Forside DH-Debat
15. Daner, Heruler og Angler
17. Tidlig Vikingetid

16. Danmarks Historie - Germansk Jernalder

Indledning - Guld og Romerske Mønter i Germansk Jernalder - Klima - Huse, Landsbyer og Kongsgårde - Grave - Våbenofre - Religion - Guldhornene - Germansk Dyreornamentik - Hvordan så Danskerne ud? - Runer - Skibe og Sejlads - Danevirke og Kanhavekanalen - Willibrord hos kong Ongendus - Links og Litteratur

Indledning

Germansk Jernalder efterfulgte Romersk Jernalder og kaldes således, fordi det Vestromerske rige ophørte med at eksistere, og Central Europa herefter blev domineret af Germanske folk, specielt Frankerne, som var en sammenslutning af oprindelige Germanske stammer. De fleste arkæologer og historikere mener at Germansk Jernalder varede fra 400 e.Kr. til 793 e.Kr. hvor vikinger angreb klosteret Lindisfarne i England.
Tidslinie fra bondestenalder til historisk tid
Tidslinie fra bondestenalder til historisk tid

Netop fordi den Romerske kultur gik til grunde, var der ikke længere klassiske forfattere, som kunne berette til eftertiden, hvad der hændte i de nordlige lande. Ingen Plinius eller Tacitus nedskrev, hvad rejsende havde berettet til dem, og derfor har vi en beklagelig parentes i Danmarkshistorien for denne periode.

Kong Frode lader vej bane for krigshæren - af Louis Moe
Frode lader vej bane for krigshæren - illustration af Louis Moe til Saxos Danmarks Krønike.

Det er ikke således at vi ikke har beretninger, som har deres oprindelse i Germansk Jernalder. Vi må tro at mange af Saxos og Snorres beretninger om fortidens Danske konger stammer fra Germansk Jernalder. Saxo fortæller om kong Frodes krig mod Hunnerne, hvilket må have været i 400-500 tallet. Den Islandske saga om Hervör and Heidrek indeholder beretninger om kampe mellem Goter og Hunner, hvilket peger på 400-tallet.

Den Danske kongerække starter traditionelt med Gorm den Gamle i 900-tallet, men der har været mange konger før ham, som vi kalder forhistoriske konger. I Beowulf digtet, Vita Willibrordi af Alcuin, Lejrekrøniken, Roskildekrøniken, Svend Aggesens Danmarkskrønike. Saxo's Gesta Danorum, Frankiske årbøger og Islandske sagaer - herunder Snorres saga om de norske konger, samt i nogle få andre kilder er nævnt omkring 200 Danske konger før Gorm de Gamle. Nogle går sikkert igen i flere kilder, og der har sikkert været flere konger af samme navn, blandt andet er en kong Frode nævnt 18 gange, kong Dan 3 gange, kong Erik 5 gange og så videre. Endnu flere er ganske sikkert gået i glemmebogen og slet ikke nævnt.

Alle disse tidlige myter og sagaer er værdifulde vidnesbyrd om fortidens kultur og dens værdier, men de mangler svarene på, hvor og hvornår begivenhederne fandt sted. Det er fantastisk at de er blevet overleveret mundtligt gennem så mange generationer, indtil Saxo, Aggesen og deres samtidige nedskrev dem. Men det må have været uundgåeligt at nogle navne og detaljer er blevet glemt, forvansket eller blandet sammen, og andet er tilføjet for den gode histories skyld.
Pollenanalyse fra Abkær Mose
Pollen analyse fra Abkjær Mose ved Vojens. Det ses at skov, især bøgeskov, vinder kraftigt frem og tørbundsurter, græs og lyng går tilbage umiddelbart efter folkevandringstiden omkring år 500 e.Kr. hvilket indikerer at skoven vendte tilbage til områder, som før var græsgange for kvæg. Lignende undersøgelser i andre egne af landet viser det samme mønster. Det er nærliggende at fortolke dette med at befolkningen udvandrede.
Også Procopius beretning om de tilbagevendende Heruler antyder at Skandinavien var ret tyndt befolket omkring 500 e.Kr. For hvordan kunne Herulerne blot "slå sig ned", som om de kom til en uberørt prærie?

Et stort debat emne vedrørende Germansk Jernalder er, om der virkelig var tale om affolkning i forhold til Romersk Jernalder, således som pollenanalyser og de meget få fund af grave og andre typer fund antyder. En affolkning vil indikere at Goter og andre folkevandringsfolk virkelig stammede fra Syd Skandinavien og Østersø området og udvandrede derfra, alternativt at den Justinianske pest udryddede store dele af befolkningen på lignende måde som pesten i Middelalderen.

Pollenanalyser fra Abkjær Mose ved Vojens og fra andre lokaliteter i Danmark viser at i Germansk Jernalder blev græsgange igen tilvokset med skov, hvilket peger på affolkning af landet. Det samme billede tegner sig for gravenes vedkommende. Over hele landet er fund af grave og bebyggelser fra Germansk Jernalder langt færre end fra Romersk Jernalder. Eksempelvis kendes der på Fyn tusindvis af grave fra Romersk Jernalder men kun ganske få fra Germanertid.

Guld og Romerske mønter i Germansk Jernalder

Fund af guld fra ældre Germansk Jernalder Fund af guld fra ældre Germansk Jernalder i det nuværende Danmark - Efter Danmarks Oldtid af Jørgen Jensen.

Et overset argument i forbindelse med spørgsmåler om Goternes og andre folkevandrings-folks oprindelige hjemland er at Germansk Jernalder er den guldrigeste periode i Danmarks historie. Faktisk, for ældre Germansk Jernalders vedkommende består fundene næsten udelukkende af guld. Der er fundet mere end 45 kg guld fra denne periode, og mængden er stadig stigende. Der fandtes ingen guldminer i Skandinavien, og det er ikke sandsynligt at jernalderens Danskere modtog guldet i bytte for eksport af landbrugsvarer.

Der er faktisk kun en rimelig forklaring på den store guldmængde, og den er at Goter og andre folkevandringsfolk erobrede guld i deres kampe i det sydlige Europa, tjente det som sold for militærtjeneste eller fik del i de store mængder, som kejserne udbetalte til barbarerne, for at de skulle undlade at angribe hans rige; og derefter bragte nogle af dem guldet med sig tilbage til deres oprindelige hjemland, som således må have været det sydlige Skandinavien.

Johannes Brøndsted skriver om dette: "Hvorfra kom nu alt dette guld til Norden, og af hvilke grunde blev det hengemt? Det første spørgsmål besvares almindeligt med en henvisning til Germanernes overtagelse af det synkende Romerriges herligheder og til de litterære efterretninger om de senromerske kejseres forsøg på ved køb at holde barbarerne borte."

Timboholm skatten
Timboholm skatten fra Vester Gøtaland er en guldskat fundet i 1904 på Timboholms godser i udkanten af Skövde nær Lidkøbing af tre landarbejdere ved navn Carl Wernlund, C. H. Lantz og Per Rythén. Den består af to barrer og 26 spiral ringe af ubearbejdet guld med en totalvægt på 7 kg. Den er dateret til 400-500 e.Kr. Foto: Historiska Varlder.

Da den Østromerske kejser Theodosius 2. sluttede fred med Hunnerne i 443 e.Kr. udbetalte han to ton guld. Få år senere var prisen for fred steget til tre ton guld samt en forpligtigelse til en årlig ydelse på 2.100 pund. Prokopius beretter i sin kritik af Justinian at også han udbetalte guld til barbarerne nord for Donau omkring 500 e.Kr: "Hunnerne, som han støttede sig på i sin udenrigspolitik, betalte han klækkeligt, hvilket resulterede i flere plyndringstogter, som blev gjort mod Romerske områder. For når disse barbarer en gang havde smagt af Romernes rigdom, kunne de ikke længere holde sig væk fra vejen, der førte dem hertil."

Procopius fortæller om Herulerne, som vendte hjem til Skandinavien, sikkert medbringende mange skatte. Det er meget sandsynligt at også nogle Gotiske folk valgte at vende hjem med deres guld, efter at støvet havde lagt sig efter det Vest Romerske Riges undergang. Blot blev deres hjemrejse ikke bemærket af antikke forfattere.

Mannerupskatten
Mannerupskatten er det største skattefund i Danmark fra Yngre Germansk Jernalder. Den blev fundet med detektor i 2012 af Iohannes Miaris Sundberg, Tobias Bondesson og Tommy Olesen. Den består af 3.000 større og mindre sølv- og guld-genstande og vejer ialt 7,039 kg. Her ses et lille udvalg af skatten. Foto: sn.dk.

Denne teori understøtter den antagelsen at Goternes oprindelige hjemland virkelig var Syd Skandinavien og Østersø området. For hvis de vendte hjem, må de jo på et tidligere tidspunkt være draget ud.

Indtil 1980'erne var fund fra perioden alene karakteriseret af guldskatte som halsringe, brakteater med mere, men ellers nærmest fund-tom, i hvert fald grav-tom. Guldskattene ophører omkring 550 e. Kr., hvorefter guld igen bliver sjældent.

I løbet af Germansk jernalder bliver fund af Romerske mønter stadig mere sjældne, sikkert fordi det Vest Romerske Rige ikke længere eksisterede og kontakten til Konstantinopel blev sporadisk.

Lotte Hedager skriver om forekomsten af Romerske mønter i Danmark og Østersø-området: "Det var dog ikke alle Romerske solidi, som blev smeltet om, især på Bornholm forblev guldet oftere i møntform, akkurat som på de to andre store Østersø øer, Øland og Gotland. Vi kan se at møntstrømmen hertil satte ind omkring 454 e.Kr. altså netop på det tidspunkt da Østgoterne havde afløst Hunnerne i Pannonien (Ungarn) og som allierede af den Østromerske kejser modtog store udbetalinger. Efter et oprør i 461 e.Kr. måtte kejseren hæve vederlaget betragteligt, og netop på dette tidspunkt kulminerer strømmen af solidi til Skandinavien."

Sølvmønter fundet ved Stenhøjgård nær Gudme på Sydfyn
I 1985 blev der ved Stenhøjgård nær Gudme på Sydfyn fundet en skat på 288 Romerske sølvmønter af typen siliquae, som næsten alle var præget i det Østlige Romerrige i perioden 355-370. Tre Germanske efterligninger viser at mønterne ikke kom direkte fra Romerriget, men har været opbevaret nogen tid, før de blev gravet ned - Fra Gyldendal og Politikkens Danmarkshistorie 2 af Lotte Hedegaard.

Hun fortsætter: "I slutningen af 480'erne brød Østgoterne op og drog til Italien. Samtidig ændrer de nordiske møntfund karakter til overvejende at bestå af vestromerske mønter. Da Østgoterne sidenhen, i årene 555-560, blev fordrevet fra Italien, standsede møntstrømmen til Skandinavien."

"Store dele af Nordens guld er derfor snarest kommet hertil som resultat af en nær og direkte forbindelse med Østgoterne." - "Mange af mønterne er præget med de samme stempler og må derfor være kommet til Norden ganske kort efter udmøntningen. Hvad, der lå af personlige relationer bag disse nære forbindelser, er umuligt at sige - "
Guldhalsringen fra Hannenov på Falster Detalje af Guldhalsringen fra Hannenov
Til venstre: Hannenov-ringen måler 25 cm. i diameter, den vejer et halvt kg. og er fremstillet i rent guld. Den består af to glatte guldrør, der er tæt besat med påloddede ringe og forbundet med et hængsel. Overfladen er besat med den fineste filigran-ornamentik, som danner cirkler, s-formede mønstre og enkelte dyrefigurer. Den er dateret til slutningen af 400-tallet. Den blev fundet ganske tæt under overfladen i en tidligere kedelmose nær Hannenov på Falster.
Ringen har uden al tvivl haft et navn og været en konges værdighedstegn. Beowulf digtet fortæller, hvorledes kong Hygelac mistede sin kongelige halsring kaldet Brisingemen, da han faldt i et plyndringstogt mod Frankerne:

"Det halssmykke havde Hygelac
høvding over Gøter
Svertings søstersøn
på den sidste rejse
hvor under vajende banner
han værned skatten -
den drabelige drot
han blev dræbt under skjoldet
Da kom kongens krop og hans kampskjorte med
i Frankernes eje
Desuden halsringen."
Efter Lotte Hedeager. Foto Pintertest.

Til højre: Detaljer af Hannenov-ringen . Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.

Disse indikationer af nære økonomiske relationer mellem de Østlige Goter og Skandinavien understøtter teorien om at Syd Skandinavien og Østersø-området virkelig var Goternes oprindelige hjemland.

Klima

Den Romerske varmeperiode startede ret pludseligt omkring 250 f. Kr. og den sluttede omkring 400 e. Kr. Germansk jernalder fandt sted i tidsrummet mellem den Romerske varmeperiode og Middelalderens varmeperiode.

Vandaler, Sweber og Alaner krydser den frosne Rhin nytårsdag 406 e.Kr.
Vandaler, Sweber og Alaner krydser den frosne Rhin nytårsdag 406 e.Kr. - ukendt kundstner.

Nytårsaften 406 e. Kr gik Vandaler, Alaner og Sveber over den frosne Rhin og indledte dermed Folkevandringstiden og varslede det Vestlige Romerriges undergang. Den kendsgerning, at Rhinen var frossen, vidner om et helt andet klima end det, som herskede, da der voksede oliventræer i Rhindalen i den tidlige Romerske kejsertid. Jeg mindes heller ikke at Rhinen har været frossen i moderne tid.

H. H. Lamb skriver i sin "Climate History and the Modern World": "Gennem århundreder, i Romersk tid fra omkring 150 f. Kr. til 300 e. Kr. eller nogle få årtier senere, brugte kamelkaravaner den store Silkevej gennem Asien til handel med luksusvarer fra Kina. Men fra det fjerde århundrede e. Kr. som vi ved fra ændringer i vandstanden i det Kaspiske Hav og studier af uregelmæssigheder i floder, søer og forladte byer i Sinkiang og Central Asien, udviklede tørke sig i sådant omfang, at det stoppede trafikken på denne rute. Andre alvorlige stadier af denne tørke opstod mellem 300 e. Kr. og 800 e. Kr., og særligt omkring disse datoer, som det kan konstateres fra indhavets gamle kystlinier og gamle havne-konstruktioner, som indikerer en meget lav vandstand i det Kaspiske hav omkring disse tider." Tørke i Eurasiens indre indikerer i almindelighed et koldt klima, idet det er solens varme, som driver de monsunvinde, der skaber nedbør i kontinenternes indre.
Varme- og kulde-perioder gennem 2000 år
Varme- og kulde-perioder gennem 2000 år opstillet på grundlag af densiteten af ved i vækst-ringe hos fyrretræer i det nordlige Skandinavien fra perioden 138 f. Kr. til 2006 e. Kr. - Den blå kurve er de faktiske målinger. Den røde kurve resultatet af en matematisk udjævning med et 100 års rullende gennemsnit. Den stiplede linie over og under den røde temperaturkurve repræsenterer usikkerheden. Den røde stiplede linie foroven viser den generelle trend, nemlig at Middelalderen var varmere end nutidens varmeperiode, og Romertiden var varmere end Middelalderen. De lodrette grå felter repræsenterer udvalgte 30-årige perioder. Temperaturskalaen til venstre viser afvigelse fra middel-temperaturen i perioden 1951-1980. JJA betyder: Juni, Juli, August. Efter data fra Jan Esper, Ulf Büntgen, Mauri Timonen og David C. Frank "Variability and extremes of northern Scandinavian summer temperatures over the past two millennia." fra 2012.

Som det ses har temperaturen i Skandinavien gennem hele historien været umærkeligt faldende, men imidlertid overlejret af varme og kuldeperioder. En af kuldeperioderne var i "Migration period", som dækker det meste af Germansk Jernalder. Henimod Middelalderen og dermed tidlig vikingetid synes vejret at have været varmere.

I Jæren i Norge omkring år 500 e.Kr. blev store arealer opgivet som landbrugsjord, hvilket kan vidne om et koldere og barskere klima og-eller udvandring. Undersøgelser af tørvemoser i Jylland viser spor af flyvesand fra omkring samme tid (Lamb).

Sagnet om Fimbul vinteren
Sagnet om Fimbul vinteren - tegning af J. C. Dollman.

Gregory af Tours skrev i "Frankernes Historie" fra år 539-594 e. Kr.: "I dette år var vinteren frygtelig og mere streng end ellers, så at floderne blev holdt i frostens jerngreb og gjorde en vej for folket, som var det tør landjord. Fugle, ligeledes, blev påvirket af kulde og sult, og blev indfanget med hånden uden brug af snare, når sneen var dyb".

Den Byzantinske historiker Procopios berettede om året 536 e.Kr. i sin rapport om kejserens krig mod Vandalerne: "I løbet af dette år det mest frygtelige varsel fandt sted For solen udstrålede sit lys uden lysstyrke - og det virkede overordentlig som solen under formørkelse. For solstrålerne var ikke klare. Fra det øjeblik fænomenet dukkede op, var mennesker hele tiden påvirket af krig, hungersnød og andre dødelige ting. Hans Byzantinske landsmand Lydus skrev: "Solen blev svag - næsten et helt år - så frugterne døde uden høst. Den kastede ikke skygge og i dette år blev afgrøderne ødelagt."

Romeren Flavius Cassiodorus skrev om året 536 e.Kr. at solen havde mistet sit sædvanlige lys og fået en blålig farve. Det berettes at i Syrien var vinteren hård med megen sne.

Efter alt at dømme har det været ret koldt i Syd Skandinavien i Germansk Jernalder. Vi må tro at der har været megen sne og is på havet om vinteren.

Huse, Landsbyer og Kongsgårde

I Romersk jernalder lå landsbyerne i Danmark så tæt, som de hverken før eller siden har gjort. Men fra Germansk Jernalder er fundet forholdsvis få bopladser, som også er temmelig geografisk koncentrerede.

Grafisk rekonstruktion af gård fra Germansk Jernalder
Grafisk rekonstruktion af gård fra Germansk Jernalder med hegn, porte og udhus udenfor hegnet, udgravet ved Lithauens Alle Øst i Høje Tåstrup ved København. Fra Danmarks Oldtid af Jørgen Jensen - Gyldendal.

I løbet af sen Romersk og Germansk Jernalder skete store forandringer i Dansk landbrug. De mange små marker omgivet af lave diger - formentlig bevoksede - blev erstattet af større marker, hvor man kunne lade kvæget græsse i månederne efter høst. Omkring landsbyerne var et sådant system af indmarker, og længere væk var udmarken, hvor kvæget gik på græs.

Det er blevet påvist at man ikke længere smed husholdningsaffaldet i gruber i jorden, men istedet smed det på møddingen og kørte det ud på marken sammen med dyrenes gødning. Bønderne dyrkede rug i langt større omfang end tidligere; den øgede dyrkning af denne robuste kornsort hænger måske sammen med det koldere klima i Germansk Jernalder.

Gårdene i Germansk Jernalder var større end de havde været i tidligere historiske perioder. Hovedhuset kunne være op til 30-40 m. langt, undertiden længere; bredden var derimod næsten altid 5-6 m., som den havde været det i århundreder. Der stod altid to parallelle rækker af tagbærende søjler inde i huset og delte det op på langs, således at man fik den treskibede konstruktion, som havde været brugt siden bondestenalderen. De store huse var som regel orienteret øst-vest, som det havde været tilfældet i mere end tusind år.

Rekonstrueret vindue i Hjemsted Oldtidspark
Rekonstrueret vindue i jernalderhus i Hjemsted Oldtidspark mellem Ribe og Tønder. Et sådant indvendigt skod på hængsler kan ikke have været særlig tæt. Måske et løst skod fastgjort med kiler har været en mere hensigtsmæssig og dermed mere sandsynlig løsning - på samme måde som man skalkede luger på de gamle sejlskibe. Foto Hjemsted Oldtidspark.

Der var ingen vinduer, så der har i almindelighed været ret mørkt inde i huset. Men man mener at nogle særlige dobbelte stolper i væggen omkring ildstedet dannede de lodrette karme for glughuller, som kunne åbnes i godt vejr.

Huset lå typisk på en indhegnet plads, hvor hegnet var opført af kraftigt fletværk eller palisader. Indenfor hegnet lå ofte flere mindre bygninger, og desuden kunne der være åbne skure under halvtag langs med hegnet.

Et nedbrændt hus ved Trælborg i Verst Skov nordvest for Kolding var 11 m. langt og 6 m. bredt og orienteret øst-vest. Langvæggene var udført af lerklinet grenflet mellem en dobbelt række stolper. Taget var støttet af 4 indvendige stolper. Der var brede indgange mod både nord og syd. Midt i huset var et ildsted opbygget af ler i en ramme af planker. En fibula daterede huset til ældre Germanertid.

Ved Oksbøl nord for Esbjerg er udgravet to hustomter fra Germansk Jernalder, hvoraf den ene var fra et temmelig stort hus, som var 38 m. langt og 5 m. bredt. Taget har været støttet af ydervæggene og to indvendige rækker af tagbærende stolper. Huset har været indelt i tre rum, hvoraf det vestligste, som var 14,5 m. langt i indvendig mål, har været indrettet til beboelse med et firkantet, lerbygget ildsted i midten, der var støttet af egeplanker. huset havde lergulv og indgang mod syd. Midterrummet var 16, 5 m. langt og dermed det største, det har rimeligvis været stald. Det østlige rum var kun 5 m. langt og havde et gulv af stampet sand. Den mindre bygning lå vinkelret på den store, og de to bygninger har sikkert været dele af samme gård. En fibula fundet i et stolpehul daterede bygningerne til midten af Germansk Jernalder.

Grundplan af hus fra Germansk jernalder fra Verst Skov
Grundplan af hus fra Germansk jernalder fra Verst Skov nordvest for Kolding. Bemærk de buede langvægge, som skulle blive så karakteristiske for den senere vikingetids huse. Fra "Danmarks Oldtid 3." af Johannes Brøndsted.

Ved Dankirke syd for Ribe har man udgravet stolpehuller, som viser en meget bred hal, 22 m. lang og 7 m. bred. Der er ingen spor efter båse til kreaturer, hallen må have været en storbondes bolig og mjødhal og måske lager for købmandsvarer. Inde i hallen fandtes mere end 1.000 glasperler og 1.300 skår af frankiske glas af mange typer. Der må have været en stormandsgård i Dankirke helt op til 700-tallet, for spredt ud over arealet er blevet fundet adskillige Sceattas, som er små tykke sølvmønter præget i England og Frisland i denne tid.

I 1984 udgravede man en landsby fra Germansk jernalder ved Vallensbæk sydvest for København. Den var ikke særlig stor, man fandt kun tre huse, men det mest overraskende var fundet af et meget langt dobbelt hegn, som havde sin begyndelse ved det mindste hus, åbenbart en slags stald, og løb i to parallelle linier fra det højtliggende landsby område ned til den fugtige ådal og engene langs Store Vejle Å. De lange hegn er uden tvivl en fægyde, som skulle sikre at køerne kunne komme frem og tilbage mellem stalden og græsnings-områderne uden at forvilde sig ud på dyrkede marker, som lå nærmere landsbyen.

Rekonstrueret jernalderhus fra Hjemsted Oldtidspark
Rekonstrueret jernalderhus i Hjemsted Oldtidspark mellem Ribe og Tønder.

Det er blevet påvist at landsbyen Vorbasse syd for Billund har eksisteret som en beboet landsby lige fra årene omkring Kristi fødsel indtil moderne tid og således også i Germansk Jernalder. Dog sådan at landsbyen flyttede med nogle hundrede års mellemrum. Husene har meget lignet dem fra Romersk Jernalder, dog lidt større, længden var 30-40 meter og bredden var godt 5 m. som tidligere. De var inddelt i mange rum med forskellige formål. Væggene var lerklinet grenflet, og taget var sandsynligvis af strå understøttet af to rækker indvendige stolper. Hvert større hus lå midt i en kvadratisk indhegning sammen med en eller to mindre bygninger, og gårdene var placeret i lange rækker.

Udgravningen i Vorbasse vidner om et landbrug, som først og fremmest var baseret på kvægavl, og som producerede mere, end bønderne selv kunne bruge. Overskudsproduktionen blev afsat på et marked, hvilket gjorde Vorbasse bønderne i stand til at købe importede varer, som for eksempel gryder af klæbersten og slibesten fra det nordlige Skandinavien og kværnsten og keramik fra Rhin området. Foruden kvæg har de holdt heste, svin, får, geder, høns, ænder og gæs. De har dyrket byg, rug og havre, men næsten ingen hvede. Desuden er fundet spor af ærter, bønner og kål. Nogle af Vorbasse beboerne har spist mange muslinger. Alt i alt må de have spist sundt og varieret.
Udgravning af fundament af jernalder hus
Udgravning af fundament af jernalder hus. Foto: Free Wallpaper

Ved en udgravning ved Præstestien i det nordlige Esbjerg fandt man en en ubestemmelig porøs masse, fladtrykt til en tykkelse af omkring 1 cm. Den mørke substans var resterne af et fladt brød bagt af bygmel. Brødet var meget tæt og havde få luftblærer. Således som det ofte er tilfældet med brød bagt af bygmel, som har et meget lavt glutenindhold og derfor ikke hæver ret meget.

En landsby ved Nørre Snede mellem Vejle og Herning lå langs kanten af et eng-område. Den omfattede i Germansk Jernalder 7-8 gårde, som lå placeret omkring en mindre åben plads. Gårdene var hver især omgivet af et hegn og omfattede også mindre bygninger på det indhegnede areal.

Udvinding af jern i skaktovn
Udvinding af jern i skaktovn. Myremalm findes i fugtige engstrækninger især i Vest Jylland for eksempel langs med åer i et spadestiks dybde under grønsværen. Den blev udnyttet til at udvinde jern ved hjælp af de såkaldte slaggegrubeovne. De kunne kun bruges en gang. En ovn bestod af to dele: en overbygning, som kaldes skakten, og en underjordisk del, som kaldes slaggegruben. Skakten blev opbygget af ler, og derefter fyldt med en blanding af myremalm og trækul i løbet af processen. Fra et hul i den nederste del af skakten blæste man luft igennem den med en blæsebælg for at komme op på den nødvendige temperatur, som er 1.200-1.300 grader. Ved denne temperatur vil jernet danne klumper, medens slaggen vil blive flydende og løbe ned slaggegruben og størkne der. Der dannes ikke virkelig flydende jern, da grundstoffet jern først smelter ved 1.500 grader, men jernet udfældes som en slags svamp af små jernkorn, som kaldes luppen. Derefter kunne man gløde luppen i en esse og ret nemt hamre den flydende slagge ud af den og omdanne den til våben og redskaber. Tegning fra Sønderjyllands Museum - se link nedenfor.

Ved landsbyen Drengsted syd for Skærbæk har man funder tegn på omfattende jernproduktion. Arkæologer har fundet rester af 224 jernudvindingsovne som kaldes slaggegrubeovne. I hovedsagen var det en enkelt gård i landsbyen, som stod for jernudvindingen, som efter alt at dømme fandt sted hvert år i højsommeren. Det skønnes at der blev produceret ialt 4,5 ton over en periode på 150 år, hvilket er 30 kg per år. Gårdene i Drengsted var ikke indhegnede.

Lignende landsbyer er fundet ved Sejlflod nær Aalborg og Stavad i Store Vildmose nord for Aalborg. Arkæologen Lotte Hedager bruger navnlig landsbyen i udkanten af Store Vildmose som bevis på at Danmark ikke var affolket i Germansk Jernalder, som fraværet i flere fundklasser ellers kan tyde på. Hun skriver: " - alle fortsætter de ind i Germansk Jernalder uden klare skel eller overgange, så hvem kan længere tale om affolkning af landet? Bebyggelsen ved Stavad er ihvertfald det synlig bevis på at mennesker dengang måtte tage til takke med selv de usleste egne: en fugtig højmose, som ganske vist gav gode græsningsmuligheder for kvæget, men som med garanti også gav krogede rygge og gigtplagede ben."

Grundplan af hal fra Germansk Jernalder syd for Linå
I 2009 udgravede Silkeborg Museum en landsby fra Germansk Jernalder fra omkring 400-500 e.Kr. ved Linå øst for Silkeborg. Landsbyen bestod af mindst 10 langhuse. Husene var omgivet af hegn, der knyttede de enkelte huse sammen i større gårdsanlæg. Gårdene bestod typisk af et hovedhus på 30 m`s længde med beboelse og stald under samme tag, omgivet af et eller flere mindre huse, der har fungeret som gårdens drifts-bygninger. Et hus skilte sig markant ud fra de øvrige ved sine kongelige dimensioner. En helt usædvanligt stor hal med 425 m2 under tag og med en længde på ikke mindre end 65 m.

Herimod må man argumentere at Germansk jernalder strakte sig over 350 år, over hvilken tid befolkningstætheden må have varieret. Det kan have været således at landet var ret tyndt befolket ved start af Germansk Jernalder, men blev mere folkerig i løbet af perioden. Tænk blot på at det nu er knap 400 år siden at skibet Mayflower ankom til Amerika med 100 puritanere ombord, og idag er der 320 millioner mennesker i USA. Hvilket skyldes ikke blot indvandring, men også en god fertilitet.

I Germansk Jernalder var feminisme, prævention og provokerede aborter ikke opfundet. Fertiliteten må have været langt større end idag. Kvinder begyndte sandsynligvis at føde børn, før de var fyldt 20 år, og de fortsatte efter alt dømme indtil 40 års alderen. En kombination af høj fertilitet og gode levemuligheder i form af ledige marker og græsgange kan have kompenseret for en lav befolkningstæthed i løbet af ganske få hundrede år.

Den rekonstruerede Tissø ring
Den rekonstruerede Tissø Ring, som er fremstillet af guldsmedene Ebbe og Dorthe Hjort. Den kan ses på udstillingen i Kongsgård og Kultsted på Formidlingscenter Fugledegård. Den originale udstilles på National Museet.
Da gårdejer Lars Krogsager harvede sin mark i foråret 1977, sad en genstand fast i hjulakslen på harven. Det var en forgyldt stang, snoet og ca. 1 m lang. Han skulle lige til at smide den væk, da han bemærkede et dekoreret stykke. Han ringede derfor til Nationalmuseet, som forbløffede modtog den næsten 2 kg tunge guldhalsring - Den vejer 1,83 kg. De to strittende tråde viser, at der allerede i fortiden er blevet klippet noget af ringen, som oprindelig har vejet omkring 2,1 kg. Mange fortæller at den stammer fra vikingetiden og har siddet om halsen på et gudestatue. Men det er dog mere sandsynligt at den var samtidig med den kongsgård, som blev anlagt ved Tissø omkring 600 e.Kr. i Germansk Jernalder, som var Danmarks mest guldrige periode. Beowulf digtet fortæller for eksempel om halsringen Brisingemen, som var kongeligt værdighedssymbol for Gøternes kong Hygelac.

Vi må tro at der ikke blev grundlagt særlig mange nye landsbyer i Germansk Jernalder, og at datidens bønder hovedsageligt boede landsbyer med karakteristiske navne fra Romersk Jernalder med endelserne -løse, -inge, -um, -lev og -sted - som for eksempel i Vanløse, Revninge, Nærum, Brønderslev og Ringsted.

Omkring 600 e.Kr. blev der anlagt en gård af sande kongelige dimensioner ved Bulbrogård ved bredden af Tissø syd for Kalundborg. Det indhegnede areal var på 10.000 m2, hvilket er tre gange så meget som en almindelig gård. Hovedbygningen var en 40 m. lang hal med buede langvægge, som vi kender dem fra den senere vikingetid. Ved udgravningen fandt man en mængde lerklining fra væggene, som viste at de havde været hvidkalkede. De 60 cm. tykke tagbærende stolper var gravet 3 m. ned i jorden - med sådanne kraftige søjler kan vi tro at bygningen mindst havde en førstesal.

Stemmeskrue til strengeinstrument fra jernalderen fundet ved Tissø
Stemmeskrue til strengeinstrument fra jernalderen fundet ved udgravning af jernaldergård ved Tissø. Foto levendemusikhistorie.dk.

I væggrøften blev fundet en stemmeskrue til et strengeinstrument, som vi må tro at der blev spillet på i den store kongelige mjødhal.

Indenfor indhegningen var desuden et hus med en længde på 23 m. sikkert også hvidkalket, samt nogle mindre huse og grubehuse.

Noget tyder på at gården brændte i midten af 600-tallet og derefter blev genopført 500 m. længere mod syd, på hvilket sted den blev stående de næste 300 år. Den nye hal var også 36 m. lang og 11,5 m. bred. Den kongelige gård var omgivet af en boplads, som strakte sig langs hele søens vestbred i en længde af 1.500 m. og en bredde af 2-300 m.

Da man for hundrede år siden sænkede søens overflade for at modvirke oversvømmelse af lavtliggende områder, fandt man talrige våben, smykker og værktøj på den gamle søbund ud for den store gård, øjensynligt ofret til guderne. De ofrede genstande kunne dateres til 600 e.Kr. Vi kommer i hu at Tissø betyder Tirs eller Tyrs sø; og Tyr var en af den senere vikingetids krigsguder.

Ifølge Saxo var Lejre Rolf Krakes kongesæde, og nogle mener at det var stedet, hvor Beowulf gæstede kong Hrodgar i hans mjødhal, som kaldtes Hjort, hvor han dræbte trolden Grendel.

Gammel Lejre ligger omkring 1,5 km. nord for stationsbyen Lejre ikke langt fra Lejre Å's udmunding i Roskilde Fjord. Siden 1977 har arkæologer foretaget udgravninger her, og de fundet en bebyggelse, som ikke står tilbage fra Tissø bygden.

Odin figur fundet i Gammel Lejre
Odin figur fundet under Roskilde Museums udgravninger i Gammel Lejre i 2009. At det virkelig forestiller Odin kan ses af de to ravne, der sidder på tronstolens armlæn. Ravnene er Hugin og Munin, hvilke navne nogle tror betyder hu og minde, altså tanke og hukommelse. Odin sidder på sin trone, som hedder Lidskjalv, hvorfra han kan skue ud over hele verden. Hver morgen flyver ravnene ud for at vende tilbage om aftenen og fortælle Odin om alt, hvad der var sket. Figuren er af sølv og kun 2 cm. høj, men det er den eneste figur, som vi kender, der med sikkerhed forestiller Odin. Bemærk hans halsring. - Foto Mogens Engelund Wikipedia.

Begge bebyggelser blev anlagt i 500-tallet. Lejre bygden er ikke blevet fuldstændigt udgravet, men det er blevet påvist at der lå en hal på samme kongelige størrelse som den ved Tissø omgivet af en bygd, som strakte sig over næsten en kvadratkilometer.

I tilknytning til hallen blev fundet en stor stendynge, omkring 25 m. i diameter, af skørbrændte sten og trækul iblandet rester af guld, bronze og jern samt potteskår, hvilket altsammen viser at støbning og andet håndværk blev udført her.

Omkring år 700 blev der i Lejre bygget en ny kongsgård af helt usædvanlige dimensioner. Den var 48 m. lang og 11,5 m. bred på midten med buede vægge. Taget blev båret dels af to rækker kraftige stolper i bygningens længderetning og dels af vægstolper støttet at udvendige skråstivere. Det er blevet beregnet ved triangulering ud fra stolpernes spor i jorden at væggennes højde var 3,5 til 4 m. Bygningens totale højde kan ikke have været mindre end 10 m. Man kan tro at med sådan en sidehøjde havde bygningen en førstesal.

Fjolne falder i mjødkarret
Fjolne falder i mjødkarret. Tegning af Halvdan Egedius.

Vi husker at Ynglinge Saga fortæller om den omtrent samtidige Svea konge: "Fjolne, søn til Yngvefrøy, rådede dernæst over Svearne og Upsala-ød; han var mægtig, årsæl og fredsæl. Da var Fred Frode i Lejre. Mellem ham og Fjolne var der venskab, og de bød hverandre til sig. Da Fjolne for til Frode på Sjælland, blev der anstillet et stort gæstebud, og de havde budt mange rundt omkring i landene. Frode havde store husbygninger. Der var gjort et stort kar mange alen højt og fæstnet sammen med store tømmerstokke. Det stod i den underste stue, men højere oppe var der et loft med åbent gulv, så derfra hældte de vædsken ned og blandede karret fuldt med mjød. Det var en fælt stærk drik. Om kvælden fulgte de Fjolne til herberge i nærmeste loftsrum og følget hans med ham. Om natten gik han ud på svalen for søge sig et vist sted. Han var søvntung og døddrukken. Da han vendte tilbage til herberget, gik han langs efter svalen og til en anden loftsdør og ind igennem den; der gled han med fødderne og faldt ned i mjødkarret og druknede der. "

Dette hus, som blev Fjolnes skæbne, havde en første sal, og det lå i Lejre på det rigtige tidspunkt. Det kan meget vel have været den imponerende hal, som arkæologer har fundet rester af i Gammel Lejre.

Skatten fra Dalshøj på Sorte Muld
Skatten fra Dalshøj på Sorte Muld. På et sted på marken kaldet Dalshøj fandt man under resterne af et nedbrændt hus fra ældre germansk jernalder en af de fineste guldskatte fra 500-tallet. Sammen med en stor relieffibula lå 17 romerske guldsolidi, 2 guldspiralringe og et afhugget stykke af en tredje. Fibulaen er et særdeles fornemt arbejde med spiralornamenter og profilerede dyrehoveder. Foto: Migration Period between Odra and Vistula.

En mark ud for Svaneke på Bornholm kaldes Sorte Muld på grund af muldjordens mørke farve, som kommer af at den indeholder et gammelt kulturlag, som nogle steder er på 1 m. tykkelse. Ved udgravninger i 1940'erne fandt man tomter fra huse fra Germansk Jernalder. Det tykke kulturlag viser at stedet har været permanent beboet gennem flere hundrede år. I 1980'erne blev undersøgelserne genoptaget, man brugte metaldetektorer, og det blev eftervist at drejede sig om en bebyggelse på 40-50.000 m2., som har været beboet fra Romersk Jernalder til Vikingetiden med tyngdepunkt i Germansk Jernalder.

I 1985 fandt arkæologer på Sorte Muld nogle få guldgubber, som er små stykker guldblik, som er præget med en eller to menneskefigurer. De er 10-18 mm høje og oftest præget i meget tyndt og skrøbeligt materiale, nærmest guldfolie. Fornyet efterforskning i 1987 bragte 2.350 guldgubber for dagen, og siden er antallet øget til 2.500.

For ikke så mange år siden fandt man på marken en sølvplade rullet sammen som et krømmerhus, som indeholdt otte guldperler, to hjulkorsformede hængesmykker, seks romerske mønter, som også var omdannet til smykker, og fem guldbrakteater.

Kræmmerhus med guldbrakteater fundet på Sorte Muld
Kræmmerhus af en forgyldt og deformeret sølvskive fyldt med guldsmykker, solidi, guldblikperler, brakteater og hængesmykker fundet i marken Sorte Muld ved Svaneke. Foto kulturarv.dk.

På et andet sted på Sorte Muld, som kaldes Dalshøj, fandt man yderligere en af de fineste guldskatte fra Germansk Jernalder under resterne af et nedbrændt hus. Den bestod af en stor relieffibula, 17 Romerske guld-solidi, 2 guld-spiralringe og et afhugget stykke af en tredie ring.

Sorte Muld ligger på en bakke 60 m. over havets overflade kun 2 km. fra kysten. Der er udsigt over Østersøen, og man kan svagt skimte Christiansø i horisonten.

I Alfred den Stores oversættelse af Orosius' Romerske historie er tilføjet en rejseberetning af købmanden Wulfstan, som sejlede fra Hedeby til handelsbyen Truso i Wislas delta omkring 850 -900 e.Kr. Han skrev: "Så havde vi Bornholm til bagbord, og de har deres egen konge."

Halsring af guld fra Gudme
Halsring af guld er fundet ved Gudme af Svendborg Museum. Den lå sammenrullet i en lile lerkrukke, der var gravet ned ved et hegn, der omgav et gårdsanlæg. Ringen vejer 140 gr. og er 50 cm lang. Den dateres til 400-500 e.Kr. - Foto Jyllandsposten.

Mange mener at Sorte Muld må have været sæde for en konge over Bornholm gennem hele jernalderen.

En anden af jernalderens store og rige bopladser lå ved Gudme og Lundeborg på Sydfyn. Allerede i Romersk Jernalder stod der i bakkerne nær Gudme sø, knap 5 km. fra Storebæltskysten, en enorm hal, som var 47 m. lang og 10 m. bred, og hvis tag blev båret af intet mindre end to rækker med hver otte kraftige tagbærende stolper, hver med en diameter på 80 cm. Med søjler af sådanne dimensioner må vi tro at bygningen har haft en førstesal. Fra den store hal kunne man gå over i en mindre bygning med tilknytning til denne. De to bygninger dækkede tilsammen et indvendig grundareal på ca. 700 M2. Den store hal blev nedrevet allerede i begyndelsen af Germansk Jernalder. Den mindre hal fortsatte sin funktion indtil midten af 500-tallet.

De imponerende haller var omgivet af mindst 50 almindelige gårde over det nærliggende areal. I lighed med hallerne var bygden grundlagt i 200-tallet. På lokaliteten Møllegårdsmarken lå en bebyggelse, som eksisterende i fire århundreder og derefter ophørte.

I 2013 fandt amatørarkæolog Morten Kris Nielsen et 8 cm. langt guldspænde ved Kirkemose nær Spentrup ved Randers fra Germansk Jernalder. Da han senere undersøgte findestedet, fandt han yderligere ti genstande af guld. - Foto Foto Hans Gundsøe, Museum Østjylland.

På en anden lokalitet ved Gudme, kaldet Gudme IV, lå en gård, som i 400-tallet bestod af et hovedhus, der var bygget sammen med det omgivende hegn. Desuden fandt man på gårdens indhegnede 2700 M2 store areal en lade, en brønd og et mindre udhus. Denne gård kunne følges lige fra 200-tallet til begyndelsen af 800-tallet, hvor den ophørte.

Til den store boplads hørte en handels- og anløbs-plads ved kysten ved Tange Å's udmunding i Store Bælt nær Lundeborg. Her er fundet mange vidnesbyrd om handel, håndværk og skibs-reparation i form af vægtlodder, små afklippede stykker betalingsguld, mængder af glasperler, skår af drikkeglas og skibsnagler.

I 500-tallet forsvandt den sidste af de store haller, og det synes som om de kongelige funktioner ophørte i Gudme området; måske blev de flyttet til et andet sted. Men Gudme bygden fortsatte som en mere almindelig bygd og mange detektorfund viser at den eksisterede fra 200-tallet til vikingetid.

Broholm skatten
Broholm skatten. Den blev fundet allerede i 1833 i forbindelse med pløjning på herregårdens Broholms jorder og består af mere end 4 kg. guld. Alene en af halsringene vejer 1,356 kg - Den var i mange år den største eksisterende guldskat fra Danmarks oldtid bortset fra guldhornene, men for få år siden blev den overgået af Mannerup skatten, som er på 7 kg. - dog ikke rent guld. - Foto Odense Bys Museer.

Beboerne i Gudme bygden var rige på guld. I alt har jorden i Gudme-bygden indtil nu afgivet omkring 10 kg. guld, som udgør næsten en fjerdedel af det danske guld fra Germansk Jernalder. Ved herregården Broholm ikke langt fra Gudme halvvejs ud mod kysten, fandt man i 1833 en guldskat på mere end 4 kg. Næst efter Guldhornene er det den største skat af rent guld, som er fundet i Danmark.

Der har aldrig været guldminer på Sydfyn, og det er meget usandsynligt at Gudme bygdens beboere har fået så meget guld som betaling for eksport af huder og andre landbrugsprodukter. Den mest rimelige forklaring er at de havde guldet med sig, da de kom i 200-tallet, eller de drog ud og deltog i folkevandringstidens kampe, og nogle vendte hjem igen med det erobrede guld.

Flere af stednavnene nær Gudme peger i retningen af Gudme bopladsen som et førkristent kultcenter. Stednavnet Gudme betyder Gudernes hjem. Gudbjerg betyder Gudernes bjerg, og Galdbjerg "offerbjerget".

Der findes ingen nedskreven overlevering om hvem de var, så der er frit slag for allehånde gæt. Man kan gætte at de var de hjemvendende Heruler, men i så fald kom de 2-300 år for tidligt, da bygden blev grundlagt i 200-tallet. Det kan også have været en Gotisk stamme, som havde erhvervet guld i folkevandringstidens kampe.

Mandsfigur i guld fra Germansk Jernalder
Mandsfigur i guld fra Germansk Jernalder fundet ved Nyborg nord for Gudme. Den blev fundet i flere dele sammen med andre guldting. Bemærk hans solide halsring. Den er 7 cm. høj - Foto Gyldendal og Politikkens Danmarkshistorie 2 af Lotte Hedeager.

Grundlæggelsen af Gudme bygden i 200-tallet er nogenlunde samtidig med Dani's ankomst til Stevns og området ved Tryggevælde Å på Sjælland. Vi kan gætte på at Gudme bygdens første beboere var Aserne, som Snorre fortæller om. De kan være kommet med skib sydfra på samme måde, som nogle antager at Dani ankom med skib til Stevns. Vi kan spekulere at efter nogle hundrede år flyttede de kongsgården til Odense, som derved fik sit navn efter Odin.

Det kan uddrages fra Jordanes og Procopius at Dani og Switheudi havde samme oprindelse. I Ynglingesaga fortælles at Svearnes kongeslægt nedstammede fra Odin den Gamle, og hans efterkommer i fjerde generation, kong Sveigde, drog til Tyrkland og Store Svitjod for at lede efter Gudehjem, som Odin skal være kommet fra. Også Saxo beretter om Aserne og Odin; og Snorre fortæller om Aserne, som ledet af Odin slog sig ned på Fyn. Da Dani og Sveaerne havde samme oprindelse, og både Sveaerne og Aserne var ledet af en Odin, må vi tro at Dani, Switheudi (Sveaerne) og Aserne, som kom til Fyn, var beslægtede grupper.

Nogle vil argumentere at de helt gamle stednavne-endelser fra før Kristi fødsel som -løse -inge -um -lev og -sted mangler på Sydøstfyn, og at de store, centrale kirkebyer istedet har navne med enselser, som er typiske for den senere vikingetid. De vil mene at de gamle navne blev erstattet af nye i forbindelse med en dybtgående omlægning af bebyggelsen ved vikingetidens begyndelse - hvilket vil sige at de tror på en form for erobring, hvorefter erobreren tog landet i besiddelse og uddelte det til sine mænd. Hvilket ikke passer med teorien om at Aserne gik i land ved Lundeborg, flyttede til Odense - for hvorfor skulle de omfordele deres oprindelige jorder ved Gudme, hvis de stadig havde magt der.

De oprindelige urskove i Danmark stod temmelig længe, især på det bakkede Sydfyn, men også andre steder i landet. De sidste urskove i Danmark blev først opdyrket i middelalderen. Da Aserne, eller hvem det nu var, gik i land ved Lundeborg, var Sydøstfyn efter al sandsynlighed temmelig tyndt befolket og der har sikkert aldrig været særlig mange stednavne med de gamle endelser, hvilke er -løse, -inge, -um, -lev og -sted. Aserne gik i land i en temmelig tyndt befolket del af landet og grundlagde bygder der, som de døbte med navne, med deres egne karakteristiske endelser, nemlig -by, -torp og -toft. Da de senere i vikingetiden satte deres præg på hele landet, fik alle ny-anlagte landsbyer navne med disse endelser.

Mundblik, som pyntede toppen af sværdskeden
Mundblik, som pyntede toppen af sværdskeden. Dette var normalt lavet af blik eller kobber. Disse massive ringe af guld var en ekstravagant dekoration. skatten blev fundet ved et tilfælde af en landbrugsmedarbejder på en gård ved Tange Å nær Gudme. den bestod af to stykker mundblik af guld, en armring og nogle stykker brudguld. - Foto Fyens.dk.

Vigtige landsby navne i Gudme området er Gudme, Guldbjerg og Galdbjerg, som åbenbart er knyttet til områdets storhedstid.

Lignende store haller af kongelig størrelse er fundet i Uppåkra i Skåne og ved Toftegård nær Strøby på Stevns. Ved Slöinge i Halland fandtes en central handelsplads, som også må have været et magtcenter.

Grave

Der er fundet i virkelig mange grave fra Romersk jernalder over hele landet, men fra Germansk Jernalder møder os en underlig fundtomhed. For eksempel kendes der på Fyn tusindvis af grave fra Romersk Jernalder, men kun ganske få fra Germanertid.

Både ligbrænding og jordfæste grave var stadig i brug, men man kan intet sige om "styrkeforholdet" mellem de to begravelsesformer, da antallet af fundne grave er så lille.

Donbæk gravpladsen ved Fredrikshavn
Donbæk gravpladsen ved Fredrikshavn. En af de lave høje er udgravet. Set fra nordvest. - Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brønsted.

Fra Vendsyssel kendes kun brandgrave. På gravpladsen ved Donbæk nær Frederikshavn fandtes to forskellige typer, nemlig enten en forholdsvis stor høj på måske 1,5 m. uden stenkrans om foden, eller en ganske lav med stenkrans. I bunden af de større høje fandtes graven i form af et bållag med brændte ben, hvori der var hensat en grov lerurne, et stykke oppe i højfyldet lå ofte en større sten, måske en omvæltet bauta. I de lave høje var graven et kullag spredt ud over højbunden eller lagt mere samlet i midten.

Fra Himmerland kendes nogle få jordfæstegrave. Ved Gudumholm nær Lille Vildmose syd for Aalborg fandtes en grav, hvori en kvinde var gravlagt med en halskæde, som indeholdt et par hundrede perler af glas og rav, på brystet havde hun fibulaer af sølv og bronze, ved hendes fødder var placeret træspand og lerkar og desuden havde hun en benkam og en jernkniv med i graven. En anden kvinde ved Agerbjerg nær Lille Vildmose var gravlagt med fibulaer, perlekæde og to tenvægte. Begge var anlagt som fladmarksbegravelser i bakket terræn.

På Sjælland var en snes jordfæstegrave anlagt temmelig højt i en køkkenmødning fra stenalderen ved Bilidt ved Roskilde fjord. En kvindegrav ved Kvamløse syd for Holbæk indeholdt fornemme gravgaver i form af perlekæder af glas og rav, guldpendler og sølvfibulaer.

På Nordfyn er fundet nogle få jordfæstegrave ved Norup.

Bornholm adskiller sig fra resten af Danmark i Germansk Jernalder. I resten af Danmark er der fundet meget få grave og ingen med våben. På Bornholm er fundet mere end 330 grave, heraf mange med våben, herunder tveæggede og enæggede sværd, spyd, økser og skjold. Desuden er der ofte seletøj i gravene, ja den afdøde kan enddog være lagt til hvile med sin hest.

Balders bålfærd
Balders bålfærd. Fra taringa.net - ukendt kunstner.

Ynglinge Saga fortæller: "Odin gjorde det til lov i landene sine som før havde været lov hos Aserne, således bød han at de skulle brænde alle døde og bære deres ejendele på bålet med dem. Han sagde at så stor rigdom skulle hver komme til Valhal med, som han havde med sig på bålet, og det, som han selv havde gravet ned i jorden, skulle han også få nytte af. Asken skulle de bære ud på havet eller grave ned i jorden." - Hvis det har været skik og brug at sprede asken over havets bølger eller grave den ned i jorden uden urne, kan være en grund til at der ikke er fundet så mange grave fra Germansk Jernalder.

Der var også andre begravelsesmetoder, som ikke efterlader spor: Det oldengelske heltedigt Bjovulf fortæller at kong Skjold som lille barn kom til det kongeløse Danmark, sejlende alene på et skib; da han døde blev han igen lagt ombord på et skib, som for fulde sejl blev sendt til havs. I Yngre Edda fortælles at Balders lig blev lagt i hans kæmpestore skib Ringhorne. Det blev sat i søen, sejlet blev hejst, og skibet sejlede brændende til havs.

Våbenofre

Guderne boede stadig i moser og små søer. Den gamle skik at ofre slagne fjenders våben til de vante guder i moserne fortsatte langt ind i Germansk Jernalder, men der er langtfra tale om sådanne mængder af våben, som det havde været tilfældet i Romersk Jernalder. Der er tale om mindst otte våbenfund fra Germansk Jernalder:
Tre sværd fra den lille Kragehul Mose på Vestfyn
Tre sværd fra den lille Kragehul Mose på Vestfyn - dateret til 400 tallet. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.

I den lille mose Kragehul, der ligger omgivet af bakker nær Flemløse ved Assens, blev der allerede i 1800 tallet fundet oldsager fra den ældre del af Germansk Jernalder, heraf nogle med runeindskrifter, men de er nu forsvundne. Der blev foretaget en udgravning i 1864-65 ledet af Conrad Engelhardt, hvor man fandt en del våben, som alle i lighed med alle tidligere våbenfund i offermoser, var forsætligt ødelagt.
Sværd fra Kragehul mosen på Vestfyn.
Sværd fra den lille Kragehul Mose på Vestfyn - dateret til 400 tallet. Sværdklingen er af jern, og resten er af bronze. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.

I Kragehul blev fundet en halv snes sværd foruden stumper af flere. Alle sværdene var den lange tveæggede type med damascerede klinger, som blev kaldt spatha, idet den havde fortrængt det korte romerske gladius sværd. Skederne var af træ og forsynet med mundblik, rembøjler og dupsko, hvilke var udsmykkede med dyrehoveder af fugl eller hest. Der var talrige spyd og lansestager af mange forskellige typer, smalle og brede, med bugtet eller lige æg, med eller uden modhagere. Mange spyd og lanse skafter var prydet med slyngede motiver, som endte i dyrehoveder. Et enkelt knækket spydskaft har en runeindskrift: "Jeg Asgisls eril hedder muha - kraft - vier". Desuden blev fundet nogle brudstykker af buer og mange pile med spidser af ben eller jern. Der var stumper af asketræ skjolde og en enkelt økse med brækket skaft. Der var stykker af benkamme, bronze-tænger eller måske pincetter, hvæssesten og et knivskaft af ben med runeindskrift: "bera/Bera". Før Engelhardts udgravning var fundet et horn og en træskive også med runeindskrifter, men disse objekter er forsvundet.
Sværd fra Kragehul mosen på Vestfyn.
Sværd fra den lille Kragehul Mose på Vestfyn - dateret til 400 tallet. Sværdklingen er af jern, og resten er af bronze. Der ses stadig rester af bronze-dekoration på en nu forsvunden træskede. Ringen til venstre er en dupsko som har siddet på den nederste spids af træskeden, som man tror var beklædt med læder. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.

I Nydam Mose II sydøst for stedet for det store fund fra Romersk Jernalder fandt man i 1878 næsten hundrede forskellige genstande fra Germansk Jernalder. Der er næsten udelukkende tale om sværdskede-beslag, nemlig mundblik, rembøjle og dupsko, som er udsmykket med geometriske mønstre, rankemønstre, dyrefigurer og menneskehoveder.

I Porskær Mose ved Underup nordvest for Horsens var der siden 1867 fundet oldsager og i 1880 blev mosen udgravet. Man fandt et stærkt korroderet tveægget sværd, et antal spydspidser, skede fragmenter, 70 dupsko til sværdskeder, et guldarmbånd med mere.
Hæfte af sværd fundet i Kragehul mosen på Vestfyn. Øvre part af hæfte på pragtsværdet fra Kyndby af sværd fundet ved Kyndby nær Fredrikssund.
Til venstre: Hæfte af sværd fundet i Kragehul mosen på Vestfyn. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Til højre: Øvre part af hæfte på pragtsværdet fra Kyndby nær Fredrikssund. Det er et såkaldt ringsværd. Det betyder at der til dets fæsteknap som pynt er føjet en øsken og en ring, undertiden i guld, til at begynde med i to adskilte dele men med tiden arbejdet sammen til et massivt stykke. Mange antager at ringen skal symbolisere ejerens troskab mod fyrsten, ringgiveren, sikkert kongen. Rolf Krake gav den unge mand Vøgg ikke blot en men to armringe af guld og bandt ham derved til sig i troskab til døden. Stadig i moderne tid symboliserer en gylden ring på venstre hånds ringfinger loyalitet og troskab.

Ved bredden af Dallerup Sø syd for Horsens fandtes et antal tveæggede sværd, hvor af nogle var damascerede, sammen med adskillige spydspidser, pilespidser med mere.

I Knarremose på Bornholm fandtes i 1800 tallet et par sværd med sværdfæsteknap afsluttet i fuglehoveder samt nogle få andre ting.

I Manna Enge ved Tise vest for Brønderslev blev fundet et tveægget sværd sammen med nogle hesteknogler og nedrammede pæle.
Våben fra Germansk Jernalder
Til venstre foroven: Et enægget sværd, en såkaldt scramasax, fundet i Søborg Sø vest for Helsingør.
Til venstre forneden: En lansespids fra Bækkegård på Bornholm.
Til højre: En såkaldt skægøkse fra Gudme. En krigers hovedvåben i Germansk Jernalder var sværd, skjold og lanse. Økser blev først almindelige i vikingetiden, det er specielt at finde en økse i Gudme så tidligt - Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.

Desuden kan blev der i Illerup Ådal fundet nogle få våben, som stammede fra Germansk Jernalder omkring år 450-500 e.Kr. En ret ringe del af fundet i Thorsbjerg Mose kan ligeledes dateres til Germansk tid.

Religion

Ugedagenes navne og de tilknyttede guder Ugedagenes navne og de tilknyttede guder. De Germanske stammer overtog syv-dages ugen fra Romerne men erstattede de Romerske gudenavne med deres egne, som de mente passede. Dog ikke for lørdag, dens navn kommer af vaskedag.

Vi har meget sparsomme direkte efterretninger om religionen i Germansk Jernalder. Men de Germanske stammer overtog syv-dages ugen fra Romerne, men erstattede de Romerske gudenavne med deres egne, som de mente passede. På for eksempel Tysk og Hollandsk har ugedagenes navne også oprindelse i de hedenske guder, og de blev kristne omkring 500-600 e.Kr. De må have givet ugedagene deres hedenske navne på et tidspunkt, før de blev kristne, hvilket vil sige omkring 500 e.Kr. eller tidligere. Før de antog kristendommen, må de have dyrket guder som Odin, Freja og Tyr, da de gav ugedagene navne efter disse. Det er ganske overvejende sandsynligt at deres Skandinaviske naboer mod nord dyrkede lignende hedenske guder på samme tid.
A, B, C og D brakteater
Efter deres billedmotiver inddeles brakteater i fire typer, som kaldes A-, B-, C- og D-brakteater:
- A-typen har et hoved eller brystbillede i profil. De er mere eller mindre germaniserede efterligninger af kejserportrætterne på Romerske mønter. Denne brakteat er fundet ved Maglemose nær Slagelse. Næsten alle portrætter på brakteater viser mænd, som er glatbarberede på Romersk vis. Det må have været på mode i Germansk Jernalder - Foto Arild Hauge.
- B-typen har en, eller højst tre personer undertiden ledsaget af et dyr. Denne brakteat er fundet ved Bolbro nær Odense. Den viser en kvinde, som spiser noget og samtidig holder sig i skridtet og muligvis lader vandet. Hun er omgivet af runer, et ligearmet kors og andre tegn. Der findes ret få af type B brakteater, måske 6-8 stykker. Foto Arild Hauge.
- C-typen har et mandshoved som rider på et firebenet dyr, sikkert en hest, omgivet af runer, fugle og forskellige tegn. Rytteren har ingen krop eller ben, han er glatbarberet og har langt flettet hår, som de Germanske konger bar, og som vi kender det hos de tidlige Frankiske konger, de langhårede Merovinger. På en af brakteaterne med dette motiv er tilføjet en runeindskrift: "Howar", der betyder "Den Høje", som er et navn for Odin, som vi genkender fra det senere oldnordiske digt Havamal - "Den Højes Tale". Derfor har den tyske forsker Karl Hauch foreslået at C-brakteaterne symboliserer Odin. Men man kan nemt forestille sig andre fortolkninger - måske er det Hermod, som iler mod Hel for indfri fortabte sjæle, som har lidt sottedøden. Denne brakteat er fundet på Gotland - Foto Wikipedia.
- D-typens midtfigur består af et stiliseret dyr. De er ren Nordisk ornamentik, helt frigjort fra antikke forbilleder. Denne brakteat er fundet ved Stavnager nær Randers - Foto Jyllandsposten.

Odin på en hjelmplade fra Gammel Upsala
Rytter på en hjelmplade fra Gammel Upsala fra 600-tallet. Man mener det forestiller Odin med hans to ravne Hugin og Munin. Wikipedia

Brakteater er små runde tynde guldplader, oftest 3-4 cm. i diameter, som er stemplet eller presset på den ene side med forskellige motiver og forsynet med en øsken, så de kan bæres i en snor eller kæde om halsen. I mange udenlandske gravfund er brakteater fundet ved halsen af de afdøde, hvilket viser at de virkelig var hængesmykker. Mange brakteater har runeindskrifter, alle i det 24 tegn ældre futhark, men mange indskrifter er ikke umiddelbart forståelige.

Brakteater er nogle af de almindeligste blandt de mange guldfund fra 400- og 500-tallet. Der er fundet mere end 970 af dem, hvoraf to tredjedele er fundet i Danmark.

Nogle brakteater viser også motiver som kan genkendes i Gylfaginning i den senere Yngre Edda og Vølvens Spådom i Ældre Edda, hvori der fortælles om Balders død:
Fund af guldbrakteater i Nord Europa Fund af guldbrakteater i Nord Europa - Jørgen Truels Jensen - wikipedia.

Spinkel og myg
og meget fager
vokser paa marken
mistelten.
Den er den skjulte
skæbne for Balder,
Odins-Barnet,
den blødende Gud.

Småt det syntes,
men stort det blev:
Balder blødte
for broderhånd.
Første gang Frig
i Fensal græd
over Valhals ve.
Forstår I dette?


På en brakteat fundet ved Trollhättan og en lignende fundet ved Hamburg kan vi genkende historien om, hvordan guden Tyr mistede sin ene hånd, da Fenrisulven bed den af.
Fire type B brakteater
Fire forskellige type B brakteater med motiver som illustrerer Ase troen i Germansk Jernalder. Fra venstre mod højre:
- Brakteat fundet ved Faxe på Stevns, som helt klart viser Balders død, idet personen i midten er ramt af en pil med kviste eller blade - Foto Kristeligt Dagblad.
- Brakteat fundet i 1700-tallet et ukendt sted viser også Balders død idet personen til venstre er ramt af en pil med kviste eller blade - foto Arild Hauge.
- Brakteat fundet ved Troldhattan Vester Gotland i Sverige, som viser hvordan Tyr mistede sin hånd, da Guderne bandt Fenrisulven ved Ulveled. Tyr holder venstre hånd i ulvens gab og han har intet sværd. Han har ret langt hår - Foto Historiska Varlder.
- Optegning af motivet på brakteat fundet ved Hamburg, som også viser, hvordan Tyr mistede sin hånd. Her holder han højre hånd i ulvens gab og et sværd i venstre hånd - Foto Arild Hauge.

Guderne ønskede at binde Fenrisulven. Dværgene i Sortalfernes land havde fremstillet et reb for dem, som var "blødt og glat som et silkebånd". Rebet hed Gleipner og var lavet af seks ting: "Kattens trampen og kvindens skæg, bjergets rødder og bjørnens sener, fiskens ånde og fuglens spyt."

Tyr og Fenris
Tyr og Fenris - udsnit af tegning af John Bauer, 1911.

I Gylfaginning berettes at ulven sagde: "Hvis I binder mig, så jeg ikke selv kan komme fri, er I så svigefulde, at det kan vare længe, før jeg får hjælp af jer. Jeg har ikke lyst til at lade mig binde af dette bånd, men hellere det, end at I beskylder mig for manglende mod. En af jer skal lægge sin hånd i min mund som sikkerhed for, at dette sker uden svig." Aserne så på hinanden og syntes, at der nu var to vanskeligheder, og ingen ville lægge hånd til, førend Tyr rakte sin højre hånd frem og lagde den i Ulvens mund. Som Ulven spændte imod, blev båndet strammere, og jo hårdere han stred, des stærkere blev båndet. Da lo alle på nær Tyr; Han mistede sin hånd."

Ugedagenes navne og disse brakteater viser at allerede i Germansk Jernalder var troen på Vaner og Aser såsom Tyr, Odin, Thor, Freja og Frey fuldt etableret.

Vi kan ikke være i tvivl om at Danerne i Germansk Jernalder dyrkede Ase- og Vane-guderne. Indtil nu er der ikke fundet noget tegn på kristendom i Danmark i Germansk Jernalder, hvilket man ellers kunne forvente, hvis periodens store guldrigdom skyldtes hjemvendende Ariamsk kristne folkevandringsfolk. Man kan udkaste den teori at de træk i Ase-troen, som minder om kristendom - hvilke er Odin, som hænger på træet og ofrer sig selv til sig selv, og Balders død og hans ovenud gode personlighed - skyldtes indflydelse fra Ariansk kristendom. Widukind skriver i Saxerkrøniken fra omkring 97 e.Kr. (Tredje bog, vers 65): "Danerne var fra gammel Tid Kristne, men tjente ikke desto mindre Afguderne efter Hedningskik."

Guldhornene

Guldhornene Guldhornene fra Gallehus - Foto Wikipedia.

Guldhornene blev fundet med 95 års mellemrum ved Gallehus nord for Møgeltønder, og de er det største danske guldfund nogensinde.

Det lange horn blev fundet af Kirsten Svendsdatter i 1639. Det var omkring 71 cm. langt og vejede 3,1 kg. Mundingens diameter var 10,4 cm. I 1734 fandt husmand Erik Lassen, kun få skridt fra det første findested, det ufuldstændige korte horn, der vejede 3,7 kg. Begge horn var af massivt guld.

Hornene var begge opbygget af et glat indre horn af 12 karat guld dækket med ydre ringe af 24 karats guld. De var formet som store oksehorn og var hver især forsynet med bærekæder. Overfladerne var udsmykket med et væld af dyre- menneske- og fabel-figurer. Nogle af motiverne var kørnet eller punslet på en glat overflade, andre var fremstillet separat og loddet på overfladen. Figurerne var placeret i cylindriske bånd over hinanden.
Ole Worms tegning af det lange guldhorn
Ole Worms tegning af det lange guldhorn fra 1641 - Wikipedia.

Der er gjort mange forsøg på tolkning af mylderet af ryttere, kentaurer, mænd med dyrehoved, bueskytter, kvinden med drikkehornet, mænd med skjolde, slanger, fabeldyr, fisk og fugle, men ingen kan med sikkerhed sige, hvilke myter og sagn figurerne symboliserer. Nogle har påpeget at fisken og slangen kan genkendes fra bronzealderen motiver på rageknive og helleristningerne. Hestene er nogle tynde tapir-lignende dyr, som ligner hesten foran solvognen.

J. R. Pauli's tegning af det korte guldhorn fra 1754
J. R. Pauli's tegning af det korte guldhorn fra 1754.

I værket Danmarks Oldtid forklarer Jørgen Jensen at oprindelsen til nogle af figurerne på de to guldhorn skal findes i Romerriget. For eksempel var den Romerske terra sigilata keramik ofte dekoreret med jagt motiver, hvor hjorte og bueskytter tit forekom - som på guldhornene. Det meget specielle motiv med hinden og den diende kalv findes også på et Romersk relief i nærheden af Frankfurt am Main dateret til 204 e.Kr. Kentauren er helt sikkert af Græsk-Romersk oprindelse.

Guldhornenes dekoration må i stort omfang have været et resultat af Nordboernes møde med den Romerske kunst-industri - hvilket støtter den antagelse at nogle folkevandringsfolk vendte tilbage til deres forfædres hjem Skandinavien, som de hele tiden havde stået i forbindelse med, da støvet efter det Vestlige Romerriges undergang havde lagt sig. De medbragte deres guld og en mænde viden og inspiration, som blandt andet gav sig udslag i dekorationen på guldhornene.

Slangerne, fiskene, de korslagte mænd, kvinden med drikkehornet - nogle af motiverne må have haft deres oprindelse i Norden, medens andre må have været inspireret af Græsk Romersk kultur, men som alt andet grundig bearbejdet og tilpasset den nordiske forestillingsverden.

På det lange horn optræder flere steder et drage-lignende dyr med kun forben og oprullet hale. På en sværdskede fra et våbenoffer i Nydam Mose ses et par tilsvarende sammensnoede dyr i den såkaldte Nydam stil. På det korte horn finder man dyr med hoved i begge ender, hvilket dyr også findes på en anden sværdskede fundet i Nydam Mose. Kvinden med drikkehornet findes også på nogle guldgubber.

Andre danske guldfund fra folkevandringstiden er udført med lignende teknik i form af påloddede figurer og indpunslet ornamentik, og dette - sammen med det ældre runealfabet - daterer guldhornene til begyndelsen af Germansk Jernalder, måske 400-tallet.

Det korte guldhorn på Nationalmuseet med nærbillede af indskriften
Det korte guldhorn på Nationalmuseet med nærbillede af indskriften: "ek hlewagastiR holtijaR horna tawido", som ofte oversætte til nutidsdansk som: "jeg Lægæst Holtes søn hornet gjorde". Foto: christerhamp.se

Guldhornene havde den vanskæbne at blive fundet for tidligt. I henhold til den ældgamle lov om danefæ afleverede Kirsten Svendsdatter det lange horn til kongen, Christian 4., som gav hende et skørt i belønning. Kongen gav hornet til sin søn, den udvalgte prins Christian, med en opfordring til at lade det støbe om til et bæger til oldtidens ære. Men prins Christian var ikke så håbløs, som eftertiden vil gøre ham til. Det lykkedes hofjunker Joachim Gersdorff at overbevise ham om at hornet i oldtiden netop havde været et drikkehorn, og derfor var det ikke nødvendigt at støbe det om.

Oldforskeren Ole Worms bevidnede at det virkelig blev brugt som drikkehorn. I sin egenskab af kongelig livlæge besøgte han i 1640 Nykøbing slot for at tilse den udvalgte prins. "I prinsens navn blev hornet rakt til mig fuld af vin", fortalte Worms i et brev til en ven - hornet kunne rumme 1,25 liter vædske.

Ole Worms måtte have haft en god kapacitet. Efter han havde tømt hornet til bunds, var han stadig så meget oldgransker at han tog initiativ til at der blev udfærdiget en tegning og en beskrivelse af hornet, som udkom på latin i 1641. Hornet blev senere stjålet og omsmeltet, og Worms afhandling og kobberstik er den eneste eksisterende beskrivelse, skrevet af en, som med sikkerhed har haft de lange horn i hånden.

Forsiden af Paulli's afhandling om det korte guldhorn
Forsiden af Paulli's afhandling om det korte guldhorn fra 1734. Fra ancient-astronomy.dk.

I 1734 fandt husmand Erik Lassen det korte horn, da han gravede ler. Han afleverede det til grev Schack på Schackenborg, som få uger senere overrakte det til Christian 6. i Flensborg. Erik Lassen fik 200 rigsdaler i belønning. Kongen pålagde arkivar i rentekammeret J. R. Pauli at udfærdige en beskrivelse og en tegning af hornet. Afhandlingen udkom på tysk i 1734, og året efter på dansk. Også dr. G. Krysing fra Flensborg udfærdigede i 1734 en tegning af det korte horn.

Begge guldhorn endte med at blive opbevaret i det kongelige kunstkammer ved Christiansborg. I 1802 skete katastrofen. Den tidligere dømte guldsmed Niels Heidenreich havde fået eftergjort nøglen til kunstkammeret, og natten mellem d. 4. og 5. Maj skaffede han sig adgang og stjal begge guldhorn. Han omsmeltede dem, og brugte guldet til at lave spænder og efterligninger af indiske mønter, som han solgte. Hans forbrydelse blev hurtigt opdaget, og de kom til at koste ham 37 år i fængsel.

"Evigt bortsvandt helligdommen", sluttede Oehlenschlager sit berømte digt om guldhornene. Nu var Ole Worms', J. R. Pauli's og G. Krysings beskrivelser de eneste kilder til viden om, hvordan hornene så ud.

Tegning af figurer på det lange guldhorn
Tegning af figurer på det lange guldhorn. Vi ser slanger og fisk, en ged eller får, som står på en fisk, springende og siddende mænd, mænd, som er fangne med en snor om halsen, en hjort, en bueskytte, kvinden med drikkehornet, en mand med en kniv i hver hånd, de korslagte mænd, kentauren, en rytter og mænd med dyrehoveder med våben i hånd. - Ældre tegning af ukendt oprindelse.

I 1862 lod Frederik d. 7 fremstille kopier af de oprindelige guldhorn ud fra de gamle tegninger. Kopierne er udført i forgyldt sølv, og de blev siden opbevaret som klenodier på Nationalmuseet.

De gamle beskrivelser siger kun at hornene var krumme, de siger intet om at hornene var dobbelt-krumme, som oksehorn. Nogle mener at de må have været dobbelt-krumme, fordi de skulle ligne oksehorn. Et andet sæt kopier af guldhornene fremstillet i 1970 af kgl hofjuveler E. Dragsted på foranledning af rigsantikvar P. V. Glob er derfor dobbelt-krumme.

Under en ombygning af Nationalmuseet blev kopierne dog udlånt til museet Kongernes Jelling i Jelling i 2007. Herfra blev guldhornene stjålen endnu engang tidligt om morgenen den 17. september 2007. De blev dog kort efter fundet uskadte.

Germansk Dyreornamentik

Dyreornamentik i stil I
Dyreornamentik i stil I fra Salins "Die altgermanische Thierornamentik". Hjortene til venstre er fra Bohuslen og dem til højre fra Danmark, skriver han.

Udtrykket Germansk dyreornamentik betegner en kunstnerisk stil i den tidlige middelalder i dele af Vest- og Centraleuropa og Skandinavien. Karakteristisk for denne stil er fremstillingen af stiliserede drager, orner, slanger, ulve, ørne, ravne og mennesker i et sammenhængende og forbundet hele. Dyrs og menneskers kroppe omformes og opløses i den samlede helhed, hvilket som oftest ændrer dem til ukendelighed, således at de kun kan identificeres på særlige kendetegn, såsom øjne, hænder eller lignende.

Dyreornamentik fra Ungarn
Dyreornamentik fra Ungarn, som viser slumrende drager i en stor bunke som hundehvalpe. Fra "Die Altgermanische Thierornamentik" fra 1907 af Bernhard Salin.

Dyrestilen udvikledes i Skandinavien på grundlag af mere oprindelige kunstneriske udtryksformer og inspiration fra kunstindustrien i de Romerske provinser. Den dannede hurtigt selvstændige former og spredte sig snart ned gennem Centraleuropa. Nogle mener at dekorationer på bægre fra 200-tallet fundet i grave ved Himlingøje og nogle af motiverne på guldhornene fra Gallehus repræsenterer tidlige stadier af den Skandinaviske billed-fremstilling, som udviklede sig til dyre-ornamentikken.
Grafisk analyse af dyreornamentik
Grafisk analyse af dyreornamentik udført af svenskeren Bernhard Salin i 1904. Den germanske dyreornamentik udviklede sig meget abstrakt, kompliceret og surrealistisk. Det kan være meget svært at se hvor mange dyr og hvilke kroppe, som hører til hvilke dyr. Her har Bernhard Salin lavet en analyse af et ret uigennemskueligt ornament fra vikingetiden.

Efter alt hvad vi ved, var den Germanske kunst i det første årtusinde e.Kr. hverken individers kunstneriske udtryk eller resultat af fri skabertrang. Kunstnere og håndværkere fulgte derimod meget strenge regler i udformningen af dekorationer af genstande. Afhængig af materialet kombinerede de grundlæggende design elementer indenfor rammerne af de aktuelle stilarter i dyreornamentikken.
Dyreornamentik stil I
Til venstre: Upåkra bægeret fundet ved Upåkra syd for Lund i Skåne. Det er 165 mm højt og hovedsageligt fremstillet af kobber. Den er udvendig dekoreret med seks guldbånd med figurer og ornamenter præget i tyndplade. Ornamenterne er i dyreornamentik stil I fase A.
Til højre foroven: Udsnit af et af de seks prægede guldbånd på bægeret. Foto fra The Metal Beaker with Embossed Foil Bands - Bengt Almgren, Lund.
Til højre forneden: Samme udsnit fortolket af Birgitta Hårdh, Department of Archaeology and Ancient History, Lund University på tegning af B. Nilsson.

Dyre-ornamentikken uviser en stor ensartethed i hele Nord- og Central-Europa, og der kan ikke i særlig grad identificeres regionale forskelle. Dette tyder på at de Germanske kulturer bevidst søgte at adskille sig fra de omkringliggende kulturer. Ornamentikken's stilarter udviklede sig løbende gennem historien og blev kun lejlighedsvis påvirket af andre kulturer.

Sværdskede dekoration fundet i Nydam Mose Mundingsblik i forgyldt sølv fundet i en offermose ved Finnestorp nær Falkøping
Til venstre: Sværdskede dekoration støbt i bronze i typisk Nydam stil fundet i Nydam Mose. Mellem sidebræmmer med geometriske karvsnitmønstre udspændes forskellige symmetriske dyre- motiver, herunder to typer orme og nogle korte og tykke dyr med to ben, måske fugle. Måske fra tidlig 400-tal. Foto: Pera Peris - Haus der Historie - Der Germanicher Tierstil.
Til højre: Mundingsblik i forgyldt sølv i Nydam stil fundet i en offermose ved Finnestorp nær Falkøping i Sverige. Den store flade er dekoreret med et geometrisk mønster. De frie kanter forneden er udformet som hoveder af fabeldyr. Dateret til omkring 500 e.Kr. Foto Gunnar Creutz Wikimedia Commons.

Skikken at ofre slagne fjenders våben til guderne i mosen forsatte ind i Germansk Jernalder, men mængden af ofrede våben var langt mindre. Allerede i 1800-tallet fandt arkæologer i Nydam Mose næsten hundrede afrevne men prægtige sølvbeslag til sværdskeder og remme udsmykket med mønstre og sælsomme dyr. Senere omkring 1990 fandt man yderligere en intakt sølv-dekoreret sværdskede, andre udskårne sværdskeder og sværdknapper af bjergkrystal og sølv. På grund af de gode bevaringsforhold i mosen kunne man stadig se båndflettet dyreornamentik på spydskafterne. Det er påmindelse om at der har været udsmykning alle vegne på mange trægenstande - ikke blot på metal - Hvem ved, måske også på mennesker.

Sværdskede dekoration fundet i Nydam Mose Del af seletøj i Sösdala stil
Til venstre: Sværdskede i træ dekoret i Sösdala stilen med to symmetriske sammenslyngede slanger med åbent gab set i profil, som bugter sig i bløde buer. Foto: Nydam Mose
Til højre: Del af heste-seletøj lavet af forgyldt bronze fundet i Sösdala syd for Hessleholm i Skåne dateret til 300-400 tallet. Motivet er to symmetriske dyr set i profil. De store flader er dekoreret med forskellige linier af stempler. Foto: Migration Period between Odra and Vistula - Ch Fabech. Udstillet på Lund University Historical Museum.

Den sene jernalders og Vikingetidens dyreornamentik har været studeret i mere end hundrede år, og der er opstået en slags consensus om at inddele den i forskellige stilarter og udviklingsfaser.

Der tidlige stilarter Nydam, Sösdala og Kragehul var omtrent samtidige og mundede ud i den første egentlige dyreornamentik kaldet stil I

Nydam stilen er en tidlig form, som man har fundet eksempler på i Nydam Mose. Den er karakteriseret ved at de store flader er dekoreret med karvsnit, som er geometriske relief-mønstre inspireret fra træskæring. Det vides at trægenstande fundet i langs grænsen af Romerriget, hvor de Germanske lejetropper var stationeret, var dekoreret med lignende mønstre. I Nydam stilen er flader med karvsnit og slyngtråde tilføjet fabeldyr ofte - men ikke altid - langs kanter. De kan være fantastiske dobbeltdyr, med korte bugtede kroppe med et hoved i hver ende, de kan have tykke og korte fuglenæb eller vidt opspilede lange kæber. Det hele giver indtryk af et kriblende live, men alligevel orden og symmetri.

Tidslinie for Salins stilarter og Haselhoffs faser
Tidslinie for Salins stilarter og Haselhoffs faser. Bernhard Salin indelte dyreornamentikkens udvikling i tre stilarter - I, II og III, som efter de tidlige typer (Nydam mv.) afløste hinanden i kronologisk rækkefølge. Haselhoff har foreslået at stil Salin's I indeles i fire faser A,B,C og D, således at forstå at fase A fulgte umiddelbart efter de tidlige typer, medens faserne B,C og D mere er faser i den kunstneriske udvikling end de er kronologiske faser.

Nydam stilen blev fortrinsvis brugt til støbte genstande. Til dekorationer i udhamredet tyndplade brugte man den såkaldte Sösdala stil, som har sit navn fra et lille våbenfund i Skåne.

Sösdala stilen er karakteriseret ved sin bløde linieføring og tilbageholdende ornamentik. Dele i tyndplade - men også i træ og bronze - kan være udformet som symmetriske dyr med vidt åbne gab dekoreret med forskellig stempelornamentik, krydsskravering eller punktrækker. Dyrehovederne er næsten altid set i profil; denne dyrestil kan genkendes mange steder i Europa langs Romerrigets grænser lige fra England til Italien og Jugoslavien.

Kragehul stilen
Til venstre: Dekoration i Kragehul stil fundet i grav ved Ultuna nær Uppsala i Sverige. Den store flade er dækket af sammenfiltrerede slanger med båndformede kroppe. Dyrene er vist i profil med åbne gab.
Til højre: Dekoration på spydskaft fundet i den lille mose Kragehul på det sydvestlige Fyn. Denne dekoration har givet navn til Kragehul stilen, som er karakteriseret ved at båndformede sammenfiltrede dyrekroppe dækker de store flader. Billede: Fornevennen 145 s. 251-259

Kragehul stilen har fået sit efter dekorationer på lanseskafter fundet i den lille Kragehul mose på Fyn. Denne stil er karakteriseret ved fladedækkende sammenflettede slanger med opspærrede gab og båndformede kroppe. Dyr og mennesker spredtes over større flader og blev ofte sønderdelt, således at løsrevne arme og ben vekslede med dyrehoveder og hele dyrefigurer.

I sit store værk, "Die altgermanische Thierornamentik" fra 1907 inddelte svenskeren Bernhard Salin den Germanske dyreornamentik i tre stilarter, nemlig I, II og III, blandt andet på grundlag af formen på dyrenes hoveder og fødder.
Salins stil I dyrehoveder
Dyrehoveder karakteristiske for dyreornamentik stil I efter Bernhard Salin i "Die altgermanische Thierornamentik" fra 1907.

De tre tidlige stilarter smeltede sammen til Dyreornamentik stil I, som opstod i sidste halvdel af 400-tallet sandsynligvis i Skandinavien, men bredte sig hurtigt til andre folkeslag, som ifølge deres gamle myter engang var udvandret fra øen Skandia eller en ø i oceanet.
Præget guldbånd fra overkant af drikkeglas fra Snartemo V
Præget guldbånd fra overkant af drikkeglas fra Snartemo V vest for Flekkefjord i Norge. Det er et godt ekesempel på Salin's stil I og Haselhoff's fase A.

I den oprindelige Nydam stil var de store flader udfyldt af karvsnit mønstre; i stil I blev fladerne i stedet udfyldt med en vrimmel af dyre-figurer - noget i lighed med Kragehul stilen. Et andet karakteristisk træk ved Stil I er at dyrenes kroppe og lemmer er tydeligt trukket op med konturlinier, således at de fremstår klart og tydeligt.
Dyreornamentik stil I Bakka
Dyreornamentik stil I Bakka Foroven venstre: I Vesterlye syd for Stavanger i Norge fandtes en grav med et senromersk glas med et præget guldbånd dekoreret i Dyreornamentik stil I langs randen. Gransker man det nøje, kan man se en mand i en sammenkrøbet u-stilling gentaget tre gange langs denne del af båndet.
Foroven højre: Bakka lavede en tegning af manden i den sammenkrøbne stilling i 1963.
Nedenfor venstre: Den sammenkrøbne mand fra guldbåndet ovenfor, som han ville have set ud, hvis han havde stået oprejst - Tegnet af Bakka i 1963 - Fra "The Metal Beaker with Embossed Foil - -" se link nedenfor.

Dyrefigurerne var rene fantasivæsener og sammen med dem optrådte menneskefigurer. Der optrådte stiliserede firfodede dyr, stående krybende, gående, fremadseende eller tilbageseende. Der kunne være dyrehoveder med næb, som rovfugle, med mund eller mule som heste eller med opspilet gab som ulv. Iblandt disse kunne der være ansigtsmasker af mænd eller kvinder.

Man kan sige at i begyndelsen var det et princip om sønderdeling, der styrede den nye stil, således at lemmer eller hoveder kunne dukke op mellem de sammenfiltrede dyrekroppe på uventede steder. Senere brød man med denne praksis, og dyre-figurerne dannede nu klare velafgrænsede enheder og dyrene indtog forgrunden af billederne, som er domineret af dyrekroppene, der er tydeligt vist med hoved, krop og fødder.

I den sidste tredjedel af det 500-tallet blev dyreornamentik stil I gradvis erstattet af stil II . Mange mener at stilen opstod som en blanding af stil I og den Langobardiske fletbånds-ornamentik. Stil II bredte sig hurtigt fra England og Skandinavien til resten af Europa.

Snartemo sværdet
Dekorationer på hæfte af et sværd fundet ved Snartemo i Norge. Løsrevne og stilfulde poter og kæber kan skelnes - i tydelig dyreornamentik i Salins stil I og Haselhoff fase A - Oslo Universitets Oldsagssamling.

Den ny stil-retning indebar at de tidligere plastiske relieffer blev afløst af flade-dækkende mønstre sammensat af både dyremotiver og båndflet- eller ranke-motiver. Ornamenter i stil II er i almindelighed mere komplicerede end ornamenter i stil I. Man kan sige at dyremotivet blev nedtonet, men der var dog stadig tale om udtalt dyre-ornamentik. Dyrene var ikke sønderdelte, men de blev forlænget og forbundet på en ofte kompliceret og dog symmetrisk måde. De enkelte dyr blev komplekse og sammenflettede. De blev meget abstrakte og kan ikke umiddelbart, ved første blik, erkendes som dyr.

Salins stil III fremkom primært i Skandinavien i slutningen af 700-tallet. Den kan også kaldes Viking dyre-ornamentik. Forbindelserne mellem dyrene, hvor de forekommer, bliver mindre regelmæssige og mere komplekse, og dyrene ses normalt i profil, men snoede, overdrevne og surrealistisk, med løsrevne kropsdele, som detaljeret udfylder hver en ledig plads, hvilket skaber en intens og energisk stemning.

Den tyske forsker Gunther Haselhoff har foreslået yderligere at underopdele Salins stil I i fire faser kaldet A, B, C og D; dog således at kun fase A repræsenterer en egentlig kronologisk fase, altså en periode, medens faserne B, C og D mere skal forstås som faser i en kunstnerisk udvikling, således at forstå at de har eksisteret samtidigt, og man endog kan finde elementer fra flere forskellige faser på den samme genstand.

Vedstrup brochen efter Salin
Vedstrup brochen efter Salins tegning fra 1904. Alt det krible krable, som vi kan se på de store flader må være dyre-ornamenter med skraverede kroppe.

Haselhof's fase A repræsenterer en overgang mellem Nydam stilen og den egentlige stil I. Han beskriver fase A: "I begyndelsen af stil I ligger stil fase A, kendetegnet ved dets afrundede relief fremstilling af dyrene og viser i dette en direkte kontinuitet med Nydam stilen. - Med henvisning til stil fase A er det vigtigt at bemærke, at ikke kun kroppene, men også lårene på begge dyremennesker som er eksempler på dette afrundede relief (Han refererer til en fibula fundet ved Hardenberg på Sjælland). Der findes her også de kørner prikker, som så ofte findes i Nydam-stilen. Men kontur-linjerne, som omgiver figurerne og lårene, og selv fødderne, gør det absolut klart, at de tilhører Stil I."

Nogle forskere har fundet at året 475 e.Kr. repræsenterer enden på Nydam stilen, idet netop på denne tid forsvinder pludselig alle havdyr, som indtil da havde domineret de Skandinaviske dyreornamenter. Nogle mener at havdyrenes dominans opstod fra inspiration fra den Romerske kunstindustri, hvor der ofte optrådte delfiner og lignende havdyr, og deres forsvinden repræsenterer begyndelsen til en mere abstrakt og surrealistisk Germansk fortolkning af dyre motiver.

Fase B er karakteriseret ved at dyrenes kroppe findes overalt på genstandens overflade. De har tydelige konturer, og er ofte er udfyld med skravering. Haselhof skriver: "Den mest berømte repræsentant for fase B er en broche fra Vedstrup på Sjælland. Dyre-ornamentikken på denne har overtaget overfladerne fuldstændigt og udfyldt dem; og dette er et, men ikke det mest grundlæggende, træk i fase B: den afgørende faktor er igen behandlingen af dyre-kroppen. Medens dyrekroppene i i stil fase A var modelleret i afrundet relief, er de nu blevet flade, og hvad der er tabt i afrundede relieffer er erstattet af tæt skravering."
Hesten fra Veggerslev Fibula fra Nordendorf
Til venstre: Hesten fra Veggerslev er et godt eksempel på Haselhof's fase C. Konturlinierne er kraftigt markeret, medens de store flader er tomme og blanke.
Til højre: Udsnit af fibula fra den Alemanniske gravplads i Nordendorf i Syd Tyskland, som er karakteristisk for fase D. De slyngede bånd i feltet over ansigtsmasken er dyrenes kroppe, man kan identificere dyre-hovederne på grund af øjnene, men det er svært at se menneske-hovederne.

Tendensen i fase C er helt forskellig fra fase B; her lægges stor vægt på at understrege kontur-linjerne, medens der sjældent gøres forsøg på at udfylde de store flader.

Haselhoff forklarer om dyrets udseende i fase D: "Det har en langstrakt båndlignende krop, hvis ene ende ender i et dyrehoved og den anden i et menneske hoved - dets bølgende krop består af tre eller fire parallelle linier. Denne form for bånd-lignende krop er det væsentlige træk ved fase D. Som et eksempel kan der tages en broche fra den Alamanniske gravplads i Nordendorf i Syd Tyskland. På fodpladen af denne broche er der to dyr udført i fase D."

Hvordan så Danskerne ud?

Grave og skelet materiale fra Germansk Jernalder er meget sparsomt, vi ved meget lidt om, hvordan de så ud rent fysisk. Men forfatteren kan ikke tro andet, end at de meget lignede moderne etniske Danskere. De var efterkommere efter de gamle jægere, som var nogle korte og ret brede typer; stenalderbønderne, som var efterkommere efter jægerne, men efterhånden noget opblandede med kortskallede typer, bronzealderfolket, som efter alt at dømme var slanke og lyshårede typer; Goterne, som ifølge antikke forfattere var stoute atletiske typer med helt runde hoveder; Dani og Aserne, som vi kender fra gravene som høje, ranglede og langskallede med smalle ansigter.
Brakteater som viser personer med kraftige hagepartier
Tre brakteater, som viser personer med kraftige hagepartier. Fra venstre mod højre:
- Brakteat fundet ved Skrydstrup, som viser hvordan Tyr mistede sin hånd, da Aserne bandt Fenrisulven - Han har et meget stort hageparti.
- Brakteat fundet ved Faxe, som viser Balders død. Han drømte at han skulle dø, og fortalte det til sin mor Frigg, som blev bange for at hendes søn skulle dø. Så gik hun rundt til alle levende væsner - planter, dyr, guder, jætter og mennesker, og til alle døde ting som ild vand og klipper og fik dem alle til at love ikke at gøre Balder fortræd. Men hun glemte en, misteltenen! Nu hvor Balder var gjort udødelig, havde Aserne deres morskab ved bruge ham som skydeskive, når de øvede sig i at skyde med bue. Loke blev sur over dette og lavede en pil af mistelten og gav den til Balders blinde broder, Høder, som afskød pilen og dræbte Balder.
- Brakteat med et meget almindeligt motiv i center, nemlig en rytter, som kun er et hoved med en ubetydelig overkrop. Der er virkelig mange med dette motiv, som nogle mener forestiller Odin. Denne rytter er speciel ved at have et meget kraftigt hageparti.

Ved Skrydstrup er fundet en brakteat, som tydeligvis forestiller guden Tyr med sin højre hånd i Fenrisulvens gab. Gudens ansigt er påfaldende, det ser næsten ud som har han en snude. Men ved nærmere eftersyn ser vi at han har en overdimensioneret kraftig hage, som han skyder frem. Det samme er tilfældet på på en brakteat fra Faxe, som forestiller Balders død. Der er fundet en del andre brakteater, som også viser personer med overdimensionerede fremskudte hagepartier. Disse, afbillede personer med enorme hager, er alle Aser; man kan få den ide at en kraftig "karakterfast" hage et kendetegn for Odin og hans slægt, Aserne.
Knud den Store, Christian 4., Viggo Mortensen
Fra venstre mod højre:
- Knud den Store på mønt slået i Lund i hans levetid. Han har en imponerende næse og hageparti, han lever fint op til at være en ætling af Odin. Foto wikipedia.
- Christian 4. som gammel malet af malet af Karel van Mander. Næsen fejler ikke noget, men hagen lever ikke helt op til standard for Odins ætlinge. Han har prøvet at kompensere med et lille fipskæg.
- Viggo Mortensen ville være selvskreven til rollen som Knud den Store.

Die Habsburger unterlippe Til venstre: Karl II. Spanien med den karakteristiske "Habsburger unterlippe".
Til højre: Dronning Marie Antoinette på vej til skafottet i 1793 tegnet af Jacques Louis David. Hun var en Habsburger prinsesse og man ser tydeligt "die Habsburger Unterlippe"

Tyr var en As, og det var Aserne, som bandt Fenrisulven. Balder var en As, og bortset fra Loke var det Aserne, som var impliceret i hans død. Odin var den første blandt Aserne. Det tyder på at det netop var sådan Aserne og Odin den Gamle så ud: med store næser og kraftigt hageparti.

De fleste Europæiske kongehuse i middelalderen hævdede at de nedstammede fra Odin, og i mange hundrede år giftede de sig næsten kun med hinanden. Hos adskillige konger og kejsere ned gennem historien kan man på portrætter af nogle herskere stadig ane Odin den Gamles karakteristiske fysiognomi.

Kun på en enkelt brakteat er der nogen antydning af skæg. Alt tyder på at i Germansk jernalder har mænd i almindelighed været glatbarberede på Romersk vis.

Brakteat fra Elmelund nær Odense
To glatbarberede mænd - eller kan det være en mand og hans hustru? Der synes at være en ørenring.- Brakteat fundet ved Elmelund nær Odense.

Guldgubber er små guld-folie plader præget med mandlige eller kvindelige figurer. De er mellem 0,5 cm til 1,5 cm høje og varierer i bredde. De er meget tynde - omkring en millimeter tykke - og lavet af en guld, som for det meste er blandet med kobber, som det kan ses på den røde farve og de røde pletter, der nogle gange viser sig på dem. Metallet guld kan i sig selv ikke dateres, men ved at analysere organisk materiale omkring deres findesteder kan gubberne dateres til 400-600 e.Kr.

De små tynde guldplader er en ren Skandinavisk fundtype. De er fundet 17 steder i Sverige, 7 i Norge og 16 steder i Danmark - hvoraf syv på Bornholm. Det største fund af guldgubber stammer uden sammenligning fra bopladsen Sorte Muld nær Svaneke på Bornholm. Her blev der der i årene 1985-87 foretaget en udgravning, og inden for et ganske lille areal dukkede ca. 2.300 guldgubber op. Siden er antallet forøget til næsten 2.500, som er næsten 85% af alle kendte guldgubber.
Guldgubber
Fra venstre mod højre:
- Guldgubbe fra Bornholm, som viser en mand med næsen i sky. Hans næse og hageparti er noget over-dimensioneret. Han holder en stav eller muligvis et spyd i højre hånd. Han bærer en frakke, som er knappet i venstre side og udstyret med brikvævede border. Den venstre hånd er meget stor, og han bærer en armring - eller kan det være en handske? Hans hår er skulderlangt og redt tilbage fra panden, måske med skilning i midten. Man kan ane sko på fødderne. Foto wikipedia.
- Bornholmsk guldgubbe, som viser en kvinde med et kraftigt hageparti og fornemme klæder. Hun holder en genstand i højre hånd. Hun bærer et hårnet eller lignende. Hendes hår er sat i en kunstfærdig knude i nakken og hænger yderligere ned langs ryggen sammen med et slør eller slæb. Det ser ud som om hun har store ørenringe og halsring. Hun bærer en broderet kappe muligvis besat med perler langs kanterne. Kappen er skåret skråt af bagud. Under kappen har hun et skørt, der er pyntet med brikvævede border eller perlebesætning langs den nederste kant. Hun bærer sko, som også er dekorerede. Foto wikipedia.
- En kvinde og en mand, som omfavner hinanden. De har begge deres store næse og hage i sky. Deres ansigtstræk er noget specielle, men det har nok været svært at lave sådanne små detaljer i støbesand, eller hvordan de lavede formen til de bronzestøbte matricer. Manden til venstre har håret sat i en hestehale, som hænger ned ad ryggen, muligvis sammen med en let kappe. Han har en slags jakke som er skåret skråt af bagtil og dekoreret med frynser eller lignende, måske med slidser i siden til at stikke armene ud af. Det ser ud som om kvinden holder en stav i venstre hånd, og han holder en tykkere og længere stav i højre hånd, måske det er en slags sceptre. Kvinden har håret sat op i en kunstfærdig knude i nakken, og det hænger yderligere ned ad ryggen som en hesthale. Hendes kappe er ligeledes skåret skråt af bagud og dekoreret med perler eller frynser og måske også har slidser i siden. Under kappen er hun iklædt et skørt eller en kjole, som er forlænget til et slæb. Foto guldgubber.de.

De blev fremstillet ved forsigtigt at hamre eller presse guldfolien ned omkring motivet i en matrice med det ønskede motiv i ophøjet relief. De har sikkert beskyttet overfladen med et stykke læder. Der er fundet omkring 10 matricer i bronze. Hvordan smedene har indgraveret motiverne i bronze-matricerne, ved vi ikke. Guldgubberne fra Sorte Muld har omkring 400 forskellige motiver, hvilket betyder at der har været brugt mindst 400 forskellige matricer - mange kalder dem patricer.

Guldgubber
Til venstre: Guldgubbe fra Bornholm, som viser en mand med skæg og tilbageredt hår. Han bærer en frakke med brikvævede border, som er knappet i venstre side. Har bærer tydelige sko med hæle. Foto wikipedia.
Til højre: De fleste guldgubber er fundet i Danmark, specielt på Bornholm, men denne er fra Lofoten i Norge. Den forestiller en mand og en kvinde, som omfavner hinaden. Han har næsen i sky og langt hår, som er ordnet i en hestehale. Han er iklædt en jakke, som ser ud som om den er quiltet. Jakken har en form for kant-beklædning forneden, vi kan tro at det er en pelskant. Kvinden er ligeledes iklædt en måske quiltet frakke med pelsrand, som er skråt afskåret imod for. Under frakken har hun en kjole, som ligeledes har en kant-afslutning forneden, måske pels. Hendes hår er ordnet i en løs knude bagtil og hænger iøvrigt ned ad ryggen. Ligesom manden har hun næsen i sky, måske mente man at det var en aristokratisk holdning. Mange mener at dette motiv forestiller Vane-guden Frey og jættepigen Gerd, som han ofrede sit gode sværd for at få til ægte. Foto x-lofoten.com.

Deres funktion er stadig et mysterium. Man kan gætte på at de blev brugt i religiøse eller kulturelle ceremonier - måske har de været en slags offergaver.

Runer

Ældre futhark Runealfabetet Ældre Futhark med 24 tegn. Fra Mads Peder Nordbo's blog.

I Romersk Jernalder opstod et skrift system i den Germanske verden, som kaldes runer. Det lignede latinske og græske bogstaver i den forstand at hver rune repræsenterede en lyd, og kombinationer af runer repræsenterede ord.

Rune-indskrifter fra år 200 e.Kr. til omkring 700 e.Kr. er skrevet i et 24-tegns runealfabet kaldet "ældre Futhark", idet "futhark" er de første syv bogstaver i rune-alfabetet. Rune indskrifter i ældre Futhark er fundet på genstande lige fra Lapland til Karpaterne, men med den højeste koncentration i Danmark. De er som oftest meget korte indskrifter på våben og redskaber, især fundet blandt de store våbenfund i Nydam Mose, Illerup Ådal og Vimose.

Kam fra Vimose
Den ældst kendte runeindskrift findes på en kam fundet i Vimose vest for Odense. Den er dateret til 150 e.Kr. Kammen er lavet af hjortetak og indskriften lyder: "Harja", hvilket sandsynligvis var navnet på ejeren. Foto Bloodfox Wikipedia.

Alle indskrifter i ældre Futhark, som kendes, er fundet på på våben og andre genstande og antages at være navne på enten ejermanden eller navnet på våbnet. En meget stor del af indskrifterne er uforståelige, hvilket leder tanken hen på at runerne i sig selv eller visse sekvenser kan have haft en magisk betydning.

Den ældste runeindskrift findes på en kam fra Vimose, som lyder: "Harja", sikkert navnet på ejeren. Kammen er dateret til 160 e.Kr. Andre indskrifter lyder: "Wagnijo", "Nithijo gjorde", "HarkilaR - Anula" og lignende. På det ene af guldhornene fra Gallehus stod: "ek HlewagastiR holtijaR horna tawido" - som ofte oversættes til: "Jeg Lægæst Holtes søn hornet gjorde".

Amled på vej til England
Amled på vej til England. Medens hans ledsagere sov, ændrede han rune-budskabet til at kongen af England skulle lade hans ledsagere hænge og give Amled hans datter til ægte. Tegning af Louis Moe.

Nogle har foreslået at runer også har været brugt til egentlig kommunikation på længere træstave eller huder, selvom sådanne ikke er fundet. Således fortæller Saxo at kong Fenge sendte et hemmeligt budskab med Amleds ledsagere til kongen af England. Beskeden på runestaven til den Engelske konge var at han skulle lade Amled dræbe. Undervejs lykkedes det imidlertid Amled at finde den, mens hans ledsagere sov, og ændre budskabet til en opfordring til Englands konge om at give Fenges nevø, altså Amled, sin datter til ægte og at lade hans to følgesvende hænge.

Omkring år 700 e. Kr. blev de 24 tegn i Ældre Futhark reduceret til 16, hvilket runealfabet kaldes "Yngre Futhark". Langt de fleste af vore runeindskrifter er skrevet i Yngre Futhark. Kun omkring 10% af alle runeindskrifter er i Ældre Futhark.

I det nye runealfabet blev mange tegn flertydige, og indskrifterne blev derfor vanskeligere at læse. Reducering af antallet af tegn er det mysterium. Hos Angel-Saxerne i England gik udviklingen den modsatte vej. De øgede antallet af tegn til 28 og senere til 33.

Skibe og Sejlads

Et stykke køl fra skibet fra Grestedbro Et stykke køl fra Grestedbroskibet. Det ses at den er ret flad og derfor ikke særlig stiv. Tegning fra: The NAVIS I project.

Det eneste spor af et skib fra Germansk Jernalder i Danmark blev fundet i 1945 ved Grestedbro nord for Ribe. I forbindelse med en regulering af Kongeåen fandt man tre tømmerstykker af egetræ, som blev leveret ind til Ribe Museum. Først i 1964 blev de identificeret som dele fra et skib. Trods ihærdig eftersøgning lykkedes det ikke at lokalisere findestedet. Fundet bestod af et stykke af et spant, et stykke køl og en del af en stævn. En trænagle er dateret til 610 e.Kr.

Stykker af spant og stævn fra skibet fra Grestedbro
Øverst: Et spant fra skibet. Det ses at klædningsplankerne er klink-lagt, helt plan med spantet og fastgjort med trænitter.
Nederst: Et stykke af stævnen. Tegning fra: The NAVIS I project.

Det kan fastslås at skibet repræsenterede en videreudvikling af Nydam skibet. På Nydam skibet var klædnings-plankerne indbyrdes føjet sammen med jernnagler, og plankerne var hver især bundet til spanterne. På Grestedbro skibet var fartøjets form defineret af spanterne, og der var hugget indhak for de klinklagte klædningsplanker, således at de sad helt tæt på spanterne. Hver anden planke var fastgjort til spantet med trænagler. Vi kan ikke vide med sikkerhed, om skibet har ført sejl. Mast og sejl vil betyde at et stort moment skal indespændes i kølplanken, som derfor skal være både stærk og stiv. Det fundne stykke af kølplanken var oprindeligt omkring 16 cm bredt og 10 cm højt, hvilket repræsenterer en lav og bred køl, som ikke har været velegnet til sejlføring. Undersiden af kølen var meget slidt, hvilket tyder på at skibet ofte har været trukket over land.

I 1939 fandt man en skibsbegravelse ved Sutton Hoo øst for den Engelske by Ipswich. Det antages at være begravet i 610-635 e.Kr. I lighed med Ladby skibet er der intet bevaret af skibets trædele, men jern-naglerne var der stadig og skibets aftryk i jorden stod fuldstændig skarpt og tydeligt. Skibet var 27 m. langt og 4,25 m. bredt. hvilket skal sammenlignes med Nydam skibets 22,8 m. længde og 3,26 m. bredde. De senere vikingeskibe var alle kortere; Ladby skibet var 22 m. langt, Oseberg skibet 21,5 m. og Gokstad skibets 20,1 m. Der er ikke fundet spor af en egentlig køl i Sutton Hoo, og derfor må man tro at skibet udelukkede blev drevet frem med årer. Skibet var bygget med overlappende klædningsplanker, hvilket kaldes klink-bygget. Det var udstyret med åretolde, men intet tydede på at det havde ført sejl.

Spanterids af Nydam båden, Gredstedbro skibet og et vikingeskib
Spanterids af Nydam skibet, Gredstedbro skibet og et vikingeskib:
1. Nydam skibet.
2. Gredstedbro skibet.
3. Et vikingeskib - måske Ladbyskibet, som har cirka denne bredde. Bemærk den høje og dermed stive køl.
Tegning fra: The NAVIS I project.

Det har været hårdt arbejde at ro sådan et stort skib frem. Det må være således at jo længere et skib er, jo bredere og stærkere konstrueret må det være; fordi et langt skib skal have større langskibs styrke end et kort skib. Men et givet tværsnit af skibet, skal vi sige en meter langt, giver kun plads til to roere i henholdsvis styrbord og bagbord uanset skibets totale længde. Dette en meter lange tværsnit vil imidlertid være tungere i et langt skib end i et kort skib, da det vil være bredere og sværere bygget.

Det betyder at jo længere skibet er, jo flere kilo skal hvert besætningsmedlem ro fremad. Jeg husker en bemærkning hos Saxo om at Ormen Lange blev lagt op, fordi den var så tung at ro. Sutton Hoo skibet var også meget langt og bredt, og dette kan have været årsagen til at netop dette skib blev valgt til begravelsen.

Ingen ved præcist, hvornår de Skandinaviske folk begyndte at bruge skibe med sejl. Det er en stående diskussion blandt historikere om Angel-Saxerne ankom til Britanien med sejlskibe, eller de roede hele vejen.

Men hvis man - som forfatteren - tror at Germansk Jernalders overvældende mængder af guld kom til Skandinavien, fordi nogle folkevandrings-folk, som deltog i kampene i Syd Europa, vendte hjem med deres bytte, så må man også tro at de har været ved Middelhavet og der set skibe med sejl. Derefter har det været nødvendigt at tilpasse Nordens skibstyper til sejlføring.

Sejl blev lavet i uld, som blev vævet i lange baner og derefter sammenføjet - sikkert vertikalt - og forstærket med reb af bast. Det har været en dyr og langvarig proces at fremstille et sejl. I den senere vikingetid er der eksempler på at et sejl blev brugt som kongelig gave.
Kvalsunbåten
Kvalsunbåten tegnet af skibsingeniør Fr. Johannesen. - Ved Herøy syd-vest for Ålesund i Norge blev i 1920 fundet to både, som efterfølgende blev kulstof 14 dateret til omkring 670 e.Kr.
Den største båd var 18 m. lang og 3,20 m. bred med en sidehøjde på kun 0,79 m. Den havde plads 10 roere i hver side. For og agter stævne var meget højt opsvungne. Kølen var ikke særlig kraftig. De højt svungne stævne må have været ubekvemme for en robåd, idet de repræsenterer et stort vindfang.
Nogle mener at båden kan have ført et lille sejl på en mast - måske 6-8 m. høj - indfæstet gennem et hul i en af tofterne.
Det er sansynligvis en af de mindre optimale skibstyper, som har bidraget til udviklingen af vikingeskibet, som dukkede op 100 år senere.

Danevirke og Kanhavekanalen

Danevirke er et system af forsvarsvolde, som er anlagt umiddelbart nord for floden Ejderen. Hovedvolden forbinder den smalle fjord Slien med et vådområde omkring Hollingsted, som har været ufremkommeligt i forhistorisk tid.
Danevirke
Danevirke er ikke blot en vold, men et helt system af volde, som er opført i Jernalderen og vikingetiden over en periode på mere end 500 år. Desuden blev voldene forbedret og udbygget i 1860'erne. Træværk i Hovedvolden er blevet dateret til 737 e.Kr. Photo: Johannes Brøndsted: Die große Zeit der Wikinger. Wachholtz Verlag, Neumünster 1964.

Bygningen af volden har krævet enorme resourcer i form af arbejdskraft, tømmer og kampesten. Den vidner om en overordnet organisation, som har haft magt til at disponere over tusinder af mennesker. Volden vidner om et selvstændigt Dansk rige, som har haft vilje til at eksistere og forsvare sig mod fjender fra syd.

Danevirke Hovedvolden
Danevirkes Hovedvold øst for landsbyen Dannevirke - Foto Joachim Mullerchen - Wikipedia.

Dele af Hovedvolden udgør det tidligste Danevirke og er måske fra slutningen af 600-tallet. Den bestod af lange, simple jordvolde. Den tidligste præcise datering giver årstallet 737 e.Kr. da volden blev forsynet med en egetræspalisade. Ikke længe efter blev den forstærket med kampesten. Hovedvolden er forbunden med halvkreds-volden omkring Hedeby.

Den Angelsaksiske munk Bede skrev i 731 e.Kr. i sin "Ecclesiastical History" om Anglernes oprindelse: "Fra landet Anglian, der er mellem de Jydernes og Saksernes riger, som kaldes Angulus, og er forblevet øde indtil denne dag, kom East Angles, Middle Angles, Mercians, og alle de Northumbrianske folkeslag, det vil sige dem, som bor nord for floden Humber, samt andre Angliske folkeslag." Men bygningen af det tidligste Danevirke omkring 737 e.Kr. indikerer at landet Angel, som ligger bag Danevirke, nok ikke var helt så øde, som han skrev, og indbyggerne var besluttede på at forsvare det - sammen med andre Daner.

Kanhavekanalen på Samsø er en af Germansk Jernalders største ingeniørarbejder. Det er en gravet kanal gennem Samsø's smalleste sted, som forbinder Stavns Fjord på øens østlige side med Kattegat ved Mårup Vig på den vestlige side. Den er 500 m. lang, 11 m. bred og omkring 1,25 m. dyb, hvilket indebærer at den kunne besejles af skibe med op til ca. 1 m. dybgang. Det kan beregnes at mere end 7.000 M3 sand, grus og jord er blevet bortgravet og dynget op langs kanalens sider, idet det opgravede materiale efter al sandsynlighed dannede en træksti langs kanalen på begge sider.

Rekonstruktion af Kanhavekanalen
Grafisk rekonstruktion af Kanhavekanalen, som den må have set ud i sen Germansk Jernalder. Forrest øen Hjortholm, som ligger i naturhavnen Stavns Fjord. Øen har en ret høj bakke på hvilken, der kan have været et udkigstårn. Bagved ses Kanhavekanalen, som skabte forbindelse til vestsiden af Samsø. Foto: Danske Fortidsminder.

Kanalens sider var beklædt med et bolværk bestående af to til fire vandrette planker, de fleste af egetræ og mellem 2,5 og 4 m. lange. De var fastgjorte med lange træpløkke og svære, tilspidsede stolper. Træet er blevet blevet dendrokronologisk dateret til år 726 e.Kr. - som er cirka samtidig med dateringen af det første Danevirke.

Det er mest nærliggende at tolke kanalen som et militært anlæg i forbindelse med en flådestyrke i Stavns Fjord, som er en ypperlig naturhavn. Samsø ligger midt i Kattegat og fra en udkigspost på den bakkede ø Hjortholm i Stavns Fjord kunne det omliggende hav overvåges. Gennem Kanhavekanalen kunne flåden hurtigt angribe fjender eller sørøvere også mellem Samsø og Jylland.

Samsø Kommune har meddelt at de vil reetablere Kanhavekanalen, i håb om at tiltrække flere turister. De håber at pengene kan komme fra A.P. Møller Fonden.

Willibrord hos kong Ongendus

Den Angliske munk Alcuin fra York (735 – 804 e.Kr.) fortæller at hans landsmand og slægtning missionæren Willibrord besøgte Danernes konge Ongendus efter at have opgivet at omvende den hedenske Frisiske kong Radbod: "Så da den Guds Mand så, at hans indsats var til ingen nytte, vendte han sin missions kurs mod Danernes hårde stamme. På dette tidspunkt, således får vi fortalt, var den danske regent Ongendus, en mand mere brutal end noget vilddyr og hårdere end sten, som ikke desto mindre gennem guddommelig indgriben modtog sandhedens forkynder med hæder. Men da sidstnævnte fandt, at folket var gennemsyret af onde skikke, overladt til afgudsdyrkelse og ligeglade med ethvert håb om et bedre liv, valgte han tredive drenge blandt dem og vendte hastigt tilbage med dem til de af Gud udvalgte folk i Frankernes Rige." Willibrord rejse fandt sted omkring 678 - 690 e.Kr.
sceattas
Eksempler på de typiske meget små sølvmønter kaldet Sceattas, som blev præget i Dorestad og Ribe. Fra venstre mod højre:
Drage med tungen ud af halsen eller den spyr ild - Foto Verasir.dk.
Dyr med oprejst hale - måske en løve. Fundet i York. Foto Wikipedia.
Dyr med manke og klove, som ser ud til at snappe efter sin egen hale. Foto Wikipedia.
Drage med tungen langt ud af halsen. Fundet i London - Foto Wikipedia
Ukendt dyr, som også ser ud til at snappe efter sin egen hale - Fundet i Ribe - Foto Wikipedia.
Ansigt - Fundet i Ribe - Foto Wikipedia.

Sceatta på finger tip En sceatta på en finger tip - Foto Rijksmuseum van Oudheden.

Det er nærliggende at tro at Willibrord gik i land i Ribe og mødte kong Ongendus der eller et andet sted i Sønderjylland eller Slesvig, det ville have været en naturlig fortsættelse af hans rejse til Frisernes land. I slutningen af Germansk Jernalder var Ribe en blomstrende havne- og handelsby. Håndværkere arbejdede med bronze, jern, ben, læder, glas og rav og købmænd falbød importeret glas, Frankisk keramik og møllesten af Norsk klippe materiale. Man har fundet 67 små sølvmønter, såkaldte sceattas, præget i Ribe og en anden af tidens store handelsbyer, nemlig Dorestad, som lå syd øst for Utrecht i Holland i Rhindeltaet. Hos Sveaerne afløste Birka den tidligere handelsplads Helgø netop i løbet af 700-tallet.
Tourism and Local History Penrith town.
Danske sagnkonger Wikipedia.
Variability and extremes of northern Scandinavian summer temperatures over the past two millennia. af Jan Esper, Ulf Büntgen, Mauri Timonen og David C. Frank (pdf).
Danske Runeindskrifter Nationalmuseet
Gudmebygden Den Store Danske
Frühjahrsurlaub 2009 auf Rømø På besøg i Hjemsted Oldtidspark.
Brakteater Arild Hauges Runer
Skandinavisk dyreornamentik Lotte Hedeager Universitetet i Oslo
Runeindskrifter Schleugerhard
Amatør gjorde fornemt guldfund Jyllandsposten
På sporet af jernalderens kulthuse Kristeligt Dagblad
Västgötaskolans guldkorn Historiska Varlder
The Metal Beaker with Embossed Foil Bands (Uppåkra bægeret) Birgitta Hårdh
Spjutskaften från Kragehul mosse Forn Vannen
Germanischer Tierstil Wikipedia
Fund af sjælden guldgubbe-patrice Historie-online.dk
Detektor, Jernalder, Guldgubbe Detecting People
Gredstedbroskibet The NAVIS I project
Sølvskat vejer over syv kilo Sn.dk
Danmarks længste jernalderhus! Silkeborg Kulturhistoriske Museum
5500 fynske jernaldergrave Odense Bys Museer
Tissø Kongsgård - Formidlingscenter Fugledegård Oplev Kalunborg nu
Stig Tøfting leverede stjålet guld tilbage Berlinske Tidende
En jernalderlandsby ved Rødekro med spor efter jernudvinding Museum Sønderjylland
Odin fra Lejre Roskilde Fredrikssund Lejre Museum
Endnu et unikt guldfund på Fyn Jyllandsposten
Amatørarkæolog finder guldskat fra jernalderen Kristeligt Dagblad
Amatører finder kæmpe sølvskat ved Lejre Kristeligt Dagblad
Gamla runinskrifter christerhamp.se
Der Germanicher Tierstil Pera Peris - Haus der Historie
Germanischer Tierstil Wikipedia
Sorte Muld Dansk Kulturarv
Timboholmsskatten Wikipedia
Excavations Nydam Mose
Migration Period between Odra and Vistula -
Die Altgermanische Thierornamentik Open Library
Die Altgermanische Thierornamentik Internet Archive
Salin's Style I by Gunther Haseloff Institut fur Vor- und Fruhgeschichte, University of Wiirzburg.
Mads Peder Nordbo Forfatterside
Kvalsundskipet Vikingskip og norske trebåter
Kanhave vikingetids kanal over Samsø Danske Fortidsminder
Kanhavekanalen VisitSamsø
Dannevirke Wikipedia
Alucin: The Life of Willibrord Medieval Sourcebook
The poetic Edda translated by Henry Adams Bellows Sacred Texts
Danmarks Oldtid - Yngre Jernalder og Vikingetid - Jørgen Jensen - Gyldendal.
Danmarks Oldtid 3. Jernalderen - Johannes Brøndsted - Gyldendal.
Danmarks Historie 2 - Lotte Hedeager - Gyldendal og Politikken.

Tilbage til start af artikel

20170225

Passed W3C Validation