DH-debat Forside

1. Strejftog Gennem to Krige

3. Hitler var Opportunist

Oprindelsen til Den Anden Verdenskrig - efter A. J. P. Taylor

2. Versailles og Munchen Forliget

Ententen sejrede i første Verdenskrig takket være Amerikanernes ankomst til krigsskuepladsen med friske tropper. Derfor kunne Amerikanerne sætte deres afgørende præg på fredsforhandlingerne.

Våbenstilstanden blev accepteret på baggrund af Wilsons 14 punkter, men i de senere fredsforhandlinger i Versailles blev Wilsons punkter i stort omfang ignoreret til fordel for mere barske betingelser for Tyskland, som inkluderede betaling af enorme krigsskade-erstatninger.

Johannes Bell underskriver Versailles traktaten for Tyskland 28 Juni 1919 i Spejlsalen i Versailles

Johannes Bell underskriver Versailles traktaten for Tyskland 28 Juni 1919 i Spejlsalen i Versailles. Maleri af William Orpen - Imperial War Museum London. Foto Wikipedia.

Versailles var ikke en forhandling mellem de to tidligere krigsførende parter. Tyskland og Østrig-Ungarn fik ikke plads ved forhandlingsbordet. Det var de sejrende magter, som forhandlede indbyrdes om hvilke betingelser, som de skulle forlange af Centralmagterne. Betingelser, som blev presset ned over hovederne på taberne med en hungerblokade.

Den senere så berømte økonom John Maynard Keynes forlod forhandlingerne i protest og rejste hjem og skrev "The Economic Consequences of the Peace". Bogens budskab var at Europa ikke ville kunne trives uden et retfærdigt, effektivt og integreret økonomisk system, hvilket ikke var muligt under traktatens økonomiske vilkår. Desuden mente han at de allierede i fredstraktaten havde svigtet de løfter, som de gav i våbenhvileaftalen med hensyn til erstatning, territoriale tilpasninger og ensartethed i økonomiske forhold. Han forudsagde at Versailles traktaten ville fremme et ønske om hævn blandt tyskerne og dermed skabe en ny krig. Bogen blev en best-seller og gjorde ham verdensberømt.

Taylor skriver: "Freden i Versailles manglede moralsk gyldighed fra starten."

Tyskerne stod tilbage med udpræget følelse af at være blevet snydt.

Versailles Traktatens Europa kort

Versailles Traktatens Europa kort.

Imidlertid fik præsident Woodrow Wilson ikke fredstraktaten godkendt af det amerikanske senat. Amerikanerne trak sig tilbage til deres traditionelle isolationistiske politik og tog derefter ingen del i europæisk politik.

Befolkningsmæssigt og industrielt var Tyskland lidt større end Frankrig og England tilsammen.

Rusland, en anden europæisk stormagt, var sat ud af spillet af den bolchevikiske revolution. De deltog heller ikke i europæisk politik.

I Italien kom Mussolini til magten. Han blev bortvist fra det gode selskab på grund af den italienske krigsførelse i Etiopien, og efter nogen tøven valgte han at slutte slutte våbenbroderskab med Tyskland og Hitler.

England havde problemer i det fjerne Østen, hvor imperiet var truet af Japan. Frankrig var på randen af en borgerkrig i striden mellem Folkefronten og Højrefløjen. Spanien var i åben borgerkrig.

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt holder tale.

Frankrig og England blev ene om at håndhæve Versailles Traktaten. De var indstillet på at at give Tyskland indrømmelser i de barske betingelser, som Versailles traktaten pålagde dem for at minske spændingen og undgå en ny krig. Men de gav deres indrømmelser for sent - sikkert af frygt for vælgernes dom. I forhold til de demokratiske tyske regeringer i første halvdel af mellemkrigstiden gav de sig ikke en tomme. Først da Hitler kom til, indså de alvoren i situationen og blev villige til at indgå kompromisser, for eksempel i Munchen.

Taylor skriver at Munchen forliget var en moralsk sejr for folkenes selvbestemmelse, mere end det var en imødegåelse af Hitlers krav. Men Hitler valgte at opfatte det som et udslag af frygt og kunne ikke modstå fristelsen til at prale af sin styrke.

Det anføres ofte, at de vestlige magter burde have omstyrtet Hitlers styre, medens det var i sin vorden. Men som Taylor skriver: "kan nogen mand ved sine fulde fem antage, for eksempel, at andre nationer skulle have interveneret med væbnet magt i 1933, for at omstyrte Hitler, når han var kommet til magten med demokratiske midler og åbenbart var støttet af et stort flertal af det tyske folk." (Taylor s. 25)

Da den tjekkoslovakiske krise var under udvikling, fortalte den amerikanske præsident Roosevelt på en pressekonference d. 9. September 1938: "at det var hundrede procent ukorrekt at forbinde De Forenede Stater med Frankrig og Stor Britanien i en fælles front mod Hitler." (Taylor s. 215)

Da krisen var på sit højeste sagde præsidenten: "De Forenede Staters regering - vil ikke påtage sig nogen forpligtigelse med hensyn til udførelsen af de aktuelle forhandlinger." (Taylor s. 237)

Taylor gentager gang på gang, at specielt den britiske udenrigspolitik var motiveret af moralske principper, mere end den var motiveret af reale politiske forhold.

Sprogfordeling i Tjekkoslovakiet i 1911 da det endnu tilhørte Østrig-Ungarn

Sprogfordeling i Tjekkoslovakiet i 1911 da det endnu tilhørte Østrig-Ungarn.

Han skriver om de britiske standpunkter i forbindelse med krisen om Tjekkoslovakiet:

"For briterne på den anden side, spillede moral en stor rolle. De britiske statsmænd brugte praktiske argumenter, som faren for luftangreb, deres militær var ikke tidssvarende; Umuligheden af, selv med passende bevæbning, at hjælpe Tjekkoslovakiet; de afviste denne pligt, som enten for vanskelig eller for farlig. Men disse argumenter blev brugt til at styrke moralen ikke til at bringe den til tavshed. Britisk politik i forhold til Tjekkoslovakiet havde sin oprindelse i den tro, at Tyskland havde en moralsk ret til det Sudetertyske område, baseret på nationale principper, og de troede, at denne sejr for folkenes selvbestemmelse ville skabe en mere stabil og langvarig fred i Europa. Den britiske regering blev ikke drevet til at anerkende opdelingen af Tjekkoslovakiet udelukkende på grund af frygt for krig. De tog bevidst initiativ til at påtvinge Tjekkerne overdragelse af territorium, før truslen for krig dukkede op. Munchen aftalen var en triumf for britisk politik, som havde arbejdet præcist mod dette mål, ikke en triumf for Hitler, som ikke var startet med sådant et klart mål."

Neville Chamberlain og Adolf Hitler i Munchen

Neville Chamberlain og Adolf Hitler i Munchen. Foto Wikipedia.com

"Heller ikke var det blot en triumf for selviske og kyniske britiske statsmænd, ligeglade med fjerne folks skæbne eller beregnende, at Hitler ville blive skubbet ind i en krig mod Sovjet Unionen. Det var en triumf for alt, som var bedst og oplyst i britisk liv." (Taylor s. 234-235)

Imidlertid blev Neville Chamberlain og det overvældende flertal af britiske politikere imødegået af en lille, men beslutsom gruppe, ledet af Winston Churchill og Lloyd Georges. De var tilhængere af realpolitik og ønskede en alliance med deres fjendes fjende.

Oppositionen ønskede at skabe en sådan koalition af mindre magter, som kunne holde den større magt i skak. Således som det altid havde været tilfældet i Europæisk historie.

De vestlige magter, ledet af Chamberlain og Daladier, afviste at alliere sig med Sovjetunionen, formentligt også af moralske grunde. Blandt vælgerne var der en betydelig modstand mod den socialistiske ide og Sovjetunionen. Desuden var det kendt, at Stalin forøvede utallige ugerninger mod sit eget folk. Det var derfor mere politisk acceptabelt at lave et forlig med hans fjende, Adolf Hitler.

De afviste også at presse deres allierede i øst til at acceptere samarbejde med russerne. På deres side syntes de nye nationer i østeuropa, Tjekkoslovakiet, Polen og Rumænien, også at foretrække Hitler fremfor Stalin.

Neville Chamberlain og Adolf Hitler i Munchen Piece in our time - Neville Chamberlain vender tilbage fra Munchen

Til venstre: Neville Chamberlain og Adolf Hitler i Munchen.
Til højre: Piece in our time - Neville Chamberlain vender tilbage fra Munchen.

Den 23 September 1938 mødtes Hitler, Mussolini, Chamberlain og Daladier i Munchen og aftalte, at den tyske hær skulle overskride den Tjekkoslovakiske grænse d. 1. Oktober 1938 og tage de områder, som havde tysk flertal, i besiddelse.

Derudover underskrev Tyskland og Stor Britanien en fælles fredserklæring. Det var den, som Chamberlain holdt frem, da han steg ud af flyvemaskinen ved hjemkomsten fra Munchen.

I modsætning til Vest magternes statsmænd tog Sovjet Unionen Hitlers snak alvorligt. De troede, at det var hans hensigt at ødelægge socialismen ikke alene i Tyskland men også i Rusland, og de frygtede, at de fleste vestlige statsmænd ville bifalde dette. De var overbeviste om, at Hitler havde til hensigt at sætte sig i besiddelse af Ukraine, i overensstemmelse med hans visioner om "lebensraum mod øst", som han havde skrevet om i "Mein Kampf". De havde en ægte interesse i at samarbejde med de vestlige magter.

Tyske tropper rykker ind i Sudeterland

Tyske tropper rykker ind i Sudeterland.

"Sovjetisk opbakning af Tjekkoslovakiet var på papiret uimodsigelig. Den 23 april diskuterede Stalin spørgsmålet med tjekkiske repræsentanter. Han fortalte tjekkerne: "Hvis vi bliver anmodet om det, er U.S.S.R. parat - i enighed med Frankrig og Tjekkoslovakiet - til at tage alle nødvendige skridt relateret til Tjekkoslovakiets sikkerhed. Vi har alle nødvendige midler til at gøre det - Voroshilov (hærchefen) er meget optimistisk." (Taylor s. 205)

Den 12. Maj rejste Litvinov, den udenrigspolitiske sekretær, det tjekkiske spørgsmål med Bonnet (fransk udenrigsminister) under et møde i Folkenes Forbund i Geneve.

Bonnet spurgte, hvordan Sovjet Unionen kunne komme til Tjekkoslovkiets hjælp i lyset af de polske og rumænske afvisninger af at tillade passage af sovjettiske tropper. Litvinov svarede, at Frankrig skulle opnå tilladelse til dette, da disse nationer var Frankrigs allierede. - Bonnet sukkede blot, og "dette", ifølge Litvinov "afsluttede samtalen." (Taylor s. 205)

Hitler på sin side troede, at de vestlige magter havde indgået forliget i Munchen på grund af frygt. Han havde jo mødt Chamberlain både i Berchtesgaden og i Bad Godesberg, hvor han ikke havde acepteret de tyske ønsker vedrørende Tjekkoslovakiet. Han havde holdt en tale i Berlin d. 26. September, hvor han udtrykte den tyske beslutsomhed. Tre dage senere accepterede vestmagterne i Munchen.

Dusseldorf hilser de tyske tropper ved okkupationen af Rhinlandet d. 10. Marts 1936

Dusseldorf hilser de tyske tropper ved okkupationen af Rhinlandet d. 10. Marts 1936.

Således havde det været hver gang Tyskland havde sat sig op mod en af Versailles traktatens bestemmelser, i begyndelsen protester, men senere stiltiende accept.

Da Hitler besatte Rhinlandet nøjedes England og Frankrig også med at sende en protestskrivelse. Frankrig var optaget af valg, og de ledende politikere vurderede, at vælgerne ikke ville acceptere en mobilisering. Premierminister Baldwin i England mente heller ikke, at sagen var en krig værd, og at vælgerne iøvrigt ikke ville acceptere det.

Da Tyskland indførte almindelig værnepligt, nøjedes de også med at sende en protestskrivelse.

"Anschluss" med Østrig forløb på samme måde. I begyndelsen sagde de vestlig magter nej, nej. Men da de blev stillet overfor en kendsgerning, accepterede de.

"Hitler konkluderede derfor, at trusler var hans bedste våben. Fristelsen til at prale af Munchen som en triumf for magt var større, end han kunne modstå. Hitler forventede ikke længere at vinde fordele ved at udstille sine klager over Versailles; han forventede at vinde dem ved at spille på britisk og fransk frygt." (Taylor s. 236)

Hitler troede at han i Munchen havde vundet ved hjælp af trusler

Hitler troede at han i Munchen havde vundet ved hjælp af trusler.

Året efter d. 22. august 1939 holdt Adolf Hitler en tale for sine generaler, hvor han refererede til Munchen. Det var en uge før invasionen af Polen. Han sagde: "Fjenden forventede ikke min store beslutsomhed. Vore fjender er små orme, jeg så dem i Munchen - Nu er Polen i den situation, som jeg ønskede. - Jeg er kun bange for, at nogle bastarder vil præsentere mig for en forhandlingsplan i sidste øjeblik."

Det var meget vigtigt for Hitler at være en stærk mand i hans generalers øjne. Han vidste, at de havde mistillid til ham.

Munchen aftalen - Avalon Project - Yale University
"The Origins of The Second World War" af A. J. P. Taylor - Penguin Books.
Til start
20200727
Passed W3C Validation