DH-debat Forside

2. Versailles Traktaten og Munchen Forliget

Oprindelsen til Den Anden Verdenskrig - efter A. J. P. Taylor

1. Strejftog Gennem to Krige

1. Indledning 2. Første Verdenskrig
3. Europa og Kina 4. Mellem-krigstiden
5. Folkenes Selvbestemmelse 6. Historiske Grænser
7. Litteratur

1. Indledning

Den Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 skyldtes politiske og diplomatiske fejl og bommerter på begge sider.

A. J. P. Taylor

Den Engelske historiker A. J. P. Taylor 1906-1990. Denne artikelserie bygger grundlæggende på hans bog "The Origins of The Second World War". Dog ikke så meget i denne indledende artikel som i de følgende.

Det er sædvane at placere hele ansvaret for Anden Verdenskrig på tyskerne og Adolf Hitler. Den tyske fører var en dæmonisk diktator, som fra første færd havde en køreplan for erobring af Verdensherredømmet. De demokratiske nationer havde ingen andre muligheder end tappert at træde op mod dette ondskabens imperium. Politikerne og deres vælgere kan derfor intet bebrejdes for denne verdensomfattende katastrofe.

Den britiske historiker A. J. P. Taylor udgav i 1961 en bog, "The Origins of the Second World War". Efter grundige studier af den diplomatiske korrespondance, nøglepersoners erindringer og mange andre kildeskrifter, kom han frem til, at der var ingen, som ønskede den Anden Verdenskrig, hverken Hitler eller de vestlige politikere.

Soldatergrave ved Verdun - Champs de Bataille

Soldatergrave ved Verdun - Champs de Bataille.

Historien repræsentere vore dyrkøbte erfaringer og hvis vi ikke lærer af historien, vil alle disse unge mænds liv i sandhed være spildt.

Hitler havde ikke nogen køreplan for verdens erobring, skrev Taylor, han var opportunist som de fleste andre politikere. Han tog et træk og vurderede derefter de muligheder, som åbnede sig.

Krigen, som begyndte i 1939, var langt fra overlagt; den var en fejltagelse, resultatet af diplomatiske fadæser på begge sider. (Taylor s. 269)

Ansvaret for krigen hviler ikke kun på Adolf Hitler; Det hviler også på de ansvarlige politikere i de demokratiske stater og de vælgere, som valgte dem.

Engelske soldater ved fronten ved Verdun

Engelske soldater ved fronten ved Verdun.

Vejen fra Danmark til Paris går igennem Nord Frankrig og Flandern. Her findes de uendelige soldaterkirkegårde fra Første og Anden Verdenskrig. Her ligger byen Verdun, som i 1916 kostede mere end en kvart million soldater livet.

Når vi kommer denne vej, må vi parkere bilen og for en stund gå omkring mellem de hvide kors. Det er det mindste, vi kan gøre for alle disse unge mænd, for hvem det hele sluttede så tidligt.

Engang talte jeg med en landmand fra Sønderjylland. Hans far havde været tysk soldat i Første Verdenskrig. Han overlevede fire år ved fronten. Da han kom hjem fra krigen giftede han sig, fik børn og gik i gang med at drive familiens gård. Han talte aldrig om årene i skyttegravene. Det eneste, hans børn nogensinde hørte ham sige om krigen, var, at da hans regiment blev overført fra Østfronten til Vestfronten, hørte han en kirkeklokke slå nytårsaften ved midnat.

Overalt i Europa bliver vi mindet om dem, som døde i de store krige.

I engelske landsbykirker er der mindst to store tavler på væggen. En med en lang liste over landsbyens mænd, som faldt i den første Verdenskrig og en anden med navnene på dem, som faldt i den anden Verdenskrig. Således også i resten af Europa. I Nord Italien mindes de alle dem, som ikke kom hjem fra Østfronten, og dem som faldt under den efterfølgende partisankrig. På landsby-kirkegårdene i Sønderjylland opregnes navnene på egnens unge mænd, som faldt i de store krige.

Var det virkeligt nødvendige? Var der ikke andre muligheder?

2. Første Verdenskrig

Det er almindeligt antaget, at Første Verdenskrig startede ved en fejltagelse.

Gavrillo Princip arresteres efter attentatet

Gavrillo Princip arresteres efter attentatet.

Den 28. Juni 1914 blev den Østrig-Ungarske kronprins, Franz Ferdinand, skudt i Sarajevo af den serbiske student, Princip. Han tilhørte en gruppe, som kaldte sig "Den Sorte Hånd". Terrorgruppen blev hurtigt trevlet op, og sporene pegede mod nabostaten, kongedømmet Serbien. Østrig-Ungarn krævede, at den serbiske regering skulle indlede en undersøgelse af terrorgruppernes aktiviteter, men serberne afviste. Tyskland opfordrede Rusland, som var serbernes allierede og beskyttere, til at presse den serbiske regering til fornuft, men dette blev ignoreret. Østrig-Ungarn afleverede et memorandum til Serbien, hvor de krævede, at den serbiske regering skulle optrevle de serbisk-nationale terrorist netværk og udvise godt naboskab med Østrig-Ungarn. Serberne godkendte alle dette memorandums ti punkter undtaget et. Ikke desto mindre erklærede Østrig-Ungarn derefter krig mod Serbien. Russerne mobiliserede til støtte for deres serbiske allierede. Østrig-Ungarns allierede, Tyskland, erklærede derefter krig mod Rusland og dennes allierede, Frankrig. Tyskerne rykkede frem gennem Belgien, hvilket bragte England ind i krigen.

Under hele dette forløb var der mange tidspunkter, hvor diplomater og politikere kunne have sat sig sammen og forhandlet et forlig, der tilgodeså deres respektive interesser under hensyntagen til magternes indbyrdes styrkeforhold . Men den, som kommer med hatten i hånden og beder om forhandlinger, har allerede vist svaghed og derved svækket sin forhandlingsposition på forhånd. Alle magterne overvurderede deres egen position og forventede, at modparten ville tage initiativet til forhandlinger. Det ene skridt tog det andet, indtil en omfattende europæisk krig var en kendsgerning.

Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 var også et resultat af en fejlslagen udenrigspolitik og diplomatiske fadæser. De demokratiske politikere lod sig lede af følelser og moralske holdninger blandt vælgerne. De følte sig ikke i en position, som tillod dem at føre realpolitik.

3. Europa Sammenlignet med Kina

Søslaget ved Lepanto

Søslaget ved Lepanto.

I modsætning til mange andre dele af Verden er Europa et kludetæppe af uafhængige republikker og kongedømmer. Det er fordi, at i løbet af Europas historie, er de dominerende magter altid blevet holdt i skak eller besejret eller af en koalition af mindre magter.

Tyrkernes ekspansion i Europa blev i 1571 standset af en koalition af Spanien, italienske bystater, Vatikanstaten, Hertugdømmet Savoyen og Johaniterridderne i søslaget ved Lepanto. Habsburgerne dominans i Europa blev stoppet i trediveårskrigen, 1618-48, af de protestantiske monarker i Danmark og Sverige og et Frankrig ledet af kardinal Richelieu. I 1683 blev tyrkerne igen besejret af en alliance af polske, østrigske og tyske styrker i slaget om Wien. Napoleon led sit Waterloo i 1815 mod en koalition af engelske, russiske og preussiske styrker. I den første Verdenskrig var Ententen stærkt presset af Centralmagterne, men Amerikanernes finansielle støtte og deres senere ankomst til den Europæiske krigsskueplads i maj 1918 vendte krigslykken til deres fordel.

De syv oprindelige kinesiske stater

De syv oprindelige kinesiske stater.

I Kina udviklede historien sig anderledes. Perioden fra 500 BC til 221 BC kaldes for "De Krigende Staters" periode. Landet var dengang delt mellem syv indbyrdes stærkt rivaliserende stater, Zhao, Yan, Qi, Wei, Han, Chu og Qin. En situation vi genkender fra det klassiske Grækenlands og Europas historie. Imidlertid opbyggede landet Qin tidligt en stærk økonomisk basis takket være konstruktion af dæmninger og overrislingsanlæg i deres bagland i Wei dalen og på Sichuans Chengdu slette. Derefter blev de i stand til at erobre de andre kinesiske stater en efter en. På grund af deres indbyrdes rivalisering lykkedes det aldrig de mindre magter at opbygge en koalition, som kunne modstå Qin. Derfor blev Kina, i modsætning til Europa, et kejserdømme allerede 221 BC.

Det bliver ofte anført - for eksempel som argument for udbygning af EU - at det er eksistensen af de Europæiske nationalstater, som er skyld i krigene, og hvis nationalstaterne blev nedbrudt, vil der ikke længere forekomme krige. Men Kinas nationalstater blev nedbrudt for mere end to tusinde år siden og denne del af Verden har siden haft mindst lige så meget krig og ødelæggelse som Europa.

Tværtimod kan man sige at nationalstaterne begrænsede krigene i Europa. For eksempel kunne Schweitz, Sverige, Portugal og Spanien holde sig ude af krigene, fordi de var national-stater, som erklærede sig neutrale, medens Taiping-, Dungas-, Boxer- og Mao Zedongs Kommunist-oprørerne invaderede hvilken del af Kina, som de fandt for godt.

I Europa opstod efter Napoleonskrigene den tyske romantiske bevægelse og ideen om en nationalstat, som skulle være fælles for alle tysktalende folk. "Deutchland uber Alles" var mottoet. I 1871 blev kludetæppet af tyske fyrstedømmer forenet i "Det Tyske Rige" under kejser Wilhelm d. I med Otto von Bickmark som Kansler. Dette forstyrrede den politiske ligevægt i Europa. Det nye Tyskland var en meget stærk økonomisk og dermed også militær magt, som kunne matche næsten hvilken som helst koalition af mindre magter. Selve eksistensen af et forenet Tyskland varslede et nyt mere forenet Europa.

Intet Nyt fra Vestfronten af Eric Maria Remarque som sort hvid film Somme 1916 Intet Nyt fra Vestfronten af Eric Maria Remarque-den oprindelige roman

Til venstre: Intet Nyt fra Vestfronten af Eric Maria Remarque som sort hvid film.
I midten: Somme 1916.
Til højre: Intet Nyt fra Vestfronten af Eric Maria Remarque-den oprindelige roman.

I den første Verdenskrig kæmpede Centralmagterne, i hovedsagen de to tysktalende nationer Tyskland og Østrig Ungarn, mod Entente magterne, som bestod af Frankrig, England, Rusland, Serbien, Italien, Belgien og Rumænien og flere andre.

I 1918 havde den store europæiske krig varet i næsten fire år. Både Centralmagterne og Ententen var bragt på knæ både moralsk og økonomisk. Millioner af soldater var falden i en udmattende stillingskrig. Da ankom amerikanerne til krigsskuepladsen i maj 1918 med friske tropper og gjorde udslaget.

Det forekommer sandsynligt, at amerikanernes egentlige krigsmål i 1918 var at sikre, at Europa også i fremtiden ville være opdelt i mange indbyrdes rivaliserende nationer. På denne måde ville Europa ikke blive en konkurrent til USA på den globale politiske arena i nogen overskuelig fremtid.

Det var en "krig for at gøre verden sikker for demokrati," sagde Woodrow Wilson. Men hvis det var tilfældet, gik USA ind på den forkerte side. Storbritannien og Frankrig regerede hundreder af millioner af mennesker - i Afrika, Indien og Sydøstasien - uden noget demokrati. Tyskland var derimod også et demokrati og havde kun få kolonier.

4. Mellem-krigstiden

Den første Verdenskrig havde været en katastrofe for alle de deltagende nationer. Hver eneste familie havde mistet en søn, en fader, en bror eller en onkel i krigen.

Tilsyneladende var stemningen i mellemkrigstidens Europa var stærkt imod enhver form for krig. Bøger som Hemmingway's "Farvel til Våbnene" og anti-krigs romanen over alle, Eric Maria Remarque's "Intet nyt fra Vestfronten", var bestsellere.

Englænderen Wilfred Owen skrev sine digte i skyttegravene. De blev meget populære:

What passing-bells for these who die as cattle?
Only the monstrous anger of the guns.
Only the stuttering rifles' rapid rattle
Can patter out their hasty orisons.


(fra "Anthem for Doomed Youth")

I am the enemy you killed, my friend.
I knew you in this dark: for so you frowned
Yesterday through me as you jabbed and killed.
I parried: but my hands were loath and cold.
Let us sleep now.-


(fra "Strange Meeting")

Wilfred Owen

Wilfred Owen 1893 - 1918.

Owen faldt den 4. November 1918 i slaget ved Samber-Oise Canal i Nord Frankrig, kun en uge før krigen sluttede. Han blev 25 år gammel. Meddelelsen om hans død nåede hans familie, samtidig med at kirkeklokkerne lød for at markere våbenstilstanden.

Sådan var stemningen i mellemkrigstidens Europa. "Vort mål er fred for næsten enhver pris", som Anthony Eden sagde. (Taylor s. 166) Og det var jo al ære værd.

I mellemkrigstidens Europa var der stor folkelig støtte til princippet om folkenes selvbestemmelse. Den blev anset som en langt mere moderne og retfærdig løsning på grænseproblemer end krigshandlinger.

Man skulle blot spørge folkene selv, som boede i det omstridte område, hvilken nation, som de gerne ville tilhøre: så simpelt var det.

Den brede offentlighed nærede store forhåbninger til "Folkenes Forbund" i Geneve som en institution, der på retfærdig vis kunne afgøre internationale uoverensstemmelser uden krigshandlinger.

ramme

5. Princippet om Folkenes Selvbestemmelse

Når man finder det uoverskueligt, vanskeligt og endog uhensigtsmæssigt at analysere detaljerne i en specifik sag, kan man skære igennem og bruge et princip.

Princippet om grænsedragning på basis af national selvbestemmelse blev introduceret af den amerikanske præsident Woodrow Wilson. Han bragte det med sig til Europa i 1918.

"Vi er glade - for at kæmpe for den ultimative fred i Verden og for folkenes frigørelse - for store og små nationers rettigheder og alle menneskets privilegium overalt til at vælge deres liv og tilhørsforhold - Vi vil være tilfredse, når disse rettigheder er blevet så sikre, som nationernes skæbne og frihed gør det muligt." ( Woodrow Wilson i talen til kongressen, 2 April 1917)

Woodrow Wilson brugte princippet om national selv bestemmelse til at opdele Kejserdømmet Østrig-Ungarn, Det Tyske Rige og det Ottomanske Rige i mange mindre nationer. Mange nye lande så dagens lys i forbindelse med afslutningen af krigen og fredsslutningen i Versailles. For Europas vedkommende var det Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Østrig og Jugoslavien. Hvorimod Finland, Estland, Letland og Litauen vandt deres selvstændighed i 1918 i forbindelse med Brest-Litausk Freden mellem Rusland og Tyskland.

USA gik formentligt ind i krigen for at støtte den svagere part og derved bevare Europa, som en mangfoldighed af rivaliserende nationer, hvilket satte verdensdelen ud af spillet i kampen om Verdensherredømmet.

På det amerikanske kontingent havde der aldrig været tale om nogen folkenes selvbestemmelse. Da de Amerikanske Sydstater i 1861 erklærede sig som en selvstændig federation, reagerede Washington med konsekvent militær magt.

Takket være princippet om folkenes selvbestemmelsen fik Danmark Nord Slesvig tilbage i 1920.

ramme

6. Princippet om Respekt for Historiske Grænser

Afrika

Det modsatte af "Princippet om Folkenes Selvbestemmelse" er "Princippet om Respekt for Historiske Grænser".

Da "kongernes konge" Haile Selassie af Ætiopien talte til forsamlingen ved åbningsmødet i "Organization of African Unity" i Adis Ababa i 1963, understregede han, at i Afrika må nationerne nødvendigvis følge princippet om respekt for historiske grænser. De afrikanske grænser er trukket af kolonimagterne fuldstændig uden hensyn til befolkningens stamme-tilhørsforhold. De følger ofte forskellige længde og breddegrader. Utallige folk og stammer er delt af grænserne. Hvis nogen afrikanske nationer sætter spørgsmålstegn ved disse grænser, vil det udløse et uoverskueligt kaos. Kun ved konsekvent at respektere hævdvundne historiske grænser kan man bevare freden på kontinentet.

Det synes som om, at forsamlingen tog kejserens ord til efterretning. Kun i striden om Vest Sahara og i forbindelse med Ætiopiens forhold til sine muslimske naboer, Somalia og Eritrea, har der været stillet spørgsmålstegn ved grænserne i nyere tid.

Schweiz er et andet godt eksempel på princippet om respekt for historiske grænser. Der findes ikke noget egentligt schweizisk sprog. Her er befolkningsgrupper, som fra gammel tid har talt både tysk, fransk og italiensk. Men man har aldrig hørt om fransk talende Schweitsere, som har demonstreret for en nærmere tilknytning til Frankrig, eller tysk talende schweitsere, som har foranstaltet uroligheder, fordi de ville hjem til riget. De er alle lykkelige for at være netop Schweitsere.

7. Litteratur

The Last Liberal Historian: A. J. P. Taylor Nekrolog over A. J. P Taylor.
A. J. P. Taylor's railroad timetable theory "How Wars Begin".
Poems by Wilfred Owen Poet's Corner.
Første Verdenskrig - De Sønderjyske krigsdeltagere, Breve, som soldaterne sendte hjem - I Farfars Fodspor.
Literatur: "The Origins of The Second World War" af A. J. P. Taylor - Penguin Books.
Til start
20200726
Passed W3C Validation