|
Forside DH-Debat Keynes i Hovedpunkter |
Den holdning til offentlige anliggender, som vi bekvemt katalogiserer som individualisme og laissez-faire, hentede sin næring fra mange forskellige indbyrdes modstridende tanker og kilder til følelser. I mere end hundrede år beherskede filosofferne vore tanker, fordi, som ved et mirakel, næsten alle var enige, eller syntes at være enige om en ting. Endnu danser vi ikke til en ny melodi. Men der er forandringer i luften. Vi hører kun instinktivt, hvad der engang var de klareste og mest fremtrædende stemmer, som nogensinde havde oplyst den politiske menneskehed. Det mangeartede orkesters instrumenter, koret af velformulerede stemmer, fortaber sig til sidst i det fjerne.
I slutningen af det syttende århundrede veg monarkernes guddommelige ret pladsen til fordel for den naturlige frihed og samfundskontrakten, og kirkens guddommelige ret veg for tolerance princippet, og for det synspunkt, at kirken er en frivillig sammenslutning af mænd, "der samles på en måde, som er absolut frivillig og spontan" (Locke, "A Letter Concerning Toleration"). Halvtreds år senere overlod den guddommelige oprindelse og pligtens absolutte fortaler pladsen til nytteberegninger. I Lockes og Humes hænder gav disse doktriner grundlag for individualismen. Individernes formodede rettigheder ifølge samfundskontrakten; den nye etik, som var intet andet end et videnskabeligt studium af konsekvenserne af rationel selvoptagethed, satte individet i centrum. "Den eneste bekymring som dyden kræver", sagde Hume, "er nøjagtige beregninger og en støt forkærlighed for for den størst mulige lykke." ("An Enquiry Concerning the Principles of Morals", section LX).
Disse ideer stemte overens med konservatives og advokaters praktiske opfattelse. De tilvejebragte en tilfredsstillende intellektuelt fundament for retten til ejendom, og til individets frihed til at gøre, hvad han ville, med sig selv og sin ejendom. Det var et af det attende århundredes bidrag til den luft, vi stadig indånder.
Formålet med at ophøje individet var at afsætte monarken og kirken; effekten - gennem den nye etiske betydning, som blev tillagt kontrakt - var at understøtte ejendom og rettigheder. Men det varede ikke længe, for samfundets krav igen rejste sig imod individet. Paley og Bentham accepterede nyttefilosofiens hedonisme fra Hume og hans forgængeres hænder, men imidlertid videreudviklet de den til social nytteteori ( "Jeg udelader" siger Archdeacon Paley, "det meste af de sædvanlige erklæringer om menneskets naturs værdighed og dennes egenskaber, sjælens ophøjethed over legemet, den rationelle måde hvorpå vort fysiske legeme er sammensat, om værdigheden, forfinelsen og smagfuldheden af vore behov, og ondskaben, vulgariteten og dyriskheden af andre: fordi jeg mener, at fornøjelser kun adskiller sig fra hinanden ved deres varighed og intensitet" - ("Principles of Moral and Political Philosophy", Book 1, chap. 6). Rousseau tog den sociale kontrakt fra Locke og fremstillede den som Almenviljen. Teoriernes forvandling blev i hvert tilfælde gennemført takket være lighedens nye moralske overlegenhed. "Locke brugte sin Sociale Kontrakt til at ændre menneskehedens naturlige lighed så vidt som, at formuleringen indebærer lighed for ejendom og endog for privilegier, i betragtning af den almindelige sikkerhed. I Rousseaus version er lighed ikke blot udgangspunktet men selve målet." (Leslie Stephen, "English Thought in the Eighteenth Century", II, 192).
Paley og Bentham nåede det samme endemål, men ad forskellige veje. Paley undgik en egoistisk konklusion på hans hedonisme med en Gud fra maskinen. "Dyd", sagde han, "er at gøre godt for menneskeheden i overensstemmelse med Guds vilje, og for den evigt varendes lykkes skyld" - på denne måde skabte han lighed mellem selvet og de andre. Bentham nåede samme resultat ved hjælp af ren fornuft. Der er ingen rationelle grunde til, argumenterede han, at foretrække et individs lykke, endog ens egen, frem for enhver andens. Da den største lykke for det størst mulige antal er det eneste rationelle mål for individets handlemåde - idet han tog nytteteorien fra Hume, men glemte den vise mands logiske slutninger: "Det er ikke i modsætning til fornuften for mig at foretrække min totale ruin for at modvirke det mindste ubehag hos en inder, eller en mig fuldstændig ukendt person - Fornuften er og bliver kun en slave af følelserne, og den kan aldrig foregive at have noget andet formål end at tjene og adlyde dem."
Rousseau udledte lighed fra naturtilstanden. Paley udledte den fra Guds vilje, og Bentham fra en matematisk lov om indifference. Lighed og altruisme havde således meldt deres ankomst i den politiske filosofi, og fra Rousseau og Bentham udsprang både demokrati og nytte-socialismen.
Dette er den anden tankestrøm - som udspringer fra for længst afdøde kontroverser, og båret hen ad vejen af for længst kulminerede sofisterier - som stadigt gennemtrænger vore tankers atmosfære, men den uddrev ikke den første strøm af tanker. Den blandede sig med den. Det tidlige nittende århundrede udførte denne mirakuløse forening. Den harmoniserede Lockes, Humes, Johnsons og Burkes konservative individualisme med Roausseaus, Paleys, Godwins socialisme og ideer om demokratisk lighed (Godwin førte laissez-faire så langt ud, at han betragtede al regering som et onde, hvilket Bentham næsten var enig med ham i. Ligheds doktrinen blev for ham en ekstrem individualisme, på grænsen til anarkisme. "Den universelle udøvelse af private beslutninger" sagde han, "er en doktrin så ubeskrivelig smuk, at den sande politiker med sikkerhed vil føle en uendelig modvilje mod tanker og ideer om at forstyrre den." - se Leslie Stephen, op. cit. II, 277).
Ikke desto mindre ville denne tidsalder have været spændt hårdt for, for at opnå denne harmoni af modsatte tendenser, havde de ikke været for økonomerne, som sprang ind på scenen netop i det rigtige øjeblik. Ideen om den guddommelig harmoni mellem den private fordel og samfundets bedste er allerede åbenbar hos Paley. Men det var økonomerne, som gav begrebet et godt videnskabeligt grundlag. Antag at ved de naturlige loves mellemkomst vil individerne, som forfølger deres egne interesser oplyst af friheden, altid samtidigt har en tendens til at fremme samfundets fælles bedste! Vore filosofiske vanskeligheder er løst - I det mindste for den praktiske mand, som nu kan koncentrere sine anstrengelser om at sikre de nødvendige betingelser vedrørende frihed. Til den filosofiske doktrin, at regeringen ikke har ret til at blande sig, og den guddommelige, at der er intet behov for at blande sig, er blevet tilføjet et videnskabeligt bevis, at dets indblanding er uhensigtsmæssig. Dette er den tredje strømning af tanker, som det netop er muligt at finde hos Adam Smith, som i hovedsagen var klar til at tillade samfundets fælles bedste at afhænge af "den naturlige indsats af hver enkelt borger for at bedre sin egen tilstand", men den var ikke fuldt og selvbevidst udviklet før det nittende århundredes begyndelse. Laissez-faire princippet havde gjort sin ankomst for at harmonisere individualismen og socialismen, og at gøre Humes egoisme og den største nytte for det størst mulige antal til en enhed. Den politiske filosof kunne trække sig tilbage til fordel for forretningsmanden - for den sidstnævnte kunne opnå filosoffens summum bonum ( højeste mål) ved blot at forfølge sin private profit.
Det var dog nødvendigt med nogle andre bestanddele for at fuldende buddingen. Først var der attenhundrede tallets regeringers koruption og inkompetence, en arv, som i stort omfang var givet videre til nittende. Den politiske filosofs individualisme pegede på laissez-faire. Den guddommelige eller videnskabelige harmoni (som sagen måtte være) mellem den private interesse og det fælles bedste pegede på laissez-faire. Men fremfor alt, de offentlige administratorers inkompetence gjorde den praktiske mand stærkt forudindtaget til fordel for laissez-faire - en følelse, som på ingen måde er forsvundet. Næsten alt, som staten gjorde i det attende århundrede udover dens minimums funktioner var, eller syntes at være, skadeligt eller uden succes.
På den anden side, de materielle fremskridt mellem 1750 og 1850 kom fra individuelt initiativ, og skyldte næsten intet til den direkte indflydelse af det organiserede samfund som helhed. Således forstærkede praktiske eksperimenter a priori ræsonnementer. Filosofferne og økonomerne fortalte os, at ifølge diverse dybe ræsonnementer ville uhæmmet privat erhvervs-virksomhed fremme samfundets fælles bedste. Hvad kunne passe erhvervslivet bedre? Og kunne en praktisk iagttager, som så sig omkring, afvise, at de velsignede forbedringer, som kendetegnede den tidsalder, han levede i, kunne spores til enkelte individers aktiviteter for at opnå personlig vinding.
Således var jorden gødet for en doktrin som, hvad enten af guddommelige, naturlige eller videnskabelige grunde, sagde, at statens handlinger skulle være snævert begrænset og økonomisk liv ureguleret og i det omfang, det kunne lade sig gøre, overladt til individuelle borgeres færdigheder og dømmekraft drevet af det beundringsværdige motiv, at prøve at komme fremad i Verden.
Ved den tid, da Paley og hans ligemænds indflydelse var på retur, blev troens fundament rystet af Darwins nyskabelser. Intet kunne syntes at være større modsætninger end det gamle og det nye - doktrinen, som betragtede Verden som en guddommelig urmagers værk, og doktrinen, som syntes at hente alting ud af tilfældighed, kaos og de gamle tider. Men på dette punkt støttede de nye ideer de gamle. Økonomerne lærte os, at rigdom, handel og maskiner var børn af den frie konkurrence - at fri konkurrence byggede London. Men Darwinisterne kunne gå et skridt længere end dette - at fri konkurrence byggede mennesket. Det menneskelige øje var ikke længere en demonstration af design, mirakuløst udtænkt og alt for det bedste; det var en enestående præstation af tilfældet under fri konkurrence betingelser og laissez-faire. Pricippet om de bedst egnedes overlevelse kunne betragtes om en udstrakt generalisering af Ricardos økonomi. Socialistisk indblanding i markedet blev, i lyset af denne storslåede syntese, ikke blot uhensigtsmæssig, men respektløs, som beregnet på at hæmme den fremadskridende bevægelse af denne mægtige proces ved hvilken, vi som Afrodite havde hævet os selv op af urhavets oprindelige slim.
Derfor sporer jeg den særprægede forening af det nittende århundredes
hverdags politiske filosofi til den succes, med hvilket den
harmoniserede de mangfoldige og indbyrdes rivaliserende skoler og forenede
alle gode ting til et enkelt formål. Hume og Paley, Burke og Rousseau,
Godwin og Malthus, Cobbett og Huskisson, Bentham og Coleridge, Darwin og
Biskoppen af Oxford prædikede alle, fandt man ud af, i praksis de samme
ting - individualisme og laissez-faire. Dette var Englands kirke og disse
var dets apostle, medens økonomernes fællesskab havde opgaven med at
bevise, at den mindste afvigelse og mangel på fromhed ville medføre
finansiel ruin.
Disse argumenter og denne atmosfære er de forklaringer, vi kender det eller
ikke - og de fleste af os i disse degenererede tider er i det store og
hele uvidende om sagen - hvorfor vi føler sådan en stærk forkærlighed for laissez-faire, og hvorfor statens handlinger for at regulere
pengenes værdi, eller investeringspolitik, eller befolkning,
fremkalder en sådan lidenskabelig modstand i mange retfærdige hjerter. Vi har ikke læst disse
forfattere; vi ville betragte deres argumenter som absurde, hvis de faldt i
vore hænder. Ikke desto mindre ville vi ikke, forestiller jeg mig, tænke
som vi gør, hvis Hobbes, Locke, Hume, Rousseau, Paley, Adam Smith,
Bentham, og frøken Martineau ikke havde belært os og skrevet, som de
gjorde. Et studie af meningernes historie er en nødvendig forudsætning for
tankens frigørelse. Jeg ved ikke, hvad der gør en mand mest konservativ
- intet at vide undtagen om nutiden, eller intet undtagen fortiden.
Jeg har sagt, at det var økonomerne som leverede det videnskabelige, med hvilken
den praktiske mand kunne løse den modsætning mellem egoisme og socialisme,
som dukkede frem fra det attende århundredes filosofering og
åbenbarings religionens henfald. Jeg sagde sådan for at gøre det
kort, jeg vil skynde mig at forklare nærmere. Det er, hvad økonomerne
antages at have sagt. I virkeligheden kan en sådan doktrin ikke findes i
de største autoriteters værker. Det er, hvad nyttefilosofferne, som
samtidigt tilegnede sig Hume's egoisme og Benthams lighed, blev drevet til at
tro på, hvis de skulle frembringe en syntese. (Man kan sympatisere med
Coleridges synspunkt, som opsummeret af Leslie Stephen, at
"nyttefilosofferne ødelagde ethvert element af sammenhold og gjorde
samfundet til en kamp mellem selviske interesser, og ramte selve roden af
al orden, patriotisme, poesi og religion").
Økonomerne sprog smittede af på fortolkningen af laissez-faire. Men
doktrinens popularitet måtte have ligget på de politiske filosoffers
dørtrin, i højere grad end på de politiske økonomers.
Udtrykket laissez-nous faire bliver traditionelt tilskrevet købmanden Legendre, som henvender sig til Colbert nogen tid efter slutningen af det syttende århundrede. ("Que faut-il faire pour vous aider?" spurgte Colbert. "Nous laisser faire," svarede Legendre). Men der er ingen tvivl om, at den skribent, som bruger udtrykket, og brugte det i en klar forbindelse med doktrinen, er Marquis d'Argenson omkring 1751. (For udtrykkets historie, se Oncken, "Die Maxime Laissez faire et laissez-passer" fra hvilken de fleste af de følgende citater er taget. Marquis d'Argenson's påstande var oversete indtil Oncken fremsatte dem, delvist fordi de relvante passager, offentliggjort i løbet af hans liv, var anonyme - "Journal Oeconomique", 1751 - og delvist fordi hans arbejder ikke var offentliggjort i deres helhed - skønt de sandsynligvis i private kredse har gået fra hånd til hånd i hans levetid - indtil 1858 - "Memoires et Journal" in edit du Marquis d'Argenson).
Marquisen var den første mand, som blev lidenskabeligt engageret i ideen om de økonomiske fordele ved at regeringer lod erhvervslivet passe sig selv. For at regere bedre, sagde han, må man regere mindre. ("Pour gouverner mieux, il faudrait gouverner moins.") Den sande årsag til tilbagegangen for vores fremstillingsvirksomheder, erklærede han, er den beskyttelse, vi har givet dem. ("On ne peut dire autant de nos fabriques: la vraie cause de leur declin, c'est la protection outree qu'on leur accorde.") "Laissez faire, telle devrait etre la devise de toute puissance publique, depuis que le monde est civilise." - "Detestable principe que celui de ne vouloir grandeur que par l'abaissement de nos voisins! Il n'y a que la mechancete et la malignite du coeur de satisfaites dans ce principe, et l'interet y est oppose. Laissez faire, morbleu! Laissez faire!!"
Her får vi åbenbaret den økonomiske doktrin om laissez-faire, med dens mest glødende patos, fuldt påklædt. Udtrykket og ideen må have verseret i Paris siden den tid. Men den var meget lang tid om til at etablere sig selv i litteraturen; traditionen forbinder dem med fysiokraterne, særligt med de Gournay og Quesnay, dog finder de kun lidt støtte i dennes skoles literatur, skønt disse var, selvfølgelig, fortalere for ideen om den betydningsfulde harmoni mellem sociale og individuelle interesser. Udtrykket laissez-faire kan ikke findes i Adam Smiths værker, ej heller i Ricardos eller Malthus'. Endog i dogmatisk form er ideen ikke tilstede form hos nogen af disse forfattere.
Adam Smith var selvfølgelig en frihandelsmand og opponerede mod mange af det attende århundredes handelsrestriktioner. Men hans holdning til "the Navigation Acts" og lovene vedrørende åger viser, at han var ikke dogmatisk. Endog hans berømte udtryk "den usynlige hånd" afspejler en filosofi, vi kan forbinde med Paley mere end med det økonomiske dogme om laissez-faire. Som Sidgwick og Cliff Leslie har påpeget, Adam Smith støtte til et "indlysende og simpelt system baseret på den naturlige frihed" er udledt fra hans teistiske og optimistiske syn på Verdens ordenen som fremstillet i hans "Theory of Moral Sentiments", i højere grad end nogen fremstilling af egentlig politisk økonomi. (Sidgwick, "Principles of Political Economy", p. 20).
Udtrykket laissez-faire blev, tror jeg, først introduceret i den almindelige debat i England af dr. Franklin's velkendte sætning. (Bentham bruger udtrykket "laissez-nous faire" - Works, p. 440). Imidlertid er det ikke før i Benthams senere arbejder - Bentham, som overhovedet ikke var en økonom - at vi opdager reglerne for laissez-faire, i den form, som vore bedsteforældre kendte dem, tilpasset til at tjene nyttefilosofien. For eksempel i "A Manual of Political Economy", (Skrevet i 1793, et kapitel blev offentliggjort i "Bibliotheque Britannique" i 1798, og helheden blev først printet i Bowring's redigering af hans værker - 1843) skriver han: "Den almindelige regel er, at intet bør gøres eller forsøges af regeringen; regeringens motto eller kodeord ved disse lejligheder bør være - Vær stille - De krav, som landbruget, fabrikanterne, og handelen præsenterer for regeringen, er lige så beskedne og rimelige, som de krav Diognes stillede: "Træd ud af mit solskin."
Siden denne tid var det de politiske kampagner for fri handel, den såkaldte Manchester Skoles og de Benhamitiske nyttefilosoffer, ytringerne af andenrangs økonomiske autoriteter og uddannelses historierne af Miss Martineau og Mrs Marcet, som fastlagde begrebet laissez-faire i den folkelige bevidsthed så vel som dens praktiske konklusioner i ortodoks politisk økonomi. Med denne store forskel, at det malthusianske syn på befolkningstilvækst i mellemtiden var blevet accepteret af den samme økonomiske skole. Den sidste halvdel af det attende århundredes optimistiske laissez-faire havde veget pladsen for det sidste halvdel af det nittende århundredes pessimistiske laissez-faire (Cf. Sidgwick, op. cit. p. 22: "Endog de økonomer som i almindelighed holder sig til Adam Smiths begrænsninger for regeringers virkefelt, håndhævede disse begrænsninger vemodigt og ikke triumferende; ikke som beundrere af den sociale orden, som for tiden oprinder fra "den naturlige frihed", men som overbeviste om, at det i det mindste er at foretrække frem for nogen konstrueret orden, som regeringen måtte være i stand til erstatte dem med.")
I Mrs Marcet's "Conversations on Political Economy" (1817), holder Caroline ud så længe, som hun kan, som tilhænger af at kontrollere de riges forbrug. Men på side 418 må hun se nederlaget i øjnene:
CAROLINE.: "Jo mere jeg lærer om dette emne, desto mere føler jeg mig overbevist om, at nationens interesse, såvel som individernes interesse, langtfra er hinandens modsætninger men derimod perfekt samstemmende."
MRS B: "Liberale og overordnede synspunkter vil altid lede til identiske konklusioner, og lære os at hylde følelsen af universel menneskekærlighed; deraf kommer videnskabens overlegenhed over den simple praktiske viden."
Omkring 1850 udsendtes ærkebiskop Whatley "Easy Lessons for the Use of Young People", som var distribueret en gros af "Society for Promoting Christian Knowledge", og den tillod endog ikke den tvivl, som Mrs B. af og til lod Caroline underholde med. "Mere skade end gavn vil sandsynligvis blive gjort", konkluderer den lille bog, "ved næsten enhver indblanding i borgernes pengetransaktioner fra regeringens side, hvad enten det drejer sig om leje eller udlejning, køb eller salg af enhver art". Sand frihed er "at enhver mand bør have frihed til at disponere over sin egen ejendom, sin egen tid, og kræfter og færdigheder, på hvilken som helst måde, det må synes ham passende, forudsat at han ikke gør uret mod sine naboer."
Kort sagt, doktrinen havde fået fat i uddannelses systemet; den var blevet en kladdehæfte leveregel. Den politiske filosofi, som det syttende og attende århundrede havde skabt med det formål at omstyrte konger og biskopper, var blevet gjort til babymælk, og var bogstavelig talt ankommet til barneværelset.
I Bastitats værker når vi tilsidst frem til det mest ekstravagante og ekstasiske udtryk for den politiske religion. I hans "Harmonies Economiques" :
"Jeg påtager mig (siger han) at demonstrere harmonien i disse Forsynets love, som styrer det menneskelige samfund. Hvad der gør disse love harmoniske og ikke modstridende mod hinanden er, at alle principper, alle motiver, alle kilder til handling, alle interesser, samarbejder mod et storslået endeligt resultat. - Og dette resultat er den uendelige approximation af alle klasser mod et niveau, som altid højnes; med andre ord, ligheds gørelsen af individerne i en generel højnelses proces."
Og når han, som andre præster, fastslår sine trossætninger, lyder de som følger:
"Jeg tror, at Han, som har arrangeret det materielle Univers, ikke har tilbageholdt Sin opmærksomhed fra den sociale Verdens arrangement. Jeg tror, at Han har kombineret og forårsaget frie agenters harmoniske bevægelser såvel som inaktive molekyler - Jeg tror, at denne uovervindelige sociale tendens er en konstant approximation af mennesket mod en fælles moral på det intellektuelle og det fysiske niveau, som samtidig er en progressiv og ubegrænset højnelse af dette niveau. Jeg tror, at alt, som er nødvendig for denne gradvise og fredelige udvikling af menneskeheden er, at disse tendenser ikke må forstyrres, eller have deres bevægelse ødelagt."
Fra John Stuart Mills tid har økonomer med autoritet reageret stærkt mod alle sådanne ideer. "Næppe en eneste anseelig engelsk økonom", som professor Cannan udtrykte det, "vil deltage i et frontalt angreb på socialismen i almindelighed", skønt, som han også tilføjer, "næsten enhver økonom, kendt eller ikke, er altid rede til at finde huller i de fleste socialistiske forslag." ("Theories of Production and Distribution", p. 494). Økonomer har ikke længere nogen forbindelse med de teologiske og politiske filosofier, ud af hvilke dogmerne om social harmoni blev født, og deres videnskabelige analyse leder dem ikke til en sådan konklussion.
I sin introducerende forelæsning om "Political Economy and Laissez-faire", som Cairnes gav på University College, London i 1870, var han måske den første ortodokse økonom, som leverede et frontalt angreb på laissez-faire i almindelighed.
"Læresætningen om laissez-faire", erklærede han, "har ikke noget som helst videnskabeligt grundlag, den er højest en praktisk tommelfingerregel." (Caines gav en god beskrivelse af "den herskende opfattelse" i den følgende passage fra den samme forelæsning: "Den herskende opfattelse er, at P.E. påtager sig at vise, at rigdom vil blive hurtigst ophobet og mest retfærdigt fordelt; det vil sige, at menneskets velfærd vil blive mest effektivt fremmet, ved den simple proces at overlade folk til sig selv; det vil sige, at overlade individerne til at følge egennyttens leveregler, uhæmmet af staten og den offentlige mening, så længe de ikke bruger vold og svindel. Dette er doktrinen, som i almindelighed er kendt som laissez-faire, og i henhold til den politiske økonomi, tror jeg, at den i al almindelighed betragtes som en slags videnskabelig fremstilling af denne læresætning - Frihedens og det private initiativs oprejsning og ophøjelsen af kontrakt som den ene og tilstrækkelige løsning på alle industrielle problemer."
Gennem de sidste halvtreds år har dette været alle ledende økonomers holdning. Nogle af Alfred Marshals vigtigste arbejder - for at tage et eksempel - var rette belysningen mod nogle af de vigtigste tilfælde, i hvilke private og sociale interesser ikke harmonerer. Ikke desto mindre, den årvågne og udogmatiske holdning hos de bedste økonomer har ikke overvundet
den almindelige mening, at individual laissez-faire er både, hvad de bør undervise i, og hvad de rent faktisk underviser i.
Økonomer har, som andre videnskabsmand, valgt deres grundlæggende hypoteser, som de tilbyder begyndere, fordi de er de simpleste, og ikke fordi de er nærmest til kendsgerningerne. Delvis af denne årsag, men delvist, indrømmer jeg, fordi de har været forudindtaget af deres emnes traditioner, har de begyndt med at antage en tilstand, hvor den ideale distribution af de produktive ressourcer kan blive tilvejebragt ved, at individerne handler uafhængigt med trial and error metoden, således at de individer, som handler i den rigtige retning gennem konkurrencen vil ødelægge de individer, som bevæger sig i den forkerte retning.
Dette medfører, at der ikke vil blive nogen nåde eller beskyttelse for dem, som investerer deres kapital eller arbejdskraft i den forkerte retning. Det er en metode til at bringe de mest succesfulde profitmagere til tops ved hjælp af en hensynsløs kamp for overlevelse, som udvælger de mest effektive gennem de mindre effektives bankerot. Den medregner ikke kampens
omkostninger, men ser kun på fordelene ved det endelige resultat, som anses for permanent. Livets formål er at plukke bladene fra kvistene så højt oppe som muligt, den mest sandsynlige måde at opnå dette mål på er ved at lade de giraffer, som har de korteste halse dø af sult, og overlade de eftertragtede blade til girafferne med de længste halse.
Svarende til denne metode til at opnå den ideale fordeling af produktions-midlerne mellem forskellige formål, findes en lignende antagelse om, hvordan man opnår en fordeling af, hvad der er til rådighed til forbrug. Hvert individ vil starte med at udforske, hvilke blandt mulige forbrugsemner, han helst vil have ved hjalp af en marginal trial and error metode, og på denne måde vil ikke kun hver forbruger komme til at fordele sit forbrug således, at det giver ham størst mulig tilfredsstillelse, men hvert forbrugsobjekt vil finde vej ind i munden på netop den forbruger, som værdsætter det mest i forhold til de andre muligheder. Fordi denne forbruger vil byde højere end resten. Således, hvis vi blot overlader girafferne til dem selv, (1) den maksimale mængde blade vil blive plukket fordi girafferne med de længste halse vil nå højere op i træerne, takket være at de andre er uddøde af sult. (2) hver giraf vil udvælge de blade, som den bedst kan lide, og som er indenfor rækkevidde; og (3) de giraffer, hvis begær efter en speciel type blade er størst vil strække sig mest for at nå dem. På denne måde vil flere og mere saftige blade blive nedsvælget, og hvert enkelt blad vil nå de munde, som værdsætter netop dette blad mest.
Imidlertid, antagelsen af, at forhold med uhindret naturlig udvælgelse fører til fremskridt, er kun en af to foreløbige antagelser som bogstavelig talt er blevet tvillinge støttepiller under laissez-faire. Den anden er effektivitet, og i virkeligheden nødvendigheden af muligheden for ubegrænsede private muligheder for at skabe profit, som en motivation for maksimum indsats.
Under laissez faire ophobes profit hos det individ, som på grund af dygtighed eller held er tilstede med sine produktions ressourcer på det rigtige tid og sted. Et system, som tillader dygtige eller heldige individer at høste de fulde frugter af dette sammentræf, og helt klart giver en enorm motivation til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Således bliver en af de stærkeste menneskelige motiver, nemlig kærligheden til penge, spændt for jobbet med at fordele økonomiske ressourcer pa den måde, som det er beregnet, bedst forøger
rigdommen.
Parallelen mellem økonomisk laissez faire og darwinismen, allerede kort beskrevet, bliver i dag betragtet som virkelig meget tæt, som først og fremmest Herbert Spencer har konkluderet. Darwin brugte seksuel kærlighed, som virkede gennem seksuel udvælgelse, som en adjudant til
den naturlige udvælgelse ved konkurrence, til støtte for den direkte evolution i en sådan
retning, som skulle være eftertragtet så vel som effektiv; Således bruger individualisten kærligheden til penge, som virker gennem jagten på profit, som en adjudant til den naturlige udvælgelse, for at tilvejebringe en produktion i den størst mulig skala af sådanne produkter, som er stærkest begæret målt som bytteværdi.
Skønheden og enkeltheden af en sådan teori er så stor, at det er nemt at glemme, at den ikke fremkommer fra de aktuelle kendsgerninger, men fra en ufuldstændig hypotese, introduceret for dens enkeltheds skyld. Bortset fra andre indvendinger, som skal nævnes senere, afhænger konklusionen, at individer, som handler uafhængigt for deres egen vindings skyld, vil
producere den størst mulige samlede rigdom af en række urealistiske antagelser, produktions og forbrugs processen er på ingen måde organisk, der findes tilstrækkelig forhåndskendskab om betingelser og krav, og der er passende muligheder for at opnå dette forhåndskendskab. I almindelighed reserverer økonomer de komplikationer, som kan opstå til et senere stadie i deres argumentation - (1) Når den effektive produktionsmængde er relativt større end forbrugsmængden, (2) Når der findes overhead omkostninger eller fælles omkostninger, (3) Når der findes stordriftsfordele, (4) Når den tid, som kræves for justeringer er lang, (5) når uvidenhed dominerer over viden (6) nar monopoler og kombinationer forstyrrer den lige forhandlingsposition. - de reserverer, så at sige, deres analyse af de faktiske kendsgerninger til et senere stade i deres argumentation. Ydermere, mange af dem, som
anerkender, at den simplificerede analyse ikke korresponderer nøjagtigt med kendsgerningerne, konkluderer ikke desto mindre, at den repræsenterer "det naturlige" og derfor det ideale. De anser den simplificerede hypotese som sund, og de yderligere komplikationer som sygdom.
Dog udover dette spørgsmål om kendsgerninger er der andre betragtninger, kendte nok, som korrekt medregner omkostningerne og karakteren af selve konkurrence kampen, og den tendens, som rigdom har til at blive distributioneret, hvor det ikke er mest værdsat. Hvis vi føler for giraffernes velfærd i vore hjerter, må vi ikke overse de lidelser, som overgår de
korthalsede giraffer, som bliver sultet ud, eller de saftige blade, som falder til jorden og bliver trampet under fode i kampens hede, eller de langhalsedes overforbrug af blade, eller det onde udtryk af ængstelse eller kampens grådighed, som overskygger hjordens "milde" ansigter.
Men udover økonomiske lærebøger har laissez-faire princippet andre allierede. Det må indrømmes, at principperne er blevet bekræftet i sunde tænkere og den ræsonnerende offentligheds bevidsthed af den ringe kvalitet de alternative principper - protektionisme på den ene side og marxistisk socialisme på den anden side. Disse doktriner er dog begge defineret ikke kun eller mest ved deres udfordring til den almindelige forud indtagelse til fordel for laissez-faire, men simpelthen ved logiske brist. Begge er eksempler på dårlig tænkning, af mangel på evne til at analysere en proces og følge den til dens konklusion. Argumenterne imod dem, skønt forstærket af laissez -faire principperne, kalder ikke direkte på dette. Af de to er protektionismen i det mindste plausibel, og kræfterne, som skaber dens popularitet, kan man ikke undre sig over. Men den marxistiske socialisme må altid forblive som et varsel i ideernes historie - hvordan kan en doktrin så ulogisk og så uskarp have udøvet en så magtfuld og vedvarende indflydelse over menneskers bevidsthed, og gennem dem, historiens begivenheder. I hvert tilfælde, den indlysende videnskabelige svaghed hos disse to skoler bidrog meget stærkt til til det nittende århundredes laissez-faire's autoritet og prestige.
Heller ikke den mest iøjefaldende afvigelse i social aktion i stor skala - udkæmpningen af den sidste krig - har opmuntret reformister eller udstødt gammeldags forud indtagenhed. Der kan siges meget på begge sider, det er sandt. Krigens erfaringer med organisation af socialiseret produktion har gjort nogle nære iagttagere optimistisk ivrige efter at gentage dette under fredsbetingelser. Krigssocialismen opnåede uden tvivl en produktion af rigdom langt større, end vi nogensinde har set det i fredstid, skønt de varer og tjenesteydelser, som blev frembragt, var øre mærket for umiddelbar og frugtesløs udslettelse, ikke desto mindre var det rigdom. Til trods for alt var det nyttesløse forbrug af anstrengelser også formidabelt, og atmosfæren af spild og ignorering af omkostningerne var afskyelig for enhver driftig og sparsommelig sjæl.
Endeligt, individualisme og laissez-faire kunne ikke, til trods for deres dybe rødder i slutningen af det attende og begyndelsen af det nittende århundredes politiske og moralske filosofi, have sikret deres varige greb om styringen af offentlige affærer, hvis ikke det havde været for deres overensstemmelse med den moderne forretningsverdens behov og ønsker. De gav fuldt spillerum til vore tidligere helte, de store forretningsmænd. "Mindst halvdelen af de bedste hjerner i den vestlige Verden," plejede Marshall at sige, "er engageret i forretningsverdenen." En stor part af tidsalderens "højere forestillingevne" var beskæftiget således. Vore håb om fremskridt var tæt knyttet til disse mænds aktiviteter.
"Mænd i denne klasse" (skrev Marshall i "The Social Possibilities of Economic Chivalry", Economic Journal, XVII, 1907 - 9 ) lever med konstant skiftende visioner, skabt i deres egne hjerner, om forskellige veje til de mål, som de har sat sig; om de vanskeligheder, som Moder Natur vil møde dem med på hver rute, og om de påfund, som de håber, vil de give dem overtaget over vanskelighederne. Denne forestilling vinder ringe tilslutning blandt folket, fordi den ikke tillader dem at lave optøjer, dets styrke er disciplineret af en stærkere vilje; og den største hæder er at nå store mål med midler så simple, at ikke en kender dem, og endog kun eksperter kan gætte, hvordan et dusin andre løsninger, som for den forhastede iagttager hver viser vejen til lige så begavede løsninger som den første, var sat til side for dette formåls skyld. Sådan en mands forestillingsevne er beskæftiget, i lighed med en mester skak spiller, med at forudsige de vanskeligheder, som kan stille sig i vejen for hans langsigtede projekts vej til succes, og han afviser konstant brillante forslag, fordi han har forestillet sig modtræk til disse. Hans stærke nervøse kraft er den ekstremt modsatte art af menneskelig natur som den nervøse ansvarsløshed, der undfanger forhastede utopiske projekter, som nærmest kan sammenlignes med den dristige lethed hos en svag spiller, som hurtigt vil løse det mest vanskelige skak problem ved selv at påtage sig at flytte de sorte såvel som de hvide brikker."
Dette er et fint billede af den store industri kaptajn, mester-individualisten, som tjener os ved at tjene sig selv, ganske som enhver anden kunstner gør. Dog, denne er ved at forvandle sig til et laset idol. Vi føler stadig større tvivl om, at han vil tage os ved hånden og lede os ind i Paradis.
Disse mange elementer har bidraget til de nuværende intellektuelle forud indtagenhed, den mentale make-up, nutidens ortodoksi. Den tvingende kraft bag mange af de oprindelige argumenter er forsvundet, men, som sædvanligt, konklusionens livskraft overlever dem. At foreslå sociale initiativer for samfundets bedste til London City er som at diskutere "Arternes Oprindelse" med en biskop for tres år siden. Den første reaktion er ikke intellektuel, men moralsk. Der er sat spørgsmålstegn ved et ortodoksi, og jo bedre argumenter jo alvorligere er forseelsen. Ikke desto mindre vover jeg mig ind i det apatiske monsters hule, i hvert tilfælde jeg har sporet hans påstande og afstamning for således at vise, at han har hersket over os mere på grundlag af arvelig rettighed end på grund af hans fortjenester.
Lad os rydde grunden for de metafysiske eller generelle principper på hvilken Laissez-faire fra tid til anden har været funderet. Det er ikke sandt, at individer besidder en umistelig "naturlig frihed" i deres økonomiske aktiviteter. Der er ingen "samfundskontrakt", som tildeler evige rettigheder til dem, som har, eller til dem, som ikke har. Verden er ikke styret på en sådan måde fra oven, at private og sociale interesser altid er sammenfaldende. Den er ikke ledet hernede fra således, at de i praksis er sammenfaldende. Det er ikke korrekt at udlede fra de økonomiske principper, at oplyst selv-interesse altid virker i offentlighedens interesse. Det er heller ikke sandt, at selv-interesse i almindelighed er oplyst; oftere er individerne, som handler selvstændigt for at fremme deres egen mål, for uvidende eller for svage til at nå blot disse. Erfaringen viser ikke, at individer, når de slutter sig sammen i en social enhed, altid er mindre klarhjernede, end når de handler hver for sig.
Derfor kan vi ikke træffe en afgørelse udelukkende på grundlag af abstrakte argumenter, vi må inddrage dets fortjenester i detaljer, som Burke udtrykte: "Et af de fineste problemer i lovgivning, nemlig at bestemme hvad staten selv bør tage ansvar for styret af den offentlige visdom, og hvad den bør overlade, med så lille indblanding som muligt, til individuel udøvelse." (citeret af McCulloch i hans "Principles of Political Economy"). Vi må skelne imellem, hvad Bentham, i hans glemte, men nyttige terminlogi, betegnede som agenda og ikke-agenda, og at gøre dette uden Benthams overordnede forud-indtagenhed om, at indblanding på samme tid er "i almindelighed unødvendig" og "i almindelighed destruktiv". (Bentham's "Manual of Political Economy", udgivet efter hans død, redigeret af Bowring - 1843). Måske er det hovedopgaven for økonomer nu om dage på ny at skelne mellem agenda og non-agenda for demokratiske regeringer, som skal være i stand til at gennemføre agenda. Jeg vil illustrere, hvad jeg mener med to eksempler.
(1) Jeg tror, at i mange tilfælde ligger den ideelle størrelse for en enhed for organisation og kontrol mellem individet og den moderne stat. Jeg foreslår derfor, at fremskridt ligger i vækst og anerkendelse af semi-autonome enheder indenfor stats enheden, hvis kriterium for handling indenfor deres eget område udelukkende er offentlighedens bedste, således som de ser det, og fra hvilke bevidste motiver af privat fordel er udelukket, skønt nogle steder, indtil menneskets altruistiske udsyn bliver bredere, kan det stadigt være nødvendigt at acceptere at særlige grupper - klasser eller fakulteter - virker for fælles fordel, organisationer, som i deres daglige forretninger i hovedsagen er uafhængige indenfor deres foreskrevne rammer, men i yderste tilfælde er underlagt parlamentets demokratiske magt. Jeg foreslår en tilbagevenden, det må siges, til den middelalderlige organisation af separate autonomier. Men i hvert tilfælde i England er kooperationer er en organisationsform, som aldrig har ophørt med at være vigtig, og er sympatisk mod vore institutioner. Det er let at give eksempler, fra hvad der allerede eksisterer, på separate autonomier, som har opnået eller er tæt på at opnå den tilstand, jeg har nævnt - Universiteterne, Bank of England, Londons Havnemyndigheder, endog måske jernbane selskaberne. I Tyskland er der uden tvivl lignende eksempler.
Men mere interessant end dette er udviklingens tendensen i aktieselskaberne, når de har nået en bestemt alder og størrelse, nærmer de sig den status af offentlige kooperationer mere end den af private selskaber. En af de mest interessante og ubemærkede udviklinger i de sidste årtier har været de store foretagenders tendens til at socialisere dem selv. Når store organisationer - i særdeleshed en stor jernbane eller et stort offentligt forsyningsselskab, men også en stor bank eller et stort forsikringsselskab - i hvilke ejerne af kapitalen, aktionærerne, er næsten fuldstændigt adskilt fra ledelsen, med det resultat at den direkte personlige interesse af den sidstnævnte i at skabe en stor profit kommer helt i anden række. Når dette stadium er nået, bliver den generelle stabilitet og omdømme af institutionen af ledelsen vægtet højere end maksimeringen af aktionærernes profit. Aktionærerne må stille sig tilfreds med et passende konventionelt dividende; men efter at dette er sikret, består ledelsens direkte interesse i at undgå kritik fra offentligheden og fra koncernens kunder. Dette er i særdeleshed sagen, hvis deres store størrelse eller halv monopolistiske position gør dem mistænkelige i offentlighedens øjne og sårbare overfor et offentligt angreb. De ekstreme eksempel på denne tendens er måske sagen om en institution, som teoretisk er den ubegrænsede ejendom af private personer, Bank of England. Det er næsten sandt at sige, at der ingen gruppe af personer i kongedømmet bankdirektøren tænker mindre på end aktionærerne, når han beslutter sin politik. Deres rettigheder, udover deres konventionelle dividende, er allerede sunket ned i nærheden af nul. Men det samme er delvist sandt for mange andre store institutioner. De har i tidens løb socialiseret dem selv.
Det er ikke en ublandet fordel. De samme årsager fremmer konservatisme og en aftagen af foretagsomhed. Faktisk har vi allerede i disse tilfælde mange af de mangler så vel som fordele af Stats Socialismen. Ikke desto mindre ser vi her, tror jeg, en naturlig udviklingslinie. Socialismens krig mod ubegrænset privat profit bliver vundet lidt efter lidt, time efter time. I disse specielle områder - det forbliver aktuelt andre steder - er det ikke længere noget presserende problem. Der er, for eksempel, ingen såkaldte vigtige politiske spørgsmål så virkelig ikke-vigtigt, så irrelevant for organisationen af de det politiske liv i Storbritanien end nationaliseringen af jernbanerne.
Det er sandt, at mange store foretagender, i særdeleshed offentlige forsyningsselskaber og andre selskaber, som kræver en stor investering i fast kapital, stadig behøver at blive halv-socialiseret. Vi må drage fuld fordel af nutidens naturlige tendenser, og vi må efter al sandsynlighed foretrække semi-autonome kooperationer frem for organisationer direkte underlagt staten, for hvilke en minister er ansvarlig.
Jeg kritiserer doktrinær stats socialisme, ikke fordi den søger at engagere menneskers altruistiske impulser i samfundets tjeneste, eller fordi den afviger fra laissez-faire, eller den fratager mennesket dets naturlige frihed til at tjene en million, eller fordi den har mod til dristige eksperimenter. Alle disse ting kan jeg bifalde. Jeg kritiserer den, fordi den mangler overensstemmelse med, hvad der virkelig sker; fordi den er, i virkeligheden, kun lidt bedre end en støvet overlevet plan for, hvordan man kunne løse problemerne for halvtreds år siden, baseret på nogle misforståelser af, hvad nogen sagde for hundrede år siden. Det nittende århundredes stats socialisme udspringer fra Bentham, fri konkurrence, og så videre, og er i nogle henseender en klarere, i nogle henseender en mere mudret version af netop den samme filosofi, som danner grundlag for det nittende århundredes individualisme. Begge lægger alt deres eftertryk på frihed, den ene negativt, for at for at undgå begrænsninger af eksisterende frihed, den anden positivt, for at ødelægge naturlige eller tilegnede monopoler. De er forskellige reaktioner på den samme intellektuelle atmosfære.
(2) Dernæst kommer jeg til en kritik af Agenda, som er særlig relevant for, hvad der er presserende og ønsket at gøre i den nære fremtid. Vi må sigte imod at adskille de service virksomheder, som er teknisk sociale fra dem som er teknisk individuelle. Statens vigtigste agenda relaterer sig ikke til de aktiviteter, som private individer allerede udfylder, men til de funktioner, som falder udenfor det individuelle område, til de beslutninger, som ikke bliver taget af nogen, hvis ikke staten gør det. Det vigtige for regering er ikke at gøre ting som individerne allerede gør, og gøre dem lidt bedre eller lidt værre; men at gøre de ting som nu for tiden slet ikke bliver gjort.
Det er ikke mit formål ved denne lejlighed at udvikle praktisk politik. Derfor begrænser jeg mig selv til at nævne nogle eksempler på, hvad jeg mener blandt de problemer, jeg tilfældigvis har tænkt mest over.
Mange af vor tids største økonomiske onder er frugter af risiko, usikkerhed og uvidenhed. Det er fordi, at beregnende individer takket være held eller evner i situationen er i stand til at drage fordel af usikkerhed og uvidenhed, og også fordi, af den samme årsag, "big business" ofte er et lotteri, som er årsag til stor ulighed i velstand; og disse samme faktorer er også årsag til arbejdsløshed, eller skuffelser for rimelige forretnings-forventninger, og til forværring af produktion og effektivitet. Dog kuren ligger udenfor individernes operationsområde; det kan endog være i individers interesse at forværre sygdommen. Jeg tror, at kuren for disse ting delvis skal søges i en bevidst kontrol med valuta og kredit fra en central institution, og delvis i indsamling og fordeling i stor skala af data relateret til forretnings situationen, inkluderet fuld offentlighed, ved lov om nødvendigt, af alle forretning fakta, som det er nyttigt at kende. Disse tiltag vil involvere samfundet gennem nogle passende udøvende organer i udøvelsen af direkte intelligence vedrørende mange af de indre kompleksiteter i private virksomheder, dog vil det lade privat initiativ og foretagsomhed uhindret. Selv hvis disse tiltag skulle vise sig utilstrækkelige, vil de ikke desto mindre forsyne os med bedre viden, end vi har nu, for at tage det næste skridt.
Mit andet eksempel relaterer sig til opsparing og investering. Jeg tror, at en vis grad af koordineret handling på grundlag af intelligent vurdering er krævet vedrørende det omfang, som det er ønsket, at et samfund som helhed bør spare, det omfang i hvilket disse opsparinger bør bruges til udenlandske investeringer, og om den nuværende organisation af investeringsmarkedet fordeler opsparingen ad de nationalt mest produktive kanaler. Jeg tror ikke, at disse anliggender bør overlades alene til private vurderingers tilfældige afgørelser i henhold til privat profit.
Mit tredje eksempel drejer sig om befolkningen. Den tid er kommet, hvor hvert land behøver en bevidst national politik, om hvorvidt en større eller en mindre befolkning end den nuværende eller den samme er mest hensigtsmæssigt. Og efter at vi har fastlagt denne politik, må der tages skridt til at bringe den til udførelse. Den tid kan komme inden længe, hvor et samfund som helhed må være opmærksom på kvaliteten såvel som antallet af dets fremtidige medlemmer.
Disse overvejelser har været rettet mod mulige forbedringer i den moderne kapitalismes teknik hen imod et agentur for kollektive initiativer. Der er intet i dem, som er alvorligt i modstrid med, hvad der forekommer mig at være den grundlæggende karakteristik af kapitalismen, nemlig afhængigheden af en intens appel til individernes profitsøgning og penge-elskende instinkter, som den væsentlige motiverende kraft i den økonomiske maskine. Jeg må heller ikke så nær ved min afslutning lade mig selv komme på afveje i andre områder. Ikke desto mindre må jeg med fordel minde jer om her ved afslutningen, at de heftigste brydninger og de mest dybtfølte menings modsætninger sandsynligvis vil finde sted i de kommende år, ikke på grund af tekniske spørgsmål, hvor argumenterne på begge sider i hovedsagen er økonomiske, men på grund af sådanne, som i mangel af bedre ord kan kaldes psykologiske eller måske moralske.
I Europa eller i det mindste i nogle dele af Europa - men ikke, tror jeg, i Amerikas Forenede Stater - er der en latent reaktion, ganske udbredt, imod at basere samfundet i den udstrækning, som vi gør ved at opfostre, opmuntre, og beskytte individernes pengemotiver. En forkærlighed for at arrangere vore gøremål således, at der appelleres så lidt som muligt til penge-motivet hellere end så meget som muligt, behøver ikke at være fuldstændigt a priori, men kan baseres på en historisk sammenligning. Forskellige personer, i afhængig deres valg af profession, finder at penge-motivet spiller en stor eller lille rolle i deres daglige liv, og historikere kan fortælle os om andre perioder i sociale organisationers historie, i hvilken dette motiv har spillet en meget mindre rolle, end det gør nu. De fleste religioner og de fleste filosofier nedgør, for at sige det mildt, et liv i hovedsagen styret af ønsket om personlig penge profit. På den anden side, de fleste mennesker nu om dage afviser et asketisk opfattelse og tvivler ikke på de reale fordele ved rigdom. Ydermere syntes det indlysende for dem, at man kan ikke klare sig uden penge-motivet, og at, bortset fra bestemte indrømmede krænkelser, det gør jobbet godt. Resultatet er, at den gennemsnitlige mand afleder sin opmærksomhed fra problemet og har ingen klar ide om, hvad han virkelig tænker og føler om hele den forvirrede materie.
Forvirring i tanker og følelser fører til forvirring i tale. Mange mennesker, som virkelig vender sig mod kapitalismen som en livsform, argumenterer som om de var modstandere af den på grund af dens ineffektivitet i at nå sine egen mål. På den anden side, ivrige tilhængere af kapitalismen er ofte urimeligt konservative, og afviser reformer i dens teknik, som virkelig kunne have styrket og bevaret den, af frygt for, at det skulle vise sig at være det første skridt væk fra kapitalismen selv.
Ikke desto mindre, den dag vil komme, hvor vil få større klarhed, end vi har nu, når vi taler om kapitalismen som en effektiv eller ineffektiv teknik, og når vi taler om hvorvidt den er ønskværdig eller forkastelig i sig selv. For min part tror jeg, at kapitalismen, klogt ledet, sandsynligvis kan blive mere effektiv i at nå økonomiske mål end noget alternativt system, som endnu er i sigte, men at den i sig selv på mange måder er ekstremt forkastelig. Vort problem er at udvikle en social organisation, som skal være så effektiv som muligt uden at krænke vores opfattelse af et tilfredsstillende liv.
Det næste skridt må komme, ikke fra politisk agitation eller fra umodne eksperimenter, men fra tanken. Vi behøver en intellektuel anstrengelse for at belyse vore følelser. Lige nu har vor sympati og vore vurderinger en tilbøjelighed til stå på hver sin side, dette er en pinefuld og paralyserende bevidsthedstilstand. I handlingens øjeblik vil reformatorer ikke have succes, før de støt kan forfølge et klart og veldefineret mål med deres intellekt og deres følelser samtidigt.
Lige nu er der ikke noget parti i Verden, som forekommer mig at forfølge de rigtige mål med de rigtige metoder. Materiel fattigdom udgør incitamentet til forandringer præcis i situationer, hvor der er meget lille margin for eksperimenter. Materiel fattigdom fjerner incitamentet, netop når det kunne være sikkert at tage en chance. Europa mangler midlerne, Amerika viljen, til at tage initiativet. Vi har brug for et nyt sæt af overbevisninger, som udspringer naturligt af en oprigtig granskning af vore egne indre følelser i relation til virkelighedens kendsgerninger.
| Til start |
