Hellige Værdier som Samfundets Grundlag

1. Samfundets Værdier

De fælles værdier, det Hellige, gør det muligt for os at indordne os i de store uoverskuelige organisationer ledet af konger og kejsere, præsidenter, paver og ypperstepræster. Fordi de store ledere personificerer den stræben efter de hellige værdier, som vi har taget til vore hjerter, kan vi følelsesmæssigt underordne os i den store organisation sammen med tusinder, ja millioner af andre, som vi ikke kender.

Man kan ikke forestille sig en stor nation ledet af en brutal diktator, som har taget magten blot fordi, det havde han nu lyst til. En stor leder må altid legimentere sin magt med hensynet til et godt formål, nationens velfærd, frihed og fremtid, religionen, friheden, demokratiet, menneskerettigheder, socialismen eller forsvaret mod en udenlandsk fjende. Han må vælge det Hellige med omhu, for hans magt vil sædvanligvis ikke vare længere end befolkningens tro på det gode formål.

Det er nødvendigt for regeringer og herskere at legimentere deres magt. De må nødvendigvis henvise til et helligt princip, som giver dem retten til magten. Det Hellige er er den lim - en del af den kultur - som holder samfundet sammen. At en regering har ret til at herske, fordi den er udpeget af folkets flertal, er historisk set blot en af mange måder at legimentere magten på.

Det Hellige må være et princip eller ide, som flertallet tror på og støtter. Lederne kan være konger af Guds nåde, eller konger, fordi de nedstammer fra guderne eller historiske konger, og derfor er almindelige mennesker overlegne. De kan have retten til magten, fordi historien har udpeget dem til at opbygge det retfærdige socialistiske samfund. De kan henvise til, at de har ret til at herske, fordi de er særligt hengivne overfor oldgamle hellige religiøse dogmer, overleveret fra profeten eller forfædrene eller ædle principper om frihed, tolerance og åbenhed.

Homo Habilis. I en overskuelig gruppe af kendte ansigter er der ikke meget behov for fælles hellige værdier. Medlemmerne kender hinanden, og ved, at de må stå sammen for at overleve. Men hvis vi skal indordne os i nationer eller andre store sammenslutninger, sammen med tusinder - ja millioner - som vi ikke kender personligt, er det en anden sag.

I vore dage vil politikerne hellere fremstille sig selv som forkæmpere for demokrati end som forkæmpere for Danmark, de føler det akavet at tage fædrelandets navn i deres mund uden som en betegnelse for det geografiske område, som deres love gælder for. I 2016 kom det så vidt at et dansk politisk parti, Enhedslisten, protesterede mod at Danebrog - et "værdibaseret" flag - skulle hænge henover formandsstolen i folketingssalen. Det må formentlig forstås sådan at flaget repræsenterer en værdi, som de ikke vil anerkende.

Der er ingen grund til at tro at demokrati er en overlegen værdi, som ufejlbarligt vil bringe velstand til alle folk og nationer til alle tider og alle steder. Hvorfor skulle millioner af uvidende analfabeter være i stand til at vælge bedre regeringer end nogle få veluddannede oberster, eller skal vi sige en centralkommite?

De demokratiske nationer i Vest-Europa, Nord-Amerika, Syd Korea og Japan oplevede store velstands-stigninger i efterkrigstiden. Bortset fra USA, udviklede de sig fra fattige krigshærgede lande til moderne velhavende industri-nationer. Fremgangen i velstand skyldtes formentlig i højere grad at de var meget homogene nationer med kun et folk og kun et sprog, som beboede overskuelige, veldefinerede områder forenet af en fælles kultur - og i mindre grad at de havde demokratiske styreformer.

Australske soldater ved Ypres - Første Verdenskrig.

Anerkendelsen af fælles hellige værdier er overalt det kit, som binder de enkelte medlemmer af et folk, et samfund, en nation, ja de fleste store organisationer, sammen til en organisatorisk enhed.

Men to morderiske verdenskrige fik vestlige mænd til tvivle på deres værdier. Hvordan kunne det gå til at et sådant vanvid kunne fortsætte år efter år?

I tiden der fulgte verdenskrigene har alt, hvad der er helligt, været under heftig bekydning til fordel for en ekstrem individuel selvrealisering, som har bragt opløsning til alle samfundets organisationer, ja endog til den mindste enhed, nemlig kernefamilien.

Idag tager kun få den kristne religion helt alvorligt, og de fleste betragter nationen som blot et geografisk område, der omfatter dem, som tilfældigvis bor der.

De demokratiske vælgere antager fejlagtigt at alle de muslimer, som de inviterer til landet, er lige så store individualister som dem selv og kun repræsenterer sig selv som individer - og dermed er klare til at hylde individet frihed som fælles værdi sammen med dem. Men indvandrerne repræsenterer deres egne hellige værdier, deres familier og deres egne hellige samfund, og de har kun hån og foragt tilovers for den vestlige kultur, den kristne religion og de kristne nationer.

Homo Erectus. Vor genetiske arv gør os til sociale dyr, som er forudbestemt til at leve i en overskuelig gruppe af kendte ansigter. Kun på den måde kan vi finde mening med tilværelsen. Vi må nødvendigvis leve vores liv omgivet af familie, venner, naboer og kollegaer for i det hele taget at kunne udvikle vores menneskelige følelser og intellektuelle potentiale.

De oprindelige fælleskaber - de af dem som har overlevet til moderne tid - er typisk familien og fædrelandet - det er med vilje at jeg ikke skriver nationen. De er organisationer, som den enkelte er født ind i og ikke selv har valgt, og som er forbundet med pligter og identitet på en dybere måde, end tilvalgs-fælleskaber - såsom sportsklubber, fagforeninger, loger mv. De giver den enkelte idenditet, som han kun vanskeligt kan kaste af sig.

Man kan blive skilt fra sin ægtefælle, men man kan ikke blive skilt fra sine forældre, søskende og børn, idet disse forhold er afgjort en gang for alle. Hvis man for eksempel flytter til Japan eller Kina og afskærer al forbinelse til sit fædreland, så vil man alligevel aldrig blive en Japaner eller Kineser, men til ens dødsdag blot være en Europæer, som lever i Japan eller Kina.

Moderne vælgere, som anser sig selv for individer frigjorte fra de gamle organisationers snærende bånd, har ofte en tilbøjelighed til at tale hånligt om værdier som "Gud, Konge og Fædreland". Ja, faktisk er ord som "hellig" blevet en nedsættende betegnelse. Logikken synes at være, at personer, som tager et sådant ord i deres mund, nødvendigvis må være en slags hyklere, som kun i ord benægter menneskets naturlige selviskhed.

En korsfarer i bøn.

Men, som vi vil se, har de blot udskiftet et sæt hellige værdier med et andet. De har erstattet "Gud, Konge og fædreland" med sådan noget som Selvrealisering, Menneskerettigheder, Demokrati og Tolerance".

Ideen om det Hellige er nemlig en dybt rodfæstet del af vor europæiske kulturarv, og den er ikke sådan at slippe af med.

I middelalderen var kristendommen den store hellige sandhed. For den gode sags skyld drog mange tusinder på korstog til Det Hellige Land ledet af de kristne konger. Gennem to hundrede år strømmede kristne til Palæstina til kamp mod de hedenske muslimer.

For det revolutionære Frankrig i 1791 var den nye borgerlige frihed den altdominerende hellige sandhed. Det franske folk blev grebet af begejstring for frihed, lighed og broderskab. Napoleon var manden, som personificerede de nye principper. Unge og gamle, rige og fattige brændte for at bringe det gode budskab til hele Verden. Først katastrofen i den russiske vinter i 1812 kølede begejstringen.

Præsident Bush holder tale i Det Hvide Hus.

I det tyvende århundrede hyldede næsten en tredjedel af Verdens folk socialismen. De socialistiske ledere lovede at kæmpe for at indføre det retfærdige rige allerede i vort Jordiske liv. Fordi de kommunistiske ledere antoges at regere i denne gode sags tjeneste, blev de støttet af millioner af mennesker Verden over.

I dag anser vi demokrati, menneskerettigheder og tolerance for at være nationens hellige værdier. For denne gode sags skyld er vi villige til indordne os under nationens regler og yde de ofre, som den forlanger.

"The World is longing for Freedom", sagde den amerikanske præsident George Bush i en tale i det Hvide Hus. Den slags ting skal han nødvendigvis sige, for at demonstrere sin hengivenhed for nationens hellige værdier og bevare vælgernes gunst. Ganske som de kristne konger i middelalderen måtte demonstrere deres dybe hengivenhed overfor kristendommen i både ord og handling.

Pave Benedict XVI velsigner mængden.

Men demokrati og menneskerettigheder har ikke altid været selvindlysende som overordnede hellige sandheder.

Langt de fleste mennesker, som nogensinde har levet her på Jorden, har været regeret af en eller anden form for kongedømme.

Det må være noget retning af 90 pct. af alle de mennesker, der til alle tider har haft en jordisk eksistens, som har været loyale undersåtter under deres folks hellige kongefamilie eller en kejser ophøjet til gudestatus.

Tibet, Vatikanstaten og Iran var og er teokratier. De vil sige at de religiøse overhoveder samtidig er ledere af den verdslige stat. Dalei Lama, Paven og Ayatollaen har en særlig tæt kontakt til deres guder. Det gør dem til hellige personer, som er selvskrevne til at udøve også den jordiske magt i en sand Guds stat.

Den fjortende Dalai Lama.

I det nu hedengangne Sovjet Unionen hyldede man den demokratiske centralisme som nationens styreform. Nationens ledere var udvalgt af historien, fordi de havde et særligt godt kendskab til den videnskabelige dialektiske materialisme. Socialismen var den hellige sag. De kommunistiske ledere havde retten til magten, fordi de antoges for at være særligt ihærdige i kampen for den store sag.