, og bønderne skulle betale bispetiende, hvilket yderligere vakte de skånske bønders vrede.
Ældre Sjællandske Krønike beskriver videre at skåningerne mente at Absalon behandlede dem som trækdyr: "Da der var forløbet en kort tid, påbød nævnte ærkebiskoppens opkrævere østskåningerne at de skulle slæbe hele træer og grene, som de havde fældet i skovene på steder hvortil trækdyrene ikke kunne komme, hen til en angiven plads. Skåningerne fandt sig ikke i at lade sig ydmyge i den grad og blev voldsomt vrede"
Saxo fortæller: "Da han (Absalon) var kommen tilbage til Sjælland, blev det meldt ham, at der var udbrudt uroligheder i Skåne, at almuen var kommen på kant med stormændene, og at den offentlig havde sammenrottet sig imod de kongelige fogeder og angrebet dem." - "Han rådførte sig med Sune og Esbern, men de rådede ham så stærkt, som de på nogen måde kunne, fra at indlade sig på den rejse, thi de vidste, sagde de, at det i virkeligheden var stormændene, der hemmelig havde sammenrottet sig for at ophidse almuen, og at deres eneste mål var at komme ham til livs."
Men Absalon var modig og mødte bønderne på tingstederne, men: "da Thord begyndte at holde en tale til den, nødte den ham ved stadig piben og truende tilråb til at holde op. Også de andre af Kongens tilhængere, der ville have ordet, nægtede den det, kun Absalon fandt den sig i at høre på i nogenlunde ro". - Han bød, "at den (almuen) skulle fordele sig i tre herredsting, hvorhos han lovede at råde bod på al uret, der var øvet af stormændene. Thord satte han hårdt i rette, fordi han med løgnagtig tale havde lokket ham over til et oprør, som der næppe var nogen mulighed for at dæmpe, men Thord svarede, at den ophidsede almues vildskab hidrørte fra drukkenskab, og til bevis herfor anførte han, at nogle sad og snorkede på tinge; man burde derfor ikke holde ting med dem i byen, men ude på landet, for at disse fordrukne mennesker ikke skulle få nogen lejlighed til at drikke sig fulde."
Udfoldning af motivet på den romanske døbefont i Øster Nykirke nord for Vejle. Mouritz Mackeprang fra Nationalmuseet København har fortolket motiverne som en tvekamp og forskellige dyr. Dyrene skal formentlig forestille en ørn og flere løver. Papaftryk ved Mouritz Mackeprang - Fornevennen 2017.
Men Absalon nåede kun at holde ting med sydskåningerne, inden det blev meldt ham: "at budstikken gik om imellem almuen for at hidse den til oprør og stævne den til et møde om fire dage ved Hvidkilde." Absalon undersøgte sagen nærmere og fandt "at almuen var helt rasende, og det ikke tyktes ham, at han selv uden fare kunne træde frem for den." Han sendte nogle andre mænd til tingstederne, som imidlertid ikke kunne eller turde komme til ørenlyd på grund af "almuens vilde raseri".
En af hans udsendinge tog i stedet parti for bønderne og fædrelandet. Saxo siger: "En af dem ved Navn Peder Lange, en ren kæmpe at se til, sagde, da han omsider med nød og næppe fik skaffet sig ørenlyd, at skønt han stod i Absalons tjeneste, var hans ærbødighed for ham dog ikke så stor, at han gav den fortrinet for, hvad han skyldte sine medborgere; Folkets Majestæt gik for ham forud for hensynet til ærkebispen, og han skyldte Fædrelandet større kærlighed end nogen enkelt mand; han var rede til at stå last og brast med almuen i alt, hvad den tog sig for, og ville ikke betænke sig på med sværd i hånd at forsvare dens frihed".
Absalon flygtede derefter til Sjælland. "Da han var kommen over på Sjælland, fik han fra Valdemar, der holdt jagt på Samsø, brev og bud om at begive sig did, for at de kunne rådslå om vigtige sager Riget angående. Efter at han der tillige med Sune og Esbern tilbørligt havde drøftet de sager, Kongen forelagde dem, fortalte han omsider om oprøret i Skåne". Kongen bad de skånske høvdinge møde ham på Fyn.
De opfordrede Absalon "til at bede Kongen om at afskedige Saxe, Aage, Sune og Esbern, der ikke havde hjemme i Skåne, fra deres bestillinger der, og sagde, at oprøret, som kun skyldtes deres overmodige adfærd, straks ville høre op, så snart han satte indfødte til styret i stedet for udlændinge." - "Da kongen spurgte dem hvorledes han bedst kunne berolige skåningerne, svarede de, at når blot han skrev et brev til dem, hvori han med et vist mådehold gav dem både gode og onde ord, ville det være nok til at gøre ende på oprøret." Hvilket skulle vise sig at være et dårligt råd - især det med de "onde ord". Saxo fortæller videre: "hvilket ikke bidrog lidet til yderligere at puste deres raseri op i flammer. Bønderne blev nemlig opbragte over, at han brugte så hvasse ord til dem, og gav deres harme over denne skarpe skrivemåde luft ved højtidelig at ophæve alle kongelige skatter, vægre sig ved at betale bispetiende samt give præsterne lov til at gifte sig. Ærkebiskoppen havde de slet ingen brug for, erklærede de; Præsterne kunne godt besørge hele kirketjenesten, så de for lige galent frem både i gejstlige og verdslige sager og føjede til den foragt, de viste kongemagten, også foragt for religionen."
Kongen samlede da en hær og tog over til Helsingborg. Saxo siger: "tillige med Absalon, som han havde befalet at være blandt de sidste, der lagde til land. En stor del almuesfolk, der var samlede der i anledning af fiskeriet og havde opført en mængde hytter på strandbredden, blev, da de fik øje på Absalon, så optændte af had til ham, at de satte hensynet til deres erhverv til side og kastede sten på hans skib, da det lagde ind til land." - "En del af almuen viste Kongen den store ringeagt at forlade tinget for at styrte ned til stranden og være med til at modtage ærkebiskoppen på denne utilbørlige måde." - "Så snart Kongen kom ned til stranden, stillede de, der havde angrebet skibet, sig ganske uskyldige an, gik ind i deres hytter og lod Absalon gå i land".
"De af skåningerne, som Kongen rådførte sig med, om hvad der var at gøre for at dæmpe oprøret, rådede ham til at afsætte Absalon og de andre fremmede, der var satte i spidsen for landets styrelse; intet ville hjælpe mere til at stille almuens raseri, end om de kom bort, sagde de, thi dette var ingenlunde rettet imod Kongen, men skyldtes udelukkende de fremmedes onde gerninger. De jydske adelsmænd var af samme mening. Man antager, at grunden til, at de ønskede at få Absalon af vejen, dels var deres had til tienden."
Kongen "kaldte Absalon til sig i enrum og mindede ham om, hvor enige de altid havde været, og at de aldrig havde stået så stiv og stridig hver på sin mening, at den ene jo ikke altid til sidst havde lempet sig efter den anden. Nu bad han ham om at opgive sin beslutning om at drage videre om i Skåne og ikke anse det for en skam at vende tilbage til Sjælland, men for en gangs skyld lægge mere vægt på, hvad der var nyttigt, end på hvad der tog sig anseligt ud."
Saxo fortæller videre: "Kongen holdt nu forskellige tingmøder med almuen, hvor det så sort nok ud, thi den mødte alle vegne frem i fuld rustning for således tydelig at lægge for dagen, hvad den bar i sit skjold. Hver dag fremkom den med nye falske beskyldninger imod Absalon, hvilket Jyderne hemmelig roste den for."
Valdemars ryttere angriber bondehæren i slaget ved Dysieåbro i Skåne. Tegning af Louis Moe.
Da bønderne stadig nægtede at betale tiende "sendte Absalon ved næste landemøde gejstligheden et brev, hvori han påbød, at alle kirker i Skåne skulle lukkes."
Oprørerne svarede igen: "Almuen udvalgte da ligeledes to af sin midte, som til gengæld skulle undsige gejstligheden. De lod præsterne vide, at det var almuen og ikke ærkebiskoppen, der sørgede for deres underhold; det var vitterligt, at de havde dens godhed og gavmildhed at takke for, at de fik, hvad de behøvede til livets ophold; de skulle derfor enten forrette deres kirketjeneste eller formedelst deres utaknemmelighed rømme af landet, og gjorde de ingen af delene, skulle de ikke blot have alt deres gods forbrudt, men også lide straf på liv og lemmer."
Nogen tid efter: "drog Kongen over til Skåne ved Helsingborg, og denne gang havde han kun sine sjællandske krigsfolk med; jyderne og fynboerne lod han blive tilbage, fordi det ærgrede ham. at de forrige gang havde pustet til ilden."
Bønderne samlede sig mod ham ved Dysieåbro (?). Absalon bad ham om at bruge knipler i stedet for våben. Men som altid, når kongen virkelig havde besluttet sig, svarede han knapt og bestemt: "at han sloges med mænd og ikke med hunde." Saxo videre beskriver slaget: "Slaget stod på broen, som begge hære søgte at komme først over. Kampens udfald var længe tvivlsomt, thi bønderne sloges med stor tapperhed, men omsider kom Absalons ryttere over et vadested, som bønderne ikke kendte, og så var sejren straks vunden."
Kongen mødte en anden bondehær ved Getingebro, som imidlertid overgav sig, da de hørte om den første hærs nederlag: "Hovedmændene for oprøret, faldt ham ydmygt bedende til fode med oprakte hænder og lovede ivrigt, at de i alle måder ville være ham hørige og lydige." - "kun tienden vægrede den sig hårdnakket ved at betale, og intet lå derfor Kongen mere på sinde end at få Absalon til at give afkald på den". Men Absalon holdt hårdnakket fast ved sit krav om tiende: "Absalon anså det imidlertid både for uhæderligt og ugudeligt at gøre skår i kirkens rettigheder og værgede sig standhaftig derved". Til sidst gik Absalon med til at udsætte sagen, og dette gjorde en ende på oprøret.
Det var ikke kun i Danmark at bønderne nægtede at betale tiende. I Holsten havde hertug Adolf også problemer. Helmold siger: "Holzaterne gav det trodsige svar, at de ingensinde ville give andre
tiender end dem, som deres fædre havde givet; for hellere ville de sætte ild på deres egne huse og rømme ud af landet, end de ville bøje sig under et så svært trælleåg. Derhos omgikkes de med tanken om at myrde bispen tillige med greven samt alle de fremmede, som giver tiende efter loven, forvandle landet til en brandtomt og tage deres tilflugt til Daneland. Men iværksættelsen af disse skumle planer strandede på en fornyelse af forbundet mellem vor hertug og Danernes konge, som ved denne lejlighed begge havde måttet love ikke at modtage hinandens overløbere."
16. Valdemars familie
Det må have vakt ikke ringe opmærksomhed i det borgerkrigshærgede Danmark at Valdemar, Knud Lavards søn, blev trolovet med Sofie, en søster til Knud, som var søn af Knud Lavards drabsmand Magnus den Stærke. Denne romantiske forbindelse mellem de to parter i borgerkrigen må have skabt håb om fred og forsoning.
Svend Aggesen beskriver Sofies skønhed i poetiske vendinger: "Han var gift med Dronning Sophie, en søster til Roeskilde - Kong Knud. På hendes udmærkede dejlige skikkelse havde naturen anvendt al sin kunst: så når man ret skulle give en beskrivelse af hende, ville man ikke komme ud af det, om man endog talte for sig som Cicero, skrev vers som Ovid og havde poetiske indfald som Virgil. Jeg bryder mig derfor slet ikke om at tigge stemmer sammen for at få hende rost; thi jeg har desuden alt for ofte selv med egne øjne set hende, og aldrig har jeg noksom kunnet beundre dette yndige naturens underværk."
Dronning Sofias hovedskal og en rekonstruktion af hendes hoved. Busten er lavet fra en gipsafstøbning af hendes kranie, der blev taget i 1855, da hendes grav i Sct. Bendts Kirke i Roskilde blev åbnet under ledelse af hans Majestæt Frederik VI. Foto Nationalmuseet-
Sofia var datter af den Polske prinsesse Richitza og Fyrst Volodar af Minsk. Richitza havde tidligere været gift med Magnus den Stærke, med hvem hun fik sønnen Knud, hvilket gjorde Sofie til Knuds halvsøster. Den samme Knud gav Valdemar en tredjedel af sine godser som medgift ved trolovelsen.
Sofie og Valdemar fik 8 børn sammen, så vi må tro at der var tale om kærlighed og ikke blot politisk beregning. Deres ældste søn var Knud, som efterfulgte Valdemar som konge. Den yngre søn, Valdemar, blev også konge med tilnavnet Sejr. Døtrene var Sophie, Margrete, Maria, Richitza, Ingeborg og Helene.
Richitza blev dronning af Sverige, og Ingeborg blev dronning af Frankrig, dog ikke uden langvarige komplikationer, idet Philip August af Frankrig insisterede på at sende hende hjem igen efter bryllupsnatten, hvilket førte til en tyve år lang strid om hvorvidt nu ægteskabet var blevet fulbyrdet eller ikke. Herom skal berettes senere.
Knytlinge Saga fortæller at Valdemar i sin ungdom kendte en kvinde ved navn Tofa, som fødte ham en søn: "Valdemar havde en søn udenom, ved navn Christopher; hans moder hed Tofa." Og videre: "Hertug Christopher var også en søn af Kong Valdemar med Tofa, som før blev berettet; han var en slegfredsøn; han døde ti år førend sin fader Kong Valdemar." Omkring den tid Eskil trådte tilbage som ærkebisp hedder det: "I den tid døde Kong Valdemars søn Christopher".
Skal vi tro folkevisen om Valdemar og Tove, var Sofie den onde dronning, som var sygelig jaloux på den blide Tove:
Og hør du nu det, Tove min:
hvor vel under du Soffilin?"
Jeg giver hende Ganger grå,
Dronningenavn skal hun og få."
"Og hør du det nu, Soffilin:
Hvor vel under du Tove min?"
Så vel under jeg Tove
som villen ulv i skove.
Soffi hun var i hænder stind:
hun skød Tove i badstuen ind.
Hun lod hede ovnen så,
ikke kunne Tovelille ånde få.
I folkevisen om "Liden Kirsten og Prins Buris" beskrives dronning Sofie på lignende måde:
De græd for hende de møer og kvinder
undtagen Sofie, den onde kvinde
Vi ved at Sofie var knap "mandvoksen", måske 16-17 år gammel, da Valdemar ægtede hende i 1157. Toves søn, Kristoffer, blev ret tidligt betroet militære kommandoer - dog støttet af erfarne rådgivere. Derfor må vi tro at Tove var mindst 10 år ældre end Sofie. Tove var formentlig ingen match for Sofie i kampen om Valdemars kærlighed. Sofie var ung og en fejret skønhed, desuden fik de otte børn sammen, og det må bevise gensidig kærlighed, skulle man tro.
17. Valdemar den Stores død og begravelse
I foråret 1182 fik Valdemar nys om at venderne havde genopbygget deres skanser ved Swinemunde, der skulle forhindre danskerne i at trænge ind i den Pommerske Sø. Han ønskede disse forsvarsværker ødelagt. Han tilkaldte Absalon og sin søn Knud og bad dem om at sejle over og angribe dem.
I femogtyve år havde den danske leding flåde hvert år ført krig mod Venden, og det synes som om især jyderne var blevet krigstrætte. Saxo siger: "Absalon lovede, at han ville stille sig i spidsen for skåningerne og sjællandsfarerne, men jyderne ville han ikke have anførslen over, thi han vidste på forhånd, at de ville lade hånt om at lystre ikke blot ham, men også Knud formedelst hans ungdom, og det viste sig da også, at det havde han ret i." - "Kongen blev vred over dette svar og sagde at så ville han selv tage af sted, til trods for, at han var ilde tilpas. Men om morgenen gik lederne til kongen og bad ham om at skåne sig, de skulle nok udføre hans befaling."
Saxo fortsætter "De måtte blive liggende længe i havnen på grund af en voldsom storm, og hele strandbredden over hørte man da de oprørske jyder råbe op om, at de ingen levnedsmidler havde, og at de ikke ville med på det krigstogt" - "Høvdingerne blev nu bange for, at folkene skulle drage bort uden i mindste måde at ænse Kongens befaling, og de holdt derfor råd og tog den beslutning, at han af sig selv burde opgive dette togt, idet de holdt for, at det var bedre ved tilsyneladende godvillig at give dem lov til at drage hjem for at forebygge, at de dumdristig rømmede, så at det mere fik udseende af at ske med Kongens samtykke end af, at de trodsede deres vilje igennem." - "Dersom de i stedet for at gøre det med Kongens minde drog bort på egen hånd, kunne det nemlig gå ham, som det gik Hellig Knud, da han ville straffe sine folk, fordi de havde opløst flåden, og hvis Valdemar døde af sin sygdom - feber havde han allerede -, kunne følgen let blive, at Knud ikke blev hans efterfølger."
Derefter gav den unge Knud "mandskabet lov til at drage hjem, så det fik udseende af, at han viste det en velvilje ved at tilstå det, hvad han ikke kunne nægte det."
Saxo skriver videre: "Efter således af frygt for en opstand at være bleven nødt til at opgive dette krigstogt sejlede Knud tillige med Absalon, Esbern og Sune til Vordingborg for der at oppebie udfaldet af sin faders sygdom. Da Valdemar igennem det åbne vindue i sit sovekammer så skibene komme tilbage, blev han højlig forundret, og både hans græmmelse og hans sygdom øgedes som følge deraf."
Valdemar gjorde sig umage for at skjule sin sygdom og svaghed: "og modtog sin søn, da han indfandt sig hos ham tillige med sine rådgivere, med et så fornøjet ansigt, at de troede, at sygdommen næsten var overstået; han sagde også selv, at han så godt som ingen smerte følte, og opbød al sin sjælskraft for at skjule, hvor meget han led. Han glemte imidlertid ikke at skrifte sine synder for Absalon."
Blyplade fra Valdemar den Stores grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted, som fortæller, hvad Valdemar gerne vil huskes for. Den har to næsten identiske indskrifter på hver sin side. Den ene siger: "Her hviler Danernes konge, Valdemar den Første, den hellige Knuds søn, slavernes mægtige erobrer, det undertrykte fædrelands udmærkede befrier, fredens genopretter og bevarer. Han undertvang lykkeligt rygboerne, ødelagde deres afgudsbilleder og omvendte dem som den første til troen på Kristus. Han anlagde også som den første til hele rigets beskyttelse en mur af brændte sten, som i almindelighed kaldes Danevirke, og byggede et tårn på Sprogø. Han døde i det herrens år 1182 i sit 26. regeringsår, den 12. maj." Foto Museerne.
Han tøvede heller ikke med at oprette sit testamente. "Derhos bestemte han, at hælvten af hans fædrenearv med undtagelse af, hvad der hørte under kronen, skulle tilfalde klostrene." Valdemar havde truffet mange tunge og vanskelige beslutninger som konge, der ikke havde været uden omkostninger. Han må have tænkt at der skulle mange penge til at frelse hans sjæl.
Kongens mænd sendte bud efter en berømt læge fra Skåne. Saxo siger: "Imidlertid kom en Abbed ved navn Hans over fra Skåne, hvorfra han var bleven hentet, fordi man havde stor tro til den hjælp, han kunne yde, skønt han ikke var nær så kyndig i lægekunsten, som han gav sig ud for. Efter løselig at have undersøgt sygdommen lovede han på det bestemteste, hvad han imidlertid ingenlunde var mand for at holde, at han nok skulle skaffe Kongen hans helsen igen. Han tilberedte en spise, som han kom nogle lægemidler i og gav Kongen ind, og jog så alle ud af sovekammeret og bød ham lægge sig til at sove."
Og videre ifølge Saxo: "Da de lidt efter kom ind til ham, fandt de ham helt målløs og badet i sved over hele kroppen, og Abbeden bød dem da dække ham omhyggelig til og sagde, at det var en god og sund sved, men gid Sunes spådom havde vist sig lige så falsk, som hvad denne læge i tillid til sin kunst forkyndte, thi Kongen døde, så deraf kan man se, hvor lidt man kan stole på lægerne."
Historikeren Palle Lauring er overbevist om at dette er det mest oplagte tilfælde af giftmord i Danmarkshistorien. Lægen kommer og giver patienten en medicin. Dernæst finder man patienten badet i sved og ude af stand til at tale, og dagen efter dør han. Men Valdemar havde formentlig været ubevægeligt sengeliggende i lang tid, og det giver risiko for blodpropper. Også i dag kan man opleve at en blodprop i hjernen efterlader patienten ude af stand til at tale. Desuden blodpropper, som passerer hjertet - eller prøver på det - fremkalder ofte heftige svedeture.
Valdemar den Stores grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Foto Kendtes Gravsted.
Knytlinge Saga siger: "Kong Valdemar døde af denne sygdom den femte Maj. Han blev ført til Ringsted, og der jordet, og blev almindelig begrædt over hele Danmark. Da havde han været enevoldskonge over hele Danmark i seks og tyve år, og han havde holdt otte og tyve slag i hedenske lande, og bestandig kriget på hedningerne, så længe han levede, for at bestyrke Guds kristenhed."
Saxo fortæller at "Kvinderne gik liget i møde med udslagne hår og sagde under gråd og klage, at nu skulle de igen til at bære det gamle trældomsåg, thi nu var han død, som havde udløst landsens folk af fangenskab, friet landet for frygt for sørøverne og gjort dem, der boede ved havet, lige så trygge for overfald af røvere som dem, der boede inde i landet. Bønderne forlod også deres arbejde, så snart de fik øje på ligtoget, og opfyldte markerne med gråd og klage, og det var dem en glæde at vise deres Konge den sidste ære ved at tage ligbåren på deres skuldre, medens de jamrede over, at Fædrelandet ville gå til grunde nu, da Kongen var død."