Forside DH-Debat

37. Erik Plovpenning

39. Christoffer 1.

Danmarkshistorien

38. Abel

1. Abel 2. Abel som konge af Danmark
3. Abels Familie 4. Død og Begravelse
5. Litteratur

1. Abel

Abel er den Danske konge, der har regeret i kortest tid. Han er herostratisk kendt for sin ansvar i forbindelse med mordet på sin broder Erik Plovpenning i en båd på Slien. Gennem sin hustru Mechthilde af Holsten plejede han tætte forbindelse til Holsten og mange Tyske fyrster.

Abel Valdemarsen på en af Frederik 2.'s kongetapeter på Kronborg

Abel Valdemarsen på en af Frederik 2.'s kongetapeter på Kronborg. Der er med stor sandsynlighed ingen portrætlighed.

Gennem hele Erik Plovpennings regeringstid var der mere eller mindre åben borgerkrig mellem ham og Hertug Abel af Slesvig.

Abels position som hertug af Slesvig var en fortsættelse af vikingtidens grænsejarl i Slesvig, der havde til opgave at vogte Danmark mod fjender fra syd. Men som sin forgænger, Knud Lavard, godt hundrede år tidligere, stod han med et ben i hver lejr.

Som grænse-hertug for sin broder, kongen, repræsenterede han Danske interesser, men samtidig var han den effektive hersker i Holsten, idet Mechthilde's fader Adolf 4. valgte at gå i kloster og udnævnte sin svigersøn, Abel, til formynder for sine to mindreårige sønner, Johan og Gerhard, hvilket gjorde Abel til den reelle hersker også af Holsten.

Sjællandske Årbog beskriver årsagerne til borgerkrigen mellem kong Erik Plovpenning og hertug Abel: "Mellem ham og hans broder Hertug Abel var der stor uenighed , som varede længe. Thi Abel var gift med en søster til greverne af Holsten, og disse ville kongen på enhver måde bringe under dansk herredømme, men for at forsvare dem satte Abel sig imod sin broder og kæmpede mange gange imod ham, hjulpet af en tysk hær."

Stamtræ for Valdemarerne fra Valdemar Sejr til Christoffer 2.

Stamtræ for Valdemarerne fra Valdemar Sejr til Christoffer 2.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. var sønner af Valdemar Sejr og Berengaria og de blev alle konger, den ene efter den anden. Erik Klipping, der led døden i Finnerup Lade, var søn af Christoffer 1. og den berømte Margrete Sambiria. Hans sønner med Agnes af Brandenburg var Erik Menved og Christoffer 2, der begge blev konger. Af disse syv konger døde blot tre en naturlig død.

Abel er den eneste Danske konge, som er falden i kamp. Efter kun knap to år som konge blev han dræbt på Husum Bro i et slag mod Friserne.

På trods af sin ret tidlige død blev Abel stamfader til Abelslægten, som satte hertugdømmet Slesvig i modsætningsforhold til Danmark, og som plejede tætte forbindelser til Greverne af Holsten og dermed grundlagde opdelingen af det oprindelige Danmark i kongedømmet og hertugdømmerne.

Kongeslægter gennem Danmarks historie

Kongelige Dynastier i Danmarks historie. Dog, alle kongerne - undtagen Magnus den Gode - stammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede en stor del af Jylland omkring 917 som berettet af Adam af Bremen i afsnittet om biskop Hoger. Kongerækken og fortællinger om krig og fred er historiens rygrad - ikke sådan at beretninger om kultur og almindelige menneskers levevilkår ikke er vigtige og interessante - men uden kongerækken kan historien nemt blive til en slags ustruktureret kaminpassiar, som ikke nemt og umiddelbart lader sig organisere og tidsfæste i hukommelsen. Det giver et godt overblik at inddele kongerækken - og dermed Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra Hardecnudth, sandsynligvis søn af Hardegon. Han kaldes også Knud 1. og var temmelig sikkert Gorm den Gamles fader, som fortalt af Adam i afsnittet om Unni. Magnus den Gode, som blev konge i 1047, var søn af den Norske helgenkonge Olav; hans regeringstid udgør en overgangsperiode til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar, fra 1146 til 1157, nedstammede alle fra Svend Estridsen; deres tid danner et interregnum til Valdemarernes tid.
Mange historikere, sikkert de fleste, medregner kun Valdemar den Store, hans søn Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men man kan ikke have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren hensigtsmæssigt også at medtage deres mindre succesfulde efterkommere - herunder Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2. som var den sidste konge før Danmarks kongeløse tid fra 1340.
Valdemar Atterdag var ikke konge af Kalmarunionen, men hans barnebarn, Olaf var, og hans datter Margrete 1. blev regerende dronning af den Skandinaviske Kalmar Union. Man kan sige - med lidt god vilje - at Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborger konger var også Unions-konger men kun i korte perioder.
Borgerkrigen, Grevens Fejde, 1534-36 var et afgørende vendepunkt i Danmarks historie. Som en konsekvens af Den Lutherske Reformation, som fandt sted på samme tid, konfiskerede kongerne den trediedel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fantastiske rigdom gjorde det muligt for dem at kue Danmarks gamle adel og efter nogen tid oprette enevælden, som blev en vigtig årsag til Danmarks historiske deroute. I 1848 indførtes en demokratisk grundlov uden borgerkrig eller andre voldelige begivenheder.
Den Oldenborgske kongeslægt uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Tronen blev derefter givet til Christian 9. af Glücksborg.

Abel var den anden af Valdemar Sejrs tre sønner med Berengaria. Sønnerne var Erik, Abel og Christoffer, og de skulle alle blive konger.

Allerede i Valdemars levetid, da den ældste, Erik, blev kronet som medkonge i 1232, blev den fjortenårige Abel udnævnt til "hertug af Jylland", hvilket vil sige provinsen Slesvig, sandsynligvis Jydernes oprindelige land. Den yngste søn Christoffer, tretten år gammel, blev samtidig udnævnt til hertug af Lolland og Falster.

Valdemarerne

Valdemarerne. Det er almindeligt kun at regne Valdemar den Store, Knud den Sjette. og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men på den måde bliver deres mindre succesfulde efterkommere pædagogisk hjemløse, selvom de virkelig er direkte efterkommere efter de første og mere berømte Valdemarer, og de er ikke adskilt fra disse af nogen naturlig transformationsperiode. Derfor vil jeg foreslå at hele gruppen indtil den kongeløse tid bliver benævnt Valdemarerne.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer var sønner af Valdemar Sejr og efterfulgte hinanden som konger. Abel dræbte med stor sandsynlighed sin broder, Erik, og nedsænkede hans lig i Slien. Men, 24 riddere svor på at Abel var uskyldig, og derfor blev han alligevel valgt til konge. Imidlertid, han blev kun kort tid efter dræbt i kamp under et felttog i Frisland, og derefter blev hans lillebroder Christoffer valgt som hans efterfølger, og den afdøde Abels ældste søn blev derved forbigået. Dette førte i de følgende årtier til en langvarig rivalisering mellem efterkommerne af henholdsvis Abel og Christoffer og bidrog til den modsætning, som i historiens løb udviklede sig mellem det egentlige Danmark og hertugdømmerne.
Christoffers søn, Erik, som senere fik tilnavnet Klipping, blev konge kun 10 år gammel med sin dynamiske moder, Margrete Sambiria, som formynder. Stormændene begrænsede hans magt med en håndfæstning på Nyborg Slot, som blandt andet bestemte at det møde af konge og stormænd, som siden blev kaldt Danehoffet, skulle være landets højeste domstol. Desuden blev det fastslået at den kongelige domstol kun måtte beskæftige sig med sager, der ikke tidligere havde været forelagt en anden retsinstans, og at den kun måtte idømme på forhånd standardiserede bødestraffe. Erik Klipping blev dræbt i Finnerup Lade ved Viborg med 56 knivstik - det er stadig et af Danmarkshistoriens store mysterier. Hans søn Erik Menved søgte at skabe goodwill og øget indflydelse i Nordtyskland ved at afholde nogle storslåede - men dyre - ridderturninger. Han blev efterfulgt af sin broder, Christoffer 2. der måtte overtage broderens store gæld, samtidig med at mulighederne for at øge de kongelige indtægter ved øgede skatter blev blokeret af en håndfæstning. Da han døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny Dansk konge, og landet var for en periode uden konge.

Brødrenes fader, Valdemar Sejr, og hans søn med Dagmar, Valdemar den Unge, blev taget til fange af grev Henrik af Schwerin under den katastrofale jagt på Lyø i 1223. Efter slaget ved Mölln i 1225 blev det aftalt at de skulle løslades imod at kongen opgav alle sine besiddelser syd for Ejderen, betalte en enorm løsesum i sølv og guld og andre kostbarheder og stillede gidsler som sikkerhed for betaling af en resterende sum.

Disse gidsler var kongens to yngste sønner og 40 danske mænd - sikkert Abel og Christoffer sammen med sønner af Danske stormænd. Deres storebroder, Erik, var også gidsel i Schwerin, men i en kortere periode.

Historikeren Palle Lauring skriver at den sidste kongesøn og 10 Danske mænd skulle være gidsler i 10 år som en garanti mod hævnfejde.

Grevskabet Schwerin

Grevskabet Schwerin omkring 1250 (vist med lysegrøn farve). Schwerin var ikke et meget stort grevskab. Det blev skabt i 1161, som var året efter at Henrik Løve havde erobret den Slaviske borg Schwerin. Han gav området til ridderen Gunzelin af Hagen som et len. Foto Gustav Droysen - Allgemeiner historischer Handatlas - Wikipedia.

Ved deres ankomst til Schwerin i 1225 eller 1226 må Abel have været omkring 8 år gammel og Christoffer måske 7 år. Deres moder var allerede død. Vi skal nok ikke forestille os at gidslerne sad i en celle på vand og brød. De har sikkert kunnet bevæge sig frit omkring på slottet som andre beboere mod at de aflagde ed på at de ikke ville flygte. De unge prinser har således opholdt sig 5-10 år af deres barndom på slottet i Schwerin og der sikkert været plejet med kærlig omsorg - men også udsat for betydelig tysk påvirkning i disse kritiske år af deres opvækst.

Valdemar fik sin frihed juledag 1225 og begyndte straks at arbejde på at vinde det tabte tilbage. Han fik pavens medhold i at grev Henrik af Schwerin havde brudt sin troskabsed til ham ved at tage ham til fange, og derfor skyldte han ikke denne greve nogen ordholdenhed i forhold til de løfter, som han havde givet for at opnå sin frihed - desuden var løfterne givet under tvang. Allerede i foråret 1227 gik han over Ejderen i spidsen for en hær af pansrede riddere, som hovedsageligt var hvervet i Slesvig.

Men hvad har man gidsler for? - Denne udvikling måtte nødvendigvis have skabt en betydelig nervøsitet bland de 40 danske mænd og de to små prinser, som sad i Schwerin. Selvom prinserne sikkert var for unge til helt at forstå hvad der foregik.

Imidlertid, Valdemar led et afgørende nederlag i slaget ved Bornhøved.

Slaget ved Bornhøved

Slaget ved Bornhøved 22. juli 1227. Bornhøved ligger syd for Kiel omkring 10 km øst for Neumünster og cirka 70 km fra Schwerin. Det fortælles at slaget var meget hårdt og der blev kæmpet med med stor bitterhed på begge sider. Valdemar Sejr mistede flere heste i løbet af kampene og mistede et øje, men han gav ikke op og udfaldet var usikkert til det sidste. Kampen blev afgjort ved at Ditmarskerne skiftede side midt under slaget og gik over til de tyske grever, hvilket skabte forvirring hos Danskerne. Billede fra den næsten samtidige Saksiske Verdenskrønike fra omkring 1250.

Valdemar må have stolet fuldstændigt på at grev Henrik af frygt for pavens vrede ikke ville dræbe gidslerne - desuden, hvis han havde dræbt gidslerne, ville han aldrig få de penge, som de garanterede for.

Historien hører intet yderligere om Abel før han i 1232 - måske 14 år gammel - bliver udnævnt til "hertug af Jylland" samtidig med at Christoffer bliver hertug af Lolland og Falster. Men hvis Palle Lauring har ret i at der skulle forblive en prins i Schwerin i 10 år, så må mindst en af dem på dette tidspunkt have været gidsel i Schwerin. Udnævnelserne kan således have været in absentia.

Men i 1237 giftede Abel sig med Mechtilde af Holsten, og han må jo have været tilstede ved brylluppet.

De tre konger i Skibby kirke

De tre konger på kalkmaleri i Skibby Kirke, Hornsherred på Sjælland. Orf3us Wikimedia Commons

Valdemar Sejr var meget imod dette ægteskab. Ryd Kloster Krønike for 1237 siger: "Hertug Abel blev gift med grev Adolphs datter - Mechtilde - men det var meget imod hans faders - kong Valdemars - vilje, idet denne såre frygtede, at der skulle opstå trætte mellem brødrene. Og således blev det, og fra da af var der ingen mangel på indbyrdes strid mellem landsmænd i Danmark og mellem konger og hertuger i Danmark, og det hele hidrørte fra disse grever, som altid vil Danmark det værste."

Man kan ikke sige meget om Abels personlighed.

Gestlige kredse kaldte ham ikke "Abel" men "Babel" på grund af hans håndfaste bispe-indsættelser, der siges at have fremkaldt "forvirring". Hvilket dog antyder beslutsomhed - han gennemtrumfede sin løsning uanset munkenes og biskoppernes protester.

Han giftede sig imod sin faders vilje, hvilket demonstrerer stor uafhængighed - måske ligefrem hårdnakkethed.

En krønike omtaler ham som "Abel efter navnet men Kain efter gerningen".

Men det må dog med sikkerhed kunne siges at han må have været usædvanlig ambitiøs, idet han gik så vidt som at lade sin broder dræbe for at han selv kunne blive konge og gennemføre sine planer.

2. Abel som konge af Danmark

Det er påfaldende at de Danske stormænd afviste at vælge Abels søn, Valdemar, til konge i 1252 efter Abels død i Husum - sikkert fordi de ikke ønskede en søn af en brodermorder på tronen - men brodermorderen selv, Abel, blev valgt to år før, i 1250, uden de helt store problemer, som Ryd Kloster Krønike skriver om "Det Herrens år 1250": "Desuden blev hertug Abel kåret og kronet til konge det samme år."

Genskabte Romanske kalkmalerier i Jelling Kirke

Genskabte Romanske kalkmalerier i Jelling Kirke. Foto Pinterest.

Huitfeld giver i sin Danmarks Riges Krønike en mulig forklaring idet han fortæller at det tog nogen tid inden kongens endeligt blev kendt: "Thi da Erik Plovpenning var bleven myrdet, skulde forbrydelsen være en hemmelighed; man udspredte det rygte, at kongen var forulykket på Slien, og først da det mishandlede legeme kom for dagen, blev det vitterligt, hvilket endeligt der var bleven kongen beredt." Vi kan tro at det tog lang tid for nyheder at sprede i samfundet således at Abel kunne lade sig udråbe til konge før Eriks endeligt blev almindelig kendt.

Det er er også et mysterium hvad Erik Plovpenning egentig lavede i Slesvig i 1250 - hos den broder, som han havde været i krig med gennem det meste af sin regeringstid - uden tilstrækkelige livvagter.

En mulig forklaring kan være at Erik allerede havde gjort sin broder til sin medkonge for at tilfredsstille hans ambitioner, og dermed troede han at have skabt forsoning og fred i landet. Derfor turde han - på sin vej sydpå til fæstningen Rendsborg for at undsætte de belejrede der - besøge sin broder uden livvagter for at diskutere rigets anliggender og demonstrere sin tillid og broderlige kærlighed.

Erik Plovpenning på romansk kalkmaleri i Tømmerup Kirke

Erik Plovpenning skrifter for præsten. Romansk kalkmaleri i Tømmerup Kirke nær Kalunborg. Foto Trap.Lex.

Både Valdemar den Store og Valdemar Sejr havde udnævnt deres ældste sønner til medkonger og derved sikret kontinuiteten i kongerækken og afværget potentielle uroligheder i forbindelse med et kongevalg efter deres død. Erik havde fire døtre, men ingen sønner. Det er nemt at forestille sig at han havde gjort sin broder, Abel, til medkonge for at sikre fred og kontinuitet.

Sproghistorikeren Lis Jacobsen skrev i 1938 en artikel i Berlingskes Aftenavis, hvori hun gjorde opmærksom på at der findes tre breve underskrevet af Abel - alle dateret år 1250 adskillige måneder før Eriks Plovpennings død, i hvilke Abel benævner sig selv som konge af Danmark.

I et brev til Ribes borgere, som er dateret et halvt år før Eriks død, hedder det: "Abel, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge, Hertug i Jylland, til alle, der ser dette brev, hilsen med Gud". I brevet fritager han Ribes borgere for flere afgifter: "for fri og i enhver henseende undtagne at være for betaling af told, torvegæld, forband (som er en vareafgift) og for vragret".

I et lignende brev til St. Johannes Kloster fritager han det for "ledingsbyrde, ombudsmandens krav og alle andre byrder og udgifter", og i et tredie brev til indbyggerne i byen Vä fritages de for "ledingsafgift af medynk med deres fattigdom. Ydermere har vi fritaget indbyggerne i Vä for betaling af told i hele vort rige"

Brevene kan være fejldaterede, det er set før. Men hele tre fejldaterede breve fra samme år er ikke sandsynligt. Det er mere sandsynligt at Abel virkelig var Eriks medkonge i første halvdel af 1250, og således kunne underskrive sig "konge".

Kain og Abel i Ballerup Kirke

Abel og Kain på kalkmaleri fra omkring 1250 i Ballerup Kirke vest for København. Abel frembærer med opadvendt ansigt sit offerlam, og velsignes af Gud, medens Kains derimod med sit kornneg ser skuffet ud.
De forede kapper og knælange dragter var højeste mode på Erik Plovpennings tid. Foto Ballerup Kirke.

Nogle har ment at disse afgifts-fritagelser er et udtryk for at Abel interesserede sig for en moderne liberal handelspolitik. Det formodes at han med hjælp af en delvis nedbrydning af de toldmure, som omgav de danske købstæder, ville give købmændenes ret til at handle fra by til by uden at betale afgifter.

Men det må bemærkes at alle breve handler om reducering af de kongelige indtægter, som efter alt at dømme i forvejen var knappe. Man kan nemt forestille sig at Abel blot brugte sin position til at søge at gøre sig populær på sin storebroders - og i det lange løb Danmarks - bekostning.

Efter Erik Plovpennings tragiske død på Slien Skt Laurentii nat den 10. august 1250 bredte der sig en grim mistanke om at hans broder og muligvis medkonge, Abel, havde forårsaget hans død. Det var der mange, som mente. Ryd Kloster Krønike siger om "Det Herrens år 1250": "Ved forræderi tog hertug Abel sin broder til fange i Slesvig Sankt Laurentius’ nat, og en af hertug Abels riddere, der hed Laue Gudmundsøn, førte ham bort på et skib. Siden dræbte han ham og sænkede ham i Slien."

Jernlænke brugt til at nedtynge Erik Plovpennings lig

Jernlænke brugt til at nedtynge Erik Plovpennings lig. In Slesvig Cathedral, a piece of an iron chain is still stored among the church's many treasures. Tradition says that this chain was found on Erik Plovpenning's body. Drawing by Jacob Kornerup. Photo Danmarks Historie by Erik Kjersgaard.

Selvom Abel energisk nægtede at være ansvarlig for forbrydelsen, var Erik trods alt hans gæst, da han blev fanget og ført ud på fjorden i døden. Og som vært var han ansvarlig for sin gæsts sikkerhed.

Det lykkedes ham at blive frikendt ved hjælp af den såkaldte "dobbelte tylvter-ed" som bestod i at 24 riddere ved Landstinget i Viborg svor på at Abel var en ærlig mand og uskyldig. Derefter blev han kåret til konge den 1. november 1250.

Da Erik Plovpenning aflagde besøg hos sin broder i Slesvig var han på vej til den belejrede fæstning Rendsborg med en undsætningshær.

Kalkmaleri med temaet Livets Hjul i Udby Kirke

Restaureret romansk kalkmaleri i Udby Kirke nord for Holbæk med temaet "Livets Hjul". Foto Wikimedia Commons.

Fæstningen Rendsborg var meget vigtig for de Tyske grever. Vi skal huske at en udtrykkelig betingelse for Valdemars frigivelse fra fangenskabet i Schwerin var at han skulle overdrage fæstningen Rendsborg til greven af Holsten. Men i løbet af borgerkrigen var den igen kommet i den Danske konges besiddelse, og Erik havde ikke til hensigt at slippe den.

Eriks besiddelse af Rendsborg satte en prop i hullet på forbindelsen mellem Abels Slesvig og hans venner og allierede i Holsten og muligvis andre Tyske fyrstedømmer - og det var måske ikke dens slags forsoning og samarbejde, som Abel havde forestillet sig, og dette kan have gjort ham rasende.

Stade Årbogen fortæller at en af Abels første handlinger som konge var at udsone sig med sin faders fjende, grev Gunzelin Henriksøn af Schwerin.

På Erik og Abels tid bragte tyske købmænd i stigende omfang deres varer til de danske købstæder - de skulle senere organisere sig som Hanseforbundet med Lübeck som den førende by.

Kogge i Stralsunds byvåben

Kogge i Stralsunds byvåben. I løbet af 1200-tallet overtog nordtyske købmænd en større del af handelen i de danske havnebyer. En forklaring kan være, at de havde udviklet skibstypen koggen, som var bygget med bred, flad bund, og som derfor egnede sig til at fragte meget større volumen end vikingeskibet. Det blev muligt at transportere meget andet end luksusvarer. Men koggen var mindre sødygtig end de nordiske skibstyper, så en storm kunne betyde stranding og forlis. Foto Herrick Wikipedia.

Under Abel fik udenlandske købmænd i Danmark i stort omfang eksterritorial ret. Det vil sige at selvom de opholdt sig på dansk grund skulle de stadig dømmes efter den lov, som gjaldt i deres hjemby. Sådanne regler skulle betrygge udlændinges ophold i Danmark.

Det siges at Abel lovede Tyskerne "at hvis de led skibsbrud noget sted i vort rige, havde de lov til at redde så meget af vraggodset som de kunne fravriste det barbariske og oprørske hav og beholde det til egen brug og rådighed. Thi det ville være umenneskeligt og ugudeligt om fremmede mennesker skulle røve det gods, som andre havde erhvervet ved deres arbejde."

Efter moderne standarder forekommer det humant og menneskeligt. Men bestemmelsen repræsenterede et brud på et historisk princip - nemlig at vrag og vraggods tilhørte kongen - som havde giver fortidens konger gode indtægter. Det var en yderligere mindskelse af de kongelige indtægter.

Kollerup Koggen

I 1978 blev fundet en 20,5 m. lang kogge fra omkring 1150 ved Kollerup ved Jammerbugten. Foto Museet for Thy og Vester Hanherred.

Abel lovede også de Norske købmænd erstatning for de tab, som de havde lidt i Danmark under borgerkrigen.

En vigtig faktor i Erik fald og Abels ophøjelse var Hvide-slægtens uforsonlige fjendskab mod Erik Plovpenning. Den mægtige Hvide slægt havde loyalt støttet Valdemar den Store og Knud den Sjette i Danmarks genrejsning og Vendens erobring, men af uforklarlige grunde vendte den sig - i samarbejde med Abel - forbitret og uforsonligt mod Erik Plovpenning.

Det først kendte tegn på Hvide-slægtens fjendskab mod kong Erik var kongens brud med sin kansler, biskop Niels Stigsen af Roskilde - som var en Hvide - som måtte flygte fra landet. Kongen beslaglagde derefter byen København, som siden Absalons tid havde hørt under Roskilde bispen. Erik fratog Peder Ebbesøn - som tilhørte Hvideslægten - hans fogedembede, hvilket førte til at han kom til at nære stor uvilje mod kongen. Lave Gudmundsøn, som var gift med Esbern Snares datterdatter, og Tyge Bost, der ifølge sit våben hørte til Hvideslægten, var Erik Plovpennings særlige dødsfjender og de var i Abels tjeneste. Da Abel blev konge i 1250 udnævnte han straks Anders, en søn af Esbern Snares datter, fru Ingeborg, til sin marsk.

Kalkmaleri i Fjelie kirke i Skåne med kogge fra omkring 1250

Kalkmaleri i Fjelie kirke i Skåne med kogge fra omkring 1250. Foto Danmarks Kalkmalerier.

Ikke så snart Erik var død dukkede en kommende fjende af Danmark og den Danske konge op i landet. Det var Jacob Erlandsen, som skulle blive bannerføreren for kirken i angrebet på kongemagten i de næste mange år.

Jacob Erlandsen kom fra en slægt af rige og mægtige mænd. Hans moder var en Hvide. I en periode opholdt han sig i Vatikanet i pavens tjeneste. Det er ganske sandsynligt at han i denne perioden har virket for Roskildebispen Niels Stigsen i hans sag mod Erik Plovpenning. Efter Niels Stigsens død 1249, og efter Erik Plovpennings død 1250 tiltrådte Jakob Erlandsen som Roskildebisp, muligvis direkte indsat af paven. Han fik straks tilbageført byen København fra kongen til Roskildebispen. Dette ville ikke have kunnet finde sted uden i forståelse med kong Abel.

Gennem generationer havde Sverige været et valgkongedømme hvor kongerne skiftevis var blevet hentet fra to fremtrædende slægter. Men nu var denne sædvane blevet fejet til side af rigets mægtigske mand, Birger Jarl, som i 1250 lod sin søn Valdemar kåre til konge, samtidig med at han selv beholdt den virkelige magt. Dette kup skabe stærk modstand hos mange Svenske adelsmænd, som søgte hjælp i Danmark hos kong Abel til at styrte Birger Jarl. Abel imødekom deres anmodning og sendte den ønskede militære bistand - men den var imidlertid ikke stærk nok, for Birger slog revolutionen ned og forenede sig derefter med Norge i forbund mod Danmark. Denne trussel fra nord gik arv til Abels efterfølger, Christoffer 1.

En stor fordel var dog knyttet til Abels magtovertagelse, nemlig at striden mellem konge og hertug ophørte, da de jo nu var forenet i Abels person, og Danmark var igen forenet til Ejderen.

3. Abels Familie

Som ovenfor nævnt var Abel gift med Mechthilde af Holsten. Det siges at hun ofte viste sit fjendskab mod Danmark. Ludvig Holberg fortæller i sin Danmarkshistorie fra 1711 at hun ødelagde Danmarks adkomstsbreve til Nordalbingien (Holsten).

Enkedronning Mechthilde som afbildet på hendes grav i Varhem Kirke

Enkedronning Mechthilde som afbildet på hendes grav i Birger Jarls familiegravsted i Varhem Kirke i Axvall i Sverige. Skulpturen er beskadiget. Foto Jacob Truedson Demitz for Ristesson Wikipedia

Efter Abels død på Husum Bro gik Mechthilde i kloster, men forlod det igen efter nogen tid. I 1261 giftede hun sig med den Svenske kongemager Birger Jarl. Men han døde i 1266, hvorefter hun flyttede hjem til Holsten.

Abels efterkommere - "Abelslægten" - herskede Slesvig indtil 1375, meget ofte i samarbejde med deres slægtninge i Holsten, og dette forhold skabte et permanent problem for de danske konger. Deres styre betød opdeling af det oprindelige Danmark i kongedømmet og hertugdømmerne. Hertugdømmerne bestod af af Frisland, Holsten og Slesvig.

Mechthilde og Abel havde fire børn, nemlig: Valdemar, Sophie, Erik og Abel.

Det samme år som Erik Plovpenning blev dræbt på Slien var Abels ældste søn Valdemar Abelsen - omkring 14 år gammel - på vej hjem fra et studieophold i Paris. Men i Køln blev han taget til fange af ærkebiskoppen, som krævede løsepenge. Han sad stadig i Køln, da Abel faldt i Husum, og derfor kunne han ikke søge valg som konge af Danmark efter sin fader i 1252.

Kongedømmet Danmark og hertugdømmerne

Kongedømmet Danmark og hertugdømmerne. Kongedømmet indbefattede Nørre Jylland, Fyn, Sjælland, de sydfynske øer undtagen Ærø, Lolland, Falster, Møn, Rügen, Samsø, Læsø og Anholdt, Skåne, Halland, Blekinge og Estland.
Hertugdømmerne indbefattede Slesvig, Holsten, Frisland, Ærø, Femern, Als og Helgoland. Lauenborg var en del af Valdemarernes Nordtyske rige, som gik tabt i 1223 sammen med Pommern og Mecklenburg. Men det kom igen under den Danske konge i 1816. Foto Danmarkshistorien.

Mechthilde og sønnerne Erik og Abel pantsatte da området mellem Slien og Ejderen samt fæstningen Rendsborg til sine brødre, de Holstenske grever, for at skaffe penge til Valdemar Abelsens løskøbelse. Det var på denne måde at dette område første gang fik tilknytning til Holsten og Tyskland.

I 1253 udnævnte kong Christoffer 1. Valdemar Abelsen til hertug af Slesvig, hvilket genetablerede opdelingen af det oprindelige Danmark i henholdsvis kongedømmet og hertug-dømmerne efter at landet kortvarigt havde været forenet under Abel. Ryd Kloster Årbog siger: "Det Herrens år 1253" - "Kong Christoffer gav i Kolding kong Abels søn - Valdemar - hertugdømme i Jylland med fane."

Sophie blev gift med Bernhard 1. af Anhalt-Bernburg.

Efter mange stridigheder med kong Christoffer 1. døde Valdemar Abelsen allerede i 1257, og hertugdømmet blev overtaget af hans broder, Erik Abelsen.

Abel Abelsen er begravet i Svendborg, der hørte til hans besiddelser, siges det.

4. Abels Død og Begravelse

I Erik Plovpenning og Abels tid var Slesvigs vestkyst beboet af Frisere, som levede langs hele kysten af Nordsøen sydpå over Ditmarsken nord for Elbmundingen og helt til Holland. De byggede diger, som beskyttede deres marker mod havet. Deres gårde lå spredt ud over landskabet på kunstige bakker kaldet "warfer", som skulle beskytter dem mod stormfloder. De var kvægavlere, da hele deres land er en stor frugtbar eng gennemskåret på kryds og tværs af afvandingsgrøfter og kanaler. I middelalderen kom de omkring ved hjælp af lange springstokke hvormed de kunne forcere selv de bredeste kanaler. Som bierhverv udvandt de salt af havvand. Mange var lejesoldater.

Schiffbrücke i Husum

Schiffbrücke i Husum, hvor Husum Bro engang lå, hvor kong Abel fandt sit endeligt i 1252. Foto Mapio.net.

De Slesvigske Frisere var delt i to grupper. Den ene bestod af de Frisere som boede på det tørre land langs kysten, de stod under Daneloven, som var Jyske Lov. Den anden del af Friserne boede i "Utland", ved hvilket man forstår det egentlige marskland. De havde deres egen lov, Friserloven.

Friserne på det tørre land anderkendte traditionelt den Slesvigske hertug, medens bønderne i Utland fra meget gammel tid kaldtes for "Kongens Frisere", fordi de stod under kongen og ikke den Slesvigske hertug, og de vogtede nidkært over deres selvstyre. De valgte selv deres præster.

Husum by i 1593 af korttegner Braun

Husum by i 1593 af korttegner Braun. Husum Bro, nu Schiffbrücke - stadig eksisterende - kan lokaliseres med den gotiske Marienkirche midt i billedet, som blev nedrevet i 1807, men erstattet med den nuværende Marienkirche og Husum Slot i baggrunden, som stadig findes. En sigtelinie over broen rammer omtrent slottet og kirken ligger til højre for en sådan linie.

I 1252 faldt kong Abel i kamp mod Friserne. Ryd Kloster Krønike for 1252 siger kortfattet: "Kong Abel drog frem til Ejdersted for at kæmpe, men der faldt han. Hans broder - Christoffer - blev konge."

Binnenhafen i Husum med Schiffbrücke Google Maps

Binnenhafen i Husum med Schiffbrücke fra Google Maps. Husum Bro eksisterer ikke længere, men efter sigende lå den omkring 50 meter øst for den moderne fodgængerbro ved Schiffbrücke som vist med en stiplet linie. En sigtelinie henover den tænkte bro rammer omtrent slottet, som stadig findes med Sct. Marienkirche til højre for en sådan linie som på det gamle billede ovenfor. Sct. Marienkirche blev bygget i 1833 på samme sted som den tidligere kirke.

Arild Huitfeldt fortæller i 1609 i sin "Danmarks Riges Krønike" at Abel blev dræbt af en vis Henner Hjulmager: "I 1250 dræbte Abel sin bror Eric og blev konge. I 1252 fik Abel at vide, at Friserne, der boede langs Nordsøkysten, nægtede at betale skat. Da han rejste en hær, marcherede kong Abel til havet, hvor han mødte en modstridende styrke af Frisere organiseret af Sicko Sjaerdema, der gav troskab til Vilhelm af Holland. Kong Abels hær blev besejret ved broen til Husem (Husembro), og det rapporteres, at han blev dræbt af en hjulmager ved navn Henner".

Kong Abels grav i skoven ved Gottorp Slot

Kong Abels grav i skoven ved Gottorp Slot med indskriften "König Abels Grab 1252". Foto Slesi Wikipedia.

Abel blev bisat i Slesvig Domkirke. Men i 1600 tallet fremkom klager over at det spøgte i domkirken, og derfor tog man hans lig op og sænkede det i et mosehul i skoven (Tiergarden) ved Gottorp Slot i den sydvestlige del af Slesvig by. For en sikkerheds skyld rammede man en pæl gennem hans brystkasse, således at han ikke kunne spøge mere.

I skoven står der i dag en mindesten med indskriften "König Abels Grab 1252", men nogle mener at stenen ikke står på det rigtige sted.

Det siges at det oprindelige gravsted endnu i 1700-tallet skulle have været markeret ved en pæl.

5. Links og Literatur

Erik Plovpennings Strid med Abel - Kr. Erslev Historisk Tidsskrift, Bind 6.
Kongerigerne Danmarks og Norges og hertugdømmerne Slesvigs og Holstens Historie af Gebhardi og Christiani.
Abel, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge Lis Jacobsen - Diplomatarium Danicum
Bidrag til belysning af Valdemarssönnernes tidsalder Hans Olrik
Ryd Klosters Krønike Heimskringla
Kalkmalerier.dk Kalkmalerier.dk
Abel Salmonsens Konversationslksikon
Tronskiftet 1250 og dets følger Danmarkshistorien Lex.dk
Abel - konge Dansk Biografisk Leksikon Lex.dk
Hvorfra kommer disse pirater - og hvorfor? yumpu
Abel Den Store Danske lex.dk
Ryd Klosters Krønike Heimskringla
Jakob Erlandsen Dansk Biografisk Leksikon
Danmarks Historie 4 "Kirker Rejses alle Vegne" af Ole Fenger - Gyldendal 1989.
Danmarks Historie bind 4 "Borgerkrig og Kalmarunion" af Erik Kjersgaard - Politikens Forlag 1963.
Til start
20211019

Passed W3C Validation