F Christofer 2. konge af Danmark
Forside DH-Debat

41. Erik Menved

43. Den Kongeløse Tid

Danmarkshistorien

42. Christoffer 2.

1. Indledning 2. Christoffers Personlighed
3. Hertug Christoffer 4. Håndfæstningen
5. Kong Christoffer 1320-1326 6. Valdemar 3. Interregnum
7. Kong Christoffer 1329-1332 8. Familie
9. Begravelse 10. Litteratur

1. Indledning

I 700 år har Christoffer 2. været historikernes foretrukne prügelknabe. Han var det brådne kar, som var årsag til at Danmark var tæt på at gå i opløsning og forsvinde i mylderet af tyske fyrstedømmer i 1330'erne.

Christoffer på sit gravmæle i Sorø Kirke

Portæt af Christoffer 2. på detalje i hans gravmæle i Sorø Kirke. Der må ganske givet være tale om portrætlighed idet bronzestatuen blev skabt ganske få år efter hans død. Foto Mariusz Pazdziora Wikipedia.

Men i virkeligheden havde han påtaget sig en umulig opgave. Fra den første dag af sin regeringstid var han handicappet, idet han personligt måtte overtage en enorm gæld efter sin broder, Erik Menved.

Kong Erik havde ført en meget ambitiøs og aggressiv udenrigspolitik i både Sverige og Nordtyskland. I den forbindelse havde han brugt lejetropper i stort omfang. Dem finansierede han med lånte midler således at han til gengæld for pengene gav kreditorerne de såkaldte pantelen, hvilket vil sige at hver kreditor fik overladt en dansk landsdel - for eksempel Fyn eller Skåne - og fik ret til at opkræve alle de skatter, bøder og afgifter, som kongen ellers havde ret til i disse landsdele, indtil lånet var indløst.

Ved Erik Menveds død i 1319 var store områder af Danmark, måske 35-40%, udlagt som pantelen eller på anden måde afkåret fra at bidrage til de kongelige indtægter. Hele Fyn var pantsat til de Holstenske grever, Skåne var pantsat til marsken Ludvig Albrechtsen, Ærø var pantsat til Markgreven af Brandenburg og så videre.

Danske landsdele som ikke var disponible for Christoffer 2. ved hans tronbestigelse i 1320

Danske landsdele, som var udlagt som pantelen eller på anden måde uden for Christoffer 2's myndighed ved hans tronbestigelse i 1320. Fyn, Ærø, Lolland, Falster, Møn, Skåne og Samsø var pantelan. Sønder-jylland og Nørre-Halland var i praksis uafhængige hertugdømmer udenfor kongens indflydelse. Desuden var meget krongods, spredt ud over hele landet, også udlagt som pant for gæld. Foto Bent Hansen.

Samtidig med at Christoffer måtte påtage sig hele denne enorme gæld som en betingelse for at blive valgt til konge, måtte han underskrive en håndfæstning, som forbød ham at udskrive nye skatter, ja ligefrem reducerede de kongelige indtægter i de områder, som på dette tidspunkt endnu ikke var pantsat - og derved i praksis umuliggjorde hans muligheder for at indløse de mange og store pantelen.

Kongeslægter gennem Danmarks historie

Danmarks historie opdelt i Kongelige Dynastier. Men, alle kongerne - bortset fra Magnus den Gode - nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", der erobrede en stor part af Jylland omkring 917 som berettet af Adam af Bremen i sit afsnit om biskop Hoger. Kongerækken og tidspunkter for krig og fred er historiens rygrad - ikke sådan at beretninger om kultur og almindelige menneskers levevilkår ikke er vigtige og interessante - men uden kongerækken kan historien nemt blive til en slags forholdsvis ustruktureret kamin-passiar om aspekter af Danmarkshistorien, som ikke lader sig tidsfæste i hukommelsen på en pædagogisk måde. Det fremmer overblikket at inddele kongerækken - og dermed Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra en Hardecnudth, efter al sandsynlighed søn af Sven. Han kaldes også Knud 1. og var med temelig stor sikkerhed Gorm den Gamles fader, som fortalt af Adam af Bremen under biskop Unni.
Magnus den Gode, som blev konge i 1047, var søn af den helgenkongen Olav i Norge; hans regeringstid danner en overgangsperiode til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar, fra 1146 til 1157, stammede alle fra Svend Estridsen; deres tid udgør et interregnum til Valdemarernes tid.
Mange historikere, sandsynligvis de fleste, henregner kun Valdemar den Store og hans sønner Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men ingen kan have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren fordelagtigt også at medtage deres mindre succesfulde efterkommere - som er Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1, Erik Klipping, Erik Menved og Christoffer 2. som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar Atterdag var ikke konge i Kalmarunionen, men hans barnebarn, Olaf var. Hans datter Margrete 1. blev dronning af denne Skandinaviske Union. Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige kan man - med lidt god vilje.
De første Oldenborger konger var kun Unions-konger i kortere perioder.
Borgerkrigen, Grevens Fejde, i 1534-36 var et skelsættende vendepunkt i Danmarks historie. Som en konsekvens af Den Lutherske Reformation, som fandt sted på samme tid, kunne kongerne konfiskerede den trediedel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fabelagtige rigdom gjorde det muligt for dem at kue Danmarks gamle adel og efter nogen tid oprette enevælden, som blev en af de vigtigste årsager til Danmarks fortsatte historiske nedgang. I 1848 gennemførtes en demokratisk grundlov uden borgerkrig eller andre voldelige begivenheder.
Den Oldenborgske kongeslægt uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Derefter blev blev Christian 9. af Glücksborg udpeget til konge.

Nogle Danske stormænd allierede sig i 1325 med de Holstenske grever og startede et oprør mod deres konge, der hurtigt bredte sig til hele landet. Kong Christoffer, dronning Eufemia og deres yngste søn, Valdemar, måtte flygte til Nordtyskland.

Allerede 1326 havde grev Gerhard af Holsten både Jylland og Fyn i sin magt. Holstenerne og de oprørske stormænd udpegede da den kun 11-årige hertug Valdemar af Sønder-Jylland til konge. På grund af hans unge alder blev hans morbroder, grev Gerhard af Holsten-Rendsborg - kaldet den "Den kullede Greve" - samtidig udnævnt til hans formynder og rigsforstander.

Valdemarerne

Valdemarerne. Det er sædvanligt blot at henregne Valdemar den Store, Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men derved bliver deres mindre succesfulde efterkommere pædagogisk hjemløse, selvom de er ægte efterkommere efter de første og mere berømte Valdemarer, og de ikke er adskilt fra disse af noget naturligt interregnum. Derfor vil jeg foreslå at hele gruppen fra Valdemar den Store til den kongeløse tid kaldes Valdemarerne.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer var sønner af Valdemar Sejr og de efterfulgte hinanden som konger. Abel dræbte sin broder, Erik, og lod hans lig nedsænke i Slien. Imidlertid, 24 riddere svor på at han var uskyldig, og derfor blev han alligevel valgt til konge. Imidlertid, kun kort tid efter blev han dræbt i kamp under et felttog mod Friserne, og derefter blev hans lillebroder, Christoffer, valgt som hans efterfølger, og den afdøde Abels ældste søn blev derved forbigået. Dette førte i de følgende årtier til en langvarig rivalisering mellem efterkommerne af henholdsvis Abel og Christoffer og bidrog til det oprindelige Danmarks historiske splittelse i kongedømmet og hertugdømmerne.
Christoffers søn, Erik, som senere fik tilnavnet Klipping, blev kun 11 år gammel konge med sin dynamiske moder, Margrete Sambiria, som formynder. Stormændene begrænsede hans magt med en håndfæstning på Nyborg Slot, som blandt andet bestemte at det møde af konge og stormænd, som siden blev kaldt danehoffet, skulle være landets højeste domstol. Derudover blev det fastslået at den kongens domstol kun måtte behandle sager, som tidligere havde været forelagt en anden retsinstans, og at den kun måtte idømme standard bødestraffe. Erik Klipping blev dræbt i Finderup Lade ved Viborg med 56 dødelige sår og dette mord er stadig et af Danmarkshistoriens store mysterier. Hans søn Erik Menved prøvede at skabe øget indflydelse i Nordtyskland ved at afholde nogle storslåede - men helt sikkert dyre - ridderturninger. Han blev efterfulgt af sin broder, Christoffer 2. der måtte overtage hans store gæld, samtidig med at mulighederne for at forøge de kongelige indtægter ved øgede skatter blev blokeret af en håndfæstning. Da han døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny Dansk konge, og for en periode var landet således kongeløst.

I 1329 fordelte fordringshaverne Danmarks landsdele imellem sig, hvilket udløste et nyt oprør med udgangspunkt i Jylland. Støttet af en anden af Danmarks store kreditorer, Johann den Milde af Holsten-Plön, kaldte oprørerne Christoffer hjem og anerkendte ham igen som konge - men imidlertid med yderst begrænsede midler til at udøve kongelig myndighed.

Måske i 1330 kom det til krig mellem Danmarks to største kreditorer nemlig grev Gerhard og Johan den Milde. Christoffer tog Johans parti, men i slaget på Kropp Hede lidt nord for Dannevirke i 1331 sejrede Gerhard.

Resten af sin regeringstid - og sit liv - tilbragte Christoffer i ret knappe økonomiske omstændigheder taget i betragtning at han var konge. Han døde i 1332 i sit beskedne hjem på Lolland.

2. Christoffers Personlighed

Christoffer havde mange gode egenskaber, som under mere gunstige omstændigheder kunne have gjort ham til en god konge.

Christoffer 2. af Danmark, detalje fra vægtapet på Kronborg Slot

Christoffer 2. af Danmark, detalje fra vægtapet på Kronborg Slot. Vægtapeterne på Kronborg blev lavet i Helsingør i 1584, næsten 300 år efter Christoffers levetid. De har ikke kendt ham, men det er tydeligt at væverne har arbejdet med hans gravmonument i Sorø som forlæg. Det ligner ham sikkert rimeligt godt. Foto: Orf3us Wikipedia.

Han var, efter alt hvad der siges, 100% engageret i sin opgave som konge, og derved adskilte han sig formodentlig fra sin fader, Erik Klipping.

Han var ikke bange for at tage fat om problemerne og træffe beslutninger. De kunne vise sig at være forkerte, men sådan er det jo med ledelsesbeslutninger under usikkerhed. Man skal være glad, hvis de fleste viser sig at være nogenlunde rigtige.

Men Christoffer blev aldrig rigtig populær. Danskerne kan have haft positive forventninger til ham i forbindelse med hans tronbestigelse i 1320. Den samtidige håndfæstning - uanset den var meget urealistisk - røber en stemning af ny begyndelse efter Erik Menveds tyngende skatter og udenlandske eventyr. Man kan have forestillet sig at nu blev alting bedre, de landflygtige kunne vende tilbage til deres fædrene hjem, og man havde valgt en helt ny konge.

Men den enorme gæld som Erik Menved havde skabt, lod sig ikke fjerne ved flertalsbeslutninger. Den var nu blevet lagt på skuldrene af Christoffer, og han måtte foretage sig noget - der ikke harmonerede med den urealistiske håndfæstning - for at skabe tilstrækkelige indtægter til kronen.

Kalkmaleri i Tirsted Kirke som viser Jesus foran kong Herodes

Kalkmaleri fra omkring 1390 i Tirsted Kirke, der viser Jesus, som fremstilles for kong Herodes. Foto kalkmalerier.dk.

Dette kan have skabt de skuffede forventninger som udtrykkes i den samtidige Danske Krønike: "Han øvede ingen retfærdighed, men herskede snarere som en tyran, sandhed var ikke i hans mund, og han var tøjlesløs over al måde, bønderne pålagde han hårde skatter og herremændene lod han hensynsløst fængsle eller jage ud af landet."

En ting, som især må have bidraget til modstanden mod ham, var hans higen efter international berømmelse, som hans broder også havde haft - faktisk meget lig moderne politikere.

Historikeren Palle Lauring beskriver Erik Menveds riddersammenkomst ved Rostock i 1311 som en virkelig meget ekstravagant begivenhed, der varede fire uger med kunstige springvand med rød- og hvid-vin, bugnende borde med mad, som alle kunne forsyne sig fra og gratis havre til tusinder af heste. Forfatteren tror han har det fra Arild Huitfelt, som skrev omkring 1600.

Den samtidige Lübske Krønike beretter også at det var en meget ekstravagant begivenhed, dog uden springvande med rød- og hvidvin, men nævner at den kun varede i to dage.

Sjællandske krønike, den danske oversættelse af Ryd Annalerne og Ribe Annalerne er enige om at der var tørke, misvækst og dyrtid i Danmark netop i 1311.

Ridderturnering under Danehof-festival i Nyborg

Ridderturnering under Danehof-festival i Nyborg i 2014. Foto: Nyborg Slot.

Når historien om kong Eriks udskejelser ved Rostock i 1311 i den grad er vokset i løbet af 300 år, må det være fordi Danskerne i meget høj grad har taget den til sig som en del af fortællingen om Erik Menved. At tænke sig at i et år med misvækst og dyrtid i landet smed deres konge om sig med penge på den mest uhørte måde for at blive populær i den internationale verden.

Men Christoffer demonstrerede samme higen efter international berømmelse som sin broder, hvilket må have udfordret folkestemningen. Så snart han var blevet konge skabte han en koalition med de Nordtyske fyrster. Han lovede margraven af Brandenburg, kejserens søn, en astronomisk sum penge som medgift for sin datter, Margrete, og han omgav sig med tyske riddere og lejetropper.

Efter alt at dømme var Christoffer noget forfængelig og opfarende og derfor nem at drille. Ved sin tilbagekomst i 1329 fik han bud om at København ville åbne sine porte for ham. Men hans halvbroder, Johan, fik nys om dette og sendte en deling i forvejen, som udgav sig for at være kongens mænd. De hejste det Holstenske banner med "nældebladet" over slottet. Dette gjorde Christoffer meget vred. Johan tog de roligt, det hele har sikkert været en spøg, og nogen tid derefter omtalte han Christoffer kun som "den forhenværende konge", hvilket yderligere må have irriteret ham.

3. Hertug Christoffer

Christoffer var kun et eller to år yngre end, Erik Menved. Det meste af sit aktive liv stod han i skyggen af sin kongelige broder med titlen hertug.

Allerede i foråret 1294 gjorde den 18-årige hertug Christoffer sig bemærket med beslutsomhed og handlekraft ved at tage ærkebiskop Jens Grand til fange på sin broders, kongens, vegne. Uimponeret førte han den hellige mand i gallop gennem Skåne og videre til Søborg Slot i Nord-Sjælland, hvor han blev kastet i slottets dybeste fangekælder.

I sagsakterne vedrørende Erik Menveds sag mod Jens Grand for Pavens domstol i 1297 nævnes at brødrene Erik og Christoffer stod sammen som eksponenter for den truede danske kongemagt, som de havde arvet fra deres far, og som de nu kæmpede for at bevare imod de angreb der rettedes mod den.

I 1300 giftede Christoffer sig i en alder af 24 år med Eufemia af Pommern, som var 15 år ved brylluppet.

Imidlertid, i 1302 eller 1304 kunne markgreven af Brandenburg i et brev til byen Lübeck antyde at det var ganske vist at de to brødre lå i hadefuld strid med hinanden.

Side dekorationer på Christoffer 2's gravmæle i Sorø Kirke

Side dekorationer på Christoffer 2's gravmæle i Sorø Kirke, som er et bronzestøber-arbejde fra Lübeck fra 1776-77. Til venstre ses Samson, der omstyrter Templet, derefter Samson i Dalilas skød. Dernæst Davids søn, Absalon, der går ind til sin faders medhustruer, og helt til højre den græske filosof Aristoteles, der som en gammel mand lod sig besnære af skøgen Phyllis, der bruger ham som ridehest. Foto: Jens-Jørgen Frimand.

Ifølge en fortsættelse af Saxos Danmarkskrønike nedskrevet af munken Thomas Gheysmer efter en tidligere krønike fra Valdemar Atterdags tid - søgte hertug Christoffer forbindelse med de Svenske hertuger og kong Håkon af Norge umiddelbart efter at han var blevet udnævnt til hertug af Sønder-Halland og Samsø i 1307.

I den forbindelse skulle han - stadig ifølge den af Thomas Gheysmer nedskrevne krønike - klart have tilkendegivet at det var hans hensigt ved disses hjælp at blive konge af Danmark i stedet for Erik Menved.

Hvis dette er sandt, er det klart landsforræderi, da hans broder og konge, Erik Menved, havde allieret sig med de Svenske hertugers broder, den svenske konge, Birger Magnusson, med et dobbelt svogerskab og flere gange ydet ham militær bistand mod hans brødre, de ovenfor omtalte hertuger.

Det må formentlig betyde at hertug Christoffer allerede da må have ment at hans kongelige broder var slået ind på et helt galt spor og han mente at kunne gøre det bedre.

Kärnan i Helsingborg blev opført af Erik Menved

Kärnan i Helsingborg blev opført af Erik Menved omkring 1315, hvor det afløste et ældre og mindre tårn. Tårnet var oprindelig omgivet af en ringmur. Dendro-datering af originalbjælkerne viser at gulvtømmeret i de to lavest liggende etager blev fældet årene 1315-1317. Af de kongelige breve kan man se at kongen ofte opholdt sig i Helsingborg. Det var også her han i 1296 fejrede sit bryllup. Foto: Wikipedia.

Nogle år senere, i 1311-1313 kunne kong Erik finde sin broder på Jyske oprøreres side.

Nogle historikere anfører at oprøret, som sandsynligvis fandt sted i 1312-1313, var udløst af de ekstraskatter, som Erik Menved udskrev for at finansiere det meget dyre - men mislykkede felttog i Sverige i 1309, hvorunder flere danske adelsmænd forlod hæren i utide og rejste hjem.

Sjællandske krønike, den danske oversættelse af Ryd Annalerne og Ribe Annalerne er enige om at der var tørke, misvækst og dyrtid i Danmark i 1311.

1311 var også året, hvor kong Erik afholdt sin vidt berømte men også meget dyre ridderturnering og festlighed uden for Rostock, hvilket sikkert var rygtedes i Jylland.

Historikeren Palle Lauring fortæller at ved denne lejlighed slog kong Erik sin broder til ridder sammen med utallige andre.

Men hertug Christoffer må have haft en ledende rolle i opstanden i 1313 for Essenbæk-krøniken fandt anledning til at skrive for året 1315: "Konge og hertug er blevet venner." Hvilket jo antyder at de ikke var det før. Det bekræftes af et forligsdokument udstedt i Nyborg den 14. december 1315. Hertug Christoffer var da 39 år gammel.

Side dekoration på Christoffer 2's gravmæle i Sorø Kirke

Detalje af side dekoration på Christoffer 2's gravmæle i Sorø Kirke, som viser den græske filosof Aristoteles, der som en gammel mand lod sig forføre af skøgen Phyllis, der brugte ham som ridehest. Foto: Jens-Jørgen Frimand.

Imidlertid venskabet varede ikke så længe. Sent på året 1316 - medens krigen mod Brandenburg rasede - invaderede hertug Christoffer Fyn, plyndrede Svendborg og kæmpede mod kong Eriks foged på Fyn, Jakob Flep. Sammen med den landflygtige ærkebiskop, Esger Juul, gjorde Christoffers egen kommandant i Halland, den Sjællandske adelsmand Eskil Krage, indfald i Skåne og nedbrændte slottet Örkelljunga.

I 1317 blev der indgået en fredsaftale mellem kong Erik og markgreven af Brandenburg i Vordingborg, øjensynlig baseret på en stærk Dansk militær position. Der blev givet amnesti til hertug Christoffer og andre landflygtige Danske, der sammen med ham havde kæmpet mod Erik Menved.

4. Håndfæstningen

Den 25. januar 1320 underskrev hertug Christoffer en håndfæstning i Viborg, og blev dernæst hyldet som konge på landstingene.

Christoffer var den første konge, som måtte underskrive en håndfæstning som betingelse for i det hele taget at blive konge. Erik Klipping underskrev også en håndfæstning, men det var midt i hans regeringstid og han gjorde det frivilligt - så at sige for det gode samarbejdes skyld.

David salves til konge

David salves til konge i "The Morgan Leaf", The Winchester Bible fra omkring 1200 siges det. Foto Smarthistory.

Selve eksistensen af sådanne håndfæstninger bekræfter at det Danske valgkongedømme var reelt.

Det var i håndfæstningens ånd var at venner og fjender nu skulle række hånden frem til forsoning. Den manifesterer en stemning af ny begyndelse. Alle de landflygtige fik lov at vende hjem - dog undtagen den tidligere drost, Niels Olufsen Bildt.

De fleste af de fredløse fra 1287 var døde, men deres børn og børnebørn kunne nu komme hjem og overtage deres fædres godser, som i mellemtiden havde været i kongens besiddelse. Dette var indlysende endnu en beskæring af den nyvalgte konges formue og indtægter.

Håndfæstningen ligner de moderne menneskerettigheder derved at den intet siger om gejstliges, adelsmænds, bønders og borgeres pligter, men kun taler om deres rettigheder. Det er underforstået at det er regeringen, i dette tilfælde kongen, som havde pligt til at opfylde og respektere disse rettigheder.

Vi må tro at folkets pligter var defineret i landskabslovene og at de i almindelighed var pligtige til at adlyde deres konge og hans repræsentanter - som soldater har pligt til at adlyde deres officerer.

Håndfæstningen indeholder 37 paragraffer, som alle beskriver, hvad kongen skal gøre, og hvad han ikke må gøre, herunder hvilke rettigheder, som begrænser ham i udøvelsen af sine kongelige pligter til folkets og rigets bedste.

Kalkmaleri i Birkerød kirke som viser sjælevandringen

Kalkmaleri i Birkerød kirke nord for København fra 1325‑50, som viser sjælevandringen. Ærkeenglen Mikael vejer de døde med en bismervægt. Til venstre forsøger en djævel at tynge vægtskålen ned, så sjælene ender i Helvede. Men til højre står den barmhjertige Maria, der blot ved at lægge to fingre på vægtstangen kan få vægten til at tippe. Maria løfter op i sin kappe og viser at der gemmer sig en stor flok bedende sjæle. Bag hende står sct. Nicolaus som kirken er indviet til. Foto TrapDanmark.

En helt afgørende bestemmelse i håndfæstningen var at den nye konge skulle hæfte for hele den tidligere konges gæld: "Fremdeles at han fuldtud skal betale al vitterlig og med antagelige beviser sandsynliggjort gæld, som den nu afdøde konge havde til rigets indbyggere, og de kautioner, som er indgået for denne, skal overholdes til den fuldtud er betalt."

Det falder i øjnene at de første 10 paragraffer i hovedsagen definerer hvad kongen ikke måtte gøre i forhold til biskopper, præster og munke. Det er artige sager. Hvis Jacob Erlandsen eller Jens Grand havde oplevet dette, ville de have følt at det var juleaften og de fik alle deres ønsker opfyldt.

Kalkmaleri i Birkerød kirke, der viser Jomfru Maria, som ammer jesusbarnet

Kalkmaleri i Birkerød kirke nord for København fra omkring 1325, der viser Jomfru Maria, som ammer jesusbarnet. Foto kalkmalerier.dk.

Der står at gejstlige var undtagne fra landets love: "Fremdeles må gejstlige ikke stævnes for verdsligt ting eller for verdslig dommer". De måtte ikke beskattes: "Fremdeles må klerke og gejstlige personer ikke beskattes." Kongen måtte ikke blande sig i udnævnelser til kirkelige embeder: "Fremdeles må han ikke præsentere nogen gejstlig til nogen kirke." Desuden skulle kongen levere nogle godser og borge, som han havde i sin besiddelse, tilbage til kirken - Hermed tænktes måske især på fæstningen Hammershus.

Desuden blev kongens indtægter og formue reduceret på så mange måder at det formentligt slog benene væk under Christoffers muligheder for at indløse Erik Menveds enorme gæld. Man må beundre ham for at han påtog sig ansvaret som konge alligevel:

"Fremdeles skal alle riddere og væbnere af deres husstand frit oppebære bøder på 3 mark og 9 mark", som øjensynligt tidligere gik i den kongelige kasse.

Kongen skulle indløse gæld, som den tidligere konges mænd har kautioneret for hans skyld: "udfri alle forlovere for den nu afdøde konge" og løskøbe "alle, der er i fangenskab for hans skyld".

Han måtte ikke indføre nye afgifter således at borgerne "frit kan udøve deres købmandsskab uden pålæg af nye byrder og told, og de skal uden kramtold på deres varer kunne føre, hvad de vil købe eller sælge, ud af riget."

Og ikke nok med det. Alle byrder og skatter, som var indført siden kong Valdemars tid, skulle afskaffes: "Fremdeles må der af kongens fogeder ikke pålægges dem (bønderne) uvante skatter og byrder" og "Fremdeles at de nyligt pålagte byrder, alle som een, fremtidig ikke må opkræves, nemlig plovpenning, guldkorn, told og alt andet, som er blevet pålagt og opfundet efter kong Valdemars død."

Middelaldermarked i Nyborg under Danehoffestival i 2019

Middelaldermarked i Nyborg under Danehoffestival i 2019. Foto Historisk Marked.dk

Desuden, kongen kunne ikke selvstændigt introducere nye love: "Fremdeles må der ikke findes på nye love, undtagen med hele rigets samtykke på det førstkommende almindelige rigsmøde".

Kongen måtte ikke gå i krig uden samtykke fra rigets stormænd og biskopperne: "Fremdeles må han ikke begynde krig mod nogen uden at have fået råd og samtykke hos prælaterne og rigets stormænd."

Mange havde nok Erik Menveds Svenske felttog i erindring. Ingen skulle have pligt til yde militærtjeneste i udlandet, siger håndfæstningen: "Fremdeles skal de ikke tvinges til at drage i leding udenfor riget". Hvis de faldt i fangenskab skulle kongen "straks løskøbe dem."

Parken Borgvold i Viborg hvor en af Erik Menveds tvangsborge lå

Parken Borgvold i Viborg hvor en af Erik Menveds tvangsborge lå. Umiddelbart efter vedtagelse af håndfæstningen blev de fire Jyske tvangsborge virkelig revet ned, som det var bestemt. Det drejede sig om Kalø nær Århus, Bygholm ved Horsens, Voldstrup ved Struer og Borgholm ved Nørresø ved Viborg. Foto 1001 fortællinger fra Danmark.

Erik Menveds forhadte tvangsborge i Jylland skulle nedrives: "Fremdeles skal alle borge i Nørre-Jylland nedrives"

Deuden indeholdt håndfæstningen nogle nationale bestemmelser: "Fremdeles må ingen udlænding, der taler et ukendt sprog og ikke har den rette alder præsenteres til nogen kirke," og "Fremdeles må ingen tysker besidde borg, befæstninger, ombud eller jord og heller ikke på nogen måde have sæde i kongens snævre eller edsvorne råd". Det var denne nationalfølelse som skulle blive drivkraften i genrejsningen af Danmark under og efter den kongeløse tid.

Men dette "kongens snævre eller edsvorne råd", som således kun omtaltes i forbindelse med forbuddet mod Tyskere blandt kongens mænd, var en meget vigtig forfatningsretslig nyskabelse, som efter Erik af Pommerns tid skulle komme til helt at erstatte Danehof rigsmøderne. Rigsrådet, som repræsentanter for rigets bedste mænd, skulle komme til at eksistere lige indtil Frederik 3. afskaffede det med enevælden i 1660.

5. Kong Christoffer 1320-1326

Kong Christoffer blev hyldet på landstingene i 1320, men han blev ikke kronet, fordi ærkebiskoppen, Esger Juul, var landflygtig i udlandet, og han havde sikret sig pavens forbud mod at nogen anden biskop kronede Christoffer.

Belejring af fæstning i 1300's illustration. Sten bliver kastet mod et slot med en kastemaskine

Belejring af fæstning i 1300's illustration. Sten bliver kastet mod et slot med en kastemaskine. Foto English Heritage.

Christoffer havde stor udenrigspolitisk succes. En række Nordtyske fyrster lovede at støtte ham med væbnet hjælp i tilfælde af krig. Der var tale om: 8. april 1320 Erik af Lauenburg, 11. juni 1322 et forbund af flere Pommerske fyrster og 17. juli 1322 grev Gerhard af Rendsborg-Holsten.

Erik Menved havde i sin tid givet sin våbenbroder, Henrik af Mecklenburg, byen Rostock som arvelen. Men ved efterretningen om Eriks død i 1319, afviste Henrik at anerkende den ny Danske konge og hans mænd fordrev Danskerne fra "Danskertårnet" i Warnemünde.

Men de mange små fyrstedømmer i Nordtyskland betragtede stadig den Danske konge som deres naturlige samlingspunkt i forsvar mod de store fyrstedømmer. I foråret 1322 samlede Christoffer flere af de små nordtyske fyrster til et møde i Vordingborg, hvor de skabte en koalition mod Henrik af Mecklenburg. Det drejede sig om fyrsterne af Sachsen, Werle, Schwerin, Pommern, Holsten og flere andre samt efter sigende Rügen.

I realiteten gik Christoffer i krig mod Mecklenburg i hemmelighed. Der foreligger ikke noget om at han havde "fået råd og samtykke hos prælaterne og rigets stormænd", som håndfæstningen foreskrev.

Christoffer 2's segl

Christoffer 2's segl. Foto: Illustration by Professor Julius Magnus Petersen (1827 – 1917) i "Et dansk Flag fra Unionstiden i Maria-Kirken i Lübeck" Wikipedia.

Henrik af Mecklenburg så sig snart omringet af fjender, små fjender ganske vist, men de var mange og han vidste at det var Christoffer, som trak i trådene fra Vordingborg.

Han fik kontakt med nogle af Christoffers fjender mod nord. Det drejede sig om Knud Porse, en brodersøn til kongemorderen fra 1286, Peder Porse, og Erik Menveds landflygtige drost, Niels Olufsen Bildt. Sammen prøvede de at få Sverige til at gå i krig mod Danmark.

Men det Svenske rigsråd ville ikke høre tale om krig, tværtimod sendte de uopfordret bud til Danmark og lovede at holde freden.

Det lykkedes dog Knud Porse - måske i 1322 - at overtale en del skånske herremænd til at gøre oprør mod kongen. Men Christoffer sendte sin dygtige marsk, Peder Vendelbo, til Skåne og oprøret blev fuldstændigt nedkæmpet. Adskillige Skånske adelsmænd blev henrettet , andre fik store bøder og deres gods blev konfiskeret.

Historikeren Palle Lauring nævner at dernæst blev plovskatten ubarmhjertigt opkrævet. Og det var jo udtrykkeligt forbudt ifølge håndfæstningen, som specifikt nævner at "plovpenning" ikke skulle opkræves.

Kejser Karls kamp mod hedningerne

"Her kæmper koning Karl med hedningerne". Fremstilling fra omkring 1334 som ukorrekt er benævnt "Slaget ved Mühldorf" fra et manuskript til ridderromanen Willehalm. Foto Wikipedia.

Den storpolitiske udvikling i Tyskland kom Christoffer til hjælp. Der havde i årevis været strid om kejsertronen, men i et af middelalderens sidste store ridderslag nær Mühldorf am Inn i september 1322 sejrede Ludwig der Bayer af Wittelsbach slægten.

En af den ny kejsers første regeringshandlinger var at indsætte sin otte-årige søn, som også hed Ludwig, som markgreve af Brandenburg. For at give sønnen et politisk rygstød friede kejseren på drengens vegne til Christoffers ældste datter, Margrete. Kong Christoffer svarede ja og lovede at give hende en medgift på 12.000 mark sølv.

Stillet overfor denne ny alliance bestående af Bayern, Brandenburg og Danmark kastede Henrik af Mecklenburg håndklædet i ringen og indfandt sig i Vordingborg og hyldede Christoffer som sin lensherre. Også fyrst Wizlav af Rügen bekræftede sin troskab mod sin lensherre.

Fæstningen Hammershus

Fæstningen Hammershus på Bornholm. Foto Visual Bornholm.

Erik Menveds tidligere marsk, Ludvig Albrechtsen Eberstein, var en af Danmarks og Christoffers store kreditorer. Han havde Skåne i pant for mere end 6.000 mark sølv. Med stor betænkelighed havde han været vidne til Christoffers aktive politik i Nordtyskland og ikke mindst hans løfte om at give kejseren 12.000 mark i medgift for sin datter.

Historikeren Palle Lauring skriver at Ludvig Albrechtsen havde støttet oprøret i Skåne i 1322, og dette var grunden eller muligvis påskuddet til at Christoffer fik ham dømt fredløs - måske i 1323.

Året før Erik Menveds død, i 1318, havde Ludvig Albrechtsen som hans marsk erobret den landflygtige ærkebiskops fæstning, Hammershus, og han havde den stadig i sin besiddelse i påsken 1324, da en kongelig hær ankom til Bornholm og indledte en belejring.

Men belejringen skulle komme til at vare 16 måneder, og medens den stod på havde Christoffer andet at tænke på.

Som det før havde været tilfældet i forbindelse med andre oprørske ærkebiskopper kom en pavelig legat netop i 1324 til Danmark for at forhandle et forlig mellem ærkebiskop Esger Juul og kong Christoffer og denne gang lykkedes det ham virkelig at forhandle et forlig på plads. Kongen skulle give ærkebispen borgen Hammershus - hvilken fæstning dog endnu ikke var i kongens besiddelse - og alle hans godser tilbage, som Erik Menved havde konfiskeret. Men bispen skulle ikke have yderligere erstatninger og skulle yderligere betale Ludvig Albrecktsen, hvad det i sin tid havde kostet ham at erobre borgen.

Betaling af skatter i middelalderen

Opkrævning af skatter i middelalderen. Foto Yandex.

Den 15. august 1324 var alle problemer kongen og ærkebiskoppen indbyrdes løst, og ærkebiskoppen kunne krone Christoffer som konge af Danmark i Vordingborg med hans ældste søn, Erik, som medkonge - således som Valdemarerne havde for skik.

I julen 1324 var der atter fest på Vordingborg Slot, fordi den unge markgreve af Brandenburg kom for at hjemføre sin brud.

Men den første afbetaling på den store medgift forfaldt samtidig til betaling og Christoffer måtte udskrive nye særskatter - hvad der udtrykkeligt ikke var tilladt ifølge håndfæstningen ifølge mindst to paragraffer: "Fremdeles at de ikke må beskattes uden barmhjertighed," og "fremdeles må der af kongens fogeder ikke pålægges dem uvante skatter og byrder."

I året 1325 døde ærkebiskop Esger Juul og desuden to af rigets fyrstelige lensmænd, fyrst Wizlav af Rügen og hertug Erik af Sønder-Jylland, hvilken sidste begivenhed vakte de Holstenske grever til dåd, da de anså det for deres historiske pligt at fastholde denne rige og frugtbare provins som et hertugdømme udenfor den danske konges rækkevidde.

Holsten var opdelt i Holsten Rendsborg og Holsten Plön

De fleste tyske fyrstedømmer var i løbet af Middelalderen blevet stadig mindre, idet de med tiden var blevet opdelt i flere mindre fyrstedømmer, fordi flere sønner skulle have hver deres del. På Christoffer 2's tid var Holsten opdelt i grev Gerhards Holsten-Rendsborg og Johan den Mildes Holsten-Plön eller Holsten Kiel.
Holsten var uden tvivl meget frugtbart, men ikke mere frugtbart end Danmark. Som det ses, var det et ret lille område sammenlignet med Danmark. Man må undre sig over at sådanne små områder kunne generere rigdom nok til at greverne der kunne have pant i praktisk taget hele Danmark. Hvor var de hemmelige guld- og diamantminer? Den eneste forklaring, som man kan finde på, er at de Holstenske grever var dygtige og erfarne lejetropsførere, som havde tjent mange penge ved at kæmpe for andre fyrster, for eksempel Erik Menved af Danmark.

Grev Gerhard af Holsten-Rendsborg bragte straks sig selv på plads som værge for den afdøde hertug Eriks 10-årige søn, Valdemar. Kong Christoffer kunne have forhindret dette og udnævnt sig selv som værge for den mindreårige hertug, således som både Christoffer 1. og Erik Klipping havde gjort i tilsvarende situationer, hvilket ville have været naturligt, da han trods alt var dansk konge med stor interesse i Sønder-Jylland, skulle man tro. Men noget usædvanligt for ham foretrak han at bøje af og undgå konfrontation.

En forårsdag i 1326 mødtes grev Gerhard og hans unge nevø med den tidligere marsk, Ludvig Albrecktsen Eberstein, og drosten, Lars Jonsen Panter, i Sønderborg. De havde alle pantelen og penge til gode hos kong Christoffer. Grev Gerhard af Holsten havde Fyn som pant eller i hvert fald en del af øen, Ludvig Albrecktsen mente at have Skåne og Lars Jonsen Panter mente at have ret til Ærø som en slags andenhåndspant. De frygtede - sikkert med rette - at kong Christoffer ikke havde til hensigt at betale, og derfor blev de enige om at proklamere et oprør mod kongen.

Inden Christoffer kunne nå at reagere var hele Jylland og Fyn i oprør samtidig med at fyrst Vartislav af Pommern truede med at udnytte situationen og tilegne sig Rügen.

Haraldsborg

Christoffers ældste søn og medkonge, Erik, blev indesluttet på borgen Tårnborg ved Korsør af sin oprørske Danske hær. Der er ingen efter-retninger om at det skulle have været en meget stærk fæstning, sandsynligvis var det blot et tårn omgivet af palisader, som en desværre ukendt kunstner har afbilledet det her. Foto Illustration i Roskilde Udvikling af hvorledes kunstneren forestillede sig Haraldsborg ved Roskilde.

Kong Christoffer tilkaldte sine tyske vasaller, som havde lovet at hjælpe ham i krig. De mødtes i Nykøbing Falster, hvor Henrik af Mecklenburg og fyrsterne af Werle lovede at stille en hær på 800 pansrede ryttere mod en betaling på 12.000 mark sølv kontant og 15.000 at betale senere. Fyrsterne betingede sig at få Lolland, Falster og Møn i pant for restgælden.

Medens Christoffer ventede på hjælpehæren, udbød han leding på Sjælland og Skåne og forstærkede bøndernes hær med et korps af tyske lejetropper. Hans unge medkonge, Erik Christoffersen, ledte hæren mod Korsør.

Men den Danske del af hæren vendte sig pludselig mod den unge Erik, og han blev indesluttet i fæstningen Tårnborg ved Korsør med sine loyale tyske soldater. Han havde ikke forudset en sådan udvikling og var slet ikke forberedt på en langvarig belejring, og efter to uger måtte han give op og overgive sig, og derefter blev han ført til Haderslev i lænker.

Lübeck Krønike beskriver Erik: "hvis sind var heftigt og tale tåbelig".

Allerede den følgende nat flygtede Christoffer i ly af mørket til Nordtyskland sammen med dronning Eufemia og deres yngste søn, Valdemar, som senere skulle blive kendt som Valdemar Atterdag.

Men kun godt en måned efter vendte Christoffer og Henrik af Mecklenburg tilbage med den lovede hjælpehær på knap tusind pansrede ryttere, siges det.

Vordingborg slotsområde med Gåsetårnet

Vordingborg Slots gamle borgområde med Gåsetårnet. Foto A.P. Møllerfonden NH Luftfoto & Video.

Imidlertid, grev Gerhard var en erfaren hærfører, og inden længe var Christoffers store hær indesluttet i Vordingborg uden tilstrækkelige forsyninger til hverken mænd eller heste.

Det lykkedes Henrik af Mecklenburg at slippe ud af byen og opsøge grev Gerhard i hans hovedkvarter på Bogø. Her tilbød Gerhard ham erstatning for hans tilgodehavende hos kong Christoffer - som han jo ikke ville få, hvis han svigtede ham - og lidt mere til. Det afgjorde sagen, og Henrik vendte tilbage til Vordingborg og meddelte Christoffer at fra nu af måtte han klare sig uden ham.

Kong Christoffer forlod modvilligt Vordingborg og søgte en tid at sætte sig fast på Falster, men måtte endeligt - stadig i 1326 - vende tilbage til Nordtyskland.

En samtidig krønike - sikkert munken Thomas Gheysmers fortsættelse af Saxos Danmarkskrønike - skrev at kort efter solgte slotshøvedmanden selve Vordingborg Slot til grev Gerhard og "derefter havde kongen ikke mere en plet jord i riget, hvor han kunne sætte sin fod."

6. Valdemar 3. Interregnum

Allerede den 7. Juni 1326 tog de sammensvorne fra Sønderborg deres næste træk. De fik udråbt den 11-årige hertug Valdemar Eriksen af Sønder-Jylland til konge af Danmark på Viborg Ting, formentlig medens kong Christoffer stadig var i landet.

Kalkmaleri i Kelby Kirke på Møn fra 1325 som viser kongeligt bryllup

Kalkmaleri i Kelby Kirke på Møn fra 1325 som viser kongeligt bryllup. Kongen bærer liljestaven, som repræsenterer den rette katolske tro, i venstre hånd og holder en falk i højre. Desuden er der endnu en liljestav hvorpå der sidder en falk. Foto kalkmalerier.dk

Samme dag og samme sted underskrev den unge konge en håndfæstning, som i store træk lignede den, som Christoffer havde underskrevet seks år tidligere. Forskellen var blot at kongens myndighed blev yderligere berænset, idet næsten alle kongelige slotte i Skåne skulle nedbrydes til grunden, medens herremænd og borgere havde lov til at beføste deres slotte og byer som de ønskede.

Da Christoffer endeligt havde rømmet land og rige førte de sammensvorne og deres tilhængere deres dukkekonge rundt til Danmarks øvrige landsting, hvor han blev hyldet som Valdemar 3.

På det først-kommende Danehof i Nyborg, antageligt i 1327, udtalte den unge konge sin hjertelige tak til sin "onkel Gerhard" for hans uselviske hjælp. Han udnævnte derefter grev Gerhard til hertug af sit eget forhenværende hertugdømme Sønder-Jylland. Grev Gerhard blev således Danmarks mægtigste mand med hele tre titler, greve af Holsten-Rendsborg, hertug af Sønder-Jylland og Rigsforstander i Danmark.

Desuden fik greven Danehof-forsamlingen til at vedtage det bindende løfte at "hertugdømmet Sønder-Jylland aldrig nogen sinde skulle kunne genforenes med Danmark"..

Folkesprog i Sønder-Jylland og Holsten ifølge stednavne

Oprindelige folkesprog i Sønder-Jylland og Holsten ifølge stednavne. Rødt repræsenterer Dansk, gult står for Frisisk, mørkeblåt repræsenterer Saxisk og brunt står for Slavisk, folketomme områder er lysegrå. Kilder:
1) "Siedlungsgebiete vom 9. bis 11. Jahrhundert" in: "Historischer Atlas Schleswig-Holstein vom Mittelalter bis 1867", Neumünster 2004.
2) Peter Ilsøe: "Nordens Historie", København 1936; Bemærk: kystlinjen er kun omtrentlig, da den er fra tidlig moderne tid. Foto JulieMom Wikipedia

Når Ludvig Albrecktsen Eberstein og Lars Jonsen Panter så let bortgav Sønder-Jylland for evig tid, lå det i kortene at de skulle belønnes. Ludvig fik en god del af Midt-Jylland og Skåne-markedet som pant for udestående fordringer, medens Lars Jonsen måtte nøjes med Langeland og Ærø.

I 1327 var der udsalg på alle hylder. Alt kunne lade sig gøre.

Grev Johan af Holsten-Plön mente at have krav på Femern, Lolland og Falster, hvilket blev bevilliget. En Svensk prins fremførte arvekrav efter Erik Plovpenning, hvilket blev efterkommet med nogle godser.

Der var en uafhængig ridder i Halland, en lykkeridder som man siger, ved navn Knud Porse, som var en slægtning til en af de fredløse fra 1287, Peder Porse. Han var gået i tjeneste hos den Svenske hertug Erik, som omkom så ulykkeligt i det berygtede Nyköbing Gästbud i 1317.

I 1326 var Peder Porse høvedsmand på Varberg Slot i Nørre Halland, og i slottet boede hertug Eriks enke, den Norske prinsesse Ingeborg, og hendes lille søn Magnus, der var valgt til konge af både Norge og Sverige. Knud Porse gjorde kur til Ingeborg, men det var en håbløs kærlighed da standsforskellen var alt for stor til at de kunne gifte sig.

Men i den almindelige forvirring i 1326 lykkedes det Knud Porse at sætte sig i besiddelse af både Sønder-Halland og Samsø. På et efterfølgende Dansk rigsmøde på Fyn i 1327 udnævnte den nye konge, Valdemar 3. ham til hertug af Halland og Samsø, og derfor kunne han kun et år senere - i kraft af sin nu fyrstelige stand - gifte sig med prinsessen.

Hvor Torslunde Bro krydser Vejle Å

"Sydøst for Hedehusene hvor Torslunde Bro krydser Vejle Å" står der i krøniken. Thorsbrovej lyder som et meget gammelt navn. Torslunde Bro kan have været hvor denne vej krydser Lille Vejle Å. Forfatteren tror dog ikke at der vand nok i åen til at man kan drukne i den. Foto Google Maps.

"Ve det land hvis konge er et barn" skrev en samtidig krønike, formentlig munken Thomas Gheysmers fortsættelse af Saxos Danmarkskrønike. "Djævelen er kommet Gud i forkøbet og han har udloddet landet med sit målereb." For hvad nyttede det at kongen var bundet af nok så mange håndfæstninger, når en klike af stormænd herskede som de fandt for godt. Dem havde ingen afkrævet nogen håndfæstning.

På Sjælland kølnedes den almindelige begejstring over uddrivelsen af Christoffer snart, især da panthaverne udskrev ekstra skatter måske i 1327-1328. Bønderne fandt deres våben frem og gjorde oprør. Grev Gerhard samlede en styrke af Holstenere og Danske herremænd og mødte bøndernes hær "sydøst for Hedehusene hvor Torslunde Bro krydser Vejle Å". Bønderne kunne ikke holde stand mod de veludrustede og erfarne soldater og ryttere men blev presset tilbage. Kun de heldigste undslap i forvirringen, medens resten faldt eller druknede i åen, siges det.

Hestebjerg med udsigt til Slien og vikingtårnet

Hestebjerg med udsigt til Slien og vikingtårnet. Foto Slesi Wikipedia.

I 1329 samlede Ribebispen Jacob Splitaff en hær af utilfredse Jyder og trængte ned i hertugdømmet. De erobrede og afbrændte borgen Hadeslevhus og angreb derefter Gottorp palmesøndag 1329. men blev slået tilbage.

Ribebispens tilhængere samlede sig dog til et ny angreb og havde allerede Gottorp i sigte, da grev Gerhard nåede frem med sin hær og slog dem tilbage ved Hesterbjerg ved byen Slesvig nær Gottorp.

Men greverne Gerhard og Johan den Milde var ved at blive betænkelige ved hele projektet med barnekongen Valdemar 3. For at de skulle være i stand til at få deres penge skulle der gerne være ordnede forhold. Historikeren Erik Kjersgaard citerer en krønike for at skrive om grev Gerhard: "Han indså klart at Danskerne var meget ustadige i deres handlinger."

7. Kong Christoffer 1329-1332

I 1329 mødtes Grev Johan den Milde af Holsten Plön med sin halvbroder, Christoffer, i Lubeck og tilbød at hjælp ham tilbage til Danmark som konge, dog mod betaling af 20.000 mark med pant i Lolland som sikkerhed. Christoffer var meget interesseret. Grev Johan forelagde sagen for sin fætter grev Gerhard af Holsten Rendsborg, der dog betingede sig at Johan skulle garantere for Christoffers gæld, men ellers havde han ingen indvendinger.

I sommeren 1329 gik Christoffer og Johan i land ved Vordingborg med en hær af lejede riddere. Slotshøvedsmanden bød dem velkommen. Men de Sjællandske herremænd, ledet af Knud Porse, udbød bønderne til landeværn mod den udenlandske invasion.

Kong David dræber Shobach, leder af den Syriske hær

Kong David dræber Shobach, leder af den Syriske hær. Foto Maciejowski Bible, angivelig fra 1244-1254, New York, Pierpont Morgan Library.

Da den Sjællandske hær nærmere sig Vordingborg valgte Christoffer - belært af dyrkøbte erfaring er fra slottets tidligere belejring - at kæmpe sig igennem. Porten på Vordingborg Slot åbnede sig og en hær af pansrede riddere væltede ud. Knud Porse og 300 andre herremænd trak sig diskret i bagrunden, medens de så på at bøndernes hær blev tilintetgjort. Siden sluttede han sig kolblodigt til Christoffer.

Under hærens videre færd hen over Sjælland fik Christoffer bud om at København ville åbne dets porte for ham. Men Johan fik også nys om denne nyhed og sendte en deling i forvejen, som udgav sig for at være kongens mænd. De hejste det Holstenske banner med "nældebladet" over slottet. Da Christoffer og resten af hæren nåede frem og så dette, indså han at hvad barnekongen havde været for grev Gerhard skulle han være for Johan. Greven tog det roligt og omtalte herefter Christoffer kun som "den forhenværende konge".

Imidlertid var Ludvig Albrectsen Eberstein død og det lykkedes Johan at forhandle sig frem til at hans enke gav ham to værdifulde aktiver, nemlig Helsingborg Slot og Ludvigs krigsfange fra Tårnborg i 1326, Christoffers ældste søn og medkonge, Erik Christoffersen.

På et møde i Ringsted forlangte grev Johan hele Danmark øst for Storebælt i pant og desuden skatterne fra Jylland. Christoffer gik ind på det hele og det eneste han opnåede til gengæld var sin søns frihed.

I 1330 skiftede Christoffer hest, og han og Erik rejste over til Jylland, hvor de mødte grev Gerhard. De aftalte nogle vigtige ændringer. Christoffer blev anerkendt som konge, den 15-årige Valdemar 3. blev afsat og vendte tilbage som hertug af Sønder-Jylland, Gerhard blev anerkendt som hertug af Fyn og aftalen skulle besegles ved at den unge Erik Christoffersen giftede sig med grev Gerhards søster.

Kong Christoffer oprettede sin Jyske residens i Skanderborg.

Medens han var i Jylland døde i 1330 hans trofaste dronning, Eufemia, efter 30 års ægteskab, som loyalt havde fulgt ham i tykt og navnlig tyndt.

Børlum Kloster

Børlum Kloster sydvest for Hjørring. Foto Løkken Familie Camping

I Vendsyssel herskede bisp Tyge Klerk af Børlum suverænt. Sine kirkelige pligter forsømte han groft. Han havde smidt munke og kannikker ud af klosteret og lavet det om til en fæstning. Han havde beslaglagt de kongelige godser og var begyndt at opkræve skat. Da nogle tyske købmænd strandede på Vestkysten, overfaldt han dem på stranden og røvede det gods, som de møjsommeligt havde reddet i land. Der gik historier om at folk havde set biskoppen selv brække skibskisterne op med en økse og "med sin kniv afskar han de skibsbrudnes punge fra deres bælter og bukser for at få deres indhold"

Kong Christoffer standsede hans udskejelser og smed ham i fængsel, men det fik han ingen tak for. Paven lyste alligevel Danmark i interdikt fordi han havde fængslet en biskop. Men det fik dog ikke nogen praktisk betydning, idet præsterne ikke fulgte pavens ordre.

Kalkmaleri i Østerlars Kirke på Bornholm fra 1325 som viser jomfru Maria med jesusbarnet

Kalkmaleri i Østerlars Kirke på Bornholm fra 1325, som viser jomfru Maria med Jesusbarnet i stalden i Betlehem. Vi ser at barnet er svøbt. Foto kalkmalerier.dk

I 1331 kom det til krig mellem de to giganter, grev Gerhard af Holsten-Rendsborg og grev Johan af Holsten-Plön.

Kong Christoffer skiftede igen side og valgte at støtte Johan. Sammen med sine sønner, Erik og Otto, marcherede han ned gennem Jylland i spidsen for en blandet tysk-dansk hær på 750 mand for at angribe grev Gerhard i hans hjemland.

Da greven hørte efterretninger om at Christoffer var på vej mod syd med en numerisk overlegen styrke, hastede han mod nord og tog opstilling på Kropp Hede lidt nord for Danevirke.

Om morgenen, tirsdag 29. November 1331 nærmede Christoffers hær sig Danevirke og der fik de øje en lille gruppe soldater, der havde taget opstilling i tæt formation på en lille bakke et stykke fra vejen. Det blev hurtigt klart at det var grev Gerhard og hans mænd.

Christoffer uddelte hastigt ridderslaget til nogle af sine mænd og gav derefter ordre til angreb. Greven forblev i defensiven og modstod angreb efter angreb. Hen under aften begyndte Christoffers mænd at blive trætte, og angrebene blev stadig mere slappe. Da tog grev Gerhard offensiven og Christoffers hær gik i opløsning og rev kongen og hans sønner med sig i flugten.

Porten i Danevirke

Takket være en bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er det lykkedes Museum Sønderjylland i samarbejde med Archäologisches Landesamt Schleswig-Holstein at finde og udgrave den port i Danevirke, der omtales i de Frankiske Rigsannaler i 808. Porten står i forbindelse med den såkaldte kampestensmur fra 700-tallet og er fundet ganske tæt ved Danevirkemuseet. Foto pilgrimsvandringen.dk.

De ønskede at ride mod syd og søge tilflugt hos deres allierede, grev Johan, i Kiel, men i trængslen da de red gennem den gamle port i Danevirke styrtede Eriks hest under ham, og han blev livsfarligt kvæstet. Christoffers anden søn, Otto, blev taget til fange af grev Gerhard.

Kort efter nytår, den 10. Januar 1332 indfandt Gerhard sig i Kiel og ved de efterfølgende forhandlinger krævede han og fik hele Nørre-Jylland og Fyn i pant for en indløsningssum på 100.000 mark sølv, hvilket i realiteten ville sige at disse lande var uindløselige. Grev Johan opgav sin alliance med Christoffer og opskrev sit pant på Skåne, Sjælland og Lolland Falster til ligeledes 100.000 mark sølv, hvis disse lande skulle indløses. Christoffer fik lov til at beholde sin kongetitel, for kun en konge kunne underskrive den slags fordringer på landets vegne.

Aalholm Slot på Lolland

Aalholm Slot ved Nysted på Lolland hvor Christoffer i nogen tid var fængslet. Tegning af Peder Hansen Resen.

Han efterlod sin syge søn i Kiel og drog til Christoffer-slægtens hjemland, Lolland-Falster, hvor han ved Johans mellemkomst fik lov til at bo i et almindeligt hus i Sakskøbing. Snart efter fik han efterretning om at hans søn, Erik, var død i Kiel af sine kvæstelser.

To Danske adelsmænd, Hennike Breide og Johan Ellemose, søgte at brænde ham inde i huset i Sakskøbing, men han overlevede ved at springe ud af vinduet, hvor han dog blev grebet og derefter sat i fængsel på Aalholm Slot ved Nysted.

Imidlertid grev Johan belønnede ikke de potentielle mordbændere for denne udåd og sørgede for at Christoffer blev sat fri og fik lov til at bo i et hus i Nykøbing Falster til sin død.

Efter hans død blev der ikke valgt nogen ny Dansk konge, og det synes som om Danmark var bestemt til at gå i opløsning i mylderet af små tyske fyrstedømmer.

8. Christoffers Familie

Christoffer var den anden søn af Erik Klipping og Agnes af Brandenburg. Erik Menved var hans storebroder.

Stamtræ for Valdemarerne fra Valdemar Sejr til Christoffer 2.

Simplificeret stamtræ for Valdemarerne fra Valdemar Sejr til Christoffer 2.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. var sønner af Valdemar Sejr og Berengaria og de blev alle konger, den ene efter den anden. Erik Klipping, der led døden i Finderup Lade, var søn af Christoffer 1. og den berømte Margrete Sambiria. Hans sønner med Agnes af Brandenburg var Erik Menved og Christoffer 2, der begge blev konger. Af disse syv konger døde blot tre en naturlig død.

I året 1300 blev Christoffer som 24-årig gift med den 15-årige Eufemia af Pommern, som var datter Bogislaw 4. hertug af Pommern. Hun fulgte ham trofast gennem 30 år både som hertug, konge og som landflygtig konge indtil hun døde i 1330, medens hun og Christoffer opholdt sig i Skanderborg.

Eufemia og Christoffer fik seks børn sammen, som man kender til:

Euphemia af Pommern

Eufemia af Pommern i detalje fra hendes gravmøle i Sorø Klosterkirke. Det er fremstillet ganske kort efter hendes død og har med stor sandsynlighed portrætlighed. Foto Mariusz Paździora Wikipedia.

- Margrete 1305–1340, som blev gift med Ludvig 5. von Wittelsbach margreve af Brandenburg og hertug af Bayern. Ved brylluppet var hun måske 18-19 år gammel og gommen var 10-11 år gammel.

- Erik 1307–1331, som i en alder af 17 år blev kåret som hans faders medkonge i 1324. Han faldt i fangenskab hos Ludvig Albrechtsen i 1326 og blev først befriet tre år efter. Han døde af sine sår i 1332 efter slaget på Kropp Hede i en alder af 25 år.

- Otto, 1310-1347, faldt i fangenskab hos Gerhard af Holsten-Rendsburg efter slaget på Kropp Hede 1331, men kom hurtig fri. Han blev igen taget til fange af den samme Gerhard i 1334 i et forsøg på at blive valgt til Dansk konge, og blev herefter holdt fangen på slottet i Segeberg i Holsten, indtil han blev løsladt i 1341 på betingelse af at han anerkendte sin lillebroder, Valdemar, som konge af Danmark. I 1346 indtrådte han i Den Tyske Orden. Hans videre skæbne er ukendt.

- Agnes 1312, som døde som barn.

- Helvig 1315, som måske også døde som barn.

- Valdemar 1320–1375, som siden 1326 voksede op hos sin storesøster ved det kejserlige hof i Brandenburg og blev konge af Damark med tilnavnet Atterdag.

En søster af Christoffer 2. og Erik Menved hed Richiza, og hun blev gift med Nicolaus af Werle og fik datteren Sophie af Werle, som blev gift med den grev Gerhard af Holsten-Rendsborg, der fik hele Vestdanmark i pant og som fandt døden for Niels Ebbesens hånd i Randers i 1340. Det er gennem hende at det Oldenborgske kongehus nedstammer fra den gamle danske kongeslægt, idet Christian 1. der blev konge af Danmark i 1448 - og var den første konge af Oldenborger-slægten - var tipoldebarn af Sophie af Werle og grev Gerhard.

9. Død og Begravelse

I August 1332 døde Christoffer 2. ensom og alene i et almindeligt hus i Sakskøbing på Lolland, som grev Johan havde stillet til rådighed for ham. Han blev 56 år, hvilket er mere end de fleste mænd på hans tid. Hans hustru var død to år forinden, hans ældste søn, Erik, var død af sine sår og hans næstældste søn, Otto, var i Holstensk fangenskab. Hans yngste søn, Valdemar, som på dette tidspunkt kun var 12 år gammel, havde han formentlig ikke set de sidste tre år, idet han opholdt sig hos sin storesøster ved det kejserlige hof i Brandenburg.
Christoffer 2's bronze-gravmæle i Sorø Klosterkirke

Christoffer 2's bronze-gravmæle i Sorø Klosterkirke. Her ligger han begravet ved siden af sin dronning, Eufemia. Foto: Lindas-netsted.

Allerede som hertug gav Christoffer Sorø Kloster et gavebrev, som forpligtede klostret til at begrave Eufemia og ham selv foran alteret i klosterkirken. Han ønskede at blive begravet netop i Sorø Klosterkirke, fordi han ville ligge ved siden af sin lillebroder, Junker Valdemar, som blev begravet der i 1304.

Junker Valdemar ønskede ikke at blive begravet i Skt. Bendts Kirke i Ringsted, som ellers var Valdemarernes gravkirke, fordi han lå i så heftig strid med sin broder, Erik Menved, at han ikke ville ligge i samme gravsted som ham

Eufemias og Christoffers oprindelige gravmæle i Sorø blev bekostet af deres søn, Valdemar Atterdag. Det moderne gravmonument er udført af Johannes Wiedewelt i 1776-77 til erstatning for det oprindeligt monument. Men de to liggene broncefigurer er dog originale. Der findes også en lille broncefigur, som kan forestille et barn, som vi ikke kender til.

De ligger nær ved deres ældste søn, Erik, og de to små piger, Helvig og Agnes, en slægtning ved navn Albert og som nævnt Christoffers lillebroder, Valdemar.

10. Links og Litteratur

Christoffer 2. Wikipedia
Christoffer 2., 1276-1332 Danmarkshistorien.dk
Christoffer 2.s Håndfæstning Danmarkshistorien.dk
Christoffer 2. Den Store Danske
Christoffer 2. Dansk Biografisk Leksikon
Christoffer 2. gravsted.dk
Christoffer 2. Lexopen.dk
Christoffer 2. Netleksikon
Huitfeldts fremstilling af Christoffer II s tilbagekomst til Danmark Historisk Tidsskrift
Christoffer 2. Stor Norske Leksikon
Nordisk unionspolitik Lex.dk
De fredløses krig Wikipedia
Det norske Folks Historie/6/100 Wikikilden
De danske fyrstelen i middelalderen tidsskrift.dk
Bidrag til belysning af Valdemarssönnernes tidsalder Hans Olrik
Kalkmalerier.dk Kalkmalerier.dk
Hertugdømmet - den rigtige historie Dengang.
Fra Holstenervældens Tid i Danmark tidsskrift.dk
Klima, Misvækst og Hungersnød i Danmark 1311-1319 Nils Hybel - Historisk Tidsskrift
Fra Holstenervældens Tid i Danmark (1325-1340) Historisk Tidsskrift.
Valdemar Atterdag - udvalg af kilder Docplayer.
Danmarks Historie "Valdemars Sønner og Unionen" af Palle Lauring - Det Schønbergske Forlag 1967.
Danmarks Historie Bind 4 "Borgerkrig og Kalmarunion" af Erik Kjersgård Politikkens Forlag 1963.
Til start
20220225

Passed W3C Validation