DH-debat Forside

Danmarkshistorien

36. Valdemar Sejr

1. Indledning 2. Valdemar Sejr
3. Nord-Tyskland 4. Korstog i Estland
5. Fra Lyø til Bornhøved 6. Valdemar den Unges Død
7. Konge af Danmark 8. Stensby Aftalen
9. Valdemars Jordebog 10. Jyske Lov
11. Valdemars Familie 12. Død og Begravelse
13. Links og Litteratur

1. Indledning

Valdemar Sejr regerede Danmark i 39 år. Han er en af Danmarks berømte konger. Tilnavnet Sejr fik først i 1500 tallet, fordi han udvidede sit kongedømmes territorium til en hidtil uset udstrækning på bekostning af kejserdømmet og de Nordtyske fyrster.

Valdemar Sejrs segl

Valdemar Sejrs segl. Han holder liljescepteret i sin højre hånd, som symboliserer treenigheden og den rette katolske tro. I sin venstre hånd holder han rigsæblet, også prydet med et kors. Han videreførte de tre løver blandt hjerter som det Danske Rigsvåben. Foto Wikipedia fra Nordens Historie af Niels Bache fra 1885.

Som hertug af Slesvig erobrede han Holsten og Lauenborg. Som konge konsoliderede han de områder i Nordtysland, som hans broder Knud den Sjette havde vundet. Helt exceptionelt godkendte den ny Tysk-Romerske kejser, Frederik 2., skriftligt Dansk overhøjhed langs Østersøkysten, inkluderet Holsten, Lübeck, Mecklenburg og Pommern. Men Danskerne fik kun 9 år i Paradis, så blev Valdemar og hans søn taget til fange under en jagt på Lyø, og Frederik fortrød sin godkendelse og forlangte fangerne udleveret. Han skrev til biskoppen af Hildesheim: "som du selv ved, har denne konge uden årsag bemægtiget sig meget af kejserrigets jord uden, som han burde, at anerkende Os og kejserriget. Vi beder og påminder dig derfor om at du sætter alt ind på at kongen selv og hans søn kommer i din hånd."

Under Valdemar og hans søns fangenskab hos greven af Schwerin brød det Danske herredømme i Nord-Tyskland fuldstændig sammen, så at sige uden sværdslag, og Danmarks grænse kom igen til at gå ved Ejderen, som den altid havde gjort. Efter at han var kommet fri af sit fangenskab søgte Valdemar at vinde det tabte tilbage, men led nederlag i slaget ved Bornhøved i Holsten.

Mønt fra Valdemar Sejrs tid

Mønt fra Valdemar Sejrs tid udstillet i Lunds Universitets Historiska Museum. Foto Hedning Wikipedia.

Takket være støtte fra paven lykkedes det dog at fastholde herredømmet i Estland.

Kongen blev ikke sparet for personlig modgang i sin lange regeringstid. Hans unge dronning Dagmar døde efter få års samliv, formentlig i barselsseng. Hans søn med Dagmar, Valdemar den Unge, døde af følgerne af et vådeskud under en jagt, kort tid efter at hans hustru Leonora var død i barselsseng sammen med barnet.

Valdemar var en stor lovgiver. Han udsendte Valdemars Sjællandske Lov. Hans største bedrift var imidlertid Jyske Lov, som blev givet i hans sidste leveår.

Under Valdemar Sejr blev store dele af kongeriget uddelt som len til kongelige prinser, som ikke stod til at arve kronen, og derved blev rigets indtægter tilsvarende reduceret. Den udbredte skik at give jord til kirke og klostre for sin sjælefreds skyld havde samme virkning.

Kongeslægter gennem Danmarks historie

Kongeslægter i Danmarks historie. Imidlertid, alle kongerne - undtagen Magnus den Gode - nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede en stor Part af Jylland i 917, som fortalt af Adam af Bremen i afsnittet om biskop Hoger. Kongerækken og fortællinger om krig og fred er historiens rygrad - ikke således at beretninger om kultur og almindelige folks levevilkår ikke er vigtige, men uden kongerækken kan de nemt blive til ustrukturerede fortællinger, som ikke nemt og umiddelbart lader sig tidsfæste. Det giver et godt overblik at inddele kongerækken - og dermed Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har sit navn fra Hardecnudth, sandsynligvis søn af Hardegon. Han kaldes også Knud 1. og var temmelig sikkert Gorm den Gamles fader, som berettet af Adam under i afsnittet om biskop Unni. Magnus den Gode, som var konge i 1047, var søn af den Norske helgenkonge Olav; hans regeringstid danner en overgangsperiode til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid.
De stridende konger, Svend, Knud og Valdemar, omkring 1157, nedstammede alle fra Svend Estridsen; deres tid var et interregnum til Valdemarernes æra.
Mange historikere, muligvis de fleste, medregner kun Valdemar den Store, hans søn Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men man kan ikke have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren hensigtsmæssigt også at medtage deres mindre succesfulde efterkommere - herunder Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2. som var den sidste konge før Danmarks kongeløse tid omkring 1340.
Valdemar Atterdag var ikke konge af Kalmarunionen, men hans barnebarn, Olaf, var og hans datter Margrete 1. blev regerende dronning af den Skandinaviske Union. Man kan sige - med nogen god vilje - at Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De tidlige Oldenborger konger var også Unions-konger men kun i korte perioder.
Borgerkrigen, Grevens Fejde, i 1536 var et afgørende vendepunkt i Danmarks historie. Som en konsekvens af Den Lutherske Reformation, som fandt sted på samme tid, konfiskerede kongerne den trediedel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fantastiske rigdom gjorde det muligt at kue Danmarks gamle adel og oprette enevælden, som var en afgørende årsag til Danmarks historiske deroute. I 1848 blev en demokratisk grundlov indført uden borgerkrig eller andre voldshandlinger.
Den Oldenborgske kongeslægt uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Tronen blev derefter overtaget af Christian 9. af Glucksborg.

Valdemarerne

Valdemarerne. Det er skik blot at henregne Valdemar den Store, Knud den Sjette. og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men derved bliver deres mindre succesfulde efterkommere pædagogisk hjemløse, på trods af at de er direkte efterkommere efter de første Valdemarer, og de er ikke adskilt fra disse af nogen naturlig transformationsperiode. Derfor vil jeg foreslå at hele gruppen indtil den kongeløse tid bliver benævnt Valdemarerne.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer var sønner af Valdemar Sejr og efterfulgte hinanden som konger. Abel dræbte sandsynligvis sin broder Erik og nedsænkede hans lig i Slien. Men, 24 riddere svor på at Abel var uskyldig, og derfor kunne han alligevel blive valgt til konge. Imidlertid blev han kort tid efter dræbt i kamp under et felttog i Frisland, og derefter blev hans lillebroder Christoffer valgt som hans efterfølger som konge, og den afdøde konges, Abels, ældste søn blev derved forbigået. Dette førte i de følgende årtier til en langvarig rivalisering mellem efterkommerne af henholdsvis Abel og Christoffer.
Christoffers søn, Erik, med det senere tilnavn Klipping, blev konge kun 10 år gammel med sin moder Margrete Sambiria som formynder. Stormændene begrænsede hans magt med en håndfæstning på Danehoffet på Nyborg Slot, som blandt andet udsagde at det møde af konge og stormænd, som siden blev kaldt Danehoffet, skulle være landets højeste domstol. Desuden blev det fastslået at den kongelige domstol ikke måtte beskæftige sig med sager, som ikke tidligere havde været forelagt en anden retsinstans, og at den kun måtte idømme på forhånd standardiserede bødestraffe. Erik blev dræbt i Finnerup Lade ved Viborg med 56 knivstik - et af Danmarkshistoriens store mysterier. Hans søn Erik Menved forsøgte at skabe goodwill og øget indflydelse i Nordtyskland ved at bekoste nogle storslåede ridderturninger. Han blev efterfulgt af sin broder, Christoffer 2. der måtte overtage broderens store gæld, samtidig med at mulighederne for at øge kronens indtægter blev blokeret af en håndfæstning. Da han døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny Dansk konge, og landet var for en periode kongeløst.

2. Valdemar Sejr

I levende live havde Valdemar ikke tilnavnet Sejr, det fik han først i 1500-tallet, fordi man mente at han havde udvidet Danmarks territorium mere end andre konger, man tog ikke i betragtning at han også mistede endog større territorier.

Valdemar Sejr

Valdemar Sejr på kobberstik fra fra 1685. Han holder Danebrog i venstre hånd. Der er med meget stor sandsynlighed ingen portrætlighed. Foto Det Kongelige Bibliotek.

Valdemar Sejr var en langt mere farverig og udadvendt type end hans storebroder Knud den Sjette, faktisk hans direkte modsætning. Svend Aggesen var stærkt betaget af den charmerende unge hertug, han skriver: "Kongens broder Valdemar, en yngling med de herligste anlæg."

Den ny konge synes at have været meget populær, idet han blev valgt i fuldkommen enighed. Arnold siger: "Med stor enighed valgtes han dernæst til konge, modtog ved juletid indsigningen i Lund af den derværende ærkebiskop Andreas og ophøjedes med glans på kongetronen."

Han var personlig modig og deltog selv i kampene. Således mistede han et øje i slaget ved Bornhøved.

Valdemar var rastløs og utålmodig. I forbindelse med hans belejring af borgen Sygeberg i Holsten skriver Arnold af Lübeck: "Derfor lod hertugen (Valdemar), der for sit vedkommende aldrig kunne finde sig i at ligge ledig, volde opkaste omkring borgen, umuliggjorde derved ethvert udfald og trængte den svært." Efter alt at dømme havde han borgen fuldstændig i sit greb, besætningen havde ingen udsigt til undsætning, og han skulle blot vente på at de overgav sig, men utålmodig, som han var, lod han forsvarerne slippe således at hver af dem kunne "beholde sit arvegods og sine len ubeskårne, hvortil det skulle tilstedes dem frit og i enhver henseende uhindret at medtage alt deres bohave såvel som alt, hvad der ellers fandtes på borgen og hørte dem til."

Valdemar løslod flere gange fanger, som han selv havde bekriget og ydmyget, og som havde grunde til at hade ham indeligt.

Valdemar Sejr på kronborg tapeterne

Valdemar Sejr på Kronborg tapeterne. Kronborgtapeterne eller Kongetapeterne var 43 gobeliner, bestilt af Frederik 2. og vævet 1581-86 til Dansesalen på Kronborg. Gobelinerne er tegnet af den Nederlandske maler Hans Knieper og viser hele den danske kongerække frem til Frederik 2. Kun 15 af Gobelinerne er bevaret, de syv hænger på Kronborg og resten er på Nationalmuseet. Foto Det Kongelige Bibliotek.

Han løslod Adolf 4. af Holsten fra hans fangenskab i Søborg mod at få borgen Lauenburg, selvom han selv havde ydmyget samme Adolf ved hans oprindelige tilfangetagelse, som Arnold fortæller: Han "lænkede ham på hænder og fødder, førte således ikke uden vanære ham gennem alle de steder, han tidligere havde hersket over, og kom til Danien som en stakkels fange, og da Danerne hørte, at deres fjende var taget til fange, forkyndte de det ligesom Filisterne på Sauls tid i alle byer og købstæder enhver til hjertens fryd og glæde." I sit hjertes dyb må Adolf have hadet Valdemar, og det var da også denne Adolf, som kom til at anføre den hær, som i slaget ved Bornhøved endegyldigt satte punktum for Danmarks herredømme i Nordtyskland.

Arnold fortæller at Valdemar - omkring 1207 - angreb grev Henrik af Schwerin og hans broder grev Guncelin og hærgede deres land på grund af en ubetydelig sag: "Kongen havde tillige en fejde med grev Guncelin af Zverin og hans broder Henrik, som havde fornærmet ham ved at uddrive Johannes med tilnavnet Gans af landet og voldeligt sætte sig i besiddelse af hans borg Grabove. Thi skikkede han en hær ud under Albert, som han havde sat til greve i Nordalbingien, lod først deres borg Boyceneburg sløjfe og hærgede dernæst uopretteligt hele landet Zverin." Valdemarårbogen fortæller at igen i 1214 var Valdemar på krigsstien i Schwerin idet han indtog og ødelagde fæstningen Wotmund, og grev Gunzelin og grev Henrik af Schwerin måtte tage deres land som len af den Danske konge.

Den samme Henrik af Schwerin benyttede sig af sin viden om at Valdemar og hans søn, Valdemar den Unge, var på jagt på Lyø, til at tage både Valdemar Sejr og hans søn til fange - medens de sov i deres senge - til uoprettelig skade for Danmark.

Valdemar Sejr var en høj mand som ragede et hoved op over mange af sine samtidige. Ved åbningen af kongegravene i Ringsted Kirke i 1858 blev hans knogler opmålt, og man kunne konkludere at han havde været 184 cm høj.

3. Ekspansion i Nord-Tyskland

I sommeren 1203, umiddelbart efter sin kongekroning, vendte Valdemar tilbage til Holsten med en hær for at gøre arbejdet færdigt, ved at erobre borgen Lauenborg. Arnold siger: "Efter at disse forholdsregler var trufne, kom kong Waldemar ved august måned med stor pragt og et talløst følge til Lubeka, hvor han med megen fryd og glæde hilstes som Daners og Slavers konge og Nordalbingiens herre. Derfra begav han sig, ledsaget af Lunds ærkebiskop og hans broder Peter af Roskilde tillige med de øvrige biskopper, provster og første mænd fra Nordalbingien, Thietmarcien, Sklavien og Rugianernes land, til Louenburk, som han med største kraft lod kaste volde op imod; en lejr byggedes, angrebsmaskiner i mængde, blider og deslige opstilledes, armbryst og bueskytter holdt uafbrudt borgens besætning i ånde, og begge parter havde i disse træfninger både sårede og faldne." Efter nogen tid bad borgens besætning om forhandlinger, og man opnåede enighed om at forsvarerne ville overgive borgen, hvis Grev Adolf blev løsladt fra sit fangenskab i Søborg "og greven stille gidsler for at komme på fri fod. Til gidsler stillede greven sine to sønner, sin frænde Ludolf af Dasles søn, grev Henrik af Dannenberghes søn og dertil otte sønner af sine lensmænd."

Den politiske situation i Tyskland var således at striden mellem Kejser Frederik Barbarossa og Hertug Henrik Løve blev videreført af deres sønner. De fleste fyrster i Syd Tyskland havde valgt kejserens søn, Philip af Schwaben som konge, medens navnlig de nordlige fyrster støttede Henrik Løves søn, Otto 4. som lod sig kåre som Tysk Romersk kejser i 1209.

Philipp von Schwaben og Otto 4.

Til venstre kong Philip af Schwaben. Som førte titlen konge fra 1198 til sin voldelige død i 1208. Han var søn af Frederik Barbarossa. Han blev aldrig kåret som kejser.
Til højre hans rival Otto 4. som var søn af Henrik Løve. Han førte titlen konge fra 1198 til 1209, hvilket år han blev kåret til Tysk Romersk Kejser, som han var til sin død 1218.
Der er formentlig ingen portrætlighed.

Valdemar den Store samarbejdede i sin tid med Henrik Løve, men havde nogle få møder med Kejser Frederik Barbarossa efter Henriks fald og landsforvisning. Knud den Sjette støttede konsekvent oppositionen mod kejseren og "Teutonerne", og vandt derved Slavernes hengivenhed. Til at begynde med støttede Valdemar Sejr også Henrik Løves søn Otto 4. Det heddder i Valdemar-årbogen at i 1209 sendte Valdemar sine hærmænd til Braunschweig til hjælp for Otto 4. mod Philip, og at han på egen bekostning lod kong Otto sætte over fra Ribe til England. Valdemar opførte borgen Harburg syd for Elben i det moderne Hamburg angiveligt som værn mod et muligt angreb fra Philips side.

Men mordet på Philip af Schwaben i 1208 forandrede situationen. Med et slag blev Otto 4. den eneste kandidat som Tysk kejser, og han blev kronet som kejser af paven i Rom i 1209.

Imidlertid, pave Innocens fyldtes snart med forbitrelse mod den ny kejser, som ikke holdt de løfter, som han havde givet forud for kejser-kroningen. Allerede i 1212 udråbte paven Frederik 2. af Sicilien som ny kejser. Nu var der igen to rivaliserende herskere i det Tysk-Romerske Rige.

Frederik 2. af Sicilien

Illustration i bogen "De arte venandi cum avibus", kunsten at jage med fugle, som Frederik 2. af Sicilien selv har skrevet.
Oprindeligt var Frederik konge af Sicilien, som Normannerne havde gjort til en Europæisk mønsterstat, et centralt styret kongerige med en effektiv forvaltning. Frederik var af slægten Hohenstauferne, men også et barnebarn af Normannerkongen Roger 2. Frederik opfattede sig selv som en efterfølger af Antikkens Romerske Kejsere. Han talte efter sigende seks forskellige sprog, nemlig latin, siciliansk, tysk, fransk, græsk og arabisk. Fra omkring 1220 til hans død var hoffet i Palermo hjemsted for den første litterære anvendelse af et romansk sprog repræsenteret ved Siciliansk. Dante og hans samtidige beundrede skolens poesi. Han var gift tre gange og havde utallige elskerinder. Frederik drog på korstog to gange. Filosoffen Nietzsche kaldte Frederik for den første Europæer.
Frederiks kejserrige strakte sig fra hans residens på Sicilien op gennem Italien til Tyskland og helt til grænsen til Danmark, i en periode inkluderede det også kongeriget Jerusalem. Ifølge historikeren Norman F. Cantor var han ikke særlig interesseret i Tyskland.
Foto fra et eksemplar af bogen i Vatikanets Bibliotek - Wikipedia.

Danmark havde en lang tradition for at vedligeholde et godt forhold til paven som modvægt mod kejserens magt, et forhold som både paven og de danske konger så deres fordel i. Svend Estridsen og hans sønner og deres efterkommere havde for eksempel været medlemmer af et internationalt netværk af fyrster og konger, som kaldte sig Sankt Peters Vasaller. Danmark og Valdemar stod nu i et dilemma. Han måtte nu vælge mellem paven - i form af Frederik 2. - og sin traditionelle allierede personificeret ved Henrik Løves søn, Otto 4.

Men i løbet af kort tid løste problemet sig selv. Idet Otto som kejser så med mindre sympati på det Danske herredømme i Holsten og Mecklenburg og sluttede forbund med Danmarks tidligere fjender, Grev Adolf af Holsten og markgreven af Brandenburg. I 1214 gik markgreven over Elben og indtog borgen Passewalk og byen Stettin, som Danskerne imidlertid hurtigt erobrede tilbage. Det var også ved den lejlighed at Valdemar indtog og ødelagde borgen Wotmund i Schwerin.

Efter sin udnævnelse som Kejser komplicerede Otto 4. også sit forhold til Danmark ved at støtte Danmarks fjende, Valdemar Knudssøns tilbagevenden til Hamburg-Bremen Bispestolen, hvor han i en lang årerææke hævdede sin magt og spillede en ikke ringe politisk rolle, også i forhold til den Danske besiddelse, Hamburg, ganske nær ved Bremen.

Frederik 2. og Bianca Lancia

Frederik 2. og Bianca Lancia. En omtrent samtidig fremstilling af Kejser Frederik 2. sammen med hans yndlings-elskerinde Bianca Lancia. Foto Codex Manesse, fol. 249v: Konrad von Altstetten. Wikipedia.

Disse militære kampe og politiske intriger, som fandt sted kort tid efter Otto 4. udnævnelse til kejser sandsynliggør at Danmark ganske hurtigt skiftede side fra Otto 4. til Frederik 2.

For Valdemar skulle det vise sig overordentlig heldigt, at han i tide havde skiftet side og sluttet sig til Pavens og Frederik 2. Parti. Allerede i Marts 1214 i Metz udstedte Kejser Frederik d. 2. et dokument, som gav Valdemar retten til alle områder, som "hører til det Tysk-Romerske Kejserrige hinsides Elde og Elbe". I Kejser Frederik 2's diplom siges det blandt andet: "Vi har sluttet evigt og ubrydeligt venskab med Vor kære hr. Valdemar, de Danskes meget kristne konge" - "tillagt ham og hans rige alt det land hinsides Elde og Elbe, som hører til det Tysk Romerske Kejserrige, og som Knud 6. krænket af den megen uret, der var overgået ham, sammen med sin broder, den allerede nævnte Valdemar, erhvervede med våbenmagt og havde i sin besiddelse. Hertil kommer alt, hvad kong Knud ved sin faders og sin egen indsats har erhvervet og besiddet i Venden. Ovenstående stadfæster vi hermed ved dette privilegiebrev og dens vedføjede fyrstelige segl."

Valdemar har måske kendt Frederik 2.'s ustadighed, ihvertfald skaffede han sig omgående en stadfæstelse hos paven: "Vor meget kære søn i Kristus, Frederik, konge af Sicilien og Tysk-Romersk kejser", for at opretholde freden mellem kejserriget og Danmark, har overdraget alle landområder på den anden side floderne Elde og Elben til kong Valdemars Rige. Denne overdragelse, som er foretaget i fredens interesse af Frederik 2. efter de Tyske Fyrsters råd og med deres billigelse, stadfæstede paven med apostolsk myndighed og "bekræfter med dette brev" - "Det skal under ingen omstændigheder være tilladt noget menneske at antaste dette vor stadfæstelsesbrev eller i dumdristig forvovenhed at handle derimod." Da Innocens døde i 1216 sikrede Valdemar sig straks et nyt stadfæstelsesbrev fra hans efterfølger Honorius 3.

Frederik den 2.'s sarkofag i katedralen i Palermo

Frederik den 2.'s sarkofag i katedralen i Palermo - I baggrunden Roger 2's sarkofag. Foto Benutzer:burgkirsch Wikipedia.

Imidlertid, den afsatte kejser Otto 4. var ikke bundet af Frederiks 2's løfter. Ryd Kloster Årbog fortæller at at han trængte ind i Holsten i 1215. Men da Valdemar gik imod ham med en Dansk hær trak han sig tilbage uden kamp: "Kejser Otto brød den troskab, han havde svoret og lovet, og gik ind i Holsten for at tvinge landet under sig. Men kong Valdemar gik mod ham med en stor hær og havde fyrre tusinde frisere med sig. Da kejseren erfarede dette, turde han ikke vente og kæmpe, men flygtede over Elben."

Det menes at det især var en Pfalzgrev Henrik fra egnen omkring Hamburg, som havde stillet soldater til Otto 4's hær. Vi husker at var netop omkring Hamburg at Valdemar havde opført fæstningen Harburg på den sydlige bred af Elben. Ryd Kloster Årbog for år 1216 siger: "Da frosten gjorde det muligt at passere Elben, drog Valdemar over med sin hær og plyndrede og afbrændte Pfalzgrev Henriks land, indtil det indbyggere sluttede overenskomst med kongen; de betalte penge, stillede gidsler og lovede at de aldrig mere ville sætte sig op imod ham."

Markgreven af Brandenburg, som var gået over Elben og havde angrebet de Danske områder i 1214, gik over til Frederik 2. - sikkert tvungen af nødvendigheden - og derfor var han nødt til at udsone sig med Valdemar. Der blev aftalt et ægteskab mellem markgrevens datter og en søn af kongens søstersøn grev Otto af Luneburg.

4. Korstog mod Estland

I 1200 gik en kannik fra Bremen ved navn Albert i land ved mundingen af floden Dvina og grundlagde byen Riga lidt oppe ad floden. Albert kom fra en fornem Tysk slægt og kunne have haft en strålende gejstlig karriere, men han valgte at drage til det vilde østen. Han var godt forberedt og havde på forhånd sikret sig støtte fra paven og Philip af Schwaben. Han havde også været i Danmark og talt med Valdemar og ærkebispen i Lund. Albert kom ikke alene til Dvinas munding, han havde samlet en hel lille korsfarerhær.

Danebrog falder fra Himlen i slaget ved Lyndanisse 1219

Danebrog falder fra Himlen i slaget ved Lyndanisse 1219. Roskildebispen Peder Jacobsen informerer Valdemar Sejr. Til venstre i baggrunden ærkebisp Anders Sunesen. Maleri af Christian August Lorentzen 1809 - Wikipedia.

Der strømmede meget hurtigt mange flere korsfarere fra Tyskland til Alberts lille hær, og Riga blev en Tysk by. I 1202 stiftede Albert "Sværdriddernes Orden", som hurtigt erobrede det meste af Livland og fik det meste af befolkningen døbt. I 1207 lod Albert sig udnævne til Tysk Rigsfyrste og tog sit land som len af Philip af Schwaben. Derefter begyndte Sværdridderne at interessere sig for landet nord for Livland, nemlig Estland.

Sværdridderne blev senere en del af den Teutoniske Orden.

Omkring 1206 skrev pave Innocens 3. til ærkebiskop Anders Sunesen: "Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at atraffe uret mod kristenheden, og da du med fromt fortsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet." Det betød at alle byer og lande, som Danskerne erobrede og kristnede i fremtiden, med pavens velsignelse kunne lægges under ærkebispesædet i Lund. Dette brev antages at have været signalet til fornyede Danske anstrengelser for at få fodfæste i de Baltiske Lande, specielt Estland, som Sværdridderordenen endnu ikke havde erobret. Allerede samme år ledede Anders Sunesen selv et togt mod Estland.

Det siges at Biskop Albert af Riga var tilstede ved Valdemar den Unges kroning som Valdemar Sejrs medkonge i Slesvig i Sct. Hansdag 1218. Her bad han kongen underlægge sig Estland.

Hertugdømmet Estland

Hertugdømmet Estland var en del af det Danske Rige fra 1219 til 1346, hvor Valdemar Atterdag solgte det til "Ordo Teutonicus" også kaldet Den Tyske Orden for at få penge til at indløse andre dele af Riget. Foto WHKMLA Historical Atlas.

Næste år, 1219, sejlede kongen til Estland med en stor flåde, som gik i land ved det senere Tallin. Landets nordlige provinser, Reval og Harrien,underkastede sig uden sværdslag, og alt forløb tilsyneladende godt. Imidlertid, Esterne havde i hemmelighed samlet en stor hær og den 15. juni faldt de over den intetanende Danske hær ved Lyndanisse og indledte hermed det sagn-omspundne Valdemarslag. Fyrst Vitslav og Rugen-boerne standsede Esterne som de første. Derved fik Danskerne tid til at få orden i rækkerne og efter en lang og blodig kamp led trak Esterne det korteste strå.

Til dette slag knytter sig legenden om at den gamle ærkebiskop Anders Sunesen bad for Dansk sejr med oprakte arme, men når han blev træt og hans arme sank gik Esterne frem, men når han igen løftede armene mod himlen fik den Danske hær igen fremgang.

Det fortælles også at det var midt under dette slag at der faldt en fane ned fra himlen - en rød dug med et hvidt kors - og der hørtes en stemme, som sagde at når denne fane løftedes ville Danskerne sejre.

Valdemar lod bygge en borg på stedet og efterlod en besætning i den. Nye Estlandstogter i de følgende år konsoliderede det Danske herredømme.

5. Fra Jagten på Lyø til Slaget ved Bornhøved

I året 1223 blev både Valdemar Sejr og hans søn Valdemar den Unge bortført. Kidnapperen var grev Henrik af Schwerin, som forlangte en formidabel løsesum på 40.210 Mark. De to konger blev holdt i fangenskab i næsten tre år indtil de endelig blev løskøbt.

Jagtmiddagen af Agnes Slott-Møller

Jagtmiddagen af Agnes Slott-Møller 1862-1937. Foto Tutt art pitturas cultura poesia musica.

Ryd Kloster Krønike skriver for året 1223: "Kong Valdemar og hans søn - Valdemar den Tredje - blev af grev Henrik pågrebet i deres seng på Lyø, og deres egen hofsinde forrådte dem på Sankt Johannes ved Latinerportens dag. De blev ført til Vendland og var i Schwerin i næsten 3 år, men danskerne løskøbte dem for 40.210 lybske mark." og videre et følgende år: "Danskerne og andre høviske mænd skænkede de heste og klæder, hvormed danskerne ærede de ypperste mænd i Tyskland den dag, de tog afsked med kongen. Disse ting havde den dobbelte værdi af det, de løskøbte ham med. Og I skal vide, at Tyskerne sjældent eller aldrig har vundet nogen ære eller sejr over Danskerne, uden at det er sket med svig og bedrag, som det kan bevises med disse to konger og i mange andre henseender."

Grev Heinrich af Schwerin

Statue af grev Heinrich af Schwerin i facaden af Schwerin Slot udført af Gustav Willgohs i 1855. Foto Niteshift Wikipedia.

Historikeren Hal Koch skriver at en Tysk årbog giver mere udførlige oplysninger. Grev Henrik af Schwerin var kongens mand og havde aflagt troskabsed til ham. Han var kongens gæst ved en jagt på Lyø. Om aftenen havde de spist og drukket sammen, men morgenen efter brød Henrik ind i teltet, hvor kong Valdemar lå og sov sammen med sin 14-årige søn, Valdemar den Unge. Greven tog dem begge til fange og førte dem bort på sine skibe efter at have gjort de kongelige skibe ubrugelige. Schwerin var stadig på Danske hænder, derfor førte han dem i første omgang til borgen Lenzen nær Hamburg, senere til Dannenberg stadig på Elbens sydside, for til sidst at bringe dem til Schwerin.

Grev Henrik af Schwerin var ikke et ubeskreven blad. Valdemar havde tidligere haft mange udeståender med ham, som alle var faldet ud til Valdemars fordel.

Arnold fortæller at Valdemar - omkring 1207 - havde angrebet grev Henrik af Schwerin og hans broder Guncelin og hærget deres land på grund af en ubetydelig sag: "Kongen havde tillige en fejde med grev Guncelin af Zverin og hans broder Henrik, som havde fornærmet ham ved at uddrive Johannes med tilnavnet Gans af landet og voldeligt sætte sig i besiddelse af hans borg Grabove. Thi skikkede han en hær ud under Albert, som han havde sat til greve i Nordalbingien, lod først deres borg Boyceneburg sløjfe og hærgede dernæst uopretteligt hele landet Zverin." Valdemarårbogen fortæller at igen i 1214 var Valdemar på krigsstien i Schwerin, idet han indtog og ødelagde fæstningen Wotmund, og grev Gunzelin og grev Henrik af Schwerin måtte tage deres land som len af kongen.

Samme år - 1214 - var grevernes søster, Oda, blevet gift med grev Niels 1. af Halland, Valdemars uægteskabelige søn, og denne havde fået halvdelen af grevskabet Schwerin som pant for medgiften. I 1222 vendte grev Henrik hjem fra sin deltagelse i det 7. korstog og fandt at hans bror, Gunzelin, og hans svoger, Niels af Halland, begge var døde året forinden og Valdemar Sejr havde påtaget sig værgemålet for sin mindreårige sønnesøn, Niels af Halland-Schwerin, og udnævnt sin nevø, Albert af Orlamünde, til statholder og givet ham til opgave at indløse pantet.

Romansk døbefont i Lime Kirke med jagtscene

Romansk døbefont i Lime Kirke med jagtscene. Foto Nordens Kirker.

Grev Henrik som gæst i kongernes jagt på Lyø - som det siges i den "Tyske kilde" - er jo en fuldstændig fantastisk historie: Både kongen og hans søn og medkonge havde en rigtig mandebegivenhed - en jagt på Lyø med efterfølgende middag - uden effektive livvagter - sammen med en mand, som havde talrige gode grunde til at hade kongen inderligt, og bagefter lagde de sig til at sove, efter beskrivelsen med grev Henrik i naboteltet. Kan det nu også være sandt?

Ryd Kloster Årbog skriver: "og deres egen hofsinde forrådte dem." Wikipedia og mange andre kilder er enige om at en "hofsinde" var "en adelig dreng eller ung mand, der gjorde lønnet tjeneste ved hoffet." - En forholdsvis underordnet stilling. Således bliver det også beskrevet i Olav Tryggvasons Saga i beretningen om Vagn, som er bange for at hans smukke hår skal blive sølet i blod, når han bliver halshugget: "En af Håkon Jarls hofsinder tog da ved håret med begge hænder." Derfor, grev Henrik kan ikke være den nævnte hofsinde.

Ryd Kloster Årbog nævner således ikke noget om at grev Henrik var formelt tilstede på Lyø - for eksempel inviteret med på jagten. De siger blot at kongerne "blev af grev Henrik pågrebet i deres seng på Lyø, og deres egen hofsinde forrådte dem på Sankt Johannes ved Latinerportens dag." Hvilket antyder at grev Henrik blot var vidende om at kongen og hans søn skulle på jagt sammen på Lyø d. 6-7 Maj, og den viden havde han fra en forbindelse med en af kongens underordnede ansatte.

Albert af Orlamundes segl

Albert af Orlamundes segl. Teksten siger: "Albertus Dei gratia comes Orlamunde et Holtsacie", comes Racesburgen et Sturmarie. Foto "Danmarks Riges Historie af J. Steenstrup, Kr. Erslev, A. Heise, V. Mollerup, J. A. Fridericia, E. Holm, A. D. Jørgensen.

Det sandsynlige scenario er at Grev Henrik med nogle få fladbundede skibe løb op på stranden på Lyø i det tidlige morgengry. Kongen, hans søn og de fleste andre sov trygt - efter jagten og en god middag aftenen før - i bevidsheden om at de opholdt sig på en øde ø langt fra venner og fjender. Mulige vagter blev effektivt overmandet. Greven bemægtigede sig de to søvndrukne kongelige, ødelagde de Danske skibe og sejlede bort igen.

Kejseren, Frederik 2. reagerede hurtigt og skrev til biskoppen af Hildesheim: "Vor høje majestæt har fået underretning om at kongen af Danmark er blevet taget til fange og holdes i fængsel af vor elskede og tro mand, grev Henrik af Schwerin, som du selv ved, har denne konge uden årsag bemægtiget sig meget af kejserrigets jord uden, som han burde, at anerkende Os og kejserriget. Vi beder og påminder dig derfor om at du sætter alt ind på at kongen selv og hans søn kommer i din hånd, og ligeledes at du sammen med den ærværdige biskop Otto af Wurzburg, lover grev Henrik lige så meget for hans fanger, som de har tilbudt ham i løsepenge."

Greven og kejseren forhandlede en aftale, der lød på at fangerne skulle udleveres til kejseren mod at greven fik 52.000 pund sølv og tillige blev forlenet med en borg, samt at kejseren byggede ham endnu en borg og skaffede ham hans svigermoders godser tilbage. Desuden blev greven garanteret at han og alle de andre nordtyske fyrster skulle få alle deres gamle rettigheder tilbage, når det var lykkedes at forjage Danskerne.

Valdemar-tårnet i det tidligere slot Dannenberg hvor Valdemar Sejr og hans søn blev holdt fangen

Valdemar-tårnet i det tidligere slot Dannenberg på Elbens sydlige bred omkring midtvejs mellem Hamburg og Berlin, hvor Valdemar Sejr og hans søn blev holdt fangen. Foto Wikiwand.

Det antyder at Valdemar ikke blot havde pådraget sig greven af Schwerins fjendskab, men også mange andre Nordtyske fyrsters.

Men paven ville ikke svigte sin Danske allierede. Han skrev til grev Henrik og truede med at sætte ham i interdikt: "Du har sat en stor og grim plet på din ære". Inden en måned skulle han sætte kongen og hans søn fri. Paven sendte lignende breve til ærkebispen af Køln, kejseren, borgerne i Lübeck og biskoppen af Verden i hvis stift fangerne opholdt sig.

Imidlertid, paven havde ingen væbnede styrker til sin rådighed, som greven og Kejseren havde, og de kongelige fanger blev ikke løsladt. Men grev Henrik ønskede ikke længere at udlevere dem til kejseren, han ønskede selv at modtage løsesummen fra Danskerne.

Det var grev Albert af Orlamunde som forhandlede på Danmarks vegne. I 1224 var Parterne endelig tæt på en forhandlingsløsning. Overenskomsten repræsenterede en fuldstændig ødelæggelse af Valdemars herredømme i Nordtyskland. Kongen skulle betale 40.000 mark sølv til grev Henrik, hele Nordalbingien (området nord for Elben) skulle afleveres til kejseren, alle fyrster, som havde aflagt ed til ham skulle frigøres for denne - og det værste - "Fremdeles skal den herre kongen modtage Danmarks Rige af Kejseren.".

De Tyske forhandlere borede meget i Valdemars svage punkt, nemlig et løfte til Paven om at han ville drage på korstog, ikke blot til Estland men til det Hellige Land. De specificerede at Valdemar havde lovet at forlade sit rige i to år og føre 100 skibe, kogger og snekker regnet sammen, med sig på færden. Hvis kongen døde eller på anden vis blev forhindret skulle han betale 25.000 mark sølv til hjælp for det hellige land. Dette var et svagt punkt, fordi pavens støtte i stort omfang afhang af dette løfte, men der er ikke noget, der tyder på at kongen havde opbakning til et sådant togt blandt de danske stormænd eller at han blot kunne udskrive leding og uden videre lede den Danske hær ud på en sådan lang og farefuld færd, hvorfra mange ikke ville komme tilbage.

Volmerslaget

Volmerslaget i 1219 ved det moderne Tallin - maleri af Hansen-Reitrup, K 1898.

Men forhandlingerne brød sammen i sidste øjeblik, og så måtte våbnene tale.

Grev Albert af Orlamunde ledede den Danske hær, som hovedsageligt var rejst i Danmark. Grev Otto af Luneburg stødte til sydfra. Han var den eneste Tyske fyrste, som Danskerne kunne stole på. Hærene mødtes i Januar 1225 ved Moln i Holsten. Kampen varede hele dagen, men til sidst sejrede Tyskerne. Grev Albert blev taget til fange, og nu var der en mere at løskøbe. Det lykkedes grev Otto af Luneburg at undslippe.

Efter slaget blev forhandlingerne taget op igen og den 17. November 1225 blev sluttet en overenskomst, som ikke var så hård for Danmark som den tidligere, men hård nok. Den lød: "For deres løsladelse skal der gives grev Henrik af Schwerin 44.000 mark rent sølv, og hver mark skal veje en lod mindre end Kølnsk vægt. Desuden skal alt det guld, som hørte til dronningens Berengarias skrud, undtagen kronen og hvad hun før sin død har givet til klostre og kirker for sin sjælebod. Desuden skal der gives dragter til 100 hærmænd. nemlig enhver 10 alen flamsk skarlagen og halvtredie tomme broget skind." Som sikkerhed skulle kongen stille sine to yngste sønner og flere stormænd.

Videre sagde aftalen om de politiske forhold: "Hr. kongen skal overlade det Tyske kejserrige alt land mellem floderne Ejderen og Elben og alle Vendernes lande, undtagen Rugen. Borgen Regnoldsburg skal overleveres grev Adolf af Holsten 10 dage efter kongens løsladelse." Det var dog et lyspunkt at det ikke krævedes at Danmark skulle være et kejserligt len.

Count Otto modtager Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg son len af kejser Frederik 2.

Otto - kaldet Otto das Kind - modtager Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg son len af kejser Frederik 2. i 1235. Otto var sønnesøn af Henrik Løve og søn af Valdemar den stores datter Helene. Han deltog i krigen i Holsten på Valdemars side. I 1235 udsonede han sig med kejser Frederik 2. og modtog sine lande i len af kejseren som hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg. Bog illustration af Hans Bornemann i Lüneburger Sachsenspiegelhandschrift fra 1442 - 1448. Foto Wikipedia.

Imidlertid, nu var Valdemar Sejr igen på fri fod og han var fast besluttet på at genvinde det tabte. Straks efter sin løsladelse skrev han til pave Honorius 3. at de forpligtigelser, som han havde indgået over for grev Henrik af Schwerin, hindrede ham i at opfylde sit ældre løfte om at drage på korstog til Det Hellige Land, og de løfter, som han havde givet, var blevet ham afpresset. Desuden havde grev Henrik brudt den troskabsed, som han i sin tid havde aflagt til kongen og derfor kunne kongen på sin side ikke skylde greven nogen ordholdenhed. Dette accepterede Paven: "Profeterne pålægger Os at erklære sådanne forpligtigelser for ugyldige, som er aftvungen nogen på ugudelig vis."

Begge sider begyndte nu at forberede sig på et nyt opgør. Fra selve Danmark kunne Valdemar ikke skaffe større styrker. Danskerne syntes ikke at have været meget engageret i hans problemer. Han hentede det meste af sin hær i Slesvig og Holsten, og sydfra kom Otto af Luneburg. Deres Fjender Grev Henrik af Schwerin og grev Adolf af Holsten håbede naturligt nok på hjælp fra kejseren, men Frederik 2. syntes at være optaget andetsteds i hans enorme rige. Derimod ville Lübeck og ærkebiskoppen af Bremen gerne støtte dem.

I efteråret 1226 åbnede Danskerne fjendtlighederne ved at trænge ind i Holsten og erobre fæstningen Rendsborg. De foretog et felttog til Ditmarsken og lagde det igen ind under Danmark. Ryd Kloster Årbog skriver: "Mange Frisere faldt i Ditmarsken, som blev underlagt Danmark."

Slaget ved Bornhøved

Slaget ved Bornhøved 22 Juli 1227 i Holsten midtvejs mellem Flensborg og Hamburg. Billedet er fra Den Saxiske Verdenskrønike fra omkring 1250.

Greverne følte sig presset og bad hertugen af Saxen om hjælp. Det ville han gerne give, men på betingelser. Han forlangte anerkendelse af sin lenshøjhed over hele Nord-Tyskland, med andre ord den samme stilling som Henrik Løve havde haft. Modstræbende accepterede greverne hertugens betingelser, da de mente at uden hertugens hjælp ville de ikke være i stand til modstå Valdemar.

Det afgørende slag fandt sted ved Bornhøved d. 22. Juli 1227 omtrent midt imellem Hamburg og Slesvig. Ærkebispen af Bremens tropper åbnede slaget, som blev hårdt og langvarigt. Tabene var meget store, fordi rytteriet på begge sider blev sat ind mod fodfolk. Ditmarskerne kæmpede på kongens side, men midt under slaget gik de over til greverne og det afgjorde udfaldet. Grev Otto af Luneborg og tre danske bisper blev taget til fange. Valdemar slap bort men mistede det ene øje.

Dette var enden på Valdemars Østersøvælde. Da var der hengået tretten år siden at kejseren havde "sluttet evigt og ubrydeligt venskab med vor kære hr. Valdemar" og givet ham alt land, som "hører til det Tysk-Romerske Kejserrige hinsides Elde og Elbe".

6. Valdemar den Unges Død

Valdemar den Unges død

Valdemar den unges død. Valdemar den Unge blev dræbt af en vådeskud fra en armbrøst under en jagt på Røsnæs. Malet af Christian Emil Andersen i 1843. Bjoertved wikipedia.

Valdemar den Unge var søn af Valdemar Sejr og hans første hustru, den folkekære dronning Dagmar. Han var født omkring 1209, men kun tre år efter døde hans moder i barselsseng.

Allerede i 1215 blev han udpeget til sin faders medkonge ved et stormandsmøde på Samsø. Da han var 9 år gammel blev han højtideligt kronet som sin faders medkonge ved en stor ceremoni i Slesvig.

Under den skæbnesvangre jagt på Lyø i 1223 blev han taget til fange sammen med sin fader af Henrik af Schwerin, og de tilbragte næsten tre år i fangenskab i forskellige Nord-tyske fæstninger, meget af tiden i fangetårnet i Dannenberg ved Elben. Man må tro at sådanne omstændigheder ville skabe et nært forhold mellem fader og søn.

Valdemar Sejr blev løsladt til gengæld for en enorm løsesum i april 1226 og Valdemar den Unge fulgte nogle måneder senere - i en alder af omkring 17 år.

Det er umuligt at sige hvilken slags person han var, udover at han var meget interesseret i jagt.

I 1229 blev han gift med Eleonore af Portugal, som var datter af hans stedmoder dronning Berengarias broder. Men kun to år efter døde hun i barselsseng og barnet døde sandsynligvis kort efter.

Middelalderlig armbrøst

Middelalderlig armbrøst. Buen sidder på tværs af en trækolbe. Denne armbrøst spændes ved at skytten sætter foden i bøjlen forrest på våbnet. Han går ned i knæ og sætter en krog han har i sit bælte fast på strengen og retter sig derefter op. Han fastgør strengen til udløsermeksnismen. Han lægger pilen - som kaldes en bolt - i furen og er derefter klar til at skyde ved at udløse aftrækkeren nederst.
Armbrøsten til militært brug har den store fordel at enhver kan lære at bruge den på ganske kort tid. En hersker kunne således hurtigt rejse en hær af armbrøstskytter baseret på bønder, som ikke havde militær træning iøvrigt. Bueskytter derimod skulle oplæres fra barnsben. Ulempen ved armbrøst er at den - i forhold til specielt langbuen - tager lang tid at spænde.
Det vides at under Qin dynasty i Kina - 2-300 år f.Kr. - brugtes armbrøst i stort omfang, de havde ligefrem standardiseret delene i udløser-mekanismen.
I Europa blev den populær i løbet af middelalderen, især til jagt. Den senere Valdemar Atterdags militære success skyldtes blandt andet hans effektive armbrøstskytter. Tegning Pearson Scott Foresman Wikipedia.

Ganske få måneder senere - under en jagt på Røsnæs i november 1231 - slog skæbnen til igen, idet Valdemar den Unge blev ramt af et vådeskud fra en armbrøst i det ene ben, hvilket førte til hans død.

En armbrøst kunne utilsigtet afskyde sin bolt ved en tilfældig berøring eller lignende. Nogle middelalderlige byer havde forbud mod at bære en spændt armbrøst indenfor bymurene.

Christian 4. skænkede 25 kongeportrætter til Sorø Akademi, da han grundlagde byen. Af disse er 17 bevaret, og teksten under portrættet af Valdemar den Unge lyder: "Waldemar - 3 - regerede 12 Aar / bleff skot med en piil i sit bien paa jact i Refsnæs Skow ved Kallingborg huor aff hand døde ANNO 1231 - begraffuen i Ringsted hos sine forældre."

7. Valdemar som Konge af Danmark

"Kongens broder Valdemar, en yngling med de herligste anlæg." skrev Svend Aggesen om den unge hertug Valdemar. Han må have været en livlig og udadvendt type, som gjorde et stort indtryk på andre og havde nemt ved at skabe forbindelser og venskaber.

Eftertiden har givet ham tilnavnet Sejr, fordi han udvidede den Danske konges lande til en hidtil uset udstrækning i de nordlige dele af det moderne Tyskland og Polen. Dog blev det meste erhvervet allerede i Knud den Sjettes tid, og grundlæggende tabte Valdemar mere end han vandt.

Den Norske borgerkrig rasede stadig. Birkebeinerne havde bragt kong Sverre til magten i Nidaros, men i Viken havde Birkebeinernes modstandere, Baglerne, genvundet magten. De havde fundet et nyt kongsemne, nemlig en mand, som blev kaldt Erling Steinveeg. Hans tilnavn kom af at han havde siddet fangen i et tårn kaldet Steinveeg på Visingø i Sverige, og var undsluppen herfra ved at lade sig hejse ned fra et vindue. Han blev anset for at være søn af kong Magnus Erlingsøn, som var søn af den Erling Skakke, som havde været Valdemar den Stores lensmand i Viken.

Baglerne drog til Danmark og fik lovet hjælp af Valdemar Sejr. I Aalborg kårede de Erling til konge i 1204 og drog straks derefter til Viken. Kort tid derefter kom Valdemar Sejr derop med 360 skibe. I Tunsberg bar Erling - i den Danske konges påsyn - jern for at bevise sin byrd, bisp Nikolas sandede at hånden var uskadt. På tinge hyldede almuen Erling som konge, og denne hyldede atter Valdemar Sejr som sin lensherre og gav ham gidsler for sin troskab. Men imidlertid døde Erling nogle få år efter, og nye politiske konstellationer gjorde en ende på Valdemars position i Viken.

Dansefrisen i Ørslev Kirke

Dansefrisen fra 1300 tallet i Ørslev Kirke nær Skelskør, som sandsynligvis forestiller mænd og kvinder i kædedans, som vi idag kender som Færø kædedans. Kjortlerne på de første to fra venstre er korte og viser den hovedform, der kendes fra bevarede kjortler fundet på Grønland. Det må være hvad Arnold mener med sømandsklæder. Nogle af dem er sammensat af højre-venstre halvdele i kontrast-farver. Kvinderne med kroner må være mere fornemme end de andre, og de har alle folderige klæder, som når helt til fødderne, figuren til højre for den første kronede kvinde fra venstre bærer en moderat strudhætte, som var en hætte med lang hale. Foto kalkmalerier.dk

Arnold af Lübeck beskriver Danmark i tiden under Knud den Sjette og Valdemar Sejr som en periode karakteriseret ved velstand og fremgang: Medens Danerne "således i forrige tider gik i sømandsdragt, da de som kystboere idelig tumlede med deres skuder, går de nu om stunder ikke alene i skarlagen, broget og gråt skind og pelsværk, men endog i purpur og linned." - "Thi rigdomme, af enhver art har de en overflødighed af som følge af det fiskeri, de årlig driver i Skania," - "Som følge af sine fede græsgange har Danernes land ligeledes fuldt op med ypperlige heste" - "Også i videnskabelig dannelse har de gjort ikke ringe fremgang, idet de fornemme der i landet sender deres sønner til Parisii, ikke alene for derved at hæve klerkestanden, men og for at få dem oplærte i al slags verdslig viden."

Hyrderne på marken i Folkunge-psalteret fra omkring 1200

Hyrderne på marken i Folkunge-psalteret fra omkring 1200. Manden til venstre har bærer en kjortel og over den har han en slags slag med hul til hovedet og hætte. Manden i midten har kun et slag med et hul til hovedet, men ingen hætte. Manden til højre bærer en sædvanlig "sømands"-kjortel, måske lidt lang. De bærer alle en slags snævre strømpe-bukser, måske meget lig jernalder-bukserne fra Thorsmose, eller der er tale om hoser, som er hæftet til bukserne med en rem - måske som kvinders nylonstrømper. De bærer alle sko. Foto Ukendt Wikipedia.

Det var en fremgangstid for Danmark. Der blev ryddet skov og opdyrket nyt land i stort omfang. Det var i tidlig middelalder at de sidste rester af den oprindelige Danske urskov - hvor stenalder-jægerne havde jaget - blev fældet. Det bakkede Sydfyn, som ikke umiddelbart indbød til agerbrug, var et sådant område.

Stednavne med endelserne -rud, -rød, -tved, -skov og -løkke kan alle dateres til sen vikingetid og tidlig middelalder, og ihvertfald de fire første betyder noget med skov, hvilket fortæller os at i denne periode blev store områder med skov fældet og omdannet til agerland, og en mængde nye landsbyer blev grundlagt som for eksempel Morud, Birkerød, Langtved og Langeskov.

Efterleddet -torp, rundet af til -strup eller -rup, blev meget brugt i Danmark i vikingetiden og kan også genfindes i England som for eksempel Scunthorpe og Copmanthorpe. Men stadig i tidlig middelalder kaldte man en udflytter-landsby fra en oprindelig ældre landsby for en -torp. Torp stednavne med forled af kristen oprindelse, for eksemel Niels i Nielstrup nær Svenborg, Peter i Pederstrup syd for Odense og Abraham i Abrahamstrup ved Jægerspris, repræsenterer med sikkerhed landsbyer, som er grundlagt i tidlig middelalder.

I enkelte år kan der have været tilbageslag. Ærkebiskop Uffe skrev i 1231, samme år som Valdemar den Unge og Eleonora døde: "Vi lider stor fattigdom, dels fordi vi skal betale af på løsepengene for vor høje konge og nogle af vore medbisper og næsten alle landets fornemme, som hin forræder for vore synders skyld holdt fangne, dels på grund af en pestsygdom som sidste dræbte al rigets kvæg og i år er blevet fulgt op af en endnu hårdere plage, nemlig en voldsom hungersnød."

Kong David på kalkmaleri i Østofte Kirke

Kong David på kalkmaleri fra 1375 i Østofte Kirke nordvest for Maribo. Som næsten alle konger i denne periode er han afbilledet med en slags kjole, som når næsten ned til fødderne, desuden bærer han en folderig kappe. Hans klædning er egentlig ikke så forskellig fra en kvindedragt. Svend Tveskæg og Knud den Store gik ikke i sådan noget, de bar fint dekoreret "sømandstøj". Den folderige mode kom fra Konstantinopel via Normannerne i Syd-Italien og Sicilien, som havde kontakt med det Øst-romerske Kejserrige. Fra Syd-Italien spredte moden sig hurtigt mod nord, også til de Norske Birkebeiner, som ellers blev regnet for simple og hårdføre folk. Kong Sverre sagde til Birkebeinerne: "Før gik i ikke med slæbkjortler, men havde kortere og håndterligere klæder, men bedre hjerter". Foto kalkmalerier.dk.

Året efter, i 1232, blev Valdemars ældste søn med hans anden hustru, Berengaria, den 16-årige Erik - som senere skulle få tilnavnet Plovpenning - højtideligt kronet som konge.

De Danske stormænd spillede en påfaldende lille rolle i Valdemar Sejrs regering. Han støttede sig først og fremmest på grev Albert af Orlamunde og grev Otto af Luneburg. Ærkebiskop Anders Sunesen spillede en fremtrædende rolle ved erobringen af Estland, men ellers får man fornemmelsen af at forholdet mellem kongen og rigets stormænd var kølnet. Da Valdemar samlede tropper efter sin løsladelse for at generobre sine Nord-Tyske besiddelser, får man ikke ikke indtrykket af Danskerne flokkedes om hans banner. Hans hær var mest hvervet i Holsten og Sønderjylland.

De Slaviske fyrster, som havde været så loyale mod Knud, syntes ganske ligeglade med at deres konge var blevet kidnappet. De faldt alle - undtagen Rugen - fra Valdemar som på tælling.

Kalkmaleri fra omkring 1200 med en bonde som høster marken

Kalkmaleri fra omkring 1200 med en bonde som høster marken - fra Sønder Nærå Kirke syd for Odense. Foto kalkmalerier.dk

De Danske stormandsslægter var mærkelig passive under Valdemars fangenskab. Det ville helt sikkert have sat skub i forhandlingerne, hvis man havde samlet en hær ved Ejderen, demonstreret styrke ved flådeaktivitet eller lignende, men noget sådant skete ikke. Hal Koch foreslår at de Danske stormandsslægter var trætte af ledingtogter år ud og år ind, uden at de selv fik nogen fordel af det. Vi husker Saxos gentagne beskrivelser af ledinghærens utilfredshed. Krigerne ønskede belønning for deres "sår og vunder". De ønskede bytte og hævn over Venderne, som tidligere havde plyndret og ydmyget dem. Men kongen lod sig nøje med pengebetalinger og løfter om fremtidige skattebetalinger - til ham selv.

Historikeren Ole Fenger citerer et digt fra datiden, som bekræfter at den Danske adel var ret passiv i forhold til kongens fangenskab:

"Du Danske Stormand, sørg og klag!
Engang som djærve stridsmænds lag
jer krigerstand vandtes ros og ry,
nu er den dorsk og våbensky.
Jer konge røved tyve snu,
grum fjenden kror sig uden blu."


Eftertiden har haft en tendens til at inddele Danmarks konger i stærke og svage konger. Harald Blåtand, Valdemar den Store og Valdemar Sejr anses for eksempel for at have været stærke konger, medens Oluf Hunger og Kristoffer 2. regnes for svage konger. Men kongernes resultater er meget et spørgsmål om størrelsen af de kongelige indtægter.

Kalkmaleri fra omkring 1200 med en bonde som river marken

Kalkmaleri fra omkring 1200 med en bonde, som river marken - fra Sønder Nærå Kirke syd for Odense. Foto kalkmalerier.dk

Harald Blåtand syntes at have haft ubegrænsede resourcer til sin rådighed, han kunne udbygge Danevirke, bygge vikingeborge og en imponerende bro og aflønne en stående hær i Jomsborg. Det var sandsynligvis fordi at Danskerne frygtede at kejseren skulle angribe Danmark og tvinge folket til at opgive deres religion og traditionelle kultur. De rigelige indtægter gik formentlig i nogen grad i arv til hans efterfølgere, Svend Tveskæg og Knud den Store. Men Knud opholdt sig mest i England, og folket blev utilfreds over at betale til en konge, som ikke var der, når der var brug for ham. Ulf Jarl klagede over dette: "at det tykkes dem meget vanskeligt at sidde her i landet uden konge, medens de forrige danekonger syntes, de havde fuldt op at gøre med at have kongedømme over Danevældet alene; men i fortiden styrede mange konger over dette rige." Dette skabte en dybt rodfæstet holdning blandt de Danske bønder om at kongerne blot skulle have, hvad der tilkom dem efter lovene og ikke en ørtug mere, således om det var nedfældet i "Kong Haralds love". Knud den Hellige søgte med vold og magt at genskabe de rigelige kongelige indtægter og det stærke kongedømme, men det gik ham ikke så godt. Man kan tænke sig at den katastrofale borgerkrig og de ødelæggende Venderangreb har motiveret de danske bønder til at være mere generøse med deres skattebetalinger, især da de så at kong Valdemar virkelig gjorde noget til gavn for landet. Den øgede velstand og øget opdyrket areal har sikkert også medvirket til at styrke de kongelige indtægter.

Men Valdemar Sejr og hans broder og fader så ikke at de selv medvirkede til at undergrave de kongelige indtægter for deres efterkommere og dermed landets velstand og frihed. Der var især to forhold som spillede ind.

Det ene var at konger og stormænd gav godser og landsbyer til klostrene og kirkerne for deres sjæls frelse, områder, som snart blev omfattet af kirkens privilegier, herunder frihed for skat til kronen. Det var en udvikling som kun gik en vej, indtil boblen bristede med reformationen i 1536 og kongernes overtagelse af alt kirkegods, også det som adelen i tidens løb havde skænket klostrene.

Desuden, fremtidige konger skulle komme til at erfare at kirkefyrsterne også var farlige på en anden måde, idet de havde to herrer, nemlig både kongen og paven. Det skulle vise sig at når kongemagten svækkedes ville kirkefyrsterne presse hårdere på for at opnå yderligere magt og privilegier.

Det andet var at det efter Central-Europæisk mønster blev almindeligt at give dele af landet som len til de kongelige prinser, som ikke stod til at arve tronen. Derved fik disse prinser retten til de fleste kongelige indtægter i de områder, som de fik tildelt, og kongens indtægter blev beskåret tilsvarende.

Kalkmaleri fra omkring 1200 med en bonde som høster druer

Kalkmaleri fra omkring 1200 med en bonde som høster druer - fra Sønder Nærå Kirke syd for Odense. Det er interessant at der voksede druer i Danmark omkring år 1200. Foto kalkmalerier.dk

Samtidig med at Valdemar Sejrs ældste søn, Erik, blev kronet til konge, gjorde faderen den næstældste, Abel, til hertug af Slesvig. Den yngste søn, Kristoffer, fik Lolland og Falster som len. En fjerde søn, Knud, som var født udenfor ægteskab, fik Blekinge, og en sønnesøn, Niels, fik Halland. Hans søstersøn, Albert af Orlamunde, blev forlenet med Als.

Alle disse len var en slags miniature-kongedømmer. Ganske som kongen, kunne lensfyrsterne "tage sig mænd" og gøre dem fri for skatter. De havde deres eget kancelli og deres egne væbnede styrker, som var forpligtet til lensfyrsten og ikke til kongen. Deres len var givet dem på livstid, og som Buris Henrikssøn ønskede de, at de skulle være arvelige som kongemagten i praksis var det.

8. Stensby Aftalen

I året 1223 - samme år som den katastrofale jagt på Lyø - udbrød oprør i hertugdømmet Estland og den Danske besiddelse her blev stærkt reduceret. I 1227 drog Sværdridderordenen fordel af svækkelsen og erobrede de sidste Dansk-styrede områder herunder borgen Tallin, hvorefter de danske biskopper måtte rejse hjem.

Alle forsyninger og forstærkninger til Sværdridderne blev udskibet over Lübeck. Det lykkedes Valdemar at gå sammen med Adolf af Holsten, som også havde et horn i siden på Lübeck, om at spærre floden Traves munding, således at ingen skibe kunne afgå til Riga og Tallin.

Toompea Slot eller Tallin Slot

Toompea Slot eller Tallin Borg. Tallin betyder ordret "Danskerborgen". I det imponerende borganlæg, som i forbindelse med en ringmur om hele den middelalderlige by udgør byens befæstning, er der bevaret dele af den Danske borg fra 1200 tallet, som gav byen navn. Dette parti ses midt i billedet, indkapslet i udvidelser, der er kommet til i tidens løb. Foto Abrget47j Wikipedia.

Men det blev Paven for groft. I Februar 1234 skrev han til biskoppen af Ratzeburg og til en abbed i Lübeck at de skulle tage alle korsfarere - det ville sige alle, som ville drage ud og slutte sig til Sværdridderne - under kirkens beskyttelse og idømme alle, der lagde dem hindringer i vejen strenge kirkelige straffe. I et følgende brev siges det rent ud at det var den Danske konge, som havde spærret Lübeck havn for korsfarerne, og man skulle tvinge ham til at opgive sine fjendtlige handlinger.

Imidlertid, til alt held for Valdemar led Sværdridderne i 1236 et alvorligt nederlag til Lithauerne, som førte til at Sværdridder-ordenen blev opløst og dens overlevende medlemmer blev optaget i en anden orden, "Ordo Teutonicus" eller "De Tyske Riddere".

Endnu engang kom Danmark til at høste fordelene ved at have et godt forhold til Vatikanet. Paven skrev til sin udsending i Estland, Wilhelm af Modena, og erklærede det for sin bestemte vilje at at ridderne skulle overgive paven, ikke blot borgen Tallin, men også de fire Estiske landskaber, som tidligere havde været Danske.

Enden blev en storpolitisk sammenkomst på gården Stensby på Sjælland syd for Vordingborg overfor Bogø. Valdemar Sejr, De Tyske Ridderes Stormester Herman Balk og pavens udsending Wilhelm af Modena var tilstede.

Slottet i Narva også kaldet Herman Slottet

Slottet i Narva også kaldet Herman Slottet ved grænsefloden til Rusland. Fæstningen rummer i sit murværk væsentlige dele af den borg, som blev bygget i Danskertiden i 1200-tallet, blandt andet det stykke af ringmuren, som ses til venstre for udbygningen og den nederste del af tårnet. Foto Simm Wikipedia.

Resultatet af mødet blev at De Tyske Riddere overlod kongen "borgen Tallin med de tillingende lande, som de sidder inde med alle befæstninger, uskadte som de er". Det vil sige at de overlod Danskerne landskaberne Reval, Harrien og Wirland, mednes de selv beholdt landskabet Jerwen, der dog skulle være ubefæstet som en slags neutral zone mellem Parterne. Desuden blev man enige om at landområder som det måtte lykkedes ridderne og kongen i fællesskab at fravriste hedningerne skulle kongen "have de to trediedele og og ridderne en trediedel med al verdslig ret og herlighed."

9. Valdemars Jordebog

Valdemars Jordebog er en guldmine for stednavne-forskerne, fordi man der kan se hvad byer og landsbyer blev kaldt i højmiddelalderen. For eksempel, Odense hed Othiniensi eller Othænsø, Munkebo hed Munkæboth, Nyborg hed Nuburgh, Fåborg hed Foburgh, Assens hed Asnæs, Kalunborg hed Kalundæburgh, Aalborg hed Alburgh og Lyngby hed Lyungbu.

Valdemars Jordebog

Valdemars Jordebog. Foto Youtube.

Traditionelt betegner "Valdemars Jordebog" en samling manuskripter af meget forskellig art, som måske stammer fra Sorø Kloster, skrevet omkring år 1300. Der er en mystisk "broderliste" fra Knud 6.'s tid, krøniken Valdemarsårbogen, en kongeliste, en liste over kejser- og kongeriger, en paveliste, religiøse tekster, latinske vers, en sejlbeskrivelse til Estland og meget mere.

Dog er det formentlig det såkaldte Hovedstykke - dateret til 1231 - som har givet anledning til betegnelsen "Jordebog". Dette er et specielt dokument ved at det i nogle henseender er meget detaljeret men dog ufuldstændigt, idet ikke alle byer og landsdele er medtaget i listerne, og der er ikke megen indbyrdes sammenhæng mellem listerne. Her er noteret oplysninger om kongelig jordejendom for hvert herred, og hvad herrederne skyldte kongen - men dog er ikke alle herreder medtaget. For nogle byer - men ikke alle - er angivet indtægter fra afgifter på told og møntslagning. Til hovedstykket knytter sig også indkomstlisten, som er en summarisk opgørelse af de kongelige indtægter for omkring 1240.

Kongelev er en betegnelse for den til enhver tid værende konges gods i højmiddelalderen. Ordet kendes kun fra Kong Valdemars Jordebog. Kongelev adskiller sig fra patrimonium, som er kongefamiliens private ejendom uanset om de beklæder konge-embedet eller ej, kongens fædrene arv. Kongelev-listen opregner kongsgårde, vigtige borge, byer og landsbyer, men også kravet om at hvad ingen ejer tilhører kongen, det vil sige øde øer, næs, oprindelige skove og lignende.

Udsnit af en side i Valdemars Jordebog

Udsnit af en side i Valdemars Jordebog. Foto Youtube.

I kongelev-listen kan man se at kongelev er mest udbredt på Sjælland og i Skåne, medens patrimonium, kongefamiliens private ejendomme, er mest udbredt i Jylland og på Fyn. Heraf har nogle konkluderet at Jylland og Fyn var konge-slægtens oprindelige område, hvor de havde deres famlie-ejendom. Senere blev de konger også i det Østlige Danmark, hvor de overtog de ejendomme som hørte til konge-embedet, kongelev.

Plovlisten fra omkring 1241 har formentlig dannet grundlag for opkrævning af plovskat på Sjælland, Lolland, Falster og Møn, men åbenbart ikke i andre landsdele - hvilket viser at plovskatten sandsynligvis blev indført allerede i Valdemars tid og hans søn, Erik Plovpenning, har sit navn med urette.

En ø-liste nævner næsten alle danske småøer og de dyr, der kunne jages her, hvilket viser at de stadig i stort omfang var ubeboede efter Vendernes hærgen.

Der er detaljerede opgørelser af indtægter fra Halland, Lolland, Falster, Femern og Estland, men ikke tilsvarende dokumenter for andre landsdele. Heraf kan man se at Femern hørte til Danmark.

Der er en meget omfattende og detaljeret liste over hvad et herreds bønder skulle udrede til det kongelige følges fortæring for to nætter: "Hr. Kongens vintergæsten er for to nætter: 5 pund honning. Havre til foder 6 mark. Af mel 1 mark rugmel og 1 mark hvedemel, og mark bygmel. 3 mark malt. 1 mark porse efter havremål. 26 saltede svin, 14 levende svin, 16 saltede okser, 26 saltede får, 14 aske smør, asken er en tolvmynnings ask, 360 oste, af hver ost nok til 5 tallerkener. Dertil 360 høns, 180 gæs, 2 pund peber og kommen, 1 pund salt, 8 tønder sild, 360 stokfisk. Dertil 2 mark sølv til at købe fisk for, 2 øre penninge til dragerne. Dertil marsken 1 mark sølv, undermarsken 1/2 mark. Stordrosten 1 mark sølv. Lilledrosten 1/2. Stor- og lillemundskænken ligesådan. Dertil kapelvogteren 1 øre sølv. Fadbursfolkene 1 øre sølv. I kælderen 1 øre sølv. 1 køkkenet 1 øre sølv. Diskesvende og dugesvende 2 ørtug. 1 foderhuset 1 øre sølv. Den, som fordeler lysene 1 øre sølv. Almisseuddeleren 1 øre sølv. Dertil 100 fade og 400 tallerkener. Til brænde mark sølv."

Med estimerede slagtevægte kan beregnes hvor mange kg. kød det drejer sig om:

Estimat af hvor mange kilo kød, som bønderne skulle levere til Valdemar Sejrs følge for to nætter

Estimat af hvor mange kilo kød, som bønderne skulle levere til Valdemar Sejrs følge for to nætter. Slagtevægte er fundet på internettet. Hvis vi antager at de 400 tallerkener repræsenterer 400 personer, så skulle hver person fortære 8.790/(400*2) kilo per døgn. Hvilket giver omkring 11 kilo kød per person per dag. Det må siges at være umuligt.
Derfor, enten er denne opgørelse en spøgefuld skriveøvelse som nogle historikere har foreslået, eller den repræsenterer en måde at presse ydelser ud af bønderne.

Historikeren Ole Fenger citerer en anden samtidig kilde. En biskop klager over et kongebesøg "med en umådelig mængde mennesker, heste og hunde"

Valdemars pragtudfoldelse overgik formentlig langt tidligere kongers. Vi husker hvad Saxo skrev om hans forgænger hundrede år tidligere, kong Niels: "For ikke at bebyrde landet med en kostbar hird og store udgifter nøjedes han til daglig med en vagt af kun seks eller syv mand for blot at være sikker for tyve og røvere, og den pragt, han udfoldede som konge, overskred ikke, hvad der svarede til hans hirds størrelse."

10. Jyske Lov

Jyske lov blev givet af Valdemar Sejr i Vordingborg i marts 1241. Dens berømte fortale lyder således:

"Således begynder fortalen til Jyske Lov, som kong Valdemar gav, og Danerne vedtog:

Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.

Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det."

Københavns Byret.

Jyske Lovs fortales indledende ord: "Med lov skal land bygges" findes på mange retsbygninger over hele landet - i forskellige varianter. Her på Københavns Byret. Foto Thomasz Sienicki Wikipedia.

"Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet vedtager; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov, som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre den åbenbart strider mod Guds ord.

Det er kongens og landets høvdingers opgave at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med uret, såsom enker og værgeløse børn, pilgrimme og udlændinge og fattige - dem overgår der tiest uret - og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit land; thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener og landets vogter. Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred. Det skal alle verdslige høvdinger også vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne verden, overdrog han dem også at værge sin hellige kirke mod alle krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de på Dommens dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid.

Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Valdemar, den anden søn af Valdemar, der var Sankt Knuds søn, da han havde været konge i ni og tredive vintre, og der var gået tusind og to hundrede og fyrretyve vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende marts måned lod skrive denne bog og gav denne lov, som her står skrevet på dansk, i Vordingborg med samtykke af sine sønner, der var til stede, kong Erik, hertug Abel og junker Christoffer."

Selve Jyske Lov er delt i tre "bøger".

Første bog giver detaljerede regler om arv og skifte, ægteskab og regler for landsbyfællesskabet og meget mere.

Vil man gerne giftes med en kvinde, skal man anmode om hendes hånd hos hendes fader eller anden familie. Paragraf 33 siger: "Den, der vil tage sig en kone, skal anmode om hende hos hendes fader eller hendes søn, hvis han er fuldvoksen, eller hendes broder." - "men det skal dog være med hendes samtykke og vilje."

Jyske Lov vedtages i Vordingborg

Jyske Lov vedtages i Vordingborg. Jyske Lov var den anden og sidste af de Landskabslove Valdemar Sejr udstedte i sin regeringstid. Den blev givet i hans dødsår 1241 ved hans borg i Vordingborg. Knud den Sjette havde allerede givet Skånske Lov og Valdemar havde givet Valdemars Sjællandske Lov. Maleri af Rasmus Christiansen 1906. Wikipedia.

Der var begrænsninger for fornuefællesskabet: Paragraf 35 siger: "Husbonden må ikke sælge sin kones jord, medmindre han har lige så god jord at stille som sikkerhed og har barn med hende."

Bønderne, som bor langs vejene, skal vedligeholde dem. Paragraf 56 siger: "Til hver by skal med rette føre fire veje, de, som fra Arilds tid har ført derhen, og dem må ingen spærre eller ødelægge; men den, som spærrer eller ødelægger dem, skal bøde tre mark til kongen og dog gøre vejen godt farbar. På hver bymark skal de ejere, der bor på marken, istandsætte den offentlige hovedvej. Men er den meget ufarbar, enten på grund af mose eller store åer, da skal hele kirkesognet være behjælpelig med at bygge bro, hvis det er nødvendigt."

Anden bog behandler retsprocedurer herunder edsaflæggelse, nævninge, voldtægt, fredløshed, ran og tyveri, kaution med mere.

Ifølge Jyske Lov kan sandemænd medvirke ved retssager. De er en slags nævninge eller domsmænd. Betegnelsen sandemænd skyldes formentlig, at de havde til opgave at udfinde sandheden. Paragraf 1 siger: "Der skal være otte sandemænd i hvert herred, to i hver fjerding. Dog må der ikke være mere end én af noget fællig. Hver af dem skal have ejendom i den fjerding, hvor han er sandemand, og i det mindste være fællesbryde og ikke landbo. Ingen kan afsætte dem, medmindre de forbryder deres hovedlod ved at sværge falsk."

Hesteleje er en slags løn til sandemænd. Loven tager også højde for korruption: Paragraf 5 siger: "Bliver sandemænd overbevist om, at de tager mere i hesteleje, end de har ret til, da har de for det første forbrudt deres hovedlod og dernæst deres sandemandsstilling. Deres rette hesteleje er en halv mark sølv til alle otte. Selv om en af dem modtager den halve mark sølv, skal han dele den med alle de andre. Den, der kræver medvirkning af sandemænd, skal give dem hesteleje, hvad enten de sværger med ham eller imod ham eller overhovedet ikke sværger."

Jyske Lov udstillet på Danmarks Borgcenter i Vordingborg

Jyske Lov udstillet på Danmarks Borgcenter i Vordingborg. Foto Toxophilus Wikipedia

Sandemænd var meget vigtige personer på tinge. De kunne dømme at en drabsmand kunne slippe med at betale bod. Hvis det var nødværge og selvforsvar for liv eller gods kunne en drabsmand slippe for straf. Paragraf 12 siger: "Vil sandemænd sværge en mand til bøder, skal de bede Gud hjælpe sig, så sandt som han hævnede enten sår eller hug eller var nødt til at værge sit eget liv eller sit eget gods og derfor skal beholde sin fred. Men vil de sværge ham fredløs, da skal de sværge, at han dræbte sagesløs mand og derfor skal miste sin fred. Men hvis en drabssag bliver lyst på landstinget, da skal sandemændene udfinde, hvem der er drabsmanden, eller hvad der voldte den dræbtes drab og død."

Jyske lov foreskriver fredløshed - som er en strengere straf end bøder - for den der har taget en kvinde mod hendes vilje og dermed gjort hende til spotkone. Paragraf 16 siger: "Rejser man sag på grund af en kvinde, der er voldtaget, og vil sandemændene sværge gerningsmanden fredløs, da skal de sværge, at hun blev taget med vold mod sin vilje og taget til spotkone, og at den, der forgreb sig på hende, derfor skal være fredløs. Men ved de, at hun ikke blev vold­taget, da skal de sværge, at han ikke tog hende med vold, og at det ikke var mod hendes vilje, og at han derfor bør beholde sin fred."

Men et voldtægtsoffer skal klage straks efter at hun er undsluppet gerningsmandens magt. Paragraf 17 siger: "Hvis en kvinde siger, at hun er voldtaget, så snart hun er undsluppet gerningsmanden og har sin frihed, da skal hun fremføre klage over den vold, der er overgået hende, for granderne og grandekvinderne på kirkestævne og derefter på tinge. Da er det nok troligt, at der er over­gået hende vold, og sandemændene er da pligtige til at sværge om en sådan sag. Men finder hun sig deri og tier, efter at det er åbenlyst og bekendt for granderne og grande­kvinderne, at den mand har haft den kvinde, eller hvis hun bliver med barn og ikke klager før, da er det sandsynligt, at hun ikke blev voldtaget, selv om der ellers er handlet ilde med hende."

En tingforsamling i Olaus Magnus

En tingforsamling i Olaus Magnus fra hans "Historien om folkene i Norden" fra 1555. Ting blev sædvanligvis holdt udendørs.

Hvis nogen ligger med en kvinde i hemmelighed, da kan hendes familie rejse sag mod denne mand og få ham dømt til bøde eller til at miste sin mandhelg - hvilket er hans fred - og de kan derefter dræbe ham uden retslige konsekvenser. Paragraf 18 siger: "Lader en mø - eller en anden kvinde - nogen ligge hos sig i løndom med sin vilje, og det bliver bekendt, da kan hendes frænder, selv om hun tier og ikke anklager nogen, dog rejse sag mod den, som de vil beskylde for den gerning, og få enten frændeed af ham, hvis han nægter, eller ni marks bøde, hvis han tilstår, eller fælde ham ved edsbevis eller sagsøge ham til at miste sin mandhelg, hvis han ikke vil stå til rette."

Bliver en mand dømt fredløs skal han flygte fra landet. Paragraf 22 siger: "Bliver en mand svoret fredløs, og vil hans modpart ikke tage mod bøder, da skal han flygte fra landet inden dag og måned. Flygter han ikke, da kan kongen lægge beslag på hans gods, og kongen må ikke tage fredkøb af ham, før han er blevet forligt med den dødes slægt." - Det er ikke tilladt at give husly til fredløse. Paragraf 26 siger: "Den, som med sit vidende huser en fredløs mand efter dag og måned, skal bøde tre mark til kongen".

Jyske Lov afviser i almindelighed selvtægt. Paragraf 72 siger: "Men den, som ompløjer en anden mands sæd, har derved altid forbrudt tre mark til bonden og tre mark til kongen, selv om jorden er hans, for man skal skaffe sig sin ret ved rettergang og ikke tage sig selv til rette."

Tredje Bog omhandler regler for leding, regler for at "tage mænd", drab og bøder, drab på horkarl, troldom med videre.

Horne-bogen

Horne-bogen er et latinsk evangeliehåndskrift fra Valdemar Sejrs tid. Bogen blev foræret til Horne Kirke på Fyn i 1656 af Jørgen Brahe og Anne Gyldenstierne fra herregården Hvedholm, der ligger i Horne Sogn. Forsiden er prydet med udskåret hvalrostand - sikkert fra Grønland - og bjergkrystaller. Foto Elin Lindhardt Pedersen Wikipedia.

Alle havde pligt til at drage i leding, når det var deres tur. Paragraf 1 siger: "Når leding udbydes, da skal enhver - lige så mange som de er i en havne - drage ud sit år uden at blive udtaget dertil, medmindre de er så gamle eller så unge, at de ikke er i stand til at drage ud, eller det er kvinder eller lærde mænd."

De skal selv sørge for deres våben. Paragraf 4 siger: "Hver styrismand skal have fuldt våbenudstyr og desuden en armbrøst og tre tylvter pile og en mand, der kan skyde med den, hvis han ikke selv kan skyde. Og hver havnebonde, der er på skibet, skal have skjold og tre folkevåben: sværd, kedelhat og spyd."

Konger, hertuger og biskopper må "tage sig mænd" - som derefter bliver fri for skatter. Paragraf 8 siger: "Kongen må tage sig mænd overalt i sit rige, i hvilket skipen han vil, og hertugen i sit hertugdømme, men andre af kongens børn eller frænder eller grever må ikke tage mænd undtagen i deres eget rets­område."

Under en omstændighed er selvtægt lovlig. Paragraf 37 siger: "Bliver en mand såret i horseng med en anden mands kone, og slipper han bort levende, men dør af sårene, da skal han ligge på sine egne gerninger, og bonden skal være sagesløs." - "Men bliver han dræbt i horseng, da skal den, der dræbte ham, føre dyne og lagen, som han blev dræbt i, blodige til tinget med to mænds vidnesbyrd på, at han blev dræbt horseng og ikke andetsteds." - "Men hvor som helst en mand bliver dræbt uden for horseng, selv om han sigtes for horsag, eller hvad han ellers sigtes for, da skal sandemænd altid træde til for at afgøre sagen."

Man skelnede mellem tyveri og ran. En tyv tager en anden mands ejendom på en skjult og listig måde, om natten eller i ubemærkede øjeblikke. En ransmand derimod tager en anden mands ejendom i fuld offentlighed, således at ejeren har mulighed for at tage sine våben og forsvare sin ejendom. Tyveri var foragteligt og tyve blev ofte hængt, medens ransmænd kunne slippe med at betale bøder. Paragraf 47 siger: "Drager en mand ved nattetid til en anden mands ager og afskærer hans korn eller tager hans afhøstede korn, da er han tyv derfor. Men er han en vejfarende mand og giver sin hest et neg eller lader den græsse på stubben, da er han hverken ransmand eller tyv derfor, men fører han noget bort af ageren, da kan ejeren af ageren rejse sag mod den, der tog det, hvad enten han vil gøre det for ran eller for tyveri."

11. Valdemars Familie

Valdemar Sejr var en af Valdemar den Stores og Dronning Sofies otte børn.

Han var stadig ugift, da han i en alder af 32 år efterfulgte sin barnløse broder, Knud den Sjette, på tronen i 1202. Dog havde han allerede flere børn udenfor ægteskab, nemlig Knud Valdemarsen med Esben Snares enke, Helena, og Niels Valdemarsen med en ukendt frille.

Esbern Snare døde i 1204, Knud Valdemarsen må således være født i 1205-06 skulle man tro. Han blev udnævnt til hertug af Estland i 1219, yderligere siges det at Valdemar gav ham flere godser i Sverige, som tilhørte den Danske kongeslægt. Estland gik imidlertid kortvarigt tabt i 1223 samtidig med de tragiske begivenheder i forbindelse med jagten på Lyø, men Knud beholdt dog sin hertugtitel. Senere fik han Blekinge som len. Knud deltog senere i Abels og Kristoffers oprør mod deres broder, kong Erik Plovpenning. Han ligger begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted.

Dagmar korset

Dagmar korset er et Byzantinsk relikviekors af guld med emalje, som blev fundet i en grav i Ringsted Sct. Bendts Kirke i 1600-tallet og indsendt til Det kongelige Kunstkammer, hvor man formodede, at det havde tilhørt dronning, Dagmar og det kaldes derfor Dagmarkorset. Dateringen spænder fra 1000-tallet til omkring 1200. En kopi af korset blev i 1863 givet af kong Frederik 7. som bryllupsgave til den danske princesse Alexandras bryllup med den engelske tronfølger Edward 7. Siden er kopier af korset i sølv og guld blevet populære i Danmark som gaver til dåb og konfirmation. Foto Lennart Larsen Nationalmuseet Wikipedia.

Hans anden søn udenfor ægteskab, Niels Valdemarsen, gav han Halland som len. Niels blev som mindreårig i 1214 gift med Oda af Schwerin, en søster til den herostratisk berømte Henrik af Schwerin, som senere bortførte Valdemar Sejr på Lyø i 1223. Ved giftemålet fik Niels det halve grevskab af Schwerin i pant for medgiften. Imidlertid døde den unge Niels allerede i 1221, men dog ikke før Oda havde født ham en søn, Niels af Halland-Schwerin. Valdemar Sejr påtog sig værgemålet for sin spæde sønnesøn og lod Albert af Orlamunde indløse pantet på hans vegne, medens grev Henrik var på korstog. Da grev Henrik vendte hjem til Schwerin året efter, i 1222, fandt han således sit grevskab reduceret til det halve.

Vi kan tro at Valdemar Sejrs første hustru, Dagmar, var ganske ung, da hun blev forlovet med ham i 1205, allerhøjst 19 år gammel - sandsynligvis yngre. Valdemar var da 35 år gammel. Hun var døbt Dragomir eller lignende, men Danskerne valgte at kalde hende Dagmar.

Året efter fandt brylluppet sted. En udgave af Ryd Kloster Årbog skriver for året 1206: "Kong Valdemar blev gift med Dragomir - kongen af Bøhmens datter."

Dronning Dagmar vandt hurtigt Danskernes hjerter ved sin ungdom, skønhed og barmhjertighed. Ryd Kloster Årbog fortsætter: "Og dronning Dragomir bad om, at biskop Valdemar blev løsladt fra fængslet på det vilkår, at han aldrig igen skulle komme til Danmark."

Med Danmarks position i Europæisk politik kunne Valdemar have fået en prinsesse fra en Europæisk stormagt, der ville have medført store politiske fordele for Danmark. Vi kan tro at han havde nogenlunde frit valg mellem ledige Nord-Europæiske prinsesser, men alligevel valgte han en datter af den ret ubetydelige kong Ottokar 1. af Bøhmen. Og ikke nok med det - Dagmar var et skilsmissebarn. Kong Ottokar havde ladet sig skille fra Dagmars moder, Adele af Meissen, under påskud af for nært slægtskab. Normalt ville det ikke blive tilladt en fraskilt dronning at forlade landet med de kongelige børn, men i dette tilfælde var Dagmar, hendes moder og søskende, alle blevet smidt på porten og havde søgt tilflugt i Meissen nord for Dresden hos Adeles broder. Den fraskilte dronning klagede til paven, men uden success.

Kong Valdemars bryllup med dronning Dagmar

Kong Valdemars bryllup med dronning Dagmar. Maleri af Agnes Slott-Møller 1932 Foto Tutt art pitturas cultura poesia musica.

Men så pludselig smilede lykken til den detroniserede dronning. En konge af et af de rigeste og mest magtfulde lande i Norden friede til hendes datter. Valdemar kan dårligt have mødt Dagmar personligt, der må være tale om at han havde hørt om hende, hvilket indikerer at der gik ry om hendes skønhed i Europa og at hun virkelig var noget særligt. Sandsynligvis havde Valdemar sendt betroede mænd til Meissen for at træffe hende og se hende ved selvsyn.
Statue af Dronning Dagmar

Anne Marie Carl-Nielsens statue af Dronning Dagmar fra 1913 placeret i Ribe borgvold, på det sted, hvor hun formodes at være ankommet til Danmark. Foto Bonio Wikipedia.

Historikerne skriver at vi intet ved om Dagmar - udover folkeviserne, og de er det rene digt. Men alene dette at rygtet om hendes skønhed og personlighed havde bredt sig i Europa indikerer at hun var noget specielt. Også folkeviser må have haft en kerne af sandhed. Når Dagmar kunne vinde danskernes hjerter så hurtigt - og det i en grad at hun stadig huskes efter 800 år - må det være fordi hun har været noget ganske særligt. Måske en prinsesse Diana type eller lignende.

I en af fem folkeviser om dronning Dagmar henter Junker Strange hende i Valdemars navn. Han spiller skak med hende og de diskuterer ægteskabet. Hun spørger ind til Valdemars økonomiske forhold. Junker Strange fortæller at hans herre "ejer et fiskevand, der båder mere end al bajerkongens land".

Det siges at Dronning Dagmar og Junker Strange gik i land i Ribe. En folkevise siger:

Dagmar hun kom der sejlend' for land,
- saa mangen forgyldene fløj
Kong Valdemar render sin ganger paa sand.
- der sejler han Junker Strange mod Jomfru Dagmar

"Min naadige frøken! værer glad og fro!
I angrer aldrig, I gav ham eders tro."

Dankonning han tog hende i sin favn,
gav Dagmar guldkronen og dronningenavn.

Dagmar hun kaste sine handske mod jord:
"Al Danemark vil jeg nu vorde god".

Men skal jeg Dronning i Danmark blive,
da skulle alle fanger af jærnet gives.

Danmarks Folkeviser i Udvalg af Svend Grundtvig.

Dagmar var Danmarks dronning i syv år. I 2009 fødte hun en søn som fik navnet Valdemar. En enkel folkevise fortæller at hun døde i barselsseng i 1212, de øvrige viser siger blot at hun blev syg og døde.

Folkevisen siger at hun opholdt sig på Riberhus og blev der pludselig syg. Visen siger:

Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,
til Ringsted mon de hende vente.
Alle de fruer, i Danmark er,
dem lader hun til sig hente.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Valdemar var på den tid i "Gurreborg", men Dagmars "liden smådreng" red "nætter og dage" for at hente ham. "Dronning Dagmar haver mig til Eder sendt, i Ribe ligger hun syg" - "hun ræddes alt for sit liv", sagde han til kongen - "Forbyde det Gud Fader i Himmerig, at Dagmar skulle dø saa ung," svarede kongen. "Der Kongen red ud af Gurreborg, hannem fulgte vel hundrede svende; men før han red over Riberbro, da var han mand alene." - "Dronning Dagmar døde i liden Kirstins arm, der Kongen red op ad stræde."

Berengaria

Berengaria i The Portuguese Generalogy. Foto Antonio de Holanda Wikipedia.

Ryd Kloster Årbog for 1212 siger: "Dronning Dagmar døde. Hendes rigtige navn var Margrete - hun blev kaldt Dagmar på grund af sin skønhed."

To år efter Dagmars død ægtede Valdemar Berengaria, datter af kong Sancho af Portugal. Ryd Kloster Årbog skriver: "Kong Valdemar blev gift med Bengerd - en søster til grev Ferdinand af Flandern. Hendes rigtige navn var ellers Bringenilæ." Hun var datter af kong Sancho af Portugal og den tiende ud af en søskendeflok på sytten.

Folkevisen om Dronning Bengerd beskriver hende som den inkarnerede ondskab:

"Aarle om morgen, langt før dag,
- Gud glæde din sjæl, Dronning Dagmar!
Bengerd hun kravde sin morgengav'.
- Ve da vorde hende Bengerd! og Herre Gud være med Kongen!"

"Herre! I giver mig Samsø!
og en guldkrone af hver en mø!"

"Min Herre! I lader det saa være:
I lader ikke fruer skarlagen bære!"

Min kære herre! I lader det blive:
lader aldrig bondesøn god hest ride!


Og så videre i 31 vers.

Men Berengaria og Valdemar fik fire børn sammen, så hun må have haft sine tiltrækkende sider.

Ved åbningen af kongegravene i Ringsted i 1858 fandtes Berengarias grav uforstyrret, i den lå resterne af en ca. 160 cm høj kvinde. Dagmars grav var derimod tom bortset fra nogle tilfældige knoglerester.

Sofies og Berengarias hovedskaller

Sofies og Berengarias hovedskaller tegnet i forbindelse med åbningen af gravene i Sct. Bendts Kirke i ringsted i 1858. Bemærk deres perfekte tænder. Tegning i "Danmarks, Norges og Sveriges Historie af N Bache Wikipedia.

Berengarias tre sønner, Erik, Abel og Kristoffer, blev alle konger, men deres indbyrdes krige bragte Danmark i ulykke og førte i sidste ende til den kongeløse tid, hvor Danmark nær gik i opløsning. Det kan være dem, der gav deres moder hendes dårlige rygte.

Som den ældste blev Erik konge efter sin fader - eftertiden har givet ham tilnavnet Plovpenning. Han blev imidlertid dræbt af sin broder, Abel, og hans lig nedsænket i Slien. Få år efter blev Abel imidlertid selv dræbt under et felttog i Ditmarsken og Kristoffer blev konge efter ham.

Deres søster, Sofie, blev gift med markgrev Johan af Brandenburg, Berlins grundlægger. I 1247 påtog hun sig opgaven at mægle mellem sine brødre og rejste derfor i vinteren 1247 fra Brandenburg til Danmark til trods for at hun på dette tidspunkt var gravid. Rejsen var årsag til for tidlig forløsning, som forårsagede hendes død. Hun og det nyfødte barn blev begravet i Flensborg.

12. Valdemar Sejrs Død og Begravelse

Valdemar Sejrs grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted.

Valdemar Sejrs grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted.

Valdemar Sejr døde skærtorsdag d. 28 Marts 1241 i Vordingborg. Kongens sønner, landets bisper og mange stormænd var tilstede.

Dødsårsagen kendes ikke, men bisper og stormænd fra hele landet havde haft tid til at samle sig og derfor kan vi udelukke pludselige dødsårsager, såsom arvelige hjertesygdomme, hjerteinfarkt, blodprop i hjertet og lignende. Det må have været en sygdom, som han havde lidt af temmelig længe og som stadigt forværredes.

Han var da 71 år gammel og havde regeret landet i 39 år.

13. Links og Literatur

Fuld tekst af Jyske Lov - Codex Holmiensis Det Kongelige Bibliotek
Folkeviser Kalliope
Ryd Klosters Krønike Heimskringla
Dronning Dagmar Wikipedia
Middelalderdragter Salmonsens Konversationsleksikon
Otto Barnet af Braunschweig-Lüneburg Wikipedia
Frederik 2. (Tysk-romerske rige) Wikipedia.
Henrik af Schwerin Wikipedia.
Kalkmalerier.dk Kalkmalerier.dk
Arnold af Lybeks Slavekrønike Per Benny Paulsen
Valdemar Salomonsens Konservationsleksikon
Valdemar Sejr Wikipedia
Valdemar 2. Sejr (1202 - 1241) Nationalmuseet
Valdemar Den Store Danske
Berengaria Den Store Danske
Valdemar den Unge Den Store Danske
Jyske Lov Det Kgl. Bibliotek
Hertugdømmet Estland Wikiwand
Kong Valdemars Jordebog Wikiwand
Valdemar den Unge Sognets Historie
Om Dronning Bengerd Sorø Amt 1931
Fortale til Jyske Lov, 1241 Overblik Sammenhæng
Danmarks Stednavne Nordisk Forskningsinstitut
Snorre Sturlasson Kongesagaer - Nationaludgaven 1930.
Danmarks Historie 4 Kirker Rejses alle Vegne af Ole Fenger - Gyldendal 1989.
Valdemarerne af Palle Lauring - Gyldendals Bogklub 1973.
Danmarks Historie bind 3 Kongemagt og Kirke af Hal Koch - Politikens Forlag 1963.
20200810

Passed W3C Validation