Forside DH-Debat

44. Valdemar Atterdag

Danmarkshistorien

45. Oluf 2.

1. Indledning 2. Oluf 2.
3. Kongevalget 1376 4. Håndfæstningen
5. Mecklenburgerne 6. Kong Håkon Magnusson
7. Norske Skatlande 8. Paradiset
9. Skånske slotte 10. Sønderjylland
11. Bo Jonssons Testamente 12. Død og begravelse
13. Litteratur

1. Indledning

Oluf var søn af kong Håkon 6. af Norge og hans dronning, Margrete, der var datter af Valdemar Atterdag. Efter Valdemars død i 1375 blev den da 5-årige Oluf valgt til dansk konge i 1376 med sine forældre som formyndere.

Oluf 2. i et udsnit fra Kronborgtapeterne

Den unge Oluf 2. i et udsnit fra Kronborgtapeterne udført af Hans Knieper 1581-1584. Gobelinerne er fremstille omkring 200 år efter Olufs død og kan ikke forventes at have portrætlighed. Foto Hans Knieper Wikipedia.

Da kong Håkon også døde i 1380 blev den unge Oluf også konge af Norge med sin moder som formynder. Det blev indledningen til det konge-fællesskab mellem Danmark og Norge, som skulle komme til at vare i 484 år til Freden i Kiel 14. januar 1814.

Det siges at Oluf blev erklæret myndig i 1385 i en alder af 15 år, hvorefter han rejste rundt og modtog hyldning på sine rigers landsting. Men hans moder, enkedronning Margrete, var stadig den effektive regent af de to riger.

Imidlertid, under et ophold på Falsterbo Slot i Skåne i 1387 blev han ganske pludselig syg og døde. Da han blot var 17 år gammel og ugift efterlod han sig ingen arvinger.

Kongeslægter gennem Danmarks historie

Danmarks konger opdelt i Dynastier. Men, alle kongerne - bortset fra Magnus den Gode - nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", der erobrede en stor part af Jylland omkring året 917 som berettet af Adam af Bremen i afsnittet om biskop Hoger. Kongerækken og årstallene for krig og fred er historiens rygrad - ikke sådan at beretninger om kultur og almindelige menneskers levevilkår ikke er vigtige - men uden kongerækken kan historien nemt blive til en slags kamin-passiar om aspekter af Danmarkshistorien, som ikke let lader sig tidsfæste i hukommelsen. Det gavner overskueligheden at inddele kongerækken - og dermed Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra en Hardecnudth, som sandsynligvis var søn af Sven. Han kaldes også Knud 1. og var med stor sikkerhed Gorm den Gamles fader, som fortalt af Adam af Bremen i afsnittet om biskop Unni.
Magnus den Gode, der blev konge i 1047, var søn af helgenkongen Olav i Norge; hans regeringstid er en overgangsperiode til Svend Estridsens og hans sønners og sønnesønners periode.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar, fra 1146 til 1157, nedstammede alle fra Svend Estridsen; deres tid danner et interregnum til Valdemarernes tid.
Mange historikere, sikkert de fleste, henregner kun Valdemar den Store og hans sønner, Knud den Sjette og Valdemar Sejr, til Valdemarerne. Men ingen kan have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren pædagogisk fordelagtigt også at medtage deres mindre succesfulde efterkommere - som er Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1, Erik Klipping, Erik Menved og Christoffer 2. som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige, kan man sige - med lidt god vilje. Hans datter Margrete 1. blev dronning af denne Skandinaviske Union.
De første Oldenborger konger var også Unions-konger - men kun i kortere perioder.
Borgerkrigen, Grevens Fejde, i 1534-36 var skelsættende i Danmarks historie. Den Lutherske Reformation fandt sted på samme tid, og tillod kongerne at konfiskere den trediedel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fabelagtige rigdom gjorde det muligt for dem at kue Danmarks gamle adel og efter nogen tid oprette enevælden, der blev karakteriseret ved Danmarks historiske nedgang. I 1848 introduceredes en demokratisk grundlov uden borgerkrig eller andre voldelige begivenheder.
Den Oldenborgske kongeslægt uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Derefter blev blev Christian 9. af Glücksborg konge.

2. Oluf 2.

I Norge blev han kaldt Olav og i Danmark kaldtes han Oluf. Han var opkaldt efter den Norske helgenkonge, Olav den Hellige, og det er noget nær det eneste, som vi ved om ham. Vi kender intet til hans personlighed eller udseende, og der er ikke overleveret udsagn eller fortællinger om særlige bedrifter, der er tilskrevet ham.

I det meste af sin regeringstid var Oluf mindreårig, og hans moder, Margrethe, regerede for ham. Ved sin død var han konge af såvel Danmark som Norge.

Forenklet stamtræ for Oluf 2.

Forenklet stamtræ for Oluf 2. På sin faders side nedstammede Oluf fra både de Norske konger siden kong Sverre og den første effektive konge over et forenet Sverige, Magnus Ladelås. Gennem sin moder nedstammede han fra Valdemar Atterdag og de gamle danske konger.

Den unge Oluf havde det perfekte stamtræ for en konge over et forenet Norden. Han var af den Norske kongeslægt såvel som af den Svenske og den Danske. Den Skånske Årbog skriver at han var "af ædlere byrd end nogen dalevende konge på grund af sin slægts oldgamle blod og dens kongelige oprindelse både på sværd- og spindesiden".

Imidlertid - som ovenfor nævnt - blev han i 1387 pludselig syg og døde, blot 17 år gammel på Falsterbo Slot i Skåne. Han fik ingen børn.

Men, i år 1402 - 15 år efter hans død - hævdede en mand fra Bøhmen at være den endnu levende Oluf. Manden tilstod dog at han havde løjet, da det viste sig at han ikke kunne tale nogen nordiske sprog. Den falske Oluf blev herefter ført til Lund, hvor han blev dømt til at brændes på bålet. Brevene, som han havde skrevet til dronningen, blev hængt om hans hals og han fik en falsk krone på hovedet, hvorefter han led døden i flammerne.

Valdemar Atterdag og Unionskongerne

Valdemar Atterdag var søn af den sidste af Valdemarerne, Christoffer 2, men han repræsenterer ikke desto mindre en ny begyndelse, et nyt dynasti. Han var kongen, som vendte tilbage. Han samlede de sørgelige rester af et dansk kongerige og genrejste riget. Mange nye ting kom til i hans regeringtid. Det er i hans tid at vi hører første gang at folket består af forskellige stænder "Riddere og væbnere, fruer og jomfruer, købmænd, gæster, bønder og bokarle" og i hans rekonstruerede kongerige forsvandt forskellen mellem kongelev og patrinomium, altså forskellen mellem de godser, som hørte til kongeembedet, kongsgårde, og de godser, som var kongeslægtens private ejendom.
Valdemars dattesøn Oluf 2. var af både den norske kongeslægt og den svenske kongeslægt. Han havde potentiale til at samle de tre nordiske riger, men ulykkeligvis døde han tidligt.
Ved Valdemars død i 1375 blev Oluf valgt til konge af Danmark med sine forældre, Kong Håkon af Norge og Margrete, Valdemars yngste datter, som formyndere. Ved kong Håkons død i 1380 blev Margrete tillige formynder for Oluf i Norge og samtidig blev hun udnævnt til "fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder". Kort tid efter fik hun lignende titler i Norge og i 1388 også i Sverige. Vi husker hende som Margrete 1.
I 1396 adopterede hun sin afdøde søsters barnebarn, Bugislav, og gjorde ham til konge af de tre Nordiske lande under navnet Erik af Pommern med hende selv som formynder, medens han var mindreårig. Til skade for den Nordiske enhed opsagde først det svenske rigsråd og derefter det danske kong Erik hulskab og troskab i 1439 og han trak sig i tilbage til Gotland og senere til Pommern.
Derefter blev Christoffer 3. af Bayern unionskonge i 1440. Han var søn af Erik af Pommerns søster, Katarina, og dermed tipoldebarn af Valdemar Atterdag. Han var en fleksibel politiker, der fik de tre nordiske landes rigsråd til at arbejde sammen, men uheldigvis døde han barnløs efter blot otte år.

3. Kongevalget 1376

Valdemar Atterdag døde på Gurre Slot vest for Helsingør 24. oktober 1375 omgivet af ikke så få medlemmer af rigsrådet.

Landet havde for kun få år siden overlevet den totale opløsning under Christoffer 2. og i den kongeløse tid. Det var alene kong Valdemars fortjeneste at Danmark stadigt eksisterede som et selvstændigt kongedømme. Og nu var han død uden at efterlade sig tronarving! Medlemmer af Rigsrådet betroede udsendinge fra Hansestæderne, som tilfældigvis var tilstede, idet der var planlagt forhandling om de Skånske Slotte, at de nu frygtede uro i riget.

Håkon 6's segl

Håkon 6's segl dateret til 1358–76. Han sidder på tronen med rigsæblet og et våbenskjold, som viser den Norske løve. Teksten siger noget i retning af "Sigillum haconis dei graciA REGIS NORRVEGie et swecIE", som må betyde "Håkons segl ved Guds nåde konge af Norge og Sverige". Tegning af Hakon Thorsen (død før 1924)- Chr. Brinchmann: "Norske Konge-sigiller og andre Fyrste-sigiller fra Middelalderen" (1924) Wikipedia.

Danmark var et valgrige, men man valgte sædvanligvis en tronfølger indenfor kongeslægten. Derfor var der stort set ikke andre muligheder end Valdemars to mindreårige dattersønner. Den ene var den ti-årige junker Albreckt af Mecklenburg, som var søn af hertug Henrik af Mecklenburg og Valdemars ældste datter, Ingeborg. Den anden var den fire-årige prins Oluf af Norge, som var søn af kong Håkon og Valdemars yngste datter, Margrete.

Valdemar selv havde vist været tilbøjelig til at foretrække junker Albreckt. I alle tilfælde havde han i fredsslutningen mellem Mecklenburg og Danmark i 1371 givet det løfte til den gamle hertug Albreckt at dennes barnebarn, junker Albreckt, skulle være konge i Danmark: "at hvis Vi fratræder eller dør uden mandlig arving - da skal skal ingen efter Vor død have Danmarks rige og besidde det som konge med al kongelig ret undtagen hertug Henriks søn med Vor ældste datter Ingeborg".

Det var noget i modstrid med hvad Henning Podebusk og Rigsrådet havde lovet Hansestædene ved freden i Stralsund. Nemlig at stæderne skulle have ret til at godkende en fremtidig Dansk tronkandidat.

Kalkmaleri af skib i havsnød i Bregninge Kirke fra slutningen af 1300 tallet

Kalkmaleri af Skib i havsnød i Bregninge Kirke i nordvest Sjælland fra slutningen af 1300 tallet. Stormens djævle slider i sejlet og søger at splitte agterdækket ad. En djævel prøver at rive ankeret overbord og en anden frembringer stormens tuden. Men de søfarendes skytshelgen Sct. Nikolaus iler til for at hjælpe. Foto kalkmalerier.dk

Nyheden om Valdemars død onsdag 24. oktober 1375 nåede hertugen af Mecklenburg, medens han var på besøg i Lübeck sammen med kejser Karl 4, ledsaget af et stort fyrsteligt følge heriblandt ærkebiskoppen af Køln. Den 10-årige junker Albreckt blev straks tituleret "Koning der Denen".

Kejser Karl udsendte allerede 6. november en højtidelig skrivelse, hvori han opfordrede alle gejstlige og verdslige stormænd i Danmark til at vælge den unge Albreckt til konge, da Valdemar var død uden at efterlade sig "legitima masculini sexus", hvilket betyder en legitim mandlig tronarving.

I januar 1376 blev afholdt et møde i Grevesmühle ikke langt fra Wismar, hvori deltog Mecklenburgerne og de Holstenske grever. De Holstenske grever blev lovet hertugdømmet Sønderjylland, hvilket len Valdemar ulykkeligvis ikke havde nået at inddrage efter den barnløse hertug Henriks død, sammen med Als, Langeland og alle øerne mod at de til gengæld støttede junker Albreckts krav på den Danske trone. Samtidig pantsatte den unge "konge" en række områder, som han dog endnu ikke var kommet i besiddelse af, nemlig hele Lolland med borgene Ålholm og Ravnsborg og Ribe og Kolding til de Holstenske grever for 30.000 mark. Når det var lykkedes at erobre Fyn, skulle disse områder returneres.

Kalkmaleri af skib i Skamstrup Kirke fra slutningen af 1300 tallet

Kalkmaleri af skib i Skamstrup Kirke fra kong Olufs tid. Skibet har et meget stort agterkastel hvorfra bueskytter kan beskyde mandskabet i lavere liggende skibe. Den enlige bueskytte på billedet er ikke hvem som helst. Det er Olav den Hellige, som sejler om kap med sin halvbroder, Harald Hårderåde, om Norges Rige. Han sejlede så stærkt at den pil, som han afskød i sejlretningen, faldt ned bag skibet. Dog ser det på dette maleri ud som om han snyder og skyder pilen mod agter. Måske kunstneren aldrig havde sejlet til søs. Foto kalkmalerier.dk

På mødet i Grevesmühle deltog også en række Jyske adelsmænd ledet af Heneke Lembek, som var søn af den tidligere drost og oprører Claus Lembek. Han lovede at tjene "den høje fyrste og herre Albreckt, konge af Danmark", med 50 væbnede mænd.

Men den overvejende stemning blandt de Danske rigsråder var formentlig imod Mecklenburgerne, som for ikke mange år siden havde angrebet Danmark sammen med Holstenerne. Man var sikkert klar over at hvis de fik kongedømme i Danmark, som de allerede havde det i Sverige, ville de komme til at beherske hele Norden. Desuden kunne man tro at de udbredte pantelen, som man kendte fra den kongeløse tid, ville vende tilbage. Det Mecklenburgske Sverige var således i stor udstrækning pantsat til Tyske riddere.

Der er intet, som tyder på at Margrete allerede opholdt sig i Danmark ved faderens død. Vi må tro at hendes sædvanlige opholdssted var Slottet Akershus i Oslo. Men hun kom meget hurtigt efter faderens død til stede i Danmark.

På denne tid af året var sejlads på havet almindeligvis indstillet, men det er nemt at forestille sig at rigsrådet eller drosten, Henning Podebusk, sendte et hurtigt skib til Norge uanset faren for efterårsstorme. Margrete må straks have forstået situationens alvor og gået ombord sammen med sin fire-årige søn på trods af de barske vejrforhold. Blot tre uger efter faderens død var hun med sikkerhed i Danmark. Kong Håkon ankom senere.

Akershus

Akershus på Christian 4's tid tegnet af M. Sinding Larsen i 1907.

Allerede 11. november 1375 finder vi i hende på Kalundborg Slot, formodentlig sammen med sin søn.

Hendes ambitioner fejlede ikke noget. Hun kaldte sig fra første færd "dronning af Danmark, Sverige og Norge" selvom hun strengt taget kun var dronning af Norge. Hun gik straks i gang med at arbejde for sin søns kandidatur og i modsætning til hertug Albreckt uddelte hun ikke fugle på taget men virkelige godser.

Bispen af Roskilde, Niels Ulfeldt, havde i mange år båret nag til kong Valdemar, fordi han havde beslaglagt København, og fordi at hansestæderne havde nedbrudt Københavns Slot under krigen, medens det var i Valdemars besiddelse. Margrete formildede ham i december 1375 ved at forære ham slottet Nebbe og pantsætte ham Sømme og Ramsø herreder og tre fjerdedele af Roskilde - hvordan det så skal forstås.

Også i december 1375 overdrog hun drosten Henning Podebusk Holbæk Slot og tre Sjællandske herreder for kun 400 mark, mod at han ved sit segl anerkendte hende som "dronning af Danmark, Norge og Sverige".

Hun vandt Erik Nielsen til Hørningsholm for sig ved at gøre ham til høvedsmand på Søborg Slot. Hun vandt Bent Byg til Gunderslevholm for sig ved at give ham et stort og tiltrængt lån.

Glasmaler i Døllefjelde Kirke på Lolland

Glasmaleri i Døllefjelde Kirke på Lolland fra 1350-1400. Indskriften lyder "d(omi)ni hinric: plot", som betyder hr. Henrik Plot. Ridder Henrik bærer tøndehjelm, skjold og sværd. Han har ringbrynje under en lamelrustning, jernhandsker og skinner på lår og underben. Foto Nationalmuseets samlinger.

I januar 1376 befalede kejser Karl 4. staden Lübeck at den ikke måtte bistå eller hjælpe dronningen af Norge og hendes søn. Kejseren skrev at fordi Albreckt "er den ældste søn af den ældste datter af afdøde kong Valdemar af Danmark, har han og ikke dronningen af Norges søn ret til tronen i det samme kongerige, Danmark".

Som nævnt havde Hansestæderne ved freden i Stralsund fået ret til godkende en dansk tronkandidat efter Valdemars død. De endte med at støtte Margrete og Oluf.

Hansestæderne havde deres egne interessser. De må have ment at hvis Mecklenburgerne også kom til magten i Danmark, ville disse beherske både Sverige, Danmark og det egentlige Mecklenburg, og det kunne bringe deres handelsprivlegier i fare.

For ikke at overlade noget til tilfældigheder overbragte Anders Jepsen Lunge og drost Henning Podebusk på dronning Margretes vegne i februar 1376 i Stralsund et forslag om fred mellem hendes mand kong Håkon af Norge og Hanseforbundet og samtidig lovede hun at stadfæste alle deres privilegier i Danmark.

Det siges at Sjællænderne var de første, som besluttede sig for at vælge Oluf. Derefter fulgte Jyderne. "De Jyder blev på det sidste til sinds at vælge hr. Oluf" skriver Arild Huitfeldt, og "der de Skåninger dette formumme, have de heller ikke villet sondret og adskilt dem fra deres landsmænd men er også trådt til samme valg."

Det brev, hvori Skåne, Halland og Blekinge tilslutter sig Jyderne i beslutningen om at vælge Oluf til konge, findes endnu. De besluttede: "at vælge hr. Oluf den stormægtige kong Håkons søn til vor herre og konge mod at de blev forsikret deres rettigheder" - "såvel i lovbøger som i håndfæstning".

Den 3. maj 1376 i Slagelse, hyldede Danskerne Oluf som dansk konge til stor fortrydelse for Mecklenburgerne og kejser Karl 4.

Også i 1376 erklærede byen Visby kong Oluf for sin "arveherre" og svor ham troskab. Byrådet erklærede byen for en "åben borg" for danskerne og lovede at betale kongen 60 Lübske mark årligt.

4. Håndfæstningen

Samtidig med Olufs valg til konge på Danehoffet i Slagelse i 1376 blev vedtaget en håndfæstning. Den var på 35 paragraffer og skrevet på latin.

Gravsten over Peder Jensen Lodehat, tegnet af Søren Abildgård i 1763

Gravsten over Peder Jensen Lodehat i Roskilde Domkirke, tegnet af Søren Abildgård i 1763. Han var i 1375 kannik i Roskilde og allerede da dronning Margrete trofaste rådgiver. På hendes anbefaling blev han i 1382 biskop i Växjö. Senere i 1386 blev han biskop i Århus, og endelig i 1395 biskop i Roskilde. Som dronningens kansler og personlige rådgiver deltog han i en række vigtige statsforhandlinger, og han var en af hovedmændene bag Kalmarunionen og måske forfatter til unionstraktaten 1397. Han kan megel også have været en af mændene bag Olufs 2's håndfæstning. Foto Nationalmuseets samlinger.

Som tidligere håndfæstninger indledte den med kirkens rettigheder - fordi gejsteligheden var den vigtigste stand.

Kirken skulle være "fri og undtagen" alle kongelige skatter. Kongen og hans fogeder måtte ikke gøre fordring på kirketienden.

Alle kirker og klostre skulle være fuldstændig selvstyrende og gejstelige personer måtte kun dømmes ved en kirkelig domstol. Klostre og gejstlige personer skulle ikke plages med gæsteri af heste og hunde.

Kongen måtte ikke starte en krig uden samtykke fra kirken og rigets stormænd, og hvis en ridder blev taget til fange i krig, skulle kongen frikøbe ham inden et år.

Der blev nedlagt generelt forbud mod at opkræve Valdemar Atterdags ekstraordinære skatter. Kongen lovede ikke at udskrive nye skatter og afgifter.

Ingen skulle have ret til at fratage bonden hans jord, og hvis en bonde ville flytte stod det ham frit.

Der blev oprettet en helt ny retsinstans, idet der åbnedes mulighed for at en kommission bestående af tolv mand - udpeget af biskoppen i det pågældende stift - kunne dømme vedrørende gods, som kronen havde tilegnet sig. Paragraffen bestemte at enhver, der med urette havde mistet jorder til kronen, skulle have det tilbage. Denne regel var helt klart rettet mod Valdemars mange og til tider hårdkogte godsindragelser til fordel for kronen. Sådanne kommisioner fik tilsyneladende stor betydning for Holstenernes besiddelser i Sønderjylland, som Valdemar ellers syntes at have reduceret i sine sidste år.

Vandmøllehjul efter brystfaldsprincippet

Der fandtes mange forskellige typer vandmøller. I en brystfaldsmølle skulle vand påføres et stykke oppe i hjulet og derefter tvinge hjulet til at dreje i kraft af den påførte vægt i de fyldte skovle for derefter i omtrent laveste stilling atter at lade skovlene afgive vandet. Et egnet arrangement findes kun få steder i naturen og denne mølletype blev derfor ofte ledsaget af vandopstemning i en opdæmmet møllesø forbundet med en højtliggende vandkanal eller rende, der kunne sikre vandets påførsel på mølle-hjulets skovle så højt oppe som muligt. I forbindelse med Valdemar Atterdags vandmøller skriver Sjællandske Krønike om dæmninger og stigborde, hvilket taler for at de kunne have været af denne type. Foto KVDP DanMS at English Wikipedia. (Original text: Daniel M. Short).

Kongen lovede at bønderne ikke skulle tvinges til at genopbygge eller istandsætte de kongelige gårde, vandmøller og borge, medmindre stormændene havde givet deres samtykke.

Desuden blev fastslået den tidligere regel om at ingen måtte fængsles med mindre han frivilligt på tinge har tilstået sin skyld i eller var lovligt dømt. Vi finder også habeas corpus reglen om at ingen mand må anholdes uden at hans sag bliver forelagt retten.

Desuden: "Ingen mand af hvilken status og rang han end er skal undertrykke eller true nogen, der er af mindre rang end ham selv, det være sig gejstlige eller verdslige."

Hvis nogen havde lidt uret ved kongen og hans mænd og førte sagen for retten, skulle han ikke af den grund lægges for hævn og had.

Ingen skulle stævnes uden for sit herreds grænser, og kongens embedsmænd måtte ikke selv sidde til doms over bønderne.

Oluf 2's segl som det blev brugt på håndfæstningen

Oluf 2's segl som det blev brugt på håndfæstningen. Han sidder på tronen og holder liljestaven og rigsæblet. Det er tydeligt at han er et barn. Foto "Danske kongelige Sigiller" af Anders Thiset 1917.

I alvorlige sager skulle der efter gammel sædvane gives den domfældte mulighed for at rømme ud af riget.

Der skulle gælde frit lejde for dem, der mødte op til Danehof i to uger før og to uger efter, således at også de - for hvem en afgørelse går imod dem - kunne komme hjem i god behold.

Det blev endnu engang fastslået at der skulle holdes Danehof hvert år på Johanns Døberens dag - altså Sct. Hansdag.

Det følgende år, 1377, blev håndfæstningen suppleret af en "Landefred", hvor alle lovede hinanden "på vor tro og ære evindeligt at fastholde og ubøjeligt at følge al ret, lov, privilegier og høvisk sædvane" som kong Valdemar og hans forfædre havde fastsat. Desuden lovede man at "hvis nogen gejstlige eller verdslige mod landes love blev udsat for undertrykkelse eller tvang fra nogen, hvem det end var", så skulle man "uden tøven og modsigelse - sætte liv og gods til", hvis drosten, marsken eller fogeden krævede det.

Kalkmaleri i Højby Kirke Sct. Olavs kapsejlads

Kalkmaleri fra 1380 i Højby Kirke vest for Nykøbing Sjælland, som illustrerer helgenlegenden og folkevisen om Sct. Olavs kapsejlads med broderen Harald Hårderåde om Norges trone. I modsætning til fremstillingen i Skamstrup, der er den eneste anden gengivelse af kapsejladsen i dansk kalkmaleri, følger maleriet i Højby kirke folkevisens ordlyd omhyggeligt, siges det. Til trods for, at de to halvbrødre byttede skibe, idet Harald fik Olavs "Ormen hin snare", medens Olav sejlede i Haralds "Oksen hin lade", samt at kong Olav og hans mænd gav sig tid til at overvære messe inden afrejsen, nåede Olavs skib først til Trondhjem. Ved guddommelig kraft sejlede hans fartøj så stærkt, at den pil, som han afskød fra skibet i sejlretningen, landede bag skibet. Billedet viser Olav den Hellige ombord på "Oksen hin lade" med buen i hånden og pilen rettet den rigtige vej. Foto Højby Sjælland Kirke.

På samme Danehof i 1377 blev bestemmelserne vedrørende gods, som eventuelt uretmæssigt var blevet indraget under kronen yderligere specificeret. Det blev bestemt at "alle skødninger, som er fremtvungen ved lænker eller fangenskab, skal ikke have nogen kraft", og hvis nogen hævdede at han havde måttet skøde sine godser på grund af frygt eller trusler og ikke har fået halvdelen af disse godsers pris, så skulle sagen behandles af en domstol.

Man får unægteligt mistanke om at Valdemar havde brugt særdeles håndfaste metoder for at styrke kongemagten, måske især efter at han vendte tilbage fra sit udlandsophold under den Anden Hanseatiske Krig og stod overfor problemet at de Jyske stormænd for tredje gang havde gjort fælles sag med Holstenerne og andre af riget fjender i oprør mod deres konge. Han må have følt sig skuffet. Som vi husker tøvede han længe med at vende tilbage, og i freden med Mecklenburg bliver nævnt muligheden af at han ville abdicere, der står: "at hvis Vi fratræder eller dør".

Kalkmaleri i Højby Kirke med Sct. Olavs kapsejlads

Kalkmaleri fra 1380 i Højby Kirke vest for Nykøbing Sjælland, som illustrerer helgenlegenden om Sct. Olavs kapsejlads med halvbroderen Harald Hårderåde om Norges trone. Billedet viser Harald Hårderåde ombord på "Ormen hin Snare". Han er håbløst bagefter og hans mænd søger at øge farten ved at ro og rette på sejlføringen. Foto Højby Sjælland Kirke.

På Danehoffet i Nyborg i 1377 blev også rigets embeder defineret. Drosten skulle "bestyre riget når kongen var fraværende, udnævne og afsætte embedsmænd og fogeder, bestyre kongens indtægter og afgøre alle appellerede retssager i kongens navn." Marsken skulle "lede i krig på rigets regning". Kansleren havde ansvaret for toldindtægter fra landets færgesteder, møntslagning og sikker opbevaring af rigets segl. Gælkeren i Skåne skulle "forestå Skåne i kongens navn, udnævne og afsætte fogeder, inddrive kongens indtægter og afgøre alt i Skåne som om kongen var der, men han skulle aflægge regnskab for drosten og handle efter hans råd. I retssager kunne der appeleres fra ham til drosten".

I højmiddelalderen var over 90% af Danskerne beskæftiget ved landbruget. Historikeren Erik Arup har vurderet at de var fordelt på omkring 80.000 bønderbrug. De fleste var fæstebønder. Kun omkring 12% var selvejere. Lignende 12% var omfattet af krongodset, medens kirken og adelsmændene ejede omkring 38% hver. Afhængighedsforholdet til kirken og herremænd var dog i princippet af frivillig karakter uden de ydmygende forhold, som skulle komme til at herske i de senere 1500- og 1600-tal.

Højmiddelalderens kultur var gennemsyret af en lidenskab for love og retsvæsen, troen på den Kristne Gud og ridderromantikken. En adelsmands position i samfundet afhang meget af om han havde modtaget ridderslaget, hvis ikke, havde han kun rang af væbner.

Detalje af Knights of Christ by Jan van Eyck

Detalje af Knights of Christ by Jan van Eyck Ghent Altarpiece. Hele riddervæsenet var præget af høviske og moralske idealer. At tale sandhed og holde sine løfter var grundlæggende.
Den Franske litteraturhistoriker Leon Gautier opstillede i 1891 middelalderens ti bud for riddere:

1. Du skal tro på alt, hvad Kirken fortæller.
2. Du skal forsvare Kirken.
3. Du skal respektere og forsvare de svage.
4. Du skal elske dit land.
5. Du skal ikke vige for din fjende.
6. Du skal uden nåde føre krig mod de vantro.
7. Du skal nøje udføre dine feudale pligter, hvis de ikke er i modstrid med Guds love.
8. Du skal aldrig lyve, og du skal holde ord.
9. Du skal være gavmild mod alle.
10. Du skal altid kæmpe imod uretfærdighed og ondskab.

I den senere middelalder stræbte velhavende købmænd efter at tilegne sig aristokratiets holdninger. Borgerskabets sønner blev opdraget til ridderlighed. Det var denne demokratisering af ridderligheden, som skabte "gentleman" idealet, som lagde vægt på en mands ære, kærlighed til fædrelandet, tapperhed, loyalitet, respekt for kvinder og medfølelse med de mindre heldige.
Man kan betragte ridderidealet som kuriøs, men betydningløs gammeldags romantik. Men riddervæsenets idealer forblev et meget vigtigt element i vestlig civilisation i århundreder og er i virkeligheden en vigtig forudsætning for den senere kapitalisme.
Fordi - kapitalisme er karakteriseret ved et netværk af indbyrdes aftaler mellem mange agenter, der respekterer hinanden. Det er sjældent at en økonomisk aftale indebærer samtidig udveksling af varer og ydelser - som på en markedsplads. Man kan betale først og love at udføre ydelsen senere, eller man kan modtage varen først og love at betale senere. Derfor er et samfunds rigdom betinget af at de økonomiske agenter taler sandhed, holder deres løfter og respekterer hinandens ejendom.
Samfund med mere snedige og mindre dydige økonomiske agenter vil være karakteriseret ved at hvis det lykkes en iværksætter at skabe noget værdi, er det blot et spørgsmål om tid, før der dukker en voldsparat gruppe op og kræver beskyttelsespenge.
Foto Jan van Eyck Wikipedia.

Valdemar Atterdag var for eksempel dybt facineret af ridder-romantikken. Han rejste til Det Hellige Land og lod sig slå til ridder af Kristi Grav. Han beundrede kong Johan 2. af Frankrig, fordi denne holdt sit ord og frivilligt vendte tilbage til sit fangenskab i England.

5. Mecklenburgere

Den gamle hertug Albrecht af Mecklenburg følte sig snydt. Han var blevet lovet at hvis Valdemar Atterdag døde eller abdicerede uden mandlige arvinger, så skulle hans egen sønnesøn, som var søn af Valdemars ældste datter, Ingeborg, være konge af Danmark. Og det var præcis hvad der skete, Valdemar døde uden mandlige arvinger, og alligevel blev hans lille Albrecht ikke konge af Danmark.

Model af det middelalderlige Kalundborg Slot

Model af det middelalderlige Kalundborg Slot i Kalundborg Museums have. Man kan undre sig over at Margrete ikke gjorde sin faders Vordingborg Slot til sin hovedresidens og i stedet foretrak Kalundborg Slot. Men måske repræsenterede Kalunborg en mere bekvem havn for forbindelse til Norge samtidig med at det også lå centralt. Desuden havde det været enke-hertuginde Ingeborgs foretrukne tilholdssted og familien ejede sandsynligvis stadig godser på egnen. Ingeborg var moder til Magnus Smek og dermed Margretes mands, Håkons, farmor. Foto Waymarking

Allerede i sommeren 1376 gik hertugen i land på Sjælland og påbegyndte en belejring af København. Han syntes dog ikke at være særlig krigslysten, for allerede i september havde han indledt forhandlinger med rigsrådet, hvorunder han anerkendte danskernes ret til at vælge deres konge til gengæld for at den unge Albrecht skulle have store len i Danmark. Lolland, Falster, Møn, Langeland og det halve Fyn var på bordet. Men den gamle hertug lod sig ikke stille tilfreds, han forlangte mere og mere og forhandlingerne trak ud.

I mellemtiden fik Danmark ryggen fri i forhold til Hansestæderne. I August 1376 mødtes kong Håkon, drosten Henning Podebusk og det øvrige danske rigsråd med repræsentanter for stæderne i Kalundborg og ratificerede endeligt freden i Stralsund med det store rigssegl. Man fjernede dog stædernes ret til at godkende valget af danske konger, og bestemmelsen om at fæstningen Varberg skulle være åben for stæderne.

Middelalderlig miniature fra omkring 1350, som viser judaskysset

Middelalderlig miniature fra omkring 1350, som viser judaskysset. Foto Universitäts- und Landesbibliothek Darmstadt.

Medens forhandlingerne mellem rigsrådet og Mecklenburgerne havde stået på gennem flere år, arbejdede Mecklenburgerne i hemmelighed på at hverve tilhængere til en ny krig mod Danmark.

Gælkeren i Skåne, Tue Galen, var en af de første som støttede valget af Oluf. Men han spillede et farligt dobbeltspil. Kun en måned efter Danehoffet i Nyborg i 1377 aflagde han og den Skånske ridder og medlem af Rigsrådet, Anders Jacobsen Grim, i hemmelighed troskabsed til hertug Albreckt af Mecklenburg. De erklærede at de "straks uden opsættelse tillige med alle vore venner og alle dem, som vi kan og formår at knytte til os, skal vi hjælpe den førnævnte hertug Albreckt, kong Valdemars datterbarn." Brevet findes endnu i arkivet i Schwerin. Forrædderiet blev først afsløret i 1384.

I maj 1378 aflagde yderligere tre Skånske adelsmænd i hemmelighed i Rostock troskabsed til "kong Albreckt". Jacob Axelsens Thott lovede at stille med 20 bevæbnede mænd, Jens Due og Peder Due lovede at stille med 50 mænd til opgøret med Margrete og hendes søn. Til gengæld fik de forskellige områder i Skåne som pant, områder, som "Kong Albreckt" dog endnu ikke havde i sin besiddelse.

Kalkmaleri i Slesvig Domkirke som viser de hellige tre konger

Kalkmaleri i Slesvig Domkirke fra 1330, som viser de hellige tre konger Melchior, Kasper og Balthesar på vej til Betlehem. Foto kalkmalerier.dk

Men også Margretes diplomati arbejdede på højtryk. Først fornyede hun forbundet med Valdemars gamle allierede, de Pommerske hertuger. Sammen med sønnen af kong Valdemars livslange ven, hertug Erik af Sachen Lauenburg, dannede hun et forbund, der var rettet mod Mecklenburg. Kong Oluf - altså Margrete - fik af hertug Erik de skånske borge Oppensten og Laholm samt Falkenberg i Halland mod betaling af 5.500 Lübske mark.

Imidlertid, i 1379 døde den gamle hertug uden det var kommet til forlig, og alle forhandlinger og planer om en ny krig løb ud i sandet sikkert til stor lettelse for Margrete.

6. Kong Håkon Magnusson af Norge

Olufs fader, kong Håkon Magnusson, blev konge af Norge i 1355, måske 15 år gammel. Han blev også valgt til svensk konge i 1362. Han regerede Sverige sammen med sin fader, Magnus, som eftertiden har givet tilnavnet Smek.

I 1363 blev Håkon gift med Valdemar Atterdags datter, Margrete, som da var 6-7 år gammel.

Imidlertid gjorde de svenske adelsmænd oprør allerede i 1364 og ophøjede istedet Albreckt af Mecklenburg til svensk konge. Faderen, Kong Magnus, blev taget til fange, medens Håkon selv undslap hjem til Norge.

Håkon 6. Magnussons våbenskjold

Håkon 6. Magnussons våbenskjold indeholder ikke mindre end fem Norske løver. Foto Wikiwand.

Hele resten af sin levetid førte kong Håkon krig i Sverige for at genvinde sit kongedømme der. I juni 1366 nåede han frem til Østersøen og tog Øland med fæstningen Borgholm, men tabte øen igen. I 1371 førte han en stor hær frem til Stockholm, hvor han opnåede at få sat sin fader, Magnus, fri efter seks års fangeskab.

I 1370 fødte dronning Margrete ham sønnen Olav.

Vi kan ikke sige meget om Håkons personlighed. Men han må have været stædig og målbevidst, da han konsekvent førte krig for at nå sine mål og aldrig gav op. Han var uden tvivl en pligtopfyldende søn, en stor kriger, men dog en godhjertet mand. Flatøbogen siger: "Folk regner ham for en god mand".

Efter Oluf blev konge af Danmark i 1376 havde han kun været i Danmark en gang imellem. Han kan ikke have set meget til sin søn og Margrete i denne tid.

I 1380 døde kong Håkon af Norge - blot omkring 40 år gammel - og da Norge var et arverige, blev han automatisk efterfulgt af sin søn Olav Håkonsson, som vi i Danmark kalder Oluf 2.

Kongen døde enten under et krigstogt i Sverige eller lige efter han var vendt hjem. Dødsårsagen kendes ikke, vi kan kun gætte. Det kan ikke have været ren ferie at føre krig i Sveriges skove og fjelde år efter år. Han kan have fået et sår, knoglebrud, infektion i et sår eller måske lungebetændelse på grund af kulden.

Hans søn var blot 10 år gammel og dermed mindreårig og fik sin moder, Margrete, som formynder også som konge af Norge. Den 29 juni 1381 - på Sct. Olavs Dag - blev han hyldet i Nidaros som Norges konge.

Olav Håkonssons regering indledte 434 år med dansk-norsk union.

7. De Norske Skatlande

Det Norge, som Oluf 2. overtog efter sin fader var større end den nationalstat, som vi idag kender som Norge.

Norgesvældet i Nordatlanten

De Norske skatlande i Nordatlanten. Wikipedia.

Udover selve riget Norge omfattede Olufs kongedømme de såkaldte Norske skatlande. Der var tale om øerne i Atlanterhavet, som i tidlig vikingetid var blevet befolket af bønder fra det vestlige Norge, som flygtede fra Harald Hårfagers herredømme.

Det drejer sig om Færøerne, Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Island og Grønland. Disse lande var ikke en del af Norge, men de anerkendte kongen af Norge som deres overherre og betalte skat til ham. Man kan forstå det som et Norsk Rigsfællesskab.

Desuden inkluderede datidens Norge nogle områder, som Sverige senere erobrede fra Danmark-Norge, nemlig Härjedalen, Jämtland og Bohuslen.

Magnuskatedralen på Færøerne

Magnuskatedralen i Kirkjubøur på Færøerne blev bygget på initiativ af biskop Erlendur af Færøerne omkring år 1300. Foto Erik Christensen, Porkei, Wikipedia

Færøerne blev befolket af irske munke allerede i 600-tallet. I begyndelsen af 800-tallet blev de imidlertid fortrængt af indvandrere fra Vest Norge. I Færinge Saga fortælles, at Grimur Kamban var den første, som bosatte sig på Færøerne, og at kort efter slaget i Hafrsfjord flygtede mange i Norge for Harald Hårfagers tyranni og bosatte sig på de afsides øer i Atlanten. Først i 1035 anerkendte de den Norske konge og lovede at betale skat til ham.

Orkneyøerne - eller blot Orkney - var befolket af pictere mange tusinder af år før nordmændene ankom. Picterne har blandt andet efterladt sig stencirklen "Ring of Brodgar". Keltiske missionærer kom til øerne omkring år 565 og kristnede Picterne, hvad mange gravindskrifter beviser. Men allerede omkring år 700 gjorde de første Norske udvandrere sig til herre over øgruppen. I modsætning til nybyggerne på Island og Færøerne tillod de at en oprindelig keltisk befolkning stadig boede på øerne. Efter at Harald Hårfager havde samlet Norge til ét rige omkring 875, flygtede mange af hans modstandere og bosatte sig også i Orkney. Øerne blev i vikingetiden og middelalderen styret af jarler - indtil 1231 af norsk afstamning - derefter kom de fra skotske adelsfamilier.

Magnuskatedralen på Færøerne

St. Magnuskatedralen i Kirkwall på Orkneyøerne blev opført af Ragnvald Orknøyjarl til ære for hans onkel Magnus Orknøyjarl. Byggearbeidet startede i 1137. Foto Stevekeiretsu Wikipedia.

Shetlandsøerne blev i middelalderen kaldt Hjaltland. Som Orkney var øerne oprindeligt beboet af Pictere, som efterlod sig megalitter og store stentårne uden vinduer. Nordmænd på flugt fra Harald Hårfagers herredømme tog øerne i besiddelse i 800 tallet. I 1194 samlede lensmanden Hallkjell Jonsson en hærstyrke, som blev kaldt for øyskjeggene fra Orkney og Shetland, og sejlede mod Norge. Som kongsemne havde de Sigurd, søn af kong Magnus Erlingsson. Øyskjeggene blev besejret i et blodigt slag ved Florvåg uden for Bergen. Derefter kom Hjaltland under Norsk overherredømme.

Nordboerne i Orkney, Shetland og andre norske bosættelser nord for Skotland udviklede det vestnordiske sprog "norn", som stadig taltes indtil midt i 1800-tallet på Orkney- og Shetlands-øerne.

Island blev bebygget af folk fra Vest Norge, som ikke ville finde sig i Harald Hårfagers skatter og nye love. Øen var jomfruelig og havde aldrig før været beboet af mennesker bortset fra nogle ganske få irske munke. Ingolf Arnarson var den første der tog jord i besiddelse i Reykjavik i 874. I 1262 gav Islændingene sig under den norske konge på betingelse af at de fik fred og kunne beholde deres egne islandske love.

Grønland blev befolket i 986 af Erik den Røde, som ankom fra Island med en lille flåde. De fandt landet ubeboet. Nybyggerne grundlagde bygderne Østerbygden og Vesterbygden. I 1261 gav Grønlænderne sig under den Norske konge og lovede at betale ham skat.

Lewis chessmen

Lewis chessmen fundet på Isle of Lewis i øgruppen Hebriderne, som i middelalderen blev kaldt Sudrøerne og var en del af "Kingdom of the Isles". De er næsten alle udskåret af hvalrostand formentlig fra Grønland. Det menes at de er lavet i eller omkring Trondheim, idet en brik i helt lignende stil er fundet ved udgravningen af byens ærkebispegård og en i Nidarosdomen. Foto Medieval Histories. Wikipedia.

Ifølge Orkneyinga-sagaen blev Harald Hårfager konge af et forenet Norge omkring 872, og mange af hans modstandere flygtede til øerne ved Skotland, inklusive de ydre og indre Hebrider på vestkysten, Dublin og øen Man, hvilke øer og lande erklærede sig som det legendariske "Kingdom of The Isles". Det blev aldrig underlagt den Norske konge, idet det jo netop var befolket af mænd, som var flygtet fra den Norske konges magt.

Kong Magnus Barfod prøvede i 1102 vinde kontrol over disse øer, men det lykkedes ikke, og han faldt selv i Irland. Dog var bispedømmerne på Man og Sudrøerne - som Hebriderne kaldtes - gennem hele middelalderen underlagt ærkebiskoppen i Nidaros.

I 1266 accepterede den Norske kong Magnus Lagabøte skotsk overhøjhed på Man og de andre øer i "Kingdom of The Isles", imod at Skotland accepterede Norsk overhøjhed i Shetland og Orkney.

8. Paradisets første kreds

Nogle få overlevende fra et veneziansk købmandsskib, som forliste i Atlanten, drev i 1432 i land på øen Røst ved Lofoten. Gruppens leder var købmanden Pietro Querini, som ved sin hjemkomst afleverede en beretning om forliset til senatet i Venedig. Han beskriver øboernes gæstfrihed, fromhed og uskyldighed og kalder sin tid på øen for et ophold "i Paradisets første kreds".

Et Veneziansk skib fra 1400-tallet

Et Veneziansk skib fra 1400-tallet, som man kan tro at det så ud. Querini taler om "den midterste mast" og om "alle skibets master" så vi må tro at hans skib virkelig havde tre master med flere sejl på hver. Desuden havde den to store redningsbåde med plads til hele besætningen. Det har været et stort og avanceret skib for sin tid. Foto Pietro Querinis fantastiske reise.

Querini's beretning om sit skibsforlis og livet på Røst er den bedste beskrivelse af dagliglivet i unionstidens Norge, hvor Oluf blev konge i 1381 - desuden er den en god historie.

25. april 1431 stævnede Querini ud fra Kreta på et skib lastet med bomuld krydderier og mange andre kostbare ting, som de havde planlagt at sælge i Flandern.

Under rejsen blev de udsat for en række ulykker, og i november løb de ind i en voldsom storm, som knækkede masten, ødelagde roret og førte dem langt ud i Atlanterhavet. Skibet sank - formentlig ud for Irland - og besætningen måtte gå i to redningsbåde.

Udsigt over klippeskærene syd for Røst

Udsigt over klippeskærene syd for Røst hvor de skibsbrudne gik i land. Foto Matmik Wikipedia.

Den mindste redningsbåd med 21 mand forsvandt straks ud af syne og blev aldrig set siden. Den største med 47 mand ombord formåede at holde sig flydende.

Men det kneb det med vand og proviant: "Dernæst havde vi kun meget lidet vin igen, og det blev derfor nødvendigt at træffe en bestemmelse. Vi tog 1/4 kop, og det ikke en stor, to gange i døgnet; det var en elendighed. Men med mad var vi noget bedre stillede, thi der var et nogenlunde forråd af salt kød, ost og beskøjter. Men da vi manglede drikke, var vi bange for at spise salt mad."

Mændene begyndte at dø, den ene efter den anden: "de viste ikke på forhånd noget tegn på, at døden var nær, men de faldt pludselig døde om for vore øjne." - "En dag døde to, en anden dag døde tre eller fire, og dette var mellem l9. og 29. december; vi kastede dem straks i havet."

"Nogle af os ulykkelige gav os til at drikke urin, og det blev den vigtigste grund til, at vi opholdt livet. For ikke at plages endnu mere af tørst, afholdt jeg mig næsten ganske fra at spise, thi vi havde ikke andet end salt mad."

Øen Røst eller Røstlandet

Øen Røst eller Røstlandet er idag beboet af 360 personer, som hovedsageligt ernærer sig ved fiskeri og fåreavl. På øen findes en kirke og en lufthavn. Øens højeste punkt er 3 meter over havets overflade. Foto Google Maps

Men den 5. januar lykkedes det de skibsbrudne at gå i land på en ubeboet klippeø nær øen Røst i Lofoten: "Som ved et under førte vor leder og frelser os trætte og udslidte til den eneste lille strand, som fandtes, lig svage fugle, der når jorden efter endt flugt. På det sted satte vi båden op med forstavnen, og de, som var forud, sprang med en gang i land; stedet var helt bedækket med sne, og af den tog de en mængde for at slukke deres brændende tørst. Derefter rakte de os, som var blevne ombord i den svage båd for at hindre den i at slå sig i stykker, sne i et spand og i en kedel. Jeg forsikrer, at jeg spiste så meget sne, at jeg ikke vilde kunnet bære den på skuldrene; jeg syntes, at hele min frelse og velfærd beroede på at få nok. Men helt modsat gik det med fem af det ulykkelige mandskab, thi den nat, medens de endnu holdt på at spise meget sne, udåndede de deres liv. Vi antog, at det salte vand, som de først havde drukket, var den første årsag til deres død."

Efter et par uger blev de 11 overlevende - ud af en besætning på 68 - opdaget af fiskere på Røst. Fiskerfamilierne gav italienerne pleje og omsorg. Stedets præst fungerede som tolk. De tilbragte de følgende 3 1/2 måned på Røst, og Querini beskriver de lokale fiskeres liv i sin rapport.

"På den nævnte ø boede der 120 sjæle." - "De havde ingen anden næringsvej end fiskeri, da der i denne fjerne egn ikke vokser nogen slags korn."

Fiskere på Lofoten ror ud til fiskepladserne i de traditionelle nordlandsbåde

Fiskere på Lofoten ror ud til fiskepladserne i de traditionelle nordlandsbåde i 1860. Foto Wikipedia.

"Tre måneder af året, i juni, juli og august, er der altid dag, og solen går aldrig ned, og i de tilsvarende måneder om vinteren er det, ligesom der altid var nat, og de har stadig månens lys"

Querini fortæller: "Indbyggerne på disse øer er meget renlige mennesker og ser godt ud, og således er det også med kvinderne der. Deres sæder er så enkle, at de ikke bryder sig om at låse for deres ting, og de har heller ikke nogen mistanke til deres kvinder. Dette mærkede vi tydelig; thi i de samme værelser, hvor mændene og konerne og deres døtre sov, sov også vi, og i vort påsyn klædte de sig nøgne, når de skulde gå tilsengs. De plejede at tage badstuebad hver torsdag, og da klædte de af sig hjemme og gik et pileskud nøgne til badstuen og var sammen med mændene."

"Deres huse er byggede af træ og er runde. De har kun et vindue, og det er midt i taget, og da der om vinteren er streng kulde, holder de det dækket med skind af nogle store fisk; de har tilberedt skindet således, at der kommer meget lys igennem. De bruger klæder af grov uld fra London og andre steder; de bruger ikke skind undtagen ganske enkeltvis, thi de vil vænne sig til det kolde klima, og de har også stor evne til at udholde kulden. Når de små børn er fødte og er blevne fire dage gamle, lægger de dem nøgne under lysgluggen, som de har åbnet, forat sneen skal falde på dem. Hele vinteren fra den 5. februar til den 14. maj, sålænge vort ophold varede, sneede det næsten stadig. De børn, som kommer udover barnealderen, er så hærdede og vante til kulden, at de som voksne bryder sig lidet eller intet om den."

Tørring af torsk på Lofoten

Tørring af torsk på Lofoten. Foto Wikimedia Commons.

"I årets løb fanger de en uhyre mængde fisk, men kun to arter. Den ene, som findes i store, ja umådelige masser, kaldes stokfisk, den anden art, nemlig flynder, er mindre talrig, men af en forbausende størrelse, nemlig op til 200 pund hver. De tørrer stokfisken i vinden og solen uden salt, og da disse fisk ikke indeholder stor fugtighed eller meget fedt, bliver de tørre som træ. Når de skal spise dem, slår de dem med øksehammeren, og derved bliver de trådede som sener; derpå tilsætter de til smør og krydderier for at give dem smag." - "De store flyndere bliver delt i stykker og saltet, og da bliver de gode at spise."

"Så rejser de i maj måned afsted på en nokså stor båd på 50 botter (tønder), ladet med fisk. De drager til et sted i Norge, som hedder Bergen, mere end 1000 miglier borte. Til denne handelsby kommer skibe med en drægtighed på 300-350 botter med alle slags varer fra Tyskland, England, Skotland og Preussen, alt sådant, som er nødvendigt til mad og klæder. Det er utallige folk, som kommer med deres fisk og utallige både, og da byttes fisken bort for varer, som de behøver; thi, som jeg før har sagt, der kan ikke avles noget der, hvor de bor. De har ikke og bruger ikke nogen mønt, og når de har byttet bort det, som de vil, vender de tilbage; de sørger da altid for at have et sted, hvor de kan forsyne sig med ved til brændsel for hele året og med andre fornødenheder."

Den hellige Brigitta af Vadstena

Den hellige Birgitta af Vadstena på altertavlen i Salem Kirke i Södermanland. Allerede som barn havde hun syner, som syvårig så hun sig selv blive kronet af Jomfru Maria, og senere så hun hvordan Kristus blev pint og døde på korset. Under et besøg på Vadstena slot fik hun dikteret reglerne for en klosterorden af Kristus. I et af sine syn så hun Jesu fødsel og beskrev den detaljeret som kun en kvinde kunne gøre det med omtale af både moderkage, navlestreng og efterbyrd.
Birgitta virkede for at højne Jomfru Marias status som model for det kristne menneske og skrev: "Denne orden vil jeg indstifte til min højt elskede moders ære og først og fremmest for kvinder". Foto Hermann Rode sent 1400 tallet - "Svenska folket genom tiderna. Vårt lands kulturhistoria i skildringar och bilder. Andra bandet. Den medeltida.

Den Norske indenskærssejlads var veludviklet. Querini fortæller: "Således sejlede vi afsted i 15 dage næsten hele tiden med god vind, og altid styrede vi efter varder på toppene af øerne, hvilke angav den bedste og dybeste rute."

I Bergen blev det besluttet at Italienerne derefter skulle opsøge en landsmand, "hr. Zuan Franco, som var gjort til ridder af kongen af Danmark; han var af vor nation og boede på et slot i kongeriget Sverige, 50 dages rejse borte."

På rejsen ned gennem Norge og Sverige fortæller Querini at: "På flere steder malte de i møllen bark af træer, skåret som græskar, og blandede den med mælk og smør og gjorde ligesom et i asken stegt brød; det brugte de i stedet for almindeligt brød. De gav os mælk, smør og ost og til drikke vand af sur mælk." - "Men en ting fandt vi overalt, og det var kærlige og venlige mennesker, som modtog og behandlede os vel".

Vadstena Kloster og Klosterkirke

Vadstena Kloster og Klosterkirke. Foto Sancta Birgitta Klostermuseum.

Italienerne kom til Vadstena: "Men først kom vi til et sted, kaldet Vadstena, hvor den hellige St. Brigita er født. Hun oprettede en streng orden for kvinder og præster. Til hendes ære byggede kongerne og fyrsterne i vesten en meget anseelig og mærkelig kirke, hvori jeg talte 62 altre. Taget var helt af kobber. Her bor meget fromme nonner med deres præster, og de lever efter den nævnte ordens regler. I det nævnte kloster blev vi modtagne som fremmede og trængende, da det er rigt og velstående; efter den fromme skik giver de husly til fattige, således gav de også os mad i overflod."

De nåede endelig frem til deres landsmand hr. Zuan, som arrangerede skibslejlighed mod Venedig fra Lødøse i Skåne, dels over England og dels over Tyskland.

9. Sørøverne og de Skånske Slotte

Ved freden i Stralsund 1370 mellem Danmark og Hansestæderne fik stæderne besiddelse af slottene i Helsingborg, Malmø, Skanør og Falsterbo og ret til 2/3 af toldindtægterne på Skånemarkedet for 15 år indtil 1385, samt ret til at godkende en dansk tronkandidat efter kong Valdemars død.

Rekonstruktion af Helsingborgs slot i begyndelsen af 1300-tallet

Rekonstruktion af Helsingborgs slot i begyndelsen af 1300-tallet udført af Sven Rosborn. Foto Sven Rosborn Wikipedia.

Deres motiv til at skaffe sig herredømmet i Skåne igennem disse 15 år var at indtjene en økonomisk gevindst, der kunne kompensere for de udgifter, som de havde haft til at føre krigen mod Danmark. Imidlertid viste det sig at udgifterne til driften af slottene blev meget større end forventet og indtægterne fra Skånemarkedet skuffede.

Desuden, straks efter efter freden i Stralsund dukkede sørøvere op i Danske farvande, som opbragte stædernes skibe, tog besætningerne til fange og solgte lasten. De gav stædernes købmænd yderligere store tab. Deres skibe begyndte at samles for sejle i konvoj gennem de danske farvande.

Købmændene placerede ansvaret for sørøver-uvæsenet i danske farvande hos den danske regering, og indsendte en strøm af klager og krav om erstatninger, som imidlertid alle blev afvist med det fromme svar: "Man bør ikke lade de uskyldige lide for de skyldige."

Det må have været almindelig kendt at Margrete og den danske regering i virkeligheden fuldt ud var i stand at bekæmpe sørøverne. Riget manglede ikke stridskræfter til at skabe lov og orden. For eksempel ved vi at på Danehoffet i 1377 svor 132 adelsmænd troskab mod kongen og på at de ville "sætte liv og gods ind" på at "opretholde landets love."

Bremerkoggen

Den rekonstruerede Bremerkogge fra omkring 1380. Foto Elbe Erlebnistörns.

Objektivt set var sørøverne en fordel for Margrete og rigsrådet, idet dronningen formentligt holdt sine stridskræfter tilbage for at lægge pres på stæderne.

Dronningen lod stæderne forstå at hun ikke var i stand til at bekæmpe sørøverne effektivt, når hun ikke kunne råde over de skånske slotte, hvilket skulle motivere stæderne til at tilbagelevere slottene - gerne før tiden. Det skulle da også vise sig at lige så snart Danmark fik Skåne tilbage, forsvandt sørøverne som ved et trylleslag fra de danske farvande.

Men i Oktober 1377 var de særlig aggressive. I et brev fra Lübeck til de Preussiske stæder siges det: "Som det vel er kommet til Eders kundskab, at sørøverne har gjort stor og følelig skade på havet, har kapret skibe og gods og har taget mænd til fange og har ført det hjem til Ny Lindholm ved Fyn, hvor de ligger mandstærkt, som vi har hørt, således at de vel tæller 400, og styrkes stadig mere og mere fra tid til anden, frygter vi derfor, at hvis det ikke bliver standset, så kan der ske stor skade som følge deraf."

På en Hansedag i Lübeck i 1378 hedder det: "Det står overmåde slet til på havet således at folk for nylig er blevet udplyndret og myrdet." Stæderne besluttede at udruste "fredsskibe", som var skibe bemandet med bevæbnede mænd, som skulle bekæmpe sørøverne.

Kongen af Sverige Albrekt af Mecklenburg til venstre med sin fader, den gamle hertug af Mecklenburg, til højre.

Til venstre Kongen af Sverige Albreckt af Mecklenburg. Til højre hans fader, den gamle hertug Albreckt af Mecklenburg, fra illustration i Mecklenburgsk krønike. Albreckt var den første svenske konge, som er blevet vist med tre kroner, hvilket viser at de tre kroner symboliserer de oprindelige tre svenske riger, nemlig Östre og Vestre Götaland og Svealand omkring Mälern, idet Kalmarunionen af de tre Nordiske lande ikke eksisterede på kong Albreckts tid. Foto Wikitrans.

Som ovenfor fortalt gik den gamle hertug Albrecht af Mecklenburg i land på Sjælland i 1376 og indledte en belejring af København. Men han indlod sig meget hurtigt i forhandlinger med rigsrådet, og derved blev hans skibe og soldater så at sige arbejdsløse. Man kan tro at de Mecklenburgske skibe forblev i danske farvande for at deltage i sørøveriet for dog at få noget ud af det.

Det bliver understøttet af at de Preussiske og Vendiske stæder beklagede sig over at de Mecklenburgske hansestæder, Rostock og Wismar, ikke ville betale til "fredsskibene": "hvis deres herre af Mecklenburg forsoner sig med Danmarks Rige, og sørøverne også ligervis er på havet, så skal de ligesom andre stæder gøre, som det tilkommer dem". Hvilket tyder på at de Mecklenburgske stæder selv havde sørøvere i søen.

I 1381 fangede købmændene sørøveren Rambow på havet ud for Helsingborg. Han havde kone og børn i Wismar. Rambow selv og fem af hans nærmeste blev halshugget på stedet og resten af hans mandskab blev kastet over bord. De afhuggede hoveder blev sat på stager i Helsingør til skræk og advarsel.

Men i de Vendiske hansestæder mente man at dronning Margrete ikke var ganske uskyldig. Der gik det rygte i stæderne at hun beskyttede sørøverne, og det røvede gods blev bragt til hendes slotte. Hvilket dronningens mænd fuldstændig afviste.

Fæstningen Varberg i Halland

Fæstningen Varberg i Halland set fra syd. Den blev opført i slutningen af 1200-tallet af den fredløse grev Jakob af Nørre-Halland, og blev udvidet i 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Foto David J. from Skara, Sweden Wikipedia.

Men nogen sandhed indeholdt rygtet sandsynligvis. Historikeren Vivian Etting beretter at i 1380, hvor Margrethe var tilstede på slottet Varberg i Halland, blev røvet gods fordelt mellem sørøverne, og dronningen fik den største part. Værdien af den røvede last skulle have været 40.312 Lübske mark, hvilket var et svimlende beløb.

Men Margrete må have haft om ikke andel i sørøveriet så i hvertfald medviden . Hvordan kunne det ellers være at hun i september 1381 kunne arrangere våbenhvile-forhandlinger mellem de danske sørøvere og hansestæderne og videre love at medbringe "anførerne for sørøverne og mordbrænderne" til mødet i Nykøbing i marts 1382. I den anledning garanterede en række navngivne danske adelsmænd frit lejde for flere sørøvere.

Skånemarkedet af Olaus Magnus

Skånemarkedet af Olaus Magnus 1555. Foto The Reader View of Wikipedia.

På mødet blev aftalt våbenhvile mellem sørøverne og stæderne. Det blev endvidere aftalt at hvis parterne ønskede at opsige våbenhvilen, så skulle de skriftligt give modparten besked fire uger i forvejen. Sørøverne skulle sende besked til Lübeck eller Stralsund, medens hansestæderne skulle skrive til Henning Podebusk, som så ville sende brevene videre til sørøverne. Derved fremgår det klart at hansestæderne ikke kendte sørøvernes tilholdssted, men Henning Podebusk og det danske rigsråd gjorde, hvilket viser at de mindst var medvidere.

Men måske var Margrete og rigsrådet mere end medvidere. Blandt navnene på sørøverne kan vi genkende:

Ridder Niels Jensen Svarteskåning, som Margrete blot to måneder før havde omtalt som "den hæderlige mand", som "til gengæld for den tjeneste, som han skal yde og har ydet os", blev givet store godsbesiddelser af Margrethe selv. Niels Svarteskåning nød en helt særlig beskyttelse fra majestætens side idet at hvis nogen besværede ham, skulle de underkastes "vor kongelige straf". Han var en betroet ridder, som senere skulle optræde som Margretes hærfører i kampen mod den svenske kong Albreckt.

Henrik Wardenberg, som også var Margretes betroede mand. Han satte sit segl under brevet i Kalmar om Kong Eriks kongevalg og blev året efter forbundet med den tyske Ordens hærmester. I 1402 var han lensmand på Næsbyhoved og i 1407 lensmand på Vordingborg.

Henneke Grubendal, som var kronens høvedsmand på Søborg.

Væbner Påskedag Brispe, som var Margretes trofaste mand. I 1382 indløste dronningen generøst et pant på 400 mark sølv for borgen Abrahamstrup og gav ham derefter lov til at beholde borgen som len, "til vore tro hænder".

Rådhuset i Lübeck

Rådhuset i Lübeck blev opført i 1308, da Erik Menved regerede i Danmark, Her blev afholdt mange Hansedage. Foto Mylius Wikipedia.

Der var ikke tale om forhutlede pirater, de var kronens mest betroede mænd. Derfor må man give historikeren Erslev ret, når han skriver at man må formode at Margrete "langtfra af gjøre alt, hvad hun formaaede mod Sørøverne, snarere til en vis Grad begunstigede den stadige Usikkerhed paa Søen."

I kilder efter 1384 nævnes intet om sørøveraktivitet eller kampe mod fredsskibe. Margrethe havde simpelthen trukket sine sørøvere ud af de danske farvande.

I spillet om de Skånske slotte havde Margrete også andre strenge at spille på. Tilbage i 1376 havde kong Håkon af Norge på et møde med hansestæderne på Kalundborg Slot accepteret en omfattende, nærmest betingelsesløs bekræftelse af stædernes privilegier i Norge.

Imidlertid, kong Håkon af Norge døde i 1380, og Margrete overtog regeringen i Norge på den mindreårige Olufs vegne. Da stæderne bad om at få privilegierne i Norge fornyet efter kongens død, svarede Margrete at kongen af Norge var død og deres aftale om privilegier var døde med ham. Stæderne må have forstået at der ikke kunne blive tale om fornyelse af deres privilegier i Norge, før de skånske slotte var tilbagegivet til den danske konge.

Træ-stræde i det hanseatiske kvarter, Bryggen, i Bergen

Træ-stræde i det hanseatiske kvarter, Tyskebryggen - siden 2. Verdenskrig kaldt Bryggen - i Bergen. Hansekontoret i Bergen blev etableret omkring 1350. Hansekøbmændene samledes i Bergenfarerkompagniet, der udgik fra Lübeck og reelt fik monopol på handelen med fisk og korn på Bergen og hele Nordlandet. Tyskerne blev en fastboende koloni på 800-1000 personer med omfattende handelsprivilegier. Foto Nuet.

Overdragelsen af slottene til den danske konge var fastsat til Kristi Himmelfartsdag 1385, men det var en offentlig hemmelighed at stæderne ville nægte at udlevere slottene indtil Danmark havde accepteret at betale erstatning for købmændenes tab på grund af sørøverangreb i danske farvande.

Men alligevel indfandt enkedronning Margrete, drost Henning Podebusk og den unge kong Oluf sig højtideligt i Helsingborg på den aftalte dag for at tage slottet i besiddelse. Da slottets høvedsmand afviste at åbne porten for dem anstillede de sig højst overraskede.

Den unge kong Oluf skrev derefter et rasende brev til stæderne - sikkert skrevet med ført hånd - hvori han truede med krig. Margrete sendte et mere forsonende brev, hvori hun gav udtryk for at hendes søn var så ophidset at hun ikke troede det muligt at berolige ham, medmindre hendes "kære venner" overholdt deres løfter. Også Henning Podebusk sendte et brev hvori han opfordrede til forsoning.

Stæderne ville formentlig have vundet en sådan krig - lige som de havde vundet 15 år før, men med tilsvarende store omkostninger og skade for handelen - som skabte deres rigdom - så længe krigen stod på. Derfor gav de op og hen på efteråret blev de Skånske slotte og herredømmet i Skåne, herunder det vigtige skånemarked overdraget til den danske konge.

Vejby skatten

Århundredets største guldmøntskat blev fundet i sommeren 1979 ved Vejby Strand vest for Gilleleje af en skoledreng, som havde svømmedykning som hobby. Lige efter Sankt Hans fandt han 94 mønter blottet på det lave vand og da Nationalmuseets skibshistoriske laboratorium blev tilkaldt, fandt de yderligere 17, altså tilsammen 111 mønter. De var alle - undtagen een - af guld og skatten vejer ialt 695 gram. De yngste mønter er fra begyndelsen af 1370'erne. Sammen med andre løsfund tyder det på at en kogge er forlist omkring 1375 og at ejeren må være omkommet, da mønterne ikke er bjerget. Foto Nationalmuseet.

I forbindelse med de skånske slottes tilbagelevering skrev Oluf et brev til Lübeck - sikkert med ført hånd - hvori der stod: "vi i disse dage har haft adskillige trofaste mænd hos os i stor mængde, gennem hvem vi agtede at hjemsøge sørøverne. Da det erfaredes af dem, skiltes de fra hinanden og forsvandt, og vi ved ikke hvor de er bleven af."

Olufs brev markerede slutningen på sørøver problemet mellem 1370-1385. Snart efter var de preussiske stæders tillid til freden i de danske farvande genoprettet, og udrustningen af fredsskibe stoppede. De skrev at det: "synes os godt, at man i år ikke udruster fredeskibe og ikke opkræver nogen pundtold, men at man tror på kongen, da han med sine mænd indbyrdes har svoret og lovet at beskytte havet efter sin bedste formåen."

10. Sønderjylland

I Detmars Lübske Krønike for 1386 hedder det: "Da fik dronningen af Norge hele riget Danmark tilbage i det omfang hendes fader kong Valdemar i sin tid havde haft det. Hun fik landet Skåne tilbage som havde stået ude til søstæderne i 15 år på grund af de skader de havde lidt af riget, og straks derefter tog hun over til jyderne og udsonede sig med sine fjender, Holstenerne, som hun forlenede arveligt med hertugdømmet Slesvig, alt sammen udført med stor klogskab."

Tyske stater og fyrstedømmer

Tyske stater og fyrstedømmer syd for Danmark. Htd: Hertugdømme, Gsk: Grevskab, Æbd: Ærkebispedømme, Bd: Bispedømme, Mgsk: Markgrevskab, Fd: Fyrstedømme. Foto ukendt oprindelse.

Det var en stor sejr at få Skåne tilbage, men sandsynligvis var Margretes rige i 1385 ikke helt "i det omfang hendes fader kong Valdemar i sin tid havde haft det". Efter alt at dømme havde Valdemar Atterdag vundet et solidt fodfæste i Sønderjylland efter sin hjemkomst fra udlandet i 1372, et fodfæste, som i mellemtiden var gået tabt til de Holstenske grever.

Efter sin hjemkomst blev Valdemar Atterdag indsat som værge for enkehertuginde Ricardis som "værge for alt sit gods", nemlig Als med Sønderborg Slot og fem herreder. I 1373 erobrede han Flensborg. Også i 1373 købte han panteretten til Haderslev købstad og slot med tilliggende af grev Adolf af Holsten-Plön for 5000 mark sølv. Kort før sin død udstedte hertug Henrik af Jylland i 1374 et brev, som bevidnende at han overdrog til kongen sin ret til at indløse Gottorp Slot med alt tilliggende hos de Holstenske grever, som dog simpelthen afslog at tage imod pengene.

Kalkmaleri i Flensborg Domkirke, som viser korsbæringen

Kalkmaleri i Flensborg Domkirke fra 1330, som viser korsbæringen. Foto kalkmalerier.dk.

På Danehoffet i 1377 - et år efter valget af Oluf - vedtoges at "alle skødninger, som er fremtvungen ved lænker eller fangenskab, skal ikke have nogen kraft", og hvis nogen hævdede at han havde måttet skøde sine godser på grund af frygt eller trusler og ikke har fået halvdelen af disse godsers pris, så skulle sagen behandles af en særlig kommission.

Efter alt at dømme havde Valdemar brugt ret hårdkogte midler i sin kamp for at genvinde Jylland herunder Sønderjylland, og hans landvindinger kan være gået tabt igen takket være sådanne kommissioner.

Under alle omstændigheder sad de Holstenske grever solidt på den virkelige magt i Sønderjylland i 1386, og da Margrete gav hertugdømmet i arveligt len til en greve af Holsten accepterede hun formentlig blot tingenes tilstand.

I August 1386 holdt dronningen et forsoningsmøde med greverne på Nyborg Slot. Hun smigrede den gamle grev Claus ved at tiltale ham "fader".

Siddende på en trone ved siden af Oluf modtog hun Jern-Henriks søn, Gerhard, og overdrog ham hertugdømmet som arvelen. Som tegn på sin nye værdighed modtog han en trefliget fane.

Riddesalen på Nyborg Slot

Riddesalen på Nyborg Slot hvor vi kan tro at lenshyldnings-ceremonien blev afholdt. Men det var i august måned så cermonien kan også være foregået udendørs, som det ofte var tilfældet i middelalderen. Foto Guide Danmark.

"Det bragte dronningen i stand med stor klogskab", står der i Detmar-krøniken fra Lübeck. "Hun forligte sig fuldstændig med dem til en evig fred og hun og hendes søn forlenede dem med hertugdømmet Slesvig, for dem at besidde, og for deres børn efter dem, således at de havde modtaget det som et len af riget og skulle gøre kongen tjeneste og mandskab deraf, når han fordrede det".

Det var klogt og nødvendigt at normalisere de Holstenske grevers besiddelse af Sønderjylland på grund af deres forhold til Mecklenburg. De havde været allierede med Mecklenburg og stæderne i krigen mod Danmark, og de havde støttet den Mecklenburgske tronkandidat ved kongevalget i 1376. I en kommende konfrontation med Mecklenburgerne, både i Sverige og i selve Mecklenburg måtte Danmark have ryggen fri. Og det var hvad der skete, Holstenerne blev skilt fra Mecklenburg og holdt sig i fuldstændig ro under hele krigen om Sverige.

For den senere eftertid har denne begivenhed været betragtet som en stor ulykke, fordi Sønderjyllands adskillelse fra det Danske rige endnu engang blev formaliseret, hvad der i løbet af fire hundrede år som bekendt skulle bidrage til at Sønderjylland midlertidigt gik tabt for det Danske rige.

Kalkmaleri i Skibby Kirke som viser Martin af Tours

Kalkmaleri fra 1350 i Skibby Kirke syd for Fredrikssund som viser Martin af Tours, der sidder på sin hest og deler sin kappe i to med sit sværd for at give den ene halvdel til en fattig tigger.

Men i datiden blev beslutningen betragtet som intet mindre end en genistreg. Detmars Krønike skriver: "Da dette således var sket, blev hele rigets mandskab meget bange, da de blev bekendt med fyrstindens visdom og styrke, og de bød sig i tjeneste hos hende og hendes søn. Hun fordrede fogederne i landet til sig og drog fra slot til slot og lod sig hylde, og hun sendte hver foged fra det ene slot til det andet, som en abbed sender munke fra kloster til kloster."

Det var de Holstenske grever som knæsatte navnet "Slesvig" for hertugdømmet. Alle tidligere hertuger har været hertuger af "Jylland", som ind imellem havde været betegnet som "Sønderjylland".

11. Bo Jonssons Testamente

I august 1386 - samtidig med at Margrete og Oluf gjorde de Holstenske grever til hertuger af Slesvig - døde den magtfulde svenske drost, Bo Jonsson Grip.

Bo Jonsson var en af de svenske adelsmænd som i 1363 rejste til Mecklenburg og bad den gamle hertug Albreckt om at give dem en af hans sønner - som også hed Albreckt - som konge af Sverige. Med den ny konge i spidsen gjorde de derefter oprør mod kongerne Magnus Smek og hans søn Håkon - Olufs fader.

Men i 1386 herskede en stærk anti-tysk stemning i Sverige, hvor Mecklenburgske adelsmænd "sad som rovfugle på fjeldene" på de mange slotte, som kong Albreckt havde givet dem i pant. Drosten blev betænkelig ved det tyske herredømme.

I lighed med Valdemar Atterdag i Danmark fyrre år tidligere blev det hans mål at indløse de panter, som tyskerne sad inde med. Gradvist fremstod Bo Jonssons parti som forkæmper for svenske interesser over for udlændingenes indflydelse.

Historisk kort over Bo Jonsson Grifs godser i 1386

Historisk kort over Bo Jonsson Grifs godser i 1386. Foto Wikitrans.

Det lykkedes også og ved sin død havde han indløst omtrent halvdelen af det svenske rige. Han behersked hele Mälerndalen, den sydlige del af Norrland, hele Finland, store dele af Östergötaland og og Vestergötaland og Smålandskysten. Hans slotte omfattede de finske Åbo, Tavastehus og Viborg. Desuden slottene i Kalmar, Stegeborg og Nykøbing.

Men for at opnå dette store mål havde Bo Jonsson optaget enorme lån hos andre adelsmænd, som stolede på ham. Derfor må han have følt at han ikke blot kunne lade alle sine udstrakte ejendomme gå i arv til sin hustru og mindreårige børn.

I sit testamente havde han derfor bestemt at arven skulle bestyres af en gruppe af stormænd bestående af to biskopper, fem riddere heriblandt den hellige Birgittas søn, Birger Ulfsson, og tre væbnere.

Men kong Albreckt kunne ikke lade sådan en formue passere sin næse forbi. Bo Jonssons enke og børn bemyndigede ham til at handle på deres vegne og følgende nægtede han at anerkende bobestyrernes autoritet.

Han opfordrede dem til at komme til ham og fremlægge beviser for deres ret til at disponere over Bo Jonssons Arv. Men de havde deres helbred kært og kom ikke til kongen. Spændingen steg, ifølge et brev fra biskop Nils i Linköping var forholdene allerede i august 1387 sådan, "at folk næppe vovede sig ud af huset".

I denne situation følte bobestyrerne at de ikke alene ville være i stand til at modstå kong Albreckt og derfor henvendte de sig til Oluf og Margrete, formentlig omkring august 1387.

Ingen har på dette tidspunkt været i stand til at forestille sig at rigerne skulle regeres af en kvinde. De har ganske sikkert henvendt sig til kong Oluf, kong Håkons søn, som var støttet og rådgivet af sin kloge moder, Margrete.

Men netop i denne spændte situation slog lynet ned. Den unge kong Oluf døde ganske pludselig i august 1387, medens han opholdt sig på Falsterbo Slot i Skåne.

12. Død og begravelse

Kong Oluf 2. malet af Agnes Slott-Møller

Kong Oluf 2. malet af Agnes Slott-Møller Foto Arslonga.

Dronning Margrete arbejdede på at opnå en stor sejr. Hendes søn skulle vinde den trone tilbage, som de svenske adelsmænd havde frataget hans far og farfar. Oluf var allerede begyndt at kalde sig "sand konge af Sverige".

Men så indtraf katastrofen. Den unge konge døde pludselig under et ophold i Falsterbo.

Hele sommeren havde Dronningen og hendes søn opholdt sig i Skåne for at følge begivenhederne i Sverige så tæt som muligt. Den 17-årige Oluf deltog i alle vigtige forhandlinger og satte sit kongelig segl på alle dokumenter af betydning.

I juni måned var Margrete og Oluf sammen i Ystad. Efter at have stadfæstet Rönnebys privilegier red Oluf og hans mænd til Falsterbo, medens dronningen blev i Ystad.

Men så snart rejseselskabt var ankommet til slottet Falsterbohus blev Oluf pludselig syg og 3. august døde han, bogstaveligt talt i armene på kammermester Folmer Jacobsen. Foruden kammermesteren var adskillige af kongens hoffolk til stede, heriblandt Hofmester Bent Byg, køgemester Mikkel Rud, to kapellaner, Jens Due og Jens Rud, samt kongens mundskænk, som blev kaldt Stokfisk.

Historikeren Vivian Etting beretter at Oluf "blev skåret op og balsameret, som man plejer at gøre med en konge og lå i Falsterbo i kirken med utildækket ansigt, så alle og enhver kunne se ham i ansigtet". Han lå altså på lit de parade og enhver kunne overbevise sig selv om at han virkelig var død.

Falsterbohus ruin

Falsterbohus ruin, som ligger mellem Falsterbo Golfklub og Falsterbo Museum. Foto Hedning Wikipedia

Olufs hjerte og lever blev ført til Lund og begravet foran højalteret i Lunds Domkirke 11. august. Selve liget blev "ført fra Falsterbo gennem Sjælland lige til Sorø Kloster". Men der gik tilsyneladende lang tid før han kunne blive begravet. Men den 18. September afslog dronningen at komme til et møde i Kiel, idet hun undskyldte sig med at "Vi har fastsat en dag hvor vi vil lade vor søn begrave".

En Islandsk Saga skriver: "Kong Oluf Håkonssøn forsvandt. Danerne sagde at han var død, men Nordmændene ville ikke tro det."

Selvom Oluf var konge af to riger, blev der aldrig udført et stort gravmæle for ham. Hans simple gravsten sidder i dag i koret i Sorø Klosterkirke.

Kong Oluf 2's gravsten i Sorø Klosterkirke

Kong Oluf 2's gravsten i Sorø Klosterkirke indmuret i korets østvæg. Den latinske inskription lyder: "Hic iacet olavs filius margarete regine que ex hacqvinno rege norvegie genvit", som betyder: "Her hviler Oluf, Dronning Margretes søn, som hun avlede med Kong Håkon af Norge" (fra Arslonga). Den viser den Norske løve men intet, som repræsenterer Danmark. Det nævnes ikke at Oluf var konge af to riger, og der er ikke noget med "de Venders de Goters" og ejheller nogle danske løver. Historikeren Vivian Etting mener at denne gravsten er opsat i 1525 - mere end hundrede år efter Olufs død. Der er ingen efterretninger om at der nogensinde har været andre gravmonumenter. Foto Orf3us Wikipedia.

I 1393 skænkede Margrete jordegods af meget betydeligt omfang til forskellige klostre og bispesæder. Gaverne var ledsaget af enslydende breve, som stillede som betingelse at disse institutioner afholdt sjælemesser for "dronning Margrethes faders og hendes forældres og hendes venners og hendes egen sjæls gavn og frelse" - ikke et ord om hendes søn. Nogle år senere skænkede Margrete jordegods til Roskilde bispesæde imod at det skulle holde sjælemesser ved et alter "hos vor broders (junker Christoffers) grav" og bede for hendes fader, "forældre" (forfædre) og hende selv. Heller ikke her nævner hun sin afdøde søn.

Kun i forbindelse med overdragelsen af gården Egebjerg til Esrum Kloster i 1400 nævner hun sin søn. Gaven blev givet for "vor herres (ægtefælles) og faders og moders og deres forældres (forfædre) og vor søns og vor egen sjæle".

13. Litteratur

Kalkmalerier.dk Kalkmalerier.dk
Den fattige fyrstinde og hendes søn Lex-dk
Norgesveldet Wikipedia
Olav 4. Håkonsson Store norske leksikon
Chivalry Wikipedia.
Er historien om den falske Oluf falsk? Fortidende
Den falske Olav Håkonsson Den katolske kirke
Margrethe den Første og "sagen om den falske Oluf" Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Pietro Querinis fantastiske reise Sandalsand.net
For at fredliggøre havet: om kampe med og mod pirater under Valdemar Atterdag og Margrethe den første i perioden 1367-1398 Bjarne Salling Pedersen
Danmarks Historie Bind 4 "Borgerkrig og Kalmarunion" af Erik Kjersgård - Politikkens Forlag 1963.
"Margrete 1: en regent og hendes samtid" af Vivian Etting - Gyldendal.
"Margrete den 1. - Nordens Dronning" af Michael Linton - Gyldendal.
"Dronning Margrete" af C. Th. Holbøll - Frost-Hansen.
"Margrete 1." af Hans Erik Havsteeen, Anders Olling - Lindhardt og Ringhof.
Til start
20220311

Passed W3C Validation